fbpx

Manowar, Valby Hallen 01-04-2019

Du godeste, hvor var jeg dog nervøs.

Uddybning: Jeg har for længst set Manowar i Tyskland flere gange end i Danmark. Sådan kan tingene arte sig, når man virkelig elsker heavy metal, forstår I nok. Og for præcist to døgn siden befandt jeg mig i Dortmunds Westfalenhalle og overværede mine — og alle andre raske drenges — store helte, Manowar, fejle indenfor deres egne standarder.

Tidligere Yngwie Malmsteen- og HammerFall-trommeslager Anders Johansson er netop tiltrådt i bandet på et afbud. Vi snakker “netop” som i “for et stadig ganske overskueligt antal timer siden”. Og han kunne ikke følge med i numrenes tempoer, om så det gjaldt livet. Det var dybt frustrerende og bekymrende.

Sjældent har jeg måttet neddrosle mine forventninger i så høj grad. Ikke mindst ihukommende Manowars fandme ærefrygtindgydende, klokkeklare 6/6’er-triumf i Kiels Sparkassen Arena 3. december 2017.

Men det er sgu ikke på grund af mine lave forventninger, at metallens konger alligevel formår at plyndre og erobre København i aften. Lyden i den ofte så udskældte Valbyhal er klokkeklar. Der er intet nævneværdigt at udsætte på hverken sammenspil eller tempo. Og den altid grinende og sympatiske Eric Adams både synger og skriger med et teknisk overskud og en ungdommelig råstyrke, der må kunne få alverdens andre 66-årige mænd til at researche lidt i, hvad han dog render og foretager sig, når han ikke aktivt lever op til sin velfortjente status som konge af selve metalgenren.

Men de gunstige elementer tæller tillige et publikum, der fandme ER mere dedikeret end de fleste, selv indenfor en genre hvor netop dedikation, fanatisme og lidenskab er så vægtige nøgleord. Selvom der da givetvis findes mere sindssyge tilhængere af både Metallica og Iron Maiden, er det fandme ikke til deres koncerter, du ser så godt som samtlige publikummer stå og skråle med på hver eneste verselinie og tage så varmt og taknemmeligt imod slagernes indlysende call-and-response-elementer. Såsom f.eks…:

Now people keep asking if we’re gonna change
I look ‘em in the eye, tell ‘em
(alle): NO WAY!!!

Du kan kalde det plat; du kan kalde det dumt; du kan kalde det letkøbt og lavpandet. Du kan i det hele taget sidde og stille dig tilfreds med at reducere dig selv til en af de desværre så overraskende mange klagetanter, der især gør opmærksom på deres himmelråbende selektive metalsmag og nedtursattitude online, når der offentliggøres nye navne til Copenhell. — Og som tilsyneladende mener, at selve ordet “bøsse” skulle indeholde et eller andet validt argument for noget som helst.

Jeg skulle hilse fra en frejdigt festende, fællesskrålende og fadølstyllende Valbyhal og sige, at det i så fald ikke er os, men dig, der repræsenterer vores genre decideret elendigt udadtil. Vi elsker Manowar, fordi vi elsker heavy metal. Og vi elsker denne aften, fordi heavy metal netop er, hvad Manowar stadig er leveringsdygtige garanter i verdensklasse for, hvad man så end måtte mene om deres udgivelseskvalitet de sidste 20-25 års tid samt deres mediefremtræden helt generelt.

Hallo. De spiller “Blood of My Enemies”, mand. Og “Fighting the World”. HURRA, sgudda! Og de spiller “Thor (The Powerhead)”, og “Brothers of Metal Pt. 1” Og så tror jeg simpelthen aldrig, jeg nogensinde bliver træt af at høre “Call to Arms”, hverken live eller studieversionen. Dejligt er det også at høre “The Triumph of Steel”-skiven (’92) repræsenteret ved “The Power of Thy Sword”.

Du godeste, hvor er jeg dog lettet!

Det kan selvfølgelig undre, at tourens sætliste, der er udformet efter fans’enes ønsker, således indeholder numre som “Hand of Doom” og “House of Death”. Det er langt fra Manowars bedste sange, men på den anden side rocker de sgu ubeklageligt. Og selvom “Swords in the Wind” kun bidrager til en overvægt af “Warriors of the World”-materiale (’02) i sættet, er den fandme smuk i aften. Og så skider jeg altså på, at “Gods of War” (’07) er en tvivlsom skive; “Sons of Odin” er fandme et fedt nummer.

Selvfølgelig skal vi også lige trækkes igennem en alt for langt piccolobassolo med mindre feeling end Lars Ulrichs trommespil og mindre retning end Art Garfunkels solokarriere. Og selvfølgelig holder samme bassist og band-mastermind, Joey DeMaio, en brandtale, hvori han — på i øvrigt overraskende ydmyg og taknemmelig vis — takker og roser publikum for ikke at stå og fedte rundt med mobiltelefoner, og følgende prædiker de antiautoritære værdier der er alle os headbangere så velkendte. — Inden han i øvrigt lige så forudsigeligt “bunder” 1/2 liter Hof ved stort set at hælde den ud over sig selv.

Det er faste indslag, som man måske kan ryste mere eller mindre overbærende på hovedet af, ligesom man i øvrigt kan gøre det af så mange andre elementer ved bandet. Men det ville bare ikke være det samme uden. Manowar er med sin høje kitschværdi noget så sjældent som et multimillionsælgende kultband indenfor jordens mest statiske og konservative musikstil. Hvis ikke du fatter Manowar, fatter du nok i virkeligheden ikke rigtig, hvad det er, der i det hele taget gør heavy metal så fedt, som det er.

Mit største kritikpunkt er, at bandet har valgt at erstatte det faste postludium “The Crown and the Ring” med “Army of the Dead, Part II”. Dét er fandme skidt. Men altså, med alt det ovenstående i betragtning: Hvis du kan stå igennem numre som ovenfor nævnt og dertil de fantastiske slutsange “Kings of Metal”, “Warriors of the World United”, “Hail and Kill” og “Black Wind, Fire and Steel” uden at juble bare en lille smule... så er du edderrådme ringe til at høre heavy.

Læs mere...

Dropkick Murphys i Valby Hallen

Dropkick Murphys annoncerer Europa tour 2018 med Flogging Molly

Dropkick Murphys er atter engang klar til at indtage Danmark, og holde et brag af en fest. Bostondrengene med de irske rødder spiller i Valby Hallen fredag 9. februar. Sidst de gæstede Danmark var på COPENHELL i 2016, og her var der gang i de keltiske rocktoner på klassikere som ”The Boys Are Back” og ”Shipping Up To Boston”. Dropkick Murphys har mere end 20 år på bagen, men mantraet har alle dage været; ”Hold your head high, and crank it up”.

Efter sidste i Danmarksbesøg har de været hjemme i Boston og skrive på nyt materiale. Det er blevet til albummet ”11 Short Stories Of Pain And Glory”. Albummet er det første de har indspillet udenfor Boston, nemlig i et studie i Texas: “To me, the whole journey starts with the fact we actually agreed to go – and then went – to Texas. Because we’ve never left home to make a record,” siger bassist Ken Casey. “As everyone’s lives have become crazier and busier with kids and families, it’s gotten harder to buckle down at home. We decided to leave Boston, go down to literally the middle of nowhere and lock ourselves in a room.”

“There was nothing around us for miles,” siger guitarist Tim Brennan. “It was just us and the studio. I think it gave us the ability to work without distractions in a way that we’ve never really been able to before. All we could do was focus on music. It was one hundred percent devotion to the songs. Once we started to put everything together in El Paso, the songs took on a whole new life and exceeded our expectations.”

Nu er de så igen klar til at turnere. Denne gang medbringer de det amerikanske band Flogging Molly, som ligeledes spiller irsk inspireret rock. Sangenes smitsomme originalitet, er en hædersbevisning og nøglen til bandets kreativitet, deres karakter. Sidst Flogging Molly var i Danmark var som support til Volbeat i Telia Parken denne sommer. Stiftende medlem af Sex Pistols, Glen Matlock er med på turnéen som opening act.

Dropkick Murphys og Flogging Molly som pakke er den vildeste fest der kommer til København længe.

Dato
Fredag 9. februar 2018 - Valby Hallen, København

Billetter
Billetpriser: 400 kr. + gebyr
Billetsalget starter onsdag 11. oktober kl. 10.00 livenation.dk og ticketmaster.dk

Læs mere...

Rob Zombie, Marilyn Manson

Marilyn Manson og Rob Zombie i samme båd. Det lyder som et håbløst projekt og en båd der burde blive revet midt over af de to personligheder. Rygterne har også sviret om diverse bitchfights mellem de to middelaldrende mænd, der tilsyneladende ikke har kunne holde hinanden ud på deres tour. Sandhed eller mediestund? Who knows and who cares. Det ville i hvert fald ikke komme som en overraskelse hvis der var kørt lidt spin, for at skabe omtale. Det være sagt, er det oplagt at betragte de to co-staring navnes performance som en konkurrence internt. Scenen er sat, arenaen er det halvelendige ”spillested”/sportshal valbyhallen, tilskuerne: et bredt udvalg af unge goths, gamle goths og andre der var unge da de to hovednavne var hit. Let the fight begin.

Marilyn Manson

Med skiftevis Manson og Zombie som hovednavn, fik publikum denne aften Manson på scenen som første act. Tilbage i 90’erne og start 00’er havde Marilyn Manson sin glansperiode. Enten hadede man ham eller også kunne man ikke få nok af chokrockeren. I 2012 er der ikke rigtig nogen der har noget imod Manson, i hvert fald ikke i Europa, hvor sex, vold, masochisme osv. ikke er noget der chokere eller forarger på samme måde som i USA. Manden med de hundredevis af udklædninger er blevet overhalet indenom. Til dels af yngre bands men også af hans egen alder, misbrug og mangel på kontakt med virkeligheden. Tilbage står Ikonets musik, der om noget var med til at male metalkulturen i starten af 00’erne.

Det var musikken der bar Mansons teatralske show. En time præcist blev det til, med kostumeskifte mellem hvert nummer, hurtigt og effektivt udført, men ikke velfungerende. Manson kunne ikke på scenen. Der var tydlige problemer, kun halvdelen af lyrikken blev leveret og når Manson skreg var det en bløret suppe, hvor det var helt umuligt at tyde indhold. Det fik de mange kostumeskift til at virke påtaget til ære for publikum. Det er hvad der forventes, men når hovednerven, musikken, ikke spiller 100 %, fungere tilbehøret ikke.

Der er ingen tvivl om at fordums kraft og saft stadig eksistere et eller andet sted inde i det efterhånden lidt for ucharmerende korpus, det var bare alt for sjældent publikum fik muligheden for at opleve det. Vi fik lov at snuse til det på numre som ”The Dope Show”, ”Rock Is Dead” og ”The Beautiful People”, men heller ikke her formåede Manson at sælge varen fuldt ud. Hvad der skulle være en rockudladning, aggressivt og fanden i voldsk, blev en halvkedelig og tam affære. Bedst gik det på den smukke ”Coma White” hvor Manson i faldende sne, insisterende og indlevende leverede aftenens højdepunkt. Nøgen og uden en masse tilbehør, virkede det som om vi fik set den sande Marilyn Manson anno 2012 for et kort øjeblik.

Ud over førnævnte blev publikum blandt andet budt på numre som ”Hey, Cruel World”, ”Disposable Teens” samt de to covernumre ”Personal Jesus” og ”Sweet Dreams”. Specielt sidstnævnte sendte uden tvivl en god andel af aftenens fremmødte tilbage til deres teenageår, fulde i en rus af ren pilsner og ungdommens anarkisme. En udmærket setliste, hvor de gamle slagere naturligt fungerede bedre end nyt. Publikum lod til at nyde det. Ikke i en euforisk rus men i en tilbagelænet afslappet tilstand. Lyden i Valby Hallen, var langt så slemt som forventet og selvom den ikke var perfekt, fungerede det.

Det blev aldrig rigtig godt. Sidste tre numre var Mansons es og også den absolut bedste del af en noget sløj koncert. Tronende fra hans podie tordnede han af sted på ”Beautiful People” inden klokken slog én times spilletid og freakshowet forlod scenen. Koncerten var Middelmådig, Manson virkede en smule sørgelig og særdeles udbrændt. Stemningen emmede af noget der engang var noget og mon ikke også det reelt også er sandheden. 3 ud af 6.

Rob Zombie

Efter Mansons noget ramponerede show, var der ikke tvivl om at Zombie havde fået en gevaldig forhånd i de to navnes interne kamp. Det lod da også til at Rob Zombie havde tænkt sig at tage kampen ganske alvorlig og udmanøvrer Manson på alle fronter muligt.

Med entre på scenen allerede 21:40, fik publikum en sprudlende Rob Zombie, der stormede rundt på scenen til tonerne af ”Sawdust In The Blood”. Forskellen var stor. Zombie virkede fit, parat til at leverede såvel ham selv som det medbragte sceneshow, modsat Mansons tamme show. Publikum fik zombier, kæmpe robotter, varierende filmklip til hver enkelt nummer og et energisk lysshow. Frontfiguren selv var over det hele, på scenen og blandt publikum og fungerede som en sand entertainer. Rob Zombie vandt den del af den interne konkurrence overlegent og det lykkedes ham da også at få skudt lidt gang i det tilbagelænede publikum.

Hvor Manson var noget tidligere og stadig har et navn. Har Zombie aldrig rigtig braget igennem til den brede masse. Kult og kitch kendetegner musikken og universet, der ikke kan få nok horror, gore eller halvnøgne damer. Som Zombies film spænder hans musik over et begrænset territorie, hvor indhold har det med at ligne hinanden og intet rigtig er super fantastisk. ”Dragula” er om noget det nærmeste Zombie kommer på et regulært hit og netop det faktum viste sig hurtigt at være Zombies største hæmsko. Numre som ”Meet The Creeper”, ”Mars Needs Women” og ”Lords Of Salem” er reelt ikke specielt interessante numre. Det er småkedeligt og for på nogen måde at gøre koncerten interessant, er band som frontmand nød til at overdænge publikum med så meget lir på scenen at musikken bliver sekundær. Selvom det også for Zombies tilfælde kun blev til en times spilletid, var det mod slutningen tydeligt, at der rent musikalsk ikke var mere at byde på.

Til trods for det enkelte faktum at Rob Zombie har langt dårligere materiale end Manson, formår zombien at hive en sejer hjem, om end det ikke er en bragende succes. Lyd forholdene var stadig ikke fantastiske, men bedre end forventede og det kombineret med et fantastisk sceneshow og entertainmentship i høj klasse bringer Zombie op på 4,5 ud af 6, hvor det specielt er manglen på godt materiale der trækker ned. .

Overordnet altså en sejer til aftenens sidste navn. Manson havde materialet og Zombie havde liveenergien. En kombination af det bedste fra de to, vil uden tvivl give et fantastisk show, men hver for sig bliver det ikke til mere end 4 samlet.

 

  • Marilyn Manson_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Dream Theater, Periphery

Nogen gang er man heldig – andre er man uheldig. At Dream Theater koncerten blev flyttet til Valby Hallen i stedet for nedbrændte KB Hallen lugter langt væk af uheld. Jeg har aldrig nogensinde været til en koncert i Valby Hallen, uden lyden har været helt forfærdeligt og faktisk er det mig en smule uforståeligt at hallen overhovedet bliver brugt til koncerter!? Det være sagt har jeg snakket med venner og bekendte, der faktisk har oplevet god lyd i betonklodsen – derfor: på med ja-hatten og af sted, til hvad jeg håbede ville blive en af årets progressive rock/metal oplevelser. Fredag aften, godt fyldt op og med amerikanske Periphery som opvarmning, var scenen om noget sat til en musikalsk oplevelse i den progressive rock/metals tegn.

Periphery

Mens Dream Theater om nogen repræsentere den mere klassiske form af progressive rock/metal, har medlemmerne i Periphery slået deres navn fast inden for de seneste år, men et univers der i høj grad bærer præg af den djent sound, der er fremherskende på nuværende tidspunkt. Desværre var det ret tydeligt, at det var begrænset hvor mange blandt det fremmødte publikum, der reelt kendte amerikanerne i forvejen. Det blev derfor en noget stillestående begejstring, men det er sandsynligvis ikke første gang på touren at Periphery oplever den publikumsrespons – og det var absolut heller noget bandet lod sig påvirke af. Med en fandens energi og spillelyst leverede bandet seks numre, der i hvert fald fremviste bandet som et energisk livenavn.

Men så falder hammeren desværre også. Ikke engang den ellers rigtig gode liveenergi kan veje op for de elendige lydforhold som Valby Hallen IGEN var som minimum halvt ansvarlig for. Matt Halpern på trommer spillede eminent, men støjede også som en i helvede i det lukkede betonhelvede, mens Spencer Sotrelo kun momentvis var til at høre. ”Heldigvis” blev det opvejet af en suppe af guitar og bas der overhovedet ikke var til at skille fra hinanden. Kort sagt: forfærdelige lydforhold. Det var helt sikkert ikke til Valby Hallens fordel, at salen ikke var flydt op på det tidspunkt. Men det ændre bare ikke ved det faktum, at bandet performede det bedste de kunne men simpelthen ikke formåede at, eller kunne, gøre noget ved lydforholdene.

Periphery havde fortjent bedre – men som det senere skulle vise sig, var det ikke helt umuligt at tæmme lydforholdene i Valby Hallen og retrospektivt må det derved også konkluderes, at problemerne ikke kun ligger i beliggenheden men også hos Periphery´s tilknyttede lydmænd. 3 ud af 6 til Periphery og et ønske om et snarligt gensyn, gerne i et andet venue.

Dream Theater

Ikke overraskende var der ingen tvivl om hvem der var aftenens hovednavn. Kl. 21 satte Dream Theater gang i deres intro, som så vidt jeg kan researche mig frem til var Hans Zimmers ”Dream is Collapsing”. Med trommesæt placeret solidt midt i det hele, ragende op som et mindre højhus, Jordan Rudess flankerende på publikums venstre side og tre kubelignende skærme hængende over scenen, gjorde Dream Theater deres for at drage publikum til. For lige at blive hængende ved de tre skærme, blev de under koncerten benyttet til dels at vise de forskellige medlemmer i aktion og dels til at vise forskellige animationsvideoer. Afbalanceret og tilpasset koncerten, fungerede det som et ekstra skud i en ellers skarpladt seksløber.

God og vel 15 numre samt en trommesolo blev det til, inden Dream Theater efter ca. to timers spilletid lukkede og slukkede ned, med hvad der virkede som stor tilfredshed fra publikums side. Efter opvarmningen var jeg sikkert ikke den eneste, der havde frygtet og lugtet fadæsen lure rundt om hjørnet og efter Dream Theater havde skudt de første nummre af sted, var det ikke en frygt der hverken var forsvundet eller lugtede mindre, for det startede mildest talt ikke godt. James LaBrie gik stærkt igennem, men andet ville også overraske med den vokal, samme gjorde sig gældende for Jordan Rudess og hans keyboards, mens John Petrucci og John Myung til gængæld gjorde Periphery stilen efter og leverede en gang mudret lyd, hvor specielt guitar druknede fuldstændigt. Men når et band har noget nær 25 års erfaring på bagen, kan man heldigvis forvente at sådan nogle småting bliver bedret og rette løbende. Ved aftenens tredje nummer, ”Build Me Up, break Me Down”, var lyden tilpasset så meget det var muligt og nåede, trods Valby Hallen, et niveau det var et godt stykke over godkendt - hvorved Dream Theater med førnævnte nummer, fik sat ild til publikum.

I løbet af den lidt over to timer lange koncert blev det bl.a. til ”The Dark Eternal Light”, ”Far From Heaven”, ”War Inside My Head” og mange flere, men såvel som der var dragende højdepunkter hvor Dream Theater fastholdte og fortryllede publikum, var der numre hvor det lykkedes knapt så godt med de musikalske lækkerier. Overordnet var det dog en ganske vellykket aften, hvor sammensætning af materiale og showmanship sendte bandet på sejerskurs. Som lille sideoplysning, har Dream Theater gennem deres tour skifte mellem to setlister, hvor den ene indeholder et akustisk set og det andet, overraskende nok, ikke gør. Danskerne blev benådet med den setliste der ikke indeholdte et akustisk set, men i relation til koncertens fysiske omgivelser var det med sikkerhed også for det bedste.

Dream Theater formåede på fornuftig vis at tøjle den ellers enormt grimme Valby Hal, selvom det desværre aldrig blev helt perfekt lydmæssigt. Det kombineret med enkelte svipsere i setlisten spiller Dream Theater sig ind til 4,5 ud af 6.

Samlet set en aften, hvor der nok næppe er nogen der husker opvarmningsnavnet om et halvt år. Til gengæld gjorde Dream Theater hvad det var forventet og gav publikum en på opleveren. Valby Hallen opførte sig tilforladeligt og hvis jeg lige brokker mig over den enorme kødannelse der uundgåeligt blev dannet det eneste sted der kunne bruges dankort, vil jeg lade hallen være for denne gang. Samlet set 4 ud af 6.

Se billeder fra Periphery her.

Se billeder fra Dream Theater her.

Læs mere...

The Unholy Alliance III: Slayer, Trivium, Mastodon, Amon Amarth, Psy:code

The Unholy Alliance gæstede fredag d. 21. november for tredje gang lille Danmark. Denne gang med et line-up der kunne få enhver metalfan til at komme i bukserne. For dem der ikke var til stede, bestod aftenens begivenhed af danske Psy:code, Amon Amarth, Mastodon, Trivium og Slayer. Ligesom sidste gang Den Uhellige Alliance var i DK, var koncerten placeret i Valby Hallen. Hvordan nogen bevidst kan finde på at placere koncerten det samme sted, efter at have oplevet det lydhelvede, der er i hallen, er mig ubegribeligt! Jeg vil dertil med det samme understrege, at koncerten lydmæssigt kunne have været meget bedre, og at det simpelthen er skuffende at skulle lægge ører til det mudder, der til tider opstod i hallen. Af samme årsag vil Psy:code ikke blive anmeldt her, da deres vundne 15 minutes of fame gik fuldstændigt til spilde i mudderhelvedet.

Amon Amarth
Revolution Music
Nok om lyden for denne gang. De svenske vikingedrenge fra Amon Amarth havde fået lov til at starte showet for den halvfyldte sal. Det lykkedes på kort tid bandet at få det begejstrede publikum med på de svenske vikingetoner og tekster om den mægtige Tor og de andre guder. Bandet gjorde en god figur, og det var fedt at se, hvordan bandet synkront stod og piskede stemningen i vejret med deres lange hårsving. Bandet formåede at holde en forholdsvis god lyd under hele koncerten, og det var en fornøjelse at høre og se Johan Hegg, både under deres tracks og småsnakkende i mellem. Bandet virkede, som om de virkelig synes det var fedt at spille i Danmark, og formåede at opretholde intensiteten hos publikum gennem deres alt for korte sæt.

Mastodon
Revolution Music
Næste levende navn på scenen var amerikanske Mastodon. Kl. 19:15 gik bandet på, og det var straks tydeligt at lyden var fuldstændig fucked up, lige meget hvor i hallen man befandt sig. Det var til tider fuldstændig umuligt at høre vokalen, og derudover svømmede guitaren rundt i hele hallen, som om den var til VM i 200 m. crawl. Det skal hertil understreges, at bandet spillede upåklageligt og med en energi, der gav udtryk for at de virkelig ville spille en fed koncert. Trods den dårlige lyd lykkedes det Mastodon at spille publikum godt op, og det lod da også til, at publikum havde valgt at se bort fra lyden og give bandet den fest, de reelt havde fortjent. Desværre var Mastodons del af den uhellige alliance uden tvivl aftenens skuffelse, og det alene på grund den elendige lyd – hvilket bare er pisseærgerligt!

Trivium
Revolution Music
Præcis en time efter Mastodons koncertstart, kl. 20:15, var det Triviums tur til at tage det sidste spadestik inden det var thrash-kongernes tur. Det var en sand lettelse at høre, hvordan bandet havde styr på lyden i hallen og kun enkelte gange oplevede mindre problemer. Med et tungt og tæt sæt formåede Trivium at sætte godt gang i den mere eller mindre fyldte hal. Bandet spillede med stor teknisk kunnen og startede festen hårdt op med ”Kirsute Gomen”, hvorefter stilen for resten af deres show var lagt. Bandet spillede med stor energi og nerve, og det var tydeligt, at den energi forplantede sig ud til publikum gennem hele koncerten. Der blev endda plads til fødselsdagssang for Corey Beaulieu, hvor hele salen gav lyd fra sig, mens bandet fik et shot Jägermeister. Alt i alt gav Trivium en rigtig fed koncert med alt, hvad der dertil hører. Undertegnede vil endda mene, at der ikke var noget andet band, der den aften kunne have været bedre valgt som sidste band før Slayer.

Slayer
Revolution Music
Herefter blev det hvide forhæng trukket for, og det blev først hevet fra igen, da Slayer stod på scenen. Det var tydeligt at publikum havde ventet på denne aften, og salen var da også stort set helt fuld, da bandet gik på. Slayer lagde hårdt ud med ”Flesh Storm” og ”War Ensemble”, hvorefter der var sat fuld gang i festen. Bandet fyrede et heftigt sceneshow af med diverse commodore 64-lignende grafikker i baggrunden og et heftigt lysshow, der til tider gjorde een glad for, at man ikke lider af epilepsi. Undertegnede talte det til, at Slayer smed 21 numre godt fordelt over bandets albums og dertil forkælede publikum med en ekstra ny godte i form af et nyt nummer.

Lydmæssigt var der intet at klage over under Slayers koncert, lyden gik perfekt igennem på alle fronter såvel foran som helt bagerst på siddepladserne. Afslutningsvis diskede Slayer op med ”Reborn”, ”Postmortem” og ikke mindst den forventede ”Raining Blood”, der fik salen til at lette og ærgrelsen over Mastodons elendige lyd til at forsvinde som dug for solen. Bandet leverede en solid koncert, og det eneste, jeg kan sætte en finger på, var, at bandet virkede lidt metaltrætte undervejs, hvilket heldigvis kun viste sig sjældent.

Alt i alt lykkedes det Den Uhellige Alliance at skabe en fed oplevelse for publikum, og der er ingen tvivl om, at folk er gået glade fra Valby Hallen og ud i den pisse kolde november nat. Fire stjerner til Amon Amarth for en go gang energisk svensk vikingemetal, påvirket af den dårlige lyd. 3 stjerner til Mastodon, der spillede røven ud af bukserne, men stod magtesløse overfor den elendige akustik. 5 stjerner til Trivium der i mine øjne leverede aftenens bedste koncert. Ligeledes 5 stjerner til Slayer der leverede hvad folk ville have og endda lidt ekstra, men som desværre til tider virkede lidt trætte. Samlet Fortjener The Unholy Alliance III 4,5 stjerner. En karakter, der kunne have været en højere, hvis de akustiske forhold havde været i orden!


Revolution Music vil gerne takke Live Nation.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed