fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Urkraft spiller reunion koncert til Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Det danske band Urkraft er tilbage efter 10 år med andre musikalske projekter, og spiller deres reunion-gig på Royal Metal Fest 2019!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

Metal Royale fortæller følgende om Urkraft:

"Samtidig udgiver de det helt nye album Our Treacherous Fathers, som tilfører voksne mænds visdom til unge mænds vanvidsraseri. URKRAFT blev dannet i 1995 og stod dengang alene på scenen med et ”gammelt” nyt nordisk udtryk og tekster på dansk om tidens mysterium og slægternes gang. Med udspring i disse rødder udkom debutalbummet Eternal Cosmic Slaughter i 2004 og i 2006 kom The Inhuman Aberration på det banebrydende britiske selskab Earache Records. Efter indspilningen af hovedværket med den profetiske titel A Scornful Death i 2008 var det slut… 

Men nu er de endelig tilbage, og for SATAN vi glæder os!"

Læs mere...

Royal Metal Fest 2008

Endelig er der igen blevet stablet en Metal festival på benene i Århus. Foreningen Metal Royale havde omdannet Voxhall til et 2-dages Metalmekka med både danske og internationale navne på plakaten.
Desværre blev arrangementet ramt af et par afbud; i dagene op til festivalen sprang DHG fra pga. manglende sanger, Exmortem koncentrerede sig om studiet og i Last Mile havde et af medlemmerne fået en diskusprolaps. De blev erstattet af Blood Red Throne, Urkraft og Sinister
Og i allersidste øjeblik meldte også Burning Skies fra, så Rageborne måtte hasteindkaldes til fredagens program.
Til at styre løjerne havde man hentet Obersten fra Mnemic til at agere toastmaster/sprechstallmeister. Han endte dog ud med at være årtiets største ufrivilligt komiske pauseklovn, og helt seriøst; det må sgu kunne gøres bedre! Mage til platte kommentarer og skabet opførsel mellem bandsne, skal man satme grave længe efter!

Spectral Mortuary
Karakter: 4 / 6
De gæve fynboer fra Spectral Mortuary havde fået den utaknemmelige tjans, at åbne ballet til den første, og forhåbentlig, årligt tilbagevendende Metal Royale Festival. Det skal siges med det samme, at opbakningen til bandet fra publikum var upåklagelig til trods for det ”tidlige” tidspunkt, og folk var rigtig godt med.
I forhold til sidste gang jeg så Spectral Mortuary, har bandet tillagt sig et stort overskud på scenen. Dette kom til udtryk ved en seriøs omgang headbanging, og en rigtig god publikums-kontakt. De virkede generelt mere scenevante og glade for at være i rampelyset. Det klædte dem, og deres levering af numrene ”Prime Murder Suspect”, ”Choked in Soil” og den nye ”Manic Altar” (Bloodlust:-p) gjorde, at de bestemt skal regnes blandt de strammeste og mest brutale bands i DK, samt at forventningerne til deres næste album lige steg en tak eller to.
Som åbningsband gjorde Spectral Mortuary det fortræffeligt!
- Kev

Rageborne
Karakter: 3½ / 6
Rageborne gik meget uimponerede til opgaven med at skulle spille på festivalen, selvom de havde haft ultra kort tid til at forberede sig på den. Om det var fordi de ikke havde haft tid til at blive nervøse ved jeg ikke, men der var ihvertfald ikke noget at mærke på dem. Forsangeren havde således overskud til at snakke til publikum mellem numrene; cool nok, synes jeg.

Derimod syntes jeg ikke så godt om de første numre i settet, de var lidt blege. Men Rageborne fik sig ret hurtigt spillet op, og deres melodisk Death Metal blev bedre og bedre i løbet af deres koncert. Især bed jeg mærke i et nyt nummer (hvis titel jeg ikke fangede); det var rigtig godt og meget varieret.
Og at bandet stadig var ovenpå til slut viste forsangeren ved at dedikere slutnummeret ”Blowjob For a Cowboy” til nyligt afdøde Heath Ledger!
- MetalMorfar

    

Urkraft (uden bedømmelse)
På grund af en misforståelse i burgerbaren trak vores spisepause ud, og vi var først tilbage til de to sidste numre af Urkrafts set – det er ikke nok til en fair bedømmelse, så den må komme næste gang vi ser bandet.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
I introduktionen blev Illdisposed annonceret som ”kongerne af dansk Dødsmetal”, og det er en betegnelse, der ikke er helt forkert, men samtidig skaber forventninger. Med et nyt album på trapperne var det spændende at få taget pulsen på Århus-bandet.
Desuden var det første gang jeg så dem med deres nye guitarist, Franz Hellboss. Han gjorde nu ikke så meget væsen af sig; det virkede som om han lige skulle finde sig til rette. Det kan man ikke just sige om frontmanden Bo, som styrede begivenhederne med vanlig jysk ro. Den mand har et enormt fedt growl; til gengæld var hans hvæsen ikke oppe på sit normale niveau.

Det samme kan man sige om en del af musikken, for det var som om, at bandet ikke helt havde hjertet med i numrene fra ”1-800 Vindication” og ”Burn Me Wicked”. Ikke at de blev spillet dårligt, men jeg har hørt dem bedre.
Til gengæld var der fuld valuta på gamle numre som ”Near the Gates”, ”Purity of Sadness” og ”Submit”– helt i top! Her var Illdisposed i deres es.
Vi fik også 3 numre fra det kommende album: ”Weak Is Your God”, ”A Child Is Missing” og ”Ich bin Verloren In Berlin”. Stilmæssigt peger disse i retning af bandets gamle numre; meget lovende.

Alt i alt en koncert, der ikke helt levede op til tidligere møder med bandet, men som alligevel skærpede interessen for ”The Prestige”, der udkommer den 31. marts.
- MetalMorfar

    

Mayhem
Karakter: 4 / 6
Og så kom fredagens hovednavn, Mayhem. Det vil sige, ikke i første omgang, for publikum måtte vente i næsten 5 kvarter. Problemer med en bas trak tiden ud, men hvorfor ikke bare tage en anden? Det var helt uforståeligt, og må tilskrives lige dele uprofessionalisme og krukkeri. Under alle omstændigheder en totalt uantagelig behandling af fans og arrangører.
Men da de endelig kom, var det med en performance, der på flere måder bød på ting jeg ikke har oplevet tilsvarende. Nogensinde.
Det lykkedes for bandet at skabe en stemning, der var mere dyster, mørk og direkte ond en noget andet, jeg har oplevet. Heri var vokalisten Attila var den centrale figur på flere måder. Han leverede en vokal, som bestod af rallen, hvæsen, brølen og lidt sang, men som i sin helhed ikke hører denne verden til! Den gamle kliché om stemmen fra graven var her levendegjort! Hans fremtoning understregede dette: med en ret fed corpsepaint maske, pigarmbånd, laset tøj og et kæmpestort omvendt kors om halsen passede den meget fint til vokalen.
Foran sig havde han et lille alter, hvorpå der stod en globus omgivet af tændte lys og glas. Som en anden ypperstepræst gjorde han, med ophøjet ro, forskellige fagter over jordkloden som understregning af stemningen. Jeg ved godt, at det lyder meget banalt, men det var virkelig gennemført og effektfuldt.
Medvirkende til den mørke stemning var også musikken, som med sin anti-kommercielle facon udgjorde en nærmest uindtagelig fæstning. Skulle jeg bedømme stemningen alene, ville det blive til topkarakter; her gjorde Mayhem virkelig et godt indtryk! På én gang skræmmende og frastødende, men samtidig dragende og vildt fascinerende.

Det samme kan jeg desværre ikke sige om musikken. Den førnævnte lukkethed gjorde, at det aldrig blev rigtig interessant. Kun alt for sjældent fik Hellhammer lov til at sætte dagsordenen; mere rytmemæssig tyngde ville have pyntet. Og det var ikke fordi der blev spillet dårligt; Mayhem holdt lydbilledet fast uden at skrue op og mudre, som man ofte oplever det, når der kun er 1 guitar på banen. Samlet set var det bare ikke interessant nok!
Efter en halv times tid begyndte det at blive ensformigt, og der manglede fornyelse. Så da Attila som en effektfuld ende på slutnummeret ”Anti” smadrede sin kære globus, valgte vi at søge hjemad, selvom lydmandens liste indikerede 2 ekstranumre.

Det endelige regnskab for Mayhem ser således ud: For den eminente stemming vil jeg give 6 stjerner, for musikken bør de have 2 af slagsen, og for at lade publikum vente I næste 5 kvarter, fortjener de et knæ i bollerne.
- MetalMorfar

A Kid Hereafter in the Grinding Light
Karakter: 4½ / 6
Historien om et popband der er “gået” grind, virker vel mere som et kuriosium, end en reel bandhistorie, men ikke desto mindre er det historien bag festivallens (For mit vedkommende) største og allermest positive overraskelse.
A Kid Hereafter in the Grinding Light, som bandet mundret hedder, er I ordets bedste forstand, noget af det mest utraditionelle grind, jeg nogensinde har oplevet. De var for det første alle klædt i hvidt, og med positive tanker/tekster, indtog de festivallens tømmermændsplagede og søvndrukne publikum med storm! Frederik på vokal havde masser af ting at fortælle mellem numrene, og det virkede på ingen måde påtaget eller anstrengt, at manden snakkede om kærlighed, og at al had skulle elskes væk. Tværtimod virkede det på mig enormt befriende, at et metalband kun havde positive ting at sige.
Musikalsk er bandet en blanding af Napalm Death’s ”under-10-sekunder-sange” og punkede sound, Fantomas’ hysteriske og skizofrene vokal og Converge’s brutalitet. De spillede fedt på deres instrumenter, og havde fra starten af ikke det største publikum, men folk stimlede til, for at se hvad det var for noget forrykt hegn, der buldrede ud af højtalerne. ”Jazz er om tirsdagen, men grind er hele ugen”, sagde Frederik inden de gik amok i et af deres mange numre, som blev luftet ved denne lejlighed. Til sidst var han også nede på gulvet og ”High-Five” og kramme folk, og det var sgu kronen på værket. Jeg kan ikke mindes at have set noget så modsatrettet, som AKHITGL, (Et glad og positivt grindcore band…. Det svarer vel til en sædudløsning med blod i!) men jeg medgiver dem gerne min allerbedste anbefaling. De kan sgu sætte liv i kludene!
- Kev

    

Scamp
Karakter: 5 / 6
Scamp bliver ofte betegnet som DK’s tighteste live-act, og generelt bare DK’s mest velspillende band. Nu var dagen så kommet, hvor jeg endelig skulle får syn for sagen, og jeg må sige, at jeg ikke er det mindste skuffet!
Under interviewet, jeg lavede med dem inden koncerten, proklamerede de, at de er fluekneppere. Hvis det er prisen man betaler for at spille så stramt og overbevisende som de gør, knepper jeg gerne fluer i døgndrift! Der var sgu ingen smalle steder i de små 40 minutter Scamp var på scenen, og bedst af det hele, så så de på ingen måde besværede ud. Der var sgu masser af overskud mens deres polyrytmiske og synkoperede hegn fyldte salen, der på dette tidspunkt var mere end halvfuld. Mikael viste også andre talenter end bare at brøle; han hev lige pludselig en Didgereedoo (Aner ikke hvordan det staves, men han omtalte det som det største bong-rør) frem, og det gav sgu en fed og tung underlægning til musikken, der dog var tung nok i forvejen. Bandet spillede uden bassist på scenen, men har for nylig fundet en til den ledige plads. Han er dog ikke spillet ind i bandet endnu, men mon ikke han snart skal kastes for løverne?
Scamp har helt klart en stor stjerne hos mange i det danske metal-miljø, og det kan kun gå for langsomt med at de får en skive på gaden!!!
- Kev

    

The Burning
Karakter: 4½ / 6
Der var specielt 2 grunde til, at jeg havde glædet mig til dette, mit første møde med The Burning: for det første har de ry for at være et godt liveband, for det andet synes jeg godt om deres debutalbum.

Og de skuffede ikke, for hold op hvor blev der gået til den! Fra Johnny i front til Toby bag trommerne gav bandet den alt, hvad den ku’ trække. Det var meget tydeligt, at The Burning har givet rigtig mange koncerter, og at de nyder at gøre det.
Rollen som indpisker tilfalder naturligt frontmanden, og Johnny falder naturligt ind i den. I den sammenhæng var printet på hans t-shirt, ”Full Contact Fighter”, meget passende – han var meget aktiv og ”in you face”. Dog er jeg ikke så vild med Hardcore vokal, men det er jo ikke noget nyt.
Musikalsk udviklede koncerten sig, så der kom bedre numre, efterhånden som tiden skred frem. Det forstod publikum at værdsætte, og der var god respons tilbage til bandet. Mit første møde med bandet var derfor meget positivt; de leverede en gennemført og meget solid indsats.
- MetalMorfar

Blood Red Throne
Karakter: 4½ / 6
Old School-banditterne fra Blood Red Throne var for mit vedkommende 100 gange mere at foretrække end DHG, og derfor så jeg meget frem til denne koncert. Jeg er ikke 100 procent fortrolig med deres gamle materiale, men kunne udfra præsentationerne af numrene høre, at de spillede en del gammelt materiale. Dog fik vi også lidt nyt, hvoraf ”Taste of God” og den semi-nye ”Arterial Lust” stod mest ud i mine ører.
Blood Red Throne gik på scenen uden så mange dikkedarer, og blæste i gang, med et sonisk deathmetal-angreb på trommehinderne. Blood Red Throne spiller jo usvigeligt sikkert udført Old School Deathmetal, og det kan være det ikke er særlig teknisk krævende, men at få det til at svinge gjorde de i højeste grad! Bandet havde en fed lyd, og gik til makronerne på bedste maner, med en god energi på scenen, og overbevisende levering af tracksne. Bassisten, der spillede med fingrene, imponerede mig, og ligesom på deres seneste skive ”Come Death”, var bassen også dejligt fremtrædende.
Trommeslageren spillede som gjaldt det livet, og Tchort havde en kølig og lidt snobbet (ikke et ord om de norske ”svartmetalsprinsesser” i ”May-be-Hem” fra dagen før) attitude, men spillede svinefedt! Et af de federe bands på festivallen.
- Kev

Sinister
Karakter: 3 / 6
Sinister stod i start 90’erne for noget af det mest brutale deathmetal man kunne opdrive. Desværre har tidens tand været hård ved de aldrende nederlændere. Deres sidste album, ”Afterburner”, var nærmest en pinlig travesti, og der var mere nostalgi at spore i mig, end oprigtig interesse i Sinister’s optræden. Som frygtet spillede de en del numre fra den seneste skive, men der blev også plads til to klassikere i form af ”Cross the Styx”, og ”Sadistic Intent”. Min sidemakker og jeg blev enige om, at det var sådan man huskede Sinister… Ikke den afdankede og afblegede version, fra Afterburner.
Sinister sniger sig igennem på en overnostalgisk (Og måske en lille smule alkohol-påvirket) anmelders gode humør. Men direkte spændende var det sgu ikke!
- Kev

    

Artillery
Karakter: 5½ / 6
At der kan gå ild i gamle huse er Artillery et godt bevis på. Bandet har lagt sig selv på is og er blevet gendannet i flere omgange siden dannelsen i starten af 80’erne. Det nyeste kapitel i denne Fugl Fønix - føljeton blev tilføjet sidste år, hvor en genudgivelse af bandets bagkatalog fik medlemmerne til at genopdage deres kærlighed til musikken og finde instrumenterne frem.

Jeg har kun én gang tidligere oplevet Artillery live, og det ligger godt 20 år tilbage, så jeg var spændt på, hvordan bandet og dets klassiske Thrash Metal ville gøre sig idag. Desuden er der den nye sanger Søren, der modsat resten af besætningen ikke før har optrådt i Artillery-sammenhæng, men bl.a. kan skrive Crystal Eyes på visitkortet.

Inden koncerten havde jeg vovet mig helt frem bag knægtene foran scenen, så at sige på ungdommens rand, og herfra kunne jeg opleve det ene favoritnummer efter det andet banke løs på publikum: Fra åbneren ”Deeds of Darkness” til slutnummeret ”Terror Squad” fik vi en stribe monsternumre fra bandets bagkatalog. Det hele blev fyret af med overbevisning og energi, der førte mig tilbage i tiden. Det var det en fantastisk oplevelse at blive 20 år yngre i løbet af en time – tak for det!
Og jeg var ikke den eneste der blev tændt, for omkring mig var der fyret godt og grundigt op under folk – både de helt unge og de, som har flere årtier på bagen, blev revet med af bandets performance, så der blev headbanget til den store guldmedalje.

Søren har en Power stemme, som ren og kraftfuld, men samtidig kan han skrue bissen på, når det kræves. Og mens resten af bandet holdt sig lidt tilbage, var han bevægelig og i konstant god kontakt med publikum. Måske var det stemningen, der fik ham til at smide t-shirten og fremvise en veltrænet overkrop – det var okay, men at spille med musklerne var kikset og for meget.
Efterhånden som koncerten skred frem, fik de andre i bandet blod på tanden, og kom mere frem til publikum. Der blev også plads til solo fra begge guitarister, der viste, at de ikke har glemt at svinge spaden.

Artillerys musik gik rent ind hos publikum, og som én sagde til mig bagefter: ”rigtig fede Thrash-riffs går aldrig af mode”. Det er så sandt som det er sagt.
Så jeg skal love for, at der kunne gå ild – ikke kun i gamle huse, men så absolut også i de nye!! Publikum havde svært ved at slippe Thrash-heltene igen, og forlangte højlydt et ekstranummer. Det var der desværre ikke plads til i programmet, men efterfølgende var festivalens store samtaleemne, hvor fedt det havde været. Så mon ikke snart Århus sender bud efter Artillery igen?
- MetalMorfar

The Haunted
Karakter: 5 / 6
The Haunted’s seneste album er stadig en fast gæst i mit anlæg, og da det glippede med at se dem i sommer, var dette jo en kærkommen mulighed for at få set dem live. De var det eneste band på 2. Dagen, der havde bagtæppe på, og der var ingen tvivl: The Haunted spillede som, og blev modtaget som, et rigtigt hovednavn. Med overlegen professionalisme overtog de herredømmet over Voxhall i godt og vel 90 minutter, og med en oplagt og veltalende Peter Dolving ved roret, blev alle koncertgængere (Undtagen ham den gamle sure mand og hans tykke følgesvend) tilgodeset med en masse nyt materiale, og alt det gamle som forventes af fansne.
Det slog mig under koncerten, at den energi The Haunted lagde for dagen, virkede ægte. De brændte for deres show, og det smittede sgu godt af på os andre. Masser af kontakt fra Peter Dolving og bandet som helhed ned til publikum. Jeg må erkende, at jeg måske var en anelse skuffet… Eller ”ikke-overrasket” over hvad svenskerne (+ 1 dansker) leverede, men igen, var det fuldt ud professionelt leveret, så jeg kan vitterligt ikke sætte mange fedtede fingre på festivalens sidste show for i år.
Som de vist har for vane, sluttede de af med ”Hate Song”, der vel nærmest var den sang med The Haunted, der tog alle lytternes mødom. Min mødom, ”The-Haunted-Koncertmæssigt”, blev taget denne aften og jeg vender gerne tilbage efter mere!
- Kev

For Revolution Music var det på flere måder en rigtig go’ festival: Vi fik interviewet 9 af de12 bands, og lige som resten af deltagerne kunne vi gå hjem med en masse superfede koncertoplevelser i bagagen.
Det var et virkelig vellykket arrangement, som alle implicerede kan være stolte af. Vi håber på en gentagelse næste år!!!

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed