fbpx

Mono, Alcest, pg.lost - Lille Vega

Colossal har for alvor markeret sig på den alternative rock/metal scene, ikke mindst med det veludførte A Colossal Weekend tilbage i maj måned med navne som Cult Of Luna, Pelican og Russian Circles. Denne aften har de samlet noget af en trekløver i form af de to co-headlinere Mono og Alcest, foruden supportbandet pg.lost, der også optrådte til førnævnte weekend. På papiret så det godt ud – men hvordan gik det så?

pg.lost:
Ganske godt, for at svare på ovenstående spørgsmål. Svenskerne i pg.lost åbner ballet med manér, og da de går på er Lille Vega rimelig velbesøgt, men med plads til mere, som der da også kommer ud på aftenen. Post-rock handler i særdeles ikke om at give den fysisk gas på scenen, og styrte rundt som en sindssyg, snarere det modsatte, og der skal ikke mere end et par toner til før publikum opmærksomt lytter med. Høfligt, afmålt, og uden den store visuelle begejstring, men den skal nok komme når bandet bliver større.

Det musikalske udtryk er storladent og melodisk. Jeg synes både God Is An Astronaut og Mogwai kan mærkes, og til at underbygge det er der også glimrende lys. pg.lost selv er velspillende, og semi-aktive på scenen, hvilket er skønt at være vidne til. Igen, det er ikke fordi de kaster sig rundt på scenen, men hovederne bopper, og der er følelser med, så det giver en god dynamik. Reelt er det kun en papirtynd lyd (ikke mindst trommerne), og en fuldstændig mangel på bas, der trækker ned – men som dog også trækker en del ned, for man mangler simpelthen at blive blæst tilnærmelsesvis bagover. Ellers er det en perfekt opvarmning, og alle ser ud til at være klar til Alcest. 4/6 stjerner.

Alcest:
Salen er en halv time senere fyldt næsten helt ud, og publikum er tydeligvis mere begejstrede end tidligere – faktisk bliver det kun bedre, som tiden går. Alcest har nu også i gennemsnit været forbi København en gang om året de sidste tre år, så en vis fanbase er blevet bygget op.

Det er synd, så, at lydproblemerne fra tidligere ikke er blevet løst; der er nu både for meget diskant, så det skærer i ørerne, og en mudret lyd, ikke mindst i de blackmetal-lignende stykker Alcest også opererer med. Lyden er også stadig for tynd, så man mangler noget saft og kraft. Til gengæld er bandet meget mere snakkesalige; med det mener jeg at de rent faktisk siger tak imellem flere af sangene, samt præsenterer en titel hist og her, gerne med positive råb fra publikum til følge.

Ellers er ”alt andet” som før; sprødt lysshow, engageret band, publikum nyder det – og med et show på en time og et kvarter, er der så nogen der føler sig snydt? Det tror jeg ikke. 4½/6 stjerner.

Mono:
Vi er nået til aftenens sidste forestilling, og jeg kan allerede gætte at det bliver en sen tirsdag – først 22:45 går det japanske band på scenen, og lægger en anden stil for dagen; her er ingen publikumskontakt, overhovedet. Det er kun musikken der tæller, og som navnet lægger op til, er udtrykket meget... ja, monotont.

Det er derfor, i min optik, ikke nær så spændende et musikalsk møde. Publikum er tilfreds, og der er bestemt både smukke og tyste momenter, eller i den helt anden grøft, hvor et par af medlemmerne nærmest kaster sig febrilsk rundt på scenen – men det bliver for ensformigt, og for prætentiøst; unødvendigt lange slutninger uden et peak, og insisteren på ikke at sige ét ord... og lige pludselig føles en time og kvarter for langt. Folk begynder også at falde fra, men det kan ligeså vel skyldes det efterhånden sene tidspunkt, så det faktum skal ikke ligge Mono til last.

Lyden trækker dog ned, for den er stadig ikke blevet fixet. Der mangler bund, og trommerne er både tynde og uklare. Mono spiller ufortrødent videre, og de der bliver tilbage, hvilket er et ca. halvt fyldt Lille Vega, virker tilfredse. Jeg selv mangler noget, men går ikke derfra utilfreds, bare... ikke særlig berørt, hvilket jo ellers er meningen. 3½/6 stjerner.

Læs mere...

Alcest, Hexvessel, The Fauns

Sidste torsdag i januar måned bød Beta på Amager op til lidt af et tilløbsstykke. De franske Pitchfork darlings fra Alcest gæstede de stemningsfulde rammer og det sammen med det finske band Hexvessel og engelske The Fauns. Koncerten var meldt udsolgt allerede en god tid før datoen, hvilket om noget vidnede om interessen for de tre bands. Af en person, der tager til en del koncerter, var det også tydeligt at se, at aftenens show talte til en langt bredere kam, end undertegnede ellers ser normalt. Der var alt lige fra hipster typen tillokket af de fine ord skrevet i Pitchfork, til det mondæne metalpersonage. En bred forsamling, der alle havde det tilfælles, at en fremragende aften stod dem i vente.

 

The Fauns

Det britiske band med den lille karismatiske forsanger Alison i front, startede aftenen. 45 minutters spilletid havde det karismatiske støj indierock band fået tildelt. 45 minutter der primært var præget af en vokal, der desværre synede hen i den lækre støj. Nuvel, det er nu engang sådan bandet lyder, men det havde pyntet at give vokalen et enkelt hak op. Første på det ganske fine nummer ”With You” formåede bandet at ramme et fornuftigt niveau mellem vokal og støj. Ærgerligt for bandet fremviste ellers masser af kvalitet, til trods for det ikke så overraskende stillestående scene show. Det er nok i overkanten at kalde det showgazer, hvor bandet i stedet virkede til at leve sig ind i hvert enkelt nummer. En stærk faktor, der uden tvivl var med til at højne oplevelsen af aftenens første band. Da The Fauns ramte scenen, havde en god del fundet frem til det varme skær foran scenen. Halvt fyldt satte bandet i gang og formåede da også at hive flere til. Men de 45 minutter blev for meget og homogeniteten numrene imellem, er simpelthen for høj. Koncerten flød ud i et og havde reelt kun får virkelige højde punkter, her i blandt den tidligere nævnte ”With You” samt ”Lovestruck”.

Samlet set spillede The Fauns en udmærket koncert, der dog aldrig kom i nærheden af rigtig at nå topniveau.  4 ud af 6.

 

 

Hexvessel

Et kvarters tid efter The Fauns havde forladt scenen ramte den finske band scenen. Genren skulle eftersigende være psykedelisk folk rock og det er måske også en meget fin betegnelse. Det lød i hvertfald som et mix af sen 60’er og 70’er rock med et twist af folk. Til forskel fra The Fauns, havde forsanger Mat McNerney absolut ingen problemer med at fremføre hans lyrik så den kunne høres. I det hele taget stod Hexvessel ganske stærkt på scenen hvor det kun var enkelte strøg på violinen og få trut i trompeten, der til tider druknede. Vi kom bredt omkring i den finske folkflora i det 45 minutter bandet stod på scenen – 45 minutter hvor bandet formåede at fremvise en om noget fin profil. Musikken virkede dragende og i kombination med atmosfæren i Beta, fremførte Hexvessel en koncert, som på daværende tidspunkt kunne ses svær at overgå.

Helt gennemført blev det dog ikke. Til trods for den dragende mystik i numrene, havde bandet svært ved at holde på publikum igennem hele koncerten. Diversiteten blandt publikum var muligvis årsag. Det være sagt forsatte Hexvessel en koncert, der allerede var blevet startet godt. 5 ud ag 6.

 

Alcest

Herefter var det blevet tid for aftenens hovednavn. Ikke overraskende var Beta ganske proppet da klokken slog 22 da bandet med Neige i front startede deres del af en i forvejen vellykket aften. Alcest skulle vel egentlig bare gå ind og trykke på de rigtigt knapper hos publikum for at sikre en sejer. Men det gjorde bandet ikke. I stedet trykkede de på alle knapper muligt og ente med ikke bare at sikre en sejer, men også gøre det på indlevende vis. Den stemning og mystik der er at finde på bandets udgivelser var at finde i Beta. Rummet emmede af forventninger, gåsehud og stemning fra første tone blev slået an til koncerten sluttede – også selvom der var små tekniske udfald. Der var mange højde punkter og kun få skuffelser.

For undertegnede startede koncerten dog lidt trægt. ”Opale” og ”Summer’s Glory” er begge gode numre, men vi skulle helt frem til tredje nummer, ”L’eveil des muses” opfulgt af ”Là où naissent les couleurs nouvelles” før det rigtig rykkede.  Alcest leverede tight og godt. Ud af mange højdepunkter må jeg fremhæve farvoritterne ”Percées De Lumière” og ”Autre Temps”. Det var en ren fornøjelse – hvilket ikke kun gør sig gældende for de to numre, men for hele koncerten. Publikum tog pænt imod, men som ved Hexvessel begyndte det at tynde ud i salen efter de første 45 minutter. Jeg kan ikke lade vær med at tænke ”hvorfor”? Det var en smuk musikalsk oplevelse og selvom jeg muligvis ikke er enig i Pitchforks forherligelse af bandet, var der rig grund til at blive. Men nogen gange er det måske bare sjovere at læse om hvor fedt et band er end at høre dem?

Alcest spillede årets på nuværende tidspunkt bedste koncert for undertegnede. 5 ud af 6.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed