fbpx

Opeth - Det Kongelige Teater, 17.11.18

Det er efterhånden en tradition: Opeth laver nyt album – Opeth kommer til Danmark – Opeth leverer et godt til evt. fantastisk show – Opeth får gradvist bedre rammer ift. valg af spillested – gentag, gentag, gentag. Der skal lyde absolut 0 klager herfra, for jeg husker i særdeleshed den magtpræstation der fandt sted i Koncerthuset for tre år siden – nu er vi så rykket endnu et trin op til Det Kongelige Teater (tidligere fra Store Vega, nu fra Koncerthuset). Det gode spørgsmål er bare: bliver det bedre end sidste gang?

Opeth:
Inden vi når så langt er der opvarmningen, The Vintage Caravan: i både navn og musikalsk udtryk er det en ganske passende forret. I ældre dage var det ofte en ”joke” at du ikke kunne finde noget band der lød tilnærmelsesvis som Opeth. Siden 2011 har det ikke været tilfældet: den proggede 70’er lyd fik i stedet fokus, og så er der pludselig mange at sammenligne med, heraf The Vintage Caravan selv. Et slag på tasken siger dog, at de fleste alligevel kommer for alt pre-2011, så hvordan slår de an, de islandske rockere?

De har i hvert fald flotte omgivelser! Det Kongelige Teater er en oplevelse i sig selv, om end de er delegeret til en mindre del af scenen. Den mindre plads betyder dog absolut nul og niks: det er en røvsparkende start med næsten utæmmet energi fra scenen, de tre herrer smiler og er glade og guitaristen kan svært stå stille. Både i stil, tøj og fremføring har de lært (nogen ville sige kopieret og/eller stjålet) direkte fra idolerne, de gamle 70’er heavyrockere. Både på lyd og lys virker det derimod til at der holdes intentionelt igen til hovednavnet, og hvad man ellers regner med er nogle begyndelsesvanskeligheder på lydfronten fortsætter ufortrødent – mere konkret bliver det næsten mere skramlet som de næste tre kvarter forløber, og det lyder virkelig ikke godt.

Der er heller ikke mange fremmødte der lader til at kende dem, hvilket er lidt sjovt ift. førnævnte genre-sammenligneligheder. Ligesom det knap så store udfoldelsesrum går det dog ikke karavanen på, eller også skjules det effektivt med store fagter, imponerende soli og store smil. Det får de ikke særlig meget ud af. Det store problem er ellers lige foran dem: vi sidder ned. Nu ved jeg ikke hvordan det har været på resten af touren; jeg tager et forsigtigt gæt på, at det ikke ellers har været siddende. På den måde forstår man godt hvorfor Vintage Caravan ikke ændrer en tøddel pga. ændrede omstændigheder, men den stædighed returnerer så til gengæld lige i deres ansigt.

Det fungerer nemlig overhovedet ikke. Det er alt, alt, alt, ALT for vildt. Giv mig Copenhell næste sommer, hvor man hamrer øl og vælter rundt i pits ud på aftenen, men her og nu passer rammerne bare ikke sammen med musikken. Det er også derfor balladen i midten af sættet fungerer bedst og hvorfor den random trommesolo og derefter bassolo kun tilnærmelsesvis virker. At det er sidste show på touren, jamen det virker helt omvendt fordi bandet kun har mere lyst til at gå helt amok – og vi andre er ankommet på en søndag for at opleve Opeth i nogle helt særlige rammer. De to ender mødes kort sagt ikke. Så, bedre held næste gang. 3/6 stjerner.
Og nu, Åkerfeldt og co.

Med en dyster intro får man nu helt syn for sagen på den flotte scene, nu med flere lysinstallationer a la kæmpe ”lamper” og en storskærm til stemningsbilleder. Det næste der rammer er ”Svekets Prins” fra det nye album – og så en skramlet og halvskidt lyd. Mikaels vokal ligger alt for langt fremme i lydbilledet og man savner allerede den krystalklare og runde lyd i Koncerthuset. Det er for skingert og for rodet til at det nogensinde bliver godt, og det varer desværre ved hele vejen.
Tingene bliver dog bedre lige akkurat da ”The Leper Affinity” ankommer. En virkelig sjælden fornøjelse, som i hvert fald ikke har været fremført i Danmark de sidste ti år! Lige dér er det svært at få armene ned, det skal jeg gerne indrømme. Men jeg skal ikke vente længe: præcist som man kender det er der igen igen igen, og også denne gang, en bunke bøvernikker til stede. De råber, pifter, udbryder fjollede ting som ”NICE HAT!” og lignende, allerhelst i de stille stykker eller når der bliver forsøgt snakket til os. Om det er fulde svenskere eller bare dem der stadig (ironisk) skal forsøge at få Opeth til at handle om pik og prut, hvem ved, men lad nu bare fucking vær’ og hør musikken i stedet. Jeg bliver dog lidt glad over at høre de mange tyssende stemmer.
Bliv ved. Vi skal nok få udraderet bøvernikkerne en dag.

”Hjärtat Vet Vad Handen Gör” ser et enormt flot rødt-gult lys strømme over os, og så er det ellers tid til snak fra Åkerfelt. Til en start er det de samme jokes som sidste gang a la ”Sweden is the capital of Scandinavia” og bla bla bla – OG på svensk. Ja, endnu engang skal det åbenbart være en ting at under halvdelen fatter hvad der bliver sagt. Man forstår det ikke, hvorfor ikke bare vælge engelsk én gang for alle når det nu er tydeligt at der ikke råbes ”HVA???” for sjov efter hver 2. sætning? Heldigvis skiftes der rent faktisk sprog undervejs, men nu forhaster jeg mig, for inden vi når så langt skal vi igennem ”Reverie/Harlequin Forest” med dets lækre grønt-blå og skinnende lys samt en absolut overlegen outro, selv her kun halvt leveret.

For Opeth selv virker altså... trætte? Uoplagte? Søndagsprægede måske? Det er højst usædvanligt, men viser sig at have en naturlig forklaring: sygdom. Og værende det sidste stop på touren, ja så giver det endnu mere mening – hvorfor anstrenge sig når man skal til og hjem. Men én ting er engagementet, noget helt andet er det rent tekniske, og det sidder (til en overraskelse) ikke altid lige i skabet. Om dét så skyldes førnævnte lydproblemer, tja måske, men det er heller ikke så vigtigt. Der sker imidlertid noget efter den ellers malplacerede ”Nepenthe”: der skiftes til engelsk! Det tog kun tre kvarter, men jeg tager gladelig imod. Og vigtigere er, at det herfra bliver både sjovere og mere løssluppent (på den gode måde). Opeth virker mere til stede, der fortælles flere anekdoter og der er generel ping-pong fra publikum til Åkerfelt, og resten af sætlisten klarer resten. At der så skiftes lidt tilfældigt frem og tilbage fra svensk til engelsk og omvendt, det er en mindre hovedpine.

”Moon Above, Sun Below” er en sang der virker til at stikke i nye retninger konstant, men alligevel kan bære det. ”Hope Leaves” er muligvis den flotteste mindre kendte sang fra ”Damnation” og ”The Lotus Eater”.. altså hvad kan jeg sige til dén? Den har alt hvad Opeth er i én sang og det kan jeg sgu sætte pris på. Der lukkes (men slukkes? nej) med den ualmindeligt smukke og tilstedeværende ”Allting Tar Slut” hvor guitaristen også får lov at vise sine sangkundskaber frem.
For det er selvfølgelig ikke færdigt her. ”Sorceress” sparker tingene i gang igen inden Åkerfelt får fortalt en sjov historie om ham og Anselmo fra sidste års Copenhell og så præsenteres bandet inden alt sættes ind på ”Deliverance” – endnu engang.

Igen, ingen klager herfra. Faktisk skal Opeth endnu engang have ros for at turde rode godt og grundigt rundt i sætlisten: kun de to ekstrasange var også at finde ved deres sidste show. Men SÅ er det også tid til ”Deliverance”, og nu kan folk knap sidde stille mere – og så er det vel slut? Nej, for Opeths tour-crew har åbenbart strikket en lille video sammen der mest viser Opeth og co. i diverse uskønne situationer. Det er uventet, men sjovt og lige i ånden, for det hele er sgu ikke så alvorligt. Helt overordnet er det to ganske gode timer, men det er både set og hørt bedre før, ja faktisk for kun tre år siden. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Svekets Prins
2) – The Leper Affinity
3) – Hjärtat Vet Vad Handen Gör
4) – Reverie/Harlequin Forest
5) – Nepenthe
6) – Moon Above, Sun Below
7) – Hope Leaves
8) – The Lotus Eater
9) – Allting Tar Slut
Encore:
10) – Sorceress
11) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Bryan Adams (akustisk)

Det Kongelige Teater, Bryan Adams og en akustisk koncert – 3 nye oplevelser på én gang. Selvom Bryan Adams har været en særdeles flittig gæst i Danmark har jeg aldrig fået set ham. Reelt beset har jeg faktisk aldrig dyrket det kærlighedsunivers den canadiske sangskriver befinder sig i, men enkelte sange har naturligvis fundet vej til mine øregange igennem tiden, og det var altså nok til at bede om at overvære koncerten. I aften er desuden et 100 % akustisk show.

 

Bryan Adams
Hvem er den bedst sælgende rockmusiker fra Canada, spørger du måske dig selv. Svaret er selvfølgelig Bryan Adams. Han har solgt over 100 millioner plader, hvilket gør ham til en af verdens bedst sælgende musikere. Manden har da heller ikke ligget på den lade side – hans første album udkom allerede da "knægten" var 21 år. Man kan så sige at 10 studieskiver på knap 35 år ikke er et så højt antal igen, og siden år 2000 har Bryan Adams da også kun smidt 2 CD'er på gaden (som i øvrigt begge har fået middelmådige bedømmelser), men så har han i stedet brugt tiden på at turnere verden tyndt. Af hans bedst kendte plader bør nævnes "Cuts Like A Knife" fra 1983 og "Reckless" fra 1984.

De mange folk på siddepladserne i Det Kongelige Teaters Gamle Scene summer af forventning. Der er smil fra alle sider, og der er fuldstændigt udsolgt. Som den canadiske kærlighedsdigter sætter gang i den ene sang efter den anden, får vi fra publikums side klap, hujen og sporadisk fællessang både i vers og omkvæd. Det er klart aftenens højdepunkt; publikum, som er virkelig tændte.

Vi kan hurtigt gå over lyden, for den er absolut forrygende i denne smukt udsmykkede sal. De få instrumenter i spil i aften går klart og tydeligt igennem. Lysshow er næsten komplet udeladt, og det er der en meget god grund til. Scenen består nemlig vitterligt kun af et sort bagtæppe – med et skelethoved og teksten "The Bare Bones Tour" påsat – også et klaver + en pianist, også chefen selv akkompagneret med sin trofaste guitar. Dét er det hele.

Bryan Adams kører hurtigt og toptunet igennem en række forskellige sange inden han begynder at konversere. Her tales der ydmygt om løst og fast i form af oplevelser igennem livet, hvem han har indspillet enkelte sange med såvel som humoristiske kvoter som f.eks. at han ikke kan forstå at Dronningen ikke er dukket op i aften, da han jo bestemt huskede at afsende en invitation.

Det er egentlig en meget menneskelig og sympatisk mand vi har med at gøre, og han hygger sig tydeligvis. Det er dog ironisk, at jeg efter en god halv times tid længes mere efter at høre manden snakke end efter at høre ham spille. Der mangler en rå kant og et engagement i sangene, og for mig, som i aften nok mere end andet kan kaldes en forholdsvist neutral observatør, mangler der bare en gnist og noget vovemod. Det bliver simpelthen kedeligt, og det slår på ingen måde benene væk under mig.

Det er til gengæld nok tvivlsomt publikums opfattelse, for der bliver altså givet gas fra stolerækkerne. Der er bestemt også højdepunkter som f.eks. i "Wild Woman" hvor chefen nærmest retorisk spørger om der er en sådan "wild woman" tilstede i salen der har lyst til at danse? Der går ikke mere end max. 15 sekunder før flere allerede har rejst sig. "(Everything I Do) I Do It For You", som nok er et af aftenens mest følsomme numre, rører mig overraskende meget, og sidst skal også nævnes "Into The Fire", som var aftenens mest mærkværdige indslag, og som næsten udelukkende pga. dét faktum (at det skilte sig ud) var mindeværdigt.

Når alt kommer til alt, kan der intet sættes på det tekniske aspekt. Både lyd og lys var toptunet, og publikum var helt utroligt dedikerede. Bryan Adams selv og hans makker på klaveret spiller godt, og det er ikke fordi man føler at Bryan Adams keder sig – men det er heller ikke fordi han viser en særlig karakter. På trods af at Bryan Adams både har charme og humor intakt gjorde koncerten intet for undertegnede. Det var hyggeligt og fint at opleve, men intet mere. Det kunne stadig være interessant at se ham med fuldt band i ryggen, men for nu må den akustiske session gå an.

 

4/6 stjerner.

 

Sætliste:
1) – Run To You
2) – It's Only Love
3) – I Thought I'd Seen Everything
4) – Here I Am
5) – When You Love Someone
6) – This Time
7) – I Finally Found Someone
8) – Can't Stop This Thing We Started
9) – If Ya Wanna Be Bad, Ya Gotta Be Good
10) – I Can't Stop Loving You (Ray Charles cover)
11) – (Everything I Do) I Do It For You
12) – Cuts Like A Knife
13) – Please Forgive Me
14) – Summer Of '69
15) – Walk On By
16) – Heaven
17) – All For Love
18) – When You're Gone
19) – Back To You
20) – Into The Fire
21) – The Only Thing That Looks Good On Me Is You
Encore:
22) – Somebody
23) – You've Been A Friend To Me
24) – Have You Ever Really Loved A Woman?
25) – I Still Miss You... A Little Bit
26) – Straight From The Heart

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed