fbpx

Uncle Acid And The Deadbeats-Voxhall

Uncle Acid And The Deadbeats er et band vi kan kalde stamgæster I Danmark, men det er alligevel er det nu fem år siden bandet sidst gæstede Voxhall, og gav det jyske publikum en mesterlig opvisning i okkult rock af den højeste kaliber. Jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden den koncert på Voxhall og hver koncert jeg har set med dem siden, har været intet mindre en fantastisk, så mine forventninger var skyhøje.
 
RAL
 
Første band på scenen i aften var lokale RAL. Endnu et uskrevet blad på den danske rockscene. Det første og eneste supportnavn for i aften, og ovenpå at det var søndag var man bange for, om mennesker overhoved ville dukke op, men heldigvis var der dukket en god håndfuld mennesker op. Genren vi er ude i kan måske bedste betegnes som Grunge (?) med små spor af Stoner Rock. Spilleglæden var i hvert fald til stede, men distancen imellem publikum og scene var gevaldig. Efter noget tid rykkede publikum tættere på. Musikmæssigt genopfinder RAL ikke Rock genren, også det at ordet ”Rock” kan betyde mange ting og her bliver de anelse identitetsløse. De virkede en anelse malplacerede i forhold, til aftenens hovednavn og musikken blev en anelse for forudsigelig i længden. Der manglede Der var nogle rimelig fede riffs hist og pist men det nåede aldrig helt op på en mindeværdig plan. Ikke helt den bedste start på aftenen.
Karakter
2 ud af 6
 
Uncle Acid And The Deadbeats
 
Publikum tallet var vokset utrolig meget, og nu stod bandet endelig klar til at sende Århus ind i en psykedelisk/seriemorderisk trance. I See Through You og Waiting For Blood satte ballet i gang og allerede fra start sad lyden totalt i skabet. Det var super højt og ingenting var for højt eller for lavt, sådan lydmand! Gamle skæringer som M.t Abraxis og Mind Crawler sendte publikum ud på den førnævnte trance, og endda virkede frontmand K.R Starrs til at være i godt humør. Han har alle de gange jeg har set dem lade musikken snakke i stedet for, at snakke under koncerten, men i aften var der alligevel plads til at spørge os hvordan vi havde det, og at det var fedt at være tilbage i Århus. Koncerten fortsatte med et set der spreder sig over alle hele bandets diskografi, men sættet bestod hovedsageligt at sange fra deres seneste udspil. Alligevel var det sange som Death’s Door, 13 Candles og I’ll Cut You Down der fik den største respons. Deres trommelager Jon Rice der tidligere har spillet i bands som Job For A Cowboy, 1349 og Behemoth viste sig i aften som en af de meste alsidige trommeslager jeg har set længe. Ikke kun blastbeats og super hurtigt dobbeltstortromme, men det at han spillede langsomt og groovy var et show i sig selv. Bandet sluttede af med Melody Lane og No Return. Det var lidt over en time, og selvom nogle ville mene at det ikke var en lang nok koncert, så synes jeg at den sad i skabet. Fantastisk koncert, og fantastisk stemning igennem hele vejen igennem. Femte gang jeg så Uncle Acid og de beviser at de er et af de bedste livebands derude.
Karakter
6 ud af 6
 
Læs mere...

Royal Metal Fest 2019 - Nye navne!

Royal Metal Fest 2019 i Aarhus præsenterer nye navne!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

"Så bliver det satme brutalt!

Vi kan med stolthed præsentere endnu to navne til Royal Metal Fest 2019!

Få bands kan tage æren for at skabe en lyd, som utallige efterfølgere verden over har kæmpet for at replikere! Men de legendariske New York’ere SUFFOCATION har gjort netop det, og placeret sig som den standard, hvorved vi dømmer alt ekstremt.

Gennem en lang karriere har bandet forfinet og udviklet sammensmeltningen af teknisk groove, komplekse sangstrukturer og ren ufortyndet brutalitet, der altid har været deres signaturlyd. Suffocation lader sig ikke rive med af strømninger og tendenser, men er derimod den brutale bastion, som et væld af de sidste tre årtiers nye ekstremmetalbands er rundet af.

Hollandske GOD DETHRONED spiller blackened death nænsomt krydret med fede melodiske hooks.

Efter et par års pause i start-10’erne vendte de tilbage i 2015 og udgav i 2017 albummet The World Ablaze, det tredje og sidste album i en trilogi omhandlende Første Verdenskrig. GOD DETHRONED har gennem karrieren spillet utallige af de store europæiske metalfestivaler, og været på tour med bands som Marduk, Immortal og Deicide.

Line-up’et ser indtil videre således ud: Asphyx, Decline Of The I, God Dethroned, Implore, Incantation, Rotten Sound, Suffocation, Taak, Tribulation, Urkraft, Vomitory, Xenoblight.

Flere navne bliver tilføjet løbende!

Partoutbillet kan ellers erhverves for 595 kr. (inkl. gebyr)"

Læs mere...

Urkraft spiller reunion koncert til Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Det danske band Urkraft er tilbage efter 10 år med andre musikalske projekter, og spiller deres reunion-gig på Royal Metal Fest 2019!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

Metal Royale fortæller følgende om Urkraft:

"Samtidig udgiver de det helt nye album Our Treacherous Fathers, som tilfører voksne mænds visdom til unge mænds vanvidsraseri. URKRAFT blev dannet i 1995 og stod dengang alene på scenen med et ”gammelt” nyt nordisk udtryk og tekster på dansk om tidens mysterium og slægternes gang. Med udspring i disse rødder udkom debutalbummet Eternal Cosmic Slaughter i 2004 og i 2006 kom The Inhuman Aberration på det banebrydende britiske selskab Earache Records. Efter indspilningen af hovedværket med den profetiske titel A Scornful Death i 2008 var det slut… 

Men nu er de endelig tilbage, og for SATAN vi glæder os!"

Læs mere...

Woebegone Obscured - The Forestroamer

Hvis vi kigger på klimaet indenfor dansk ekstremmetal i øjeblikket, så er det hovedsageligt bands som Baest, Hatesphere og Livløs der får meget opmærksomhed. Men hvis vi alligevel graver lidt længere ned i undergrunden, så er den danske ekstrem metalscene i fuldt spir. Bands såsom Taphos, Phrenelith og Woebegone Obscured har udgivet masse albums, hvor standarden er sat utrolig højt. Woebegone Obscured har nu femten år på bagen, og efter min mening har de udgivet noget af det bedste melankolske Doom Metal i længere tid. Bandet har de seneste år nemlig valgt at være lidt mere eksperimenterende og faktisk gået lidt mere hen i et Avantgarde-ish retning med deres musik, og på bandets seneste udspil The Forestroamer forsætter bandet i denne retning, og lad os se om standarden kan vedligeholdes.

Den mest kliché sætning man alligevel kan skrive i en anmeldel,se af et Funeral Doom Metal album er, at tålmodigheden skal i hvert fald ikke fejle noget. Sammenlagt kommer de første to sange på albummet The Memory And The Thought og Drømmefald  næsten op på de 25 minutter, og her får vi serveret Dødsdoom i et atmosfærisk og klaustrofobisk lydbillede hvor de stille atmosfæriske øjeblikke virkelig skinner igennem, og de storslåede brutale stykker knækker dig sonisk og psykisk. Både på trommer og vokal leverer Danny Woe varen, og akkompagneret af Quentin Nicollet og Martin Jakobsen på guitar formår bandet næsten at lave Funeral Doom om til et fuldt depressivt symfoniorkester. Albummets titel nummeret går direkte ind som mit favoritnummer på albummet, og bandet får hjælp af Natalie Koskinen, der også synger i Shape Of Despair, og genialiteten fortsætter. Interludes har bandet også valgt at smide ind og det fungerer også rigtigt godt. I sin helhed føles The Forestroamer som et langt stykke musik i stedet for forskellige numre.

Jeg har lyttet albummet igennem flere gange nu, og det bliver simpelthen bedre og bedre for hver gennemlytning. Det er længe siden jeg har haft det sådan med et ekstrem metal album eller et dansk metal album for den sags skyld. Et perfekt album og jeg kan ikke anbefale det nok, og det er en stærk kandidat for årets album.


Trackliste:

The Memory And The Thought
Drømmefald
Crimson Echoes
The Forestromer
Dormant In The Black Woods
Samlet spilletid: 42.59

 

Læs mere...

Marilyn Manson, Myrkur- Scandinavian Congress Center

Vi var inviteret ind i helvedes varme mandag aften. Kongen af shock rock Marilyn Manson var kommet til Aarhus, hvor Myrkur var med som opvarmning. En mærkelig blanding som ingen af os havde set komme, men det endte nu alligevel med at blive en ganske udmærket aften.

 

Myrkur

Okay jeg siger det lige ud: Myrkur er ikke mig overhovedet. Jeg har aldrig fattet hypen, og jeg har aldrig forstået hvorfor folk synes det var fedt. Men jeg tænkte lige før jeg gik ind i salen, at jeg ville holde mig objektivt og lade min negative holdninger ligge på hylden, og så bare observere koncerten. Jeg var meget forbavset over mig selv, da jeg efter noget tid begyndte at rykke frem og tilbage med hovedet og faktisk nyde musikken. Amalie Bruun sammen med sit backing band gik i gang med at spille deres Black Metal for et publikum, der tydeligvis ikke helt forstår hvad det er Myrkur går ud på, men de var søde nok at klappe og skåle imellem numrene. Lyden inde i SCC var ikke god. Det lød utrolig tyndt til tider, og nogle gange var det rigtigt mudret. Det vi fik serveret, var en halv times Black Metal og det virkede måske lidt for kort, men sådan kan det jo gå nogle gange. Ganske udmærket koncert, men lydproblemer satte en dæmper på oplevelsen

Karakter 3½ ud af 6

 

Marilyn Manson

Det er nu lang tid siden, at Marilyn Manson har formået at chokere mig. Det eneste der har chokeret mig med ham, er de forsatte dårlige liveshows hvor han er alt for stiv eller skæv til overhovedet at gøre en indsats, så vi havde lidt bange anelser i aften. Lyset blev dæmpet, og folk de skreg selvfølgelig og Irresponsible Hate Anthem satte gang i festen, og det var noget af en overraskelse at se, at Manson faktisk sang teksten, i stedet for at mumle og det at han faktisk kunne gå lige var også et plus. Lige efter det førnævnte nummer var slut gik vi direkte over i Angel With The Scabbed Wings, og nu var min indre fanboy glad. Manson virkede til at være i rigtig godt humør og hans band spillede fedt sammen. Vi fik blandede bolsjer fra hele Mansons diskografien,  hvor skæringer som Deep Six blev spillet og efterfulgt af klassikeren mOBSCENE og det gode momentum fortsatte indtil vi kom til This The New Shit, der haltede lidt i vokalafdelingen. Efter et par numre blev vi alle sammen stjerner i The Dope Show, hvor han tog et sug af det som virkede til at være en joint, og jeg sagde til mig selv i hovedet: " nu går det galt". Selvom showet haltede, så kom mit personlige højdepunkt hvilket var Sweet Dreams, selvom det lyder kliché, så var det mit højdepunkt. Say10 var lidt af et ligegyldigt indslag for at sige det mildt. Så kom det store podium ud, og vi fik serveret hitsangen Antichrist Superstar, hvor Manson tydeligvis var så beruset at man troede at han skulle falde ned fra podiet. Efterfølgende fik vi The Beautiful People, som satte gang i festen igen, men det kom aldrig op til kogepunktet. Efter ca. 2-3 minutters ventetid kom Manson alene ud på scenen og sang en sang ingen kendte, og så skred han. Jeg kan med sikkerhed sige, at det var i hvert fald en af de værste afslutninger jeg nogensinde har vidnet. Det var også utrolig ironisk, da han brugte et par minutter på at fortælle os at vi var et fantastisk publikum, og så imod slutningen af koncerten ikke engang kan give os et ordentligt ekstra nummer. Fight Song, Torniquet, Coma White? Alle sammen gode eksempler for sange han kunne have spillet, men det blev vi snydt for. Det største chok kom først til sidst. I konklusion kan man sige, at det var en god sætliste men den afslutning trækker meget ned, så et middelmådigt møde med Marilyn Manson.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

Hexis - Radar

Radar er nu blevet det spillested i Aarhus, hvor jeg oftest befinder mig. Som nævnt i nogle tidligere anmeldelser så er det fedt at det Jydske spillested har taget så godt imod den danske og udenlandske undergrund er helt fantastisk. Danske bands som Hexis og LLNN, der begge har gæstet spillestedet tit. Endda også store bands som Entombed og Yob har også gæstet spillestedet. I aften var det førstnævnte navn, der havde æren af at destruere Aarhus. Hexis var nået til deres sidste stop på turen, og det gik ikke stille for sig.

 

Hiraki

På grund af nogle ting kom i vejen, så missede jeg desværre Justinhate, som jeg havde set frem til at se, men jeg må bare fange dem en anden gang, så nu var det blevet tid til Hiraki. Okay jeg indrømmer det. Hiraki er virkelig ikke noget for mig. Jeg har altid synes at deres musik virker alt for rodet, og jeg har aldrig forstået det, men i aften ændrede det sig. Jeg gik ind i salen og det var som om at musikken slog mig (på den gode måde) og jeg var lige pludselig fanget inde i deres kaotiske lydbillede og begyndte at se det fede bandets musik. Ekstrem noise musik med fed sangskrivning, specielt guitaristen og trommeslageren smækkede flere forvirrende rytmer og tonearter, imens forsangeren gav den gas med sine støjpedaler. Jeg har endelig fattet Hiraki, og det var god start på min aften.

Karakter 4 ud af 6

 

Départe

Aftenens udenlandske navn var Départe fra Tasmanien. For fans af Ulcerate og Deathsell Omega stod der på deres LP, intet problem tænker jeg, da jeg elsker begge de bands. Départe går på scenen uden at sige så meget som et ord, hvor røgmaskinen går i gang. Stroboskoplyset blev tændt op på samme tid som den første node blev spillet, og der var faktisk et tidspunkt hvor man ikke så deres ansigter, hvilket gav koncerten en ret mystisk effekt. Lige i starten var der rimelig meget knas med lyden, hvor man faktisk næsten ikke kunne høre noget som helst, så det satte en lille dæmper på oplevelsen. Efter lydkaoset blev rettet spillede bandet et fedt set. Meget atmosfærisk og storslået, og det er i hvert fald et band jeg skal holde øje med.

Karakter 4½ ud af 6

 

Hexis

Det mest intense live band i Danmark. Hexis har formået at skabe et navn for sig selv som det mest hårdturnerende band i Danmark, da de mere eller mindre er konstant på landevejen og på denne tour var den sidste koncert på Radar. Forsanger Filip Andersen, der sammen med sit band destruerede stedet med deres stroboskoplyshelvede og musik, der tog fat i publikum og sparkede alle tænderne ud på dem. Sættet i aften bestod hovedsageligt af det nyere materiale, og intensiteten kendte ingen ende. Folket var ret stillestående, men oppe foran gav folk den gas. Hexis var slet ikke tourtrætte eller noget da i aften bare var ren galskab, ligesom alle de andre gange jeg har set dem live, men det var på et helt nyt niveau. De to sidste numre, som de spillede, var Sequax og Odium, og hvilken en perfekt slutning det var. Tredive minutter fløj bare forbi mit ansigt, og jeg var lige nødt til at ligge mig på gulvet efter koncerten for at få ro i kroppen. Absolut fantastisk show. uden tvivl det mest intense show jeg nogensinde har set med Hexis.

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Conan, Monolord - Atlas

Efterårsferien havde endelig ramt mig, og jeg kunne ikke være mere ekstatisk pga. det faktum at Conan og Monolord havde trukket deres vej forbi Århus. Nu siger jeg trukket, siden de to bands i mine og nok andres øje er blevet nogle af sværvægterne indenfor Sludge og Doom metal i nyere tid, så det faktum at begge bands hver skulle give en lektion i hvordan det føles at være fanget i et sonisk lydinferno, var spændende.

 

Monolord

Når man tænker Sverige, så er det nok ikke lige Sludge man forbinder det med. De metalliske konnotationer vi forbinder med Sverige er bands som In Flames, At The Gates og Soilwork, men det er nemlig her, at Monolord skiller sig ud fra mængden og leverer super smadret, super ulækkert Sludge. Jeg placerede mig midt i mellem publikum for at få den bedste lyd og oplevelse som muligt, og det at bandet spillede højt var nok en underdrivelse på det aller højeste niveau. Det var så sindssygt højt, at det næsten var uudholdeligt at blive inde i salen, og det skal også lige nævnes, at mine ørepropper var helt inde i ørerne, men udover den super høje musik og det super smadrede lydbillede, så var der masser af gode elementer i musikken, og lyden var rigtig god. Bandets gimmick var at starte og så stoppe igen, og det fungerede fint de første par gange, men efter noget tid blev det sgu en anelse irriterende, og lidt overplayed. Monolord fik en time at spille i, og det var måske liige i overkanten for mit vedkommende, men en god koncert, det var det sgu!

Karakter 3½ ud af 6

 

Conan

Efter en pause var det endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Conan stod klar på scenen med en storskærm i baggrunden, hvor de mest syrede tegnefilm blev spillet, imens bandets sange om destruktion og ødelæggelse var et godt soundtrack til filmene. Alt det jeg nævnte om Monolords lydbillede og super høje musik havde ikke ændret sig her, hvilket er en kæmpe løgn. Jeg glemmer aldrig da jeg så Yob og Pallbearer på det samme spillested, der troede jeg at det var højt, men det her var næsten absurd. Bandet spillede så højt at jeg var tæt på at kaste op utrolig mange gange i starten af sættet, simpelthen på grund af vibrationerne. Guitaren var stemt ligeså lavt som bassen, og det var så tungt at man kunne ikke undgå at blive opslugt af stemningen. Trommeslager Johnny King er den seneste tilføjelse til bandet, han har en fortid i det irske Post-Black Metal band Altar Of Plagues, hvor han var min trommegud indenfor genren, men her virkede han lidt ude af sit element i aften; der var for eksempel et par gange hvor han spillede en anelse for hurtigt, og hele sangen endte med at blive en smule malplaceret og ødelagde lidt stemningen. Conan spillede en time, og der var passende, siden at min krop var utrolig gennemtæsket pga af den høje lyd inde i Atlas. Jeg synes at Conan var en fed koncert med en smule fejl hist og pist i tromme afdelingen, så var det en ganske fed koncert. Det skal lige siges at min krop stadig kan mærke vibrationerne.

Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Paradise Lost - Voxhall

Tre dage senere og 7 koncerter senere var vi nået finalen. Doom Metal er den perfekte genre til at sætte en fin sløjfe for mit vedkommende. Paradise Lost er jo mere eller mindre legendariske indenfor genren, og at de gæstede Århus betød jo, at der uden tvivl var mødepligt på Voxhall, og det at Pallbearer var med som opvarmning, var allerede et kæmpe plus for mit vedkommende. Lad os komme i gang med anmeldelserne.

 

Sinistro

Første band på scenen i aften var portugisiske Sinistro. Jeg har ingen idé om hvem de er, men ved på forhånd at de nok ligger i samme båd som de andre to bands på scenen i aften. Lyden var rigtig god inde i salen og stemningen var også god, både på scenen og ude blandt publikum. Lidt inde i koncerten synes jeg måske, at det lige blev en anelse ensformigt og halvkedeligt. Måske var det bare mig som ikke lige helt kunne se det fede i deres musik, hvilket også gjorde det til en utrolig langtrukken koncert. Publikum rundt omkring virkede til at kunne lide det, men jeg følte sgu aldrig helt at bandet kom helt udover scenekanten. Så det endte sgu med at blive en lidt ligegyldig koncert for mit vedkommende.

Karakter 2 ud af 6

 

Pallbearer

Efter pause var det endelig blevet tid til det suveræne Doom metal band Pallbearer. Jeg har haft stor glæde af bandets musik de sidste tre år, og deres koncert med Yob for tre år siden var også fuldstændig fantastisk. Nu, efter tre års ventetid for mit vedkommende, var det endelig tid til at bandet skulle destruere vores trommehinder og sende os langsomt i graven. Allerede fra starten var det storslået og fantastisk, præcis ligesom på pladen og lyden var fantastisk god. Forsanger Brett Campbell gav os en lektion i melankolsk skønsang, og bandet gjorde det lige godt på deres instrumenter. Den knusende bas sammen med gennemtæskede trommer satte den perfekte stemning i aftenens tungheds tegn, og publikum var fuldstændig opslugt af stemningen. Dagen før havde jeg brokket mig over at folk ikke kunne finde ud af at tie stille når musikken blev spillet, men i aften var der stadig folk som snakkede under de stille stykker i Pallbearers musik, men det var i hvert fald ikke i samme grad som dagen før. Pallbearer leverede en fantastisk koncert, og de fik også slået fast at de uden tvivl er en force som ikke kan blive slået omkuld lige om snart. Fantastisk!

Karakter 6 ud af 6

 

Paradise Lost

Nu var det blevet tid til aftenens hovednavn, og salen var proppet til randen. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er mere interesseret i bandets sideprojekter såsom Bloodbath og Vallenfyre i stedet for Paradise Lost, så nu var der endelig en chance for at jeg kunne blive omvendt til en fan. Men det skete dog aldrig helt. Lyden var god inde i salen og folk var tændte, så synes jeg at bandet virkede måske en smule FOR introverte i stedet for at virkelig lade sig fange af musikken. Forsanger Nick Holmes gjorde et godt stykke arbejde med at være god til at balancere imellem skønsang og dødsgrowls, og Gregor Mackintosh spillede smukke melodier og tunge riffs på spaden, men alligevel synes jeg aldrig helt, at det nåede op på det geniale niveau, som jeg havde håbet på. Både med sange fra deres nyeste udspil og tidligere, så det var varieret depressive sange vi fik hørt i løbet af aftenen, men jeg forlod Voxhall en anelse skuffet og ikke som hårdkogt fan, som jeg havde håbet på. Jeg prøver også at tænke tilbage på om der var noget dårligt eller bare om bandet havde en off day, eller var er deres musik bare ikke noget for mig. Ærgerligt, men sådan kan det desværre gå nogle gange.

Karakter 3 ud af 6

Læs mere...

LLNN, Kollapse, Hiraki, Puke Wolf - Radar

Radar har i mine øjne etableret sig som et af de spillesteder i Århus som virkelig tager undergrunden til sig, både danske og udenlandske bands. I aften var ingen undtagelse, da vi stod i Post-Metal/Noise/Hardcore'ens tegn med bands som LLNN, Kollapse, Hiraki og Puke Wolf, selvom jeg forventede det normale smadder, så var det lidt af en afveksling, da jeg både fik hørt et velkendt band og alligevel en finale som gik over alle forventninger, men det hører vi om senere.

 

Puke Wolf

Suverænt navn til aftenens første band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Det lokale stod for at åbne braget i aften, og de virkede en anelse introverte på scenen og utroligt nervøse. Taget i betragtning at deres musik ikke var introvert, faktisk det stik modsatte at de faktisk spillede ret fed Hardcore, men det virkede til at de lod de deres nervøsitet tage over. Musikalsk fejlede det ingenting, da deres melodiske form for Hardcore Punk faktisk var fedt og lyden inde i salen var også ganske fed. Salen var ikke fyldt til renden, men alligevel var det en god håndfuld mennesker mødt op for at støtte op omkring bandet. Puke Wolf leverede en fin koncert, men alligevel var deres optræden bare lidt halv akavet og mærkelig, men rent musikalsk var der en del gode øjeblikke.

Karakter: 3 ud af 6

 

Hiraki

Efter en pause var det blevet tid til lokale Noise rockere i Hiraki til at sprænge trommehinderne hos aftenens publikum. Jeg har set Hiraki to gange før, men alligevel har de ikke lige sagt mig særligt meget, men alligevel gik jeg ind i salen med et åbent sind. De første par numre var ret smadrede og larmende er en meget god beskrivelse, lyden var god og det var lidt flere mennesker, som var rykket op mod scenen. Lyden fortsatte sin gode streak og det hele kørte bare. Udover at der selvfølgelig var nogle gode øjeblikke i musikken, så fangede det mig bare aldrig helt. Jeg følte ikke at jeg "forstod" deres musik, det var lidt som om at det var Godflesh blandet sammen med Converge til en hvis grad. Det hele blev lidt kedeligt for mig og lidt ensformigt og langtrukkent i løbet af showet. Hiraki er nok bare ikke noget for mig.

Karakter: 2 ud af 6

 

Kollapse

Jeg havde længe set frem til at endelig få lov til at se Kollapse fra Aalborg. Deres seneste udspil Angst er et album, som jeg har hørt meget igennem sommeren, og det er blevet federe for hver gang jeg har sat den på. Det slog mig dog alligevel at bandet annoncerede 2 dage før koncerten, at det ville være deres sidste koncert nogensinde, så det har var allerede noget jeg ikke kunne misse. Bandet gik på scenen, og det var tungt som ind i helvede og nu var standarden sat højt. Man røg næsten ind i trance så snart bandet gik i gang med at spille, og de er gået fra at blive meget mere Post-Metal ala Cult Of Luna og Neurosis end bare kliché Hardcore Punk. Jeg blev fuldstændig opslugt af stemningen, og det var så fedt at det næsten var overstået alt for hurtigt. Kollapse afsluttede deres tid som band på den fedeste måde, men alligevel er det sgu lidt ærgerligt at dette var eneste gang jeg kommer til at se dem. Tak for musikken, drenge!

Karakter: 5 ud af 6

 

LLNN

Nu var vi endelig nået til aftenens hovednavn. LLNN har ikke formået at skuffe mig endnu de gange jeg har set dem live, og hver gang har det været vildere end gangen før, men denne her gang var nok den bedste. Rapture sætter ballet i gang og som altid er det så pisse højt. Forsanger/guitarist Christian Bonnesen skriger sin hals til blods imens de andre medlemmer lægger lag på lag med endnu mere aggression og had mod verden. Numre som Monolith og The Guardian var også bare i verdensklasse i aften. Jeg følte der var måske lidt knas med lyden til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på meget hurtigt. Hvis der nogensinde vil blive lavet en compilation cd med det bedste soundtrack til vores post-apokalyptiske verden, så er LLNN det eneste som skal fylde den CD. Så dystert og ondskabsfuldt at det er nok til voldtage dine trommehinder og brække alle knogler i kroppen. Vi fik serveret et nyt nummer helt til sidst som var ni minutter langt, og det lød fantastisk, så jeg ser frem til det nye LLNN kommer ud. Efter så takkede bandet af forlod bassist Ramus Furbo og Synthman Kjetil Sejersen scenen. Efter de var gået af råbte en fra publikum at de skulle spille noget The Psyke Project og lige pludselig blev Martin Nielskov tidligere sanger i Èglise, Czar og The Psyke Project trukket op på scenen, og før man havde set den kommer begyndte bandet at spille In The Mist, som blev skrevet af The Psyke Project i sin tid, og publikum gik helt amok. Jeg fik en high five af Nielskov imens han skreg, hvor han efterfølgende hev mig op på scenen, og jeg fik smækket mit knæ ind i monitoren, så efter noget headbanging og skrål, så var at stagedive det eneste logiske at gøre. Efter nummeret var slut lå der flasker, ølpletter, en monitor var også ødelagt, så det var ligesom i de gamle Psyke Project dage. Selvom jeg stadig mærker i dag, at mit knæ gør nas, så var det en fænomenal afslutning og jeg fik lov til at vidne tre ud af fem af de tidligere medlemmer af TPP spille In The Mist. Rimelig fed afslutning. LLNN, i kan ikke gøre noget forkert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Mayhem, Dragged Into Sunlight, Voodus - Train

En af de historier som jeg blev mest fascineret af som ung metal fan på Færøerne, var om de sindssyge nordmænd hvor deres forsanger skød sig selv i hovedet efterfulgt af guitaristen, som tog billeder af hans lig og brugte det som album cover, en masse kirker blev brændt ned og at Euronymous blev dræbt af Varg Vikernes fra Burzum. Mayhem har haft noget af en turbulent karriere, men alligevel udgiver de stadig plader og turnerer verden rundt. Deres debut plade De Mysteriis Dom Sathanas er stadig set som en klassiker indenfor genren. Jeg havde sæt frem til at endelig at høre pladen i sin helhed, så lad os se hvordan det gik.

 

Voduus

Svenske Voduus er nu ikke et navn som jeg har hørt om før, men alligevel tænker man, at det nok skal blive spændende. Fra start af var publikum meget godt med på den, men alligevel virkede det hele ret off. Der var tydelige inspirationer fra deres landsbrødre Watain, men alligevel virkede de lidt som om de prøvede at være Watain. Lydmæssigt var det sgu heller ikke noget at råbe hurra for. Bassen var næsten ikke til stede og tammerne og lilletrommen var mixet utrolig højt. Det satte så også en kæmpe dæmper på oplevelsen. Bandet spillede deres sidste nummer som ramte op på de ti minutter ca, og det var bare ren kedsomhed til sidst, specielt deres lead guitarist som bare stod stille og aldrig gjorde noget,så også ud til at kede sig helt utroligt. Voodus var en ret tam oplevelse og det nok ikke lige noget jeg kommer til at tjekke ud i fremtiden. Der var alligevel en del fra publikum som valgte at svinge med garnet og smide hornene i vejret, men det var sgu ikke lige noget for mig.

Karakter 1½ ud af 6

 

Dragged Into Sunlight

Det kan godt være at Mayhem var hovednavnet, men der er kun en grund til at jeg skriver denne anmeldelse og det er: Dragged Into Sunligt. Det ekstreme metal band fra England blev offentliggjort som support på deres nuværende turné tilbage i februar, og siden da har jeg ikke kunne få armene ned af ekstase. Bandets beskidte sammensmeltning af Grindcore, Dødsmetal,Black Metal, Sludge og Doom har ødelagt mine trommehinder mange gange, og jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden første gennemlytning af deres geniale plade Hatred For Mankind. Jeg havde placeret mig midt inde i salen og var klar til at give den smadder, og ud af det blå gik introen i gang og hold nu kæft det var højt. I selskab af en lysestage, som var dekoreret med stearinlys og knogler, gik bandet på scenen. Med ryggen til publikum, scenen fuldstændig tildækket med røg og et stroboskoblys som gik fuldstændig amok hele tiden, var standarden allerede sat højt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet så et intenst og introvært kaos på en scene før. Forsanger T som næsten hang sig selv op ad mikrofonstativet og skreg sine stemmebånd bogstaveligtalt til blods. På pladerne lyder det til at der er så mange effekter på vokalen, så man får lidt den idé om at han måske ikke lige kan gøre det lige så fedt, men det kunne han! Intet problem der. Bassist A vendte sig til tider om og sang med på nogle af teksterne. Vi fik serveret makabre lækkerier såsom To Hieron, Buried With Leeches og min personlige favorit Volcanic Birth. I det sidstnævnte nummer vendte forsanger T sig om mod publikum og skreg sammen A på det meste af nummeret. Ligeså pudsigt som introen gik i gang, lige så brat sluttede det, og det var næsten umenneskeligt hvor godt det var. Jeg gik udenfor bagefter for at få noget frisk luft, og jeg var næsten rørt til tårer. Dragged Into Sunlight er det band alle har brug for i deres hverdag til at fortælle dem at verden er lort og vi skal bare alle sammen dø. Jeg synes at de danske festivaler burde få booket dem, så vi kan få noget mere Dragged Into Sunlight til Danmark. Fantastisk koncert!

Karakter 6 ud af 6

 

Mayhem

Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet, og salen var rimelig godt fyldt. Funeral Fog var nummeret som satte det hele i gang. Hele bandet iført kutter og en masse røg på scenen, så var vi sgu godt kørende. Endelig kom han ud på scenen, og her snakker jeg nemlig om Attila Csihar som stadig er en af de mest karismatiske frontmænd indenfor ekstrem metal. Hele pladen blev jo spillet i sin fulde længde, men alligevel kommer vi ikke udenom at et af højdepunkterne var den evigt Black Metal klassiker Freezing Moon, og det var nemlig super fedt at høre den efter jeg har hørt Mayhem siden jeg var 12-13 år gammel. Lydmæssigt fungerede det hele godt, men alligevel skal trommeslager Hellhammer have lidt kritik da han brugte triggers på alle trommerne og rumklangen måske liiiige var lidt i overkanten til tider. Lysshowet var også en kæmpe stor del af at skabe stemningen under koncerten. Der var en kold og mørk atmosfære i rummet lidt senere hen, da vi fik numre som Cursed In Eternity og Life Eternal. Der var en besked som gik ud til publikum før bandet gik på, at de helst skulle lade være med at filme showet, da det forstyrrede stemningen og atmosfæren, men hvis man nu alligevel valgte at gøre det, så skulle det være uden blitz. Den besked gik ind hos de fleste, men udover et par inklusiv mig selv som tog et par billeder, så var der næsten ingen kameraer i vejret. Buried In Time And Dust og titelnummeret var de sidste to numre, som satte et stort punktum for aftenen. Specielt det sidste nummer var sublimt uden lige. Jeg lavede alle de mest kliché Black Metal bevægelser og blev fuldstændig opslugt af stemningen. Og uden noget ekstra nummer eller tak for at i gad at komme, så varede koncerten kun 45 minutter. Der er måske nogle som følte sig snydt, når Mayhem er så et legendarisk band og så kun spiller i 45 minutter, men jeg synes det havde dræbt stemningen fuldstændig hvis de havde begyndt at spille Deathcrush eller Rape Humanity With Pride lige efter gennemspilningen. Jeg synes at Mayhem gav en fed opvisning i klassisk norsk metal historie, men med et par lydproblemer hist og her og så meget røg på scenen, at du ikke kunne se Hellhammer spille trommer, så var det en lille smule ærgerligt, men heldigvis ikke så meget at jeg ikke nød oplevelsen overhovedet. Mit første møde med Mayhem var virkelig fedt, og det kan forhåbentligt kun blive bedre fremover.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed