fbpx

Eels - Den Grå Hal, 27.08.19

Enmandsprojektet Eels anført af Mark Oliver Everett er tilbage. Både med nyt album og et stop i hovedstaden, henholdsvis med ca. 4 og 6 ½ års mellemrum. Det er i begge tilfælde til den længere side ift. hvad han plejer, men sidste gang var til gengæld også rigtig godt (såfremt min hukommelse ikke snyder mig). Siden sidst har jeg haft mulighed for at dykke ned i de ikke mindre end 11 albums hidtil udgivet, og så har det nyeste album ”The Deconstruction” også fået et lyt eller to. Kort sagt: jeg har glædet mig til det her.

Eels:
Det første og sidste indtryk fra aftenens koncert kommer til at stå således: der er drønhedt i Den Grå Hal. Drønhedt, og proppet. Det semi-tropiske vejr udenfor gør sit indtog og dét i en hal der i forvejen har dårlig (hvis overhovedet nogen) udluftning. Men! Den gamle hal er i stedet rig på stemning. Det er ikke et overvældende antal gange jeg har været her, men langt de fleste har så også været mindeværdige – det gælder ikke mindst sidste gang samme band stod her. Der er noget i luften, glæde og en spøjs form for ro, også selvom der er fyldt og der er kontinuerlig bevægelse. Musikken fra anlægget hjælper også på det. Det er kort sagt rart at være i, måske især fordi jeg til en afveksling ikke har kunne finde bare én kammerat at slå følge med.

Så når Rocky-soundtracket lyder er vi helt sikkert klar, indlagte båthorn fra E og det hele. At der så lægges ud med tre coversange i streg er kun en mindre hindring. Alligevel er det måske ikke helt dumt, for så kan lyden indstilles. Og det tager da også et par sange, men så lyder det ganske fint. Det bliver nok aldrig superlyd her, men mindre går også. Det er imidlertid først ved ”Flyswatter” at publikum rigtigt begynder at røre på sig; fra passiv til aktiv medspiller. E og hans band har ikke selv stået stille, men i et øjeblik gælder det begge veje. Det er et kort øjeblik, for imellem et par sange med mere gang i kommer både ”I Need Some Sleep” og ”That Look You Give That Guy”, begge ballader. Lyder det som en underlig måde at konstruere en sætliste på? Det er det også, men det er ikke et minus i Eels’ tilfælde: de kan både det bløde og noget hårdere hver for sig, og uden problemer blande det sammen. Det er et af bandets store styrker. En anden finurlighed er at der kun spilles tre sange fra det seneste album. Alt andet er taget fra stort set hele kataloget. Kun 2010’s ”End Times” og, besynderligt nok, ”The Cautionary Tales of Mark Oliver Everett”, altså det næstsidste album, forbigås. Dertil er der rigtig meget af det gamle, utvivlsomt til glæde for de fleste.

Hvis jeg skal kigge lidt tilbage, er dét jeg bedst husker fra sidste gang hvor løssluppent det hele var. Her er det mere skarptskåret; der er ikke så meget fjol og det rent tekniske lyder som det skal. At de fleste sange får ekstra spade på ift. studieversionerne er en anden snak. E selv er dog, præcist som sidst, i hopla og kommer ofte med ubrud og har i det hele taget svært ved ikke at snakke til publikum. Det gør, at det føles både intimt og delvist personligt, også selvom sætlisten er næsten identisk til de forrige shows på touren. Og alligevel, på trods af snak og lir af og til spildes der sjældent et minut – med næsten 30 sange på to timer, ja så kan man svært klage over tidsspilde.

Man kunne til gengæld godt se for sig et mere engageret publikum. Er det hverdagen der gør sit indtog? Varmen måske? En blanding? Begge dele er hvad der trækker i den negative retning (enkelte numre gør dog det modsatte, altså hvor band og publikum for alvor når hinanden, som den førnævnte ”Flyswatter” men også den gyngende ”You Are The Shining Light” og naturligvis ”Novocaine For The Soul”). Varmt er det i hvert fald, så varmt at det er svært at fokusere på hvad der sker på scenen. Alligevel flyver tiden derudaf og pludselig er der gået en time. Et højdepunkt ankommer kort herefter med den smukke ”I Like The Way This Is Going” hvor kun enkelte (mærkelige mennesker) ikke ser ud til at være hypnotiseret. Bagefter forsøger E at præsentere sit band; en præsentation der inkluderer lidt af hvert, men hvor man altså kan forstå at E elsker os virkelig meget, at bassistens højde skyldes at han i fordums dage dræbte en gigant, og at der er lavet en velkomstsang til den nye trommeslager, som naturligvis fremføres. Det er en sjov intermezzo som højest sandsynligt ikke giver mening for dig som læser, såfremt du ikke var der.

Vi når til ”Novocaine...” der leveres i en mere rocket, ja næsten shoegazet udgave, først til forvirring men så glæde hos de fremmødte. Og herfra bliver det kun bedre og bedre, for nu er vi for alvor nået til de gamle slagere. Trilogien ”Souljacker Part 1”, ”I Like Birds” og ”P.S. You Rock My World” indfinder sig inden encore, der først består af ”Fresh Feeling” inden endnu et encore får plads – E og vennerne gider ikke gå hjem og vi når også op på omkring to timer efter et medley og et Beatles-cover, uden E selv, fremføres, men så er det også slut for denne gang.

Og som jeg forlader hallen med de små 1500 andre mennesker kan man forstå at nogen næsten har været klogere end én selv; små grupper har nemlig været smarte nok til at slå sig ned udenfor, med græs, fuldt udsyn og en overskuelig temperatur til følge. Ikke dumt. Det er ellers sjældent man ønsker sig kulde, og slet ikke på en weekenddag, men i dette tilfælde havde begge dele gjort godt.

Sætliste:
1) – Out In The Street (The Who cover)
2) – Mississippi Delta (Bobbie Gentry cover)
3) – Raspberry Beret (Prince cover)
4) – Bone Dry
5) – Flyswatter
6) – Dog Faced Boy
7) – I Need Some Sleep
8) – Dirty Girl
9) – That Look You Give That Guy
10) – Prizefighter
11) – She Said Yeah (The Rolling Stones cover)
12) – Tremendous Dynamite
13) – Open My Present
14) – You Are The Shining Light
15) – My Beloved Monster
16) – In My Dreams
17) – I Like The Way This Is Going
18) – Little Joe!
19) – Today Is The Day
20) – Novocaine For The Soul
21) – Souljacker, Part I
22) – I Like Birds
23) – P.S. You Rock My World
Encore:
24) – Fresh Feeling
Encore 2:
25) – Mr. E’s Beautiful Blues
26) – Fresh Blood
27) – Love and Mercy / Blinking Lights (For Me) / Wonderful, Glorious (medley)
28) – The End (The Beatles cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: Kellermensch

Roskilde Festival – Orange Scene, 2012. Det var mit sidste møde med de danske mørkerockere. En glimrende koncert som jeg husker det og (endelig) et band der kunne spille Orange op. Og fra hvad jeg kunne forstå blev succesen gentaget sidste år, dog på Arena – trods alt. I år spiller de så bl.a. på Northside og Copenhell, hvor sidstnævnte egentlig virker som det spøjse sted på trods af deres dystre udtryk. Men efter i dag kan jeg kun se frem til det.

At påstå jeg er spændt, her forud for mit første møde med dem i seks år, er ikke forkert. Det ville klart have været fedest i mørkets mulm, men sådan bliver det altså ikke denne gang. Men det behøves heller ikke for at blive suget ind i universet: når Sebastian Wolff lægger an ene mand med ”How To Get By”, hvor han i dén grad krænger sin sjæl ud... Det er smukt, det er skrøbeligt, det er bare lige som det skal være – og det er så her resten af bandet kommer ind, hvorefter alt bare klikker. Nydeligt klædt er de, som en pendant til deres musikalske grimhed, tristhed, mørke.

Og så ”kokser” det: mikrofonen er ustabil, stativet vælter, Wolff kan ikke få revet sin guitar fri – så han ender nede på scenegulvet, halvt knælende, og synger resten derfra. Og resten af bandet... de fortsætter ufortrødent. Men det gør det så meget mere spændende, så overvældende at se på, fordi det lyder præcist som det skal, også selvom det tydeligvis er kaotisk både at stå i og se på udefra. Men det fortsætter: i den glimrende ”Rattle The Bones” er Wolff ude i publikum, og i ”Mediocre Man” er der fællessang, en sørgmodig hyrde af følgere, der på hans mindste vink adlyder ham.

Og det er så absolut fantastisk at være vidne til. Her et kvarter inde er det en magtpræsentation sjældent set. Den intensitet, den nerve, den skrøbelighed – som så samtidigt er SÅ veludført. Det er en utrolig balance der bliver ramt lige her. Hvad der er tilsigtet, og hvad der ikke er; det er svært at være sikker på, så derfor virker det f.eks. ikke opsat når bassisten som den eneste i rytmegruppen bevæger sig kontinuerligt frem og tilbage på scenen, uden ophold, hans bas hængende lige under brystet som et trademark – det virker i den forstand, at der altid er noget at se på, musikken står aldrig stille og det tilføjer, ligesom det førnævnte pæne tøj, endnu en dynamisk modsætning, der løfter oplevelsen lige dét nøk opad.

Mikrofonstativet går nu i stykker, mikrofonen bliver kastet frem og tilbage, og det gør bare ingen forskel; maskineriet fortsætter. En sublim lyd og stemningsfuldt lys (det man kan se), ja det hjælper naturligvis også på det. Mine kære kældermænd, hvorfor glemte jeg hvor overlegne I er? 

Sandsynligvis pga. den perfekte start. For selvom jeg nødigt vil se det i øjnene, falmer de sidste dele af sættet simpelthen fordi Kellermensch ikke kan opretholde momentum hele vejen igennem. Det ville nok have været muligt hvis de kun spillede 45 minutter, men her ender vi på over en time.

Og det er ikke fordi de sidste skæringer er kedelige, nej tværtimod, her findes det tunge skyts frem med ”30 Silver Coins”, ”Army Ants” OG ”Moribund Town” i rap. Bandet vil bare ikke gå af. Det er vitterligt ”hvad med én mere, Northside? Ok ok, én sidste! OKAY, kan I klare eeeeeeen mere?!”. Og jo, det stikker helt af i sidstnævnte. Hvordan kan det ikke gøre det når snart sagt ALT på scenen på dette tidspunkt bliver kastet frem og tilbage? Fra guitarer til stativer, mikrofoner og des lige – jeg tror i hvert fald tre stativer er ødelagte herefter. Den vrede og passion der ligger bag er for vild og næsten for voldsom, men ikke helt... Og det er lige dér gruppens tiltrækningskraft ligger.

Så det blev til en magtpræstation, men ikke hele vejen igennem. Måske var det ikke engang tilsigtet, men når det ruller, ja så er der ikke andet at gøre end at rulle med. Hvis man på en eller anden måde kan finde ud af at holde momentum kørende, ja så bliver det et virkelig mindeværdigt show. Indtil da må vi så ”nøjes” med et virkelig godt et af slagsen. Copenhell kan ikke komme hurtigt nok.

Sætliste:
1) – How To Get By
2) – Don’t Let It Bring You Down
3) – Rattle The Bones
4) – Mediocre Man
5) – All That I Can Say
6) – Black Dress
7) – Remainder
8) – The Day You Walked
9) – The Pain Of Salvation
10) – Moth
11) – All Time Low
12) – Lost At Sea
13) – Bad Sign
14) – 30 Silver Coins
15) – Army Ants
16) – Moribund Town
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: A Perfect Circle

Åh, Maynard James Keenan – du er sgu en særling. Givet, det er ikke på niveau med Puscifer for nogle år siden; der er ingen boksering eller udklædte cirkusartister, men din udklædning, dude. En slags Batman’s Joker klædt i et rødt jakkesæt fra top til tå, og så med det lange og filtrede hår. Det tog 18 år inden de stod her igen, A Perfect Circle, der først lige kommet ud af hi med et nyt album – men hovedmanden bag er næsten synet værd i sig selv. Og at vi er vidne til noget helt specielt, foruden Maynard i sig selv, er tydeligt at mærke blandt publikum. Jeg kan naturligvis ikke undgå at tænke ved mig selv, at det for nogle år siden var Puscifers tur til at blive hevet frem for gemmerne og det så nu er A Perfect Circle – tilsyneladende alt andet end at komme med det efterhånden (over)ventede Tool-album, eh?

Men stemningen er speciel, og mange er valfartet hertil blot (eller primært) for dem, hvilket kan mærkes helt ned til de bagerste rækker hvor jeg vælger at placere mig; at her er noget man bør se. Og med ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” til at åbne ballet ved man bare, at det kommer til at blive godt. Her hjælper Northsides vanligt gode lyd samt i anledningen en høj volumen. Rent sætliste-mæssigt er vi som ventet ude i, at der er en overvægt fra det nye album ”Eat The Elephant” – det fungerer dog overordnet godt, da halvdelen af dem bliver pakket sammen med ældre sager, så det giver en fin balance.

Og der er ingen slinger i valsen: lige en kort hilsen og så ellers derudaf, fuld fart fremad. Og selvom jeg kan stå her, som ikke-kender, er jeg hurtigt solgt. Ikke helt fra begyndelsen, nej, men som tiden går, er det svært ikke at lade sig rive med. Ikke at alt så er perfekt: ”So Long, And Thanks For All The Fish” er i sin natur en hyldestsang til en nu efterhånden beklageligt lang liste af døde musikere fra det globale rock-og metalmiljø – men det gør det ikke til en spændende sang i sig selv. Man kan så dertil undre sig over, at når man nu vælger at spille ovenstående, hvorfor man så OGSÅ har Malcolm Young-hyldesten i form af et cover af AC/DC’s ”Dog Eat Dog” på sætlisten – én hyldestsang er vel nok? Publikum ser også ud til, i de små 3-4 minutter, at miste noget energi, og forståeligt nok: mere interessant er det heller ikke.

Men derudover er det en bundsolid optræden som jeg ikke tror nogen fan kan have været utilfreds over – selvom man nok altid kunne ønske sig flere gamle kendinge (her må folk vente til headlinershowet i december!). Jeg skal i hvert fald hjem og høre noget A Perfect Circle, kan jeg se.

Sætliste:
1) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
2) – Hourglass
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – Rose
6) – Disillusioned
7) – The Contrarian
8) – Thomas
9) – The Package
10) – So Long, And Thanks For All The Fish
11) – TalkTalk
12) – The Doomed
13) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
14) – The Outsider
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sólstafir - Copenhell 2016

Puha, det er tidligt… Den første dag gik ikke stille for sig, og ikke så mærkværdigt er fremmødet til første band på Hades, de islandske mørkerockere i Sólstafir, derfor i den lavere ende – men alligevel højere end forventet. Da ensemblet kun har spillet i Danmark to gange tidligere er det ikke noget man lige kan se hver anden dag, så muligvis er dét grunden. Desuden kommer der hele tiden flere til som tiden forløber, så til slut er der fint fyldt.

Sólstafir har alle dage været introverte, men derfor ikke nødvendigvis uengagerede. Det kan være svært at komme ind i repertoiret, siden det foregår på deres modersmål, men til gengæld sikrer en glimrende lyd og et velspillende band, at man kan følge med, og efter et par skæringer hives en banjo ind, og så er det som om det for alvor spiller. Det er i det hele taget lidt et sats at sætte denne type dystre rock på så tidligt, og så endda udendørs og i solskin, men det fungerer. Sólstafir har muligvis også selv fanget at, modsat indendørs, kan man ikke have for mange af de langsomme eller teknisk krævende sange på sætlisten, for så forsvinder folks opmærksomhed. Modsat deres seneste show i Pumpehuset er der derfor her et større fokus på sange der er mere oppe i tempo, og publikums engagement roses helt tydeligt fra bandets side, og Sólstafir viser at dette ikke nødvendigvis behøver foregå verbalt.

Et par af de sløvere sange kan vi dog ikke undgå, og foruden de få hårdkogte fans (især er der tre mennesker oppe ved hegnet der bare ikke ser ud til at kede sig ét sekund), dykker folks engagement et lille stykke heri. Dette reddes dog glimrende på målstregen, sidste nummer, hvor forsangeren smider guitaren og ender nede hos publikum. Her krammes der, gives highfives og lignende – og han får endda et svensk flag stukket i hånden han naturligvis ikke aner hvad han skal stille op med. Det hele bygges op over mange minutter, hvoraf forsangeren endelig vender tilbage til sin guitar, og lige da det skal til at kulminere… Ja, så ryger lyden. Noget af et antiklimaks, men også ufrivilligt sjovt, da bandets ellers forholdsvist alvorlige attitude krakelerer under forundring og derefter smil og grin, især henvendt til publikum, der omvendt ikke synes parate til at gå. 
Det bliver derfor en ganske fin oplevelse i sidste ende. Jeg havde frygtet langt, langt værre.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • AMON AMARTH_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AMON AMARTH_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EPICA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Northside Festival 2016: Bloc Party

Vil du have indierock, men samtidigt alt muligt andet indblandet? Led ikke længere. Søndagen, festivalens sidste dag, har været den mest solrige (og vindblæste), og mange er dukket op for at se Bloc Party, der aflyste deres planlagte optræden selvsamme sted for et par år siden. For undertegnede kunne de dog næsten ligeså vel have aflyst igen…

Bloc Party hopper på scenen, og lægger ud med et nummer fra deres nyeste album ”Hymns”. Det er pissekedeligt. Med stort set hele bandet skiftet ud for nyligt kan det måske have haft en indflydelse. De tre herrer i front ser i hvert fald ikke ud til at være særligt entusiastiske, ikke engang forsanger og eneste indpisker Kele Okereke. Undtagelsen er den kvindelige trommeslager, der både spiller godt og ser ud til at, gud forbyde det, have det sjovt. Måske er det bare attituden, men frontmandens forsøg på at opildne publikum virker bare ikke. På de tekniske aspekter hjælper det heller ikke at vinden ofte forstyrrer lydbilledet, men når den ikke gør lyder det ganske godt. Med det sagt spiller bandet som de skal, så på den konto er der ikke en finger at sætte.

Anderledes spændende bliver det dog når en saxofon tages i brug i ”Mercury”, der også leger med backtrack af flere vokallinier. ”Banquet” ser band og publikum når en fælles forståelse, som varer de næste par sange – men så er det igen tilbage til kedelige sange, og endnu kedeligere sceneshow. Herfra er det kun de få hits Bloc Party dog, alt andet lige, har der får publikum op i gear. Her skal især nævnes afslutteren ”Ratchet” der bare rent ud sagt er et godt nummer. Her kan man tale om kreativitet, noget Bloc Party tilsyneladende har tabt på vejen. Alt i alt efterlades jeg med et indtryk af en middelmådig oplevelse, dog med plads til små positive afstikkere.

Sætliste:
1) – Virtue
2) – Octopus
3) – Hunting For Witches
4) – Positive Tension
5) – Mercury
6) – Song For Clay (Disappear Here)
7) – Banquet
8) – One More Chance
9) – Different Drugs
10) – The Love Within
11) – Like Eating Glass
12) – Flux
13) – Helicopter
14) – Ratchet
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2016: Puscifer

En boksering, et delvist maskeklædt band og fem udklædte freaks på scenen, der mest af alt hører hjemme under et karneval – hvad binder det hele sammen? Mr. Maynard James Keenan, bedre kendt fra A Perfect Circle, og selvfølgelig Tool.

Det begynder ellers uskyldigt nok, så at sige, da selve bandet træder ind. Trommeslageren (der er placeret helt i front og midt i det hele), bassisten, guitaristen og pianisten/sekundær guitarist. Disse, minus trommeslageren, står en anelse tilbage på scenen, og i front er forhøjede podier sat frem i hver side, samt to mikrofoner. En storskærm supplerer med videoer og andre effektklip hele vejen igennem, og kort efter rytmesektionen er begyndt indtræder hovedmanden samt Carina Round, der hele showet igennem ligeligt deles om vokaltjansen. De første tre sange er henholdsvis fra det andet, det tredje/nye og det første album – desværre er ”Vagina Mine” den eneste vi får fra debuten, mens de to andre albums er ligeligt repræsenteret. I dagens anledning passer det måske også bedre sådan, da første album er langt mere elektronisk end de to efterfølgende. Keenan og Round danser gerne mærkværdigt, svinger med arme og ben og andet spøjst, men har hele tiden en slags ”forbindelse” med hinanden, som om de alligevel midt i uforudsigeligheden styrer slagets gang.

Efter et par sange slutter førnævnte freaks sig til den efterhånden store forsamling. To i blåt, to i rødt – og en diskountudgave af Spider-Man, som slet ikke virker til at passe ind. Det fungerer som to ”hold”, og i tema med bokseringen forestiller to af dem boksere, og de andre to cheerleadere der ligner nogen Batman’s Jokeren kunne have i sin omgangskreds. Og så er der Spider-Man der rækker tunge konstant. Hvad fan…
Til en start danser de mere eller mindre som det eneste, men snart optrappes en fiktiv konflikt, der kun kan ende i bokseringen – og derfra ender det hurtigt med at være alle mod alle. Det er samtidigt bevidst opsat så ingen rigtige slag (eller bare noget der ligner) uddeles, og i stedet fyres alverdens stunts af, så det mest af alt får præg af et bizart teater – og musikken fortsætter ufortrødent alt imens dette står på. Ligeledes det at koncerten deles op i akter, som annonceret på storskærmen, giver det mere karakterer af teater. Ikke at overgangene kommer naturligt, de sker bare. Kaos hersker.

Hvis vi træder et øjeblik tilbage fra hvad der foregår på scenen, så er lyden ikke særlig velbalanceret. Især basen er overstyret, og i de mere komplekse eller rent ud hårde skæringer er lydbilledet rodet. Publikum virker dog til, forståeligt nok, at være fuldstændigt opslugte af at forsøge at holde styr på hvad der foregår, og glæden over at dette rent faktisk sker (at Puscifer er i Danmark) går igennem stort set alle tilstedeværende, af hvad jeg kan fornemme. Det er altså et cirkus, hvor der ikke virker til at være nogen orden overhovedet. Ingen vinder i bokseringen, hverken i den eller udenfor, det er bare uafgjort. Og nu tænker du sikkert: ”men kan det blive vildere?” – og naturligvis, det er jo ikke en hvem-som-helst der står i spidsen for projektet.

Så derfor sættes to udstoppede haner på automatisk styrede hjul til at slås mod hinanden i en dertil indrettet miniarena. Den ene har endda en lille sølvhat på… Derfra ophæves de ellers falske grænser man troede der dog herskede for foretagendets rammer, og bokserne slås nu ude på scenen, sangerne stiller sig af og til i bokseringen, og hanerne fortsætter med at køre direkte forbi hinanden igen og igen. Jeg er ikke sikker på hvad i alverden jeg har været vidne til, men hvis du ikke var til stede, er du gået glip af noget. Om man så kan lide det er en anden sag, men i dette tilfælde er dommen klar, for da Puscifer smutter af scenen nægter publikum at gå derfra i fem minutter, hvor der råbes og håbes på ekstranumre, som desværre ikke optræder. En absolut fornøjelse!

Sætliste:
1) – Telling Ghosts
2) – Galileo
3) – Vagina Mine
4) – Horizons
5) – The Arsonist
6) – The Remedy
7) – Grand Canyon
8) – Breathe
9) – Toma
10) – Conditions Of My Parole
11) – Money Shot
12) – Man Overboard
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Marmozets - Tinderbox 2015

5 ludere og en lommetyv – dét er hvad man kunne frygte der dukkede op på dette ugudeligt tidlige tidspunkt. En hel del flere melder deres ankomst, men til en start er det næsten pinligt, og der bliver aldrig fyldt rigtigt ud.
Dét tager Marmozets sig dog ikke det mindste af, og de springer direkte ud i det med ”Move, Shake, Hide”. Bandet har kun et enkelt album ude, så ikke overraskende får vi kun skæringer derfra.
Lyden er udmærket herfra ca. midten af teltet, og der er god smæk på, men jo nærmere man kommer på scenen, jo mere rodet fremstår lydbilledet. Vokalen kunne under alle omstændigheder godt skrues bare en lille smule op, når den nu betyder så meget for udtrykket.

De relativt få forsamlede gør ikke meget andet end at trippe lidt på stedet. Man finder bagefter ud af, at de tilstedeværende oppe foran slet ikke er dukket op pga. Marmozets, men fordi All Time Low svinger forbi derefter – og de pågældende kunne åbenbart ikke være mere ligeglade med hvem der så optræder inden. Selv da frontkvinden Becca Macintyre er oppe (og senere helt ude) ved dem, og næsten spytter de forreste i ansigtet, er der ingen reaktion andet end ”lad da lige være med det, hva!”. Så bliver undertegnede sgu lidt utilfreds – mon ikke I kunne have scoret en god plads uden at skulle vente i 2 timer? Behøvede I virkelig at stille jer i ”kø” siden kl. 12?
Kort sagt lykkedes det aldrig at aktivere folk, andet end med klap og små dansetrin.

Men man skal ikke tage fejl af at Marmozets virkelig gør hvad de kan. De er unge og har et prisværdigt gåpåmod, og Becca Macintyre i front virker både charmerende og sympatisk. Hun danser, hopper, smiler og ser i det hele taget ud til at føle livet lige nu og her – man kan mærke at der er noget på spil. De andre medlemmer gør det ligeledes godt, men bruger mest energi på at levere det tekniske helt korrekt. Noget bevægelse bliver det dog til, da f.eks. trommeslageren sommetider rejser sig op og spiller videre sådan.

Marmozets, I gør det fandme godt. Den første gang er sjældent nem, så kom snart igen – undertegnede håber på et bedre publikum til jer næste gang!

Sætliste:
1) – Move, Shake, Hide
2) – Is It Horrible
3) – Weird And Wonderful
4) – Love You Good
5) – Captivate You
6) – Particle
7) – Born Young And Free
8) – Hit The Wave
9) – Back To You
10) – Why Do You Hate Me?
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed