fbpx

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_10
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_3
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_2
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Unearth - Extinction(s)

Unearth kan konstatere, at det i år er 20 år siden, at bandet startede i Boston, Massachusetts. Det er pænt lang tid for et band, hvilket ofte resulterer i udskiftninger. Det gælder også her, men pudsigt nok er det kun gået ud over positionerne bas og trommer – de to guitarister Ken Susi og Buz McGrath samt sangeren Trevor Phipps har været med hele vejen.
Med en voldsomt og vredt brølende vokal fører Phipps an i et sandt bombardement af Metalcore, som fra starten virkelig har gang i den: ”Incinerate” sparker døren ind med et fedt drive og skarpe guitarer, ”Dust” følger op med skæve og tunge guitarer, ”Survivalist” har hakkende rytmer, mens ”Cultivation Of Infection” vender tilbage til udgangspunktets voldsomme energi. Et gennemgående træk er virkelig flotte guitarer, som med melodiske soli og hooks bringer balance i begivenhederne.

Efter denne meget effektive start er det desværre som om, at Unearth har tømt sækken med gode ideer. De efterfølgende numre mangler hverken power eller melodier, men de følger bare genrens grundopbygning uden ret meget personlighed. Kun i ”No Reprisal” lykkes det at skabe lidt afveksling, men det er ikke nok til at redde albummets anden halvdel fra at ende som en skuffelse. Derfor ender ”Extinction(s)” kun lidt over “OK”, selv om starten signalerede noget meget større.

Tracklist:
1. Incinerate
2. Dust
3. Survivalist
4. Cultivation Of Infection
5. The Hunt Begins
6. Hard Lined Downfall
7. King Of The Arctic
8. Sidewinder
9. No Reprisal
10. One With The Sun
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Viborg Metal Festival 2015 - Interview med Michal Gajos

Den 2. maj løber anden udgave af Viborg Metal Festival af stablen. Arrangementet finder igen sted på Paletten i Viborg. På plakaten finder vi 8 spændende danske og udenlandske bands, her i blandt stærke bands som det amerikanske metalcore Unearth, polske death metal band Hate samt danske bands som Anubis Gate, Crocell og Chainfist.

Vi stillede arrangør Michal Gajos nogle spørgsmål omkring festivalen, for at finde ud af hvad der skal til for at lave sådan et arrangement og hvilke tanker de har gjort sig med hensyn til programmet og festivalens fremtid.

 

Viborg Metal Festival 2014 lader til at være ret godt modtaget, hvordan forløb arrangementet og var alt som forventet?

Første omgang af festivalen gik rigtigt godt. Den blev godt modtaget og selvom der var plads til flere gæster så var det en god dag med mange glæde gæster og musikere.

Vi blev meget positive overrasket over, at de fleste kom fra starten og mange blev hele dagen. Vi holdte os til planen og alle bands gjorte et godt stykke arbejde. Jeg skal også hilse og sige at der blev hygget backstage.

 

Nu vender i jo som bekendt tilbage med endnu en omgang den 2. maj, hvad er jeres forventninger til årets store metal brag i Viborg?

Det bliver en spændende oplevelse. Vi har for første gang internationalle navne med (og ikke lige frem helt små navne). Vi har også frosøgt at lave en meget mere varieret line-up. Det bliver spændende, hvordan publikum vil tage imod det og om hvor mange vi bliver i år.

 

Viborg Metal Festival’s program i år er meget spredt, rent genremæssigt. Hvilke tanker gør du dig, når du i starten af processen sætter dig ned og påbegynder bookings processen? Går du efter nogle specifikke bands eller bands inden for nogle bestemte genrer eller ser du løbende hvad der kommer?

Det er nok i virkeligheden en blanding. Vi er ikke et etableret festival endnu, så det var ikke helt nemt at komme igennem til de spændende hovednavne. Vi har dog haft dialog med en del navne og kunne så få det til at gå op med Unearth og Hate.

De danske navne er en anden historie, vi har kigget på hvilke bands var aktuelle på den ene eller en anden måde. Samtidig vil vi gerne præsentere et lineup som er spændende og varieret. Igen i år havde vi en meget stram budget som vi også skulle tage hensyn til. Så det var noget af et puslespil. Desværre måtte vi også afvise rigtig mange som ønskede at spille på festivalen som jeg dog vil opfordre til at vende tilbage til os til efterår med henblik på næste år.

 

 

Som sagt præsenterer i igen i år et program som er meget spredt genremæssigt, med både mindre og større danske bands, så vel som et par rigtig spændende udenlandske navne. Hvad er dine tanker om årets program?

Igen i år er tanken at vi deler bands op i 3 segmenter: upcoming, mellemstore og hovednavne. Det er selvsagt at det bliver spændende med navne som Unearth og Hate i ’lille’ Viborg. Men jeg synes også at de danske bands på plakaten er spændende i år. Anubis Gate spiller ikke ret tit live og var allerede på ønskelisten til sidste års festival. Crocell er tilbage og er helt sikkert et populært navn i det midtjyske og Chainfist stormer frem ikke midst på div. radiostationer rundt om i verden. De upcoming navne som får chancen i år er også ret spændende. 9000 John Doe som med en stærk udgivelse og fin pladekontrakt har gjort sig bemærket. De ved hvordan man holder en fest. Prevail stormer også frem. Har headlinet årets Midwinter Meltdown i Randers og er pt. igang med at indspille en meget ventet album. Vallis Mortem kendte vi faktisk ikke i forvejen men blev blæst omkuld af deres skive. Hvis de bare er hav så gode live som på deres optagelser venter der os en fed fed start på festivalen.

 

Hvad glæder du dig selv mest til at opleve med Viborg Metal Festival, både af bands men også som arrangør?

Jeg er utrolig spændt på hvor mange der kommer og om vi igen i år kan få det hele til at glide uden problemer. Det bliver da helt sikkert sjovt at hænge ud med de store drenge. Jeg håber at de er friske på at tilbringe deres tid i det fælles backstage og blandt publikum.

Jeg håber, at jeg får tid til at høre de feste bands og glæder mig til at se om nogen af dem, måske især de 3 første, gøre noget ekstra ud af VMF.

 

 

Hvordan går billetsalget indtil videre; tror i der vil blive udsolgt i forsalget?

Jeg ved faktisk ikke helt hvordan det går med forsalget, da det er et stykke tid siden jeg har fået en melding på det. Jeg kan håbe at der bliver udsolgt. Det skulle gerne være muligt at lokke 400 gæster til sådan en lineup.

Jeg vil opfordre folk til at købe i forsalg. En ting er at det er billigere en anden er at det er først til mølle. Bliver der udsolgt i forsalg vil der ikke være dørsalg. (køb din billet her)

 

Hvis der skulle sidde nogle unge ildsjæle der ude og har fået blod på tanden for at lave deres eget arrangement, hvad vil du så sige til dem? Hvad skal der til for at lave et sådant arrangement?

Først og fremmest tid, gå på mod og overblik. Det tager rigtig meget tid at få det hele til at gå op i en højre enhed. Det kræver netværk og en vis portion frækhed for at få skaffet midlerne der skal til. Det er helt sikkert også en god ide at have nogen som har prøvet det før, man kan spørge til råds. Men det er også en kæmpe oplevelse og man får nogle erfaringer og kompetencer med i rygsækken.

 

Til sidst, hvordan ser det ud på nuværende tidspunkt, er der allerede nu planer om endnu en festival næste år og i så fald, skal vi regne med noget af samme kaliber eller måske flere dage, flere og større bands?

Årets festival skal floppe ret meget før VMF 2016 ikke bliver til noget. Der er pt ikke planer om at udvide til flere dage men allerede i år bliver der arbejdet på en opvarmning om fredagen. Jeg vil heller lave en en dags festival som er udsolgt flere år i træk end satse for stort og gå ned på det.
Om der kommer større bands på programmet vil jeg ikke afskrive. Men det skal give mening i forhold til pris, antal gæster osv Vi bliver helt sikkert klogere på det i år.

Men skulle der sidde nogen derude der synes at VMF er en fantastisk ide og gerne vil bidrage er de velkommen til at kontakte os.

 

Læs mere...

Viborg Metal Festival 2015 offentliggør international headliner!

Viborg Metal Festival 2015 har netop løftet sløret for de sidste 2 bands på årets program og her er både plads til noget godt lokalt fest musik og internationalt metalcore.

Festivalens hovednavn bliver de amerikanske sværvægter indenfor metalcore, nemlig Unearth, som pt. er aktuel med deres sjette album ”Watchers of Rule”. Gruppen giver deres eneste koncert i DK i denne omgang på Viborg Metal Festival.

Mere lokalt er den sidste offentliggørelse, nemlig det jyske fest band 9000 John Doe, som altid er garanti for en fed fest.

 

Arrangørene udtaler følgende festivalen:
”Vi er utrolig stolte over at kunne præsentere navne som Unearth og Hate i Viborg. Ideen bag festivalen er at kunne tiltrække spændende navne til midtjylland og samtidig give danske talenter mulighed for spille side om side med dem. Vi synes at lineup i år er meget varieret og rigtig spændende. Nu håber vi bare på fuld hus. ”

 

Arrangørene skriver følgende om Unearth:
”Hvad hvis vi fortalte dig at Viborg skal have besøg fra en af de absolutte sværvægter inden for den hårde ende af metalcore???
Hvad hvis vi fortalte at de kommer hele vejen fra USA og ‪#‎VMF15‬ er deres eneste koncert i DK?
Det bliver SÅ VILDT!!!! Mine damer og herre Unearth Official !!!!!!!”

 

Om 9000 John Doe:
”Selvom 9000 indgår i navnet, er de så godt som lokale. En af drengene bor nemlig i Viborg. Uanset hvad, er de overbeviste om at Redneck er det nye sort og de forstå at feste. 9000 John Doe spiller redneck metal men er ikke bange for at lege med andre genrer når de bl.a. fyrer den af med bl.a. Jonny Hefty.
Vi glæder os til at opleve 9000 drengene til ‪#‎VMF15‬”


Arrangementet finder sted den 2. maj på Paletten i Viborg.

Lineup:
Unearth
Hate
Anubis Gate
Crocell
Chainfist
9000 John Doe
Prevail
Vallis Mortem

 

Billetterne kan købes via Billetlugen her

 

Læs mere...

Unearth - Watchers Of Rule

Det amerikanske band Unearth blev dannet tilbage i 1998 og har siden da udgivet 6 album, hvoraf deres sjette, Watchers Of Rule, udkom i oktober i år. Således et ekstremt kort resume. Genren er tung, tung metalcore med en hel del thrashelementer. Unearth har for undertegnede altid stået for solide udgivelser, uden rigtigt at formå at brage igennem. Kompetencerne er uden tvivl i orden, til trods for diverse udskiftninger, senest bassist John Maggard. Watchers Of Rule er endnu et bevis på disse kompetencer, og et bevis der tæsker af sted, mens der deles lussinger ud til højre og venstre. En plade der smadrer ind fra højre og efterlader lytteren blæst omkuld på både godt og ondt.

Albummet startes af et af de stærkeste numre, nemlig ”The Swarm”, hvor Unearth siger: ”Pænt goddag og fuck dig, her er en knytnæve til dit fjæs”. Der blastes af sted med et dertilhørende omkvæd bestående at et såvel særdeles hårdt som melodisk riff. Fornem måde at starte albummet på. Herfra går det fra perle til perle i en lang række af fede kompositioner, hvor føromtalte kompositioner på beundringsværdig vis falder perfekt i synk med hinanden. Der er ikke så meget pis her. Alle sange er hårde hug lige i sækken, uden det klassiske ”stille” nummer. Er der nogen tvivl så tag et lyt til ”Never Cease” og ”To The Ground” – så er du overbevist.

I min bog er Watchers Of Rule et af de bedste, hvis ikke det bedste, Unearth album. Det holder langt hen ad vejen. Lyden er tilpas ond og skramlet, uden at være irriterende. Phipps brøler løs i ganske overbevisende stil, mens de brutale hug bliver uddelt på kynisk facon. Dog kan man godt blive en smule øm når man får den ene lussing i ansigtet efter den anden. Lidt variation havde i det store billede gavnet pladen. Hører man hele pladen ud i et træk, får man fornemmelsen af, at det går lidt i tomgang til tider. Men det er også den primære anke, for Watchers Of Rule er en rigtig fed plade. Herfra er det ingen tvivl om anbefalingen. Giv den et lyt og nyd de aggressive toner. Kunne man så evt. få bandet til Danmark inden for den nærmeste fremtid, vil jeg være ganske tilfreds. 5 ud af 6.

Tracklist
1.Intro
2.The Swarm
3.Lifetime In Ruins
4.Guards Of Contagion
5.Freom The Tombs Of Five Below
6.Never Cease
7.Trail To Fire
8.To The Ground
9.Burial Lines
10.Birth Of A Legion
11.Watchers OF Rule

Læs mere...

Unearth i studiet

Det amerikanske metalcore band Unearth er for nyligt taget i studiet med produceren Mark Lewis (The Black Dahlia Murder, Devildriver, Trivium) for at arbejde på deres pre-production af bandets kommende album, som forventes at udkomme til september/oktober.

Ifølge rygter er bandets pladekontrakt med Metal Blade Records udløbet og bandet skulle eftersigende havde skrevet kontrakt med eOne.

Gruppens sanger Trevor Phipps har sagt følgende om bandets pladeselskabs situation:

“Right now, the label is up the air. There’s a few that might be it. But I’m sure we’ll have a solid home by next week or the week after.”

Om Metal Blade Records, har Trevor sagt følgende:

"They could be one of the homes. It's just our contract was up and we're talking to other people. Metal Blade's a great label and they could be where we end up, but we'll see."

Læs mere...

Unearth, Evergreen Terrace, Bane, Nasty, Casey Jones, Worth A King´s Ransom

Seks bands på en aften er muligvis lige i overkanten af havde man kan overkomme, men når der er tale om en kedelig onsdag aften, er det mere end kærkomment. Anyway, ikke mindre havde The Rock i København på plakaten, da Hell On Earth Tour ramte byen. Bestående af Unearth, Evergreen Terrace, Bane, Nasty og Casey Jones, samt en ekstra tilføjelse til plakaten, bestående af det svenske band Worth A King´s Ransom. Altså en aften der havde sine rødder i hardcore- og metalcoremulden

Worth A King´s Ransom

Med entre på scenen kl. 19, til et publikum bestående ca. 20 mennesker, leverede bandet små 20 minutter der udstillede såvel de purunge bandts mulige forcer samt meget tydelige svagheder. Som det er med unge bands, var det ganske tydeligt, at drengene (i bogstaveligste forstand) endnu ikke havde fundet deres egen lyd. I stedet blev det til en gang klassisk metalcore, set og hørt før og uden de store fornyelser.

Som sådan fungerede det musisk ganske udmærket for bandet og man får næsten lyst til at tilføje flosklen: ”Der er ikke grund til at kaste sig ud i de store fornyelser, hvis det der bliver leveret fungere”. Worth A King´s Ransom har en lang række interessante kompositioner, der kan gå hen og udvikle sig til mere end bare interessant – men det kræver op til flere timers hårdt arbejde i øvelokalet og på scenen. Manglende erfaring og problemer med samspil var tydeligt bandets store hæmsko under hele koncerten. Bandet sejlede i fejl og mangler, hvilket desværre flyttede fokus fra de interessante elementer i bandets musik og blev til en ganske betragtelig irritation. Overordnet blev det til 20 fejlfyldte minutter, hvor bandet dog fik vist hvad de kunne – og ligeledes hvad de ikke kunne. Det skal dog tilføjes, at bandet viste gode takter og interessante kompositioner, der muligvis kan blive til mere med yderligere erfaring. 2,5 ud af 6 til Worth A King´s Ransom.

Casey Jones

Med et meget hurtigt sceneskift, stod størstedelen af Evergreen Terrace på scenen i form af Casey Jones, godt og vel et kvarter efter, at de unge svenskere var gået af. Til forskel fra Worth A King´s Ransom, var der ingen tvivl om, at de herre fra i Casey Jones har den fornødne erfaring, der skal til for at sættes godt og grundigt gang i publikum. I den korte ventetid mellem første bande og Casey Jones var antallet af gæster mirakuløst fordoblet til hele 40 personer. Selvom der ikke var mange, var størstedelen begejstrede for hvad der skete på scenen og hovedpersonerne lod sig på ingen måde gå på af de få fremmødte.

Tændt og opsat på at lade deres første koncert i Danmark blive en succes, blev leveret små 25 minutters effektiv og energisk koncert, hvor bandet kom rundt om begge deres udgivelser. Bandet charmerede deres publikum med forventet humor og nærkontakt, hvilket blandt andet medførte følgende analyse af hvordan hardcore er skruet sammen, fra forsanger Josh James, som reply på en publikummers trackønske: ”Dude, we already played that song... yeah, that was the second song we played. I can see why you might be confused though, because all our songs sound the same. They all go fast part, slow part, fast part, breakdown, fast part. That´s it"

Casey Jones sejrede i løbet af de 25 minutter de havde på scenen. Alt forløb som det skulle og eneste minus var længden af koncerten – 10 minutter yderligere ville have været værdsat. Publikum blev aktiveret, energiniveauet var højt og generelt for hele aftenen fungerede de lydmæssige forhold rigtig godt på det lille spillested. 4,5 ud af 6 til Caey Jones

Nasty

Med endnu et kort sceneskift var det blevet næste bandt på programmet – hardcorebandet Nasty. Uden de store forventninger eller kendskab til bandet, kan det kort siges, at Nasty leverede den performacemæssige værste koncert den aften – ja samlet set nok den overordnet værste. Sjældent har jeg set så lidt energi på scenen. Begge guitarister stod plantet på stedet under hele koncerten og som om det ikke var nok, så den ene mere goofy ud end den anden. Tilføj hertil en forsanger, der går rundt, smådansende, som om han var blevet slået i hovedet med en skovl – Det er fanme ikke hardcore!

Nogen burde nok minde Nasty om, at de spiller hardcore og ikke vuggeviser. Jeg har sjældent set noget så kedeligt og det lod det heller ikke til at resten af publikum havde. De 40 fremmødte, var vokset til ca. 50, hvis engagement ikke kunne blive til meget mere end en stilstående ovation, med en smil på læben der mere sagde ”Sikke noget lort!” end ”Det her er fedt”. Kun tre mennesker var tydeligvist begejstret for bandet på scenen og fik rig mulighed og plads til at vise dette. Kort sagt, elendigt sceneshow – og ganske ærgerligt, for bandet havde kompositioner der fungerede ganske udmærket, men lige meget hvor godt det fungerede, blev de fuldstændigt ødelagte ved fremførelse. Nasty fremførte bl.a. numrene ”Kid´s World”, Rockets With A Message” og ”Fuck It”.

Der er ingen grund til at trække katten i halen for længe, og det gjorde Nasty heldigvis heller ikke. Godt og vel 25 minutter blev det til før bandet, lettere småfornærmede, forlod scenen. 2 ud af 6 til Nasty, der reder lidt af æren på reelt at have nogle velkomponerede melodier.

Bane

Heldigvis gik der igen kort tid, før næste band stod på scenen – og i stor kontrast til Nasty, leverede Bane en omgang energifyldt og energisk hardcore, der sparkede røv til alle fremmødte i den lille sal. Stadig med omkring 50-60 fremmødte gæster, lykkedes det Bane at få godt og vel ¾ af disse hevet frem mod scenen og aktiveret. Det blev endda til en circlepit, om end det må være den mindste undertegnede nogensinde har oplevet – kun bestående af 3 mennesker.

Det være sagt havde bandet det showmanship et band med den erfaring og levealder kun kan forventes at levere. Der blev interageret grundigt med publikum og til trods for at guitaristen havde fået stjålet sit undertøj, blev ligeledes leveret en meget energifyldt start og afslutning på koncerten. Bane formåede dog ikke at holde dampen oppe under hele koncerten. Midtvejs virkede det som om energien fra bandet og sammensætningen af setlist, medførte en nedgang i tempo og en fald i et ellers højt niveau. Dertil havde forsangeren flere gange problemer med vokalen, der fremstod utydelig og til tider mumlende - ærgerligt for den samlede oplevelse, men heldigvis var det ikke et konstant problem, og hvad angår setlisten, formåede bandet at trække en prægtig og fuldt ud tilfredsstillende afslutning op af hardcoreposen.

4 ud af 6 til Bane for en god koncert, der dog manglede lidt fintuning for at blive helt fantastisk.

Evergreen Terrace

Efter en mindre pause, var de af medlemmer i aftenens næstsidste band, der tidligere havde spillet i Casey Jones, parat til at give publikum endnu en hæsblæsende oplevelse. Med entre på scenen kl. 22 leverede Evergreen Terrace aftenens på daværende tidspunkt bedste koncert. Med en velsammensat setlist og et højt energiniveau formåede bandet at piske den stemning op det kunne forventes. Til trods for mindre uheld, der blandt andet medførte en ødelagt bas, blev leveret 30 minutters sejrsgang, hvor kun bandets fesne cover af ”Mad World” skar i ørerne. Det er muligt, at bandets fans finder coveret interessant, men det er absolut det mest slatne cover undertegnede har oplevet af dette nummer.

Evergreen Terrace tog teten op hvor Bane havde lagt den og sørgede i endnu højere grad for at publikum var klar og parate til aftenens hovednavn. Energien var til stede på scenen og fik lov til at vise sig udtrykt i lyd, ved numre som ”Dogfight”, Where There Is Fire”, ”No Donnie” og Enemy Sex”. Det energiske sceneshow kombineret med en velsammensat setlist sikre Evergreen Terrace 5 ud af 6, hvor kun førnævnte instrumentale problemer og en lidt sløret vokal trækker ned.

Unearth

Endelig var det blevet aftenens hovednavn til at gå på scenen. Kl. 23 gik det amerikanske metalcore band på scenen, til en sal der stadig ikke var mere end halvt fuld. I løbet af ingen tid blev det proklamerede, at scenen var publikums denne aften. En kommentar som denne medførte naturligvis et hav af stagedives, det ene mere vovet end det andet, grundet de få mennesker foran scenen. Den lave andel af gæster var dog ikke noget der gik bandet på og som de tidligere bands, Bane og Evergreen Terrace, leverede Unearth en energisk og velspillet koncert, med en perfekt balanceret setliste, der dog havde lidt for meget fokus på bandets ældre materiale. I forhold til hvor udmærket bandets nyeste udspil ”Darkness In The Light” er, var det ærgerligt at der ikke blev kastet mere lyd af sted fra den skive, men det blev da til både ”Watch It Burn” Shadows Of The Light” og ”Arise The Warcry”.

Unearth fuldendte aftenen med det brag af koncert, der stille og roligt var blevet bygget op til. Udover førnævnte numre, blev det yderligere til numre som ”My Will Be Done”, ”Giles” og ”The Great Dividers”, der alle var med til at føre bandet på sikker kurs mod en gennemført sejer. Dog kunne et bredere fokus på hele bandets bagkatalog have sikret den fuldkommende sejer. 5 ud af 6 til Unearth der som Evergreen Terrace leverede en habil, gennemført og energisk koncert.

Samlet set en aften med både gode og dårlige oplevelse. Hvordan et band som Nasty overhovedet kan spille livekoncerter er mig uforstående og jeg tvivler stærkt på, at de nogensinde kommer til at være hovednavn nogen steder. Det være sagt, leverede de resterende 4 navne på Hell On Earth Touren toppræstationer, og kan kun anbefales at se, skulle de komme til Danmark igen. Samlet 4 ud af 6 for en ganske fin og underholdende aften med masser af god lyd.

Læs mere...

Chimaira, Unearth, Throwdown, Daath

Set i relation til hvilken Metalfest Pumpehuset havde valgt at give de danske metal fans den 17. september, var det overraskende hvor få mennesker der var mødt op, da dørene blev åbnet og aftenens show skulle i gang. Selvom det er meget normalt at folk ikke kommer præcis når dørene åbnes, virkede det alligevel ildevarslende, at kun omkring 15 mennesker var mødt op kl. 20:00.

Det hjalp dog en smule på det i løbet af den følgende halve time, der gik, før Daath startede aftenens Metalfest op. Med en sal der var under kvart fuld, gik bandet på kl. 20:30, og leverede en halv times effektiv og energisk opvarmning. Man kunne have frygtet at bandet ville spille en flad, kedelig og umotiveret koncert, når publikum ikke kunne mønstre andet end ca. 15 mand foran scenen. Med stor respekt for bandet må det siges, at det dog overhovedet ikke påvirkede dem. Man kan til stadighed beundre den gamle hal for at levere en så perfekt akustik der, kombineret med kompetente folk bag knapperne, resulterede i, at bandets lyd gik knivskarpt igennem og fyldte den forholdsvis tomme hal op, såvel foran som bagved. Bandet leverede et fint show på scenen, der i høj grad bar præg af forsanger Sean Zatorskys finger, som blev givet til stort set hele bandet på skift, og selvsamme persons tilråb til publikum samt opfordringer til diverse circlepits. Sidstnævnte virkede dog en smule malplaceret med de blot 15 aktive publikummer in front. Efter en halv time gik bandet af, og kunne være meget tilfredse med deres præstation på scenen. Bandet spillede flot, velfungerende og til perfektion, kun påvirket af diverse instrumentale failures. Samlet set en fed koncert der desværre blev meget påvirket af manglen på publikummer.

Herefter havde Throwdown fået fornøjelsen af at tage det næste spadestik. Under Daath og i pausen derefter havde flere mennesker heldigvis fundet vej til Pumpehuset og op foran scenen, hvilket i sig selv gjorde, at stemningen i salen var langt bedre, da Throwdown gik på. Med en lyd der var lige så professionel som under Daath, og med bandmedlemmer der var lige så entusiastiske, indledte bandet deres halve times underholdning. En halv time der bød på numre som ”Never Back Down” og ”Speak The Truth, diverse circlepits, fællessang med publikum, og en gang velspillet metal, der tog tråden op fra Daaths show. Trods den ekstra smule publikum der var mødt op til Trowdowns koncert, trykkede det stadig koncerten, at det kun var den forreste del af salen, der viste sin interesse for bandet. Den sporadiske bagerste del nåede aldrig længere end til enkelte nik med nakken og en ekstra øl. Dertil virkede forsanger Dave Peters stemme en smule mere rusten end normalt, hvilket medførte, at lyrikken til tider blev for utydelig til at forstå. Overordnet set gav bandet en minimum ligeså godt koncert som Daath, hvis ikke de ekstrapublikummer ligefrem gjorde koncerten lidt bedre. Throwdown kunne gå af scenen, og være minimum lige så tilfredse med deres act som resten af de 3 bands den aften.

En halv time efter at Throwdown forlod scenen, indfandt Unearth sig på den lille scene til et noget større publikum, end der havde været på noget tidspunkt tidligere den aften. Stort set hele den forreste del af salen var endelig blevet fyldt op, mens den bagerste del af salen stadig var præget af den mere rolige del af publikum, der i klaser havde grupperet sig sporadisk rundt omkring. Til forskel fra de to tidligere koncerter på aftenen var der denne gang fuld gang i publikum i den forreste del af salen. Endnu engang fremstod vokal og instrumenter tydelige og let genkendelige fra hinanden og skabte en perfekt sound for det velspillende band, der bl.a. bød på nummeret ”Zombie Autopilot”. Med en overbevisende energi og elegant holdning til hvordan instrumenter og publikum skulle forkæles, spillede Unearth en 45 minutter lang og velspillet koncert, der sparkede det sidste søm i opvarmingskisten til hovednavnet. Samlet set var det en perfekt afslutning for opvarmningen, og en særdeles velpassende overgang til aftenens hovednavn.

Dermed var det blevet Chimairas tur til at sætte det sidste punktum. Da de gik på scenen, kunne bandet fryde sig over en sal, der efterhånden var blevet godt pakket. Den forreste del af salen var proppet og fyldt med raised fists. Bagerst var der ligeledes blevet mindre mellemrum mellem de forskellige klaser af folk og fadøl, der havde slået sig ned her. Med en powerfuld entre på scenen startede Chimaira aftenens højdepunkt af en koncert. Lydmæssigt forløb koncerten lige så godt som de tidligere bands, og dækkende for hele aftenen kan det siges, at lyden i Pumpehuset var i top og upåklagelig. Samtlige instrumenter gik klart i gennem, lige som forsanger Mark Hunters vokal. Chimaira gav en velspillet koncert, som gav en art forløsning til de fremmødte fans. Med diverse circlepits og opfordringer til publikum om at gå amok, havde bandet rigtig god kontakt med de fremmødte, og viste, at de var minimum lige så interesserede i at give publikum en oplevelse, som de tre tidligere bands havde været. Chimaira afsluttede en fantastisk Metalaften, der kun blev negativt påvirket af det manglende fremmøde fra start af.

Set over hele aftenen kunne publikum gå tilfredse hjem med en oplevelse af at have overværet 4 meget velspillende og entusiastiske bands, der var virkelig ville vise hvad de kunne og give de fremmødte en positiv oplevelse. Samlet set var de 4 koncerter som fire perler på snor, der samlet giver velfortjente 5,5 stjerner ud af 6.

Læs mere...

Never Say Die Tour: Parkway Drive, Unearth, Despised Icon, Protest The Hero, Whitechapel, Carnifex

Carnifex
Revolution Music
Jeg er altid skeptisk overfor det første band fordi lyden til koncerter konsekvent er dårlig i starten, men dette syntes faktisk slet ikke at være et problem denne gang, men det skyldtes nok det rutinerede crew som hele touren var supportet af. Carnifex er efter min smag et genialt band, som burde tjekkes ud af alle dø’-elskere. Drengene var på fra starten, den ene guitarist starter ud til første nummer med at springe ned i en udvidet ”ukendt hoppende powerstance”, jeg flækker af grin, så begynder forsangeren at råbe og så begynder jeg at græde. Fedt at en så lille og spinkel mand kan have en så kraftig og brutal vokal. Fed koncert leveret af et super ungt band, som helt klart skal blive til noget ”større”.

Whitechapel
Revolution Music
Disse drenge var nok et af de bands, jeg havde set mest frem til. Jeg har ikke kendt til dem længe, men deres seneste skive er simpelthen super duper. Der var masser af energi og det kunne tydeligt ses på hele bandet, at det, på trods af mindre erfaring i forhold til nogle af de andre navne den aften, var noget hele bandet kunne lide og helt klart satte lige så stor pris på som drengene i cirkelpitten, som i øvrigt hele aftenen var præget af helt unge drenge med en gennemsnitsalder på omkring de 14-15 år. Højdepunktet var helt klart, da de spillede titelnummeret fra deres seneste album, ”This is Exile”. Fed koncert med god lyd og fed setliste.

Protest The Hero
Revolution Music
De er kendt for at være et fuldstændig sindssygt tight og talentfuldt band og det tør da lige siges, at det er lige, hvad de er. De kan virkelig deres kram på instrumenterne. Det kan jo så diskuteres, om musikken er god… Men nu til koncerten. De var 3. navn på plakaten ud af de i alt 7 bands. Protest The Hero spillede et tight set med en masse fede soloer og fede gimmicks, men det er de jo også kendt for, altså gimmicks’ene. Desværre for mig, som også har lyttet til deres albums før koncerten, kommer jeg nok aldrig til at bryde mig om sangerens stemme og type, men det er jo en vanesag som man ikke kan dømme en koncert ud fra. Koncerten var super, publikum var med, ingen ”synlige” fejl fra deres side. Alt i alt et super godt live band, som helt klart burde tjekkes ud, hvis de skulle komme forbi vores lille land igen. Protest The Hero kan varmt anbefales til musik teknik-freaks. Det bliver sgu aldrig kedeligt.

Despised Icon
Revolution Music
Det var sammen med Parkway Drive dette band, jeg havde set mest frem til denne aften. Dette band skal tjekkes ud hver eneste gang der er chance for det. De spiller virkelig, virkelig tight. Men det sås tydeligt, at ikke kun jeg havde glædet mig. Hele salen var for første gang udnyttet til fulde. Det første nummer, vi fik lov at nyde denne aften, var det videoaktuelle ”Furtive Monologue”, som efter min mening var en genial start, men de kunne vel have taget et hvilket som helst nummer. De to forsangere, som jeg nu ser som et kæmpe plus i det band, rendte konstant rundt på scenen og kastede med håndtegn og var generelt bare brutale - det virkede super fedt. Der skete noget konstant. Hele koncerten levede op til mine forventninger, hvorfor den får topkarakter og løber med titlen som det bedste band denne aften!

Unearth
Revolution Music
Jeg har set dem 3 gange i alt nu og jeg må sige at den eneste store ændring, der er sket, er, at deres nye album er lidt skuffende, og det bliver jo ikke bedre, når man nu skal til at se de nye numre live. Men, men, men heldigvis var denne aften præget af gamle kendinge. Bl.a. et helt gammelt nummer, ”One Step Away”. En ting dette band alligevel skal have ros for er, at de, samtidig med at deres numre bliver mere tekniske, bliver mere og mere tight for hver gang jeg ser dem. De lægger ud med et nummer som ”My Will Be Done” og gør det fuldstændig overbevisende. Også deres koncert var vellykket, faktisk den bedste, jeg har set fra dem; Charme-guitaristen Ken Suzi var nede og snave en lille dansk pige, han fik grebet nogle spytklatter osv. God koncert!

Parkway Drive
Revolution Music
Det yngste band denne aften (aldersmæssigt) var de australske breakdown-magere. Det ses dog tydeligt, at disse drenge ikke er nær så erfarne på instrumenterne som nogle af de andre bands tidligere set denne aften. Der var nogle tekniske fejl med den ene guitarforstærker, men de var stort set ubetydelige. De spillede nogle numre fra det nye album, men udover det spillede de faktisk ene klassikere, og for mig, som er helt tosset med deres ældre stof, er det jo en fryd. På trods af de få fejl var det alt i alt en superfed koncert leveret af unge mennesker. Dog med lidt for mange crowdsurfers. Det var lige i overkanten til sidst, der stod mindst 5 mennesker på scenen ad gangen, og her er det ikke bandet, jeg snakker om.

Arrangementet var generelt rigtig vellykket, jeg fik desværre ikke set Architects, fordi det var spisetid da de spillede, men 6 rigtig gode koncerter med masser af bajere, fed musik, celebrities!, god lyd… dog ALT FOR MANGE BØRN PÅ SCENEN! Det er jo ikke dem, vi kommer for at se.


Revolution Music vil gerne takke Voxhall og Metal Blade.

Læs mere...

Unearth

Revolution Music: Hallo. First of I would like to congratulate you on your new album “III: In the Eyes of Fire” witch was released the 14th august.
Ken: Thank you so much!!

Revolution Music: Could you start out by introducing your self and tell us what part in the band you have?
Ken: Ken susi, I play guitar for the band.

Revolution Music: So how did it all start, how did you all come together, and became the band you are to day?
Ken: We are a five piece band from Boston MA. Unearth was established in the year 1998, since then we have toured relentlessly around the world mostly the united states playing the music that we love to play. We usually stay in the road for about 8 to 10 months a year. We have played a ton of great shows and played with many talented bands. We are truly blessed!

Revolution Music: How did you come up with the name “Unearth”? Why did you choose this name to represent the band?
Ken: The name was made up by our old drummer mike rudberg. One night after band practice he said “ we should name the band unearth because we will be unearthing a new sound to people when this music get’s out there.” At the time we thought he was crazy but the name stuck and we used it.

Revolution Music: Well you just released your third record “III: In the Eyes of Fire”, is ones again released trough the giants Metal Blade Records, how did you end up with a contract and how is it to be a part of a huge and great roster witch Metal Blade represent?
Ken: Metalblade is a real and the coolest label I think out there. We knew that if we signed to metalblade we were going to get to make the records that wanted to make for the rest of our career. We didn’t want to sign to a major or even sign to a label like roadrunner that pretends to be a major and be told to do with our career. We want to be creative and push boundaries and metalblade is the type of label to encourage us to do that!

Revolution Music: So with all those bands, releases, how is it for a band to work with the guys at Metal Blade?
Ken: I think they are really happy with our record and us. We have been selling really well all over the world so I think metal blade takes care of us because we perform well and they believe in the music.

Revolution Music: Well on to the new album, when you started working on this album, how long did the process take from the first step to the final product?
Ken: We only had about 3 and ½ months to write this record. It was a fun and intense record to put together based on the time constraints but in the end I think having less time made us work harder. Right when the 3 and a half months were up we went right to Seattle to start recording the record.

Revolution Music: Was it hard to write new material for this record, considering the expectations of you to do the follow up on the great album “The Oncoming Storm” or did it all just come naturally for guys?
Ken: As a whole, Unearth really wanted to go into the studio and write a real different kind of metal record. The real goal behind this record was to make a modern day thrash record with some really intricate metal riffs. There’s no metal core riffs, no sing-songy choruses, and no simple chuga chuga breakdowns. Everything’s well thought out and really aggressive. We we’re also really happy with the approach that we took. We didn’t use click tracks or any other type of fancy studio tricks to make our record sound great. Sorry everyone, we played every note on this record and we made sure it sounds organic, so people know we didn’t have to replace anything. I think we were just sick of listening to fake shitty overproduced “perfect” records. We wanted to do this record old school and be the first band to go out on a limb and record with out all the studio tricks that everyone relies on. Fuck cheating!!! As far as expectations go, the oncoming storm was a very successful record for us. Many people went out to buy it as well as come out to see us play live. That record broke us out into the metal world and we are very proud of that record! Also, The oncoming storm was supposed to be a polished and heavily themed record. In the eyes of fire is more of a fast, thrashy, raw, organic and more aggressive record. I think we did a good job with making a new sounding record. It was easy to write because we had a focus.

Revolution Music: The CD was recorded at a Seattle studio with producer the legendary Terry Date witch has been behind some great bands such as Deftones, Pantera, Soundgarden and so on. Why did you choose to work with him on this record?
Ken: Terry is a great producer. He has done a ton of records that we all love to listen to. I guess we just wanted to get an engineer/producer that would make a great live and organic record for us. Working with terry was an amazing experience and I can’t wait to do it again.

Revolution Music: How was he to work with?
Ken: Very fun and then serious when he needed to be. As I said I loved to work with him and I learned a ton from watching him work. It was an experience that I will never forget.

Revolution Music: How would you define your style on “III: In the Eyes of Fire”?
Ken: I would say that thi record is a modern day thrash record. We took a stand and were the first metal band in a long time to make an organic record without all the modern day bullshit like clicks tracks, metalcore, singing vocals “the modern day NU metal” and chuga chuga generic breakdowns.

Revolution Music: How would you compare the material on “III: In the Eyes of Fire” to “The Oncoming Storm” and your debut album “The Stings Of Conscience”?
Ken: You can’t it a completely different record. One was more metal and polished and the other one is more raw and thrashy. As far as the stings record goes, there were a lot of hardcore based riffs attached to it. We were playing the modern style of metalcore before it was even cool to do. I dont even think it was even thought of yet by anyone to mix hatebreed and all out war with iron maiden and at the gates. We were doing that in 1998 when everyone was stil blown away by earth crisis.

Revolution Music: Can you tell us the story behind the title “III: In the Eyes of Fire”?
Ken: The name of the record came to be because we were just 5 guys set out to make a record that is heavy, brutal, powerful, and against what everyone else is doing now a days. In the eyes of fire resembled us.

Revolution Music: What is your view on the group’s position in today’s music scene?
Ken: We are one of the bands at the top of what we do. We have a loyal fan base that comes to see us play and party at the same time. I think people rely on us to make genuine music in a day in age when bands are to wrap up in changing their style to sell more records. It seems to me more and more heavy bands that I have once respected are changing there sound to squeeze in more shitty pop choruses with auto-tuned vocals to sell more records. It is over saturated or scene for sure. Because of this, it is allowing the second wave of NU metal to raise its ugly head in the form of what once was metal. We are living in sad days and kids are buying it for right now. You will see the 80’s are happening all over again it’s going to take one poison sounding band to kill everything for us. But as long as unearth stick with its roots we will be respected and always have a home in the metal world.

Revolution Music: Well the album has been out for about a month, how has the album been received by the press, the critics and the fans so far?
Ken: So far all the reviews have been great. Our fans are coming to the shows and are responding well to the new music so I believe it’s a success. Every we are selling a lot of copies all over the world and that means a lot to me. It means people are vibeing with the record and that very important to us…we are very happy!!!

Revolution Music: The album is also availibel as a limited-edition, witch includes a bonus DVD, could you tell us about the content of this dvd?
Ken: It’s some live stuff from the sounds of the underground tour as well as some footage of us making the record in Seattle with terry date. There are lots of interviews and candid shots of us killing time and tracking.

Revolution Music: You have been on the scene for quite some time now, are you planning a real DVD release?
Ken: Hell yea we are filming non stop for it!! It’s going to be very fun, we have a lot of new and old footage to show the world.

Revolution Music: What kind of stuff did you grow up listening to, and what kind of new music do you listen to these days?
Ken: For me my favourite bands new and old are:
Megadeth, metallica, iron maiden, crowbar, all out war, hatebreed, killswitch engage, the dillenger escape plan, muse the beatles, radiohead, Jump little children. The beach boys, oingo boingo, at the gates, in flames, pantera, cannibal corpse…..etc the list goes on and on

Revolution Music: Have any of these bands been source of inspiration for the album?
Ken: Mostly everything that I was listening to when I was at the age of 9-13 years old. Bay area thrash really inspired me to write for the record.

Revolution Music: So I saw that you were shortly in the line-up for this years Danish Aalborg Metal Festival, but was dropped of, what happened? I for one was looking forward to seeing you play!
Ken: I wish we didn’t drop off, I never knew we were on it. I would have loved to play the show. The only reason why I could see us being dumped off it is because someone might have figured we would play it and then figured out that we were on another tour at the time and took us off the list. Otherwise, we would have come up to do the show.

Revolution Music: Well we will get the chance again in November when you will team up with Hatebreed and Full Blown Chaos for an European tour. What do you expect of the tour?
Ken: we have been playing at least 8 songs right now off the new record on our headlining tour. They are all working well and we are going to rip them all over the world! So if your a fan of our new record this is your chance to be the first to hear these songs live. Oh yeah, you can also expect a lot of drinking and partying onstage!!

Revolution Music: The 12th November you will be playing at Gimle, in Roskilde, Denmark, is this your first time in denmark, what do you expect of that show?
Ken: Yes, I hope kids party just as hard as we do onstage.

Revolution Music: Do you know anything about the Danish music scene? Any bands, festivals? If so, what are your thoughts about them?
Ken: I can’t wait to come to you country and absorb you culture, music and everything else I can learn out there. I want to mingle with people and see all of your sites. I am a guest and I would love to see everything and meet people while I’m there.

Revolution Music: In your time as musicians, what is your biggest musical achievement so far?
Ken: To play 1 show where everyone knew our lyrics and moshed to our band. That is all I ever wanted to see in my lifetime. You think that might be a funny thing to hear but if you start a band from scratch you will know how hard it is to build fans from the ground up.

Revolution Music: That’s all we’ve get this time, do you have anything that you'd like to add or say?
Ken: Rock and roll, please pick up our new record in the eyes of fire on metalblade records and if you have never heard our other record go pick those up too. We will be in your country soon so come on out to our show and support us and come rock out with us. Thanks~ken

Revolution Music: I would like to say thanks a lot for you’re time, and I hope to se you in Roskilde with Hatebreed and Full Blown Chaos. And we wish all you guys all the luck in the future whatever it might bring. And thanks to Target Distribution for setting this interview up.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed