fbpx

Between The Buried And Me - Lille Vega

En historie om sydstatsmetal
En grå og kedelig torsdag i København, stod til at blive lysnet op med musikalske godter, da det progressive metal band fra solrige North Carolina, skulle spille på Lille Vega.
Between The Buried And Me (herfra BTBAM) kiggede forbi Danmark, som en del af deres ”evening with” tourné, hvor bandet spiller et todelt set. Omdrejningspunktet for sætlisten er udvalgte sange fra deres ni studiealbums, som spænder sig over bandets næsten 20 år lange historie. Forventningerne var derfor høje, da det for mig at se, som førstegangslytter af BTBAM, var den perfekte indgangsvinkel til at få et indblik i bandets eksperimenterende univers.

Når enden er god
Klokken slår 20:00, og ud af anlægget spilles introen til ”Naked by the Computer”, mens bandet går på scenen til et lidt over halvfyldt Lille Vega. Koncerten starter ud med det virtuose nummer ”Astral Body”, og bandet får med dette, i hvert fald for deres standarder, korte nummer markeret, at det bliver en aften med vidtspændende dynamik, og imponerende musikalske færdigheder. Bandet går herefter straks videre til den mere melodiske ”Lay Your Ghosts to Rest” fra samme album, The Parallax II: Future Sequence (2012), som også på albummet er næste sang i rækken. Sangen fik med dens catchy omkvæd publikum til at synge med, og her var det tydeligt at dette er et velkendt nummer blandt BTBAMS fans. Forsanger Tommy Giles Rogers Jr. bød efter nummeret publikum velkommen, og uden særlig meget snak, tog bandet os straks med tilbage til deres første tre albums. Personligt synes jeg at disse numre var koncertens lavpunkt, da de, i forhold til deres nyere materiale, ikke udviser samme evne til at lege med forskellige genrer. Overraskelsesmomenter er helt klart BTBAM’s styrke. Med en glidende overgang mellem de mere stille numre ”Reaction” og ”Mirrors”, var bandet nu tilbage ved nyere materiale. Der var dog en del støj fra publikums side, da hvad der lød som en stor del af de fremmødte, havde mere travlt med at tale sammen, end at fokusere på musikken. Virkelig ærgerligt, da ”Mirrors” er et meget stemningsfyldt nummer. Om ikke andet var det en stærk afslutning på første sæt, med glidende overgang, som på albummet The Great Misdirect (2009), til nummeret ”Obfuscation”.

I pausen stod jeg med følelsen af at koncerten knapt var begyndt. Jeg var underholdt, og tiden var fløjet afsted. Dog savnede jeg en mere koordineret optræden fra bandet. Musikalsk var jeg blæst omkuld, men selve deres optræden manglede energi. Dette kom især til udtryk ved at publikum i mange tilfælde godt kunne bruge nogle forbilleder, når der skulle headbanges til de mange polyrytmer. Til gengæld var jeg vild med, at BTBAM selv spiller deres keys, og ikke anvender backing tracks, hvilket de ellers sagtens kunne have gjort. Måske dette, sammen med musikkens tekniske kompleksitet, gør det mere besværligt for bandet at komme ud over scenekanten.

Nyt, nyt, nyt
Andet sæt lægger stærkt ud med tre sange, igen valgt fra føromtalte Parallax II: Future Sequence (2012), hvorefter de næste tre er fra deres seneste udspil Automata II (2018). Alle sange spilles i kronologisk rækkefølge, som på albummet. Hvis ikke det endnu er blevet bemærket, var dette et mønster for hele aftenen, hver gang flere sange fra samme album blev spillet. En fin lille detalje, som sikrede en rød tråd gennem koncerten. Især numrene ”Glide” og ”Voice of Trespass” stod i skarp kontrast til resten af aftenens sæt, hvor bandet på en lettere komisk måde, leger med elementer i musikken, som byder op til dans. Et friskt pust, der virkede til at ramme plet. Det lader desuden også til at forsanger Tommy Giles Rogers Jr., og guitarist Paul Waggoner, bedre formår at nå ud over scenekanten i løbet af andet sæt, og bærer dette videre til de tre ekstranumre, hvor de til sidst afslutter koncerten med helte-guitarsolo i nummeret ”White Walls”. Klokken slår 22:30, og BTBAM tager afsked med Lille Vega.

En god aften i proggens tegn
Bandet leverede en helt igennem velspillet koncert, og gav flere anledninger til at trække på smilebåndende. Lyden var fornuftig og det var til at navigere i mixet, men grundet den korte afstand til scenen, virkede trommerne meget dominerende i lydbilledet. Jeg savnede som før nævnt generelt også noget mere energi fra bandet, da de fleste af deres numre rent musikalsk indbyder til en solid omgang headbanging, men grundet numrenes kompleksitet, kræver det den rette vejledning fra bandet, før at man for alvor kan være med.

Jeg vil helt klart anbefale at opleve BTBAM, hvis man er til den mere nørdede del af metalgenren, for det kræver koncentration at få det fulde udbytte af deres musik.

Aftenens sætiste:
Sæt 1:
1. “Astral Body” (Intro: “Naked by the Computer”)
2. “Lay Your Ghosts to Rest” (Outro: “Fire for a Dry Mouth”)
3. “Alaska”
4. “More of Myself to Kill”
5. “Mordecai”
6. “Reaction”
7. “Mirrors”
8. “Obfuscation”


Sæt 2:
9. “The Black Box”
10. “Telos”
11. “Bloom”
12. “The Proverbial Bellow”
13. “Glide”
14. “Voice of Trespass”


Ekstranumre:
15. ”Selkies: The Endless Obsession”
16. ”Viridian”
17. ”White Walls”


Kilde: setlist.fm

 

  • Between the Buried and Me_4
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_1
  • Forfatter: Jill Decome
  • Between the Buried and Me_2
  • Forfatter: Jill Decome

Se hele galleriet her

Læs mere...

Machine Head til DK

  • Udgivet i Nyheder

Det amerikanske thrash metal band Machine Head vender tilbage til Danmark, hvor de spiller på Vega den 1. maj 2018, i forbindelse med udgivelsen af deres syvende album ”Catharsis”. Bandet smider albummet på gaden til januar, og forklarer herunder præcis hvorfor koncerten i VEGA er en koncert man bør komme til, de spiller nemlig ingen festivaler, der er ingen support bands, Machine Head alene headliner, og de er kendt for at fyre op i shows af med 2½ til 3 timers varighed.

Robb Flynn: ”It’s been far too long since we’ve demolished venues in Europe, we have had an awesome and productive break writing our new album “Catharsis”, but now it’s time for Machine Head to go melt some faces!! The reaction to our last “Evening With” tours were nothing short of incredible, so once again these dates will be “Evening With” and will see us performing 2 ½ to 3 hours every night with no opening bands.

We LOVED performing as an "Evening With" for the Euro Head Cases, and you guys loved it as well, the freedom to do whatever the fuck we want, for as long as we want every night was liberating.

This is not what everyone else is doing, and frankly, there are not a lot of bands who could even pull it off, but Machine Head CAN pull it off, and we are excited as fuck to do it again. We are carving our own path here, playing by our own rules, and as an artist, it’s the best feeling in the world!

No festivals PERIOD! No supporting some stupid DJ, The Head will only be “Headlining”, so come on down and rage!!“

 

Billetten koster 350 kr. + gebyr og salget starter fredag 29. september kl. 10.00 via Livenation og ticketmaster.dk

Læs mere...

Megadeth - Store Vega

Sidste gang Megadeth var forbi vores breddegrader til et klubshow (læs vores anmeldelse her), var den overordnede oplevelse, at de havde endnu en dag på kontoret: det hele var mere eller mindre som det skulle være, men dét der fik hevet oplevelsen opad fra middelmådig til god, var publikums håndfaste insisteren på at holde en fest, også selvom Megadeth ikke selv gad deltage. Dét sammenhold, den løssluppenhed, den gejst: den var en fornøjelse at være i selskab med. Megadeth selv, til gengæld? Ikke så meget.

Og når man så leverer dårligere end sidst, og publikum ikke selv formår at skabe festen... Ja, så får vi aftenens resultat. Læs med her.

Megadeth:
Op til koncerten tegner det ellers umiddelbart godt: sidste års show på Copenhell var udmærket, det nye album ”Dystopia” har for en gangs skyld fået pæne ord med på vejen, og aftenens begivenhed er udsolgt på en onsdag midt i ferieperioden. Og det starter heller ikke skidt! 
”Hangar 18”, efterfulgt af ”Skin O’ My Teeth”, er garant for en eksplosiv start, og der er hurtigt gang i fællessang og luftguitaren.

Den nye skæring ”The Threat Is Real” lægger dog en dæmper på gemytlighederne, og man frygter at der er flere af sådanne øjeblikke i vente... Hvilket der selvfølgelig er. Selvom lyden er holdbar (dog aldrig sublim, som kun Vega kan gøre det), og det visuelle er udmærket, så kan de nye sange ikke få Vega til at koge, foruden enkelte superfans rundt omkring. Den første tredjedel af sættet består primært af ældre skæringer, og så skal der næsten ikke mere til – men hele midterdelen er foruden ”Tornado Of Souls” kun nyt. Og dér kommer de ”små” huller i muren til syne: Megadeth har (endnu) en dag på kontoret – eller, dvs. Dave Mustaine har. De tre andre musikere gør det ganske habilt, og ser ud til at hygge sig (mere aktive er de dog heller ikke).

Denne passivitet ville muligvis være acceptabel på en weekend, eller hvis det primært var ældre skæringer, men da ingen af delene er tilfældet, føles det fladt, uinspireret, og mest af alt kedeligt i størstedelen af tiden. Og ærligt, Dave: hvis du er så træt som du lyder, måske det så var tid til at genoverveje om du ikke skulle trække stikket – eller som minimum holde en pause?

Når man selv på de gamle klassikere har svært ved at tyde hvad manden synger, er der noget i vejen. Når man mest af alt ønsker sig, at selvsamme herre ti minutter forinden skulle have lukket munden i ”A Tout Le Monde” (det lyder forfærdeligt), ja, så er der noget i vejen. Og det var altså begrænset hvad han kunne præstere tidligere... Rutine er acceptabelt, men ugidelighed er ikke – og det er godt nok svært at finde ud af hvad der er tilfældet denne gang.

I sidste ende redder kun de gamle sange seancen fra at lulle én i søvn. De (Hangar 18, Holy Wars, Symphony Of Destruction, Sweating Bullets, osv. osv.) holder stadig, her 20-30 år senere, og kan bære tingene et vist stykke – men langt fra hele vejen. Megadeth selv mangler tydeligt i ligningen.

Sætliste:
1) – Hangar 18
2) – Skin O’ My Teeth
3) – The Threat Is Real
4) – She-Wolf
5) – Trust
6) – Fatal Illusion
7) – Conquer Or Die!
8) – Lying In State
9) – Poisonous Shadows
10) – Tornado Of Souls
11) – Post American World
12) – A Tout Le Monde
13) – Sweating Bullets
14) – Dystopia
15) – Symphony Of Destruction
Encore:
16) – Mechanix
17) – Peace Sells
18) – Holy Wars... The Punishment Due
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Megadeth_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_20
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_16
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

A Colossal Weekend - Fredag

En hel weekend dedikeret til Post-Rock/Post-Metal/Experimenta lyder nu ganske spændende i mine ører. Det var meningen at jeg skulle afsted sidste år, hvor festivalen bød på navne som Cult Of Luna, Russian Circles og This Will Destroy You. Fandeme et godt line-up for første år som festival. A Colossal Weekend finder sted på Vega i København, hvor scenerne var rundt omkring i bygningen, så gode benmuskler kan anbefales hvis du læser dette og overvejer at tage af sted næste år. I forhold til line-uppet, så synes jeg at de har oppet sig kolossalt (høhø kolossalt). Navne som Deafheaven, Sumac, Oxbow,Redwood Hill, Agent Fresco og Emma Ruth Rundle, så der var ikke nogen tvivl om at jeg skulle afsted i år. Lad os se hvordan første dag udviklede sig.

 

Toundra 18.30 - Lounge

Åbningsbandet for festivalen var Toundra fra Spanien. Jeg har ikke lige fået hørt bandets musik, men mange af gæsterne på begivenheden på Facebook var meget oppe at køre over dem. Bandet gik på scenen og begyndte som småt at spille. Storslået Post-Rock med nogle metalliske elementer er vel det, der kan beskrive musikken bedst, men alligevel er det også noget jeg hellere vil anbefale at man hører live. Menneskemængden var ikke så stor under koncerten, men alligevel kom der flere og flere mennesker til under koncerten. Jeg lukkede mine øjne og blev stille og roligt opslugt af lyduniverset. Taget i betragtning at Loungen ikke er en scene, så fungerer den rigtig godt, selvom bassen engang i mellem rumlede hele lokalet. Toundra leverede en ganske fin koncert på årets festival.

Karakter 3½ ud af 6

 

Mutiny On The Bounty 19.20- Lille Vega

Nu gik vi nedenunder for at se Mutiny On The Bounty fra Luxembourg. Det her var en anelse mere teknisk og smadret end bandet før. jeg havde placeret mig helt bagerst i midten, hvilket viste sig så at være en fejl, da det var ALT for lavt for mit vedkommende. Efter par numre kom der endelig styr på situationen og bandet tonsede derud af. Her skete der i hvert fald mere på scenen end der gjorde hos Toundra, som spillede før. bandmedlemmer fløj rundt på scenen og guitarer blev svunget rundt i vejret, og en trommeslager hvis chinabækken var næsten en halvmeter længere oppe end trommesættet var. Mærkeligt setup, men det fungerede fint for ham. Jeg synes måske engang imellem, at det virkede lidt off, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke særlig mange af. Mutiny On The Bounty åbnede Lille Vega på ganske fin vis, og det er ikke udelukket at jeg måske vil tjekke dem ud igen i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Redwood Hill 20.10- Lounge

Fra udadvendt Math-Rock til introvert Post-Black Metal. Genreskiftet kunne ikke have været større, end da de lokale helte i Redwood Hill indtog scenen. Jeg har nu ikke formået at se en dårlig koncert med bandet, og efter syv koncerter med dem var jeg nu gearet op til at få en lige så fed oplevelse som tidligere. Microgravity sætter ballet i gang og scenen som er så tildækket med røg, hvor forsanger Marco Stæhr Hill er den eneste som er tydelig af medlemmerne. I aften var nemlig speciel af to grunde: 1. Det var deres første koncert i otte måneder, og vi fik luftet et helt nyt nummer Nihil, som vi forhåbentligt får hørt på den kommende plade. Vi fik også serveret lækkerier som Wir Ein Adler, Tristesse og den evigt fede Albedo. Lyden inde i salen var virkelig god og det hele sad fuldstændig i skabet, som det plejer at gøre med Redwood Hill. Poseidon var nummeret som lukkede det hele, og en perfekt slutning som altid. Redwood Hill kan sikkert godt gøre noget forkert, men det gør de bare aldrig.

Karakter 6 ud af 6

 

Deafheaven 21.30 - Lille Vega

Efter Redwood Hill var det på tide at tage en lille pause før aftenens hovednavn gik på. Jeg har set Deafheaven to gange, og de har formået at skabe et intenst lydbillede og et sonisk kvælertag, som ikke giver slip på lytteren. Forsanger George Clarke kommer ud på scenen sammen med resten af bandet. Han ser mere arrig ud end nogensinde før, og udfordrer alle til at komme op til ham hvis de prøvede på noget. Nu har jeg mødt Clarke før og jeg ved at han er en meget stille og rolig person, men hans personlighed på scenen virker så rigtig og overbevisende. Brought To The Water og Baby Blue fra deres seneste udspil New Bermuda var dem som satte gang i det hele, og publikum var tændte og klar. Det er helt utrolig at høre og se hvor tight bandet spiller sammen, og specielt også på de nye numre som jeg ikke har fået tjekket så meget ud er det bare fantastisk at se. Efter nummeret Come Back fik vi noget af en overraskelse, da bandet spillede deres en version af Mogwai numrene Cody og Punk Rock, imponerende må jeg nok sige, også midt nummeret at Clarke placerede mikrofonen ca en halv meter væk fra sig og stadig kunne skrige lige så tydeligt og intenst. De to sidste numre vi fik i aften, var Dream House som uden tvivl er deres største hit og lige efterfulgt af det fik jeg så mit ønske opfyldt, og vi fik nummeret Sunbather fra pladen af samme navn. Deafheaven gjorde det super godt, og det var som om at jeg havde glemt hvor fede de egentlig er live. Det var bare en mega fed koncert og mere kan der ikke siges.

Karakter 5 ud af 6

 

Anna Von Hauswolff 00.00 - Lille Vega

Jeg missede desværre Tvivler og The Physics House Band, da jeg lavede interview med Redwood Hill, så efter et hyggeligt møde med drengene, var det tid til at se det sidste band på Lille Vega om fredagen. Det er begrænset af hvad jeg har fået hørt af hendes musik, men det jeg har hørt var ikke lige min kop te. Alligevel skal det opleves. Salen var fuldstændig fyldt op med mennesker, og de virkede til at kunne lide det, og at jeg var den eneste som ikke lige synes at det var det fedeste, tror jeg. Jeg var alt for træt og kunne ikke holde fokus, og at jeg synes at musikken var ret intetsigende. Jeg synes at Anna Von Hauswolff var en kedelig oplevelse og en lidt ærgerligt slutning på en god første dag på Vega. Ses i morgen til Alcest og Sumac!

Karakter 2 ud af 6

Læs mere...

Sabaton, Accept, Twilight Force

For 2½ år siden stod jeg samme sted, og var på alle måder teknisk og showmæssigt overbevist: der var ikke en finger at sætte på Sabatons performance. Alligevel var jeg, personligt, ikke helt solgt. Sidenhen har jeg fået lyttet noget mere til bandet, og det var som om at den denne gang sad lige i skabet: det tog fire forsøg i liveregi, men nu var det altså. Dette betød dog naturligvis ikke, at alt nødvendigvis var perfekt...

Twilight Force:
Pga. det tidlige starttidspunkt nåede jeg desværre kun et par enkelte sange med Twilight Force. Det er noget for sig selv... Dungeons & Dragons: live, er den nærmeste beskrivelse jeg kan give. To guitarister med elverører, en ”ond” troldmand med unaturligt dyb fortællerstemme på keyboard, og den flotte eventyrer på leadvokal. Alle sammen naturligvis klædt i middelalder/rollespilsudstyr. Det var dumt, sjovt, teknisk imponerende – og glimrende opvarmning.

Accept:
En halv time senere er det et mere velkendt navn der lægger fra land med den klassiske heavy metal: scenen er simpelt opsat med en storskærm bagerst der har bandets navn stående (uden at skifte billede), lyset slukkes, og så kører vi. Modsat Twilight Force er det tydeligt at i hvert fald halvdelen af salen er oprigtigt interesserede, og ligeledes hvor Twilight Force var plaget af en anelse mudret lyd, hvilket er forståeligt med de mange elementer, er det ikke tilfældet her.

Den ”ægte” forsanger af Accept vil for nogle altid stå som Udo Dirkschneider: selv er jeg for ung til reelt at kunne være hverken fra eller til. Sikkert er det dog, at den ”nye” sanger ikke er helt på toppen i dag. Solbrillerne er allerede et klart advarselssignal, og vokalen er altså noget svag i det. Resten af bandet derimod, kører på tysk millimeterpræcision, og så ser de tilmed ud til at hygge sig med deres synkrone bevægelser.

Det løfter sig som ventet i de gamle klassikere ”Fast As A Shark”, ”Princess Of The Dawn”, ”Metal Heart” og ikke mindst afslutteren ”Balls To The Wall” – men man kunne godt have ønsket sig mere. Omvendt er det strengt talt ikke nødvendigt, selvom de sidste tyve minutter for mit vedkommende føles som én lang afslutningsseance: her havde det fungeret bedre med hårdtslående tre kvarter i stedet for udpenslede 60 minutter. Måske er det en personlig præference.
4/6 stjerner.

Sabaton:
”You’re in the army now”, skråles der fra salen i samklang med backingtracket inden bandet overhovedet går på scenen. Meget passende har sangen fået en Sabaton-ficering, og hvilken bedre start på fornøjelighederne? Stilen holdes ikke mindst da medarbejder-grenadiers (eller hvad man skal kalde dem), trækker bagtæppet fra og den nye trailer for hvad end nummer Call of Duty, vi efterhånden er nået til ruller over skærmen. Sådan virker det i hvert fald, selvom det ikke er rigtigt. Til gengæld kan publikum så kortvarigt nå at studse over det gigantiske trommesæt, der stilrent har rullekanoner-props tilknyttet. Sabaton går virkelig op i det image...

”Ghost Division” og den 300-esque ”Sparta”, den sidste komplet med udklædte spartanere på scenen – spyd, skjold og misundelsesværdige overkroppe. Herefter er vi i højlandet med sækkepiber, aka Skotland. Sabaton tager os alverdens steder hen, og er som altid i hopla. Denne gang er der endda ingen tiggen og beden efter ”Swedish Pagans”, der hurtigt omdøbes ”Danish Pagans” af den altid glade forsanger. Det er som altid en fornøjelse at se Sabaton, for hold da op, hvor er publikum med. Der er klap, der er fællessang, der er synkronhop – der er konstant gang i den i halvdelen af salen, og den anden halvdel ser ikke ud til at kede sig heller. Ikke mindst understøttes den gode stemning af et glimrende lysshow, klar lyd, og tematiske visuals på storskærmen: der er altid noget at kigge på. Ikke at man rigtigt får denne chance, for straks er vi videre i teksten. Stærkt serveret af klodens hyggeligste band – og muligvis gladeste. Endnu engang.

Et minus er til gengæld at der snakkes svensk fra scenen... Hold nu op, for fanden. Folk i Danmark fatter altså ikke svensk by default. Fint er det til gengæld med de svenske udgaver af sangene, men den useriøse hyggesnak mellem numrene (der også er en stor del af Sabatons performance!), bør holdes på engelsk – beklageligvis er der ikke særlig mange af dem. Tiden flyver nu alligevel, og jeg havde ikke troet det ville virke, men den akustiske udgave af ”The Final Solution” fungerer faktisk enormt godt: det er rart med et akustisk indslag efter 10 slagkraftige skæringer. Omvendt er det også godt at være tilbage i den hårdere ende med trekløveret ”Resist And Bite”, ”Night Witches” og ”Winged Hussars”. De to første er højdepunkter hver for sig, og i fællesskab.

Publikum er, her snart en time senere, endnu ikke færdige med at synge melodien til ”Swedish/Danish Pagans”, som om den skulle spilles igen. Og forsangeren har en fest med det faktum. Han har så generelt en fest. Igen, jeg tror ikke jeg har set nogen musiker der smiler mere end han gør, den kære Joakim Brodén. Men alt må jo have en ende, som så ikke uventet leder op til et encore – og jeg skal love for der lægges hårdt og godt fra med ”Primo Victoria”: gamle klip, lys og lydeffekter, som var man selv i de skæbnesvangre bådtransporter på D-dag. Men hvorfor ikke samuraier på scenen...? Det kunne ellers have været perfekt under ”Shiroyama”. I skal dog ikke høre megen beklagelse når afslutteren er ”To Hell And Back”, der til min overraskelse, men ligeledes glæde, hurtigt er blevet en fanfavorit.

Så, hvor står vi så? Umiddelbart lyder det hele jo positivt, foruden Sabatons insisteren på at snakke svensk. Det er rigtigt. Der er ikke noget at sætte på det der blev fremført. Modsat sidste gang, hvor den personlige interesse så at sige ikke var til stede, savnede jeg imidlertid denne gang mere fjol og ballade mellem sangene, som Sabaton er så gode til. Svensk eller ej, så gør det enormt meget for oplevelsen, for om du vil det eller ej, så er sangene sgu rimeligt ensformige – det er blevet bedre på de senere plader, bevares, men det er stadig en faktor der er nævneværdig. Snak imellem sange er en god taktik til at ”glemme”, eller i hvert fald at give den nævnte faktor mindre betydning. På en tirsdag godtager jeg dog indsatsen helt og holdent, og det bliver således endnu en succes i Danmark for klodens hyggeligste og gladeste band.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Sparta
3) – Blood Of Bannockburn
4) – Swedish Pagans
5) – The Last Stand
6) – Carolus Rex (svensk udgave)
7) – Union (Slopes Of St. Benedict)
8) – Far From The Fame
9) – The Lost Battalion
10) – The Lion From The North (svensk udgave)
11) – The Final Solution
12) – Resist And Bite
13) – Night Witches
14) – Winged Hussars
Encore:
15) – Primo Victoria
16) – Shiroyama
17) – To Hell And Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Lacuna Coil - Vega

Så... Efter at have været til, jamen jeg ved snart ikke, over 1500 koncerter, står, eller stod, Lacuna Coil som det kedeligste band jeg har oplevet live. Og dette er ikke blot en engangsforeteelse; jeg så dem tre gange imellem 2008 – 2011, og lige lidt hjalp det. Men, der er sket noget siden, og med ”Delirium” er de så sandelig tilbage på banen, og nok til at jeg vovede mig i Vega denne aften. Den store revanche! ... eller blot en acceptabel præstation?

Lacuna Coil:
Man kan i hvert fald starte med at påpege, at annoncere hovednavnet til at gå på ved midnat (i realiteten kvart i) er alligevel usædvanligt fra Vegas hånd. Men det skal ikke skille os ad, og Lille Vega er på dette tidspunkt fyldt ganske pænt op. Det er just ikke den bedste start på begivenhederne, da ankeret letter med en samling mindre interessante sange, og med en ærgerlig lyd, der desværre præger hele sættet (trommerne er for høje, vokalerne er for lave – og der mangler, ligesom til Katatonia i forrige uge, power!). Alligevel er det allerede her bedre end de andre gange, blot fordi Lacuna Coil rent faktisk ser ud til at have en mål med foretagendet. Det skader så heller ikke at lysshowet i sandhed underbygger bemærkelsesværdigt godt, og løfter knap så interessante sange positivt, som f.eks. ”Ultima Ratio” og ”Die & Rise”, sidstnævnte med dens skumle blanding af rødt og blåt.

Lacuna Coil er en anden størrelse end hvad de var engang. Bassist og guitaristen, hvoraf guitaristen er helt ny, fremtræder fuldkommen anonyme, mens trommeslageren har sin egen fest, og de to sangere styrer slaget. Jeg kan, på et personligt plan, godt lide at guitarist/bassist agerer ”skumle kumpaner”, ved blot at stå og se onde ud (ansigtsmalingen, som alle i bandet har på, så det næsten ligner et blackmetal band hjælper bestemt på det) – MEN skal man det, så SKAL de to sangere død og pine også komme udover scenekanten, og det lykkes altså kun i enkelte sange, hvor det her også bliver tydeligt at publikum gerne VIL festen, men er usikre på hvordan det skal udtrykkes.

Setlisten er for så vidt også udmærket, men mærkværdigt sammensat (her er den noget svage start udeladt). Vi er kommet godt i gang med ”Blood, Tears, Dust” / ”Ghost In The Mist”, men så vælger de at smide et forholdsvist stille nummer ind (”The Ghost Woman And The Hunter”), før der så kommer en up-tempo sang igen (”Trip The Darkness”) før tempoet IGEN sænkes. Og dette fortsætter igennem hele midten af sættet – sangene for sig selv står godt, men det er dumt ikke at holde fast i én stemning lidt længere ad gangen

Det er en altså en aften der svinger op og ned, så man bliver helt søsyg. Til tider er det lige i skabet og mere til, f.eks. under ”Heaven’s A Lie”, ”Trip The Darkness”, ”Nothing Stands In Our Way” og ikke mindst i afslutteren ”The House Of Shame” – men så er der flere andre tidspunkter hvor det føles fladt og hvor der virkelig mangler kontakt til publikum (”The Ghost Woman And The Hunter” og ”Zombies”), og så er naturligvis Depeche Mode coveret ”Enjoy The Silence”, der bare er... ligegyldigt. Spil hellere jeres eget. Jeg er dog underholdt næsten hele vejen igennem, og tiden flyver afsted, så det er mere godt end skidt – men det blev ikke den store revanche jeg havde håbet på.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ultima Ratio
2) – Spellbound
3) – Die & Rise
4) – Heaven’s A Lie
5) – Blood, Tears, Dust
6) – Ghost In The Mist
7) – The Ghost Woman And The Hunter
8) – Trip The Darkness
9) – Downfall
10) – You Love Me ’Cause I Hate You
11) – Our Truth
12) – Enjoy The Silence (Depeche Mode cover)
13) – Nothing Stands In Our Way
Encore:
14) – Delirium
15) – Zombies
16) – The House Of Shame
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Lacuna Coil_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Lacuna Coil_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Wolfmother - Store Vega

Siden sidste besøg i Tivoli, 2012 har Wolfmother udgivet to albums. Det første, ”New Crown”, gik næsen fordi for langt de fleste, og fik desuden generelt blandede modtagelser af pressen, mens ”Victorious” fra i år fik en langt bedre modtagelse. Det er derfor de står her i dag, og personligt er det 6 år siden jeg sidst havde fornøjelsen, dengang i forbindelse med udgivelsen af ”Cosmic Egg”.

Wolfmother:
”En regulær hitparade uden de helt store armbevægelser”, således kan aftenen kort opsummeres. 
Store Vega er op til start så godt som udsolgt, og samtidigt virker alle til at være ved godt mod. Jeg tænker ved mig selv at det nok skyldes helligdagen i morgen, og stemningen er derfor ganske god. 
Wolfmother smutter kort efter på scenen uden den store palaver, og direkte ud i titelsangen fra det nyeste album, efterfulgt af tre hits i rap i form af ”New Moon Rising”, ”Woman” og ”Apple Tree”. 
Det er ganske tydeligt at Andrew er centrum, men både trommeslageren og den hippielignende bassist (og af og til pianist) lægger en solid bund med både humør og energi. Bassisten skiller sig positivt ud med sin groovy attitude, samtidigt med at han ikke er bleg for at gå helt til stålet, som f.eks. i ”Dimension”, der modtager aftenens største fællessang, alt imens han kaster sig rundt på henholdsvis gulvet og foran keyboardet. Andrew selv virker først til at være i det snakkesalige hjørne, men det ender hurtigt med blot at være korte fraser og ”thank you!”’s.

Lyden er beskidt og en anelse harsk, så det er som det bør være; alle instrumenterne samt vokalen går glimrende igennem, men beholder det støvede udtryk som var vi i 70’erne. Lyset er ligeledes tilrettelagt de enkelte sange, men går aldrig over gevind, hvilket ellers kunne have givet det hele en tand ekstra. Publikum, ikke mindst de forreste rækker, er opstemte. Mest af alt i de (mange) hits, men som aftenen skrider frem, og der indtages mere og mere, stiger den kollektive glæde ligeledes. I begyndelsen skal Andrew dog selv bede publikum deltage i de mindre kendte skæringer. Sjovt nok, eller hvad man siger, er det den modsatte kurve for Wolfmother selv, som starter stærkt ud, og derefter har enkelte store opsving, men ellers falder mere og tilbage i den sikre rutine. Selv de mellemlange jams, som Wolfmother er kendt for, holdes til et minimum i aften; ikke at det skal trække ned. Nærmere modsat.

Ca. en time og tyve minutter er forløbet før Andrew og co. smutter af scenen, ligeså udramatisk som da de kom. Meeeeen, der er naturligvis et par sange endnu, og i afslutteren ”Joker & The Thief” hopper og gynger Vega som en fryd. Så… Alt i alt en glimrende fremvisning, dog med en anelse for træfsikker indsats fra bandets side. Samtidigt er det jo ingen hemmelighed at debutalbummet er det mest elskede, og derfor kan man svært skyde Wolfmother i skoen at de giver hvad deres fans gerne vil have, også uden videre armbevægelser. Lad det blot være sådan; jeg skal nok dukke op igen næste gang.

Sætliste:
1) – Victorious
2) – New Moon Rising
3) – Woman
4) – Apple Tree
5) – The Love That You Give
6) – White Unicorn
7) – White Feather
8) – California Queen
9) – How Many Times
10) – Gypsy Caravan
11) – Dimension
12) – The Simple Life
13) – City Lights
14) – Mind’s Eye
15) – Pretty Peggy
16) – Pyramid
17) – Colossal
Encore:
18) – Vagabond
19) – Joker & The Thief
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Wolfmother_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Wolfmother_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Wolfmother_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Dúné - Store Vega

Hvad har Dúné egentlig lavet de sidste tre år, udover at forsangeren har været en del af Toppen Af Poppen? Jeg ved det ikke, og det er faktisk derfor jeg står i Vega i aften. ”Wild Hearts”, det seneste album, er tilbage fra 2013, og ellers er det kun de to forholdsvist nye singler ”Antidote” og ”Trying To Get To You” der har indikeret liv i Dúné-campen. Men derfor kan det jo sagtens blive en fornøjelig affære alligevel!

Dúné:
Badet i klart blåt lys, og til synet af fuldstændig proppet sal, skynder de i alt fem mand sig på scenen – tre af dem udgør Dúné. De to der ikke gør, guitaristen og trommeslageren, er ikke kun i navnet ikke en del af bandet, men befinder sig også fysisk længere tilbage på scenen – så der ikke hersker nogen tvivl om, hvem man skal lægge mærke til. 
Som man er vant til i Vega, er det glimrende lyd endnu engang. Det hele går klart igennem, og der skiftes let mellem at guitaren, keyboardet eller vokalen fylder mest i billedet, uden at de andre instrumenter derved mister deres plads. Lysshowet er også veltilrettelagt; især er der fin veksling mellem enten komplet mørke, eller skarpt lys, som direkte følger enkelte stykker i sangene.

Efter åbneren ”Antidote” sparkes festen i gang med ”80 Years”, ”Let Go Of Your Love”, og kort efter ”John Wayne vs. Mary Chain”. Det er helt tydeligt at Dúné og co. hygger sig, og er ganske aktive; selvom det naturligvis er Mattias Kolstrup der er midtpunkt, er Ole Bjórn bag keyboardet også godt med. Publikum er ligeledes gode til at lege med, men dog udpræget oftest når Dúné specifikt beder om det. Det er på ingen måde i den sjældne ende, da der er indlagt et utal af muligheder for crowdcontrol (ikke at det gør fællessangen værre!). Flere af sangene er desuden tunet til at de skal opføres live; et ekstra break her, en lille intermezzo dér, etc. Det fungerer overordnet godt, men generer andre steder mere end de gør godt …
… for jeg er noget så ambivalent, når hele sange næsten omskrives totalt, som bl.a. er tilfældet i det gamle hit ”Bloodlines”.

Efter en lille parade af flere hits, er det tid til en mindre periode af ”Toppen Af Poppen”: Dúné-stil. Mattias Kolstrup var som bekendt en del af programmet for et stykke tid siden, og det kom der nogle covers ud af – bl.a. en spøjs udgave af Sebastians ”80’ernes Boheme”. Ikke dårligt, men anderledes. Herefter insisterer Dúné på at kopiere SlipKnoT-manøvren med at hele publikummet skal sætte sig ned på gulvet, og så hoppe op igen på kommando. Ganske succesfuldt i dette tilfælde, men efterhånden et udvandet trick at være vidne til.

Vi er nu omtrent en time inde i koncerten, og singlen ”Trying To Get To You” medfølges af et vildt imponerende lysshow, der fortsætter ind i det efterfølgende instrumentale nummer. Det er sgu i orden. ”Victim Of The City”, derimod, er ikke i orden… Den er ændret markant, og har slet ikke den samme kraft. At Ole Bjórn synger den kvindelige vokal, i stedet for blot at have lige præcis dén del præindspillet… Det forstår jeg altså ikke, i hvert fald ikke når der ikke er nogen energi i det.
Og så er vi også ved at nå til afslutningen; i stedet for ”Heiress Of Valentina”, der har været en tradition i mange år, slutter Dúné dog af med den kommende single ”Never Be Alone”.

Generelt har det været en noget blandet aften. Starten lovede godt. Rigtig godt, faktisk. Publikum var mere eller mindre engagerede hele vejen, dog mest på en når-bandet-explicit-beder-om-det måde. Lyd og lys var helt som det skulle være. Dúné og co. hyggede sig tydeligvis, men den ungdommelige energi jeg husker, er nu mere at finde i moderate og meget kontrollerede mængder. Bandet er desværre, så arrogant som det lyder, ved at havne i ”Familien Danmark fælden”, hvor det bliver forudsigeligt og uinteressant; intet skal overraske, alle skal kunne være med. Drenge og piger, børn som voksne. 
Jeg kom egentlig i aften, for at finde ud af hvor Dúné er på vej hen – og jeg er ikke blevet klogere. Men, de fleste var sandsynligvis godt underholdt; for mig var det en halvflad oplevelse, med tanke på de tidligere gange jeg har set dem, og det både henholdsvis som et 3 og 7mandsprojekt.

Læs mere...

Marilyn Manson - Store Vega

Et udsolgt Store Vega og et kampklart publikum. Det var de kendsgerninger ‘The Pale Emperor’ a.k.a. Marilyn Manson stod over for på denne dejlige sommeraften i København som et led i hans ‘Hell Not Halleluja’ Tour, der fulgte i kølvandet på hans seneste udgivelse ‘The Pale Emperor’.

Vegas lille foyer summede af forventning, og der var allerede før koncertens begyndelse travlhed ved baren. Med andre ord var folk kommet for at holde fest på en mandag.

Et par dage før havde Marilyn Manson spillet på Rock Am Ring, hvor undertegnede havde nærstuderet et par live-optagelser fra denne koncert. I mit stille sind noterede jeg mig, at han så lidt udbrændt ud, og jeg spekulerede over, om han ville kunne klare mosten denne aften.

Det viste sig dog, at alle mine bekymringer skulle blive gjort til skamme fra første sekund af koncerten. Hvis det københavnske publikum havde glædet sig til at se Marilyn Manson, virkede det som om det var gensidigt. I en uigennemtrængelig sky af røg steg Manson op på scenen, og der lød et jubelskrig i Store Vega, da han lagde ud med ‘Deep Six’ fra det nye album.

Han tog sig efter dette nummer tid til at hilse på publikum og ytrede “Enough with the pleasantries, we’re not fucking disposable!” og kickstartede derefter ‘Disposible Teens’.
Dette udsagn opsummerer egentlig meget godt Mansons mission - han var ikke kommet til København for at spilde tiden. Senere hen kom han med en kort anekdote om, at det første sted, bandet nogensinde spillede i Europa, var i København, hvilket yderligere bekræftede hans intentioner om at give det københavnske publikum, hvad de efterspurgte, som de i den grad også fik!

Manson har mange gode numre i sit katalog, og han gelejdede Store Vega sikkert igennem aftenen med en perlerække af tracks. ‘Sweet Dreams’ kom relativt tidligt i sættet og var en subtil reminder om, at Manson og co. skam havde flere skud i bøssen end bare dette hit.

Den efterfølgende ‘Angel With The Scabbed Wings’ havde samme indvirkning som en wrecking ball, og efterlod publikum i total ekstase. Herefter blev tempoet sat lidt ned på ‘Tourniquet’, hvilket set i bakspejlet måske var meget godt, i forhold til hvor mange flere gange Manson denne aften skulle løfte taget på Store Vega. Sidenhen fik vi bl.a. også ‘Lunchbox’, ‘Personal Jesus’ og ‘Beautiful People’ serveret, hvor sidstnævnte også blev koncertens absolutte højdepunkt. Koncerten afsluttedes med nummeret Coma White, som rent visuelt var en bizart smuk afslutning på koncerten, hvor Manson iført en sort kutte indhyldede en mikrofon beklædt med hvide dødsliljer og med stor indlevelse afsluttede koncerten.

Rent visuelt levede Manson også op til sin teatralske standard, mikrofoner, kostumer og endda et alter, hvorfra han sang, blev udskiftet i ét væk, hvilket efterlod publikum ventende på mere. Denne ventetid kunne let have ødelagt aftenen, men skiftene foregik så ubesværet som de kunne, og der var en spænding mellem numrene blandt publikum på at se, hvad han nu havde fundet på. Det hjalp også på det, at merchandise i form af sorte håndklæder, tambouriner, og sågar en telefon blev kylet ud over scenen under numrene, og Manson himself var da heller ikke for fin til at kaste sig ud blandt publikum i et halvt stagedive under ‘Beautiful People’. Halvanden time og 15 sange senere havde publikum fået alt hvad de kunne håbe på, og Manson fik bevist overfor Danmark, at han stadig er en force, man skal regne med.

Setliste:
Deep Six
Disposable Teens
mOBSCENE
No Reflection
Third Day Of A Seven Day Binge
Sweet Dreams
Angel With The Scabbed Wings
Tourniquet
Rock Is Dead
The Dope Show
Lunchbox
Cruci Fiction
Personal Jesus
The Beautiful People
Coma White

  • Marilyn Manson_2
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Marilyn Manson_9
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Marilyn Manson_8
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se hele galleriet her!

 


 

Voxpop med publikum fra koncerten:

VOXPOP LOALoa

Hvorfor var det fedt at se Marylin Manson?
Jeg har set alle koncerter med i Danmark og fulgt ham siden 1997, og jeg synes der var god lyd!

Hvor peakede koncerten for dig?
Cruci Fiction, som hang sang fra alteret!

 

 

VOXPOP ANNAnn:

Hvorfor var det fedt at se Marylin Manson?
Fordi han er et ikon! Det er jo ikke en gang det jeg lytter allermest til, men han er bare så meget sig selv og så vild!

Hvor peakede koncerten for dig?
Beautiful People!

Læs mere...

Kataklysm besøger Aarhus og København til januar

Kataklysm er som bekendt lige på trapperne med deres tolvte studie album “Of Ghosts and Gods”. Albummet udkommer 31. juli igennem Nuclear Blast.

I den anledning tager bandet i selskab med Septicflesh og Aborted på en omfattende europa tour i januar og februar måned næste år. Her vil de bland andet ligge vej forbi hhv. Voxhall den 10. januar og Vega den 11. januar.

Kataklysm’s Maurizio har udtalt følgende:

“It’s been a little awhile since we have visited the clubs and theaters of europe , the last run was incredible as we remember it well , this time we come stronger then ever supporting the bombastic “Of Ghosts and Gods” with an unprecedented 44 shows across the old continent as we will be visiting new cities and also countries such as Norway , Finland , Estonia and Latvia for the very first time .. excitement is an understatement ! We will be bringing a full Kataklysm show so you can feel the real experience our way and we are bring with us our brothers : the Greek titan kings of SepticFlesh and Belgian gore masters Aborted to bring the power and the blood , in true Kataklysm tradition the tour will be in January / February , so come start the year the right way and experience this sonic assault when it comes to destroy your town“

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed