fbpx

Born Of Osiris, Veil Of Maya - Atlas

Der var dømt Deathcore på en kolde lørdag i aften i smilets by. Det er dog ikke en genre jeg har beskæftiget mig så meget med de seneste par år, men alligevel er det en genre jeg lyttede meget til, da jeg var yngre. Aftenens pakke bød på alle mulige godter fra den spirende Deathcore scene, og jeg var spændt på at se hvad der var at byde på.

 

Black Crown Initiate
Aftenens første band var det, som skilte sig mest ud fra mængden og var aftens sorte får. Black Crown Initiate spiller Progressiv Dødsmetal, men alligevel var der også tydelige inspirationer af Doom Metal og Post-Rock. Det var bandets første gang i Danmark, så dette skulle nok blive spændende. Jeg har ikke hørt bandets musik på forhånd, og det vidste sig så at være grusom fejl for mit vedkommende. Storslået og teknisk er nok den bedste måde at beskrive deres musik på. Forsanger James Dorton havde en nærmest skræmmende personlighed på scenen, med den måde han skreg teksterne på. Trommeslager Jesse Beahler leverede utrolige trommerytmer, som både dækkede hurtigt og teknisk så virkede han til at han havde det nemmeste arbejde på scenen og fik det hele til at virke super nemt. Guitarist Andy Thomas, som vidste sig at være mere skæg end menneske, var også med på vokalafdelingen, og der var der heller ikke en negativ ting at sige. Black Crown Initiate leverede en super fed koncert, og det er i hvert fald noget jeg kommer til at lytte en masse til i fremtiden. Hvis jeg skulle komme med en negativ kommentar så er det nok, at bandet kun fik lov til at spille i 25 minutter. De kunne godt lige havde fået lov til at spille to til tre numre mere.
Karakter: 5 ud af 6

 

Volumes
Andet band på scenen i aften var Volumes. Igen var dette et ukendt navn under min radar, og det var nok også bedst at det forblev det. Bandet spillede måske op til fest, men det virkede en tand useriøst. Specielt efter at forsanger Myke Terry råbte ud til publikum ”Let me see your hands in the air, Copenhagen”.
Seriøst? At bandet ikke engang vidste hvilken by de var i, var utroligt pinligt. Det var sgu lidt svært at tage dem seriøst efter sådan en brandert. Jeg forlod salen langt fra imponeret, men alligevel var det godt at jeg ikke havde nogle forventninger til koncerten før jeg gik ind i salen.
Karakter: 1½ ud af 6

 

Veil Of Maya
Nu var det blevet tid til Veil Of Maya. Et bandnavn jeg har kendt i mange år, men har aldrig fået tjekket deres musik ud. Atlas var rimelig godt fyldt, og der kom lidt mere energi ud til publikum. Nu hoppede folk og mosh pitten var også godt i gang. Selvom de første par numre virkede fine nok, så synes jeg at det faldt meget hurtigt til jorden og blev kedeligt efter noget tid. Jeg var godt nok ikke særligt imponeret over Veil Of Maya, men alligevel var der nogle gode punkter i musikken men desværre ikke nok til at det blev til en særlig mindeværdig oplevelse.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Born Of Osiris
Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet, nemlig Born Of Osiris. Mange gode ting er der blevet sagt om denne Deathcore gruppe fra Chicago, så mine forventninger var høje. Bandet gik på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og bandet virkede klar til at spille op til dans. Allerede fra første strofe virkede det til at bandet havde publikum i deres jerngreb. Jeg var selv imponeret over hvor meget publikumkontrol de havde, men alligevel lidt inde i koncerten synes jeg at det blev kedeligt. Der var intet galt med lyden eller musikken, eller deres preformance. Der var bare et eller andet som jeg ikke kan sætte min finger på. Måske har det noget at gøre med at jeg ikke stod helt op foran sammen med alle de andre fra publikum, eller at jeg ikke har hørt særlig meget af deres musik. I forhold til de to forrige bands så synes jeg at Born Of Osiris gjorde det bedst. Der er måske mange som er uenige eller enige, men det er jo selvfølgelig også en smagssag. Jeg synes at det var okay koncert, men alligevel er det heller ikke noget som jeg kommer til at huske fremover.
Karakter: 3 ud af 6

Læs mere...

August Burns Red, The Devil Wears Prada, Veil Of Maya

Endnu en gang havde pumpehusets samlet sammen til en ganske imponerende gang guitarlir. Med August Burns Red som hovednavn og ikke mindre end Veil Of Maya og The Devil Wears Prada til opvarmning, fik man om noget metal for pengene.

Veil Of Maya

Første del af denne kinderoverraskelse, Veil Of Maya, stod parat på scenen kl. 20:00 sharp, og kunne lidt trist se ud over en kun kvart fyldt sal. Det må have været underligt for dem, at stå i Pumpehuset igen, som opvarmning med en 1/4 fyldt første sal, efter at have fyldt stuen som hovednavn ikke mindre end 6 måneder før. Bandet gik dog til stålet uden så meget pis. Med ”The Glass Slide” blev leveret en effektiv start, fulgt op bl.a. af ”Unbreakable”, ”Crawl Back” fra The Common Man´s Collapse udgivelsen, ”Dark Passenger” og ”Divide Paths”

Til trods for det noget tomme rum, stod Veil Of Maya rent lydmæssige udemærket, og formåede forholdsvist nemt at sætte gang i den forreste del af sporadiske fremmødte. Mod slutningen lykkedes det ligefrem, op til ”It´s Not Safe To Swim Today”,at starte en lille wall of death - nok nærmere en hæk end en væg.

Eminent, energisk og med en tydelig spilleglæde, tilbagelagde bandet hurtigt de 30 minutter de havde fået tildelt - og det værende ganske effektivt. Ærgerligt at bandet ikke formåede at nå ud til hele publikum, som det lykkedes for dem sidst de gæstede Danmark, men det må bare konstateres, at der nu bare er forskel på at være hovednavn og første opvarmningsband.

Omkring 20:30, leverede Brandon Butler og co. sidste nummer, ”Punisher” og gik af scene. Tilfredse kunne de se tilbage på at have leveret en professionel og publikumsvenlig opvarmning, der dog ikke formåede at få alle blandt publikum helt op at ringe. 5 ud af 6.

The Devil Wears Prada

Omkring en halv time efter Viel Of Maya, en god del fadøl og en hel del tilkommende gæster senere, var det aftenens andet bands tur til at vælte scenen.

Med en bas og trommer der var en smule for højt placeret i lydbilledet, kastede det amerikanske band sig ud ”Born To Lose”. Et nummer der blev leveret ganske intenst og til stor glæde for publikum, desværre på bekostning af såvel guitar som clean vocal, der stort set druknede i trommer og bas. Heldigvis blev dele af den problematik justeret ret hurtigt, hvor vokalen blev tydelig, mens der gennemgående forblev problemer med guitar, der generelt var lidt utydelig.

Herefter gik det hurtigt og med et meget energisk sceneshow derud af igennem numre som ”Escape”, ”Outnumbered”, nummeret med den fornøjelige og besynderlige titel ” Assistant to the Regional Manager”, ”Dead Throne”, der virkelig sparkede røv, og Dez Moines.

Publikum var langt mere på, end tidligere på aftenen, hvilket fik temperaturen til at stige forholdsvist hurtigt i den lille sal. Publikums interaktion med band og liv på gulvet skabte et show med meget mere dynamik og intensitet, end ved Veil Of Maya. Job well done fra bandets side. Desværre var lyden ikke helt så heldig og især lækkert guitarspil havde det med at drukne i buldrende trommer. Efter 30 minutters spilletid blev der lukket ned med en hilsen til Obama og nummeret ”Mammoth”. Hvor publikum fik en lille ekstra treat, da Mike Hranica valgte at afslutte showet nede på gulvet, blandt publikum, til selv sammes store fornøjelse. The Devil Wears Prada kunne herefter gå tilfredse af scenen og tage 5 ud af 6 med sig.

August Burns Red

Lidt i 21:00 listede hovednavnet på scenen til tonerne af en eller enden 90´er pop - og det var så det der blev såvel listet som spillet af 90´er pop resten af aftenen. August Burns Red tog teten videre fra de to opvarmningsband og spillede en mindst ligeså energisk koncert som de to tidligere. Andelen af publikum var desværre ikke øget synligt og førstesalen i pumpehuset var ikke meget mere end halv fyldt. Ærgerligt, men det gjorde egentlig ikke så meget, da de fremmødte lod til at nyde koncerten. Der blev moshet, headbanget og sågar "danset" på "Internal Cannon?" på ordre fra Jake Luhrs.

Undervejs hev August Burns Red publikum igennem et ganske veludvalgt udsnit af deres bagkatalog. Det blev blandt andet til ”Composure”, ”The Eleventh Hour”, ”Cutting The Ties”, ”Barbarian”, ”Salt & Light” og ”Empire”. Dertil fik publikum en ganske interessant duo trommesolo, inden det alt for tidligt var slut for en ellers festlig koncert.

Lydmæssigt spillede det for bandet, i hvert fald i forhold til The Devil Wears Prada. Det hele gik fint igennem og selvom det ikke altid var lige nemt at tyde. Energien var i top og publikum blev for alvor aktiveret, specielt numre som ”Meddler”, ”Black Burner” og førnævnte "Internal Cannon" gav liv blandt publikum, mens ”White Washed” for alvor fik tempoet op og satte et perfekt punktum.

Lidt over en times spilletid blev det til, mere var der desværre ikke at komme efter, men der havde August Burns Red også leveret hvad der var forventet og mere til – også selvom vi ikke fik nogen julesange. Det lykkedes desværre ikke at holde det høje niveau under hele koncerten, hvilket gav nogle momentære mindre interessante passager, men derud over, en gennemført koncert der, som ligesom resten af aftenens bands løber af med 5 ud af 6.

Samlet set var aftenen en succes, i hver fald når det kommer til musikken. Jeg tvivler på at pumpehuset betragtede antallet af fremmødte som en succes, men når arranger ligger samme dag som Jeff Loomis, Vildhjarta, Monuments og Stealing Axion gæster templet, er der konkurrence om gæsterne. Jeg er sikker på at dem der valgte Pumpehuset den aften er enige i mine samlede 5 ud af 6, der gives for en ganske forrygende aften.

Klik her for at se billeder fra koncerten med August Burns Red

Klik her for at se billeder fra koncerten med The Devil Wears Prada

Klik her for at se billeder fra koncerten med Veil Of Maya

 

Læs mere...

Veil Of Maya, Betraying The Martyrs, Vildhjarta, Structures, Volumes

Med 5 bands og en gang zombiecrawl der både skulle starte og slutte ved Pumpehuset, havde det københavnske spillested sat sig i et tidsmæssigt dilemma. Dørene til koncerterne var sat til at åbne kl. 20, hvorefter den officielle rækkefølge proklamerede at Structures skulle starte showet, efterfulgt af Volumes, Vildhjarta, Betraying The Martyrs og endelig Veil Of Maya. Men... dørene åbnede ikke før kl. 20:15 og med varslet zombiereturn kl. 23.00 gav det lige under tre timer at få skippet de fem bands afsted før zombierne væltede ind af døren. Da koncerten såvel som zombieefterfesten var sat til at finde sted i stuen, gav det yderligere nogle pladsmæssige problemer.

Volumes

Less talk about zombies and more about music. Volumes havde byttet plads med Structures og gik på den lille intime scene ca. kl. 20:36 - omkring 20 minutter efter dørene var blevet åbnet - og det tager tilsyneladende et minut for en gæst at komme ind i Pumpehuset, for salen var kun “fyldt” med ca. 20 mennesker da det amerikanske bandt gik på. De lod dog ikke til at irritere eller mindske deres lyst til at spille deres musik. I løbet af de 25 minutter de var på scenen, formåede Pumpehuset da også at mindske indgangstiden pr. gæst, hvorved et pænt antal publikummer om ikke andet fik lov til at se Volumes spille deres sidste nummer. Det er dog begrænset hvor meget publikum gik glip af. Lyden var et rent kaos gennem hele første nummer. Trommer var alt for høje og overdøvede såvel guitar som den ene vokalist. Professionelt, blev det heldigvis justeret ganske hurtigt og med et energisk sceneshow kunne Volumes spille sige igennem numre som “Wormholes”, “Intake” og “The Columbian Faction” før det var slut for deres vedkommende.

En meget kort koncert, præget af en dårlig start lydmæssigt, godt sceneshow, hvor især de to vokalister leverede topperformance og hvor publikum stille og roligt slumrede til. 3,5 ud af 6 til Volumes for en fin start på aftenen, hvor man kun kan ærgre sig over at flere gæster ikke nåede at komme ind og kaste deres energi ind i koncerten.

Structures

Herefter var det så blevet det canadiske band Structures tur til at gå på scenen. Kun 15 minutter efter Volumes havde forladt scene, bragede Structures af sted, med en ligeså elendig start, hvis ikke værre end Volumes. Lyden var fuldstændig væk. Guitar druknede i trommer, andenvokal druknede fuldstændig og det hele lød som et virvar af elementer der blev kastet ned i en blender og mixet sammen. Kaos og rod, beskriver bedst førstehånds indtrykket af Structures.

Heldigvis lykkedes det også for Structures at få lidt mere styr på lyden, hvorefter bandets musik for alvor begyndte at hænge sammen live. Med et imponerende brøl guidede forsangeren publikum rundt og formåede om noget at sætte gang i festen. I en ligeså imponerende regnjakkelignende ting, blev der brølet løs på bedste formåen mens numre som “Tunnel vision”, “In pursuit Of” og “Encounter”, fik publikum til at give den alt de kunne.

Til trods for de gode takter, gode sceneshow og succes med at få sat gang i publikum, leverede canadierne ikke en speciel god koncert. Når man kun har lidt over 20 minutter på scenen, bliver man simpelthen nød til at få styr på lyden hurtigt - og det lykkedes aldrig helt for Structures. 3 ud af 6, som primært gives for sceneshow og publikums reaktion.

Vildhjarta

21:50 var det blevet det svenske band Vildhjartas tur til at gå på scenen. På det tidspunkt var Pumpehuset efterhånden blevet godt fyldt - ikke mindst af svenskere der havde taget turen over sundet for at støtte op om deres landsmænd. Og det gjorde de så på bedst vis. Vildhjarta blev klappet på scenen som var de hovednavnet. Svenskerne formåede da også at spille som om de var hovednavnet. Lyden var langt bedre end ved de tidligere to koncerter, hvilket også var krævet for at Vildhjartas tekniske kompositioner skulle fungere i Pumpehuset. Svenskerne leverede aftenens teknisk bedst spillede koncert og gav samtidig et perfekt afbalanceret sceneshow, hvor interaktionen mellem de forskellige bandmedlemmer fungerede til perfektion. Igennem koncerten blev publikum ledt igennem numre som “Shadow”, “Dagger”, “Golden Monk”, det nye nummer “Pieces” og afslutningsvist “All These Feelings”. En velsammensat setlist, hvor publikum både blev præsenteret for nyt og gammelt.

Svenskerne leverede hvad man kunne håbe på. En tight koncert, der gav publikum masser af mulighed for at rykke med nakken. Man kan dog mene at Vildhjartas musik kan blive en smule ensformig i længden, hvis man ikke er absolut fan og til trods for at “All These Feelings” er undertegnedes all time favorit på Måsstaden, er det ikke det bedste afslutningsnummer. 5 ud af 6 til svenskerne for en af aftenens bedste koncerter.

Betraying The Martyrs

22:50 var det blevet det franske band Betraying The Martyrs tur til at gå på scenen, og som forsangeren rigtig nok bemærkede, var de første zombier på det tidspunkt begyndt at indtage Pumpehuset. Ganske passende i relation til forsanger Aaron Matts performance på scenen - der mest af alt mindede om en ung Till Lindemann kombineret med, ja, en zombie. Betraying The Martyrs var ikke lang tid om at tage tråden op fra Vildhjarta, og startede med et perfekt og voldsomt energisk sceneshow publikum op og fastholdte energiniveauet igennem den halve times tid franskmændene var på scenen.

Med numre som “Martyrs”, “Man Made Disaster”, “Love Lost” og “Life Is Precious”, rev bandet publikum rundt i såvel circlepits, wall of death og almindelig moshing. Publikum var tændte og energien fra bandt kunne tydeligt afspejles. Lydmæssigt stod Betraying The Martyrs ikke så skarpt som Vildhjarta, men langt bedre end aftenens to andre opvarmningsbands. Vokal og anden vokal gik klart igennem, men under hele koncerten led bandet en smule af en mudret guitar. Det være sagt var der ikke meget andet at klandre franskmændende for. De leverede energi i sin rene form til alles fornøjelse til trods for enkelte lydmæssige fejl. 5 ud af 6 til Betraying The Martyrs.

Veil Of Maya

Endelig var det blevet aftenens hovednavn til at gå på scenen. På det tidspunkt var Pumpehuset blevet lukket for flere gæster, da der simpelthen ikke var plads til flere i den lille sal. Fedt for dem der var til koncerten, skide surt for den store andel af zombier der stod ude foran Pumpehuset og ikke kunne komme ind. Men nok om det, amerikanske Veil Of Maya havde nemlig til hensigt at følge både svenskerne og franskmændende og levere et brag af en koncert. Værende aftenens band med færrest medlemmer, fyldte bandet ikke meget på scenen, men det var nu ikke noget man bemærkede synderligt. Lyden var som ved de tidligere to bands god og til trods for at Veil Of Maya ikke kunne levere et show der energimæssigt og sceneshowsmæssigt kunne matche Vildhjarta eller Betraying The Martyrs, leverede Veil Of Maya en habil koncert hvor den tæt pakkede sal nærmest kogede over.

Med numre som “Punisher”, “Divided Lines”, “We Bow In It’s Aura” og “It’s Not Safe To Swim Today”, lukkede og slukkede Veil Of Maya for en aften der startede noget kedeligt men udviklede sig til en sand fest. Med et tight show, god koncert til publikum og en velsammensat setlist, leverede Veil Of Maya hvad der kunne forventes og gjorde det efter hvert punkt i bogen. 5 ud af 6 til amerikanerne.

Samlet set en god aften. Til trods for startmæssige problemer og et lidt for stramt program, leverede 3 ud af de 5 bands en solid performance der om noget gav værdi for pengene. med lidt hovedregning og positiv tillæg falder den samlede oplevelse på 4,5 ud af 6. Og til dem der sidder og tænker over hvad der skete med alle zombierne der var efterladt, så fik de alligevel lov til at komme ind, kort inde i sidste koncert.

Se billeder fra Church Of Misery her, under “Live 2012”.

 

Læs mere...

Veil Of Maya - The Common Man´s Collapse

Vil holde den her anmeldelse lidt kort. KØB DEN HER SKIVE NU.... Slut!
Det ville være nemt. Men sådan burde det være! Så fede er de altså bare.

Deathcore syntes jeg desværre har været en genre, der har skuffet rigtig mange gange i løbet af årene. Så da jeg fik den her skive i hånden, og der på et klistermærke på coveret står DEATHCORE med fede bogstaver, blev jeg sku noget skeptisk. Men allerede under det 1 min lange intro nr. blev jeg slemt overrasket. Hvis nogle kan lave et så fuckin tight intro nr. må resten bare være genialt.
Og det er lige præcis hvad det er. Det er en blandning af Deicide og Unearth, bare langt mere teknisk, med bedre breakdowns og federe vokal. Der er også blevet plads et par smukke melodi passager ind imellem al den skønne brutalitet. Stemningsbilledet på dette album, er simpelthen bare fuldført med en elegance, der næsten er umulig at finde andre steder inden for genren.

Det fuldstændig ulideligt tighte trommespil, yderst sublime guitarriffs, og fantastisk gustne growl, er cocktailen, der gør dette album til en klar kandidat til året album i min bog.
Lyt til nr. som "Mark The Lines", "Entry Level Exit Wounds" eller den instrumentale "Pillars" og du vil forstå præcis, hvad jeg mener. KØB KØB KØB...

Trackliste:
1. Wounds
2. Crawl Back
3. Mark the Lines
4. It's Not Safe to Swim Today
5. Entry Level Exit Wounds
6. Pillars
7. We Bow in it's Aura
8. All Eyes Look Ahead
9. Sever the Voices
10. It's Torn Away

Samlet spilletid: 33:09 min

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed