fbpx

Redwood Hill - Interview

Redwood Hill har taget Danmark med storm siden de bombardere på scenen med deres kompromisløse og dystre kombination af Post-Metal og Black Metal. Jeg har kendt medlemmerne i to år, og selvom vi ofte har siddet og snakket sammen til koncerter og når vi har været i byen så har jeg altid været meget fascineret af deres måde at gøre tingene på. Jeg fik arrangeret et interview med to af deres medlemmer for at få en snak om hvordan de startede som band, inspirationskilderne, deres live shows og hvordan de får brugt deres musik som en ventil for alle de negative følelser.

 

Jo i kan vel bare starte med at sige hvem i er?

Marco: Jeg hedder Marco og jeg synger eller hvad man siger i Redwood Hill.

Tobias: Jeg hedder Tobias og jeg spiller guitar og synger en meget lille smule.

 

Hvordan startede alt det for jer? Fordi jeg kan huske, at jeg så en video som Rasmus Sejersen (LLNN, ex- The Psyke Project) havde smidt op i Facebookgruppen Fredagsmetal hvor han skrev " Før Redwood Hill" hvor der var en masse af jeres medlemmer med i, så hvordan startede alt der her?

Marco: Det startede med slutningen af noget andet, som var et andet band hvor alle undtagen Tobias var med i hvor vi var sammen med en anden sanger også som rappede i det band og vi var blevet trætte af det vi lavede. Vi gad ikke at lave det mere og den anden sanger han gik ud af bandet og vi gik i lang tid hvor der ikke lige skete noget og vi prøvede noget der var langt mere pop og en masse forskellige ting og prøve at ramme et eller andet, og så blev i trætte af alt det som vi prøvede du ved "chase the dragon", så vi droppede det hele og vi ramte også en mørk periode, hvor der var nogle venner som tog deres eget liv og alle mulige sindssyge ting så vi var egentlig i en meget mørk periode i livet, så lige pludselige prøvede vi bare at lave nogle meget mørke numre og det fungerede og vi syntes at det var sjovt. Vi snakkede om at det skulle bare være sjovt og der var ikke snak om at lave koncerter, vi skal ikke lave plader vi skal ikke noget som helst. Vi havde også før prøvet forskellige guitarister for at lave noget andet musik og der var ikke noget der virkede og vi kendte Toby fra gamle dage hvor begge vores gamle bands havde spillet rigtig mange koncerter sammen, så vi kendte godt Toby og vi vidste godt at han havde "den mørke side" så vi spurgte bare ham fordi vi vidste også at hans band dengang heller ikke var sammen mere, så vi spurgte ham om han ikke kom ud og jammede lidt med os og det gjorde han så og sådan virkede det, som fod i hosen og vi har været sammen altid, og vi begyndte at lave det her nye projekt som var det som skulle bare være for os. På et tidspunkt blev det selvfølgelig så spændende, sjovt og godt det som vi lavede at vi tænkte lad os prøve at optage det og se hvordan det lyder. Så indspillede vi to numre og det lød rigtigt godt, så lagde vi det op på nettet og så fire måneder senere så var booket på Roskilde Festival og så tog det fucking fart. Og så har det været den dur lige siden.

Tobias: jeg kan lige komme hurtigt med min side af det fordi alt det som Marco siger er løgn (griner), ej jeg spillede i et ret seriøst band og vi var ude og spille nogle forholdsvis store koncerter og sådan noget, men det var lidt sådan at vi ikke kom videre og efter en periode efter at have bygget op til at få det her gennembrud og så lykkedes det ikke sådan igen og der besluttede vores bassist sig så at han ville tage til Mexico for at finde sig selv igen eller noget og så fjorten dage senere besluttede resten af bandet undtagen mig sig så også for at tage til Mexico for at finde sig selv igen. Jeg gik sådan og var uden band. Vi var ikke gået i opløsning men vi var heller ikke særligt aktive, så en dag spurgte Marco om jeg havde lyst til at være med i det her nye projekt, så røg jeg et par cigaretter og gik mig en tur og så sagde jeg ja tak. Dem som jeg så spillede med før er så gået hen og blevet til The Attic Sleepers

 

Fantastisk band! Jeg elsker det band

Tobias: Ja de er mega fede, men det er så historien

 

Jeg kan huske, før jeg hørte jeres musik og jeg havde set billeder fra jeres koncert på Copenhell 2012, med billeder af jer med hætter på og det her meget dystre lydbillede og meget indadvendte personlighed som i har på scenen, om det er noget som var planlagt på forhånd eller var det noget som kom naturligt?

Marco: Både og. Altså vi havde helt sikkert en tanke om at det skulle være noget hvor musikken snakkede fremfor personerne i bandet. Det med hættetrøjerne var ikke planlagt. Vi spillede vores aller aller aller første koncert hvor vi opvarmede for Envy og der havde vi ikke hættetrøjer på og der så vi ud som vi gjorde i virkeligheden og vi ser ikke særligt onde ud i virkeligheden, som du kan se foran dig lige nu. Det er rimelig meget ingeniør, IT-folk og bankfolk så vi kunne godt at se at det ikke matcher det udtryk vi har og vi vil ikke være et band hvor man kigger på os og tænker hvem er folkene bag bandet, men man skal opleve musikken. Så vi tænkte at hættetrøjen er en måde at tage os ud af ligningen i det visuelle i musikken. Selvfølgelig giver det en effekt at man står der med hættetrøjer på men det er faktisk for at fjerne det her med at vi ikke ligner vores musik.

Tobias: Det kan godt være at det ikke virker særlig "trve" men vi har opfundet den her kanal hvor vi får kanaliseret nogle følelser ud som er mørke nok, men man kan ikke gå rundt og hade sit liv hele tiden så nogle gange drister jeg mig selv til at tage en trøje på med nogle farver og det er sket før

Marco: Men man kan jo også godt sige at den kanal vi har fundet ren musik og udtryksmæssigt med at have det her sindssyge er jo noget som er udført fra starten af med nogle af de oplevelser vi havde, med nogle ting som skete som resulterer Descender til den plade som den var på det tidspunkt for den gav udtryk for alt hvad der skete på det tidspunkt. Igen der var noget med noget selvmord og det gjorde at der var nogle ting som vi skulle bearbejde og udtrykket som er på den plade og så fandt vi selvfølgelig vores stil og det udtryk som vi følte os til rette i og kunne finde ud af. Men også at det er fedt at kanalisere alle disse ting, alle de her sindssyge depressive tanker og der er nogle som kanaliserer det med ved at gå til psykolog eller skrive nogle dagbøger. Vi er så heldige at vi kan gøre det igennem vores musik og så kan man gå hjem til anlægget og høre Sublime eller Tupac eller noget og hygge sig med det. Det er jo terapi.

Tobias: Det er jo vores ventil som man siger

 

Og det har været jer fem hele vejen? Ingen udskiftninger?

Marco: Nej ikke i det her band, det er os fem og hvis jeg skal være helt ærlig, at hvis nogen skulle stoppe i bandet så tror jeg ikke at vi ville blive ved. Hvis man havde lyst til at lave noget nyt så skulle det blive et nyt band fordi det er så sammentømret nu og det har det været siden day one. Vi er meget forskellige mennesker i bandet men det du hører er det som vi er blevet enige om, og det er de inspirationer vi er blevet enige om og der mange mange forskellige inspirationskilder i bandet men det koncept vi blev enige om er det du hører i Redwood Hill.

 

For at snakke lidt om musikken, jeg kan huske at havde snakkede med Toby, at da i kom frem var As We Fight og The Psyke Project stadig aktuel og bands som Solbrud var på vej frem, hvad var jeres hoved inspirationskilder fordi det i laver ligner ikke rigtigt andet på den danske scene lige nu. Jeg kunne både fange lidt Celeste, men så også lidt Yob og Amenra samt lidt Neurosis, hvem var det så?

Marco: Amenra, Celeste alt det du nævner det fandtes ikke i vores CD samling som det hed på det tidspunkt eller Napster eller Limewire, men det fandtes ikke dengang så vi har slet ikke vores inspirationskilder derfra.

Tobias: det var faktisk Will Haven og Norma Jean og Underoath måske lidt og selvfølgelig lidt ISIS også.

Marco: Men jeg er jo meget inspireret af Black Metal med min vokal det bringer jeg med ind i spillet, men det er heller ikke alle som kan lide Black Metal og det kommer blandt andet fra mig og også nogle andre, men hvis vi har en referencekilde så siger vi nogle gange i bandet at vi skal have et Will Haven stykke her. Vi er meget store Will Haven fans alle sammen og det er helt klart der vi er mest enige sjovt nok.

Tobias: Det er jo selvfølgelig Will Haven, men vi er alle sammen så sindssygt forskellige. Rytmegruppen i bandet hører rigtig meget Jazz, Marco og jeg hører Black Metal.

Marco: Jeg laver faktisk Hip-Hop ved siden af.

 

Ja, jeg så dig med Pede B på Roskilde

Marco: Ja lige præcis, så bare for at sige noget helt sindssygt.

Tobias: Ja vi er lidt rundt omkring.

Marco: Brian kan rigtig godt lide Big Fat Snake

Tobias: Ej det er mere Manowar.

 

Er det ikke lidt voldsomt at starte op som et helt nyt projekt og så at blive booket til Copenhell og Roskilde?

Marco: Vi havde fire koncerter. Den første med Envy, og så The Psyke Project og så Copenhell og Roskilde. Jeg tror Toby til Copenhell koncerten var lige ude og sidde en time bagefter koncerten og kunne slet ikke være i sig selv kunne jeg og jeg kunne slet ikke få kontakt til ham. Det var meget stort som et nyt band at spille der og med de gamle bands vi havde spillet i har vi ikke oplevet noget lignede, og det var de ting vi drømte om på det tidspunkt så det med at så som et nyt band og lige pludselig få serveret de her ting hvor det var " vil i ikke gøre det her" hvor det var sådan at nu har vi prøvet i så mange år i forskellige konstellationer at ville det her og starte og give op. Nu gør vi bare et eller andet for os selv og de så kommer til os og spørger. Det har været helt sindssygt.

Tobias: Det har været en kæmpe stor oplevelse.

 

Jeg tror heller ikke at vi kan komme udenom at snakke om Copenhell 2014,  jeg var næsten rørt til tårer efter koncerten og sagde til alle at det gav alt for meget mening og at det bare var fantastisk. Hvordan var det for jer?

Tobias: det var fredag d 13 fuldmåne gigget?

 

Lige præcis!

Marco: Det var det også for os selv. Jeg kan tydelig huske og jeg husker sjældent ting på scenen men den koncert husker jeg tydelig. Det var også første gang vi havde spillet for så mange mennesker, selv da vi spillede på Roskilde var der ikke særlig mange mennesker til det show. Der var solskin og der var 27 grader vi spillede en dag hvor det var med Klumpen og Ulige Numre kom lige efter os. Copenhell koncerten var første gang vi tænkte at det her er fucking stort og det er sindssygt stort. Det er en lille ting imellem os som band men hele dagen havde der været sindssyg blæst, storm nærmest og hele dagen. Vi er jo meget glad for røg og røgmaskiner på scenen. 20 minutter før vi går på da stilner hele lortet ned og bliver helt stille så vi faktisk kunne bruge alle de her effekter. Vi spillede hen over solnedgangen og månen gik over værket og de var helt sindssygt.

Tobias: Det var helt vildt at kigge udover den her menneskemængde og så se den her kæmpe store fuldmåne og så at være badet i røg var fandeme fedt, man! Og det føltes helt rigtigt hele vejen igennem.

Marco: Jeg husker det også som det bedste gik vi har haft.

 

Det er uden tvivl den bedste danske koncert jeg har set på Copenhell. Men for at vende tilbage til jeres liveshows de er meget in your face uden helt at være det. Selvfølgelig lægges der meget vægt på atmosfæren eller prøver i også at få publikum med på den?

Marco: Overhoved ikke, men vi har spillet for 10 mennesker på Stengade hvor vi har været fuldstændig smadrede bagefter fordi vi har givet den så meget gas. Selv i dag før koncerten stod og snakkede om hvordan vi skulle reagere på scenen og så når vi kommer på scenen er alt glemt. Vi kan ikke lade være med det vi nu gør på scenen.

Tobias: Jeg tror også hvis man har set os til soundcheck så ville man se at vi går nogenlunde ligeså meget amok, måske ikke lige Brian.

Marco: Men nej det er det ikke engang. Jeg ser sjældent på publikum, og det er lidt en trance i mig selv at spille musikken og være en del af musikken.

Tobias: Det eneste jeg har med publikum at gøre er at jeg sørger for at give til kende at jeg er tilfreds med at de er der bare engang imellem, men egentlig er jeg der kun for mig selv og de andre i bandet. Det er vores symbiose og så er det rigtigt fint, at publikum gerne vil være med.

Marco: Man kan sige det som får mig en lille smule op er når jeg står med ryggen til publikum og smiler lidt for mig selv, hvor der nogle specielle numre hvor folk råber wuuu, hvor jeg bliver lidt sådan hvorfor det? Og hvorfor lige det nummer? Det er ikke lige mit ynglings nummer. Men det er en arbejdsskade da man har spillet det så ofte hvor de nye numre er altid de fedeste for bandet.

 

Jeg så et interview med Nick Yachyshyn fra Sumac som spiller i morgen, og samtidig også spiller i Baptists, han bliver spurgt om hvorfor deres to plader Bushcraft og Bloodmines hedder noget med "b", men så er der jo jer jeres plader Descender og Colider som begge to slutter på "er", hvad er grunden bag det? 

Marco svarer ikke imens han kigger på mig og vi begynder at grine og vi skåler og der varmer han lidt op og svarer

Marco: Det var jo om begge plader skulle lyde som hinanden fordi der er en sammenhæng i historien på de to plader, men der er jo ikke tænkt over hvorfor de begge to slutter på er. Men det har samme lyd på begge plader hvor Descender snakker om et menneske i forfald hvor på Colider er mennesket forfaldet.

 

Jeg læste i et interview, at i gør alt det her uden label og hvad er grunden bag det?

Marco: Fordi vi kan og det er dejligt nemt at gøre det i dag fordi tingene fungerer, og man kan streame alt online og folk køber også pladerne, men der er selvfølgelig noget distribution der kunne være nemmere med at sende ting til Sydamerika og til Asien, da det er lidt dyrt nogle gange. Men det er fedt at gøre det selv og nogle gange er det også hårdt arbejde at gøre det hele selv, så kan man også sige at vi er et band som har valgt ikke at spille særlig mange koncerter og det er måske ikke så populært for et pladeselskab. Vi har snakket med pladeselskaber, men vi har aldrig kunnet fået en deal hvor begge parter faktisk var enige om tingene. Vi spillede til When Copenhell Freezes Over, hvor vi så "vandt" eller hvad man nu siger, men det år var der sådan en Politikkens præmie og der blev vi sendt videre ned til noget nede i Holland som var lidt af det samme, som hed Buma Rocks hvor der var alle de her sindssyge mennesker, hvor der var nogen som havde booket og været managment for Linkin Park og jeg ved ikke hvad, åndssvage store mennesker også Volbeats booking agent. Vi snakkede med nogle af dem og vi fortalte dem at fra start har vi altid været et band som ikke spiller særligt ofte live, så det er vores forretningsidé. Hvordan i forhold til at få en agent og få et pladeselskab og sådan noget. Fordi det var sådan noget hvor man kunne snakke med de her mennesker og få noget input, og de sagde at så er der ikke nogen som er interesserede i jer. Fordi for dem er kvantitet lig penge, så vi er ikke et godt forretningseksempel for et pladeselskab. Så på den måde er det både noget vi synes er sjovt fordi vi selv kan gøre det, men vi kunne også godt tænke os at der måske var nogen som kunne gøre det endnu bedre som løfter det op til et andet niveau, men jeg tror sgu ikke at der er så mange som er interesserede i den type af forretning.

Tobias: Altså man kan sige at vi går jo og venter på at branchen ændrer sig til vores behov på en måde.

Marco: Eller at nogen gider at tage en dårligere forretning end os. Fordi det der med at spille rigtig mange koncerter er jo gratis promotion, og det gider vi ikke fordi vi ikke forstår det. Det er ikke vores stil.

 

Er det lidt samme situation for Agalloch (black metal band fra USA) før de gik i opløsning, med at hvis i spiller live for ofte så bliver det kedeligt? Og så bliver det lidt uinteressant for jer?

Marco: ja både og. Vi kan godt lide at spille live, men vi kan også godt lide at spille gode live show, så har også prøvet at spille de kedelige shows hvor der ikke er nogen mennesker og det dræber os. Og jeg tror at det der med at tage "the long run" for at arbejde sig op til 100 koncerter for på et eller andets tidspunkt at oparbejde sig en fanskare der kommer på et eller andet tidspunkt, og det gider vi ikke.

Tobias: Det skal også blive ved med at være oprigtigt. Hvis vi spillede 100 koncerter om året, så ville vi holde op med at være oprigtige. Jeg har ikke nok negativ energi i mig til at spille 100 koncerter om året, som er oprigtige. Jeg har nok til måske en 20, det tror jeg godt jeg ville kunne men 100 det ville jeg nok ikke kunne.
Marco: Det er også bare et valg vi har taget tror jeg. Vores fokus er på at skrive fede plader, noget der tilfredsstiller os selv, gøre det så godt som vi kan og så spille nogle koncerter som vi synes er sjove, vælge dem med omhu og så bare give den ekstra gas til de koncerter og føle det ekstra og give det noget ekstra til de koncerter.

 

Det bliver et lidt et sjovt spørgsmål, men sammen med Helhorse så er i det band som har spillet oftest på Copenhell. Hvordan har i det med det?

Marco: Helhorse er et super band, flinke gutter også og absolut det udover "the big ones", men abosult også et af de metal bands i Danmark som har mest potentiale for at gøre det godt bredt og nogen der virkelig har ild i røven og tager den hele vejen. Fedt band, men vi er nok bookede på forskellige baggrunde, hvor vi nok er mere den der mere undergrunds noget der har noget følelser, ondskab og noget oplevelse hvor Helhorse nok er mere en fest og fandenindvoldskhed, og " the southern style " og man tænker at det er det band er det som bliver det næste store. Det tror jeg ikke at der er nogen som tænker om os. Det har vi det sådan fint nok med, og vi har også spillet med Helhorse.

 

Koncerten i aften var jeres første koncert i år, og så har i et show i Aalborg næste weekend, og det er helt fint at det kun er de to koncerter?

Marco: Ja det er helt fint. Vi er også i gang med at skrive plade og meningen var ikke at vi skulle spille så meget, men nu blev vi inviteret til det her som vi også rigtig gerne ville spille, så igen er det jo et tilvalg af os. Vi har aldrig spillet i Aalborg før og det virker som et rigtig godt arrangement og et rigtig godt line-up også, så der bliver vi også lokket ud af soveposen, men hvornår vi spiller næste gang det må vi se på, men vi har skrevet ca lad os sige 80-90% af pladen efter hvad vi ender med at lave for en slags plade, men det hygger vi os rigtig meget med og vi kan godt lide processen og vi tager os tid til det.

Tobias: Jeg er begyndt at hygge enormt meget med hele det her med at trække den ud. Fordi pladen bliver faktisk rigtig god og det tør jeg godt at sige, men vi tager vores tid.

 

Mit sidste spørgsmål er så hvordan bliver den her plade i forhold til de to forrige?

Marco: Vi har ingen anelse.

Tobias: Vi rykker grænserne lidt.

Marco: Men ikke ud af genren. Altså vi rykker vores egne grænser lidt men følelsesmæssigt, atmosfærisk kan du godt forvente at det bliver helt det samme.

Tobias: Vi har måske lyttet en del mere til Pink Floyd i Wish You Were Here perioden den her gang end hvad vi har
gjort før.

Marco: Det bliver lidt mere langtrukkent og dronet og sådan nogle ting. Håbet er også selvom det er dumt at sige det i et interview, at vi godt kunne tænke os at lave en dobbeltplade. Spørgsmålet er om det vi laver fordi at det vi laver er alt afgørende når produktet står der og om numrene kan bære at vi laver en dobbelt plade, og hvis de ikke kan det så laver vi det, det kan bære men det er jo selvfølgelig en drøm om at det kunne være sjovt at lave en fed dobbelt plade hvor det bare er en lang seance af dronede fede sjove numre, som både kan det ene og det andet. Hvis jeg skal sige noget som er anderledes, så er det at det bliver lidt dronet og knap så riff og numre orienteret.

Tobias: Vi er mere optaget af stemningen.

 

Vi siger tak til Toby og Marco fra Redwood Hill.

Læs mere...

A Colossal Weekend - Fredag

En hel weekend dedikeret til Post-Rock/Post-Metal/Experimenta lyder nu ganske spændende i mine ører. Det var meningen at jeg skulle afsted sidste år, hvor festivalen bød på navne som Cult Of Luna, Russian Circles og This Will Destroy You. Fandeme et godt line-up for første år som festival. A Colossal Weekend finder sted på Vega i København, hvor scenerne var rundt omkring i bygningen, så gode benmuskler kan anbefales hvis du læser dette og overvejer at tage af sted næste år. I forhold til line-uppet, så synes jeg at de har oppet sig kolossalt (høhø kolossalt). Navne som Deafheaven, Sumac, Oxbow,Redwood Hill, Agent Fresco og Emma Ruth Rundle, så der var ikke nogen tvivl om at jeg skulle afsted i år. Lad os se hvordan første dag udviklede sig.

 

Toundra 18.30 - Lounge

Åbningsbandet for festivalen var Toundra fra Spanien. Jeg har ikke lige fået hørt bandets musik, men mange af gæsterne på begivenheden på Facebook var meget oppe at køre over dem. Bandet gik på scenen og begyndte som småt at spille. Storslået Post-Rock med nogle metalliske elementer er vel det, der kan beskrive musikken bedst, men alligevel er det også noget jeg hellere vil anbefale at man hører live. Menneskemængden var ikke så stor under koncerten, men alligevel kom der flere og flere mennesker til under koncerten. Jeg lukkede mine øjne og blev stille og roligt opslugt af lyduniverset. Taget i betragtning at Loungen ikke er en scene, så fungerer den rigtig godt, selvom bassen engang i mellem rumlede hele lokalet. Toundra leverede en ganske fin koncert på årets festival.

Karakter 3½ ud af 6

 

Mutiny On The Bounty 19.20- Lille Vega

Nu gik vi nedenunder for at se Mutiny On The Bounty fra Luxembourg. Det her var en anelse mere teknisk og smadret end bandet før. jeg havde placeret mig helt bagerst i midten, hvilket viste sig så at være en fejl, da det var ALT for lavt for mit vedkommende. Efter par numre kom der endelig styr på situationen og bandet tonsede derud af. Her skete der i hvert fald mere på scenen end der gjorde hos Toundra, som spillede før. bandmedlemmer fløj rundt på scenen og guitarer blev svunget rundt i vejret, og en trommeslager hvis chinabækken var næsten en halvmeter længere oppe end trommesættet var. Mærkeligt setup, men det fungerede fint for ham. Jeg synes måske engang imellem, at det virkede lidt off, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke særlig mange af. Mutiny On The Bounty åbnede Lille Vega på ganske fin vis, og det er ikke udelukket at jeg måske vil tjekke dem ud igen i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Redwood Hill 20.10- Lounge

Fra udadvendt Math-Rock til introvert Post-Black Metal. Genreskiftet kunne ikke have været større, end da de lokale helte i Redwood Hill indtog scenen. Jeg har nu ikke formået at se en dårlig koncert med bandet, og efter syv koncerter med dem var jeg nu gearet op til at få en lige så fed oplevelse som tidligere. Microgravity sætter ballet i gang og scenen som er så tildækket med røg, hvor forsanger Marco Stæhr Hill er den eneste som er tydelig af medlemmerne. I aften var nemlig speciel af to grunde: 1. Det var deres første koncert i otte måneder, og vi fik luftet et helt nyt nummer Nihil, som vi forhåbentligt får hørt på den kommende plade. Vi fik også serveret lækkerier som Wir Ein Adler, Tristesse og den evigt fede Albedo. Lyden inde i salen var virkelig god og det hele sad fuldstændig i skabet, som det plejer at gøre med Redwood Hill. Poseidon var nummeret som lukkede det hele, og en perfekt slutning som altid. Redwood Hill kan sikkert godt gøre noget forkert, men det gør de bare aldrig.

Karakter 6 ud af 6

 

Deafheaven 21.30 - Lille Vega

Efter Redwood Hill var det på tide at tage en lille pause før aftenens hovednavn gik på. Jeg har set Deafheaven to gange, og de har formået at skabe et intenst lydbillede og et sonisk kvælertag, som ikke giver slip på lytteren. Forsanger George Clarke kommer ud på scenen sammen med resten af bandet. Han ser mere arrig ud end nogensinde før, og udfordrer alle til at komme op til ham hvis de prøvede på noget. Nu har jeg mødt Clarke før og jeg ved at han er en meget stille og rolig person, men hans personlighed på scenen virker så rigtig og overbevisende. Brought To The Water og Baby Blue fra deres seneste udspil New Bermuda var dem som satte gang i det hele, og publikum var tændte og klar. Det er helt utrolig at høre og se hvor tight bandet spiller sammen, og specielt også på de nye numre som jeg ikke har fået tjekket så meget ud er det bare fantastisk at se. Efter nummeret Come Back fik vi noget af en overraskelse, da bandet spillede deres en version af Mogwai numrene Cody og Punk Rock, imponerende må jeg nok sige, også midt nummeret at Clarke placerede mikrofonen ca en halv meter væk fra sig og stadig kunne skrige lige så tydeligt og intenst. De to sidste numre vi fik i aften, var Dream House som uden tvivl er deres største hit og lige efterfulgt af det fik jeg så mit ønske opfyldt, og vi fik nummeret Sunbather fra pladen af samme navn. Deafheaven gjorde det super godt, og det var som om at jeg havde glemt hvor fede de egentlig er live. Det var bare en mega fed koncert og mere kan der ikke siges.

Karakter 5 ud af 6

 

Anna Von Hauswolff 00.00 - Lille Vega

Jeg missede desværre Tvivler og The Physics House Band, da jeg lavede interview med Redwood Hill, så efter et hyggeligt møde med drengene, var det tid til at se det sidste band på Lille Vega om fredagen. Det er begrænset af hvad jeg har fået hørt af hendes musik, men det jeg har hørt var ikke lige min kop te. Alligevel skal det opleves. Salen var fuldstændig fyldt op med mennesker, og de virkede til at kunne lide det, og at jeg var den eneste som ikke lige synes at det var det fedeste, tror jeg. Jeg var alt for træt og kunne ikke holde fokus, og at jeg synes at musikken var ret intetsigende. Jeg synes at Anna Von Hauswolff var en kedelig oplevelse og en lidt ærgerligt slutning på en god første dag på Vega. Ses i morgen til Alcest og Sumac!

Karakter 2 ud af 6

Læs mere...

Liserstille, Late Night Venture, LLNN - Atlas

Colossal On Wheels havde ramt Århus, og det stod i tunghedens tegn. Alle tre bands beskæftiger sig indenfor Post-Rock/Post-Metal genren. Tre forskellige bands spillede på Atlas i aften, og alle tre havde en meget forskellig lyd som er helt deres egen. Turnéen er booket af bookingbureauet Colossal som også står for festivalen A Colossal Weekend, som på deres plakat er der allerede pyntet med navne såsom Deafheaven, Sumac og Oxbow. Så imens vi venter på at festivalen går i gang, så får vi alligevel noget kolossalt til landes kroge. Lad os se om trommehinderne overlevede

 

LLNN

Jeg har en periode hvert efterår/vinter, hvor alting ikke lige går efter planen, så hører jeg næsten udelukkende LLNN. Deres lyd er noget så tung og storslået med masser af dybde og fyldt med kæmpe lydbilleder, som nemt fanger lytteren og sætter en dyb trance i gang. Bandet gik på scenen og hold nu kæft det var højt, og selvom jeg havde ørepropper i, så var det til ingen nytte. Forsanger og guitarist Christian Bonnesen skreg sin hals til blods om hvordan verden ikke det fedeste sted at være, og når du sætter lyrikken sammen med musikken, så giver det bare alt for god mening. Trommeslager Rasmus Sejersen tæskede trommerne som om de havde truet hans familie på livet. I forhold til hvor højt det var så var alle instrumenterne hørbare, hvilket jo bare er fantastisk. Numre som Monolith, Calmity og The Guardian var jo bare super fede som altid. Der har været lidt ændring i besætningen da tidligere bassist Jakob Winnem Larsen blev erstattet af Rasmus Furbo, som tidligere var guitarist i Hexis. Rapture var nummeret som lukkede det hele, og det sidste stykke af nummeret blev spillet to gange, hvor det gik endnu langsommere den sidste gang. Jeg skrev engang i en koncert anmeldelse at det britiske band Anaal Nathrakh var soundtracket til verdens undergang. Det står jeg stadig ved, men LLNN er det perfekte soundtrack når alting er destrueret og vi alle sammen sidder på knæ og græder i en ekstase af fortvivlelse.

Karakter 5 ud af 6

 

Late Night Venture

Efter ørerne fik en MEGET velfortjent pause, bevægede jeg mig ind i salen igen. Late Night Venture har jeg ikke stiftet bekendtskab med før, men var spændt på at se hvad det var for noget. Bandet gik i gang med at spille og lyden var måske lidt mudret til at starte med. Det blev heldigvis rettet op på kort tid efter de var startet. Man kan høre på deres musik at britiske Mogwai har været en stor inspirationskilde. Meget store og smukke passager i musikken, og specielt de lange instrumentale stykker var virkelig fede og det fik mig til at lukke øjnene og falde dybt ind i musikuniverset. Bandet spillede i 45 minutter ca men alligevel så fløj tiden bare afsted, og man var næsten helt forbavset da bandet var slut. Late Night Venture var en virkelig fed oplevelse, og det er i hvert fald et band jeg vil holde øje med i fremtiden. Det er også lang tid siden et band indenfor Post-Rock genren og de kan varmt anbefales af denne her anmelder.

Karakter 4 ud af 6

 

Liserstille

Nu var det så blevet tid til aftenens sidste band. Liserstille er ligesom Late Night Venture, et band som jeg heller ikke har stiftet bekendtskab med. Bandet gik på scenen og det fungerede meget godt, men alligevel synes jeg at det var en lille smule off. Jeg kan ikke helt sætte min finger på hvad der var galt. Musikken fungerede godt, og publikum var med på den men alligevel så synes jeg ikke helt at jeg blev fanget af det. Musikmæssigt var det lidt mere teknisk og lidt mere metallisk. Jeg begyndte som småt at kede mig, der var nogle gode passager engang imellem men alligevel endte jeg med at blive en lille smule skuffet. Liserstille var ikke lige helt min kop te, men måske er det noget jeg burde have tjekket ud på forhånd, så havde jeg måske fået en større forståelse af musikken, og det er selvfølgelig min fejl. Men alligevel kan et band ikke altid tilfredsstille alle og sådan var det sgu for mig i aften. Men jeg ville ikke have noget imod at tage ind og se dem igen hvis jeg fik chancen for det.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed