fbpx

Copenhell 2019: While She Sleeps

Endelig! Det her har jeg ventet længe på. Efter stort set alle andre metalcore bands har været forbi festivalen har While She Sleeps været den ene undtagelse, hvor man så kan stå år efter år og tænke for sig selv, at hvis det bare havde været While She Sleeps på scenen. Det her band kan et eller andet og bliver kun bedre som tiden går. Nu man desværre ikke fik hapset dem hverken i 2017 eller 2018 i forbindelse med deres hidtil bedste plade ”You Are We”, måtte det så ske i år – i mellemtiden har bandet så udgivet ”SO WHAT?”, der ikke når de samme højder som tidligere, men er et glimrende album uagtet. Det er et anelse tidligt tidspunkt, især her på 4. og sidstedagen, men potentielt få mennesker og sollys plejer ikke at afholde While She Sleeps fra at give den fuld gas.

Og fuld gas, det blev der givet! I alle 45 minutter der var til rådighed var det et lyst levende, ja endog sprælsk band der modtog det noget sparsomme publikum. Men selvom alle virker trætte og der er få, bliver der hurtigt skabt en fælles forståelse for, at det ikke skal hedde sig, at det ikke kan være godt alligevel. While She Sleeps har efterhånden været på tour i et godt stykke tid – og det kan høres i både stemmer og instrumenter, hvor trætheden af og til banker på. Kroppene derimod, de er ikke et problem. Bassisten besøger den dansende pit hen mod slutningen af sættet og forinden har forsangeren besluttet sig for at kravle op ved R.I.P.-baren, der har udsyn over Pandæmonium-området, dvs. flere meter over jorden. Og hvad vil han så der? Jo han vil gribes af publikum naturligvis, og så fragtes tilbage til scenen. Som du ønsker skal du få. Det lader heller ikke til at være planlagt da resten af bandet ikke kan undgå både at grine og give udtryk for at deres forsanger er lidt af en blærerøv.

Derfor er det også ærgerligt at lyden simpelthen er noget så tynd, når nu både band og publikum gerne vil give den hele armen. At man kan stå midt foran scenen og ikke blive rusket igennem er sgu ikke godt nok. Taget både tidspunkt og dag i betragtning er det ellers imponerende hvor mange der orker at både hoppe, synge, danse og moshe – endnu vildere når der kun præsenteres ét semi-ældre nummer i form af ”Four Walls”. Resten er fra de sidste to plader, begge under to år gamle.

Tiden flyver forbi og inden man får set sig om er det forbi. I nogle tilfælde er en kort spilletid en fordel, og dette er én af de gange. Det er en kontinuerlig god oplevelse hvor man hverken når at blive træt eller føler man har fået for lidt. Det eneste der kan savnes er et par gamle skæringer, men ligegyldigt hvad bør – skal – While She Sleeps komme forbi som headliner inden længe – det mangler vi, og efter forsmagen i dag glæder jeg mig allerede.

Sætliste:
1) – You Are We
2) – Anti-Social
3) – Civil Isolation
4) – The Guilty Party
5) – Haunt Me
6) – Four Walls
7) – Silence Speaks
8) – Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

While She Sleeps, Cancer Bats, Hundredth, Oathbreaker

En dobbelt headlinertour med While She Sleeps og Cancer Bats – så er forventningen fra undertegnede at det nok skal/bør blive en vild aften.

Sidste gang man kunne opleve While She Sleeps var som opvarmning ½ år siden til In Flames i Store Vega, men de har så rigeligt besøgt København de seneste år; headliner på BETA i 2011 (hvor jeg dog ikke så dem), ageret support for Architects i Pumpehuset i 2012 (læs anmeldelsen her), og var sammen med Asking Alexandria i Amager Bio i 2013 (hvor de delvist stjal showet fra hovednavnet; læs anmeldelsen her).

Personligt lærte jeg dog først rigtigt While She Sleeps at kende efter at have oplevet dem live de 2 henviste gange, hvilket noget bagklogt sagt er ligegodt dumt, for det er noget veldrejet musik de har gang i – og det fandt jeg altså først ud af kort op til In Flames koncerten sidste år.

Cancer Bats er også et forholdsvist regelmæssigt navn på vores kanter. De var sidst forbi til Copenhell for ca. 2 år siden, og jeg var også på pletten til deres tour med Every Time I Die i Pumpehuset tilbage i 2012 (kan læses her). 

Men, faktisk var Cancer Bats at finde i DK helt tilbage i 2009 på Pavilion scenen, hvor jeg selv stiftede bekendtskab med bandet.

Angående Hundredth og Oathbreaker, så er det så vidt jeg kan opspore for begges tilfælde deres første gang i landet.

 

Oathbreaker:
Det er ikke lykkedes mig at finde noget reelt baggrundsinfo om Oathbreaker, da der intet står på deres Facebook, hjemmeside, Twitter eller lignende. Jeg ved de er fra Belgien, at de har en kvindelig forsanger, og at de har udgivet et album kaldet ”Eros |Anteros via Deathwish Inc. – men det er også det hele.

Jeg havde forventet at vi ville befinde os i Pumpehusets store sal, men sådan skulle det ikke være denne gang – pisseærgerligt. Den lille sal har som oftest følgesvend af en umiddelbar skidt lyd, og sådan var det også denne gang. Undtagelsen er spøjst nok opvarmningen i Oathbreaker, der har en glimrende lyd igennem deres sæt på ca. 25 minutter.

Det er svært ikke at være en anelse skuffet over billetsalget, da både While She Sleeps og Cancer Bats har bevist deres værd op til flere gange – for her til start ser der altså ganske tomt ud. Det ser ikke ud til at påvirke bandet det mindste, og det selvom at det er i den helt lave ende af respons de modtager fra publikum. Enkelte hoveder bopper frem og tilbage, mens en hel del småsnak fuldstændig ruinerer de mange stille passager musikken indeholder. Et minimalt og kontrastfyldt hvidt/mørkt lysshow kombination passer perfekt ind.

Oathbreaker selv gør heller ikke den store figur, og forsangerinden er hele tiden skjult bag sit lange hår. Det passer som fod i hose til den introverte musik, men hvor ligger det dog milevidt fra de 3 andre bands i aften. Faktisk minder det mig mest af alt om Deafheaven og vores egne Redwood Hill… Kort sagt; Oathbreaker er tydeligvis malplacerede i denne kontekst. 

I andre rammer kunne dette her have været helt anderledes, selvom klichéen i at slutte brat og i komplet mørke (så man ikke kan se medlemmerne forlade scenen), stadig virker som en fjollet afslutning.
3/6 stjerner.

 

Hundredth april2015

 

Hundredth:
Melodiske hardcore folkene i amerikanske Hundredth har været aktive siden 2008, og har udgivet 2 albums i form af ”When Will We Surrender” fra 2010 og ”Let Go” året efter via Mediaskare Records. De udgav dernæst de 2 ep’er ”Revolt” og ”Resist” i 2013/2014, inden de skiftede pladeselskab til Hopeless. Det er meningen at det nye album ”Free” skal udkomme senere i år. 

Bandet har også oprettet non-profit foreningen ”Hope Into Humanity”. Her har de bl.a. gennemført projektet ”The Water Cause”, hvor der blev samlet penge ind via bandets fans, som så blev givet videre til 2 landsbyer i Indien, der nu er blevet sikret rent drikkevand.

Uden meget palaver og umiddelbart i en glidende overgang fra lydtjek til live står Hundredth klar. Salen er i mellemtiden blevet fyldt en anelse mere ud, men der er stadig noget fra udsolgt. Uheldigt er det, at lydprøven ikke ser ud til at være blevet ordentligt afsluttet, for lyden er absolut ikke i bandets favør. Guitaren og de mindre detaljer drukner fuldstændig i mudder og for meget bass. Forsangerens vokal går dog godt igennem, mens den ene supportsanger har en ekkoeffekt der slet ikke ser ud til at være et bevidst valg.

Som modsvar til den nu dårligere lyd er Hundredth mere energiske end Oathbreaker var på noget tidspunkt, om end det hele vejen igennem tangerer på kanten til at være for rutineret – og decideret kedeligt. ”Endnu en dag, endnu et job”-attituden slipper de aldrig 100 %. 

Publikum er også mere på, men der er sjældent moshpits og lignende, og det er på trods af at både forsangeren, og musikken indirekte, meget markant opfordrer til det.

Hen mod slutningen af det ganske korte show på ca. 20 minutter sker der til gengæld noget vildt; et moshpit sættes i gang, og en person i rullestol er med! Ved første øjenkast ser det grimt ud, da det ligner at hun er en del af det mod sin vilje – men det viser sig faktisk at hun bevidst deltager. Det er om noget dedikation.

Det er dog kun et lille højdepunkt i et ellers middelmådigt show, lyd, band og publikum taget samlet i betragtning. 
3/6 stjerner.

 

cancerbats april2015

 

Cancer Bats:
Canadiske Cancer Bats er lidt af en Pandoras Æske i genrer; en blanding mellem hardcore punk, stonerrock og southern metal, sommetider med et tvist af sludgemetal oveni – også er attituden rendyrket rock’n’roll. 

Cancer Bats er tilbage fra 2004 og har udgivet 5 studiealbums. Debutalbummet, ”Birthing The Giant” er fra 2006, og siden da har Cancer Bats udgivet et studiealbum hvert 2. år, helt præcist, op til 2012. Traditionen blev nemlig brudt med deres nyeste album, ”Searching For Zero”, der netop er udkommet her i 2015.

Så er vi nået til det ene hovednavn, og det kan i den grad mærkes. Der er kommet flere til, og forsamlingen virker mere gearede til at tage godt imod Cancer Bats – der er f.eks. mange flere end tidligere der flokkes mod scenekanten. 
Og som man ved (eller bør vide), har Cancer Bats alle dage været garant for et eksplosivt show, og dette er ingen undtagelse. Forsangeren leder an, men fra alle medlemmer er der et heftigt energiudbrud, hvor førstnævnte ikke står stille bare ét sekund – og det gælder i omtrent alle aftenens 16 sange.

På den mere negative/kedelige side forplanter denne ellers smittende energi sig i begyndelsen kun ringe hos publikum, hvor kun en lille skare synger med, og ingen reelt bevæger sig. Man undres, når tidligere opvisninger har resulteret i et sandt kaos på dansegulvet. Måske skyldes det den mudrede lyd, hvor detaljerne drukner mere eller mindre. Vokalen er tilfældig i styrke (sommetider næsten uhørlig, andre gange lige som den skal være), og volumen er i den lavere ende af spektrummet – skru op! Det er i hvert fald situationen bag søjlerne, selvom jeg hørte fra andre at det skulle have været markant bedre andetsteds.

Der er ikke mange pauser, men de få der er skaber stemning pga. forsangerens anekdoter om den danske sol – som ikke giver solskoldning – og at man bare kan drikke øl på broer (her hentydes til Dronning Louises Bro).

De få breakdowns musikken indeholder, kombineret med ældre sange, får delvist omdrejningerne i gang i publikum. Vi skal dog først hen i det evigtfede Beastie Boys cover ”Sabotage”, og ”Hail Destroyer” før det virkelig rykker, også er det også lige ved at være slut. 

Overordnet er det altså noget ærgerligt at publikum virker til at holde igen, når nu bandet – som altid – leverer varen. Og, så kan det godt være at det er mere intimt her nedenunder, men hvor ville det være så meget federe med bedre lyd. Når det så er sagt, så var Cancer Bats fuldstændig klar på at give den alt hvad den kunne trække, selvom det er noget af et selvmål at køre videre efter ”Hail Destroyer”.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Arsenic in the Year of the Snake
2) – Trust No One
3) – Satellites
4) – Lucifer’s Rocking Chair
5) – Shillelagh
6) – Devil’s Blood
7) – Sorceress
8) – Rats
9) – Bricks & Mortar
10) – Road Sick
11) – Deathsmarch
12) – Beelzebub
13) – Sabotage (Beastie Boys cover)
14) – All Hail
15) – Hail Destroyer
16) – True Zero

 

WhileShesleeps april2015

 

While She Sleeps:
Det engelske metallic hardcore band (et andet udtryk for genren metalcore), blev dannet tilbage i 2006. Der skulle gå 4 år før de udgav deres første udgivelse, der var et minialbum med navnet ”The North Stands For Nothing”. I mellemtiden skiftede de også deres forsanger ud, hvilket pt. er den eneste udskiftning bandet har foretaget.

Debutalbummet ”This Is The Six” udkom 2 år senere, og fik massivt rosende anmeldelser. Det var også samme år at de blev nomineret, og ligeledes vandt, en Kerrang! Award for ”Best British Newcomer”. Senest er deres 2. album ”Brainwashed” blevet udgivet her i 2015.

Efter 45 lange minutter, og et efterhånden alt for sent tidspunkt til en hverdagskoncert, kommer While She Sleeps til syne. Det er derfor kun mere utilgiveligt at lyden til stadighed ikke er bedre. Til en start er det næsten kun bass og en masse mudder. Guitarerne kan meget, meget svært anes… 
Alt andet, til gengæld, spiller top notch, 100 % og deslige. Vi har en dedikeret skare oppe foran der er totalt på, hvad end det foregår i pitten, med fællessang eller ved at hoppe op og ned – og det er hele det omtrent 1 time lange show igennem fra start til slut. Resten længere bagved er stillestående, men ser også ud til at hygge sig. 
While She Sleeps selv viser ingen tegn på træthed, og de brager igennem uden at ofre teknik. Flere af medlemmerne er ofte helt ude ved folk, eller ude på gulvet. Forsangeren leder an, og er således også oppe på bardisken en enkelt gang. Han har for ikke så længe siden været igennem en halsoperation, og det skal ikke være en hemmelighed at det har hjulpet; hans stemme lyder bedre end nogensinde. Der går heller ikke længe før personen i rullestolen er med i et cirkelpit. I et cirkelpit!

Vi får serveret en tidlig overraskelse i form af velsagtens bandets største hit ”Seven Hills”. Sætlisten kunne dog som sådan ikke være mere ligegyldig, da der er et overskudsengagement hele vejen igennem. Tilmed får alle de 7 nye sange (+ 2 interludes) en virkelig, virkelig god respons. Det er kun ca. 2 uger siden det nye album havde premiere, og størstedelen af de fremmødte oppe foran kan allerede teksterne. Det er dog samtidigt tydeligt at der er blevet godt tyndet ud blandt de fremmødte, hvilket ikke er overraskende, da klokken hastigt nærmer sig midnat.

Lyden formår heldigvis at blive rettet ganske godt op, og efter den nævneværdige ”Our Courage, Our Cancer” (der modtager aftenens bedste fællessang) spiller det næsten så godt som det kan. Det bliver også en særdeles stærk afslutning i form af den lyrisk hadefulde ”Trophies Of Violence”, debut-EP skæringen ”Crows” og så ”Four Walls” til lige at gå hjem på. Mange er her allerede smuttet, men jeg synes sgu at While She Sleeps har klaret opgaven flot.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – New World Torture
2) – Brainwashed
3) – This Is The Six
4) – Seven Hills
5) – Torment
6) – Kangaezu Ni
7) – Life In Tension
8) – Death Toll
9) – Our Courage, Our Cancer
10) – Dead Behind The Eyes
11) – We Are Alive At Night
12) – Our Legacy
13) – Trophies Of Violence
14) – Crows
15) – Four Walls

 

  • Cancer Bats_3
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_8
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_1
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet!

Læs mere...

In Flames, Wovenwar, While She Sleeps

In Flames – lort eller lagkage? Det er sandsynligvis lidt hårdt trukket op, men realiteten er, at de seneste to gange svenskerne har spillet i Danmark, har det enten været lort (Copenhell) eller lagkage (Vega). Nuvel søndag aften, igen i Vega, og med deres sprit nye forfærdelige album Siren Charms i bagagen, burde der være mulighed for at opleve det ene som det andet. Den tid den sorg/glæde. Før vi nåede så langt fik vi nemlig selskab af et britisk og et amerikanske band. While She Sleeps og As I Lay Dying resterne i Wovenwar. 

 

While She Sleeps

Allerede kl. 20:00, hvor britiske ramte scenen, var der godt fyldt i Vega. Forventningerne varr løbet foran bandet og bliver desværre foran bandet de første tre numre af settet. Lyden varr elendigt justeret, og til trods for at Taylor brølede lungerne ud og rev scenen op på manisk vis, druknede størstedelen af numrene i et tromme/bas influeret støjinferno. Først da bandet leverer ”This Is The Six”, fra selvsamme 2012 album, kommer der nogenlunde styr på lyden. Herefter får vi ”Our Courage, Our Cancer” inden der lukkes og slukkes med den fantastiske ”Seven Hills”. 

Til trods for de mange lydmæssige problemer leverede While She Sleeps en stærk og fandens intens koncert. Vildskaben på scenen havde præcis den effekt det kunne forventes og forplantede sig effektivt til publikum – der dog skulle have hjælp fra Taylor, med at iscenesætte aftenens første wall og death. 30 minutters effektivt leveret opvarmning, der desværre bar præg af elendig lyd halvdelen af koncerten. 4 ud af 6.

 

Wovenwar

Oh, As I Lay Sleeping bandet Wovenwar kunne gå på scenen kort tid efter de britiske brødre fra While She Sleeps havde forladt selvsamm, og det til et publikum der var parat til en fest. Flere var kommet til og While She Sleeps havde uden tvivl gjort et fornemt arbejde med opvarmningen. Med en enkelt udgivelse i tasken bestod bagkataloget ikke overraskende af materiale derfra. Hvad der kunne overraske var derimod hvor pisse fedt vokalharmonierne mellem Blay og Gilbert fungerede. Det var absolut Wovenwars stærkeste kort. De to fyrer fungerer fantastiske godt sammen og jeg kan sagtens se et godt fremadrettet samarbejde på den front. Hvad jeg til gengæld ikke kan se, er gruppens behov for at have tre guitarister eller gruppens behov for at spille hyggemetal. Sidstnævnte naturligvis nævnt i forlængelse af medlemmernes nuværende og tidligere baggrund. 

Wovenwar hev hårdt i håndbremsen og lukkede hårdt ned for den fest While She Sleeps ellers havde startet. Publikum reagerede derefter og stod lettere desillusionerede og kunne ikke finde ud af om der skulle festes videre på lavere blus, eller om det var sjovere at hente fadøl. Det lykkedes ikke for Wovenwar. ”All Rise”, ”Profane”, ”Prophets” og den resterende setlist blev fremført ganske flot, men livløst og uinteressant. I stedet for at fortsætte festen gav Wovenwar publikum en lovlig undskyldning for at gå i baren. 3 ud 6.

 

In Flames

Herefter kunne vi endelig få svenskerne på scenen. Badet i blåt og rødt lys og til tonerne af ”In Plain View” fik Fridén og resten af ensemblet startet aftenens fest på fin vis. Publikum var fra starten engagerede og det første nummer fra det nye album, opfulgt af ”Everything’s Gone” fra samme plade, gik rent ind. En god start, hvorefter In Flames for alvor lukkede op for posen med ”Fear Is The Weakness”, ”Trigger”, ”Resin” og ”Where The Dead Ships Dwell”. Godt eksekveret og til stor glæde for publikum. Dog overraskende at ”Resin”, aftenens ældste nummer (16 år), fik så ”svagt” en respons som det gjorde. 

Så var festen for alvor startet - og hvad gør man så? Man laver en Wovenwar og stopper festen igen. Med det efterfølgende trekløver, ”With Eyes Wide Open”, ”Paralyzed” og ”Through Oblivion”, lagde In Flames en dampende lort af en bremse ud over scenen. Heldigvis har folk det med at æde lort råt og det var lige præcis hvad publikum gjorde. Når observationen er, at publikum synger med, hopper og danser, kan konklusionen derved kun være, at det er undertegnede der er forkert på den. Det er åbenbart godt materiale!? Det noteret og med en note om at anmeldelser er subjektive, løftede In Flames festen lidt igen med ”Ropes”, men det var først da ”Cloud Connected” ramte publikum, at det igen blev rigtig sjovt. Akkompagneret af et fantastisk lysshow, bragede Fridén derud af, i en kolossal optakt til aftenens højdepunkt – ”Only For The Weak”. Som tonerne blev slået an, rejste Vega sig på en helt anden måde end ellers set den aften. Hele salen hoppede med og løftede koncerten fra gulvet og op til balkonen.

Herefter forsatte bølgefesten – koncerten gik op og ned i interesse. ”Rusted Nail” fremstod som bragende kedelig live, mens ”When The World Explodes”, med Emilia Feldt på gæstevokal, var noget af et alternativt men fedt break i koncerten. Samlet fik publikum serveret 19 numre, klassisk afsluttet af ”Take This Life”. Value for money vil nogen sige – less is more vil jeg tillade mig at sige. Det sejlede op og ned i kvalitet og til trods for at Siren Charms var koncertens omdrejningspunk, kunne man godt have overvejet som minimum at have 2 numre mindre med fra det album (der blev spillet 7 samlet).

Med op og nedture falder vi hverken på lort eller lagkage. Til trods for at det var søndag virkede bandet til stede, publikum det samme og for en gangs skyld overraskede Fridén og leverede langt hen af vejen en stærk og tydelig vokal. In Flames spillede en godkendt koncert, ikke 100 % gennemført men i nærheden af de 70 %. Derfor ender vi på 4,5 ud af 6.

 

Læs mere...

Asking Alexandria, While She Sleeps, Motionless In White, Betraying The Martyrs

For lige knap et år fik Københavns mange pigeteenagere besøg af de engelske metalcore/pop-metal helte, Asking Alexandria. Ligesom i aften foregik koncerten dengang i Amager Bio, og ligesom sidste år havde hovednavnet medbragt op til flere supportbands. Dengang fik jeg mine fordomme om Asking Alexandria bekræftet, da jeg fra starten af deres levetid har mistænkt forsangeren for ikke at kunne synge halvt så godt live, som han gør på deres udgivelser. Han skuffede fælt. Det store spørgsmål må derfor være; har forsangeren forbedret sig? Før vi dog når dertil, skal der siges noget om de 3 opvarmningsbands.

Betraying The Martyrs:
Frankrig er muligvis ikke så kendte for deres metalbands, undtaget er selvfølgelig Gojira, men de har bestemt nogle spændende kunstnere. En af dem er Betraying The Martyrs, som lægger sig imellem deathcore og den melodiske dødsmetal. De har både en forsanger som growler, og en keyboardspiller, der, oveni at betjene klaveret, synger rent. Bandet har kun 5 år på bagen, og har i den tid udgivet en EP kaldet ”The Hurt The Divine The Light” fra 2009, og deres debutalbum ”Breathe In Life” fra 2011. Man kunne senest opleve Betraying The Martyrs i Pumpehuset, som opvarmning til Veil Of Maya tilbage i maj måned sidste år. Det var en ganske glimrende koncert, men som dog var præget af en knap så god lyd.

Kun pga. mit tidlige fremmøde var det muligt at nå ind til tiden og se første act på scenen – Betraying The Martyrs. Ifølge hjemmesiden ville arrangementet først begynde kl. 20, men allerede kl. 19:45 blev lyset dæmpet og de tunge breakdowns satte herefter ind. Salen var på dette tidspunkt knap halvt fyldt, og i løbet af de ca. 20 – 25 minutter bandet var på scenen, kom der efterhånden flere og flere ind fra gaden.

Som det plejer at foregå med det første band på scenen, er lyden som forventet ikke den bedste. Den er ikke forfærdelig, men dog en smule rodet. Volumen er derimod ganske høj. Man kan dog godt høre begge vokalister og keyboardet – de vigtigste ingredienser i Betraying The Martyrs melodiske, men brutale, musik.

Bandet viser ingen tegn på at der, for et halvt år siden, var langt mere gang i publikum, end der, for det meste af tiden, kom til at være i dag. Betraying The Martyrs er tændte og opstemte, og viser en tydelig glæde ved at stå på scenen. Publikum, derimod, viser kun sporadisk begejstring, og selvom der både er moshpits, circlepits og én enkelt wall of death indblandet, er der det meste af tiden meget dødt på gulvet.

Betraying The Martyrs spilder ikke tiden med at tale unødvendigt meget, men får i stedet de fleste til både at klappe og hoppe i takt. I det 3. og 4. nummer lægger sangene fornuftigt ud med et intenst breakdown, som formår at få de fleste med. I den 5., og sidste sang bydes der høfligt op til en wall of death, og publikum takker meget pænt ja. Og det er her, man lægger mærke til hvor meget plads der egentlig er i Amager Bio. Folk gør sig klar, nogle slår flikflak i den nu ryddede midte, og andre løber skrigende bort, imens mange griner lidt uskyldigt ad dem. Også gives der tegn! Av for satan, det må have gjort nas på de forreste, det er helt sikkert… Betraying The Martyrs har helt klart noget crowdcontrol, men ikke tilstrækkeligt til at holde folk kørende konstant i de ca. 25 minutters spilletid.

Betraying The Martyrs forlader scenen allerede efter 5 numre. De tog opvarmningstjansen til sig, og forsøgte med god energi og overskud at levere varen, men de mange nytilkomne, som konstant kom ind fra siden af salen og helst ville helt op foran scenen, ødelagde det naturlige flow imellem bandet og de engagerede publikummer. Den halvrodede lyd ændrede sig desværre ikke til det bedre, og om alt andet, så er det tydeligt, at de fleste ikke er kommet i aften for at se Betraying The Martyrs. Jeg vil dog, på et personligt og subjektivt plan, anbefale at man tjekker bandet ud, for musikken er interessant og for fans af melodiske dødsmetal, kan man ikke gå helt galt. Samtidigt beviste de ved deres forrige koncert i Pumpehuset, at de sagtens kan holde et publikum underholdt igennem mere end en halv time. Denne gang var rammerne, og det meste af publikum, bare ikke til det. 3½ stjerne.

Motionless In White:
Det amerikanske goth/horror inspirerede band, Motionless In White, opstod i 2005. De startede oprindeligt ud med at bevæge sig i den tidstypiske metalcore, som bl.a. kan høres på deres debutalbum ”Creatures” fra 2010. Den handlede i øvrigt om Motionless In White’s fans, som af bandet kaldes for ”creatures”. På deres næste album ”Infamous”, som udkom sidste år, skiftede de markant stil, og begyndte at eksperimentere med både industrial og groove metal. Deres goth/horror image har de dog holdt fast i, såvel som deres rødder i metalcore, og generelt sammenlignes Motionless In White med bands som SlipKnoT, Marilyn Manson, Cradle Of Filth og Metallica.

Allerede 20:30 er sceneskiftet forbi. Lyset dæmpes endnu engang, og de mange skrig tyder på at der, som forventet, er rigtig mange unge mennesker til stede. Og at mange er dem er piger. Modsat til Betraying The Martyrs, er der kommet en smule bedre styr på lyden, og salen er efterhånden ¾ fyldt op. Samtidigt er der et mindre pres på for at komme helt op foran. Det er tydeligt, blot ved at kigge sig omkring, at mange kender bandet i forvejen, og der er da også store moshpits i gang allerede fra første nummer.

Motionless In White ser ikke ud til at kede sig, men de er på ingen måde lige så energiske som Betraying The Martyrs. I forhold til selve musikken, så må jeg indrømme at jeg er stået helt af, allerede fra første nummer. Deres horror/goth-metal-industrial-electro/techno tema virker unødigt påtaget, og musikken siger mig absolut ingenting. Der er dog ikke tvivl om, at de sagtens kan deres lort, og hvis man lukker øjnene lyder det da også fint nok.

I løbet af de næste par numre daler lydens kvalitet. Dette påvirker dog på ingen måde publikums energi, og de fleste virker på alle måder til at have en fest. Både dem som synger med for sig selv, eller dem som er ved at brække lemmer i endnu en wall of death. Koncerten går derud af, og der bliver ikke snakket synderligt mellem bandet og publikum.

Da vi når til aftenens sidste sang, som er den eneste jeg har tjekket ud på forhånd, er det tydeligt at Motionless In White følger den nye bølge af amerikansk metalcore til punkt og prikke. Det er desværre sådan, at de fleste af disse bands tilføjer deres studieindspillet musik alverdens effekter, både på vokalen, instrumenterne og en masse computermæssigt lir, således at det lyder bedre, større og langt mere intenst, end det på nogen måde kan holde til live. Og ”Devil’s Night”, som er det pågældende nummers titel, er ingen undtagelse. De mange ekstra lag af vokalen er væk, mange af computereffekterne er også væk og nummeret er på ingen måde lige så hårdtslående, lige så intenst eller lige så interessant, som det lyder på pladen. Kombiner alt det ovenstående, med det faktum, at det primære guitarriff er taget direkte fra SlipKnoT’s ”Psychosocial”, og vola!, du har nu officielt opskriften på et lorteband – men det er bare min mening, selvfølgelig.

Alt er dog ikke helt forfærdeligt, og publikums massive engagement henter en hel del hjem. Især fordi stemningen ER god, og så kan man jo mene hvad end man vil om selve musikken, men bandet gad godt spille for os, og publikum gad godt se dem, og lyden… Den var acceptabel. Hvis jeg ser bort fra min egen manglende interesse i musikken, bliver det til 3½ stjerne.

While She Sleeps:
Det engelske metallic hardcore band (en beskrivelse givet af professionelle anmeldere, tilsyneladende), blev dannet tilbage i 2006. Der skulle gå 4 år før de udgav deres første udgivelse, et minialbum med navnet ”The North Stands For Nothing” – skulle man føle sig fornærmet? Nok ikke, da det handler om den nordlige del af England, og altså ikke om Norden i al almindelighed. Debutalbummet ”This Is The Six” udkom sidste år, og fik rigtig pæne anmeldelser. Sidste gang man kunne opleve While She Sleeps var som opvarmning til landsfællerne Architects i Pumpehuset, tilbage i oktober måned.

Kl. 21:20 er aftenens 3. band, og dermed det næstsidste, klar til at give det hungrende publikum en stor spand melodisk hardcore. While She Sleeps er, på trods af de enkelte ”rene” vokalstykker, dem som stikker mest ud i aften. Showet åbner lydmæssigt op på den værst tænkelige måde, hvor alt lyder dårligt; vokalen skrues alt for højt op (så højt at det gør ondt i ørerne), guitarerne er skramlede ad helvede til og trommerne lyder mere end som buldrende tønder end som trommer – kun lilletrommen står ud som noget positivt, og det er kun midlertidigt. Det generer dog hverken publikum eller band, og allerede fra 2. nummer er der moshpits.

Af de bands som i aften har stået på scenen, viser While She Sleeps usædvanligt meget energi. De ejer den scene. Forsangeren styrter rundt, guitaristerne smiler og griner, og alt imens er publikum gået i gang med endnu en wall of death. Og endnu en circlepit. Og endnu en… Ja, der er hele tiden et eller andet i gang. Men lyden nægter konsekvent at samarbejde med While She Sleeps, og lydmanden virker helt og aldeles ligeglad.

While She Sleeps præsenterer en lille ”ballade”, og publikum vågner endnu engang op til dåd. Der kommer endnu en wall of death. Der er efterhånden ganske varmt i Amager Bio, og stemningen er høj. Selvom der stadig er mange af de forreste rækker, som tydeligvis ikke er kommet for at se While She Sleeps, nikker mange alligevel godkendende og headbanger lidt hist og her. Endnu et par numre bliver givet til os, og i de sidste 2 numre er lyden faktisk acceptabel. While She Sleeps takker af for i aften med ”Seven Hills”. Især den melankolske outro er flabet, men perfekt at gå ud på.

While She Sleeps er det band i aften som, indtil videre, har klaret opgaven suverænt bedst. Publikum var underholdt, bandet så glade ud og der var en god stemning koncerten igennem. Den forfærdelige skodlyd ødelagde bare muligheden for While She Sleeps, således at de ikke fik chancen for at vise folk, hvad de virkelig er i stand til at levere. For de kan levere. Efter min sidste koncert med dem (den i Pumpehuset med Architects), var jeg ikke overbevist. Det blev jeg denne gang, selv på trods af lydproblemerne. Hvis du er til hardcore af den lidt ”alternative” slags, kan det herfra anbefales at tjekke While She Sleeps ud. Det bliver til 3½ stjerne, men tæt på 4 stjerner. Kom tilbage snart og tag jeres egen lydmand med!

Asking Alexandria:
Det engelske ”electronicore/metal” band i Asking Alexandria opstod først i 2008. På kun 5 år har de fået opbygget en kæmpe fanbase, og har turneret snart hele verden rundt. Og det med kun 2 udgivelser i ryggen. Det første ”Stand Up And Scream” blev udgivet i 2009, og det nyeste ”Reckless & Relentless” er fra 2011. De besøgte sidst Danmark for lige omkring 1 år siden, og med intet nyt fra deres side, udover en bunke covers af kendte hard rock sange, kunne man vente at få nogenlunde det samme som sidst.

22:15 slukkes lysene for sidste gang. Det er næsten udelukkende små piger, der står presset op af hegnet i front. Mange har trukket sig ud mod bordene og stolene, siden de fleste ikke er gamle nok til at købe alkohol. Pigerne skriger. Da de 5 medlemmer kommer valsende ind på scenen, bliver der skreget ad dem hver.eneste.gang.

Da musikken begynder, er salen faktisk kun lidt over halvt fyldt, men til gengæld er alle helt med. Lyden er endelig blevet ganske god, og forbliver sådan igennem resten af koncerten. Publikum hopper, synger, danser. Enkelte mosher, men de små pits dør meget hurtigt. Især de forreste rækker går fuldstændig amok med at kaste bh’er, t-shirts og jeg-skal-komme-efter-dig med diverse, ligegyldige ting op på og mod scenen. Forsangeren, som udstråler total ligegyldighed, samler bh’erne på sit mikrofonstativ. Det er nok standard. Her må jeg undre mig; hvad er det helt præcist pigerne tror de får ud af det, andet end at rende rundt med bryster, der flyver udover det hele og rammer tilfældige, og uskyldige, resten af aftenen?

Præcis ligesom til sidste koncert, og som jeg havde frygtet, viser forsangeren endnu engang, at han overhovedet ikke har nogen interesse i at synge ordentligt. Han prøver, men undgår helt bevidst de helt høje og lyse toner, så det dog ikke lyder så slemt. Men det er stadig forfærdeligt. Manden kan jo ikke synge. Overhovedet. Det er muligvist et smart træk, ikke at forsøge sig med de lyse toner. Men så igen, de som står og råber med bekymrer sig slet ikke, for de synger lystigt med på det hele. De andre medlemmer spiller dog helt fint, men står meget stille, og viser ikke noget synligt engagement.

Publikum, som nævnt tidligere, er derimod helt på og virker ikke til at være trætte, selv efter at have hørt 3 andre bands inden Asking Alexandria. Ironisk nok er det til Asking Alexandria, der er absolut mindst mennesker til stede. På trods af dette spiller bandet ufortrødent, og kommer både igennem sange som ”A Prophecy”, ”A Lesson Never Learned”, ”Another Bottle Down” og ”Not The American Average”. Det er tydeligt at forsangeren både kan screame, og hans growl holder fandme, så hvorfor han ikke bruger det, som han rent faktisk kan noget oftere, ligger uden for min forstand.

Vi trækkes igennem det ene nummer efter det andet, og det er alt sammen urimeligt ens. Et breakdown her, en masse poppede og letfordøjelige omkvæd dér, og sommetider nogle lange, kedelige og instrumentale stykker hvor der, og hold nu fast, bruges playback – til vokalen!! Puha. Det er sgu for sølle. Efter over 15 numre forlader Asking Alexandria scenen for good, og folk begynder at søge mod udgangen.

Jeg har aldrig været imponeret over Asking Alexandria, og om end bandets fans nok vil have haft the time of their life, kan jeg ikke se bort fra, at musikken ikke er noget særligt. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det egentlig er de vil med deres musik, og hvorfor bandets fans er så glade for dem. Men glade, det var de. På grund af forsangerens manglende sangevner, playback til vokalen og manglende engagement fra bandet, vil jeg give den laveste karakter jeg nogensinde har givet. 2 meget små stjerner kan det blive til, og det er udelukkende pga. publikums engagement, som var meget tydeligt fra de forreste rækker, og fordi at resten af Asking Alexandria godt kan spille – det ser bare ikke ud til at de gider gøre det.

Galleri fra koncerten (klik på band navn for at se billederne); Asking Alexandria , While She Sleeps , Motionless in White og Betraying the Martyrs .

Læs mere...

Architects, While She Sleeps, Heights

Torsdag aften var det blevet tid til endnu en af de mange metalkoncerter i Pumpehuset. Denne gang bestod aftenen af 3 bands; Heights, While She Sleeps og Architects – alle fra England. Genremæssigt lå de 3 bands dog rimeligt forskelligt fra hinanden. Endnu engang skulle publikum dog nøjes med at befinde sig i Pumpehusets lille sal, som denne aften desværre heller ikke kunne indfange en ordentlig lyd.

Heights

Heights stammer fra et sted kaldet Welwyn Garden City og lægger sig imellem post metal og post hardcore. Heights kom til verdenen i 2009 og udgav i 2011 deres debutalbum (og eneste udgivelse indtil videre) ”Dead Ends”, som fik favorable anmeldelser fra bl.a. Kerrang! og Metal Hammer. I maj måned 2012 smed de deres tidligere vokalist ud, og siden har deres bassist overtaget hans plads.

Fra da Heights går på scenen er Pumpehuset ganske pænt fyldt op. De 4 medlemmer af bandet ser alvorlige ud, men da de springer direkte ud i det, fejler lysten og energien ingenting; de vil gerne være her. Der er også allerede her nogle stykker som hopper og bevæger sig rundt på gulvet. Lyden, derimod, står i stærk kontrast, da den er rigtig skidt. Det er larmende, og altså ikke på den fede måde – her kan man meget svært adskille instrumenterne fra hinanden. Især når den ene guitarist skal synge med, er det helt forfærdeligt.

Forsangeren, hvor ukarismatisk han end er, forsøger aktivt at gejle publikum op og hopper på et tidspunkt op i en stang udover publikum. Det er vildt. Det lykkes dog kun at gejle de forreste rækker op, men de gør så til gengæld også et stort arbejde for at holde festen i gang. Efter et par numre erfarer jeg, og tilsyneladende også størstedelen af salen, at Heights ikke egner sig live – det bliver simpelthen for kedeligt. Heights er kun på scenen en halv time, og selvom musikken i sig selv er fed (den smule man kan høre igennem den dårlige lyd), så er deres live performance bare ikke særlig interessant; der er for mange lange stykker hvor aktiviteten fra både scenen og salen er ikke eksisterende. 3½ stjerne til Heights.

While She Sleeps

While She Sleeps er fra Sheffield, og har eksisteret siden 2006. I 2010 udgav de et mini album på 9 numre (altså reelt et normalt album) kaldet “The North Stand For Nothing”. Tidligere på året udgav de så deres første ”rigtige” album kaldet ”This Is The Six”. While She Sleeps befinder sig i den hårdere ende af metalcore, men formår stadig at smide melodiske stykker ind i deres sange.

Efter ca. 20 minutters ventetid var det blevet tid til aftenens andet band. Her kunne man have håbet på at lyden var blevet bedre, men nej, sådan skulle det altså ikke være. Til gengæld formåede bandet at skabe godt og vel den vildeste præsentation jeg længe har oplevet; allerede før introen var færdig, havde publikum sat gang i diverse pits. Da første nummer begyndte, var folk allerede ved at kaste sig ud fra scenen. Det er hvad jeg kalder en succesfuld entré.

Herfra og ca. 30 minutter fremad fik vi meget gennemskuelig og kedelig metalcore, serveret råt med en hyper engageret forsanger + band, et publikum hvor rigtig mange var mindst ligeså meget på som bandet, og til stadighed en lyd med rigtig mange mangler. For mig personligt oplevede jeg at den første del af koncerten var ganske kedelig, og jeg tror oplevelsen har været det samme for alle de andre, som heller ikke var en del af den sindssyge hardcore-dansende pit. Som du, kære læser, måske ved, har jeg aldrig haft én positiv oplevelse med hardcore dansere. I aften var det dog ikke noget som gik udover mig personligt, da jeg for det meste stod et stykke væk fra scenen.

Den anden halvdel af While She Sleeps performance bestod af mere melodiske passager. Noget som gjorde musikken mere interessant end tidligere. Det var dog stadig ikke nyskabende, og med en abnormt dårlig lyd gør det ikke oplevelsen unik eller mindeværdig. Dog skal While She Sleeps roses for deres tydelige lyst til at fyre den af sammen med publikum. Jeg håber de får mulighed for at spille igen i DK en anden gang med bedre lydforhold. 4 stjerner til While She Sleeps.

Architects

I 2004 begyndte britiske Architects. Af mange betegnes de som metalcore, men er også blevet kaldt både post hardcore og mathcore. Hvad end der er den korrekte genre, kan jeg med sikkerhed sige at Architects har udgivet 5 studiealbums. Deres første udkom i 2006 og bærer navnet ”Nightmares”. I 2009 udkom det Century Media-signede album ”Hollow Crown” og 2 år efter ”The Here And Now”, som blev massivt kritiseret af deres fanbase, da det bevægede sig i en blødere retning end tidligere. Det blev der dog rettet op på med albummet ”Daybreaker” som ramte gaden i slutningen af maj måned i år.

Klokken er ved at være 22:30, og endelig går hovednavnet på. Det bliver mørkt i salen og en dyster, men stille, intro kan høres. Mange stimler sammen foran scenen, og fra andet nummer – som tydeligvis er et hit, bedømt ud fra at så mange synger med – er der massivt gang i den fra begge sider af scenen. Hvad så med lyden? Den er heldigvis blevet bedre, men igen, den er på ingen måde optimal.

Faktisk er det kun lyden som forhindrer showet i at blive meget bedre, for der kan ikke sættes en finger på hverken bandets tekniske egenskaber eller engagement. Forsangeren er hele tiden ude ved publikum og lader dem tit synge med. Sommetider giver han også mikrofonen til de som lige når at fange hans opmærksomhed. Det er varmt i Pumpehuset. I løbet af den næste time kører Architects derud af og igennem 12 numre som fordeler sig udover deres 5 albums. Vi får bl.a. ”Early Grave”, ”Numbers Count For Nothing”, ”Follow The Water”, “Daybreak” og som afslutningsnummer “These Colours Don’t Run”.

Igennem koncerten kan man dog mærke at publikum bliver trætte, og numrene begynder også at flyde sammen. Det er ikke dårligt eller kedeligt, men den dårlige lyd gør at oplevelsen bliver langt mindre fornøjelig end den kunne have været. Det meste bliver dog reddet ved det sidste nummer, hvor forsangeren hysterisk råber den kendte sætning fra ”These Colours Don’t Run”; ”you want it all – you fucking pigs!”. Og så er der breakdown i hele salen. Dernæst er det slut. Architects har så sandeligt bevist deres værd, og fanbasen er i hvert fald med dem. Man kunne dog rigtig godt ønske sig bedre lydforhold – Pumpehuset, det er til jer! Jeg vil dog ikke lade den ringe lyd være grund til en skidt karakter, og Architects gør sig fortjent til 4½ stjerne.

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed