fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Enmandsprojektet Eels anført af Mark Oliver Everett er tilbage. Både med nyt album og et stop i hovedstaden, henholdsvis med ca. 4 og 6 ½ års mellemrum. Det er i begge tilfælde til den længere side ift. hvad han plejer, men sidste gang var til gengæld også rigtig godt (såfremt min hukommelse ikke snyder mig). Siden sidst har jeg haft mulighed for at dykke ned i de ikke mindre end 11 albums hidtil udgivet, og så har det nyeste album ”The Deconstruction” også fået et lyt eller to. Kort sagt: jeg har glædet mig til det her.

Eels:
Det første og sidste indtryk fra aftenens koncert kommer til at stå således: der er drønhedt i Den Grå Hal. Drønhedt, og proppet. Det semi-tropiske vejr udenfor gør sit indtog og dét i en hal der i forvejen har dårlig (hvis overhovedet nogen) udluftning. Men! Den gamle hal er i stedet rig på stemning. Det er ikke et overvældende antal gange jeg har været her, men langt de fleste har så også været mindeværdige – det gælder ikke mindst sidste gang samme band stod her. Der er noget i luften, glæde og en spøjs form for ro, også selvom der er fyldt og der er kontinuerlig bevægelse. Musikken fra anlægget hjælper også på det. Det er kort sagt rart at være i, måske især fordi jeg til en afveksling ikke har kunne finde bare én kammerat at slå følge med.

Så når Rocky-soundtracket lyder er vi helt sikkert klar, indlagte båthorn fra E og det hele. At der så lægges ud med tre coversange i streg er kun en mindre hindring. Alligevel er det måske ikke helt dumt, for så kan lyden indstilles. Og det tager da også et par sange, men så lyder det ganske fint. Det bliver nok aldrig superlyd her, men mindre går også. Det er imidlertid først ved ”Flyswatter” at publikum rigtigt begynder at røre på sig; fra passiv til aktiv medspiller. E og hans band har ikke selv stået stille, men i et øjeblik gælder det begge veje. Det er et kort øjeblik, for imellem et par sange med mere gang i kommer både ”I Need Some Sleep” og ”That Look You Give That Guy”, begge ballader. Lyder det som en underlig måde at konstruere en sætliste på? Det er det også, men det er ikke et minus i Eels’ tilfælde: de kan både det bløde og noget hårdere hver for sig, og uden problemer blande det sammen. Det er et af bandets store styrker. En anden finurlighed er at der kun spilles tre sange fra det seneste album. Alt andet er taget fra stort set hele kataloget. Kun 2010’s ”End Times” og, besynderligt nok, ”The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett”, altså det næstsidste album, forbigås. Dertil er der rigtig meget af det gamle, utvivlsomt til glæde for de fleste.

Hvis jeg skal kigge lidt tilbage, er dét jeg bedst husker fra sidste gang hvor løssluppent det hele var. Her er det mere skarptskåret; der er ikke så meget fjol og det rent tekniske lyder som det skal. At de fleste sange får ekstra spade på ift. studieversionerne er en anden snak. E selv er dog, præcist som sidst, i hopla og kommer ofte med ubrud og har i det hele taget svært ved ikke at snakke til publikum. Det gør, at det føles både intimt og delvist personligt, også selvom sætlisten er næsten identisk til de forrige shows på touren. Og alligevel, på trods af snak og lir af og til spildes der sjældent et minut – med næsten 30 sange på to timer, ja så kan man svært klage over tidsspilde.

Man kunne til gengæld godt se for sig et mere engageret publikum. Er det hverdagen der gør sit indtog? Varmen måske? En blanding? Begge dele er hvad der trækker i den negative retning (enkelte numre gør dog det modsatte, altså hvor band og publikum for alvor når hinanden, som den førnævnte ”Flyswatter” men også den gyngende ”You Are The Shining Light” og naturligvis ”Novocaine For The Soul”). Varmt er det i hvert fald, så varmt at det er svært at fokusere på hvad der sker på scenen. Alligevel flyver tiden derudaf og pludselig er der gået en time. Et højdepunkt ankommer kort herefter med den smukke ”I Like The Way This Is Going” hvor kun enkelte (mærkelige mennesker) ikke ser ud til at være hypnotiseret. Bagefter forsøger E at præsentere sit band; en præsentation der inkluderer lidt af hvert, men hvor man altså kan forstå at E elsker os virkelig meget, at bassistens højde skyldes at han i fordums dage dræbte en gigant, og at der er lavet en velkomstsang til den nye trommeslager, som naturligvis fremføres. Det er en sjov intermezzo som højest sandsynligt ikke giver mening for dig som læser, såfremt du ikke var der.

Vi når til ”Novocaine...” der leveres i en mere rocket, ja næsten shoegazet udgave, først til forvirring men så glæde hos de fremmødte. Og herfra bliver det kun bedre og bedre, for nu er vi for alvor nået til de gamle slagere. Trilogien ”Souljacker Part 1”, ”I Like Birds” og ”P.S. You Rock My World” indfinder sig inden encore, der først består af ”Fresh Feeling” inden endnu et encore får plads – E og vennerne gider ikke gå hjem og vi når også op på omkring to timer efter et medley og et Beatles-cover, uden E selv, fremføres, men så er det også slut for denne gang.

Og som jeg forlader hallen med de små 1500 andre mennesker kan man forstå at nogen næsten har været klogere end én selv; små grupper har nemlig været smarte nok til at slå sig ned udenfor, med græs, fuldt udsyn og en overskuelig temperatur til følge. Ikke dumt. Det er ellers sjældent man ønsker sig kulde, og slet ikke på en weekenddag, men i dette tilfælde havde begge dele gjort godt.

Sætliste:
1) – Out In The Street (The Who cover)
2) – Mississippi Delta (Bobbie Gentry cover)
3) – Raspberry Beret (Prince cover)
4) – Bone Dry
5) – Flyswatter
6) – Dog Faced Boy
7) – I Need Some Sleep
8) – Dirty Girl
9) – That Look You Give That Guy
10) – Prizefighter
11) – She Said Yeah (The Rolling Stones cover)
12) – Tremendous Dynamite
13) – Open My Present
14) – You Are The Shining Light
15) – My Beloved Monster
16) – In My Dreams
17) – I Like The Way This Is Going
18) – Little Joe!
19) – Today Is The Day
20) – Novocaine For The Soul
21) – Souljacker, Part I
22) – I Like Birds
23) – P.S. You Rock My World
Encore:
24) – Fresh Feeling
Encore 2:
25) – Mr. E’s Beautiful Blues
26) – Fresh Blood
27) – Love and Mercy / Blinking Lights (For Me) / Wonderful, Glorious (medley)
28) – The End (The Beatles cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Eels

Eels:
Amerikanske Eels blev skabt tilbage i 1995 af Mark Oliver Everett – senere hen bedre og blot kendt som ”E”. Udover E selv har der været udskiftning i besætningen imellem næsten hvert eneste album, og derfor kan man på sin vis godt kalde Eels for E’s soloprojekt – i hvert fald mere end et band som sådan. Faktum er dog at de i år, senest med ”Wonderful, Glorious” har udgivet 10 studiealbums. Igennem tiden er det bl.a. blevet til albums som ”Souljacker” fra 2001, ”Shootenanny!” fra 2003 og ”Hombre Lobo” fra 2009. Eels’ musik er også blevet brugt i flere forskellige film, som f.eks. ”Scream 2”, ”Yes Man”, ”Hot Fuzz” og de 3 første Shrek film.


Jeg ankommer til en ganske pænt proppet Grå Hal – udsolgt, ifølge skiltet på udgangen. Da Eels går på scenen kort efter, er det første som slår mig at de alle sammen har identisk tøj på; Adidas joggingsæt. Derudover bærer de også alle 5 mørke solbriller. Udmærket, så er vi i gang

I aften bliver det hurtigt klart, at sætlisten består af markant rockede numre – numre som jeg ikke umiddelbart forbinder med Eels. Jovist, de har andet end de stille sange, men det er ikke dem som de fleste kender til. Der bliver dog plads til begge dele, og jeg vil sige at de stille af slagsen fungerer bedst. Men, det skyldes ikke Eels i sig selv, men i stedet rammerne for koncerten. Den Grå Hal er nogle niveauer over både Valby Hallen og den nu ødelagte KB Hallen – men det er stadig en hal, og det kan høres på lyden. Den er sommetider rodet og buldrende. I de stille sange er denne problematik ikke til stede, heldigvis.

Det er E som styrer slaget i aften; han er i front, trommeslageren henstillet til sidelinien (som dog var ret fedt, da man kunne se ham), og de 3 andre musikere i baggrunden. De har dog alle fået en mikrofon. Hele showet virker til gengæld, bortset fra opsætningen, på sin vis useriøs. Ufokuseret/ukoncentreret. E virker fraværende, men så igen, det kan jo bare være hans stil – det er mit første møde med Eels, og fra hvad jeg kan forstå ved man aldrig hvad man kan forvente til deres koncerter.


E råber til os, eller af os, imellem de fleste numre. Nogle gange råber han af bandet. Her går det også op for mig at de andre medlemmer konstant råber ”yes!” i deres mikrofoner. Det er utrolig mærkeligt… Er de på stoffer? Det hele er meget mærkeligt, men sjovt.

I løbet af de næste sange bliver vi tilgivet af E på vegne af hans far. E selv og en af guitaristerne bliver gift på scenen og vi fejrer alle sammen at Eels har udgivet 10 studiealbums. Nu virker det rent faktisk til at der er hygge og humor på scenen. Trommeslageren får endda også mulighed for at synge en lille sang til det hele. Egentlig skulle han have sunget 2, men den næste sang munder mest af alt bare ud i en halv trommesolo + utydelige råb fra scenen. Vi får herefter et af de eneste numre jeg kender med Eels; ”Mr. E’s Beautiful Blues”.

Efter kun 1 time og 15 minutter vandrer Eels af scenen, men kommer naturligvis tilbage få minutter senere. De starter ud med et fælleskram på scenen, og E fortæller herefter at brandmyndighederne kun tillader ét ekstra nummer, men han vil gerne spille 2 – og så kunne det være fedt at gøre noget helt anderledes. Det ender dog uventet med at de kun giver 1 ”nummer”, som i virkeligheden er en medley – også forlader de scenen uden videre. En brat afslutning. Lyset bliver tændt, hvilket medfører at de fleste selvfølgelig forlader salen – det er jo slut, right? Nej, for jeg finder senere ud af at Eels kommer tilbage ca. tyve minutter senere, men på det tidspunkt var jeg altså gået med strømmen.

Personligt ville jeg gerne have hørt ”Novacaine For The Soul”, men udover dét har jeg ikke nogle ønsker. Mest af alt fordi jeg blev bekræftet i hvad folk siger; man ved aldrig hvad Eels finder på. Det er også på sin vis en del af charmen. Aftenens koncert føltes, for undertegnede i hvert fald, til tider improviseret og med en meget løs og hyggelig stemning fra både band og publikum. Lyden, og spillestedet, kunne til gengæld have været anderledes. Den Grå Hal er, selvom den er betydeligt bedre lydmæssigt end andre steder, stadig en hal. Alt i alt, en fin koncert og jeg fik helt sikkert nogle gode grin over bandets scenepræsentation, men desværre ikke noget som virkelig satte sig fast. 4 stjerner. Jeg ser frem til næste gang med Eels, som jo f.eks. kunne foregå i Vega – måske siddende? 

 

  • 2013-04-06 Eels_13
  • Forfatter:
  • 2013-04-06 Eels_11
  • Forfatter:
  • 2013-04-06 Eels_6
  • Forfatter:

Se hele galleriet

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed