fbpx

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Memoriam_3
  • Forfatter: Jill
  • Huldre_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Mono Goes Metal 2015 - Lørdag

Jeg vågner lørdag middag med en intens, skærende smerte overalt i hjernen. Min mund føles som indersiden af en kakkelovn; mine rystelser må gøre udslag på den nærmeste seismograf, og jeg er sulten i et omfang, der nok forslår for en større landsby i Sydsudan. Dette må være Aarhus' p.t. absolut mest ondsindede tømmies, - det er ikke i et hyggeligt pakke-sig-ind-i-en-dyne-med-en-Cocio-og-se-The-Empire-Strikes-Back-igen-igen-omfang: Det er blodig alvor. Jeg vælger at skyde skylden på DJ Tommy Christensen - til daglig bedst kendt som øksestraffer i Crocell, - der var noget så flittig til at spille D-A-D og Scorpions den halve nat, hvorfor jeg blev hængende og rockede like a hurricane i timevis, efter at Pet the Preacher var gået af scenen. Gud jo, og så var der også noget med en flaske bourbon, der partout skulle gå på omgang til sidste dråbe. For helvede, mand...

Men op på hesten skal man jo. Efter således at have pløkket et par bevingede ord ned til nærværende reportage og absorberet en fryselasagne samt en halv meter salamisnacks begiver jeg mig frejdigt mod Viby Torv med døden på lidt større afstand. Det er godt, at man i det mindste tjener styrtende på at være fritidsanmelder.

 

Seven Thorns

Efter en white russian og en kaffepunch med mere snaps end kaffe kan jeg nogenlunde forliges med idéen om en gang hammer. ( - Det er i øvrigt en helt generel ting.) Jeg har ikke de store forventninger til Seven Thorns; mit kendskab til dem består i en promo fra 2007, som jeg allernådigst undlod at anmelde. Som én ud af kun alt for få danskere knuselsker jeg fandeme power metal, men vi ved allesammen godt, at Danmark ikke just har verdens stærkeste scene lige på dén front. Der er kun alt for lidt grobund for at fostre tilstrækkeligt med både teknisk og kompositorisk talent til en reelt set så krævende genre som power metal i et meget lille land, hvor den regionale metaldagsorden i det 21. århundrede gerne har været sat af bands som Hatesphere, Mnemic og Dawn of Demise.

Så meget desto mere glædeligt overrasket bliver jeg over Seven Thorns denne aften på Monorama. Førnævnte tekniske og kompositoriske talent har bandet nemlig opdyrket i mellemtiden. Det er vist i øvrigt kun trommeslager Lars Borup, der ikke er blevet skiftet ud undervejs. Men hey: Hvad der end er sket, har det i hvert fald virket. Der er mærkbar spilleglæde, fart over feltet, masser af sololir, skamløse stryger- og cembalo-emulerende keyboards og lige så skamløse, svulstige dur-omkvæd. Danmarks notoriske had til genren taget i betragtning er publikum faktisk overvældende positivt stemt. Enkelte bruger lejligheden til en rask fægtekamp med ad hoc-medbragte skumgummisværd og plasticskjolde. Herligt. Jeg håber, det er et tegn på, at folk så småt begynder at fatte, hvordan power metal skal tages - nemlig som noget, der sagtens kan være decideret godt, men i store træk bare er smadderskægt. Faktisk fatter jeg generelt mindre og mindre, hvad det er, folk dog kan have imod en så elskelig genre.

Seven Thorns fænger mig mere i løbet af denne halve time, end Manticora, Pyramaze og Forcentury nogensinde har gjort. Det siger ikke så meget, men stadigvæk. Når det er sagt, er der dog stadig skønhedsfejl. Som på debutskiven er vokalen fortsat det svageste led, og Gustav Blide måtte i øvrigt gerne gøre bare lidt mere ud af ligne den genre, han formidler. Faktisk måtte store dele af bandet gerne kigge lidt i retning af bassist Mads Mølbæk, der er det eneste medlem, hvis stage prescence er helt gennemført. Og rent sangskrivningsmæssigt måtte bandet gerne kigge lidt i retning af de første to Avantasia-skiver. Indtil videre er sangene i og for sig fine nok, - især "Eye of the Storm" er fed, - men jeg hører ikke noget, der har samme hitpotentiale, personlighed og elegance som eksempelvis Avantasia. Men det er selvfølgelig også lidt en utaknemmelig sammenligning. Og hvorom alting er, så spiller Seven Thorns sgu for så vidt ganske vellykket power efter langt de fleste af kunstens regler, og det er mere end jeg havde turdet forvente fra noget dansk band. Jeg håber, de får en frugtbar europatour.
Karakter: 4/6

Seventhorns3

 

Silhouette

Vi diskuterer lidt, hvad "dark rock" egentlig betyder, efter at have set aftenens næste band, Silhouette, benævnt som sådan i programmet. Danzig? New Order? Åh gud, da vel ikke sådan noget som HIM?!

En makker omtaler Silhouette som en mørk udgave af Pink Floyd med hammondorgel, hvilket lyder umådeligt interessant i disse ører. Langt hen ad vejen har beskrivelsen også sin rigtighed, men i praksis kan jeg høre endnu flere elementer. Silhouette lyder lidt af den skønne periode fra 60'erne over i 70'erne, hvor selve metallen trådte sine barnesko, og alverden generelt endnu ikke var blevet fordærvet af alt, hvad der er nyt og dermed ringe. (Ja: jeg er delvist satirisk. Delvist.) Her er både tydelige influenser fra Uriah Heep og Black Sabbath - guitaristen spiller endda Gibson SG, - det er bare mere dystert og til tider doom'et. Den meget selvbevidste retro-stil skinner dog igennem i form af reminiscenser fra et band som Ghost; somme tider er rytmerne nærmest ren disco, hvilket kun gør de dystre islæt mere foruroligende.

Men Silhouette er stadig endnu mere. For eksempel er det dét band på hele festivalen, hvor tråden til vores allesammens grandonkel, the blues, er tydeligst, og guitaristen spiller så afgjort de lækreste og mest rendyrkede bluessoloer, jeg har hørt fra et nyt band i umindelige år. Jeg elsker det, og hvor er det dog pissevigtigt, at der stadig er nogen til at vise, hvad hele lortet altså er baseret på. Og hvor er det skønt at høre et band, der er så oldschool, men samtidig så opfindsomt og flittigt til at lave vellykkede genreeksperimenter.

Desværre taber jeg dog lidt interesse undervejs. Det er ikke samtlige sange, der er lige kompositorisk vellykkede. Silhouette er som opstartsband mere end almindeligt overbevisende. - Men de er stadig et opstartsband, og det betyder bl.a. at de også lige skal blive enige om, hvor musikken skal hen. Derudover er vokalen et lidt svagt punkt. Men det er vist noget med, at vokalist/bassist Tobias Nefer - i øvrigt kendt fra The Burning og Serpent Saints - har overtaget vokaltjansen fra en decideret sanger, og at dette åbenbart kun er bandets anden koncert nogensinde. Så hey, cool nok altsammen. En større hæmsko for min oplevelse består da også i, at stadig alt for mange publikummer har alt for svært ved at tie stille, mens musikken spiller. Det var et problem i går, og det bliver desværre kun et endnu større problem i aften. Det er fint og forventeligt, at folk får sig nogle øl og er i snakke-/hyggehumør, - ellers ville konceptet med en festival da nok heller ikke være noget, jeg gad længere, - men dét udelukker altså hverken pli eller situationsfornemmelse.

Anyway: Silhouette har verden for sig, og hvor håber jeg dog, at de får lov til at blive dyrket ordentligt, for de er muligvis dét band blandt samtlige 12 på hele årets MGM med det største potentiale. Og det siger dæleme ikke så lidt.
Karakter: 4/6

Silhouette2

 

LLNN

Ligesom jeg har visse forbehold, når der i en bandbeskrivelse står "math"-somethingsomething, har jeg visse forbehold, når der står "hardcore"-somethingsomething. Uden at ville kaste mig ud i en kedelig, mavesur redegørelse for hvorfor, vil jeg bare sige, at LLNN ligesom gårsdagens The Powergloves får bekræftet mig i, at det kan betale sig at være åben og have ja-hatten på overfor musik, som man ellers har haft det svært med.

LLNN's vokalist/guitarist Christian Bonnesen har en fortid i Psyke Project, et band hvis sande kvaliteter først rigtig begyndte at folde sig ud for mig på deres - desværre definitivt - sidste udgivelse, "Guillotine". Det er netop stilen herfra, som den gode Bonnesen synes at ville videreføre i LLNN, og det sætter jeg umiddelbart en kolossal pris på.

Goddamn, det er tungt, mand. Skærende dissonant, rasende vredt, klippeblokstungt og uforsonligt er det. Dybt intenst. Vokalen er en gennemgående desperat, nærmest afmægtig skrigen, og der er så godt som intet, jeg normalt ville kalde "melodi" i hverken stemme eller instrumenter.

Så meget desto mere utroligt kan det lyde, når jeg hermed siger, at LLNN ikke bare formår at fascinere og pirre min musikalske lækkersult igennem deres halve times tid, men at deres musik sgu til tider indeholder nærved lige så megen skønhed som, say, My Dying Bride eller The Gathering i disses fineste momenter. - Det er så tydeligvis bare på en helt anden måde, det foregår hér.
Det værste er, at LLNN guddødemig får det til at virke helt nemt. Jeg havde fandme aldrig selv hverken kunnet skrive eller spille musik, der lyder, som når portene til Helvedes forgård åbner sig: For dem ser det ud, som om, det er det mest naturlige og enkle i hele verden.

Hen imod slutningen begynder der dog at komme mere dynamik i lydbilledet. Der er sågar både leadguitar og decideret stille passager uden guitar overhovedet. Det er godt, at det sker; ellers havde jeg muligvis haft svært ved at bibeholde koncentrationen, ligemeget hvor spændende jeg så synes det hele er. Men det er også fedt at se bandet fra en ganske anden side af et udtryk, der hurtigt kan blive for utilnærmeligt.

Det er svært at forestille sig, at selv Woebegone Obscured, der spiller lige om snart, kan være tungere.
Karakter: 5/6

LLNN4

 

Woebegone Obscured

"Kan det blive mere tungt?" er i øvrigt min sidemands fyndige, retoriske spørgsmål bare et par minutter inde i årets doom-demonstration. Og hvor vanvittigt det end er, er svaret ja. Både i forhold til LLNN og sig selv. Åh, gid jeg med ord var i stand til at formidle, præcist hvor tungt, Woebegone Obscured er. Men havde jeg kunnet det, ville jeg - med al respekt for mine redaktører - nok være lønnet ansat som fuldtidsskribent på et væsentligt større medie end Revolution Inc.

Scenen er indhyllet i røg. Growlet er majestætisk. Hold kæft, hvor er det gennemført, mand. Jeg labber det i mig, som havde Natalie Portman sat sig overskrævs på mit ansigt.Woebegone3

Det er i øvrigt sjovt: Ligesom LLNN's Christian Bonnesen er et af de absolut rareste mennesker, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at drikke øl med, gælder det samme for Woebegone Obscureds vokalist/trommeslager Danny Woe. Seriøst: De gutter er så sympatiske, at de får selv en forholdsvist samarbejdsvillig statur som mig til at ligne Henrik Qvortrup. Hvor er det sindssygt, at så gennemført flinke personager alligevel kan indeholde så meget aggression og sortsind. Jeg er ikke stort meget mere nede med den danske doom-scene end til og med Saturnus, men jeg tvivler på, at der findes mere trøstesløs musik indenfor genren her til lands.

Så meget mere bemærkelsesværdigt er det dermed, hvordan der består endnu en parallel til LLNN i og med Woebegone Obscureds decideret smukke brug af ikke bare melodiske passager, men også en overraskende flot ren vokal og ikke mindst en dynamik, hvis omfang er bredere end hos noget andet band i år. Hvor musikken trods det yderst kontrollerede sneglefartstempo gerne er allerhelvedes infernalsk, lige så foruroligende stille bliver den lige pludselig. Og det er er ikke bare så'n en gimmick for lige at gå på med fuldt skrald 2 sekunder efter; der gås helt ned i ambient-land og bygges op med et så omhyggeligt crescendo, at selv Tool måtte miste tålmodigheden.

Men ak, disse stille passager fremhæver atter kun festivalens absolutte akilleshæl:
"'Kæft, hvor folk snakker", mumler førnævnte sidemand, tydeligvis lige så irriteret over publikums allestedsnærværende knævren som jeg selv. Der er flere, der tysser højlydt på misdæderne rundt omkring - tak for dét. Med al fare for at lyde for pladderpædagogisk, så synes jeg virkelig, det ville være fedt, hvis vi i fællesskab prøvede at tilnærme os en koncertkultur, hvor dét at stå og snakke uafbrudt er lige så ugleset, som det med rette er, når man på samme måde ødelægger en biograffilm for andre. "Jamen det er jo alligevel ikke helt det samme...?" Nej, men ligheden er sgu til at føle på, og du kan alligevel aldrig retfærdiggøre det, så bare lad være med at prøve.

Nå, nok galde herfra. Lad der ikke herske nogen tvivl om, at jeg STOR-nyder Woebegone Obscured selv med baggrundssnak, ligesom jeg også nyder en pizza, selvom jeg har tømmies. Dog bliver disse føromtalte opbygningspassager måske dyrket i lige lovlig stor stil: I løbet af showets andet ud af bare to numre (!) sker det, hvad, tre-fire gange? Det er svært at bibeholde eksklusivitetsmomentet. Men måske skal jeg bare høre numrene lidt mere, - hvad jeg desuden sagtens kunne finde på. Og så meget desto mere orgiastisk forløsende er blastbeat-infernoet på vej ned fra rutschebanens allerhøjeste punkt.
Karakter: 5/6

 

Smothered

... Og så bliver vi ellers invaderet af svensken! Smothered er det eneste ikke-danske indslag på MGM i år, og så afgjort det mest forfriskende. Rent musikalsk er de inspireret af old-school-død fra Florida og hjemlandet, men det virker, som om de er ved at tage genren til et nyt niveau. Ikke på samme måde som tech-nørderne i f.eks. Psycroptic, men som om de opløfter stilen fra de gamle Entombed- og Dismember-udgivelser i anden potens. Det er fandengaleme bistert, mand. Og så er det samtidig både dybt detaljeret og tight som en hamsterrøv. Hvor har jeg dog længtes efter noget ordentligt svenskerdød iblandt den flom af blankpoleret elevator-metal, som In Flames og Dark Tranquility har disket op med i de sidste ti år.

"Swedish Death Metal Done Right" lyder bandbeskrivelsen på Smothereds Facebook-side, og det er noget så korrekt. Udover både at mestre half-time-stykker og start/stop-riffs - uden tilnærmelsesvist at lyde som amerikansk high school-metal - er de årets suverænt hurtigste og mest brutale indslag. Ren ekstase breder sig som en steppebrand i lokalet, og der går ikke mange minutter, førend jeg og en håndfuld venner nede bagved står og jubler, krammer, high-five'er og headbanger arm i arm.

Publikum er ellevilde og kommer ind imellem med nogle lige lovligt kække tilråb, - folk vil åbenbart rigtig gerne høre forsanger Christoffer Eriksson tale svensk. Og ih ja, hvor kunne dét dog også bare være fornøjeligt. Men det påvirker ingenlunde bandet, som er iskolde og klippefaste i deres performance. Dette er en gruppe, der pladedebuterede forrige år, og de er mindst lige så professionelle som flere af dem, der i det hele taget startede selve dødsmetalgenren.

I en forrygende halv time ejer Smothered hele festivalen. "Sverige - Danmark: 1 - 0!" udbryder jeg til stor moro for vort nabolands gæve repræsentanter, da jeg følgende passerer dem i backstagelokalet. De har fortjent det, - men det gør det ikke mindre seriøst ment.
Karakter: 5,5/6

Smothered6

 

Huldre

Der går dog ikke længe, inden denne stilling bliver mere end udlignet. Der er et væld af nyopdagelser på en showcase som hér, og hvert år står ét band ud blandt de andre som den største positive overraskelse.  Med så meget talent som i år føler jeg næsten, at jeg vælger mere fra end til ved at udpege ét band. Men ikke desto mindre må æren denne gang tilfalde den danske folkemetal-sekstet Huldre, hvis sange, performance og sceneshow som samlet pakke er årets mest gennemførte, overbevisende og professionelle. Faktisk i så høj grad, at de også løber med æren for bedste koncert på MGM 2015.

Folkemetalscenen har vokset sig større både herhjemme og i Europa igennem de sidste 7-8 år. Det er forståeligt; det er en både lytte- og live-venlig genre, der appellerer lidt ekstra til både metalfans med en lidt bred smag og også gerne til udenforstående. Og hvor nogle af disse bands i store træk er lidt ekstra sjove og dansable - som f.eks. Svartsot - er det rent faktisk muligt at lave både flotte og spændende arrangementer indenfor genren - som f.eks. hos Lumsk. Men hvor de fleste folkemetal-grupper i det mindste har deres momenter, er det de færreste, der formår at være interessante fra ende til anden.

Dem er Huldre ét af. Huldre er ganske enkelt bare bedre end dem allesammen. Jo, fandme så. Dette er mindst en lige så kreativt vellykket genrefusion, som da Sorten Muld blandede folkeviser med elektroniske rytmer på den fantastiske "Mark II"-skive fra - åh gud - 1997. Melodierne hos Huldre er som taget ud af dén anden tid, bandet tydeligvis holder så meget af og så succesfuldt benytter som ramme for deres sagn og viser fra mørke heder, stendiger og ubetrådte skovbunde.

Jeg er ganske enkelt bjergtaget. Én ting er, at bandets folkedragter og scenedekorationer med grene, blade, blomster, dyrekranier og gevirer er så gennemført; fremførslen er tillige eminent og lyden klokkeklar. Både drejeliren og violinen har en lige så stor plads og berettigelse i musikken som den metalliske hårdhed. Men det er ingen af delene, der er det primære kreative omdrejningspunkt: Det er den forjættede gode sang, som Huldre synes at have et uudtømmeligt arsenal af. Og så står jeg sgu og bliver lidt hyggelun på vokalist Nanna Barslev, som udover at synge hypnotiserende flot (samt i øvrigt være taknemmeligt attraktiv i middelalderoutfit) faktisk er en overraskende dygtig stemningsoppisker. Men uden at det går ud over hendes naturlige karismatiske ophøjethed og aura. Mere perfekt frontfigur i denne genre findes næppe.

Jeg skal have fingre i den debutskive, og de skal fandme snart udgive opfølgeren, for jeg har haft "falder dug, falder rim/og ulven løber i skoven"-refrænet på hjernen i tre døgn nu.
Huldre er et af de alt for få bands her på jorden, hvis kvaliteter transcenderer enhver tænkelig subgenrekasse, de så måtte kunne tilhøre: Dette er slet og ret og ganske indiskutabelt bare ualmindeligt velskrevet og velspillet musik. Hvordan i alverden kunne de kun blive nummer tre på den endelige Wacken Metal Battle sidste år?? Hvis der findes retfærdighed i verden, bliver Huldre det næste store danske metalband på den internationale scene. - Men selv om de ikke gør, har de allerede beriget vores land med en større selvstændig sangskat end visse grupper, der har eksisteret i fire gange så lang tid. Og nej, jeg havde som ovenfor antydet ikke hørt en eneste tone fra dem før i aften.
Men jeg elsker dem allerede.
Karakter: 6/6

Huldrefoto8

 

Iniquity

"Hold kæft, hvor skal jeg bare hjem og høre Konkhra og Illdisposed i morgen!" En makker er gået totalt i dansk-90'er-døds-humør efter Iniquitys afslutningsshow. Og det er der alt muligt god grund til.

Iniquity er simpelthen årets uundgåelige. Med deres nær-legendestatus på den danske dødsmetalscene, deres gen-genforening og denne aftens gennemspilning af debutklassikeren "Serenadium" (1996) er de det band, jeg har set mest frem til at opleve. Jeg er klar over, at de næppe kommer til at overgå Huldres tryllebindende show. Men de er tættere på end nogen andre.

Når jeg før siger, at Smothered er festivalens mest brutale indslag, er det kun fordi, det endnu ikke er blevet Iniquitys tur. Og hvis Smothered spillede tight, kunne Iniquitys sammenspil være programmeret. Det er med nær vantro, at jeg - igennem hele weekendens i øvrigt absolut skarpeste lyd - konstaterer, at Iniquity spiller så godt sammen som kun alverdens absolut tighteste dødsmetaloutfits. Hver eneste af hele rytmegruppens dæmonpåkaldende toner er som svejset sammen med hinanden. Samtlige akkorder er som øksehug, der begraver sig i levende kød; samtlige trommerundgange er som asteroidebombardementer. Det er simpelthen hårdere, dybere og tungere end noget andet dansk band indenfor genren.

Det er sidssygt, at det hér kan lade sig gøre for et navn, der har haft så skiftende besætninger. Og det er sindssygt, at vokalist og guitarist Martin Rosendahl, hvis meritter også tæller bl.a. Corpus Mortale og Slow Death Factory, kan have landets ondeste growl og i det hele taget gjort så meget for dansk dødsmetal, når han virker som en gut, der bare godt kan li' at ryge halløjsa-tobak og spille computer. Med al respekt for den oprindelige vokalist Brian Petrowsky, som desværre døde i 2011, virker Rosendahl som den eneste rigtige frontmand.

Hvor Huldre trods alt delte vandene mellem de stakkels kræsenpinde og os ægte musikfans lige før, er publikumskoncentrationen og stemningen på absolut højeste niveau hele Iniquitys overlegne performance igennem. Intet andet band på dette line-up kunne have lukket festivalen af - og da slet ikke så behørigt som det bliver gjort hér. Hele forreste række bølger af svingende headbangerhår, og samtlige hænder ryger i vejret mellem numrene.

Jeg fatter ikke, hvordan Iniquity kan have stået så meget i skyggen af så mange andre danske dødsmetalbands. Selv jeg, der normalt ikke er så interesseret i genren, foretrak Autumn Leaves og Illdisposed i sin tid. Efter i aften vil jeg prøve at opstøve "Serenadium". For satan, for en skive, mand.
Karakter: 5,5/6

Iniquity8



Kære læser: Hvis du som jeg lige nu sidder og bliver en lille smule rørt, så skyldes det nok bare, at du ganske enkelt også har været på Monorama nu i weekenden. Og kære Leifur hin Fagre: Som menneske er du fantastisk, men som booker synes du beriget med en eller anden form for superkræfter. Jeg har i hvert fald meget svært ved at se, hvordan næste års line-up skal kunne overgå dettehér. Jeg kan kun parafrasere mig selv fra både i går og i fjor: Det er ud over alle røverkøbs rimelige grænser, at så meget fantastisk musik kan fås for 150,- kr.! Og ydermere: Selvom nærværende beskrivelse af alle disse skønne musikalske oplevelser så måtte lyde nok så tillokkende i sig selv, er MGM mere end det. Og det til trods for alle tænkelige minusser - inklusive et publikum der generelt skal lære at tie stille mens musikken spiller og en kronisk væltestiv lortebums i Entombed-t-shirt, der gjorde sit for at være så irriterende som muligt for både bands og publikum hele lørdagen. (Hvis du læser det hér, så lær for helvede at styre din brandert, belastende skodjunkie.)

Men så er det også slut med at bitche. For som jeg indledningsvist nævnte i går, så er MGM større og bedre end summen af de elementer, den består af. Selv på en lørdag aften med så fremragende koncerter som denne. Tænk engang at noget i sagens natur så perifert som en showcase for undergrundsmetal med kapacitet til 150 M/K i en forstad til verdens største provinsby kan danne ramme om så megen glæde og så mange fede koncerter, som flere af mit livs hele Roskilde Festivaler har præsteret.

Ovenpå al denne skamløse skamros kunne man foranlediges til at tro, at der da nærmest kun kan ligge nepotisme til grund, og at jeg da må være totalt på pikken af arrangøren og Monorama samt sikkert også flere af bands'ene. Svaret dertil er et stort, rungende næh. Såmænd ikke. Jeg er ganske enkelt bare vild med musik, øl og gode venner, og som gammel Aarhus-dreng dagligt bosat på Amager nyder jeg så meget desto mere de relativt sjældne gange, jeg besøger den jyske metalscene. Derudover kan jeg igen kun gentage mine ord fra for godt og vel et år siden: Hvis du endnu ikke har besøgt denne lille festivalperle, så tag for himlens skyld at dukke op og se, hør og mærk på egen krop hvor herligt et arrangement det er.
Ja, faktisk kan jeg ikke forestille mig det blive meget bedre end i år. - Men det skal naturligvis ikke forhindre mig i at møde op igen og igen.

Vi ses til Mono Goes Metal 2016!

 

Læs også vores reportage fra fredag aften på Mono Goes Metal!

Vi vil meget gerne slutte af med at takke Emilie Marie Bregendahl for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Turisas, Starkill

Det finske folkemetalband (eller Battlemetal band!) har ikke besøgt Danmark siden deres show i Store Vega med DragonForce for lige godt og vel 5 år siden. Mit første møde med dem var dog endnu tidligere i form af et opvarmningsjob for Iced Earth på selvsamme sted som i aften – tilbage i 2007. Turisas besøgte også det hedengangne The Rock i 2008.
 Hvad er der så sket i mellemtiden? Jo, udover de mange skift i besætningen (som Turisas er kendt for), har de udgivet 2 albums. Først ”Stand Up And Fight” fra 2011, og senest ”Turisas2013”, som er blevet kritiseret af både anmeldere og fans. Turisas’ keyboardspiller er også lige akkurat hoppet ud, så på denne tour har de altså en stand-in med i stedet.
Så, for alle mine bange anelser, og min frygt for at de havde mistet gejsten, så kan jeg gøre det helt klart at det bestemt ikke var tilfældet i aften – heldigvis! Men inden vi når så langt skal jeg fortælle en smule om aftenens opvarmning.

 

Starkill 
Fra den begrænsede info jeg kan finde om Starkill, så er de fra USA og meget unge – de opstod først i 2012. Genremæssigt befinder vi os i flere lejre som bl.a. melodisk dødsmetal (tænk på den svenske scene), powermetal, thrashmetal og symfonisk blackmetal a la norske Dimmu Borgir. Det er ikke ofte man støder på amerikanske bands der på den måde drager inspiration fra Skandinavien, men det er altså tilfældet denne gang. Starkills debutalbum ”Fires Of Life” udkom sidste år.

Da jeg ankommer til Pumpehuset godt og vel 20:55 er bandet allerede gået i gang. Det kan man så undre sig over når der står at showet begynder kl. 21:00, men på den anden side var de heller ikke annonceret på hjemmesiden, så det kan vel være det samme.

Starkill har formået at få samlet en rimelig god portion mennesker helt foran scenen. Jovist, en del af venter højst sandsynligt blot på Turisas, men de fleste vælger alligevel at headbange, moshe/danse og tyre næverne i vejret – det sker bestemt ikke altid til et opvarmningsband. Det ser heller ikke ud til at folk decideret kender dem i forvejen. Starkill selv hygger sig gevaldigt på scenen, omend jeg også aner en vis usikkerhed. Som om bandet ikke har spillet så meget live før, og det er nok også tilfældet taget deres korte levetid i betragtning.

Desværre er lyden ikke på Starkills side, da den er mudret og til tider svær at aflytte. Leadguitaren går godt igennem, men resten er desværre ikke så tydeligt. Det må også være svært for lydmanden, for der er mange baggrundslyde og backtracks inkorporeret i musikken. Heldigvis er volumen er ganske passende.

Starkill spiller godt og vel en halv time, og selvom bandet vitterligt forsøger, kan jeg ikke undgå at begynde og se mere og mere frem til at de er færdige. Musikken kan bare ikke bære sig selv over så lang tid – det er for uinteressant. Det er ikke fordi bandet bare spiller i én genre, men fordi de, på trods af at blande alverdens stilarter sammen, stadig ikke formår at lave noget jeg finder særligt gennemført. De vil gerne have lidt af det hele, men resultatet bliver ikke spændende af den grund – desværre. Starkill har potentiale, men det kræver nok et album mere og noget mere liveerfaring.

 

3½ stjerne.

 

Turisas
De finske kæmper har taget deres navn fra den mytiske krigsgud Iku-Turso (der bl.a. er kendt som Iku-Tursas, Tursas eller Turisas). Det skete i de dage i Hämeenlinna, 1997 da forsanger Mathias Nygård og guitarist Jussi Wickström (de eneste originale medlemmer tilbage) gik sammen om at skabe Turisas. Udover de to har violinisten Olli Vänskä også været med næsten hele vejen, da han var gæstemusiker på debutalbummet ”Battle Metal” hvorefter han blev fast medlem. Ellers har Turisas udskiftet til højre og venstre af både guitarister (da der igennem årene har været mere end blot Jussi Wickström på spade), bassister, trommeslagere og keyboardspillere. Som nævnt i starten har deres nuværende keyboardspiller akkurat lige ”sagt op”, og harmonikaen, som ellers var en fast del af Turisas, er blevet endegyldigt skrottet. Turisas udgav deres første demo kaldet ”The Heart Of Turisas” i 2001. Der skulle gå 3 år før debutalbummet ”Battle Metal”, der også gav et endegyldigt navn til den genre Turisas’ fans, og bandet selv mener, de befinder sig i, kom på gaden. Siden da har de udgivet ”The Varangian Way”, der blev deres reelle gennembrud, ”Stand Up And Fight” fra 2011 og senest den delvist selvbetitlede, og udskældte, ”Turisas2013”. Turisas udgav også dokumentaren/live DVD’en ”A Finnish Summer With Turisas” i 2008.

I aften er det Pumpehusets lille sal der er taget i brug, og det er nok meget godt siden der kun er omkring kvart fyldt. Jeg ved godt at der samtidigt foregår flere andre metalarrangementer i aften, men jeg havde alligevel regnet med et større fremmøde, især efter Turisas’ kraftpræstation for 5 år siden. På den positive side er det intimt, og det har bestemt sin charme.

Jeg må indrømme at jeg frygtede det værste, men hvad vi få ”udvalgte” fik i aften var suverænt. Først så må og skal lyden fremhæves, for det er ubetinget den bedste jeg har hørt i den lille sal. Volumen var også dejlig tilpas, måske faktisk en anelse for høj et par enkelte gange. Lysshowet, omend ret begrænset, virkede godt til at underbygge musikken. Dernæst så skal publikum have en spandfuld venlige ord kastet efter sig. Selvom vi kun har været en ca. 100 – 120 stykker, så var der en fantastisk stemning og en følelse af ærlig kammeratskab; her skulle alle kunne være med. Og der blev danset. Der blev moshet. Drukket – festet! Her var ingen sure miner.

For så snart tonerne til ”Ten More Miles” ramte vores øregange var festen i gang. Med sangens catchy omkvæd var aftenens første, men bestemt ikke sidste, fællessang sat i gang. At Turisas vælger at spille ”Take The Day!” var en overraskende glæde. Men, ubetinget, aftenens første højdepunkt var ”To Holmgard And Beyond”. Sikke travlt der blev på (danse)gulvet.

Bandet, i aften i hvert fald, bestod af forsanger og indpisker Mathias Nygård og hans trofaste sidekicks i form af guitaristen Jussi Wickström (der faktisk var den mest anonyme i aften) og violinisten Olli Vänskä der virkelig frembruste af energi, glæde og teknisk snilde. Bassisten var også godt med og ofte ude omkring publikum. Trommeslageren improviserede en masse i sangene, mens fyren på keyboard holdt sig meget for sig selv – men det er vel fair siden han ”bare” er stand-in.

Sætlisten var en god blanding af nyt og gammelt, men selvfølgelig med hovedfokus på ”Turisas2013”. Heldigvis leverede de kun én ny sang der faldt til jorden, og det var ikke overraskende deres første single ”For Your Own Good”. Jeg bryder mig ikke om den, og den slog altså heller ikke igennem live. Til gengæld fik vi ” No Good Story Ever Starts With Drinking Tea”, som på pladen virker malplaceret, men virker fuldstændigt optimalt i en livesammenhæng med dens hurtige beat og letgenkendelige omkvæd, der i øvrigt optræder ualmindeligt mange gange. ”The Land Of Hope And Glory”, fra Turisas debut, var endnu en overraskende tilføjelse, men den blev så sandelig taget godt imod. ”Five Hundred And One” er muligvis Turisas’ mest episke sang, og den blev selvfølgelig også luftet – lige efter en violin/keyboard solo/interlude. Olli Vänskä kan sit pis.

Men, ingen Turisas uden deres kendemærker. Derfor fik vi i midten af sættet ”Battle Metal”, og hele herligheden blev afsluttet med det ultrafestlige Boney M. cover ”Rasputin”. Også, 1½ time senere, var eventyret og den episke rejse forbi. Nu har jeg kun nævnt de positive bemærkninger, men det skyldes mest af alt at der ikke er så mange negative.

Ja, der er mange ønsker. der stod ud som værende malplaceret.jeg husker stadig nidkært på den folkelige fest det var i Store Vega i 2009. krigsmalingen er dog ikke droppet), så var det lige så godt som jeg husker dem.

 

5 store stjerner.

 

Sætliste:
 1) – Ten More Miles
 2) – Take The Day!
 3) – To Holmgard And Beyond
 4) – The Land Of Hope And Glory
 5) – For Your Own Good
 6) – Five Hundred And One
 7) – Battle Metal
 8) – No Good Story Ever Starts With Drinking Tea
 9) – We Ride Together
 10) – Miklagard Overture
Encore:
 11) – Stand Up And Fight
 12) – Rasputin (Boney M. cover)

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed