fbpx

Copenhell 2019: Tool

Er Tool det største scoop Copenhell har scoret sig? Ja det er det. Hør, jeg har aldrig fået dyrket bandet, i første omgang fordi deres sidste album udkom lige inden jeg selv begyndte at finde vej i metallens forunderlige verden. Dertil kommer at de ikke har været forbi i 13 år. Deres materiale ligger ikke på Spotify, og kald mig bare doven og moderne på den dårlige måde, men jeg har aldrig fået rykket på det. Jeg ved godt YouTube eksisterer, der har bare været så meget andet at kaste sig over i form af bands der er til at opleve i Danmark og som smider nye albums afsted af og til. Til gengæld har jeg haft fornøjelsen af at opleve både Puscifer på Northside i 2016 samt A Perfect Circle hele to gange sidste år. Det eneste jeg mangler er vel efterhånden at smage Maynards vin? Jeg laver sjov, det her bliver kæmpe stort og selvfølgelig skulle jeg se Tool – præcist ligesom de andre 25.000 mennesker. Det kunne ikke være et mere passende hovednavn her på festivalens 10-års jubilæum. Problemet er vel faktisk netop dét, at hele konceptet Tool efterhånden er blevet en myte, en drøm, en utopi – og nu sker det rent faktisk. Forventningerne er urealistisk høje, det kan vi ikke komme udenom. I et øjeblik priser jeg mig lykkelig for ikke at være hardcorefan, og håber så på det bedste.

... og de leverede. Fandme så om de ikke leverede. For hvad er Tool? Tool er en rejse. En slags levende film, kurateret af bandet selv. Det er første gang jeg har oplevet at det er den visuelle del af pakken der føles som det primære aspekt, men sådan er det her. De tre storskærmes kontinuerlige farve- og videoklip kombineret med det minutiøst planlagte lysshow, ja det er i sig selv værd at opleve. Musikken komplimenterer begge og ligeledes gør den enormt lækre lyd hvor især bassisten får plads at udfolde sig på (og for satan, det lyder godt!). Bandet selv er mere stenstatuer end de er levende mennesker og også dét udgør her en force, fordi man bliver trukket ind i universet selv som fremmed tilskuer.

Det var dog først da jeg gav slip, overlod kontrolleren til Tool selv, at det blev rigtig godt. Lige dér, da jeg stoppede med at forsøge at forstå alt der foregik, at tage det hele ind samtidigt og ikke lade det flyde, da jeg opgav dén plan, der rykkede det hele sig et nøk opad. Om det kun virkede for mig eller også for andre er umuligt at sige. Jeg kom som mere eller mindre uvidende med vilje for netop at få den specifikke oplevelse, og jeg kunne klart mærke at begejstringen var tydeligt forskellig alt efter hvor man befandt sig. De fleste på festivalen så det, der var i hvert fald proppet hele vejen rundt om scenen, men mange snakkede også, vandrede lidt frem og tilbage over pladsen eller koncentrerede sig mere om sig selv eller deres drinks. Den benhårde koncentration og indlevelsen, ja måske sågar glæden, faldt nævneværdigt jo længere bagud man bevægede sig, så meget stod klart. Men det var dragende, også for de nysgerrige, så meget er også sikkert.

Men hvordan var det så for Tools fans, dem der nu har ventet i over et årti? Rigtig, rigtig godt er jeg sikker på. Det er kun mindre jordnære elementer der holder Tool fra toppen som f.eks. Maynards stemme, der altså ikke kunne svinge sig helt op i det overlegne leje og desuden lå for lavt i mixet. Sætlisten kan helt sikkert også diskuteres, de to nye sange inklusiv, hvor jeg personligt tager med at ”Descending” fungerede godt mens ”Invincible” var liiiige lidt for meget til den syrede og lange side – men at det ellers var en fornuftig afbalancering der fik plads til alt bortset fra debuten (men alligevel inkluderede ”Sweat” fra Opiate-ep’en). De på forhånd tårnhøje forventninger var måske også en hindring, for hvordan skal man levere det nu mytiske i dødelig form?

Som ikke-fan derimod, ja der kan man evt. beklage sig over manglen på publikumskontakt. Kun én gang blev der snakket fra scenen og det var et simpelt ”hello Copenhell!”. Men Tool er ikke interesserede i at holde folk i hånden. Det handler om musikken, om det visuelle udtryk, om at få folk ind i trance, den her rejse jeg nævnte tidligere. Så må lytteren gøre resten. Og hvis de ikke bliver rykket af det, så er det bare ærgerligt. På den måde er Tool enormt elitært fordi det er noget man skal arbejde for. Der er forventninger, ikke kun fra publikum til band, men også den anden vej. Men tager man med på rejsen bliver man også belønnet. Ikke nødvendigvis med det samme og i de samme doser, men man går ikke tomhændet derfra. Så det var godt. Nok tæt på et mesterværk hvis man allerede er en del af kulten. Karakteren må derfor lande mellem de to stole. Ellers er der kun at sige, at det er helt okay hvis der ikke går 13 år før vi igen ser Tool på dansk jord.

Sætliste:
1) – Ænema
2) – The Pot
3) – Parabola
4) – Descending
5) – Schism
6) – Invincible
7) – Sweat
8) – Jambi
9) – Forty Six & 2
10) – Vicarious
11) – Stinkfist
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Skindred

Jeg er fan af Skindred. Så er det sagt med det samme. Derfor var det også med lige deles ”æv!” og ”hvorfor fanden aflyser I?”-følelse jeg sad tilbage med efter sidste år, hvor raggametallerne skulle have gæstet Copenhell for første gang. Men nu er de her! Det er efterhånden blevet sagt mange gange fra alle leder og kanter, men bandets genrekrydsninger og tvivlsomme resultater på plade er ligegyldigt så snart du oplever dem i kød og blod. Efter at have set Skindred nu hele syv gange inden i dag står det især klart, at man bliver nødt til at kaste alle trve-antagelser ud med badevandet. Der er intet, som i intet, trve over Skindred, overhovedet. Man må bare give slip og acceptere præmissen om, at intet er helligt. Til gengæld er det en fest selv på dårlige dage, )

Alt dette følges med et balanceret udvalg af Skindreds materiale både fra debuten ”Babylon” til favoritten ”Ratrace”, men naturligvis med et fokus på den nyligt udgivne ”Big Tings” hvorfra vi får både ”That’s My Jam” (hvor publikum bliver instrueret i ”woop woop!”-råb) og den lige-ud-af-landevejen rockmaskine ”Machine” (pardon the pun). Det slås følgeskab af en god lyd, hvilket står som en positiv overraskelse så tidligt på festivalen, og ja, så et enormt feststemt publikum.

Spørgsmålet er om Benjis insisterende attitude kan være for meget? Det er med garanti sådan for nogle, og alt forståelse for det synspunkt – han ER en figur man enten kan lide eller ej, og det samme gælder for hele Skindreds udtryk. Men man må i min optik kassere alle former for ”det kan man altså ikke”-tilnærmelser eller idéer om såkaldte ”platheder”. Der er fuldstændig frit spil, ingen skam, og det må man tage med eller gå. Og det er ikke fordi musikken er ligegyldig, men i en livesammenhæng er og har publikumsindragelse altid været første prioritet. Det er samtidigt ikke ligefrem en hemmelighed at Skindred alle dage har været bedre live end på plade, ”Kill The Power” værende den eneste undtagelse.

Med den lange tirade af undskyldninger overstået vil jeg dog gerne medgive at man med fordel kunne have fokuseret blot en anelse mere på eget materiale. Der er en klar balancegang og her faldt den altså til den forkerte side – når man knapt kan høre blot to-tre sange i fuld længde og normal udgave, med kun otte egne skæringer på programmet, så tangerer det mistro til eget håndværk og det er der absolut ingen grund til. Men det er en mindre kritik i det samlede hele. Vi kom for at have en fest og for at have det godt, og begge dele kan der sættes et stort hak ved.

Sætliste:
1) – Sound The Siren
2) – Pressure
3) – Ratrace
4) – Machine
5) – That’s My Jam
6) – Kill The Power
7) – Nobody
8) – Warning
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

A Perfect Circle - Forum, 12.12.18

Året er ved at være omme, Tool er bekræftet til Copenhell 2019, og hvad mere? Nå ja, et af Maynard James Keenans sideprojekter vender retur efter et glimrende besøg på Northside tidligere på året. Slapper den mand nogensinde af? Ikke at man skal klage, som nysgerrig-lytter-men-ikke-helt-fan var det en fornøjelse for et halvt år siden, så mon ikke det bliver mindst ligeså godt nu?

A Perfect Circle:
”Når nu vores konkurrent Royal Arena kan tilpasse sig mængden af solgte billetter, hvad fanden gør vi så?!”. Hvis dette ellers fiktive udsagn var stammet fra en i Forums ledelse ville det ikke have undret mig. Det er nok ikke tilfældigt at konceptet Forum Black Box opstod lige omkring tidspunktet hvor Royal Arena åbnede, og baseret blot på opvarmningen Chelsea Wolfe, hvor vi som tilskuere vitterligt er lukket inde i en boks af sorte vægge – ja så holder konceptet 100 %. Vi er vel 3000-4000 mennesker, så det er intimt på en hel anden måde end man er vant til, og at sælge 10.000 billetter til A Perfect Circle var jo nok utopisk uanset hvad, så der skal ikke lyde nogen klager herfra. Det er bare sjovt hvad lidt konkurrence kan gøre.

At A Perfect Circle er deres helt egne, det er vist ikke en overdrivelse. Der er ingen vilde fagter og leflen for laveste fællesnævner, nej i stedet åbnes der roligt og næsten lokkende som Keenans vokal bærer os igennem titelsangen fra bandets seneste album ”Eat The Elephant”. Herfra er det gnidningsfrit over i ”Disillusioned” inden en række af ældre sange præsenteres med indskydelse af den fjollede ”So Long, And Thanks For All The Fish”. Generelt er det nye album en ujævn størrelse da nogle af sangene er på højde med de ældre, men nogle falder grueligt igennem som f.eks. førnævnte og afslutteren ”Delicious” – men det sidste kommer jeg tilbage til.

Visuelt er scenen sat på samme måde som Northside, altså et podie til trommesættet i højre side, hele venstre side er afsat til den ene guitarist der skifter mellem guitaren og klaveret og i midten har vi så en (perfekt) cirkel til Keenan og hans udskejelser. Det er hans space, sommetider brugt til blot at synge, andre gange til at halvt danse/halvt vifte med armene, men for det meste blot at være gemt væk i skyggerne. Til gengæld er der nu mere lys, lige fra trommepodiet til Keenans cirkel og til de aflange og afkortede skærme i loftet der hænger så det næsten ligner, at man befinder sig i en kirke hvor lyset strømmer ind (det er indtil de skifter til mere dystert lys af og til). Bag scenen dukker bandets logo sporadisk op og forsvinder ligeledes af og til igen – man er dermed aldrig i tvivl om hvem der spiller. Alt i alt et glimrende visuelt setup der understreger musikken og dens forskellige stemninger effektivt og med en i øvrigt god og klar lyd til følge.

Værende et så sjældent bekendtskab på vores breddegrader (det er deres kun 3. visit) behøver A Perfect Circle ikke reelt gøre andet end at dukke op, og så at spille ordentligt. Det er også præcist hvad de gør, hverken mere eller mindre, men langt det meste af materialet modtages med gentagende klapsalver: det nye varierende fra sang til sang og det gamle stort set ubetinget. Ellers ”sker der ikke rigtigt noget”, men det er heller ikke fordi der er et sådant behov, faktisk ville det nok ikke være en positiv tilføjelse hvis der opstod moshpits eller Keenan hoppede vildt rundt. Det er opmærksomhedskrævende musik, noget man fordyber sig i, ikke slås og bolle.

Med ovenstående sagt, og stadig med respekt for at bandet gør præcist hvad der passer dem, kan man altid diskutere sætlisten. Både ift. valg af sange, som dog ikke er et kritikpunkt herfra, men derimod opbygningen af den, her mest mærkbart i midten af sættet. Coveret af ”(What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding” er uinteressant og selvom både ”Vanishing” og især ”The Noose” er fede numre på plade bliver de i kombination med ”3 Libras (All Main Courses Mix)” simpelthen for langtrækkende. Intensiteten daler deraf gevaldigt og flere ser ud til ikke helt at være sikre på hvad de skal synes, også hos dem som åbenlyst kender sangene. Især overgangen fra ”The Noose” til deres remix af ”3 Libras” er ærgerlig. Hvorfor ikke bare spille den originale så? Remixes er for det første sjældent bedre, og da slet ikke når det bliver til omkring syv minutters ligegyldig støj der lyder som Massive Attack på en dårlig dag. En unødig tilføjelse.

Men vi kommer heldigvis ud af ørkenvandringen. Efter 55 minutter og 11 sange siges der tak og verdenssituationen vendes i et par ord – ”men ikke her, ikke i aften”, lad os glemme alt det et øjeblik og nyde dette i stedet, formanes der fra scenen. Og så kommer de rigtig gode sange fra det nye album. Fire i rap i form af ”The Contrarian”, ”TalkTalk”, ”Hourglass” og endelig ”The Doomed” der fungerer akkurat som de skal. Og det slutter ikke der, for i forlængelse kommer også ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” der bliver et højdepunkt på linie med ”Weak and Powerless” i begyndelsen. Her kan de skærende industrialelementer mærkes og med det simple, men effektive blinkende lys i perfekt rytme føles det som krigstrommer der banker derudaf. Det er nemt, men det virker. Hvad der derimod ikke virker er AC/DC coveret ”Dog Eat Dog” der ligesom på Northside stikker ud som en ligegyldig tilføjelse, den sympatiske hyldest uagtet. ”The Package” får os dog direkte tilbage i den gode zone, men hvorfor slutte med ”Delicious”, en ret beset kedelig sag fra den nyeste udgivelse? Det er en dum afslutning, slet og ret.

Men sådan er det. Ingen skal diktere tingene for APC. Og når alt kommer til alt tror jeg ikke nogen går skuffede herfra. Ikke at det så var overjordisk eller perfekt, der er trods alt et stykke dertil, men det var ganske godt. Nu kan vi så alle sammen vente på Tool til sommer. Mand, det bliver godt.

Sætliste:
1) – Eat The Elephant
2) – Disillusioned
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – So Long, And Thanks For All The Fish
6) – Rose
7) – Thomas
8) – (What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding (Brinsley Schwarz cover)
9) – Vanishing
10) – The Noose
11) – 3 Libras (All Main Courses Mix)
12) – The Contrarian
13) – TalkTalk
14) – Hourglass
15) – The Doomed
16) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
17) – Judith
18) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
19) – The Package
20) – Delicious
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Deftones

DEFTONES_4Så mødes vi igen, døvtoner (undskyld...). Er det så i dag, at det hele skal gå op i en højere enhed? At I endelig får den lyd der fortjenes? Med et fokus på gamle sange, primært fra ”White Pony”, er omstændighederne i hvert fald lagt for et godt show. Og med de tre første sange i streg alle fra ”Around The Fur”, så tegner det jo virkelig godt.

Men så kan der sommetider ske det, at man står og tænker, at man bare ikke fatter ”det” – nogen gange er det omvendt. Sådan er det her: det hele spiller. Det tog kun tre foregående shows over otte år, men nu sidder både teknikken og lyden endelig i skabet; Chino er i suverænt og nærværende mood, hvor han både hopper, danser og besøger publikum i pitten – og nej, hans stemme er ikke hvad den har været, men hans skrig lyder mere dystre end nogensinde, så det er et rimeligt bytte. Resten af bandet er mere statiske, men absolut ikke ugidelige.

Men måske er det varmen, måske det tidlige tidspunkt, måske tømmermændene fra dagen forinden, men at det som mest ”kun” er de i den inderste pit der er på, og ikke en fælles følelse hele vejen ned blandt rækkerne, dét kan undre. Jeg, som ikke-fan, kan ikke undgå at vippe med foden, nikke med nakken og spille luft(indsæt instrument), og som nævnt med fokus på de gamle slagere er det svært at være utilfreds... så hvorfor er publikum så passive? Selv i pitten er der downtime, endda midt i decideret klassiske tracks – hvad foregår der, Copenhell?! Noget utaknemmeligt, for Chino og co. leverer varen helt og holdent.

Hen mod slutningen, hvor der luftes skæringer fra Diamond Eyes og Adrenaline, bliver det en anelse bedre, men da er det for sent – der bliver aldrig skabt den tæt knyttede forbindelse til publikum som helhed, som er så nødvendig for den ekstraordinære oplevelse. Men blot fordi vi ikke forstår det gode der står foran os, er det stadig godt – men altså ikke mere. Måske næste gang.

Sætliste:
1) – Headup
2) – My Own Summer (Shove It)
3) – Around The Fur
4) – Swerve City
5) – Elite
6) – Digital Bath
7) – Knife Prty
8) – Rosemary
9) – Kimdracula
10) – Battle-Axe
11) – Diamond Eyes
12) – Change (In The House Of Flies)
13) – You’ve Seen The Butcher
14) – Rocket Skates
Encore:
15) – Nosebleed
16) – 7 Words
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Disturbed, Chevelle - Royal Arena

Der er sket noget siden 2013, hvor Avenged Sevenfold besøgte Falconer Salen: Disturbed er tilbage fra de døde, og hovednavnet er større end nogensinde. Originalt skulle seancen have foregået i Valby-Hallen, men det blev udvidet til den nye arena, der således bliver mit 2. besøg efter Metallica for en måneds tid siden. Ikke mindst er Chevelle med på touren, et band der aldrig har været i Danmark. På papiret ser det lovende ud, så lad os se om det holder stik i virkeligheden.

Chevelle:
Så der er ikke fuldstændig udsolgt: jeg befinder mig på gulvet, og kan se at den øverste del af arenaen er lukket. Det tilføjer en semi-intim atmosfære, selvom vi er i en arena.

I den alternative dimension, hvor jeg havde opdaget Chevelle i mine teenageår, havde det nok været en markant anderledes oplevelse endelig at se dem besøge Danmark: 22 år efter de blev dannet – ikke en dag for tidligt, må man sige. Men, det efterfølgende indtryk en halv time senere kan opsummeres til: ”de er femten år for sent på den”. Jo, man skal tage med hvornår Chevelle er fra, men når dette er mit første møde, føles det som slut 90’ernes nu-metal om igen.

Det skal dog ikke stå i vejen for selve showet. Det buldrer og mudrer forfærdeligt til en start, og selvom det bliver bedre, er det kun lige acceptabelt. De fleste detaljer drukner fuldstændigt. Arenaen har dog en god bund, det er mærkbart. Selv som et opvarmningsband kommer de mange lamper i spil, og de følger musikken nydeligt. Omvendt er det ikke mange fans der er her, men det var heller ikke fordi andet var forventet. Man kan også sige, at Chevelle tager dette faktum roligt, og spiller egentlig både professionelt og insisterende – men ud over scenen kommer de aldrig, og det hjælper heller ikke på sagerne, at man vælger ikke at lufte ”The Red”, som nok ellers kunne have fanget folks interesse. Men det vidner selvfølgelig også om et band der ikke blot er interesserede i at være et fortidsminde, så det må naturligvis afføde en smule respekt herfra.

Når man kun har en halv time skal tiden bruges optimalt, og der er derfor ikke tid til snak: det hele føles heraf meget som enhver anden dag for bandet. Der er lige en åbningshilsen hvor bandet netop proklamerer at dette er deres første gang i landet, men det er så også det. Bundniveauet er højt, men den afgørende kontakt til publikum mangler, selvom Chevelle oprigtigt forsøger. Dette kombineret med en underliggende følelse af at det hele er femten år for sent ude, ja, så rykker det ikke rigtigt.
3/6 stjerner.

Disturbed:
Disturbed: mit tredje møde, og denne gang med hverken decideret positive eller negative forventninger på forhånd. Touren var sat op med Avenged Sevenfold som headliner, Disturbed som ”special guest”, og Chevelle som support. Dette blev tydeligt udpenslet efter et kvarters pause (tommelfinger op for effektivitet!), hvor jeg lige skal love for at alt ændrer karakter så snart bandet går på. De to lysinstallationer på scenen kommer til live, der er ild i overflod, storskærmene aktiveres, og publikum byder entusiastisk bandet velkommen.

Jovist, det buldrer en anelse i begyndelsen, men det er tilforladeligt, og ender med at være noget nær elimineret hen mod slutningen. Arenaen er godt på vej i den lydmæssige ende – jeg mangler dog stadig at blive blæst bagover. Men, det er faktisk slet ikke lyden der udgør et problem. I stedet er det den kære Draiman. Baseret på aftenens indsats skulle han have lagt Disturbed endegyldigt i graven, i stedet for denne vattede genoplivelse. Vokalen skærer simpelthen i ørerne på flere fronter: kraften er væk, stemmen er slidt, tonerne rammes lidt hist og her, og det lyder desuden både skingert og usikkert når han skal op i de højere lag... Alternativt benytter han i stedet et lavere toneleje. Det er intet mindre end sørgeligt. Fordums dage er savnet.

Det værste er dog at Draiman hverken lader til at tro på sig selv, eller musikken som helhed – selv hans normalt dramatiske, næsten profetagtige optræden, virker forceret – eller slet og ret fjollet. Manden gider efter min bedste vurdering slet ikke være her. Komplet modsat er de tre andre herrer, der til gengæld hopper rundt, og ser ud til at have en fest. Det er som et teaterstykke hvor skuespillerne godt selv er klar over at det ikke spiller: alligevel arbejdes der utrætteligt på ikke at slippe publikum – eller værre, at lade dem nå og danne sig et reelt indtryk (for så ville de fleste nok se igennem facaden). Dvs. at armbevægelserne overdrives eksponentielt, og foruden Rammstein har jeg aldrig set så meget ild... Publikum er nu, trods ovenstående, ganske godt tilfredse.

Ironisk er det i sandhed når ”The Sound Of Silence” coveret af Simon & Garfunkel står som aftenens bedste indslag – og med hele ligaer over alt andet, ikke mindst. Dét sidder lige i skabet, og hårene rejser sig fra armene. Royal Arena er kortvarigt henlagt i en bobbel, og det er lige som det skal være fra start til slut. Og håbet anes da også når den glimrende ”Inside The Fire” efterfølgende leveres med en pondus der siger spar to, imens scenen ganske passende er badet i ild. Draiman virker endelig til at tro på sig selv.

Kortvarigt, i hvert fald. For derefter præsenteres en ny sang, hvor man så kan undre sig over rækkefølgen: nu var publikum for alvor kommet op i gear, og så sættes farten brat ned igen. Momentum er tabt, uagtet at de mange lys i luften er betagende som altid. Herfra er det ellers fuld knald på hitparaden med ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og endelig ”Down With The Sickness” (der alle dage udelukkende har haft et godt omkvæd, samt en mindeværdig intro) – men det er for letbenet præsenteret, ligesom det var tidligere. Cirkelpit og delvis fællessang under sidstnævnte gør ikke den store forskel.

Så... Hvor ender vi... Midt i det hele. Hverken mere eller mindre. Disturbed kan med fordel lægge sig selv i graven igen, hvis ikke Draiman gider det længere. Forhåbentligt er det blot en off-day på en lang tour. Alt i alt; med et engageret band, foruden forsanger, et fint publikum, rimelig god lyd, og et godt visuelt show – sat overfor en ugidelig forsanger, der hverken kunne eller ville, og som bærer 90 % af musikken... Kun det smukke cover redder for mit vedkommende aftenen fra at være under middel. Måske er jeg for hård, og i så fald kan du lægge en halv eller hel stjerne til efter forgodtbefindende. 
3/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Eye Of The Storm
2) – Immortalized
3) – The Game
4) – The Vengeful One
5) – Prayer
6) – Liberate
7) – The Animal
8) – Stupify
9) – The Sound Of Silence (Simon & Garfunkel cover)
10) – Inside The Fire
11) – The Light
12) – Stricken
13) – Indestructible
14) – Ten Thousand Fists
15) – Down With The Sickness
Kilde: www.setlist.fm

Avenged Sevenfold:
Der er nu ingen tvivl om hovednavnet. Stil over substans, når jeg at tænke da de 10 (!) storskærme aktiveres, og titelsangen fra det sidste album påbegynder. Midterdelen af storskærmene peger endda ud mod publikum, og scenen er nu gigantisk i størrelse: der er ikke sparet på noget. Lyden viser sig også hurtigt fra sin bedste side efter de første sanges småteknikaliteter er fixet. Okay, forsangerens vokal er i den lave ende, og jeg kan ikke helt regne ud af om det er teknikkens skyld.

Det er for så vidt heller ikke så vigtigt. Publikum tager imod samtlige bandmedlemmer med kyshånd, og der afveksles mellem nyt og gammelt, hvilket sikrer en god balance. Jeg bliver til gengæld nødt til at kommentere på de enkelte i bandet: forsangeren har solbriller og omvendt kasket på – indenfor. Under hele showet: aka det vildeste douchelook. Bassisten har OGSÅ solbriller på til at begynde med... de ryger dog heldigvis hurtigt af. Trommeslageren gør det for så vidt fint, og der tæskes igennem. Men samtlige i bandet, foruden forsangeren, ligner nogen der bare ikke gider være her. Jeg mistænker endog den ene for at være skæv, for så dødt et blik har jeg da sjældent oplevet – ikke at, det at være skæv som udgangspunkt er skidt, men det forstærker her blot hvor fraværende manden virker.

Publikum er dog på nuværende tidspunkt så fulde, eller slet og ret ligeglade, at det ikke ser ud til at røre nogen. Men ærlig talt: det er simpelthen alt, alt for rutineret til at jeg bliver betaget. Det musikalske er hverken til eller fra, og et band uden engagement er næsten ligegyldigt. Det skal dog nævnes, at forsangeren (selv med hans douchelook) giver den god gas, og tydeligvis gerne vil både festen og publikumskontakten. Så er det jo heldigt at det visuelle, derimod, er enormt imponerende. De to midterste skærme viser sig at være en kvadratisk firkant, da den inde i sættet svæver et godt stykke ud mod publikum og bliver ”stående” over forsangeren. Eller også hælder den til siden, og dette alt imens alle skærmene kontinuerligt kører diverse billeder og videoer. Der er hele tiden noget at kigge på.

Så sådan kan det køre en rum tid: en kedelig, men dog velspillet, præstation, og med glimrende visuelle elementer. I ”Almost Easy” er der imidlertid en snert af opbrydelige rammer, da forsangeren (forgæves) forsøger at lokke bassisten til at synge. Det lykkes ikke – men så står publikum til gengæld klar. Efterfølgende er der en instrumental overgang til ”Planets”, hvor en gigantisk dukke-astronaut løftes op bagerst på scenen, mens kvadraten igen hænger over scenen. Og så når vi efterhånden til encore, der trækker tråde tilbage til de ”gode, gamle dage”, og dét holder altså hele vejen. Ikke mindst er den spøjse ”A Little Piece Of Heaven”, man vel næsten kan kalde for Avenged Sevenfolds ”Bohemian Rhapsody”, et kærkomment valg. Derfra er det en glimrende afslutning med knald på i form af ”Unholy Confessions”, det eneste nummer fra bandets 2. album.

Opsummeret, så er det en middelmådig præstation – det er mere godt end skidt, men ikke meget. Publikum så ud til at nyde det (dem der stadig stod tilbage da det var slut, i hvert fald), og med både god lyd og lys kan man nå langt. Alligevel trækker det gevaldigt ned når 3/5 af bandet ikke gider. Det må ende på aftenens bedste karakter – ikke at det er imponerende. Avenged Sevenfold, det her kan I gøre bedre. Det skal I faktisk, når I er spået til at være det næste store. Prøv igen om nogle år, og så kigger vi på det, ikke?
3½/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Paradigm
5) – Buried Alive
6) – Angels
7) – Nightmare
8) – God Damn
9) – Almost Easy
10) – Warmness On The Soul
11) – Planets
12) – Acid Rain
Encore:
13) – Bat Country
14) – A Little Piece Of Heaven
15) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2016: Deftones

Et af festivalens hovednavne er Deftones, og samtidigt årets bedste repræsentant for metalgenren. Det giver mening at sammenligne med Faith No More der sidste år erobrede Tinderbox, da der her er tale om (endnu) en gigant indenfor den alternative metal – også bedre kendt som nu-metal i bandets yngre dage. Siden da har Deftones rykket sig ganske markant ift. deres musikalske udtryk.

En kortvarig intro skyder fornøjelserne i gang, og bandet træder uhøjtideligt på scenen. De er på, ikke mindst energiske Chino og bassisten der gladelig benytter sig af scenens gavmilde størrelse, mens guitaristen som et modspil næsten står plantet til jorden, fuldstændig introvert. Publikum er i dén grad også med på at holde en fest, så hvad holder det tilbage? 

En rodet lyd og en for lav volumen, simpelthen, hvor især vokalen drukner, eller i bedste fald svinger ganske meget, så skulle man ikke befinde sig helt foran scenen, skal man anstrenge sig for at fange lyrikken. Som den næste times tid forløber bliver lydkvaliteten desværre kun en snert bedre, og jeg ærgrer mig i samme omgang over at dette ikke foregår i mørket, for lysshowet kunne have gjort deciderede vidundere. Hele seancen virker som en dårlig genindspilning af bandets optræden på Roskilde i 2014; der kæmpes bravt, det gør der virkelig, men alas – nu for anden gang må jeg se det præcist samme scenarie udspille sig foran mig. Deftones vil så gerne, men lyden er bare ikke med dem, i hvert fald ikke hvor jeg står placeret.

Det skal naturligvis siges at det sandsynligvis ikke har været samme oplevelse for alle, for der var helt enormt god stemning kun få rækker foran mig, og publikum der jublende hoppede rundt, moshede og sang med – og det er svært ikke at føle sig underholdt når både band og publikum vil festen. Ligesom med Faith No More kan jeg ikke ærligt påstå at jeg forstår musikken; det er bare ikke min kop te. Men det er sådan set ligegyldigt, og selvom jeg har brugt meget spalteplads på at bedrøve den ærgerlige lyd, er det ligeså vigtigt at understrege at alt andet fungerede til topklasse. Selv sætlisten var enormt godt skruet sammen, hvor ”Around The Fur” var enormt velrepræsenteret, selvom det kan undre at kun ”Prayers/Triangles” fra ”Gore” sneg sig med, men skidt nu med det. Jeg mener, bare de to sidste sange, hvor Deftones trak på deres debutalbum komplet med Chino der rappede, et publikum der gik helt amok, og hvor lyden endelig var som den skulle være, er tre stjerner lige dér. Hvis det bare havde været sådan hele tiden. Hvis bare teknikken havde leget med, så havde det i særklasse været en suveræn koncert.

Sætliste:
1) – Rocket Skates
2) – My Own Summer (Shove It)
3) – Be Quiet And Drive (Far Away)
4) – Swerve City
5) – Rosemary
6) – Diamond Eyes
7) – You've Seen The Butcher
8) – Prayers/Triangles
9) – Digital Bath
10) – Knife Prty
11) – Change (In The House Of Flies)
12) – What Happened To You?
13) – Around The Fur
14) – Rickets
15) – Headup
Encore:
16) – Bored
17) – Engine No. 9
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Faith No More - Tinderbox 2015

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke forstår Faith No More. Jeg forstod dem heller ikke tilbage på Roskilde i 2009, og jeg er ikke blevet meget klogere efter denne omgang.
Det er en pyntet scene fyldt med blomster, såvel som jazzet baggrundsmusik, der byder bandet velkommen uden den ellers vante konferencier ved alle tidligere koncerter. Faith No More går ligeledes på uden nogen form for fanfare eller intro, og er alle klædt i hvidt, så de mest af alt ligner et bryllupsband. Selv roadies og kameramænd har hvidt tøj på.

Det er nu begyndt at regne efter en hel dag fyldt med solskin, og Robbie Williams er ved at gøre sig klar på Rød Scene – det er sandsynligvis derfor at så overraskende få er til stede. Selv i pitområdet er der masser af plads. De forsamlede er en blanding mellem fans og nysgerrige lyttere, og det er primært den første gruppe der er virkelig på. 
Lyden er udmærket, men med en anelse for meget rungende bas, der dog rettes hurtigt op på. Lysshowet er til en begyndelse kedeligt, men det bliver bedre som tiden går.

Mike Patton er en ting i sig selv, selvom han i begyndelsen ikke virker synderligt inspireret – okay, måske skal han og resten af flokken bare lige i gang, for der går ikke længe før band og publikum ser ud til at have fundet hinanden. Der kommunikeres nu også aktivt fra scenen, og Mike Patton bliver f.eks. fascineret af vores ”flotte regnslag”, og straks derefter bliver der fra publikums hånd kastet flere af disse på scenen – det er efterfølgende til stor morskab at frontmanden ikke kan finde ud af at få den på.

De nye sange fra ”Sol Invictus” vikles uden problemer ind imellem de ældre skæringer, og der kommes godt rundt i bagkataloget – og egentlig forløber koncerten de næste 80 minutter uden de store anslag. F.eks. ankommer hits som ”Epic” og ”Easy” midt i sættet. 
Dette show giver derfor associationer til Primus for kun to uger siden, da begge er alt andet end i imødekommende – der gives ikke køb på noget, og hvis man er uforstående, så må det være sådan. Det er undertegnede i dette tilfælde, men udover den anelse sløve start er der ikke andet beklage sig over. Jo, måske kunne det have været federe på Roskilde, men sådan blev det som bekendt ikke. 

Sætliste:
1) – Motherfucker
2) – Be Aggressive
3) – Caffeine
4) – Evidence
5) – Epic
6) – Black Friday
7) – Ricochet
8) – Midlife Crisis
9) – Get Out
10) – Easy (Commodores cover)
11) – Separation Anxiety
12) – Spirit
13) – King For A Day
14) – Ashes To Ashes
15) – Superhero
Encore:
16) – Matador
17) – We Care A Lot
18) – I Started A Joke (Bee Gees cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Primus - Copenhell 2015

For undertegnede er amerikanske Primus (endnu) en fantastisk booking på Copenhell, men samtidigt var det noget af et sats at placere dem som fredagens headliner; det skulle dog vise sig at Primus leverede et skørt, men samtidigt fænomenalt show – muligvis festivalens bedste.

Men inden Primus overhovedet kommer til syne, er der tre storskærme og to gigantiske oppustede svampe at spotte på scenen (svampene viser sig både at skifte farve og blinke i takt til musikken). Da det hele begynder på slaget er det til en klezmer-agtig intro og syret lys, før storskærmene begynder at fremvise underlige klip, som f.eks. den animerede serie Salad Fingers, eller en silhuet af en elefant der hopper i en trampolin. Det er lige så syret og meningsløst som forventet.

Primus handler dog i allerhøjeste grad om deres frontmand og legendariske bassist, Les Claypool. Det er da også hans fingerspil der ligger i forgrunden af lydbilledet, men faktisk står det hele i stjernernes tegn, da lyden er knivskarp, og de tre medlemmer klart og tydeligt både kan høres og adskilles fra hinanden.

Det viser sig altså hurtigt at Primus ingen problemer har med at fylde området omkring Helviti ud, og en del oppe foran dyrker da også Les Claypool som et idol; ved hver eneste solo – og der er mange – lyder der jubelbrøl fra mængden. Sommetider kan man høre en del i fællesskab udbryde ”Les, Les, Les!”, og nogle danser endda også, hvor umuligt det end måtte være til de rytmer.
Primus selv er nogle cool fyre, og så tilbagelænede at det er til at blive grøn af misundelse over. Det er tight, og alligevel improviseres der ofte en solo eller et udvidet stykke til nogle af numrene. Les selv ser slet ikke ud til at behøve at koncentrere sig, og da han i ”Mr. Krinkle” tager en grisemaske på bliver det først mærkeligt. Manden behøver ikke engang tale til os, men vælger at gøre det af og til alligevel, som regel til spredte grin fra forsamlingen.
Undertegnede smider en finger i luften til det ellers kolde vejr, og er helt og aldeles tryllebundet.

Og sådan fortsætter det spøjse foretagende i ca. 1 time og 15 minutter. I aften har Primus valgt et sæt fyldt med ”hits”, og jeg tror ikke én eneste fan er gået skuffet hjem. 
Men hvad der virkelig gør dette så specielt er, at Primus aldrig behøver at gå på kompromis. Det er fuldstændigt kompromisløst, også selvom det mest er populære sange der luftes. Her er ingen leflen for laveste fællesnævner; og det er bestemt ikke for alle. Folk må tage imod det eller gå – og folk bliver hængende, i det store og hele.

For Primus kan deres kram. De er absurd dygtige musikere, og fifler med mærkværdige sangstrukturer, sorte tekster og frem for alt en eksperimenterende og ”fri” tilgang til det at lave musik, som, indrømmet, sommetider kan være for grænsesøgende på plade til at det er interessant for lytteren. Det er på ingen måde tilfældet denne aften, hvor næsten alt virker til at gå op i en højere enhed. Det er svært at forklare præcist hvad det er og hvorfor det er så godt, men, for satan, man kan kun have respekt for dette foretagende. Kom igen så hurtigt I kan.
5½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Those Damned Blue-Collar Tweekers 
2) – Last Salmon Man 
3) – Wynona's Big Brown Beaver 
4) – Southbound Pachyderm 
5) – Oompa Loompa (Leslie Bricusse & Anthony Newley cover)
6) – Jilly's on Smack 
7) – Mr. Krinkle 
8) – Too Many Puppies 
9) – Mr. Knowitall 
10) – American Life 
11) – My Name Is Mud 
12) – Over the Electric Grapevine 
13) – Jerry Was a Race Car Driver
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Kreator_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Red Fang_2
  • Forfatter: Jill
  • Pretty Maids_5
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed