fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Copenhell 2019: Halestorm

Den sidste gang jeg aktivt opsøgte Halestorm var i 2015. Jeg havde sådan set håbet på at kunne undgå dem endnu længere. Hvorfor så krads en attitude, tænker du nok. Her er svaret.
Og for den korte udgave: jeg følte mig snydt. To år forinden havde de givet akkurat det samme show! Det kan man tilnærmelsesvis tillade sig som dinosaur-band, og der får man også rimelige hug hvis man intet nyt foretager sig, men som ungt band med en i forvejen nærmest irriterende uoriginal lyd, ja der trækker jeg i hvert fald grænsen. Hvis jeg ikke kan blive underholdt, så kan det være ligemeget. Siden da har Halestorm udgivet ”Vicious” fra 2018, så en ren gentagelse bliver det da heldigvis ikke, og med ovenstående kritik i mente har Halestorm gang på gang leveret glimrende fadølsfester, så det bør også blive tilfældet denne gang.

Og det blev det også. Men jeg synes stadig de er noget af det rædderligste der er udkommet i dette årtusind. Live er det dog overkommeligt. At det primært er sangene fra de første to albums der tager kegler er så hvad det er, men med kun en time til rådighed var det med velvalgte skæringer som ”Love Bites (So Do I)” der fik publikum engageret samt senere både ”I Get Off”, ”Freak Like Me” og ”I Miss The Misery” der effektivt lukkede og slukkede.

Inden vi når så langt er der dog nogle nye sange imellem. Nye er måske så meget sagt, for der er ikke megen variation over dem og heller ikke ift. tidligere materiale. ”Chemicals” står dog lidt for sig selv, selvom den ikke er videre spændende, og det er også på dette tidspunkt at den nu faste trommesolo får plads. Her kan jeg så konstatere at fidusen med de gigantiske trommestikker stadig hænger ved, et trick der nu er over fem år gammelt. I det mindste får vi da en nogenlunde lyd serveret, et veloplagt band, eller i hvert fald de to søskende, som løber med opmærksomheden, og et publikum der er moderat interesserede.

Så i virkeligheden er alt som det skal være, ud fra et rent objektivt og teknisk synspunkt. Men omvendt er intet overladt til tilfældighederne, det skulle måske lige være den underlige hyldest til Skindred i form af et par linier ”nobody, nobody gets out tonight” trommeslageren instruerer publikum i at råbe. Ellers kører maskinen derudaf uden at skrive sig ind i andet end middelmådighedens store bog. Jeg er sikker på bandets fans er tilfredse. Shit, jeg er sikker på bandet selv er tilfreds, det kører jo med næsten uafbrudte tours, festivaler og sikkert et pænt salg af både albums og merchandise. For resten af os gør det hverken fra eller til.

Sætliste:
1) – Black Vultures
2) – Love Bites (So Do I)
3) – Killing Ourselves To Live
4) – Do Not Disturb
5) – Familiar Taste Of Poison / Amen
6) – Chemicals
7) – I Get Off
8) – Freak Like Me
9) – Uncomfortable
10) – I Miss The Misery
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Halestorm, Nothing More

For ca. 2 år siden gav Halestorm en overbevisende koncert i Pumpehuset, hvor især den vilde trommeslager stjal dele af showet igennem en humoristisk trommesolo og et stort engagement (læs anmeldelsen her).
Nu er de så tilbage igen, og denne gang i det noget større Amager Bio. Man må formode at de rammer landet i forbindelse med den snarlige udgivelse af nyt album, men hvad end grunden er, har Halestorm tidligere leveret kun glimrende shows – og når Nothing More ligeledes er en del af pakken, er det sgu svært at sige nej til.


Nothing More:
Fra hovednavnet til opvarmningen er amerikanerne i Nothing More et markant anderledes indslag, der genremæssigt spænder over både progressiv og alternativ metal, hvor der både kan høres inspirationer fra Linkin Park, Incubus og System Of A Down. De har eksisteret siden 2003 og udgivet 6 albums, men det er først med den selvbetitlede skive fra 2014, at der for alvor er kommet skub i sagerne. Den blev også udgivet af Eleven Seven Music Group, hvoraf de tidligere 5 albums blev udgivet udelukkende af bandet selv.

Nothing More endte med på sin vis at tage kegler, selvom jeg dog skal indrømme at jeg havde min tvivl til at begynde med, da en meget ”videnskabelig” spoken-word intro lyder over anlægget i det sekund lyset dæmpes. Herefter kommer bandet til syne, hvor forsangeren tiltrækker sig mest opmærksomhed ved allerede her at have smidt trøjen, så hans ustyrligt veltrænede overkrop ikke er til at overse. Han lægger ud med at banke heftigt på et mindre trommesæt sat midt på scenen, også skydes ”Christ Copyright” derefter i gang.

Nothing Mores plan må være at bombardere publikum med indtryk, for i de næste 40 minutter når jeg aldrig rigtigt andet end overfladisk at overveje musikken – der sker simpelthen for mange ting. I de første 2 sange styrter forsangeren rundt på scenen, flagrer med arme og ben og kaster med vandflasker. Det er et syn i sig selv, selvom han ikke decideret ser ud til at have det sjovt; han har bare en fest.
Også er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden. 
Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.

Derefter følger nogle flere sange, nogle flere videnskabelige spoken-words imellem dem, og nogle få takkende ord fra forsangerens side. Det er også på dette tidspunkt at jeg noterer mig, at lyden er en anelse dårlig, da bassen desværre er vanvittigt overstyret. Guitaren har det med at drukne, og især vokalen halter bagefter. Det hele får altså et noget rodet udgangspunkt, men sidstnævnte er dog også delvist for egen regning, da der ikke rammes særligt præcist ift. studieindspilningerne. 
”Mr. MTV” fremføres, på trods af de ellers bombastiske omkvæd, i en noget tam udgave, og det er tydeligt at pladen er gjort lige dét vildere end hvad forsangeren kan (eller vil?) præstere live. 
Til gengæld er de 4 musikere spot-on i deres rytmiske sans, og især trommeslageren misser ikke en eneste takt.

Vi når hen til den sidste sang, ”Salem (Burn The Witch)”, da det her bliver klart præcist hvor imponerende planlagt Nothing Mores produktion er, og at jeg føler mig nødsaget til at genbruge sætningen: ”Jeg synes ellers jeg kan sige jeg har set meget, men det her er alligevel noget.”
Kort inde i sangen stiller forsangeren sig igen bag det mindre trommesæt og hamrer løs på det. Guitaristen og bassisten lægger deres instrumenter fra sig, og slår derefter med i takt på en tromme hver, der er fast placeret i scenens to sider. Fint nok, men efter de har gjort det, tager de dem ned og stiller sig herefter sig ved forsangerens side – som så udfører en trommesolo på både sit eget sæt, såvel som de 2 ekstra trommer. Heri både løfter, sænker og drejes de 2 trommer, således at alle 3 personer er i konstant bevægelse. Det minder mig om en danseforestilling hvor alle har faste pladser i produktionen, og hvor der ikke rammes forkert en eneste gang. 
Imponerende, altså.

nothingmore amagerbiomarts2015


Da jeg får sovet på oplevelsen, når jeg frem til den konklusion at den ultrastramme produktion både er koncertens største styrke og svaghed. 
Var jeg underholdt? I dén grad. Tiden fløj forbi. Omvendt var der absolut ingen improvisation, og det var også lidt for tydeligt at det netop var en forestilling; nu skulle publikum klappe, nu skulle de synge med, nu skulle de gispe – osv. En anden betragtning er at kun ganske få så ud til at kende bandet, eller interessere sig for det (andet end når førnævnte ting skete). 
Skulle jeg opleve Nothing More igen, og skulle de kopiere dette show, ville karakteren nok være anderledes, men for nu var det mere end godkendt på trods af en ellers halvdårlig lyd.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Mr. MTV
3) – Jenny
4) – First Punch
5) – If I Were
6) – The Matthew Effect
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

 

Halestorm:

Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som det primære varemærke. Hun og hendes bror, Arejay Hale, har skrevet deres egen musik siden de var meget unge (henholdsvis 13 og 10 år). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, faktisk oven i købet med deres far på bas, blevet fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 fandt de en ”rigtig” bassist til jobbet. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. 

I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet ganske rigeligt i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt over det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på landevejen året rundt. I februar 2013 vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I)”. Derved blev de det første band med en kvinde i front der nogensinde er blevet nomineret, og efterfølgende har vundet. 
Halestorms nye album udkommer til april og er kaldet ”Into The Wild Life”.

halestorm amagerbiomarts2015


Var du tilstede i går eller i Pumpehuset for 2 år siden, så betyder det ingenting – det var nemlig akkurat det samme show. Forskellene/sammenligningerne kan egentlig kortes ned til følgende:
- Lzzy Hale og trommeslageren er stadig de centrale midtpunkter, hvor bassisten og den anden guitarist nærmest virker overflødige, og gør absolut intet væsen af sig. Lzzy og trommeslageren giver den til gengæld god gas (især trommeslageren).
- Nogle ældre sange var fjernet, og 4 nye tilføjet. De nye skæringer lyder akkurat som de tidligere albums, så ingen innovation dér. 
- Trommesoloen – komplet med de gigantiske trommestikker – var den samme (omend trommeslageren stadig bør noteres for værende vanvittig på den fede måde). Som noget nyt hoppede han op og ned fra sin stol nogle gange, uden at bryde rytmen, så det er altså rimelig cool.
- Vi fik også et akustisk/roligt øjeblik kun med forsangeren i form af ”Break In” og ”Familiar Taste Of Poison” – hun strippede dog ikke denne gang. Det virkede stadig malplaceret i sættet, når folk var kommet så meget op at køre.
- Selv ”Dissident Aggressor” af Judas Priest blev spillet.
- Lzzy Hale har lige været sløj, hvilket kunne høres. Teksterne var sommetider noget nær utydelige, og hun hostede op til flere gange imellem sangene. Der manglede kort sagt noget kraft.
- Modsat i Pumpehuset, hvor volumen blot var for lav, var lyden her dårlig. Den overstyrede bass gjorde det svært at høre vokalen og guitarerne.
- Ligesom i Pumpehuset var publikum fuldstændig klar på at holde en fest, og der blev hoppet, danset og sandsynligvis råbt og skreget nogle lunger ud.

Så… Det er ligesom det der er at sige. Det er naturligvis ærgerligt at lyden halter en anelse, og at Lzzy først lige er blevet rask, men jeg grejer simpelthen ikke at man kan levere det eksakt samme show nu 2 år senere. Jeg kedede mig bravt, men når det så er sagt, så virkede det ikke til at der var mange der havde det på samme måde – og det er jo herligt! For mit vedkommende bliver Halestorm dog noget urelevant, hvis de ikke kan finde på bare ét nyt trick i løbet af 2 år. Det må kunne gøres både bedre, men også mere overbevisende – det her var bare endnu en dag, endnu et job. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mayhem
2) – Mz. Hyde
3) – I Get Off
4) – Freak Like Me
5) – Bad Girls World
6) – Daughters Of Darkness
7) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
8) – Amen
9) – Break In
10) – Familiar Taste Of Poison
11) – I Like It Heavy
12) – Love Bites (So Do I)
13) – It’s Not You
14) – Apocalyptic
15) – I Miss The Misery
Encore:
16) – Rock Show
17) – Here’s To Us
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Halestorm_11
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Halestorm_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Halestorm

Halestorm er på kort tid blevet et velkendt band, deriblandt også indenfor vores egne grænser. Jeg husker at se dem som opvarmning for Disturbed i KB Hallen (R.I.P.) for nogle år tilbage – efterfølgende spillede de på BETA i oktober sidste år. En fuldstændig udsolgt koncert. I aften havde de fået tildelt Pumpehuset store sal, og da jeg ankom var der meget proppet. Selvom jeg havde regnet med en del mennesker, blev jeg alligevel overrasket over hvor store de er blevet på så kort tid.

Halestorm:
Halestorm er et amerikansk rockband med den kvindelige forsanger Lzzy Hale som primært varemærke. Hende selv, og hendes bror Arejay Hale, har aktivt skrevet deres egen musik siden de var meget unge (læs; 13 og 10 år!). I 1999 udgav de en EP kaldet ”Don’t Mess With The Time Man”, og her var Halestorms tidligste lineup, med deres far på bass, fastlagt. I 2003 fik de en 2. guitarist og i 2004 kom en anden bassist til roret. Der skulle gå 5 år derfra før debutalbummet blev udgivet. I 2009 kom det så, det selvbetitlede album, hvor bl.a. singlen ”I Get Off” blev spillet meget i radioen. Sidenhen har Halestorm stort set været på tour uafbrudt igennem det meste af verden. I april 2012 udkom ”den svære toer”, som på ingen måde var ringere end debutalbummet. ”The Strange Case Of…” modtog generelt gode anmeldelser, og ligesom tidligere har Halestorm stort set været på tour uafbrudt siden. I februar vandt Halestorm en grammy for ”Best Hard Rock/Metal Performance” for sangen ”Love Bites (So Do I). Derved blev de det første band, med en kvinde i front, der nogensinde er blevet nomineret og efterfølgende har vundet.

Ti minutter over ni træder Halestorm ind på scenen. Åbningsnummeret ”Freak Like Me” er fra deres 2. album; en perfekt åbner – de første hænder er allerede i vejret. Fra første sekund er den kvindelige forsanger på og klar til at fyre den max af. Hun kan synge vildt godt, men er ikke bange for at både skrige og råbe i mikrofonen – og det bliver der gjort meget. Trommeslageren er også engageret udover det sædvanlige, og igennem koncerten kommer jeg til at tænke på den famøse video ”Drummer at the wrong gig” – udover at han dog alligevel er mere passende i denne sammenhæng. Han både står op og spiller samtidigt, kaster rundt med stikkerne og bruger på ettidspunkt også fødderne til at spille på tammerne – imponerende! Det er totalt overdrevet lir og blær, men det fungerer som det skal – han er super tight.

Det eneste reelle minus ved koncerten var faktisk lyden, eller mangel på samme. Volumen var generelt alt for lav, om end jeg dog hørte fra folk helt foran at den var god. Pointen er at lyden skal være på et passende niveau alle steder i salen, ikke kun helt i front. Det blev bedre i løbet af aftenen, men det hæmmer oplevelsen en del når man kan høre sig selv, og især andre, tydeligere end musikken.

Publikum er dog tilsyneladende ligeglade, for til stort set hvert eneste nummer er der hænder i vejret, folk der synger med og anden aktivitet. Det bliver aldrig til moshpits eller lignende, men det er der heller ikke et presserende behov for. Til gengæld bliver der bouncet på livet løs i f.eks. ”Dirty Work” fra den 1. udgivelse.

Derefter er det så blevet tid til at hylde vores fælles helt og ikon, Dio. Det føles ikke forceret eller som om det skal overstås. Faktisk leverer bandet en utrolig overbevisende version af ”Straight Through The Heart”. Især vokalen skal, på trods af at den umiskendeligt tilhører en kvinde, have speciel opmærksomhed. Godt gået!

I det næste nummer vælger Lzzy Hale at strippe en smule for os, og det bringer da også glæde for de mange mænd til stede i aften. Hvad formålet helt præcist er med dét skal jeg ikke kunne sige. Hun leverer den rørende og personlige ”Break In” helt som den skal, men efter lige at have fået 8 mere eller mindre hårdtslående rocksange i træk, virker det meget malplaceret sådan at sænke tempoet. Der udover kan folk bare ikke holde kæft til de stille sange. Æv.

”Familiar Taste Of Poison” vækker dog genkendelsesglæde, og så er vi ellers i gang igen! For nu var det blevet tid til en trommesolo… Og ja, jeg vil gerne være ærlig; jeg er træt af dem. De giver sjældent nogen ny oplevelse, og virker mest af alt bare som en måde for resten af bandet at holde en kort pause på – eller for at trommeslageren kan få en smule opmærksomhed. Men han ER dygtig; det tror jeg alle kan blive enige om. Selve trommesoloen bliver dog først rigtig interessant da han smider trommestikkerne væk og spiller videre… med hænderne!! OK, den havde jeg ikke lige regnet med. Men endnu mere skørt bliver det da han trækker to nye stikker ud, som i hvert fald er 1 meter lange, og derefter spiller videre! Som han også selv kommenterer: ”Copenhagen, I don’t think you know how crazy i am” – det gjorde jeg i hvert fald ikke, men jeg takker ydmygt for at blive oplyst.  

Efter ”Daughters Of Darkness” og ”Mz. Hyde” var det blevet tid til et, for mig, ukendt covernummer af Judas Priest. Jeg fandt senere ud af at det drejede sig om ”Dissident Aggressor”. Først herefter var det blevet tid til den slagkraftige duo i form af ”It’s Not You” og ”I Get Off”, som bød på masser af fællessang. Så forlod Halestom scenen…

Men vendte selvfølgelig tilbage igen. De to sidste sange bestod af ”Here’s To Us”, som kan bringe alle rockfans sammen, og afslutningen i form af den populære ”I Miss The Misery”. Godt 1 time og 20 minutter senere er koncerten veloverstået. Det har været en koncert med fart over feltet, tydelig engagement fra både band og publikum – især trommeslageren blev for mig, og med garanti også for andre, en central del af oplevelsen. Koncerten bestod dog også af den, for mig, uheldige inkludering af den følsomme sang ”Break In”. Den kunne sagtens have været undværet og i stedet byttet ud med f.eks. ”Nothing To Do With Love” fra debutalbummet. Lyden blev desværre heller aldrig helt god, men dog heldigvis bedre hen imod slutningen af koncerten. En Halestorm koncert er stadigvæk en fed måde at bruge sin ellers kedelige mandag på, og ikke ét ondt ord om hverken dem eller det meste af publikum (undtagen dem som snakker hele tiden).
5 stjerner for en absolut godkendt ROCKkoncert.

Sætliste:
1) – Freak Like Me
2) – Love Bites (So Do I)
3) – You Call Me A Bitch Like It’s A Bad Thing
4) – Dirty Work
5) – Straight Through The Heart (Dio cover)
6) – Innocence
7) – Rock Show
8) – Break In
9) – Familiar Taste Of Poison
10) – Drum Solo
11) – Daughters Of Darkness
12) – Mz. Hyde
13) – Dissident Aggressor (Judas Priest cover)
14) – It’s Not You
15) – I Get Off
Encore:
16) – Here’s To Us
17) – I Miss The Misery

 

  • 2013-03-25 Halestorm_1
  • Forfatter:
  • 2013-03-25 Halestorm_10
  • Forfatter:
  • 2013-03-25 Halestorm_9
  • Forfatter:

Se hele galleriet

Læs mere...

Device offentliggøre album trailer og single

Device, det nye industrial rock/metal project med Disturbed’s frontmand David Draiman og tidligere Filter guitaristen Geno Lenardo, har lagt en 2 minutters trailer for deres kommende selv-betitlede debut album ud på YouTube, se videoen nedenfor.

Albummet ”Device” udkommer den 9. april og vilde indeholde gæste optrædende fra en række store musikker; Black Sabbath’s bassist Geezer Butler, ex-Deep Purple bassist og sanger Glenn Hughes, Rage Against The Machine guitaristen Tom Morello, System Of A Down sangeren Serj Tankian, Avenged Sevenfold sangeren M. Shadows og Halestorm sangeren Lzzy Hale.

Albummets første single og video er Vilify” som kan ses nedenfor. Drainman har fornyligt udtalt sig om sangen til The Pulse Of Radio:

"It is a very fierce introductory track for this record. It has a very strong fusion of that electronic element in there. Still very heavy, still very rhythmic. Very anthemic, very intensely melodic. It's a song that lyrically is talking about everyone out there who likes to make me out to be such a bad guy, this monster of epic proportions, which I'm really not."

"Device" track list:

01. You Think You Know
02. Penance
03. Vilify
04. Close My Eyes Forever (Ozzy Osbourne & Lita Ford cover) (feat. Lzzy Hale)
05. Out Of Line (feat. Serj Tankian, Geezer Butler)
06. Hunted
07. Opinion (feat. Tom Morello)
08. War Of Lies
09. Haze (feat. M. Shadows)
10. Through It All (feat. Glenn Hughes)


"Device" album trailer:

"Vilify"musik video:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed