fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Author & Punisher, Royal Metal Fest 2019

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.

Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.

Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser, og det er fordi, det bliver ved med at være nødvendigt.

Der er ingen, der er kommet for at høre på dig. Vi er kommet for at høre musikken og ikke andet. Hvis du ikke er i stand til at tie stille og fokusere på et stykke kultur i en time, har du seriøst brug for hjælp.

Nå. Hvorom alting er…

Author & Punisher er tungt, hårdt, brutalt og umenneskeligt. Fuldstændig ligesom nærmest alt andet musik på RMF, og ligesom store dele af metalmusik i al almindelighed. Men Author & Punisher er det i langt højere grad. Og det interessante er, at der hverken er guitar eller trommer involveret.

Samtlige lyde er frembragt med sampler, sequencer, keyboard, en vokal forvrænget til ukendelighed, samt først og fremmest maskiner. Maskiner hjemmelavet af Tristan Shone selv — a.k.a. Author & Punisher — antageligvis i en garage eller et værksted i hjembyen San Diego.

Hans musik er det tungeste og mest utilnærmelige industrial, jeg nogensinde har hørt. “Industrial doom” kalder han det selv, ligesom han har døbt sine musikalske håndvåben “drone machines”. Og jeg kommer da også til at tænke på et band som Sunn O)). For lydniveauet er højt grænsende til det smertefulde, og de dybe vibrationer kan mærkes i hele kroppen fra fødder til hovedbund.

Der findes folk, der render og tror, at Rammstein skulle være industrial; Author & Punisher får Rammstein til at lyde som Big Fat Snake på ketamin.

Shone frembringer de kolde, knusende fabriksrytmer med et håndholdt skinnesystem, som han kører konstant frem og tilbage med lige dele aggressiv besættelse og forbløffende præcision. Alt imens råber han ind i et mindre halvmaskelignende filterpanel med så meget distortion, at Al Jourgensen til sammenligning lyder som Enya. Jeg kan til nøds tyde, at der overhovedet er tale om menneskesprog.

De enkelte numre starter og slutter ikke rigtig på traditionel vis. Der er tale om én lang, omhyggeligt koordineret auditiv udvikling bestående af sekventielle opbygnings- og nedbrydningsloops. Musikken smelter sammen, ligesom mand og maskine smelter sammen. — Og det samme gør samtlige publikums organer under de sønderrivende vibrationer.

Hele det cyberpunk’ede setup giver Author & Punisher en visuel fremtræden som en superskurk alt for frygtindgydende til nogen tegneseriefilmatisering. Hele denne nådesløst larmende maskinkakofoni kunne faktisk passende danne soundtracket til den nat, hvor Skynet bliver selvbevidst og robotterne gør menneskeracen til slaver. Ja, det er egentlig pudsigt, som folks indledningsvist nævnte snak blander sig med det dommedagsdystre lydunivers og faktisk kun får det hele til at antage en langt mere foruroligende mareridtsagtig karakter.

(Men derfor skal I stadig holde jeres kæft, når I er til koncert.)

Læs mere...

Godflesh - Pumpehuset

Lige siden jeg begyndte at høre musik, så har jeg altid været fascineret af den mere Avant-garde side af metal/punk/hardcore osv. Jeg har været fan af Godflesh siden jeg hørte deres legendariske album Streetcleaner, og siden hen hoppet med hovedet først ned i deres fantastiske bagkatalog. og forventningerne var vanvittigt høje for at sige det mildt. Diverse medier havde hypet det helt til skyerne og med god grund da det var 24 år siden bandet sidst spillede i Danmark. Og med Author And Punisher som opvarmning? Dette stod til at være årets koncert i mine øjne.

 

Author And Punisher

Et af de første albums jeg anmeldte for dette site var Melk En Honing af one-man Industrial bandet Author And Punisher. Et album som jeg blev meget glad for og tre år senere fik jeg lov til at se ham optræde på det års Roskilde Festival, hvor han smadrede min eksistens så jeg håbede på at gentage den samme succes i aften. Tristan Shone med sin fæstning af egne bygget instrumenter var klar til straffe publikum, og allerede fra første node blev decibelmåleren smadret, ligesom den burde blevet da vi er jo inde og høre Industrial. Starten var super fed og det hele sad i skabet, dog lidt inde begyndte det at blive en smule kedeligt, hvilket er ærgerligt da jeg godt kan lide Author And Punisher. Det viste sig også at han havde problemer med mange ting, da han forlod sin position flere gange for at rette på sit udstyr. For mit vedkommende blev den en okay oplevelse og heller ikke mere end det.

Karakter 3 ud af 6

 

Godflesh

Publikumsmængden havde strømmet sig foran scenen og nu var ventetiden endelig ved at være ovre. Det er næsten et syn i sig selv at have sådan et minimalt setup og alligevel lave så meget larm. Bandet kom på scenen og der gik alligevel noget tid før de fik gang i instrumenterne, og da trommemaskinen begyndte at tælle ind gik vi direkte ind i Like Rats fra Streetcleaner og hold nu kæft det var højt. Ens krop var i hardcore vibration mode, og taget i betragtning af den kolossale lydmur der ramte publikum så var lyden faktisk overraskende god. Lige efter første nummer gik vi direkte videre til Christbait Rising efterfulgt af Streetcleaner. Det her var næsten alt for godt til at være sandt og jeg fanboyede for hårdt. Publikum var for det meste af koncerten og observerende men der var alligevel nogle klaphatte der valgte at snakke og råbe imellem numrene men det blev gjort klart af andre medlemmer, at vi ikke gad at finde os i det så det blev heldigvis stoppet. Nyere numre som Post-Self fra deres seneste udspil virkede også rigtigt sammen med en masse af det gamle fra Pure æraen med numre som Spite og Mothra som bare satte endnu af et lag oven på den allerede intense atmosfære der var i luften. Dead Head var det sidste nummer for i aften og det var her det nemlig gik op i en meget større enhed, som om at man fandt det smukke og behagelige i Godflesh's nihilistiske og dystre univers. Det var sjælerensende at finde håb i mørket. Jeg havde før i tiden kun hørt fantastiske ting om Godflesh's live koncerter, og jeg tænkte altid at det kan man jo sige om mange ting. Så jeg vælger at afslutte min anmeldelse med en sangtitel af bandet Sunn O))) der beskriver hypen jeg havde hørt fra så mange. "It took the night to believe"

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Author & Punisher - Melk En Honning

Jeg prøver som regel at være åben overfor al musik, men nogle gange finder du et band og du ved alligevel ikke  helt hvad du skal synes om det. Sådan en episode havde jeg med Author And Punisher. Med inspirationer som Godflesh og Sunn O))) så tænkte jeg umiddelbart, at Author And Punisher var en nem pille at sluge, men hvor tog jeg fejl efter den første lytning med bandet. Efter noget tid valgte jeg at høre den igen, og der blev jeg virkelig blæst væk.
Author And Punisher er et band som er virkelig svært at sætte i bås. Der er alt fra drone til eksperimental rock, så der er masser at komme efter. Bandet har alligevel udgivet et par albums siden deres dannelse tilbage i 2004. Bandet er nu klar med deres seneste udspil Melk En Honning, og lad os se hvordan det gik.

Det kræver alligevel tålmodighed til at lytte til disse numre. De fleste af dem rammer næsten de ti minutter, og er fyldte med dronede passager og eksperimenterende øjeblikke. Det skal også lige siges, at Author And Punisher er et one-man band, og alligevel formår han at skabe sådan en massiv lyd, og det er virkelig imponerende. Allerede på åbneren 'The Barge' sættes lytteren i en massiv trance, og man bliver utrolig nemt opslugt at dette larmende lydkaos. Efter et par minutter så kommer Doom metal inspirationerne ind i billedet, og det hele bliver meget mere intenst. Andre numre på pladen som 'Cauterize' er alligevel også et godt eksempel på hvor svært det er at putte bandet i en bås, og at det er alligevel kommer en melankolsk stemning ind i musikken også er super fedt. Det ender alligevel med at være det korteste nummer på pladen, da det rammer på tre minutter og otteogtyve sekunder. Mit personlige favorit nummer på pladen er 'Future Man', som jeg synes er anderledes end alle de andre numre på pladen. Specielt den virkelig geniale vokal som bliver sunget igennem nummeret. Jeg synes også at det er fedt da nummeret ligger mest ovre i den langsomme boldgade. Her er Doom metal inspirationerne virkelig tydelige. Produktionen er virkelig også rå og bare lige på, og Tinnitus skal forventes.
Der er også fede små effekter, som at det skratter i lyden til tider, hvilket gør det mere autentisk og ægte.

Author And Punisher er noget unikt indenfor en genre, som folk ikke helt ser som noget andet end larm. At man tør være så alsidig når det kommer til at skrive musik, er et kæmpe plus for mit vedkommende. Jeg synes at denne plade er så god, at den er for mit vedkommende oplagt til at være et af årets bedste udgivelser. Så hvis du er til eksperimenterende musik, så kan jeg varmt anbefale Author And Punisher.

Trackliste
1. The Barge
2. Cauterize
3. Shame
4. Future Man
5. Disperate
6. Callous And Hoof
7. Teething
8. Void, Null, Alive
Samlet spilletid: 53 minutter og 47 sekunder

 

Author And Punisher – Cauterize

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed