fbpx

Refused - Lille Vega

Årets sidste koncert for mit vedkommende, og i selskab med ingen ringere end Hardcore Punk legenderne i Refused. Refused er et band der betyder rigtig meget for mig, og specielt deres legendariske album The Shape Of Punk To Come er på min top tyve favorit albums nogensinde. Jeg har førhen kun set bandet på festivaler, men det var ubeskrivelig meget mødepligt, da bandet startede deres tour på Vega. Lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Rome Is Not A Town

Første band på scenen i aften, var svenske Rome Is Not A Town. Bandet kom ud på scenen og man kan sige det var noget af en kontrast af hvad aftenens hovednavn er. Det var meget mere Noise-rock/Post-Punk end det var ren og skær Hardcore. Jeg har altid været glad for bands der tager bands, som ikke minder om hinanden på tour. Rome Is Not A Town’s musik er måske ikke helt det mest nyskabende men det er nødvendigvis ikke nogen dårlig ting. Sangene var velspillede og lyden var god inde i salen. De lagde meget fokus på det støjende element, hvor de ofte pegede guitarene op af forstærkerne, for at feede og de legede ofte med pedalerne. Et rent helvede for folk med tinnitus.  En overraskende fyldt sal i aften og de takkede det fremmødte publikum og efter en halv time havde de varmet publikum godt og grundigt op. Ganske fin start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Refused

Nu var det blevet tid til aftenens hovednavn, og jeg kunne dårligt nok bevæge mig, da lyset dæmpede sig inde i salen. Bandet gik på til lyden af Blood Red fra deres seneste udspil, efterfulgt af den evigt fede Worms Of The Senses/Faculties Of The Skull men publikum var lidt stillestående, og udover nogle der headbangede og sang med, så skete der sgu ikke så meget. Elektra fik dog endelig sparket gang i publikum og der var endda en moshpit længere foran mig, så er vi sgu i gang. Der blev luftet en masse sange fra deres seneste album, hvor sange som I Wanna Watch The World Burn og Violent Reaction, som gik ind hos det energiske publikum, men Dennis Lyzxén hoppede ned til publikum da vi fik den evigt fede Rather Be Dead, hvor det eneste logiske var at hoppe ind i pitten og deltage i galskaben. Coup d'état fortsatte med at smadre publikum sonisk, og vi fik endda en hyldest til nyligt pensionerede Slayer, da bandet spillede introen til Rainning Blood blandet sammen med The Deadly Rhythm. Lyxzén brugte nogle øjeblikke imellem sangene for at snakke om vigtigheden om punk og sammenhold i disse tiders politiske klima. Og da introriffet i New Noise gik i gang begyndte salen at koge fuldstændig over, og da sangen for alvor sprængte det hele i luften. Bandet stoppede i den sidste halvdel af sangen for at sige tak til Rome Is Not A Town, og så efter den korte meddelelse fortsatte galskaben. Fuldstændig sindssyg koncert. Intet mere er der at sige.

Karakter 6 ud af 6

Sætliste:
Blood Red
Worms of the Senses / Faculties of the Skull
Elektra
I Wanna Watch the World Burn
Violent Reaction
Rather Be Dead
Coup d'état
Malfire
The Shape of Punk to Come
The Deadly Rhythm
Damaged III
Economy of Death
New Noise

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Dead Cross

Hvad er det værste en supergruppe kan gøre? To ting, umiddelbart.
1) at forfalde til en overflod af sange fra de respektive medlemmers andre musikalske projekter
2) ikke have nok originalt materiale, og derfor benytte sig af covers i for høj grad

Den første faldgruppe undgår de uden problemer. Den næste falder de i med hals og hoved. Med fem ud af 15 sange værende covers over Beatles til Dead Kennedys. Det starter ellers befriende enkelt: de første fire sange er originale, og med den skøre og karismatiske Mike Patton i front kan selv sangenes middelmådighed ses bort fra (for middelmådige er de, tag ikke fejl her). Det er forventeligt med kun et album og en ep i bagagen op til nu og desuden med det forholdsvist nylige forsangerskrift fra Gabe Serbian til Mike Patton. De skal lige etablere sig ordentligt, kort sagt.

Og netop bandets korte eksistensperiode i mente har de i dag et stort crowd der skal overbevises. Bandets egne sange flyver i hvert fald over alles hoveder, og man må tænke, at langt de fleste nok primært er her for at se giraffen (endnu en ved siden af Descendents og Scour). Hvad end grunden(e) er, reagerer publikum i en afmålt facon når musikken spiller – og det selvom Patton ikke ligefrem er blevet mere normal eller stillestående over årene. Lombardo har heller ikke mistet tækket, nej langt fra: han høvler ubarmhjertigt igennem, professionelt og uden sved på panden, men med præcision som ingen andre.

Men det skal vise sig at handle om meget mere end musik – eller på sin vis alt andet, om man vil. Fra ”Shillelagh” der er ligeså rundforvirret som titlen antyder og direkte over i Stooges’ ”Dirt” – eller Bauhaus-coveret ”Bela Lugosi’s Dead” til ”skønheds-danse-konkurrencen” i den ellers originale skæring ”The Future Has Been Cancelled”. Her inviteres tre tilfældige publikummer på scenen og skal danse til et ”disco-beat a la Lombardo”, hvorefter resten af forsamlingen skal kåre vinderen. Men de vinder åbenbart alle sammen, og så er det ellers videre i forløbet som kort efter inkluderer både Beatles, ét minut af både ”Raining Blood” / ”Epic”, ganske sigende i omkvædet (”You want it all, but you can’t have it”) drilsk anført af Mr. Patton som lige forinden erklærer, at de ”hverken har mere tid eller coke”. Prikken over i’et er da forsangeren fra Touché Amoré, der altså selv skal optræde om et kvarter, overtager spotlyset i ”Nazi Punks Fuck Off” der til gengæld sparker røv, ægte hardcore kaliber.

Alt i alt har Dead Cross vist kun omtrent 30-35 minutters originalt materiale, og da det slutter, er der ikke engang gået en time. Og nok var den gøglede optræden for så vidt underholdende, men musikken skulle også gerne kunne bære en anelse selv. Det var ikke tilfældet denne gang.

Sætliste:
1) – Seizure And Desist
2) – Idiopathic
3) – Obedience School
4) – Shillelagh/Dirt (The Stooges cover)
5) – Skin Of A Redneck
6) – Bela Lugosi's Dead (Bauhaus cover)
7) – Divine Filth
8) – Grave Slave
9) – The Future Has Been Cancelled
10) – My Perfect Prisoner
11) – Gag Reflex
12) – Church of the Motherfuckers/I Want You (She's So Heavy) (The Beatles cover)
13) – Raining Blood (Slayer cover) / Epic (Faith No More cover)
14) – Nazi Punks Fuck Off (Dead Kennedys cover)

Læs mere...

LLNN, Kollapse, Hiraki, Puke Wolf - Radar

Radar har i mine øjne etableret sig som et af de spillesteder i Århus som virkelig tager undergrunden til sig, både danske og udenlandske bands. I aften var ingen undtagelse, da vi stod i Post-Metal/Noise/Hardcore'ens tegn med bands som LLNN, Kollapse, Hiraki og Puke Wolf, selvom jeg forventede det normale smadder, så var det lidt af en afveksling, da jeg både fik hørt et velkendt band og alligevel en finale som gik over alle forventninger, men det hører vi om senere.

 

Puke Wolf

Suverænt navn til aftenens første band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Det lokale stod for at åbne braget i aften, og de virkede en anelse introverte på scenen og utroligt nervøse. Taget i betragtning at deres musik ikke var introvert, faktisk det stik modsatte at de faktisk spillede ret fed Hardcore, men det virkede til at de lod de deres nervøsitet tage over. Musikalsk fejlede det ingenting, da deres melodiske form for Hardcore Punk faktisk var fedt og lyden inde i salen var også ganske fed. Salen var ikke fyldt til renden, men alligevel var det en god håndfuld mennesker mødt op for at støtte op omkring bandet. Puke Wolf leverede en fin koncert, men alligevel var deres optræden bare lidt halv akavet og mærkelig, men rent musikalsk var der en del gode øjeblikke.

Karakter: 3 ud af 6

 

Hiraki

Efter en pause var det blevet tid til lokale Noise rockere i Hiraki til at sprænge trommehinderne hos aftenens publikum. Jeg har set Hiraki to gange før, men alligevel har de ikke lige sagt mig særligt meget, men alligevel gik jeg ind i salen med et åbent sind. De første par numre var ret smadrede og larmende er en meget god beskrivelse, lyden var god og det var lidt flere mennesker, som var rykket op mod scenen. Lyden fortsatte sin gode streak og det hele kørte bare. Udover at der selvfølgelig var nogle gode øjeblikke i musikken, så fangede det mig bare aldrig helt. Jeg følte ikke at jeg "forstod" deres musik, det var lidt som om at det var Godflesh blandet sammen med Converge til en hvis grad. Det hele blev lidt kedeligt for mig og lidt ensformigt og langtrukkent i løbet af showet. Hiraki er nok bare ikke noget for mig.

Karakter: 2 ud af 6

 

Kollapse

Jeg havde længe set frem til at endelig få lov til at se Kollapse fra Aalborg. Deres seneste udspil Angst er et album, som jeg har hørt meget igennem sommeren, og det er blevet federe for hver gang jeg har sat den på. Det slog mig dog alligevel at bandet annoncerede 2 dage før koncerten, at det ville være deres sidste koncert nogensinde, så det har var allerede noget jeg ikke kunne misse. Bandet gik på scenen, og det var tungt som ind i helvede og nu var standarden sat højt. Man røg næsten ind i trance så snart bandet gik i gang med at spille, og de er gået fra at blive meget mere Post-Metal ala Cult Of Luna og Neurosis end bare kliché Hardcore Punk. Jeg blev fuldstændig opslugt af stemningen, og det var så fedt at det næsten var overstået alt for hurtigt. Kollapse afsluttede deres tid som band på den fedeste måde, men alligevel er det sgu lidt ærgerligt at dette var eneste gang jeg kommer til at se dem. Tak for musikken, drenge!

Karakter: 5 ud af 6

 

LLNN

Nu var vi endelig nået til aftenens hovednavn. LLNN har ikke formået at skuffe mig endnu de gange jeg har set dem live, og hver gang har det været vildere end gangen før, men denne her gang var nok den bedste. Rapture sætter ballet i gang og som altid er det så pisse højt. Forsanger/guitarist Christian Bonnesen skriger sin hals til blods imens de andre medlemmer lægger lag på lag med endnu mere aggression og had mod verden. Numre som Monolith og The Guardian var også bare i verdensklasse i aften. Jeg følte der var måske lidt knas med lyden til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på meget hurtigt. Hvis der nogensinde vil blive lavet en compilation cd med det bedste soundtrack til vores post-apokalyptiske verden, så er LLNN det eneste som skal fylde den CD. Så dystert og ondskabsfuldt at det er nok til voldtage dine trommehinder og brække alle knogler i kroppen. Vi fik serveret et nyt nummer helt til sidst som var ni minutter langt, og det lød fantastisk, så jeg ser frem til det nye LLNN kommer ud. Efter så takkede bandet af forlod bassist Ramus Furbo og Synthman Kjetil Sejersen scenen. Efter de var gået af råbte en fra publikum at de skulle spille noget The Psyke Project og lige pludselig blev Martin Nielskov tidligere sanger i Èglise, Czar og The Psyke Project trukket op på scenen, og før man havde set den kommer begyndte bandet at spille In The Mist, som blev skrevet af The Psyke Project i sin tid, og publikum gik helt amok. Jeg fik en high five af Nielskov imens han skreg, hvor han efterfølgende hev mig op på scenen, og jeg fik smækket mit knæ ind i monitoren, så efter noget headbanging og skrål, så var at stagedive det eneste logiske at gøre. Efter nummeret var slut lå der flasker, ølpletter, en monitor var også ødelagt, så det var ligesom i de gamle Psyke Project dage. Selvom jeg stadig mærker i dag, at mit knæ gør nas, så var det en fænomenal afslutning og jeg fik lov til at vidne tre ud af fem af de tidligere medlemmer af TPP spille In The Mist. Rimelig fed afslutning. LLNN, i kan ikke gøre noget forkert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Night Fever - Copenhell 2015

De vrede punkere fra K-Town (aka Ungdomshuset) i Night Fever bruger ingen spildtid på introduktion, men går lige til stålet for den mindre forsamling af folk, der er mødt op.

Det er med både et glimrende lysshow og udmærket lyd, der er tilpas skramlet, i ryggen, at Night Fever skal vise sig frem.

Og Night Fever viser sig i sandhed frem; de er hyperaktive, og forsangeren styrter rundt på scenen. Den ene heftige udladning efter den anden kommer hurtigt i rap, og der er ikke tid til at holde pauser. Til helvede med melodi og muligheder for at synge med – det skal bare gå stærkt. Det er der heller intet i vejen med, men folk ser udelukkende passivt til, imens Night Fever spiller over en halv time, som ellers plejer at være smertegrænsen for ”ren” hardcore punk.

Overordnet er Night Fever et fint indslag, men som så meget andet punk passer de bare langt bedre inden døre. Samtidigt er det tydeligt, at mange ikke er mødt frem (muligvis fordi Exodus ligger lige oveni), selvom Night Fever gjorde det glimrende tilbage i januar til When Copenhell Freezes Over.

 

  • Exodus_4
  • Forfatter: Jill
  • Life Of Agony_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Butcher Babies_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

While She Sleeps, Cancer Bats, Hundredth, Oathbreaker

En dobbelt headlinertour med While She Sleeps og Cancer Bats – så er forventningen fra undertegnede at det nok skal/bør blive en vild aften.

Sidste gang man kunne opleve While She Sleeps var som opvarmning ½ år siden til In Flames i Store Vega, men de har så rigeligt besøgt København de seneste år; headliner på BETA i 2011 (hvor jeg dog ikke så dem), ageret support for Architects i Pumpehuset i 2012 (læs anmeldelsen her), og var sammen med Asking Alexandria i Amager Bio i 2013 (hvor de delvist stjal showet fra hovednavnet; læs anmeldelsen her).

Personligt lærte jeg dog først rigtigt While She Sleeps at kende efter at have oplevet dem live de 2 henviste gange, hvilket noget bagklogt sagt er ligegodt dumt, for det er noget veldrejet musik de har gang i – og det fandt jeg altså først ud af kort op til In Flames koncerten sidste år.

Cancer Bats er også et forholdsvist regelmæssigt navn på vores kanter. De var sidst forbi til Copenhell for ca. 2 år siden, og jeg var også på pletten til deres tour med Every Time I Die i Pumpehuset tilbage i 2012 (kan læses her). 

Men, faktisk var Cancer Bats at finde i DK helt tilbage i 2009 på Pavilion scenen, hvor jeg selv stiftede bekendtskab med bandet.

Angående Hundredth og Oathbreaker, så er det så vidt jeg kan opspore for begges tilfælde deres første gang i landet.

 

Oathbreaker:
Det er ikke lykkedes mig at finde noget reelt baggrundsinfo om Oathbreaker, da der intet står på deres Facebook, hjemmeside, Twitter eller lignende. Jeg ved de er fra Belgien, at de har en kvindelig forsanger, og at de har udgivet et album kaldet ”Eros |Anteros via Deathwish Inc. – men det er også det hele.

Jeg havde forventet at vi ville befinde os i Pumpehusets store sal, men sådan skulle det ikke være denne gang – pisseærgerligt. Den lille sal har som oftest følgesvend af en umiddelbar skidt lyd, og sådan var det også denne gang. Undtagelsen er spøjst nok opvarmningen i Oathbreaker, der har en glimrende lyd igennem deres sæt på ca. 25 minutter.

Det er svært ikke at være en anelse skuffet over billetsalget, da både While She Sleeps og Cancer Bats har bevist deres værd op til flere gange – for her til start ser der altså ganske tomt ud. Det ser ikke ud til at påvirke bandet det mindste, og det selvom at det er i den helt lave ende af respons de modtager fra publikum. Enkelte hoveder bopper frem og tilbage, mens en hel del småsnak fuldstændig ruinerer de mange stille passager musikken indeholder. Et minimalt og kontrastfyldt hvidt/mørkt lysshow kombination passer perfekt ind.

Oathbreaker selv gør heller ikke den store figur, og forsangerinden er hele tiden skjult bag sit lange hår. Det passer som fod i hose til den introverte musik, men hvor ligger det dog milevidt fra de 3 andre bands i aften. Faktisk minder det mig mest af alt om Deafheaven og vores egne Redwood Hill… Kort sagt; Oathbreaker er tydeligvis malplacerede i denne kontekst. 

I andre rammer kunne dette her have været helt anderledes, selvom klichéen i at slutte brat og i komplet mørke (så man ikke kan se medlemmerne forlade scenen), stadig virker som en fjollet afslutning.
3/6 stjerner.

 

Hundredth april2015

 

Hundredth:
Melodiske hardcore folkene i amerikanske Hundredth har været aktive siden 2008, og har udgivet 2 albums i form af ”When Will We Surrender” fra 2010 og ”Let Go” året efter via Mediaskare Records. De udgav dernæst de 2 ep’er ”Revolt” og ”Resist” i 2013/2014, inden de skiftede pladeselskab til Hopeless. Det er meningen at det nye album ”Free” skal udkomme senere i år. 

Bandet har også oprettet non-profit foreningen ”Hope Into Humanity”. Her har de bl.a. gennemført projektet ”The Water Cause”, hvor der blev samlet penge ind via bandets fans, som så blev givet videre til 2 landsbyer i Indien, der nu er blevet sikret rent drikkevand.

Uden meget palaver og umiddelbart i en glidende overgang fra lydtjek til live står Hundredth klar. Salen er i mellemtiden blevet fyldt en anelse mere ud, men der er stadig noget fra udsolgt. Uheldigt er det, at lydprøven ikke ser ud til at være blevet ordentligt afsluttet, for lyden er absolut ikke i bandets favør. Guitaren og de mindre detaljer drukner fuldstændig i mudder og for meget bass. Forsangerens vokal går dog godt igennem, mens den ene supportsanger har en ekkoeffekt der slet ikke ser ud til at være et bevidst valg.

Som modsvar til den nu dårligere lyd er Hundredth mere energiske end Oathbreaker var på noget tidspunkt, om end det hele vejen igennem tangerer på kanten til at være for rutineret – og decideret kedeligt. ”Endnu en dag, endnu et job”-attituden slipper de aldrig 100 %. 

Publikum er også mere på, men der er sjældent moshpits og lignende, og det er på trods af at både forsangeren, og musikken indirekte, meget markant opfordrer til det.

Hen mod slutningen af det ganske korte show på ca. 20 minutter sker der til gengæld noget vildt; et moshpit sættes i gang, og en person i rullestol er med! Ved første øjenkast ser det grimt ud, da det ligner at hun er en del af det mod sin vilje – men det viser sig faktisk at hun bevidst deltager. Det er om noget dedikation.

Det er dog kun et lille højdepunkt i et ellers middelmådigt show, lyd, band og publikum taget samlet i betragtning. 
3/6 stjerner.

 

cancerbats april2015

 

Cancer Bats:
Canadiske Cancer Bats er lidt af en Pandoras Æske i genrer; en blanding mellem hardcore punk, stonerrock og southern metal, sommetider med et tvist af sludgemetal oveni – også er attituden rendyrket rock’n’roll. 

Cancer Bats er tilbage fra 2004 og har udgivet 5 studiealbums. Debutalbummet, ”Birthing The Giant” er fra 2006, og siden da har Cancer Bats udgivet et studiealbum hvert 2. år, helt præcist, op til 2012. Traditionen blev nemlig brudt med deres nyeste album, ”Searching For Zero”, der netop er udkommet her i 2015.

Så er vi nået til det ene hovednavn, og det kan i den grad mærkes. Der er kommet flere til, og forsamlingen virker mere gearede til at tage godt imod Cancer Bats – der er f.eks. mange flere end tidligere der flokkes mod scenekanten. 
Og som man ved (eller bør vide), har Cancer Bats alle dage været garant for et eksplosivt show, og dette er ingen undtagelse. Forsangeren leder an, men fra alle medlemmer er der et heftigt energiudbrud, hvor førstnævnte ikke står stille bare ét sekund – og det gælder i omtrent alle aftenens 16 sange.

På den mere negative/kedelige side forplanter denne ellers smittende energi sig i begyndelsen kun ringe hos publikum, hvor kun en lille skare synger med, og ingen reelt bevæger sig. Man undres, når tidligere opvisninger har resulteret i et sandt kaos på dansegulvet. Måske skyldes det den mudrede lyd, hvor detaljerne drukner mere eller mindre. Vokalen er tilfældig i styrke (sommetider næsten uhørlig, andre gange lige som den skal være), og volumen er i den lavere ende af spektrummet – skru op! Det er i hvert fald situationen bag søjlerne, selvom jeg hørte fra andre at det skulle have været markant bedre andetsteds.

Der er ikke mange pauser, men de få der er skaber stemning pga. forsangerens anekdoter om den danske sol – som ikke giver solskoldning – og at man bare kan drikke øl på broer (her hentydes til Dronning Louises Bro).

De få breakdowns musikken indeholder, kombineret med ældre sange, får delvist omdrejningerne i gang i publikum. Vi skal dog først hen i det evigtfede Beastie Boys cover ”Sabotage”, og ”Hail Destroyer” før det virkelig rykker, også er det også lige ved at være slut. 

Overordnet er det altså noget ærgerligt at publikum virker til at holde igen, når nu bandet – som altid – leverer varen. Og, så kan det godt være at det er mere intimt her nedenunder, men hvor ville det være så meget federe med bedre lyd. Når det så er sagt, så var Cancer Bats fuldstændig klar på at give den alt hvad den kunne trække, selvom det er noget af et selvmål at køre videre efter ”Hail Destroyer”.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Arsenic in the Year of the Snake
2) – Trust No One
3) – Satellites
4) – Lucifer’s Rocking Chair
5) – Shillelagh
6) – Devil’s Blood
7) – Sorceress
8) – Rats
9) – Bricks & Mortar
10) – Road Sick
11) – Deathsmarch
12) – Beelzebub
13) – Sabotage (Beastie Boys cover)
14) – All Hail
15) – Hail Destroyer
16) – True Zero

 

WhileShesleeps april2015

 

While She Sleeps:
Det engelske metallic hardcore band (et andet udtryk for genren metalcore), blev dannet tilbage i 2006. Der skulle gå 4 år før de udgav deres første udgivelse, der var et minialbum med navnet ”The North Stands For Nothing”. I mellemtiden skiftede de også deres forsanger ud, hvilket pt. er den eneste udskiftning bandet har foretaget.

Debutalbummet ”This Is The Six” udkom 2 år senere, og fik massivt rosende anmeldelser. Det var også samme år at de blev nomineret, og ligeledes vandt, en Kerrang! Award for ”Best British Newcomer”. Senest er deres 2. album ”Brainwashed” blevet udgivet her i 2015.

Efter 45 lange minutter, og et efterhånden alt for sent tidspunkt til en hverdagskoncert, kommer While She Sleeps til syne. Det er derfor kun mere utilgiveligt at lyden til stadighed ikke er bedre. Til en start er det næsten kun bass og en masse mudder. Guitarerne kan meget, meget svært anes… 
Alt andet, til gengæld, spiller top notch, 100 % og deslige. Vi har en dedikeret skare oppe foran der er totalt på, hvad end det foregår i pitten, med fællessang eller ved at hoppe op og ned – og det er hele det omtrent 1 time lange show igennem fra start til slut. Resten længere bagved er stillestående, men ser også ud til at hygge sig. 
While She Sleeps selv viser ingen tegn på træthed, og de brager igennem uden at ofre teknik. Flere af medlemmerne er ofte helt ude ved folk, eller ude på gulvet. Forsangeren leder an, og er således også oppe på bardisken en enkelt gang. Han har for ikke så længe siden været igennem en halsoperation, og det skal ikke være en hemmelighed at det har hjulpet; hans stemme lyder bedre end nogensinde. Der går heller ikke længe før personen i rullestolen er med i et cirkelpit. I et cirkelpit!

Vi får serveret en tidlig overraskelse i form af velsagtens bandets største hit ”Seven Hills”. Sætlisten kunne dog som sådan ikke være mere ligegyldig, da der er et overskudsengagement hele vejen igennem. Tilmed får alle de 7 nye sange (+ 2 interludes) en virkelig, virkelig god respons. Det er kun ca. 2 uger siden det nye album havde premiere, og størstedelen af de fremmødte oppe foran kan allerede teksterne. Det er dog samtidigt tydeligt at der er blevet godt tyndet ud blandt de fremmødte, hvilket ikke er overraskende, da klokken hastigt nærmer sig midnat.

Lyden formår heldigvis at blive rettet ganske godt op, og efter den nævneværdige ”Our Courage, Our Cancer” (der modtager aftenens bedste fællessang) spiller det næsten så godt som det kan. Det bliver også en særdeles stærk afslutning i form af den lyrisk hadefulde ”Trophies Of Violence”, debut-EP skæringen ”Crows” og så ”Four Walls” til lige at gå hjem på. Mange er her allerede smuttet, men jeg synes sgu at While She Sleeps har klaret opgaven flot.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – New World Torture
2) – Brainwashed
3) – This Is The Six
4) – Seven Hills
5) – Torment
6) – Kangaezu Ni
7) – Life In Tension
8) – Death Toll
9) – Our Courage, Our Cancer
10) – Dead Behind The Eyes
11) – We Are Alive At Night
12) – Our Legacy
13) – Trophies Of Violence
14) – Crows
15) – Four Walls

 

  • Cancer Bats_1
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_5
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet!

Læs mere...

Rise Against - The Black Market

Jeg får næsten lyst til at starte denne anmeldelse med: ”Endnu et album fra Rise Against”. Det er ingen hemmelighed, at det amerikanske punkrock band har været særdeles produktivt gennem sin levetid. Dannet i 1999 udsendte bandet deres debut The Unraveling i 2001, og siden hen er det blevet til yderligere 8 udgivelser, hvis man medregner sidste års Long Forgotten Songs: B-sides & Covers 2000-2013. Ganske effektiv udgivelsesrate. Men hvad gør det, når alle udgivelser mere eller mindre holder et højt niveau – The Black Market er ingen undtagelse.

Faktisk er første halvdel af The Black Market på rigtig højt niveau. Numrene er velskrevne og pisse energiske. Det er svært at give den del af albummet et lyt uden at få lyst til at hoppe rundt og synge med. ”The Great Die-Off” starter energisk ud med en gang strygere, der går direkte over punkrock af bedste klasse. Den efterfølgende førstesingle ”I Don’t Want To Be Here Anymore” følger stærkt trop og forsætter den punkrock fest ”The great Die-Off” startede, med et velklingende omkvæd og lækre riffs. Herefter går det stærkt fremad, inden lytteren rammer pladens stærkeste skæring ”The Eco-Terrorist In Me”. Et nummer der er på højde med materialet på The Sufferer & The Witness. 

De efterfølgende 6 numre holder et anstændigt niveau, men desværre ikke på højde med de første 6. For at sige det pænt går der lidt for meget pop-punkrock i Rise Against. Ikke at det gør noget, men skæringerne er bare lidt kedelige i længden. Bedst er ”Zero Visibility” med et lækkert stykke guitar fra Zach Blair, og ”People Live Here”, der er en klassisk stille og halvakustisk Rise Against melodi. Smuk, dragende og et nummer der får de små hår på armene til at rejse sig. 

Til trods for kun to fremhævelser er sidste halvdel af The Black Market ikke dårlig. Den er bare ikke lige så god som første halvdel. Det ændrer ikke ved at The Black Market holder fanen højt for et band, der efterhånden er kendetegnet ved at levere udgivelser af høj standard. Mcllrath leverer en ligeså stilsikker vokal som altid, og de lyriske omdrejningspunkter er ikke blevet mindre politiske. Alt er som det plejer at være. Det samme gør sig gældende for resten af bandet, der som altid leverer stilsikre indslag. Konklusionen er, at The Black Market ikke er et af Rise Against bedste udgivelser, men falder et sted i midten. Herved også sagt, at der er masser af materiale at kaste sig over. 4,5 ud af 6.

 

Tracklist:

1.The Great Die-Off
2.I Don’t Want To Be Here Anymore
3.Tragedy + time
4.The Black Market
5.The Eco-Teorrist In Me
6.Sudden Life
7.A Beautiful Indifference
8.Methadone
9.Zero Visibility
10.Awake Too Long
11.People Live Here
12.Bridges

 

Rise Against - I Don't Want To Be Here Anymore (Lyric Video)

Læs mere...

Eyehategod - Eyehategod

Eyehategod er endelig på banen med en ny skæring! Der har ellers ikke været en ny udgivelse fra disse amerikanske legender fra New Orleans i snart 15 år. Men efter efter en masse live jobs de sidste par år, lagde de en hel del energi i at samle sange til et nyt album. De hyrede produceren fra deres Dopesick album fra 1996, men ragede uklar på et tidspunkt i løbet af indspilningen og albummet blev aldrig færdiggjort. Et par måneder efter mødtes de hos deres fælles ven Phil Anselmo (Down, ex. Pantera) sammen med Downs producer Stephen Barrigan. De fik i fællesskab sat alle brikkerne på plads, så et af de mest ventede undergrundsalbums i lang tid kunne komme på gaden.

EHG som de ofte bliver kaldt i daglig tale, blev dannet i 1988 i New Orleans, og var for det område, i den tid, virkelig anderledes. De har alle mere eller mindre været en del af andre bands sideløbende og har haft EHG som sideprojekt. En legeplads hvor alt var tilladt. Og har derfor også været ofre for utallige legender og vandrehistorier, der mest bare har bidraget til deres undergrunds image. Grundet forpligtelser i andre bands, og interne stridigheder er det deres lange levetid til trods kun blevet til 4 fulde udgivelser, hvor denne selvbetitlede “Eyehategod” skive er den femte. Det blev også den sidste med stiftende medlem Joey LaCaze på trommer, da han døde kort efter indspilningerne var færdiggjorte i 2013. Oven på denne tragedie har bandet fået Aaron Hill i folden til at fylde trommestolen ud på fremtidige albums samt live optrædender.

Der er bestemt en sydtats vibe over deres sludgede og til tider hardcore-punk lyd. Meget bluesede guitarer og en forpint vokal er gennemløbende for hele albummet. Den store variation byder de ikke på og nyskabende heller ikke. De groover godt og LaCazes trommer guider dem med sikker hånd igennem samtlige numre. Pladen vil nok gå lige i hjertekulen hos inkarnerede EHG fans, de der har fulgt medlemmerne igennem narkoafhængighed, fængselsophold, naturkatastrofer og personlige tragedier, men den vil ikke være så skelsættende som deres forrige udgivelser har været. Det er et band der gør hvad de vil og har det godt med det, men vil ikke umiddelbart sætte de største fodspor i rockhistorien.

Trackliste:

01. Agitation! Propaganda!
02. Trying to Crack the Hard Dollar
03. Parish Motel Sickness
04. Quitter’s Offensive
05. Nobody Told Me
06. Worthless Rescue
07. Framed to the Wall
08. Robitussin and Rejection
09. Flags and Cities Bound
10. Medicine Noose
11. The Age of Bootcamp

Spilletid: 43:19 minutter

 

Læs mere...

Trusted Few, Vera Cruz

Aftenens koncert var en dobbeltbegivenhed. Det franske band, Vera Cruz, begyndte deres Europa tour om fredagen, og lagde altså vejen forbi Lygten Station om lørdagen. Engelske Brotherhood Of The Lake skulle oprigtigt have været support, men havde valgt at aflyse koncerten af uvisse grunde.

Den største grund til at folk kom forbi i aften, var dog uden tvivl Trusted Few. Trusted Few har desværre valgt at gå i opløsning, men valgte heldigvis at afslutte et kapitel på nu 10 år med én sidste koncert. Derfor havde de byttet plads med Vera Cruz – opvarmning bliver til hovednavn og hovednavn bliver til opvarmning.


Vera Cruz:
Vera Cruz varmede for nogle år tilbage op for Cancer Bats på The Rock. Og det er hvad jeg vil sige om musikken; Cancer Bats, bare fra Frankrig.

Selvom antallet af publikummer indenfor kan tælles på 2 hænder da Vera Cruz går på, er deres første træk at kalde os tættere på scenen. På en bestemt måde. Det virker. Uden noget palaver rykker de tilstedeværende op ved scenekanten. Rygterne om Vera Cruz er så sandeligt korrekte; tal om en EKSPLOSION af energi!! Tænk knytnæver i ansigtet; for fanden det går vildt for sig (!) – i hvert fald på scenen

… For selvom lydkvaliteten er den bedste jeg har hørt på Lygten so far (de har sandsynligvis deres egen lydmand med), og Vera Cruz hopper, danser, svinger deres instrumenter rundt om kroppen og generelt forsøger at skille scenen ad, så lader det ikke til at nogen i blandt det sparsomme publikum kender deres sange.


Mange andre bands ville måske blive modløse over den mindre uengagerede respons. Men Vera Cruz gør som præcist som man bør, og forsøger i stedet i de næste 40 minutter at få aktiveret de få fremmødte. Det bliver til et forsøgt circlepit, som kun én fan og forsangeren selv deltager i, på trods af at Vera Cruz ellers virkelig forsøger at få det til at ske. Respekten for at prøve skal de dog have!

Guitaristen hygger sig ind imellem også med at råbe diverse bandeord som f.eks. ”pikfjæs” – selvfølgelig er det kun sådan nogle ord vi lærer dem. Med undtagelse af ”tak” og ”mange tak”. Typisk os danskere, men hvad fanden, stemningen er løssluppen og intim; vi er her for at have det sjovt, og vi bliver mægtig underholdt. Der bliver ikke slappet af ét eneste sekund. Fra scenen.

Da vi når til aftenens sidste nummer, udfører Vera Cruz et af de vildeste stunt jeg har bevidnet. Forsangeren, guitaristen og bassisten forlader simpelthen salen og løber hele vejen udenfor på gaden – kun trommeslageren bliver tilbage, og han tæsker stædigt videre på sine tønder. Kort efter kommer de så stormende ind igen, så godt som det kan lade sig gøre igennem den lille døråbning. Folk er forvirrede, men hvad kan man andet end at grine? Det er for sejt.

Så, til Vera Cruz; kom tilbage igen snart. Det eneste I mangler i DK er fans. Jeg lover at skamlytte jeres kommende debutalbum til ukendelighed, og så skal der spammes derefter. Havde der bare været nogle enkelte fans som kendte til musikken, til teksterne og melodierne, kunne dette have været en seriøs kandidat til årets koncert so far – kun rivaliseret af Bleeding Through og This Or The Apocalypse tilbage i april måned – http://www.revolution-inc.dk/index.php/koncert/item/13962-bleeding-through-this-or-the-apocalypse-hand-of-mercy

Men ak… Sådan skulle det ikke gå i aften. Men for helvede en præstation. 5 stjerner.

Trusted Few:
Efter 10 år har Trusted Few valgt at trække stikket. Det er sørgeligt, men en afslutningskoncert giver muligheden for at se dem give den alt hvad de har i sig én sidste gang. Det må man formode. Det undrer derfor også undertegnede at Trusted Few udelukkende valgte at præsentere nyt materiale denne aften… Anerkender de ikke deres ellers udemærkede debutalbum ”And Then We Forgot”? Eller hvad med Ep’en ”Futatsu”? Vil de hellere vise at de er et andet sted? Hvis det er tilfældet, kan man med rette spørge ind til meningen med dét stunt, da det jo nu engang, efter bandets udsagn, skal slutte i aften.


Således stod alle lige i aften; både gamle som nye fans. De som har kendt bandet siden starten, og de som først er kommet til for nyligt – udover ”Restless Ground” som fornyligt kom op på YouTube, var der ingen af de andre numre som man havde hørt tidligere.

Var det så godt? Altså… Som en bekendt sagde efter showet: ”det var mere følelse, end det var godt”. Det vil jeg give ham ret i, men sommetider er følelse alt der behøves. Både band og publikum var følelsesmæssigt engagerede og dedikerede denne aften – vi nød det velkendte i det ukendte.

Kort efter at Trusted Few havde indfundet sig på scenen, var der enkelte som forsøgte at starte små moshpits. Det lykkedes aldrig rigtig helt. Der var også en meget fuld, og superglad, mand som råbte ting af bandet (i en humoristisk tone), og som endda listede sig op på scenen for at give trommeslageren et par fancy briller på. De faldt selvfølgelig hurtigt af igen. Generelt var publikum meget opmærksomme og glade, men det er nu engang svært at give den max gas, når man hverken intet har at synge med på, eller nogle genkendelige rytmer at danse løs til.  

Jeg bliver også nød til at knytte en kommentar til forsangeren; han føler musikken. Han føler så meget for musikken, at det ser ud som om han skal til at græde konstant… OG, her kommer det vilde; han ligner ham fra Alphabeat. Ja, prøv at forestil dig den krøllede og glade ungfyr fra Alphabeat synge, råbe, skrige og growle sine lunger ud IMENS han er ved at græde. Foruroligende.


Showet varede desværre kun lige omkring 40 minutter, men forsangeren var god til at takke de fremmødte næsten imellem hvert nummer. Det er oprigtigt. De nød det. Vi nød det.

Men, Trusted Few, hvis I læser dette, så ærgrer det mig meget – og det ærgrer med garanti endnu mere de som har fulgt jer siden begyndelsen – at I helt bevidst undgår jeres gamle sange. I har for fanden både en EP OG en hel CD at tage fra – kunne det ikke bare have blevet til ét eller to gamle sange? Ville det have været helt forfærdeligt?
Jeg har kun hørt få numre fra ”And Then We Forgot”, men der manglede noget. Et par sange derfra ville have fuldendt eventyret helt og holdent. En god slutning, om man vil.

Men, Trusted Few, for fanden… TAK for jeres bidrag og tusind tak for at I sagde farvel fra scenekanten, i stedet for fra internettet. Vi sætter pris på det. Al held og lykke til jer alle sammen med fremtiden! 
5 stjerner. 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed