fbpx

Magrudergrind, Primitive Man - 1000fryd

De har ikke spillet I Danmark siden 2007, og jeg har ventet siden 2013 på at se dem live. Det stod i Powerviolence’s tegn da Magrudergrind lagde vejen forbi Danmark denne solrige men kolde marts måned. Folk spurgte mig hvad man kunne forvente af Magrudergrind, og jeg svarede at man kunne forvente et band, som var 400 gange hurtigere end Naplam Death og numrene varede ikke længere end et minut og tredive sekunder. Selvom bandet selv spillede super hurtigt, så var deres opvarmning noget så anderledes end hvad aftenens hovednavn havde at byde på.

 

Primitive Man

Primitive Man stod for aftens opvarmning, og hvad kunne man forvente? Jo, et Sludge band som spillede tre numre på en halv time. Jeg har kendt Primitive Man i noget tid, men jeg har aldrig hørt dem før eller set dem live, så jeg var ret spændt på at se dem spille. Det første par minutter af koncerten var det præget af ret dårlig lyd. Det eneste man kunne høre i løbet af de første 10-15 minutter var bassen, og det var lidt som om at guitaren ikke var til stede. Men heldigvis blev det fikset efter noget tid. Bandet spillede som sagt i en halv time, og det var lige nok til at spille tre numre. Jeg gik fra koncerten ret tilfreds, men alligevel lidt af en mangel på noget ekstra som jeg ikke lige helt kan sætte min finger på, men det som vi hurtigt kan blive enige om var at Primitive Man var nok den perfekte opvarmning til Magrudergrind på denne Europa turné.

Karakter: 4 ud af 6

 

Magrudergrind

Nu var ventetiden endelig forbi. Magrudergrind var klar til at spille op til dans, og publikum var ikke andet end klar til at få noget topklasse Powerviolence fra det amerikanske band. Bandet lagde hårdt ud fra start af med fede numre som Heretics og Pulverizing Hate Mongers, som gik direkte ind hos publikum. Det føltes lidt, at det ikke gik så hurtigt som det plejer. Originale trommeslager Chris Moore forlod bandet tilbage i 2013, og Casey Moore har siden da overtaget på trommerne, men det virkede ret meget til at Moore ikke lige kunne følge med i tempoet på de gamle numre. Men heldigvis efter et par numre var han godt varmet op, og spillede resten af sættet uden problemer. Energien var intens fra start til slut, og pitten var konstant i gang. Det lykkedes mig i starten af koncerten at headbange ned i skulderen på en i pitten, så jeg tog lige en lille pause imens min næse var i gang med at hele. Forsanger Avi Kulawy hoppede frem og tilbage på scenen og var god til snakke til publikum. Det samme kunne ikke siges om guitaristen R.J Ober, som mere eller mindre bare stod stille på scenen og fokuserede på at spille numrene. Bandet tromlede igennem omkring 20-30 numre, og efter ca 35 minutter sluttede de sættet af med den evigt fantastiske Protocols Of Anti-Sound. Men alligevel var publikum klar på mere, så vi fik også lige den fede Bridge Burner. Under det sidste ekstra nummer kom der endelig gang i R.J, og han begyndte at give den lidt mere gas. Bandet takkede af for resten af aftenen. Det var så de tre års ventetid værd, men lad nu lige være med at vente i ni år før i kommer tilbage til Danmark!

Karakter: 5 ud af 6

Læs mere...

Theories – Regression

Theories blev dannet i 2011, og udsendte samme år en enkelt EP. Det blev startskuddet til en meget omfattende turnevirksomhed på det nordamerikanske kontinent, som har udbredt kendskabet til bandet fra Seattle. Også til Metal Blade Records, som nu udgiver bandets første album.

Her kunne jeg frembringe min absolut korteste anmeldelse ved blot at skrive ”Det er Grind”, men så let slipper jeg ikke. Det ville ellers dække ”Regression” ret godt, for det er kun genrens grundlæggende elementer, man finder her. Grind Metal skal være vildt, voldsomt og aggressivt ud i det ekstreme – alle tre ting kan fra starten vinges af for dette album. Der er virkelig tændt op under bandet, som støtter sangeren Rick Powell mens han skriger sine tekster ud. Det hele foregår i et hæsblæsende tempo, som kan tage pusten fra de fleste.

Til gengæld er der ikke meget afvigelse, for numrene ligner hinanden til forveksling, så man skal være uhyre opmærksom for at skelne dem fra hinanden. Det er kun ”Swimming in Mud” der afviger en smule fra hovedopskriften, ellers er det samme ingredienser fra start til slut. Det dæmper oplevelsen en del, for ud over at blive rusket godt og grundigt i en lille halv time, får man ikke ret meget med sig fra mødet med Theories.

Tracklist:
1. Burnt Concrete
2. Cycle of Decay
3. Shame
4. Abortive Crescent
5. Bathing in Pigs Blood
6. First Worlds Last Breath
7. Swimming in Mud
8. Revenge - Rewild
9. Hell in Her Eyes
10. Landfill
Samlet spilletid: 28:48

 

Læs mere...

Piss Vortex - Piss Vortex

Piss Vortex er et nyt band fra den københavnske undergrund, der med sit selvbetitlede debut-album nok skal få rystet grundvolden.

Albummet bliver udgivet af det nye pladeselskab Indisciplinarian, der styres af folkene bag bandet Rising. Den bliver udgivet på vinyl i diverse farver (blandt andet pisgult) og digitalt – desværre ikke på cd.

Piss Vortex udgøres af fire unge gutter, der alle mere eller mindre har gjort sig bemærket indenfor metalmiljøet – mest prominent er nok Bonne, der lige har lagt The Psyke Project i graven.

Albummet består af 14 numre, der fordeler sig over 24 minutters spilletid. Numrene er for det meste korte, men dog voldsomme energiudladninger, som på én gang imponerer med deres musicianship, men også med den følelse af at være blevet kørt over af en damptromle. Damptromle-effekten bliver i høj grad understøttet af den knastørre produktion, der må siges at give bandets kaotiske riffs den helt rigtige dimension. Tørrere bas skal man dælme lede længe efter! 

Numrene cykler rundt mellem mange forskellige subgenrer, men det er i mine ører skivens force. Disse gutter kan meget, og viser det gerne. Kaos hersker i ”Voice of the Wothless”, ”Liar(s)” er lidt mere stemningsskabende og til sidst gås Düreförsög i bedene med afslutningsnummeret ”Our Maker’s Invisible Hand”, der dog ender ud med at rotere rundt omkring det samme riff, som ”Detrimentalist” starter ballet op med. I øvrigt vil jeg gerne fremhæve riffet i ”Hollow Success”, der kommer omkring 0:50…. Fuck, hvor er det ærgerligt, at det kun bliver spillet i 6 sekunder!!

Produktionen, de maniske riffs og stemningen omkring hele skiven, får mig til at tænke på hedengange Crowpath. Piss Vortex har klart sin egen sound, men få gange popper Crowpath og The Dillinger Escape Plan (fra de gode gamle dage) op til overfladen og afslører inspirationskilderne. Det er bestemt ikke en dårlig ting, da begge bands, på toppen, var blandt de bedste. Piss Vortex formår at lave deres eget hegn, der dog smager lidt af de to bands.

Enkeltmandspræstationerne er også virkelig værd at fremhæve; Simon på vokal er virkelig manisk og virker faktisk som et fjerde instrument. Bonnes knudrede riffs på guitaren kan i starten virke… knudrede (haha), men der er bestemt mening med galskaben, og det er overraskende hvad den mand kan vride ud af sin guitar. Moesby findes lidt længere tilbage i lydbilledet, men giver i kraft af sin tørhed virkelig bund i skidtet. Kronen skal dog, efter min ringe mening, placeres på Niclas’ hoved – han er en superafvekslende trommeslager, der krydrer her, pifter der og i sidste ende leverer en meget overbevisende præstation på trommerne, som dog desværre ikke er lige så fedt produceret som resten af elementerne. 

På bundlinjen er Piss Vortex gået ind i folks bevidsthed med træsko på. Der er dog plads til at vokse på, men jeg er sikker på, at de nok skal diske op med noget overraskende i næste ombæring – ”Piss Vortex” bliver svær at overse, når årets top ti skal sammenfattes, og jeg håber at drengene når ud til et større publikum end lille Dannevang – det fortjener de!

Tracklist:
01: Detrimentalist
02: Voice of the Worthless
03: Devouring Intent
04: Inoperable
05: Altered State
06: Liar(s)
07: Hollow Success
08: Beaten Womb
09: Organic Shrapnel
10: Of Bodily Waste and Desire
11: Filth
12: Shit Life
13: Those Who Labor
14: Our Maker’s Invisible Hand

Samlet spilletid: 24:00

Læs mere...

Misery Index, The Petulant

Midt i den danske sommerhede kom et af tidens varmeste (no pun intended) death/grind bands forbi. Desværre ikke i lige i mit pastorat så derfor måtte der en længere køretur end normalt til. 

 

The Petulant

Som opvarmning havde man indkaldt et helt nyt dansk band ved navn The Petulant. Personligt havde jeg aldrig før hørt om bandet, men folkene bag derimod er en helt anden sag. Meier-brødrene fra Sacrificial og Asbjørn fra Mordax/Crocell som de mest prominente navne. Disse tre flankeres af Mads Bertram på guitar og Lars Ottesen på bas. Jeg vovede pelsen, og fortalte min koncertmakker, at med denne line-up havde vi nok en rigtig thrashet oplevelse i vente.

Det viste sig kun at være delvist sandt. The Petulant startede nemlig ud med en sang, der var meget rocket og ikke rigtig havde noget fart. Publikum var dog godt med, og jeg tror, at The Petulant havde medbragt mange venner til denne aften, der faktisk var bandets koncertdebut.

Andet nummer på aftenen var dog mere lig mine forudanelser: godt med fart, aggressiv vokal fra Asbjørn, som i øvrigt havde rigtig godt styr på løjerne og virker som en fremragende frontmand. Herefter gik det slag i slag, og jeg må ærligt indrømme, at The Petulant ikke vandt indpas hos mig. Det virker som om, bandet ikke helt har besluttet sig for, om de vil spille thrash eller død, og jeg selv og min makker stod tilbage med en følelse af at være stilforvirrede. Der er ingen tvivl om, at det er solidt håndværk, men desværre druknede lyden, især på guitarerne, og gjorde det svært at tyde detaljerne fra hinanden. Jeg er dog ret sikker på, at så rutinerede kræfter, som dominerer The Petulant, må have noget mere at byde på. Vi blev præsenteret for alle de tracks, plus lidt ekstra, som er tilgængelige på deres hjemmeside, og jeg vil da kun opfordre folk til at gå ind og høre dem. Aftenen sluttede med et covernummer af Artillery, og det nummer fik virkelig folk med. 

The Petulant får en godkendt karakter fra mig, og jeg ser frem til et møde mere med disse thrashere, der nok skal give mere lyd fra sig.

3/6

 

Misery Index

Der herskede ingen tvivl om, hvem folk var kommet for at høre denne aften. Misery Index fra Baltimore har gennem årene skabt sig et solidt navn som leverandører af hurtig death/grind med kompromisløst samfundskritiske tekster – pisket frem af den levende trommemaskine Adam Jarvis ,der flankeres af det dobbelte vokale angreb fra Jason Netherton og Mark Kloeppel og en bunke stramme knivskarpe riffs og soli leveret af den nye mand i Misery-trøjen Darin Morris. 

Denne aften havde omdannet Pumpehuset til en semi-sauna. Jeg så ikke et termometer, men jeg er ret sikker på, at temperaturen sneg sig op på omkring de 40 grader – Shit, det var varmt!! Det gik dog ikke ud over Misery Index’ optræden – Selvom det kun var deres fjerde koncert på den nuværende tour, virkede bandet velspillende og skarpe. Lyden mudrede desværre lidt til tider, så Jarvis’ eminente bækkenkontrol gik nogle gange tabt i lydmuren, men heldigvis var lyden god i en stor del af koncerten. 

Jeg har efterhånden set Misery Index en lille håndfuld gange, og jeg må blankt erkende, at denne gang var klart den bedste. Publikum gav den gas, og bandet gav igen, selvom Jason Netherton til tider mest af alt lignede en, der ikke havde lyst til at stå på scenen – måske lidt generthed? -, så var det en magtdemonstration af et band, der virker til at være på toppen af deres game. 

Koncerten bød på en god del sange fra den nye dræber-skive, men også et par af de gamle slagere, hvor især min personlige favorit ”Unmarked Graves” stak ud, som leveret med kirurgisk præcision. Derudover blev blandt andet ”You Lose”, ”Embracing Extiction, ”The Carrion Call” og den naturlige lukker ”Traitors” smidt i hovedet på de overophedede fans, der slubrede det hele i sig.

Misery Index trak sig tilbage efter godt 70 minutters stramt eksekveret dødsgrind – gennemblødte af sved (deres egen og fansnes, måske?), men til en flok glade ansigter blandt publikum. Dette var en kongepræstation, og man tænker blot: Kan de overgå denne koncert? Jeg laver rum til forbedring…. Men kun en lille my!

5,5/6

Læs mere...

Benighted - Carnivore Sublime

Jeg er ikke særligt begejstret for skrigende sangere, og udgivelser med bree-vokal er normalt sikre på at miste min interesse hurtigere end man kan nå at sige Griselyd. På den baggrund burde jeg indlede med at svine (!) Julien Truchan til på det groveste; ikke bare skriger manden vildt og voldsomt, han hyler også i bedste landbrugsstil. Når jeg så ikke gør det, men oven i købet er meget positiv over for mandens indsats skyldes det, at han formår at gøre det med stil og samtidig variere sit udtryk rigtig meget. Det sidste sker ved, at han supplerer med brøl og ren vokal, og ofte veksler mellem de forskellige vokale stilarter.

Og så passer mandens vokal perfekt til Benighteds musik, som skiftevis peger i retning af Grind og Death Metal af den virkelig brutale slags. Der er voldsomme hug i guitarerne, som piskes frem af ubønhørligt hamrende trommer, og det hele er virkelig hårdt produceret – lige efter min smag.

Midt i infernoet kan man nemt overhøre, at Shinings Niklas Kvarforth synger med på nummeret ”Spit”, men det er ikke den eneste afvigelse fra den generelle opskrift: I titelnummeret bliver der kort slået over i både groove og ethno rytmer, inden stilen fra de øvrige skæringer tager over. Det hele styres med hård og sikker hånd af franskmændene, som trækker på al deres erfaring; albummet her er deres syvende. Det eneste jeg for alvor kan pege fingre ad, er spilletiden; til så voldsom musik er knap en time i overkanten, så man når at blive mæt inden de sidste toner har lydt – det koster lige et hak i karakteren.

Tracklist:
1. X2Y
2. Noise
3. Experience Your Flesh
4. Slaughter/Suicide
5. Spit
6. Defiled Purity
7. Jekyll
8. Collection of Dead Portraits
9. Carnivore Sublime
10. Les Morsures de Cerbère
11. June and the Laconic Solstice
Samlet spilletid: 57:48

Læs mere...

Gruesome Stuff Relish – Sempiternal Death Grind

For 3-4 år tilbage anmeldte jeg en dobbeltpakke af grumhed – Gruesom Stuff Relish havde fået genudgivet deres to fuldlængde albums på det lille seje australske selskab, No Escape Records. Jeg var til dels imponeret over de to skiver, og smed da vist også om mig med rosende ord. Helt så godt gik det altså ikke, for jeg har praktisk talt ikke hørt skiverne siden. Nu er de gale spaniere så imidlertid havnet hos det ligeså lille og mindst ligeså seje selskab FDA Rekotz, der lige i tiden smider om sig med fede death metal skiver. Helt klart et fedt selskab at følge!

”Sempiternal Death Grind” er Gruesome Stuff Relish’s første reelle skive i godt fem år. I forbindelse med modtagelsen af denne nye skive blev jeg nødt til at høre de to gamle igen, og selvom stilen er herlig og Gruesome Stuff Relish forfatter nogle gode og fængende numre, må jeg nok tage på min kappe, at de to skiver ikke helt har bevaret den charme, jeg tillagde dem den gang. Denne nye skive er dog en helt anden sag! Carcass-inspirationerne er tydeligere end nogensinde – Det er veludført og med et touch af deres eget, for de stemningsmættede keyboards, der tit florerer, giver dobbelt op på fed stemning og gustenhed. Gruesome Stuff Relish er på ingen måde prangende musikere, og nogle gange bliver det altså en tand for amatør-agtigt. Ikke teknisk set, for de er bestemt vokset som musikere, men nogle af riffsne og deres ideer lader nogle gange meget tilbage at ønske. De slipper dog af sted med en god del af deres mangel på kundskaber inden for det at skrive musik. Nok mest pga. af deres uimponerede attitude, der gennemsyrer samtlige 12 numre på skiven. De spiller for at hygge sig, og de er ikke overseriøse – Hvis de var det, ville der ikke være alle de småfejl og skavanker på pladen, som der er. Det virker lidt forhastet lavet, og så alligevel ikke, for det er jo ”kun” deathgrind….

Hvorom alting er, så er ”Sempiternal Death Grind” en langt bedre skive end de to forgængere. Den er bedre skrevet, bedre udført og så er den langt bedre produceret. Noget mesterværk er den ikke, men den tilfredsstiller mine behov for at få zombiehistorier og klamme beretninger om ulækre væsener udbasuneret via hvæsende vokaler. Godt gået!!

 

Tracklist:

01: A Date With Fulci

02: Desecrated

03: Deadilicious Feast

04: S.O.S

05: They are the Plague

06: End is Near

07: They Follow Your Scent

08: Became a Zombie

09: Gruesome Stuff Relish

10: Sex, Drugs and Grind

11: In Death We Breath

12: Scratching the Violet Velvet

 

Total Spilletid: 37:10 Minutter

Læs mere...

Oerjgrinder - 2012 Reasons to Kill Humanity

Bandet med det mundrette navn Oerjgrinder er en belgisk duo, der gør sig i grind. Ikke den slags grind, som Napalm Death, Murder Construct og deslige gør sig i, men mere ovre i den slags grind som The Fantastikol Hole gør sig i. Programmerede trommer og en ”humoristisk” tilgang til lyrikken. (Læg venligst mærke til gåseøjnene omkring humoristisk)
Normalvis er jeg stor fan af grind, og kan også godt lide de lidt useriøse bands, jokebandsne – Her i dette tilfælde må jeg dog melde pas. Oerjgrinder fremstår i mine ører talentløst og fuldkommen overflødigt. Deres ep ”2012 Reasons to Kill Humanity” indeholder godt ti minutters hovedløst buldren, bare der ud af stort set uden hale eller hoved. Et eneste nummer kan kategoriseres som værende ok, og det er ”Criminal Pornograph” som har et okay drive og et par fede riffs. Resten er lort – med lort på!
Ja, ikke engang den nøgne pige på coveret kan redde dem!

Spild af tid!

Tracklist:
01: Undergrind
02: Swine Influenza
03: 2012 Reasons to Kill Humanity
04: Chuck Norri’s Dead
05: Criminal Pornograph
06: Pigs
07: Pigs Again
08: Oerjgrinder

Total Spilletid: 10:16 Minutter

Læs mere...

Oerjgrinder / Calvaria Fuck Fever - Most Fucked Up Split Ever

Når man kalder resultatet af fælles anstrengelser for verdens mest fucked up, er man enten udstyret med go´ humor eller er meget selvkritisk. Hvis sidstnævnte skulle være tilfældet, ville mit møde med de to bands Oerjgrinder fra Belgien og tyske Calvaria Fuck Fever blive noget af en udfordring.
De bekymringer er helt overflødige, for den halve time som CDen varer, går rimelig hurtigt – et godt tegn på udmærket underholdning. Oerjgrinder lægger ud og viser, hvorfor ordet ”grind” indgår i bandets navn. Der brages løs i en blanding af Grind og brutal Death Metal, som krydres med diverse effekter og trommemaskine. Det giver virkelig smæk for skillingen, og minder mig i perioder om f.eks. The Berzerker. Vokalen leveres af en fyr ved navn Jorge, og befinder sig konstant i afgrunden mellem growl og breevokal med dyrelyde. Sammen med musikken giver det ikke meget afveksling, men bedst som tingene bliver statiske, smider bandet lige et Reggae nummer indover – pænt overraskende ligesom det poppede afslutningstrack.
Skiftet til Calvaria Fuck Fever (CFF) er selvfølgelig hørbart, men forskellene mellem de to bands fremtoning er ikke så store igen. Ganske vist er CFF lidt mere kaotisk i sin struktur (eller mangel på samme), men ellers peger musikken mere i retning af Death Metal end Grind. Tempoet bliver ind imellem skruet godt op, men befinder sig oftest i den tunge ende af skalaen. Det samme gælder vokalsiden, hvor der growles virkelig dybt.
Efter at have haft CDen her i heavy rotation i min afspiller, kan jeg konkludere, at begge bands har noget at byde på, og selvom det aldrig bliver rigtig fedt, er resultatet langt fra at leve op til sin titel.

Tracklist:
OERJGRINDER
1. GTA
2. TERROR SQUAD feat. REBORN TO CONQUER
3. NO TITLED
4. LA CHAIRE POURIRE
5. GANJA BREAK feat. JAZZAFARI
6. NOT TECHNICAL JUST BRUTAL feat. Faab & Jason
7. Blasty POP

CALVARIA FUCK FEVER
1. FUCK BEATZ
2. FUCK YOUR TREND
3. COCAINE & SEX
4. FUCK FEVER
5. TAKE HER LIFE
6. ZOMBIE RISING

Samlet spilletid: 30:18
 

Læs mere...

Inbreeding Rednecks - Corpse Molester

Med et navn som Inbreeding Rednecks var jeg svært skeptisk, da et band med et så fjollet navn ville kunne overgå Red Warzawa i platheder og finurligt fikumdik. Dog vil jeg sige, at Inbreeding Rednecks virkelig har noget at byde på i forhold til førnævnte, forhåbentligt snart overståede, joke.
Inbreeding Rednecks er et band, der består at nogle musikere fra blandt andet Frameless Scar og Memorial. Fælles for disse gutter er, at de ikke får dækket deres behov for at grinde løs, og dermed var Inbreeding Rednecks en realitet. Og tilmed en alvorlig en af slagsen; det er nemlig ret fedt, hvis man selvfølgelig er til grind, for der lægges ikke fingre i mellem, når de 5 indavlede bonderøve smider splattertracks som ”Corpse Molester”, ”Robes Made From Virgin Skin” og ”Cannibalistic Murder Rape” i fjæset på den intetanende lytter. Numrene er tilpas korte og rimeligt varierede i tempo, så det er bestemt ikke 19 minutters enerverende smadder, man får serveret.
Nu vil nogle nok hævde, at Inbreeding Rednecks stjæler fra Cannibal Corpse og deslige… ”Hvad så?”, siger jeg… Det er sgu stadig stort underholdende, og de gør det rigtig godt og overbevisende. Det er faktisk rart, at et dansk band forsøger sig rimeligt succesfuldt med Grind-genren, og jeg er meget sikker på at vi nok skal høre mere til Inbreeding Rednecks.

Tracklist:
01: Corpse Molester
02: Participate in This Extinction
03: Robes Made From Virgin Skin
04: The Art of Vengeance
05: Cannibalistic Murder Rape
06: Deposing Entrails

Total Spilletid: 19:05 min


Revolution Music vil gerne takke bandet for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Parasitic Extirpation - Knee Deep in Disease

Parasitic Extirpation fra Massachusetts er nogle hårde gutter. Deres musik er i hvert fald meget brutal og bestemt ikke for ”the faint at heart”.
Stilen er deathgrind/goregrind, og det som de tre numre byder på, er ikke revolutionerende. Det er vist meget gængs, men bestemt heller ikke dårligt. Produktionen er dejlig grumset til formålet, og passer fint til denne slags hegn. De varierer fint deres musik, og jeg tog mig selv i at bange med, mange gange i løbet af de små 10 minutter, demoen varer. Vokalen sniger sig lige med på et afbud; det er ikke decideret grise-vokal, men den er sgu heller ikke prangende. Der, hvor Parasitic Extirpation skiller sig ud, er på det sidste nummer… Hvad fanden sker der lige der?!
Det er jo klassisk guitar og alt det der. Og så er det oven i købet fedt spillet! Jo jo, den havde jeg sgu ikke lige set komme, må jeg nok indrømme, men fred være med det; det er altid rart med lidt variation.
Man kan diskutere om Parasitic Extirpation tærsker langhalm på en i forvejen udkneppet genre, men hvad…. Hvis det svinger, og de selv synes det er fee, så synes jeg da bare de skal klø på. Jeg skal nok holde et vågent øje med disse fem amerikanere.

Tracklist:
01: Suspended Cognition
02: Echoes of Brutality
03: Stabwound Symmetry
04: Etude in B-Minor

Total Spilletid: 09:55 Minutter


Revolution Music vil gerne takke Parasitic Extirpation for tilsending af denne demo.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed