fbpx

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • ROB ZOMBIE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Memoriam_3
  • Forfatter: Jill
  • SLAYER_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Red Warszawa - Copenhell 2017

Nogle af de trofaste Revolution Music.-læsere, der husker min anmeldelse af Red Warszawa fra sidste års Copenhell, har nok set frem til endnu en skamhyldest. Andre har muligvis tænkt noget, der involverede gråspurve og kanoner.

Men bare rolig: Om ikke andet bliver dennehér slet ikke så lang. Som man siger.

Sidste år fik Black Sabbath æren af at være opvarmningsband for Red Warszawa. I år er det Slayer. Og ligesom i tilfældet Slayer ER der ikke det store at sige om Red Warszawas selvbevidst åndssvage pik-og-røv-heavy.

Vi er allesammen med på den, omend trætte ovenpå tre dages druk og metal. Således er det først på “2000 Tyskere”, at der kommer ordentligt gang i crowden på Hades. På dette tidspunkt er de første lamme jokes for længst røget af fadet, og mange flere skal følge.

Red Warszawa på Copenhell er nemlig ren og skær dum, traditionsrig hygge. Men som jeg også var inde på sidst, så ER der faktisk en vis base af noget opbyggelig metalsubstans bag gruppens immervæk tykt pubertære image. Til trods for de rent tåbelige indslag som “Svenskergarn”, “Jeg Vil Ha’ en Kvinde Med en Kraftig Måtte” og det tilbagevendende fokus på Heavy-Hennings nedre regioner, er det ikke altsammen rent at himle af.

Klassikerne “Aldi” og “Jeg Hader Alle Mennesker” er musikalsk ganske fine thrash-numre uden de store afvigelser.  Et par andre klassikere, “Mosekonen Brygger” og “Singeling”, er så tæt på at være decideret gode sange, at en forveksling sagtens kunne retfærdiggøres. Og så er hovedriffs’ene i den indledende “Return of the Glidefedt” og den afsluttende “Æggemad” fandme seriøst holdbare riffs, numrenes tekstmæssige kvaliteter uanset. Ja; det føles mærkeligt at skrive og sikkert også at læse, men prøv nu lige at lytte til numrene engang, mops.

Dog kan det mærkes på publikum, at det ER numrene fra Red Warszawas barndom i 80’erne og 90’erne, der trækker de største kegler. (Pun may or may not be intended.) “Metadonmix fra Maribo” har alle dage været tvivlsom, og premieren på den nye, aparte skæring “Flied Lice” falder på maven. Jeg savner ærligt talt også lidt “Hurra Skolen Brænder”.

Så selvom Red Warszawa er en institution indenfor dansk metal, hvad end man bryder sig om dét faktum eller ej, så er deres status ikke just lig med kreative, musikalske ildsjæle snarere end omrejsende, fordrukne håndværkere. Ovre på Devilution er min kollega Emil Hansen i sin Red Warszawa-anmeldelse godt i gang med at snakke om identitetskrise både hos Red Warszawa og Copenhell.

Den vil jeg ikke tage op hér, men for nuværende nøjes med at konkludere, at identitetskrise eller ej, så er vi efterhånden ved at være nået dertil, hvor Copenhell ikke helt ville være det samme uden Red Warszawa. Og alt andet lige, så er underholdningsværdien — både hos festival og band — uomgængelig og stensikker.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • HATESPHERE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_4
  • Forfatter: Jill
  • EUROPE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slayer - Copenhell 2017

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_1
  • Forfatter: Jill
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Rob Zombie - Copenhell 2017

Jeg har ventet længe på en smule forløsning ovenpå Rob Zombies jammerlige 1/6’er-“koncert” på Wacken i 2014. (Ja, tre års tid må det jo så være.) Ikke fordi jeg har noget specielt forhold til mandens musik udover et par-og-20-årigt kammeratskab. Men jeg har altid respekteret ham som den performer, producer, instruktør, grafiker og i det hele taget multikunstner, han indiskutabelt er. Og som knægt brugte jeg timer på at studere White Zombies outfits. For Satan, hvor så de fede ud, mand.

Rob Zombies psykedeliske horrorunderholdningsunivers myldrer med UFO’er, vampyrer, forførende zombiestrippere og monstrøse skabninger galore. Det er svært at oversætte til en livesituation uden andet end bandets flittigt anvendte kostumer og make-up samt bannerne af mandens gamle helte — hovedpersonerne fra 30’ernes monsterfilm såsom The Wolfman og Frankenstein. Så udover et par mere eller mindre aparte brandtaler lader han musikken trække det tungeste læs.

Det lykkes et acceptabelt stykke hen ad vejen, men langt fra ubetinget. Naturligvis er der evigt peber i slagere som “Superbeast”, “Living Dead Girl” og White Zombie-klassikerne “More Human Than Human” samt den lykkeligvis uundgåelige “Thunder Kiss ’65”. Men til gengæld vækker de nyere skæringer ikke altid genklang. Fra det seneste album, sidste års “The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser”, får vi skæringerne “In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High”, “The Hideous Exhibitions of a Dedicated Gore Whore”, “Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.” og “Get Your Boots On! That’s the End of Rock and Roll!”. Og helt ærligt: Det er sgu lige før, titlerne er mere interessante end musikken.

Okay, både Rob Zombies musik- og filmunivers HAR langt de fleste af årets dage vægtet form over indhold. Den unge Robert Bartleh Cummings er trods alt opvokset med flamboyante, farverige forbilleder som KISS, Alice Cooper, Queen, Twisted Sister og Elton John. Og i det hele taget er hele institutionen Rob Zombie et yderst amerikansk foretagende. Men hey, det er altså ikke fordi, alt dét nødvendigvis er ringe.

Nej, problemet er snarere, at der ikke er nok af det ellers forventelige show til at kompensere for den knapt så tungtvejende musik. Det er sidste gig på europatouren; Zombien selv er i højt humør, og folk ser da også ud til at hygge sig grundlæggende. Men der er langt mellem de seriøse snapse, og cirka midtvejs — under titelnummeret fra “House of 1000 Corpses” og den følgende, obligatoriske guitarsolo — føles det ærligt talt lidt som tomgang. Og så er det simpelthen for røvballet at slå over i covernumre af “Blitzkrieg Bop” og “School’s Out” bagefter. Jojo, vi elsker da allesammen Ramones og onkel Cooper. Men svarer det ikke lidt til at være ham den seje på efterskolen, der tager guitaren frem ved lejrbålet kun for at spille “Kvinde Min” og “Wonderwall”? Spænd nu hjelmen bare en lille smule, mand.

Igen: Det er langt fra decideret ringe. Og jeg havde da muligvis også fået mere ud af Rob Zombie, hvis jeg havde befundet mig oppe foran frem for på bakken. Dog burde man bare med rette kunne forvente, at et show med en så extravagant personlighed burde være teatralsk nok til at fange hele publikum. Jeg er også klar over, at mange har været helt oppe at køre over koncerten, og det må jeg jo så — om ikke andet — tage som et tegn på, at jeg også selv skylder Rob Zombie at kigge forbi, næste gang han selv gør det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • OVERKILL_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_2
  • Forfatter: Jill
  • RED WARSZAWA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Overkill - Copenhell 2017

Jeg forstår ikke, hvorfor Overkill ikke trækker mere mosh, end tilfældet er på den ellers godt pakkede Hades-scene sådan en solrig lørdag aften, hvor de fleste vel efterhånden er berusede nok til at dumpe matematik på C-niveau. Sig mig, kan I ikke jeres thrash eller hvad?

Nej, men det er selvfølgelig heller ikke, fordi Overkill ligefrem har plyndret hits af sig i samme omfang som fræserkollegerne på vestkysten. Jeg har fornemmelsen af, at selv aftenens ældre skæringer som “Rotten to the Core” og den ellers altid så formidable “Hello From the Gutter” slet ikke kaster dén respons af sig, som man nok burde kunne forvente af en reelt verdenskendt gruppe, der kører på sit SYVOGTREDIVTE leveår.

Men netop alderen taget i betragtning er det nærmest en lille smule skræmmende, hvad Overkill som minimum render rundt med af ulovligt krudt i popo'en. Denne vinters glimrende udgivelse “The Grinding Wheel”, — hvorfra vi naturligvis får åbneren “Mean, Green Killing Machine” og singlen “Goddamn Trouble”, — vidner om et band, som nogen imaginær metalordensmagt ville give permanent frit lejde af ren frygt for ukontrollérbare repressalier, hvis Overkill skulle straffes for at have overtrådt nogen lovgivne metalkonventioner.

Det scenarie kunne dog ikke blive mere hypotetisk. Mosh eller ej: Overkill er as metal as they come. De eneste to originale medlemmer er ganske vist Bobby “Blitz” Ellsworth og D.D. Verni. Men selvom man så skulle hade førstnævntes arrige chihuahuabjæffen af et godt hjerte, er det umuligt at benægte, at manden vedligeholder sit vokalorgan intet mindre end imponerende, — selv hans talestemme er for det meste ren, aggressiv skrigen. Og Verni må vitterlig tilhøre genrens allermest præcise bassister. Han ligger allerede som sammenvokset ved hoften med den i øvrigt fremragende nytilkomne trommeslager Jason Bittner, der i aften har danmarksdebut.

Og bare fordi der ikke ligefrem er hardcore-bal oppe foran, er det stadig umuligt for os allesammen at gå af vejen for en gang fællessang i klassikeren “In Union We Stand”. Og selvfølgelig vækker den endnu større klassiker “Wrecking Crew” fra samme 30-årige “Taking Over” mindst lige så stor genklang. “I får mig til at have det, som om jeg var 55 år igen”, joker Blitz. “I ser ud, som om I er så fulde af metal og bajere, at I kommer til at skide tagbelægningssøm i en uge!” Jojo, trods alt.

Og så er det i øvrigt en fornøjelse at se og høre, hvordan det forrygende titelnummer “Ironbound” fra 2010’s majestætiske nyklassiker af samme navn faktisk er den skæring, der får sat mest gang i de forreste rækker, inden den forventelige double whammy-afslutning med “Elimination” og “Fuck You”. “Mit dansk er ikke så godt, men mit tegnsprog er fucking perfekt”, lyder det fra Blitz, idet han før sidstnævnte får os alle til at hæve et par langefingre mod himlen. Jeps: Hele verden udenfor hegnet på den gamle B&W-grund kan ganske rigtigt rende og skide noget så grusomt i disse dage.

Overkill har allerhøjst momentvis været verdens bedste thrashband, men de er ret indiskutabelt i den dér famøse topform i disse år, og det vil de efter al sandsynlighed blive ved med at være længe endnu.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • HATESPHERE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BAEST_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Huldre - Copenhell 2017

Folkemetal er ikke en genre, jeg normalt dyrker. Men når øllet flyder som fra Heidruns yver i Valhal, og når folkemetallen samtidig fremføres for mig så knivskarpt, velklingende og professionelt, som den bliver af Huldre, så elsker jeg fandme folkemetal lige så højt som de ting, der gør denne verdslige Midgårds-eksistens alt besværet værd.

For knivskarpt, velklingende og professionelt er lige, hvad det som minimum er, da Huldre indtager en ad hoc-skovbeklædt Hades med den fabelagtige “Ulvevinter”. Og netop fabler er lige, hvad den næste time byder på. Fabler, sagn, myter, viser — i det hele taget indblik i den melankolske og mørke del af Dannevangs middelalder.

Huldre er vokset siden først og sidst, jeg stiftede bekendtskab med dem for ret præcist 2,5 år siden. Og det klæder dem at være groet ud fra undergrunden, som de træer der omgiver dem, og op foran tusindvis af feststemte vikingeefterkommere. Som jeg før har sagt, er Huldre fandeme så et af Danmarks mest imponerende bands. Og det er der lykkeligvis mange flere, der har opdaget i mellemtiden.

Nye skæringer som den flotte “Fæstemand” og den mesterligt gennemførte “Varulv” får den halve Copenhell til at give genlyd af fællessang. Gamle fanfavoritter som “Trold” og “Spillemand” får nær betongrunden til at flække under støvletramp og kædedans. Ja, det er faktisk svært at se, hvordan det hér band overhovedet kan gøre noget forkert, når de bare bliver ved med at skrive så overbevisende sange og i det hele taget være så skudsikre i deres udtryk.

Enkelte synes måske, det er for meget med fortællingerne mellem numrene. Som min gode kollega Casper Villumsen hos Devilution har påpeget, så tenderer de lange udredninger af sangenes baggrundshistorier af og til en kende børneteater. Nanna Barslev (Nanna hin Fagre, om man vil) er bestemt heller ikke den arketypiske metalfrontfigur. Men altså, gudskelov for dét, da!

Frem for alt elsker jeg også bare, at det hér simpelthen er så fucking gennemført. Min brandert, som jeg i showets anledning har hamret omhyggeligt op lige under level ‘Godzilla’, burde måske råbe på mere hegn og mindre snak. Men fandme nej. Huldre gør tingene på deres måde. Og når musikken spiller, — hvad den jo for hulen gør langt størstedelen af tiden, — så er det hér band ikke bare en normalt crowdplease’ende størrelse. De er simpelthen et af Danmarks bedste livebands nogensinde.

Hvad metal angår, tilhører Huldre landets absolutte elite. Og hvad folkemetal angår tilhører de verdens absolutte elite. Og så er det i øvrigt en superfed overraskelse, hvordan Nanna hin Fagre (jo, den holder!) nu også har implementeret noget growl-tilnærmelse i sin i forvejen så smukke røst.

Når jeg lige lader der mangle 1/2 stjerne fra topkarakteren, så er det fordi, jeg er sådan en irriterende røvballeanmelder, der godt kunne tænke mig, at Huldre rent sangskrivningsmæssigt såmænd bare satsede 1/2 ulvetand mere på at opdyrke melodier frem for stemning. Stilen og atmosfæren er 100% intakt, hooks’ene er det kun omkring 95% af tiden. Men det er sandelig heller ikke fordi, mindre ikke kan gøre det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • EUROPE_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Memoriam_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Prophets of Rage - Copenhell 2017

Der var engang... Og den gang var der dét ved det hele, at planetens absolut sejeste band hed Rage Against the Machine. Det faktum havde mit daværende jeg så udmærket opfattet, idet jeg i mit præ-pubertets-hormonhelvede hoppede rundt som en spændetrøjeoplagt spastiker til deres skallesmækkende revolutions-raprock.

Med annonceringen af Prophets of Rage til Copenhell har jeg således bevidst måttet neddrosle min indre teenagers forventninger. Alliancen med Chuck D kan jeg sagtens forstå, — gruppens navn er trods alt taget fra det 29-årige Public Enemy-nummer, som de åbner deres shows med. Men jeg har hele tiden haft svært ved at se, hvad den stenede tegneseriefigur B-Real har kunnet tilføje kollegernes bundseriøse sociale indignation og vrede.

Vi skal dog ikke mange nanosekunder ind i førnævnte titulære åbner, inden al tænkelig skepsis bliver gjort til skamme. Crowd’en eksploderer i en velkomst varmere end vejret på denne skønne, solrige sommeraften. Ligesom for mit eget vedkommende begrænser de flestes livereferencer med halvdelen af Prophets of Rage sig vel egentlig til Audioslave-koncerten på Roskilde ’05. Jeg selv har i hvert fald ventet i alt for mange år på at høre disse numre.

Og hvor er det dog både forrygende og forløsende med ét at erfare, at de to rappere går så perfekt i spænd med denne rytmegruppe, der simpelthen må regnes blandt verdens absolut bedste. At DJ Lord så tilmed har fundet vej til drejebordet i konstellationen er bare en rosin i den anden pølseende.

Og sangene, mand. Disse numre, der i dén grad har dannet soundtrack til overtegnedes ungdomsår, serveres ikke bare med et overlegent musikalsk overskud, men med en nerve og indlevelse, som havde de mellemliggende år højst varet et par ugers tid. Og hvor er det fantastisk, at den skammeligt oversete “The Battle of Los Angeles” (’99) tilgodeses med de fremragende “Testify”, “Guerilla Radio” og “Sleep Now in the Fire”.

Det er naturligvis RAtM's helt gamle oprørs-anthems som “Take the Power Back”, “Know Your Enemy”, “Bullet in the Head” og naturligvis “Bombtrack”, der udløser den største mængde mosh og følgende glædesjubel. Men fandengaleme om ikke B-Real opildner til et decideret hiphop-medley midtvejs — bestående dels af Cypress Hill-klassikerne “Dr. Greenthumb” og “Insane in the Brain” (hurra!); dels af Public Enemy-klassikerne “Can’t Truss It” og selvfølgelig dén “Bring the Noise”, der i metalregi blev udødeliggjort i genindspilnings-kollaborationen med Anthrax i ’91. Og så får vi gudhjælpemig også House of Pains “Jump Around” at hoppe rundt til. Så dét gør vi.

På en metalfestival føles det intet mindre end berigende at kunne byde så hjerteligt velkommen til en genre, der reelt har så store sociale, kulturelle og attitudemæssige ligheder med metal, selvom de lyder så forskelligt. Jeg har aldrig været musikalsk kræsen; mit venskab med hiphop går lige så langt tilbage som det med metal, og det både luner og letter mig at se, at mine stor-bounce’ende brødre og søstre omkring mig har det på samme måde. Og så er det forresten mindst lige så skønt at vi senere i sættet ikke snydes for RAtM’s hårdtslående udgave af Cypress Hills “How I Could Just Kill a Man”. Ja, det er faktisk nærmest tre meta-niveauer af covernummer, vi er ude i hér.

Selvfølgelig kommer vi ikke udenom de politiske budskaber, som i de forgangne år — ikke mindst det seneste — nærmest kun er blevet endnu mere aktuelle. Det nye nummer “Unfuck the World” siger alt. Under en guitarsolo spillet Hendrix-style con i denti, afslører Tom Morello et stort klistermærke med påskriften “FUCK TRUMP” — et budskab der går rent ind hér i den decideret frie verden. Og ja, lad os nu bare kalde en spade for en spade: USA’s nuværende præsident er ikke bare en dårlig joke, der er kørt for langt ud; mandens korrupte løgnagtighed og narcissisme tenderer bogstaveligt talt psykopati; han er et videnskabeligt analfabet, og han er til decideret fare for både millioner af fattige amerikanere og for hele klodens økobalance. Fuck Trump: Så enkelt kan det faktisk somme tider siges.

Heldigvis er der også plads til et dybt rørende moment i form af en hyldest til d’herrer Morellos, Commerfords og Wilks nyligt afdøde eks-bandmedlem og ven Chris Cornell. Vi råber hans navn ud over hele pladsen i forlængelse af en ren instrumentalversion af Audioslaves flotte “Like a Stone”, som hele publikum naturligvis lægger vokalspor til. Eller, det vil sige, jeg gør ikke. Mine læber vibrerer, min hals snører sig forræderisk sammen, og mine øjne løber i vand. En vildt fremmed giver mig et kram, og det varmer i skrivende stund sgu stadig. RAtM var de største for mig i en periode, men Soundgarden var fandeme også i nærheden i ret præcist samme tidsrum.

Skulle jeg have noget kritikpunkt, må det blive, at min gamle favoritskive med RAtM, “Evil Empire” (’96), kun repræsenteres med én skæring — selvsagt den fabelagtige anti-krigs-hymne “Bulls on Parade”. Men skulle der efter den lige så selvsagte afslutter “Killing in the Name…” stadig have befundet sig mennesker på Refshaleøen, der ikke lige havde hoppet ganske ligeglade rundt og råbt “FUCK YOU, I WON’T DO WHAT YOU TELL ME!”, kan jeg kun konstatere, at disse har været bundråddent dårlige mennesker. Det er kun ganske få koncerter, jeg har set herude, der har været federe end den hér, og sådan blev det såmænd ved med at være hele festivalen igennem.

¡Viva la revolución!

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • In Flames_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Invocator_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • In Flames_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Baest - Copenhell 2017

Det burde simpelthen ikke være muligt.

Jeg taler hér om flere ting. Dels at jeg befinder mig hér midt i den grå, regnfulde og blæsende dårlige, danske joke af en undskyldning for “sommervejr”, som jeg hader så inderligt — og dog har et så stort, lyksaligt smil over hele den skideskoldede festivalfemøre, at selv de mest fredfyldte tibetanske zenbuddhistmunke må ængstes en kende ved denne mærkbare forrykkelse i den kosmiske glædesbalance.

Dels at de så purunge aarhusianske dødskometer i Baest har opnået retten til netop titlen dødskometer i løbet af en periode, hvori andre bands knapt nok kan nå at bestemme sig for, om der skal købes Tuborg eller Hof til øveren.

Og dels at så mange mennesker kan stå og have det mere eller mindre lige så lyksaligt som jeg til så dybe, skurrende toner spillet så panden-mod-muren-aggressivt, at de må have kunnet indgyde panisk rædsel blandt de bersærkervikinger, der rendte rundt her på egnen dengang, hvor en rigtig mand havde hårpragt som Baests to forrygende øksebetvingere Svend Karlsson og Lasse Revsbech.

Jeg har hørt meget om bandets fænomenale statur og kvaliteter siden deres debutshow på Royal Metal Fest for knapt et år siden. — Et af de shows som det i dag er ret bittert at have haft for mange tømmermænd til at overvære, skal jeg sige jer.

Men fra første skønt ondsindede anslag denne lørdag eftermiddag på Pandæmonium er det indlysende, at der nok skal blive noget så rig mulighed for at gå til Baest-koncerter fremover. Det er som at få en lastbil af ren energi lige i ansigtet med 200 km/t. Og selvom dødsmetal reelt er så fjendtlig og utilnærmelig en genre, som tilfældet er, er dette én af de stunder, hvor jeg oprigtigt ser skævt til mennesker, der ikke evner at forstå det fede ved det hér.

Ydermere er Baests liveenergi bare én ting. En anden er de forrygende skæringer, der kommer ud af gruppens favntag med oldschool-Stockholm-død á la Dismember og Entombed. Tingen er så bare, — og nu skal jeg dæleme passe på mit renommé som mangeårig metalskribent hér, — at Baest har lært af de børnesygdomme, som ophavsmændene fødte genren med, og fandme gør det bedre. Jeg synes dybt seriøst, at Entombed først blev ordentligt fede, da de gik rock’n’roll, og at plader som “Left Hand Path” er mere eller mindre tvivlsomt producerede. En decideret lytterfjendtlig sound vægtet over spændende komposition HAR fandme aldrig været nogen fornuftig prioritet. (Jo sgu; nu har jeg skrevet det, og så må konsekvenserne være, som de bliver.)

… Men ligesom foregangsmændene i Bloodbath har Baest lykkeligvis både formået at fatte og reparere på det problem. Hele lydbilledet er tydeligt og klart uden at gå på kompromis med den klassiske rundsavsklang. Og selvom genren reelt ikke levner Baest de store variationsmuligheder, tyder de to nye numre på, at bandet er begyndt at udforske — og ud-fordre — sig selv rent sangskrivningsmæssigt.

Når jeg således “kun” giver Baest 5/6 er det fordi, de indenfor dødsmetallens rammer ikke bare har normal plads til udvikling. — Vi snakker større potentiale end noget andet dansk undergrundsband indenfor nogen genre, jeg har hørt, siden de første numre med Solbrud fandt vej til Sort Søndag.

Spørgsmålet er så bare, hvor store begrænsninger bandets danskklingende navn på længere sigt vil give dem internationalt. Men med den spilleglæde og professionalisme, jeg overværede denne lørdag, samt med anmeldernes reaktioner på både bandets Copenhell- og senest Roskilde-shows taget i betragtning, skal der vist noget nær det modsatte af et mirakel til, hvis ikke de hér drenge som det allermindste opnår status på niveau med Dawn of Demise eller Hatesphere her i landet.

Hvor der er en vilje, er der som bekendt en vej. Og det er dén vilje og vej, der fysisk afspejles blandt publikum, når Baests supergrowler Simon Olsen som en anden Moses splitter crowden hele vejen ned til lydhuset. — Og dernæst med musikkens magt maner de to publikumshalvdele sammen i et lige dele livsbekræftende og dødsforagtende frontalsammenstød, der energimæssigt modsvarer dén aarhusianske dødslastbil, vi allesammen lige fik i ansigtet.

God himmelflugt, gutter.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • RED WARSZAWA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ROB ZOMBIE_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Candlemass - Copenhell 2017

Mats Levén har en fortid som vokalist for så reelt forskellige svenske bands og kunstnere som At Vance, Therion, Yngwie Malmsteen og Pontus Norgren fra HammerFall. — Og siden 2012 også en nutid i fold hos sine gamle legekammerater i Candlemass. Kulsorte slangekrøller dækker hans ansigt i et omfang, der får Slash’s kontrafej til at ligne Lotte Heise. Og netop det mørke og indadvendte er kendetegnende for både Candlemass og aftenens performance.

Min hidtil eneste liveoplevelse med bandet var, da de formelig splittede Wackens Party Stage ad ned til hver eneste fiber tilbage i 2010. Dengang var det med Robert Lowe fra Solitude Aeternus på vokal. Jeg husker det som et knivskarpt og intenst fokuseret Candlemass, der ikke var bange for at satse på deres nyere materiale.

Til sammenligning er doom-kongerne denne aften på Copenhell både tilbageskuende og tonstunge i røven. Men lad det med det samme være sagt, at ingen af delene bør forstås på nogen negativ måde.

Nej, det er jo for Helvede vaskeægte doom-historie, vi er vidne til hér. Og det står klart fra det første umiskendelige dommedagsriff i “Mirror Mirror”, der sammen med “A Cry From the Crypt” udgør aftenens yngste skæringer — tilbage fra bandets tredje album “Ancient Dreams” (’88).

Det er klart, at betegnelsen proto-doom nok ville være mere akkurat. Ikke blot er Candlemass væsentligt, nå ja, mindre langsomme end de fleste efterfølgende grupper indenfor genren. Men jeg synes faktisk også godt, man kan retfærdiggøre at sige om den ellers så uhyggelige “Bewitched”, at den er så tæt på at være et decideret hit, man nu engang kan komme indenfor genren.

Ovenpå en dag med Airbournes fandenivoldske højoktansrock’n’roll, Dillinger Escape Plans ultraintense ADHD-core og Alter Bridge’s upersonlige et-glas-lunkent-vand-ned-ad-ryggen-rock er Candlemass’ rendyrkede tyngde lige den afveksling, hele Copenhell trænger til. Der er også proppet omme ved Pandæmonium — garanteret alle svenskerne der er kommet for at støtte Stockholms stolthed. For der er Candlemass — 15 millioner solgte albums indenfor så en så evigt anti-hip metalniche er fandengaleme imponerende.

Al musikken ER reelt meget indadvendt og ikke videre live-oplagt. Men et nummer som “At the Gallows End” er simpelthen så omhyggeligt mastodonttungt, at det isner af ren fryd fra toppen af fingrene til bunden af hælene. Så fuck om det ikke ligefrem er et Rammstein-show, vi står og overværer.

“Vil I høre noget fra “Epicus”-skiven?” spørger Levén, og heri består den tydeligste publikumskontakt hele koncerten igennem. For selvfølgelig vil vi da det. “Epicus Doomicus Metallicus” (’86) er hele genrens største hjørnesten, og herfra kvitterer bandet med “Crystal Ball” samt naturligvis et endnu større doom-hit, “Solitude”. Luften svirrer med horn og gjalder af fællessang. Ja, således kan sådan en mørk, indadvendt seance sgu også udvikle sig.

Doom har aldrig været min foretrukne metalsubgenre, og jeg har ikke kunnet undgå at have forventninger til Candlemass, som de ikke indfrir i aften. Men jeg har fornemmelsen af, at en aften i deres selskab kun kan være fed, selvom de bare gør deres ting på rygraden.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • MOTIONLESS_IN_WHITE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • BLACK_STAR_RIDERS_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Interbeing_7
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Alter Bridge - Copenhell 2017

Mit kendskab til Alter Bridge består kun i et par enkelte numre, hvis titler jeg ikke rigtig har følt behov for at huske. Mit indtryk af dem er, at det da er ganske godt skrevet, men at det er meget pænt og meget ufarligt af så’n noget hård rock at være.

Det er såmænd også det indtryk, jeg sidder tilbage med efter denne fredag aften. Alter Bridge har rigtig mange gode kvaliteter, bevares. Især vokalist Myles Kennedy har en ekstremt lækker klang og en ganske sindssyg teknik. Og Mark Tremonti ER da en fed leadguitarist. Mange af hans soloer er desværre bare lidt retningsløse og ligesom resten af bandet præget af en noget uregelmæssig lyd, som dog skyldes fænomenet ikke-ordentligt-fastspændte-højttalere-i-blæst, der desværre er noget langt mere alvorligt end en hypotetisk titel på et hypotetisk stykke moderne kunst. Tag nu ved lære, Copenhell.

Nej, men det er egentlig meget sjovt: Alter Bridge er på sin vis slet ikke nogen ringe gruppe. Udover at især C-stykkerne gerne trækker på veksler fra både ældre og nyere metal, skriver bandet fine melodier og har en både fin energi og et fint overskud. Tingen er bare, at det hele netop er meget fint. Og det bliver kun sjovere af, at overtegnede selv har en afgrundsdyb svaghed for store dele af 80’ernes puddelrockscene, der netop var enormt spiselig sammenlignet med storbritanniens nye heavybølge og vestkystens spirende thrashscene.

Men hvor datidens Mötley Crüe reelt var møgbeskidte og bogstaveligt talt dødsensfarlige, og hvor Def Leppard stadig er ubesejrede i gudeproducerede stadionbaskere, har Alter Bridge for mig at se ikke de store personlighedstræk, der adskiller dem fra flommen af dén 21st century post-post-grunge-bølge, de red ind på for de dérsens 12-13 år siden.

Copenhell-publikummet virker ellers overvejende glade deroppe foran. Og hen imod slutningen kommer der da også et par stand-out-momenter i form af den fine “Blackbird” — komplet med Beatles-intermezzo — og den sigende “Metalingus”. (Hvad skal jeg dog egentlig mene om dén titel?). Men ud fra hvad jeg har kunnet bedømme på de yderligere anmeldelser, jeg har læst af denne Alter Bridge-performance, har jeg ikke været den eneste, der sad tilbage med et lidt lunkent indtryk.

Alter Bridge får gerne en chance til på et andet tidspunkt, men jeg vil fortsat opprioritere at lytte til de REO Speedwagon-skiver, jeg stadig har til gode. Uden yderligere sammenligning i øvrigt. REO Speedwagon er bare så'n et band, man taler for lidt om, så jeg syntes lige, jeg ville nævne REO Speedwagon et par gange.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Baroness_2
  • Forfatter: Jill
  • The Interbeing_5
  • Forfatter: Jill
  • MOTIONLESS_IN_WHITE_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed