fbpx

Entombed A.D - Voxhall

Dette var en aften som jeg havde set frem til i utrolig lang tid. Entombed A.D var endelig vendt tilbage til landet, og det var vi en del som var ekstatiske over. Jeg har lyttet til bandets musik siden jeg var 12-13 år gammel, og de har haft en stor indflydelse på mit liv. Specielt de tre første plader lytter jeg stadig relativt ofte til. Efter noget bøvl med tidligere medlemmer endte det med at LG-Petrov og andre medlemmer af bandet valgte af danne Entombed A.D. Jeg har set bandet to gange før, hvor det hele bare har været et par nye sange og så resten består bare af gamle Entombed klassikere. Men kunne denne aften være lige så fed som alle de andre gange?

 

Morbid Evils
På Voxhall er der nok plads til en 500-700 mennesker. Det står der i hvert fald på deres hjemmeside. Det første band Morbid Evils gik på scenen til måske 15 til 20 mennesker. Genren bandet spiller er Sludge, og som har Rotten Sound frontmand Keijo Niinimaa på vokal og guitar. Det var lidt af en skam at der var så få mennesker mødt op, da musikken egentlig var virkelig fed. Meget i samme boldgade som bands som Eyehategod og Crowbar. Lyden var god, og volumen var høj. Næsten så høj at man kunne høre rumklang inde i den næsten tomme sal. Men alligevel endte det med at blive noget af en positiv oplevelse. Jeg synes ikke på noget tidspunkt at deres koncert blev kedelig eller alt for monoton. Det er Sludge lige præcis som jeg kan lide det. Helst super smadret, tungt og råt. Det, som nok var mest imponerende for mit vedkommende var, at de ikke havde nogen bassist men alligevel formår de at lægge den tykke og dybe ende i deres musik. Morbid Evils var en ganske udmærket opvarmning, og det bliver nok heller ikke sidste gang jeg kommer til at se dem live igen, hvor forhåbentligt publikum fremmødet er ikke nær så sløjt.
Karakter: 3½ ud af 6

 

Lord Dying
Andet band på scenen i aften var Lord Dying fra USA. Første gang jeg nogensinde hørte om bandet var, da de opvarmede for Cancer Bats sidste år til deres koncert i København, som jeg ikke kom til alligevel. Men jeg havde dog ingen forventninger, da jeg aldrig har hørt deres musik før. Bandet gik på scenen og virkelig begyndte at give den gas, og højt var det. Der var heldigvis kommet lidt flere mennesker ind i salen, og der var slet ikke ligeså tomt som til første band. Men alligevel synes jeg at jeg mistede interessen meget hurtigt. Jeg synes det blev kedeligt og alt for ensformigt. Efter et kvarter gav jeg lidt op og satte mig ind i baren og ventede på at næste band skulle gå på.
Karakter: 2 ud af 6

 

Voivod
Et noget så legendarisk band som Voivod er noget af et scoop. Jeg så bandet på Aalborg Metal Festival sidste år, og der efterlod de ikke det største indtryk på mig, men alligevel valgte jeg at forblive optimistisk og tænkte, at alle bands kan have off-days. Bandet gik på scenen, og nu var der en del flere mennesker. Bandet begyndte at spille og spilleglæden var til stede, men publikum følte den godt nok ikke. Forsanger Snake prøvede så inderligt at få gang i publikum, men det virkede som en ret umulig opgave. Specielt hvor han bad publikum om lave noget larm, hvor de måske skreg i 2 sekunder og så døde det bare fuldstændig ud. Jeg følte virkelig med bandet da de virkelig prøvede, og det blev sgu en smule halvpinligt for bandet. Jeg tror ikke at Voivod nogensinde kommer til at være noget for mig.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Entombed A.D.
Nails, Full Of Hell, Black Breath og All Pigs Must Die. Alle de bands har en ting til fælles. Og det er et Entombed har været en kæmpe inspirationskilde. Endelig stod de klar på scenen og klar til at halshugge Århus. Allerede efter et par nye numre fik vi numre som Eyemaster, Living Dead, Stranger Aeons satte standarden højt. Endelig efter en lang aften var publikum ved at tø op, og horn røg i vejret og håret begyndte at svinge. Et fedt øjeblik var, da Keijo fra Morbid Evils blev hevet ind på scenen til at synge med på nummeret Out Of hand. LG og Niinimaa var et godt vokal match, og det gjorde sangen endnu federe. Forsanger LG-Petrov var lalleglad som altid, og han var god til at underholde publikum og tog gerne imod øl fra flere i publikum. Vi fik også en del nye numre som Dead Dawn, The Winner Has Lost og Waiting For Death, som også gik direkte ind hos publikum og satte gang i en lille men hyggelig moshpit. Jeg følte mig næsten helt nostalgisk da jeg hørte de gamle numre, og specielt da vi fik serveret numre som Wolverine Blues og den evigt fantastiske Left Hand Path. Efter de sidstnævnte nummer gik bandet af scenen, men kom tilbage og spillede den fede Chief Rebel Angel. Vi fik serveret 2 eller 3 ekstra numre til, og det var en perfekt afslutning på en meget lang aften. Det var første gang jeg har set en headliner koncert med bandet, og det er uden tvivl den bedste gang jeg har set dem live og jeg glæder mig allerede til næste gang!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Dinosaur Jr - Voxhall

Det var igen en af de gange hvor jeg bevæger mig utrolig meget ud af min normale comfortzone. Dinosaur jr er et af de bans som banede vejen for Indie Rock, Noise Rock og var et stort hit på den alternative rockscene tilbage i 90’erne. Jeg har dog ikke stiftet bekendtskab med deres musik, men jeg tænkte at det var en god afveksling fra alle de metal shows som jeg havde anmeldt på det seneste. Men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Wild Style Lion

En måned eller to før koncerten havde Voxhall bedt publikum om hvilket lokalt upcoming band skulle opvarme for Dinosaur Jr. Hele Facebook gik helt amok og kom med en masse gode bud på hvem det skulle være. Det endte så med at blive ingen af dem, da Wild Style Lion blev offentliggjort som direct support for på deres Europa turné. Deres musik kan vel beskrives som abstrakt Noise musik. Det var to mænd som stod på en scene og spillede mærkelig musik. De spillede noget fra deres seneste EP, hvor Kim Gordon fra Sonic Youth har medvirket. Der var utrolig blandede følelser da man så bandet, da jeg virkelig ikke vidste hvad jeg skulle synes om det. På nogle punkter var det meget innovativt og spændende. Og så var der andre gange hvor det hele begyndte blive alt for forvirrende og uudholdeligt. Jeg synes at deres koncert skabte mere forvirring end det gjorde glæde af musikken. Der var selvfølgelig nogle få fede øjeblikke i musikken, men det var ikke noget som blev mindeværdigt på noget tidspunkt. Det blev sgu aldrig mere end en okay koncert.

Karakter: 2½ ud af 6

 

Dinosaur Jr

Som jeg læste i en anden anmeldelse, at det virkede mere som Dinosaur Senior end det var Jr, da bandet entrerede Voxhall denne torsdag aften. Tre mænd som var vel godt på vej til de halvtreds år. Jeg havde på forhånd slet ikke hørt noget af deres musik, så forventningerne var lave. Jeg endte så med at blive positivt overrasket. Der stod ude ved hoveddøren, at koncerten ville være meget høj lydmæssigt. Det var egentlig meget godt beskrevet, da forsanger/guitarist J Macsis stod foran tre kæmpe forstærkere, og foran sig stod der endnu en forstærker. Bandet begyndte at spille, og lyden var intet mere end fantastisk inde i salen. Publikum var begyndt at strømme til inde i salen, og der var ret godt fyldt op da det endelig startede. Sætlisten havde mest fokus på deres seneste par udspil, hvor man godt kunne se at publikum virkede lidt halvt forvirrede, specielt de fans som var kommet for at høre det gamle. Men for mit vedkommende gjorde det ikke så meget. Jeg synes det var fedt, og stemningen var også virkelig god i salen. Eftersom jeg ikke har set bandet før, så ved jeg ikke om det er normalt til alle deres shows, men de virkede utrolig introverte på scenen. Macsis sagde næsten intet i løbet af aftenen. Det virkede lidt off til tider, da der ikke var så super meget kontakt med publikum, men alligevel gav det musikken lov til at udfolde sig til det maksimale. Jeg synes aldrig at koncerten ramte det tidspunkt hvor det hele bare var fantastisk. Det blev vedligeholdt ved omkring hvor det hele bare virkede fedt. Der var også et specielt øjeblik hvor bandet hev to roadies med på scenen, hvor der lige pludselig var 2 guitarister og to trommeslagere. Det satte lidt af en dæmper på oplevelsen, da det andet trommesæt ikke havde mikrofoner på, så det var lidt meningsløst, men sjovt var det at se. Bandet forlod scenen og kom tilbage efter et øjeblik for at spørge publikum, hvilke sange vi ville høre, og Fury Little Things blev spillet, som var efterfulgt af et andet nummer, og så var det tak for i aften. Dinosaur Jr var en fed oplevelse, og det var en god afveksling i stedet for al det metal, som jeg har hørt på det seneste. Alligevel lod bandet den store oplevelse blive derhjemme, men en ganske fed aften var det i den grad, og det er i hvert fald ikke sidste gang jeg tager ind og ser Dinosaur Jr.

Karakter: 4½ ud af 6

Læs mere...

Obituary, Exodus - Voxhall

Det var noget af et scoop af Voxhall at de fik Battle Of The Bays touren til Århus. To fantastiske bands som Exodus og Obituary er ikke fremmede i Århus og har spillet her en del gange før, men aldrig på Co-headliner tour. Jeg var mest spændt på Obituary, da de efter min mening er det næstbedste dødsmetal band i verden, og jeg har set dem to gange før, hvor det har været intet mindre end fantastisk. Men alligevel viste det sig, at jeg blev overrasket denne aften, da det ikke var Obituary som lød afsted med sejren.

 

King Parrot
Første plade jeg nogensinde anmeldte var King Parrot. Jeg var godt nok ikke imponeret over deres lyd på pladen, men live var det en helt anden sag. Bandet tonsede rundt på scenen fra start til slut. Der har også været meget hype omkring bandet og det velfortjent. Forsanger Matthew Young er født til at stå på en scene og skrige sin hals til blods, imens hans shorts hænger lidt for langt nede og han viser sin røv til publikum til hvert øjeblik, han har muligheden for det. Når det så er sagt, så er intensiteten fuldstændig på det maksimale fra start til slut. Masser af blastbeats og super hurtige og tunge rytmer. Jeg fik næsten dårlig samvittighed over at jeg ikke kunne lide deres plade tilbage for tre år siden. Jeg synes at King Parrot leverede en mega fed opvarmning, og jeg vil begynde at lytte mere til dem efter jeg er blevet overbevist om at de en force, som man ikke kan undslippe indenfor den ekstreme undergrund.
Karakter: 4½ ud af 6

 

Exodus
Gudfædrene af Thrash Metal var nu endelig klar til at rive godt og grundigt rundt i publikum. Med Steve ”Zetro” Souza tilbage i front kan man ikke forvente andet end et gammeldags Exodus sæt. Gary Holt havde desværre travlt med at være guitarist i Slayer, så Kragen Lum har været stand-in guitarist på touren. Allerede fra start eksploderede pitten, og der var ingen nåde at finde i lokalet. Tom Hunting i en alder af 51 er et levende eksempel på en trommeslager, som stadig kan sit præg selvom han er oppe i årene. Numre som Blood In Blood Out, Body Harvest, fra deres seneste udspil viste sig også at fungere fantastisk. Selvom folk råbte på numre som Strike Of The Beast og The Toxic Waltz som vi selvfølgelig fik serveret på et guldfad senere hen på aftenen. War Is My Shepherd var nummeret som blev dedikeret til Lemmy, og pitten eksploderede igen og der blev dømt til fællessang i salen. Bandet forlod scenen i et øjeblik, og vi fik den evige klassiker Bonded By Blood smidt i fjæset og alle de gamle Exodus fans og nye sang med på det ikoniske omkvæd. Bandet takkede af for i aften og at vi ses igen næste år med den kommende Exodus plade.
Exodus var en magtdemonstration uden lige. Jeg har aldrig oplevet så intens en koncert indenfor Thrash Metal genren, og Exodus har i den grad taget første pladsen!
Karakter: 6 ud af 6

 

Obituary
Obituary, din gamle skøge hvor har jeg dog savnet dig. Koncerten i aften var min tredje Obituary koncert, jeg skulle se, og man ved alligevel godt hvad man kan forvente af bandet. Tungt og groovy dødsmetal sange fra deres geniale bagkatalog. Numre som Chopped In Half og Intoxicated satte gang i publikum. Jeg synes i forhold til Exodus som var utrolig udadvendte og var gode til at snakke med pubilkum, så var Obituary det stik modsatte. Det virkede aldrig til at koncerten ramte det vilde højdepunkt, som man havde set alle de andre gange man har set bandet live. Selvfølgelig var det fedt at få hørt nyt materiale, og det gamle for den sags skyld, det er vi slet ikke i tvivl om. Jeg savnede lidt numre som The End Complete, Final Thougts, List Of Dead, som vi aldrig fik. Slowly We Rot er selvfølgelig et super fedt nummer, og det satte også et punktum for en fed aften. Introverte og rutineprægede Obituary gjorde det som Obituary gør. Jeg var tilfreds med koncerten, men alligevel bliver man efterladt med den følelse, at der var noget som manglede igennem koncerten.
Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Frank Carter And The Rattlesnakes, God Damn - Atlas

Jeg hørte første gang om Frank Carter, da han var frontmand for det britiske Hardcore Punk band Gallows. Han forlod bandet tilbage i 2011, hvor han efterfølgende gik i en mere poppet retning med bandet Pure Love. Han er heldigvis vendt tilbage til sine Punk rødder med sit nye band The Rattlesnakes. Jeg har havde tårnhøje forventninger til aftenens koncert, da jeg desværre missede dem på dette års Roskilde Festival, så lad os se om det levede op til mine forventninger.

 

God damn
Jeg vidste sgu ikke lige helt hvad jeg skulle synes om bandet God Damn. En smadret blanding af Punk, Noise, Garage Rock og Sludge. Jeg havde læst mange gode ting om dem før koncerten og det viste sig at jeg blev positivt overrasket. Hold nu kæft det var højt. Næsten uudholdeligt at holde det ud. Bandet gav den fuldstændig gas på scenen, og der var ikke noget øjeblik hvor de lod publikums trommehinder få en lille pause. Det var desværre så højt at lyden ikke helt var på deres side. Nogle gange var det svært at høre forsangeren, og deres synthesizer var også fuldstændig druknet i lydkaoset. Det var heldigvis ikke en dårlig oplevelse, men alligevel satte det lidt af en dæmper på oplevelsen. Jeg synes at God Damn leverede en fed koncert med masser af larm og ødelagte trommehinder.
Karakter: 4 ud af 6

 

Frank Carter And The Rattlesnakes
”This stage is your stage! Get the fuck up here!”. Det var et af de første ord Frank Carter skreg efter de åbnede med nummeret Trouble. Der var ikke så meget gang i publikum, men folk var rykket tættere på scenen, og de forreste par rækker var begyndt at svinge med håret og skrige med på numrene. Vi fik hørt et af de nyere numre fra den kommende plade Modern Ruin, som er nummeret som hedder Lullaby, men før nummeret gik i gang fik Carter alle fra publikum op på scenen og spillede nummeret imens han stod nede i salen og vi fortsat stod på scenen. Energi niveauet blev hævet yderligere da han spillede nummeret Juggernaut, hvor pitten begyndte og folk begyndte at hoppe og skrige med på teksten. I mellemstykket i nummeret fik Carter publikum til at løfte ham op i luften og bære ham ned til merchboden for at give en high five til ham der solgte merch. De to øjeblikke som virkelig var imponerende var, da Carter fik hele Atlas til at lave en circle pit rundt i hele spillestedet uafbrudt i et minut. Det andet var da nummeret Beautiful Death blev spillet, og han fik alle til at sætte sig ned og være stille. Det var utrolig imponerende, at se live videoer fra hans tid i Gallows, hvor det hele bare var et stort kaos, til at se ham som solo kunstner og få alle til at sætte sig ned og være stille. Han har så meget kontrol over sit publikum, at det næsten er skræmmende. Bandet tonsede hurtigt videre med numre som Snake Eyes, Devil Inside Of Me. Vi var nu nået til aftenens sidste nummer. Men før nummeret blev spillet, begyndte Carter at fortælle en sjov anekdote om alle hans bandmedlemmer og crew. Her blev der både snakket om diarré og stive peniser og chilier. I Hate You var aftenens sidste nummer, og der blev dømt til fællessang inde i salen. Lige da nummeret sluttede forlod Carter scenen ud i publikum og stillede sig nede i merchboden og stod der resten af aftenen. Frank Carter And The Rattlesnakes var en fantastisk oplevelse. Jeg var næsten tom for ord bagefter koncerten, da jeg aldrig har oplevet noget lignende. Til vi ses næste gang, Rattlesnakes!
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Born Of Osiris, Veil Of Maya - Atlas

Der var dømt Deathcore på en kolde lørdag i aften i smilets by. Det er dog ikke en genre jeg har beskæftiget mig så meget med de seneste par år, men alligevel er det en genre jeg lyttede meget til, da jeg var yngre. Aftenens pakke bød på alle mulige godter fra den spirende Deathcore scene, og jeg var spændt på at se hvad der var at byde på.

 

Black Crown Initiate
Aftenens første band var det, som skilte sig mest ud fra mængden og var aftens sorte får. Black Crown Initiate spiller Progressiv Dødsmetal, men alligevel var der også tydelige inspirationer af Doom Metal og Post-Rock. Det var bandets første gang i Danmark, så dette skulle nok blive spændende. Jeg har ikke hørt bandets musik på forhånd, og det vidste sig så at være grusom fejl for mit vedkommende. Storslået og teknisk er nok den bedste måde at beskrive deres musik på. Forsanger James Dorton havde en nærmest skræmmende personlighed på scenen, med den måde han skreg teksterne på. Trommeslager Jesse Beahler leverede utrolige trommerytmer, som både dækkede hurtigt og teknisk så virkede han til at han havde det nemmeste arbejde på scenen og fik det hele til at virke super nemt. Guitarist Andy Thomas, som vidste sig at være mere skæg end menneske, var også med på vokalafdelingen, og der var der heller ikke en negativ ting at sige. Black Crown Initiate leverede en super fed koncert, og det er i hvert fald noget jeg kommer til at lytte en masse til i fremtiden. Hvis jeg skulle komme med en negativ kommentar så er det nok, at bandet kun fik lov til at spille i 25 minutter. De kunne godt lige havde fået lov til at spille to til tre numre mere.
Karakter: 5 ud af 6

 

Volumes
Andet band på scenen i aften var Volumes. Igen var dette et ukendt navn under min radar, og det var nok også bedst at det forblev det. Bandet spillede måske op til fest, men det virkede en tand useriøst. Specielt efter at forsanger Myke Terry råbte ud til publikum ”Let me see your hands in the air, Copenhagen”.
Seriøst? At bandet ikke engang vidste hvilken by de var i, var utroligt pinligt. Det var sgu lidt svært at tage dem seriøst efter sådan en brandert. Jeg forlod salen langt fra imponeret, men alligevel var det godt at jeg ikke havde nogle forventninger til koncerten før jeg gik ind i salen.
Karakter: 1½ ud af 6

 

Veil Of Maya
Nu var det blevet tid til Veil Of Maya. Et bandnavn jeg har kendt i mange år, men har aldrig fået tjekket deres musik ud. Atlas var rimelig godt fyldt, og der kom lidt mere energi ud til publikum. Nu hoppede folk og mosh pitten var også godt i gang. Selvom de første par numre virkede fine nok, så synes jeg at det faldt meget hurtigt til jorden og blev kedeligt efter noget tid. Jeg var godt nok ikke særligt imponeret over Veil Of Maya, men alligevel var der nogle gode punkter i musikken men desværre ikke nok til at det blev til en særlig mindeværdig oplevelse.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Born Of Osiris
Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet, nemlig Born Of Osiris. Mange gode ting er der blevet sagt om denne Deathcore gruppe fra Chicago, så mine forventninger var høje. Bandet gik på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og bandet virkede klar til at spille op til dans. Allerede fra første strofe virkede det til at bandet havde publikum i deres jerngreb. Jeg var selv imponeret over hvor meget publikumkontrol de havde, men alligevel lidt inde i koncerten synes jeg at det blev kedeligt. Der var intet galt med lyden eller musikken, eller deres preformance. Der var bare et eller andet som jeg ikke kan sætte min finger på. Måske har det noget at gøre med at jeg ikke stod helt op foran sammen med alle de andre fra publikum, eller at jeg ikke har hørt særlig meget af deres musik. I forhold til de to forrige bands så synes jeg at Born Of Osiris gjorde det bedst. Der er måske mange som er uenige eller enige, men det er jo selvfølgelig også en smagssag. Jeg synes at det var okay koncert, men alligevel er det heller ikke noget som jeg kommer til at huske fremover.
Karakter: 3 ud af 6

Læs mere...

Dækning af Northside 2016

Vi er i fuld gang med årets festivals sæson, i disse dage er det Copenhell og Tinderbox som brager løs i henholdsvis København og Odense.

Men i den forgående weekend var det i Aarhus festen var på sit højeste med årets udgave af Northside.

Vores skribent Gabriel var med for at dække festivalens hårdere ende af programmet og det blev derfor til 6 flotte anmeldelser.

Læs om hans oplevelser af Deftones, Refused, Iggy Pop, Puscifer, Sigur Rós og Bloc Party

Læs mere...

Crowbar, Iron Walrus - Atlas

Sludge Metal er en genre som jeg har dyrket meget de seneste par år. Bands som Eyehategod, Melvins og Corrosion Of Conformity er essentielle navne indenfor genren, og Crowbar er nok et af de største indenfor Sludge Metal. Crowbar har aldrig været et band som jeg har hørt super meget, men alligevel er jeg klar over hvor stor en indflydelse bandet har været på den globale metalscene, så jeg så det her som en mulighed jeg ikke kunne misse.

 

Iron Walrus

Første band på scene i aften var tyske Iron Walrus. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes at de har et utrolig sjovt navn da jeg læste hvem var opvarmning for Crowbar i aften.

Der var sgu ikke meget at grine ad da bandet endelig gik i gang med at spille. Bandet ligger meget oppe i samme boldgade som Crowbar, men alligevel en tand mere brutale og dystre, end hvad Crowbar er. Forsanger Sven Aufermann lignede en misantropisk version af Michael Stipe fra R.E.M. Med numre som Here Comes The Plague og I Hate People, så ved man alligevel godt hvad deres tekstunivers går ud på. Allerede fra starten af da alle medlemmerne i bandet undtagen Aufermann var iført sorte skjorter og elefanthuer med stødtænder på, var det noget specielt vi var vidne til. Bandet spillede rigtigt godt sammen, og lyden var virkelig god inde i salen og alting var tydeligt. Sludge/Noise med en lille smule dødsmetal inspirationer er genren, vi er ude i med Iron Walrus, og de serverede en halv times tung og smadret udgave af deres Sludge Metal.

Jeg var meget positivt overasket over Iron Walrus. De er helt i sin egen liga og det var den perfekte start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Crowbar

”We are Crowbar from New Orleans and we're here to kick your fucking ass!” det var de første ord som forsanger/guitarist og guitar legenden i Crowbar Kirk Windstein sagde da bandet gik på scenen.

I år var det 20 års jubilæum på det klassiske album Broken Glass, så det album blev hyldet på denne tour. Den ene ting, som alle Nola bands som jeg har set har tilfælles, er, at imellem hvert nummer kommer der så uendelig meget guitarfeed. Det passede selvfølgelig også godt til stemningen men blev måske en lille smule irriterende i længden. Bandet spiller virkelig tight sammen og det virkelig fedt at være vidne til. Vi fik jo også lidt af en overraskelse, da vi fik hørt No Quarter som originalt er skrevet af Led Zeppelin. Den er selvfølgelig ikke bedre end originalen, men alligevel gør Crowbar det skide godt. Vi fik også hørt numre som All I Had (I Gave), The Cemetery Angels, Walk With Knowledge Wisely; de fungerede rigtig godt sammen og deres sætliste var virkelig godt sat sammen. Vi fik selvfølgelig titelnummeret på den plade som vi fejrede i aften; Like Broken Glass blev det sidste nummer indtil bandet vendte tilbage og spillede klassikeren Existence Is Punishment. Det satte en stor punktum for aftenens koncert.

Crowbar spillede en super fed koncert og levede op til alle forventninger. Men alligevel druknede vokalen ret meget i mixet, synes jeg. Til tider var den der og andre gange var den ikke så det holder mig fra at give koncerten top karakter. Men fedt var det sgu!

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

This Gift Is A Curse, Hexis - Radar

Jeg var stadig ret smadret efter de vilde eskapader i Aalborg til Magrudergrind koncerten to dage før, men efter at blive røvrendt på Gomore og havde to rimelig stressede og frustrerende dage i Aalborg, var jeg endelig vendt tilbage til Århus for de sidste to koncerter for mit vedkommende i Marts måned.

 

Hexis

Jeg kunne ikke bede om et bedre opvarmningsband end københavnske Hexis. Uden tvivl et af de fedeste live bands, som findes på Dansk grund, og hver gang jeg har set dem, har de leveret varen over de vildeste forventninger jeg havde i forvejen. De sidste to gange jeg har set bandet live var det med det samme line-up, men siden august 2015 har der været store omrokeringer i bemandingen, hvor det endte med, at forsanger Filip Andersen var den eneste, som stod tilbage som sidste mand. Han var nu klar med det nye line-up, og jeg var spændt på at se om det ”nye” Hexis kunne levere varen lige så meget som det gamle kunne. Intet lys på scenen og en kæmpe lydmur af feedback i gang. Og det var ikke længe før stroboskoplyset satte lytteren i en trance, og forstærkerne begyndte at tæske lytteren med deres kaotiske lydbølger. Selvom Filip bad folk om at komme tættere på scenen, stod folk relativt stille. Det påvirkede dog ikke min oplevelse, da jeg fik mine ynglings numre som Odium, Abalam og Tenebris leveret i fuld smadder. Bandet luftede også et par nye numre, som fungerede ganske fint. Sidste nummer for i aften var mit ynglings nummer Sequax. Så er det evige spørgsmål nu, om at Hexis stadig kan levere varen? Og svaret er krystalklart ja. Med tourplaner i Australien til November og tourplaner i UK til October, så kan fremtiden for Hexis ikke se andet end godt ud. Godt klaret, Hexis! Keep Up The Good Work!

Karakter: 5 ud af 6

 

This Gift Is A Curse

Efter den vilde magtdemonstration som Hexis leverede, så var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. This Gift Is A Curse har fået utrolig meget ros for deres seneste udgivelse All Hail The Swinelord, som jeg hørte på vej ned til koncerten, og som synes lød meget lovende. De første par numre under koncerten lød rigtig godt, men jeg synes alligevel ikke at bandet kunne hamle op med den magtdemonstration som Hexis leverede. Der var mangel på energi fra publikum, og det virkede lidt på bandet til at det var en anelse malplaceret for dem, da de forgæves prøvede at få publikum med på den. Jeg synes ikke at This Gift Is A Curse leverede en særlig mindeværdig koncert, men jeg er åben for at tage ind og se dem igen i fremtiden, hvor de forhåbentligt kommer til at gøre det bedre.

Karakter: 2½ ud af 6

Læs mere...

Förtress, Turbochild - Radar

Hard Rock er nu ikke lige en genre som jeg lytter alt for meget til, men mine venner og bekendte har sagt til mange, at Förtress er et fedt live band og at det var værd at tjekke ud.


Turbochild
Første band på scenen i aften var lokale Rock N' Rollere i Turbochild. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før koncerten, men det viste sig at jeg blev positivt overasket. Energien var til stede, folk virkede til at være ret vilde omkring musikken, og det gik lige ind hos publikum. Forsanger Richard Schuster var spækket med energi på scenen og gjorde et godt arbejde med komme udover scenekanten og vedligeholde kemien imellem bandet og publikum. Mit første møde med Turbochild var en ganske udmærket affære og der kunne ikke findes et mere passende opvarmnings band til aftenens hovednavn.
Karakter: 3½ ud af 6


Förtress
Efter en pause og socialisering med en masse venner og bekendte, var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Publikummet var vokset væsentlig meget under pausen, og der var ret tætpakket inde i salen. Bandet gik på scenen med trommeslageren kun iført i Förtress underbukser, og han rystede sin røv på scenen som resulterede i masser af klapsalver og jubel fra publikummet. Bandet spillede super fedt, og der var masser af energi på scenen som spredte sig som pesten ud imellem publikum.

Der var en god kontakt imellem publikum og band under koncerten, og bandet vidste hvordan de skulle snakke med publikum og holde os godt underholdt. Numre som Howl og Stampede gik ind hos publikum, og der blev dømt fællessang inde i salen. Selvom energien var der, så var lyden ikke lige så optimal til tider. Nogle gange var bassen meget dominerende, og nogle gange var den anden guitar ikke særlig meget til stede. Men heldigvis ødelagde det ikke hele oplevelsen. Jeg synes at Förtress leverede en fed koncert. Det var mit første møde med bandet, og jeg er sikker på at jeg kommer til at overvære flere Förtress koncerter i fremtiden.
Karakter: 4 ud af 6

Læs mere...

Kataklysm, SepticFlesh, Aborted - Voxhall

Første metal koncert i 2016 stod i brutalitetens tegn, da Kataklysm havde lagt vejen forbi Århus. Og det var noget af et line up de havde med, som man bare ikke kunne gå glip af, da de havde belgiske deathgrind legender Aborted og de græske symfoniske dødsmetal giganter i Septic Flesh med.

 

Aborted

Jeg har hørt Aborted siden jeg var 13 år gammel. Selvom jeg har været fan i lang tid, så har jeg ikke fået set bandet endnu.

Bandet gik på scenen og nedslagtningen gik igang. Lyden var ganske udmærket, men alligevel var der tekniske problemer med guitaren til tider, og det samme skete for bassen en enkelt gang. Numre som Termination Redux, The Extirpation Agenda og min personlige favorit The Origin Of Disease gik direkte ind hos publikum..

Forsanger Sven De Culuvé var meget god til at komme med sjove anekdoter til publikum imellem numrene, så underholdning manglede vi ikke noget af.

Aborted leverede en fed opvarmning, og de levede op til mine forventninger, så jeg glæder mig til at se dem igen næste gang de gæster landet.

Karakter: 4 ud af 5

 

Septic Flesh

Det var umuligt ikke at blive ekstatisk, da min favorit metal trommeslager de sidste seks år var blev annonceret som den nye trommeslager i Septic Flesh for et års tid siden. Bandet har eksisteret siden 1990, og har ni studiealbums på bagen.

Bandet gik på scenen til et brøl fra det ekstatiske publikum, og bandet virkede parate til at flænse Voxhall fra hinanden. Desværre faldt det meget hurtigt til jorden, og det var meget svært at komme op igen. Det føltes på en måde at der gik alt for meget show i deres performance og at musikken kom i anden række.

Det kan selvfølgelig også godt bare være en smagssag, men jeg synes ikke at Septic Flesh levede op til de høje forventninger, som jeg havde denne aften. Bedre held næste gang.

Karakter: 2½ ud af 6

 

Kataklysm

Sidste gang jeg så Kataklysm var tilbage i 2014, hvor hele Voxhall blev forvandlet om til en ren krigszone. Bandet havde publikum i deres hule hånd, og det var uden tvivl en af det bedste koncerter jeg havde set i 2014, så jeg var parat på at Kataklysm ville rive publikum i stykker igen. Bandet gik på scenen og startede ud med nummeret Breaching The Asylum, som lige bagefter gik over If I Was God.

Bandet fortalte at de var glade for at være tilbage, og at det altid en fornøjelse at spille i Århus. Da bandet spillede videre virkede det lidt som en umulig opgave at få alle fra publikum til at gentage den kaos som fandt sted i 2014. Jeg ser stadig Kataklysm som et af de bedste dødsmetal bands som finde,s men alligevel endte det med at jeg som småt begyndte at kede mig efter noget tid. Vi fik klassikere som Manipulator Of Souls og As I Slither smidt i hovedet, men det virkede bare ikke til at publikum var så samarbejdesvillige som bandet ville have dem til at være.

Jeg synes at Kataklysm leverede en ganske middelmådig koncert, hvor der var masser af plads til forandring. Det ændrer selvfølgelig ikke på det, at jeg stadig er meget glad for bandet, men man kan jo sige det på den måde, at alle bands kan jo have en dårlig aften engang imellem.

Karakter: 3½ ud af 6

 

  • Kataklysm_1
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_4
  • Forfatter: Sebastian Dammark
  • Kataklysm_7
  • Forfatter: Sebastian Dammark

Se hele galleriet!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed