fbpx

Mayhem, Dragged Into Sunlight, Voodus - Train

En af de historier som jeg blev mest fascineret af som ung metal fan på Færøerne, var om de sindssyge nordmænd hvor deres forsanger skød sig selv i hovedet efterfulgt af guitaristen, som tog billeder af hans lig og brugte det som album cover, en masse kirker blev brændt ned og at Euronymous blev dræbt af Varg Vikernes fra Burzum. Mayhem har haft noget af en turbulent karriere, men alligevel udgiver de stadig plader og turnerer verden rundt. Deres debut plade De Mysteriis Dom Sathanas er stadig set som en klassiker indenfor genren. Jeg havde sæt frem til at endelig at høre pladen i sin helhed, så lad os se hvordan det gik.

 

Voduus

Svenske Voduus er nu ikke et navn som jeg har hørt om før, men alligevel tænker man, at det nok skal blive spændende. Fra start af var publikum meget godt med på den, men alligevel virkede det hele ret off. Der var tydelige inspirationer fra deres landsbrødre Watain, men alligevel virkede de lidt som om de prøvede at være Watain. Lydmæssigt var det sgu heller ikke noget at råbe hurra for. Bassen var næsten ikke til stede og tammerne og lilletrommen var mixet utrolig højt. Det satte så også en kæmpe dæmper på oplevelsen. Bandet spillede deres sidste nummer som ramte op på de ti minutter ca, og det var bare ren kedsomhed til sidst, specielt deres lead guitarist som bare stod stille og aldrig gjorde noget,så også ud til at kede sig helt utroligt. Voodus var en ret tam oplevelse og det nok ikke lige noget jeg kommer til at tjekke ud i fremtiden. Der var alligevel en del fra publikum som valgte at svinge med garnet og smide hornene i vejret, men det var sgu ikke lige noget for mig.

Karakter 1½ ud af 6

 

Dragged Into Sunlight

Det kan godt være at Mayhem var hovednavnet, men der er kun en grund til at jeg skriver denne anmeldelse og det er: Dragged Into Sunligt. Det ekstreme metal band fra England blev offentliggjort som support på deres nuværende turné tilbage i februar, og siden da har jeg ikke kunne få armene ned af ekstase. Bandets beskidte sammensmeltning af Grindcore, Dødsmetal,Black Metal, Sludge og Doom har ødelagt mine trommehinder mange gange, og jeg har været kæmpe fan af bandet lige siden første gennemlytning af deres geniale plade Hatred For Mankind. Jeg havde placeret mig midt inde i salen og var klar til at give den smadder, og ud af det blå gik introen i gang og hold nu kæft det var højt. I selskab af en lysestage, som var dekoreret med stearinlys og knogler, gik bandet på scenen. Med ryggen til publikum, scenen fuldstændig tildækket med røg og et stroboskoblys som gik fuldstændig amok hele tiden, var standarden allerede sat højt. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet så et intenst og introvært kaos på en scene før. Forsanger T som næsten hang sig selv op ad mikrofonstativet og skreg sine stemmebånd bogstaveligtalt til blods. På pladerne lyder det til at der er så mange effekter på vokalen, så man får lidt den idé om at han måske ikke lige kan gøre det lige så fedt, men det kunne han! Intet problem der. Bassist A vendte sig til tider om og sang med på nogle af teksterne. Vi fik serveret makabre lækkerier såsom To Hieron, Buried With Leeches og min personlige favorit Volcanic Birth. I det sidstnævnte nummer vendte forsanger T sig om mod publikum og skreg sammen A på det meste af nummeret. Ligeså pudsigt som introen gik i gang, lige så brat sluttede det, og det var næsten umenneskeligt hvor godt det var. Jeg gik udenfor bagefter for at få noget frisk luft, og jeg var næsten rørt til tårer. Dragged Into Sunlight er det band alle har brug for i deres hverdag til at fortælle dem at verden er lort og vi skal bare alle sammen dø. Jeg synes at de danske festivaler burde få booket dem, så vi kan få noget mere Dragged Into Sunlight til Danmark. Fantastisk koncert!

Karakter 6 ud af 6

 

Mayhem

Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet, og salen var rimelig godt fyldt. Funeral Fog var nummeret som satte det hele i gang. Hele bandet iført kutter og en masse røg på scenen, så var vi sgu godt kørende. Endelig kom han ud på scenen, og her snakker jeg nemlig om Attila Csihar som stadig er en af de mest karismatiske frontmænd indenfor ekstrem metal. Hele pladen blev jo spillet i sin fulde længde, men alligevel kommer vi ikke udenom at et af højdepunkterne var den evigt Black Metal klassiker Freezing Moon, og det var nemlig super fedt at høre den efter jeg har hørt Mayhem siden jeg var 12-13 år gammel. Lydmæssigt fungerede det hele godt, men alligevel skal trommeslager Hellhammer have lidt kritik da han brugte triggers på alle trommerne og rumklangen måske liiiige var lidt i overkanten til tider. Lysshowet var også en kæmpe stor del af at skabe stemningen under koncerten. Der var en kold og mørk atmosfære i rummet lidt senere hen, da vi fik numre som Cursed In Eternity og Life Eternal. Der var en besked som gik ud til publikum før bandet gik på, at de helst skulle lade være med at filme showet, da det forstyrrede stemningen og atmosfæren, men hvis man nu alligevel valgte at gøre det, så skulle det være uden blitz. Den besked gik ind hos de fleste, men udover et par inklusiv mig selv som tog et par billeder, så var der næsten ingen kameraer i vejret. Buried In Time And Dust og titelnummeret var de sidste to numre, som satte et stort punktum for aftenen. Specielt det sidste nummer var sublimt uden lige. Jeg lavede alle de mest kliché Black Metal bevægelser og blev fuldstændig opslugt af stemningen. Og uden noget ekstra nummer eller tak for at i gad at komme, så varede koncerten kun 45 minutter. Der er måske nogle som følte sig snydt, når Mayhem er så et legendarisk band og så kun spiller i 45 minutter, men jeg synes det havde dræbt stemningen fuldstændig hvis de havde begyndt at spille Deathcrush eller Rape Humanity With Pride lige efter gennemspilningen. Jeg synes at Mayhem gav en fed opvisning i klassisk norsk metal historie, men med et par lydproblemer hist og her og så meget røg på scenen, at du ikke kunne se Hellhammer spille trommer, så var det en lille smule ærgerligt, men heldigvis ikke så meget at jeg ikke nød oplevelsen overhovedet. Mit første møde med Mayhem var virkelig fedt, og det kan forhåbentligt kun blive bedre fremover.

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Meshuggah - Train

Sidste koncert i 2016 for mit vedkommende, og hvilken bedre måde at slutte det af på, end at tage ind og se det svenske monster bedre kendt som Meshuggah. Det er nemlig et af de bands, som jeg har set oftest siden jeg flyttede til Danmark, og de har aldrig skuffet på noget tidspunkt. Det har simpelthen været så super tight og ekstremt hårdtslående hver evig eneste gang. Jeg havde længe set frem til denne koncert, og jeg var ikke i tvivl om at det skulle blive fedt. Den sidste sætning i var noget af en underdrivelse af hvad der virkelig skete den aften.

 

High On Fire
Matt Pike er nu et kendt navn i metal verdenen. Først var han guitarist i det legendariske Stoner Rock band Sleep (som også leverede en fantastisk koncert på dette års Roskilde Festival) og efter bandets opløsning tilbage i 1998 blev High On Fire dannet et halvt år efter. Bandet gik på scenen og hold nu helt kæft hvor var det højt. Næsten ubehageligt højt. Men fedt det var det sgu. Matt Pike formår at ruske godt rundt i publikum, og det var bare fedt at se. Der var ikke så meget tid til snak imellem numrene, da nedslagtningen af publikum bare skulle fortsætte. Det virkede måske også lige en tand for ensformigt, følte jeg til visse tidspunkter, men alligevel synes jeg ikke at de var noget som satte en dæmper på min oplevelse. Jeg har heller ikke hørt så meget af bandet på forhånd, men alligevel synes jeg at det var skide fedt at se dem live. Pike havde også det meste af tiden publikum i sin hule hånd, specielt når de spillede et hurtigt nummer, så gik der et split sekund og så var der bare en kæmpe moshpit inde i salen. Jeg synes måske at det blev en anelse for uudholdeligt at stå inde i salen til sidst. Jeg synes at musikken var fed, men på grund af utrolig høj lydstyrke var jeg desværre nødt til at smutte efter 45 minutter. Det virkede også som en utrolig lang koncert, da bandet spillede i en time. Uden tvivl den længste opvarmnings koncert jeg har været til nogensinde. Men udover at det var en alt for høj koncert og ret langtrukken til sidst, så synes jeg sgu at det var en fed opvarmning til Meshuggah. Jeg tror også at jeg vil tjekke noget mere High On Fire ud fremover, og kan anbefale at folk tjekker dem ud hvis de ikke kender dem.

Karakter: 4 ud af 6

 

Meshuggah
Hvis man sammenligner ordet kolossalt med Meshuggah, så er det nok den bedste beskrivelse du overhovedet kan give til bandets live show. Allerede fra nummeret Clockworks, som satte hele festen i gang, var der ingen foran scenen som stod stille. Bandet har så meget kraft i deres lydbillede, at det er svært at tænke på et andet band som spiller med samme intensitet. Vi fik også hørt nummeret Sane fra Chaosphere pladen, som virkelig bare er både et visuelt og lydmæssigt slag i fjæset. Efterfulgt at Perpetual Black Second og Stengah. Det bedste råd jeg kan give til folk som aldrig har set Meshuggah live før er, at det er meget vigtigt at man ikke har epilepsi, fordi deres lysshow er virkelig noget i en liga for sig selv. Forsanger Jens Kidman var ligeså arrig som altid, i forhold til hans bandmedlemmer som virkede relativt stillestående under koncerten. De var mere fokuserede på at spille musikken. Det gjorde egentlig ikke så meget, da Meshuggah ikke er særlig kendte for at være super aktive på scenefronten. Deres lysshow gjorde også deres oplevelse til noget helt særligt, specielt til tider hvor der var helt mørket på scenen og lyset fik det til at ligne at det kun var skyggerne af medlemmerne, man kunne se. Det skabte en super fed effekt. Vi fik også hørt andre fede numre som Do Not Look Down, Lethargica og The Hurt That Finds You First. Pitten var fuldstændig vanvittig, og man var nok lidt paranoid når man stod og headbangede at man ville nikke en tilfældig person en skalle. Det lykkedes mig dog at få en af mine venners kærestes finger stukket i øjet på mig, men heldigvis var det ikke noget alt for slemt. Dancers To Discordant System, som har en super klam intro, satte publikum i en ni minutters lang moshpit og headbang hele vejen igennem nummeret. Kidman takkede folk og sagde at dette ville være det sidste nummer, og hvilken sang har de ikke spillet endnu tænker du? Du har fuldstændig ret. Vi fik endelig Bleed. Lysshowet, intensiteten på scenen og ude blandt publikum fik hele salen til at koge over. Jeg skreg min hals til blods, og min nakke blev fuldstændig destrueret. Efter en lille hvilepause kom bandet tilbage på scenen til lyden af Demiurge, som også bare sad lige i skabet.

Ikke engang fem sekunder efter nummeret var slut, røg den direkte på deres største hit fra 90'erne, nemlig Future Breed Machine. Det var simpelthen den bedste afslutning du overhovedet kunne bede om. Meshuggah gav os tæsk i halvfems minutter, og det var næsten svært at stå op til sidst. En af de ting som jeg siger ofte om Meshuggah er, at selvom man har set dem flere gange før, så glemmer man hele tiden hvor fantastiske de er på plade og live for den sags skyld også. 

Man kan ikke lave andet end at falde ned på knæ og tilbede det svenske monster også kendt som Meshuggah!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Steel Panther, Inglourious - Train

”Det her skal nok blive spændende” tænkte jeg, da jeg bevægede mig ind i salen til måske verdens dummeste eller et af verdens mest underholdende bands, nemlig Steel Panther. Bandet, som tager pis på den evige 80’er Glam scene med bands som Mötley Crüe, Poison og Warrant. Taget i betragtning at det hele er et rent gimmick, så siger folk at det et suverænt live band. Og nu er det endelig tid til at se om Steel Panther er noget at råbe hurra for.

 

Inglorious

Første band på scenen i aften var britiske Inglorious. Jeg havde ikke stiftet bekendtskab med bandet før koncerten, men da bandet bliver sammenlignet med bands som Deep Purple og Led Zeppelin, så kan det nok ikke gå helt galt. Jeg stillede mig inde i salen og lyden var virkelig god. Energien på scenen var heller ikke noget at tage fejl af. Der var nogle fra publikum som synes, at det var fedt at starte en moshpit til koncerten, som virkelig bare resulterede i flere løftede øjenbryn end folk som hoppede en tur derind også. Man kan godt sige at Inglorious ikke lige er min kop te, men alligevel synes jeg at deres musik har de rigtige elementer. Energien er til stede, dynamikken er der også og forbindelsen imellem publikum er også til stede. Inglorious leverede en fed opvarmning i aften på Train, og det er i hvert fald et band man burde holde øje med i fremtiden.
Karakter 4 ud af 6

 

Steel Panther

Nu var det så endelig blevet tid til aftenens hovednavn. Steel Panther kom ud på scenen til tonerne af Eyes Of The Panther, som blev stærkt efterfulgt af If You Wanna Be Like Tiger Woods. Bandet tog lige en pause efter et par numre, og efterfølgende prøvede forsanger Michael Starr at slå verdensrekorden i at gribe mikrofonen en million gange, men alligevel missede han desværre den afgørende gang. Bandet kørte videre med numre som Asian Hooker og Turn Out The Lights. Bandet hev en heldig pige med op på scenen og spillede den evigt fede Girl From Oklahoma, som blev efterfuldt af 12-13 andre piger og 17 Girls In A Row. Nogle var virkelig klar på det og begyndte at danse frækt op ad Michael Starr, og en valgte så at være så meget med på den, at hun flashede foran hele Train. Efter nummeret blev der en fyr hevet på scenen som helt tilfældigt bar samme navn som forsangeren, hvor de så begyndte synge nummeret Community Property sammen, og der blev dømt til fællessang inde i salen. Nu var vi så kommet til sidste nummer for i aften, og der fik vi selvfølgelig en største metal fællessang i nyere tid, nemlig Death To All But Metal. Her blev håret for alvor svunget og hornene blev smidt i vejret. Selvfølgelig var der også plads til nogle ekstranumre, og her fik vi serveret mit favorit nummer Fat Girl, som bare er evigt fedt. Fuck All Night And Party All Day var nummeret som sluttede hele aftenen af, og det var mere end en passende afslutning.
Karakter 6 ud af 6

 

Man kan sige hvad man vil om Steel Panther. Mange delte meninger har jeg altid haft om bandet, hvor jeg synes at de var alt for meget af et gimmick og det var ikke noget jeg kunne tage seriøst. Jeg forventede at se et band som bare gjorde grin med sig selv og overhovedet ikke tog noget af det seriøst. Det fik jeg også, men på samme tid fik jeg også et band som virkelig var oplagte og spiller fantastisk underholdende musik sammen. Det kan godt være, at man ikke kan tage Steel Panther seriøst, men at sige at de ikke kan finde ud af at levere et fantastisk sjovt Heavy Metal show er lidt af en kæmpe stor løgn. Mange forlad salen, inklusive mig selv med et smil på læben. Tak Steel Panther for et godt grin, og vi ses forhåbentlig snart igen!

Læs mere...

In Flames, Black Temple - Train

Der var godt nok ikke meget energi at finde hos mig søndagen efter tre dage på Aalborg Metal Festival. Men alligevel efter en lur på tre timer, så var jeg klar på at bevæge mig ned til Train, da jeg lige skulle se om In Flames var noget for mig, og var det så det? Det må vi hellere se at finde ud af.

Jeg ankom på Train og fik at vide, at alle som var på gæstelisten skulle donere 50 kroner til flygtningehjælp. Jeg var så uheldig ikke at have nogen penge tilbage, men heldigvis betalte min kammerat for mig (Tak Stephan!).

 

Black Temple

Black Temple er alligevel ikke et navn jeg nogensinde har hørt om, men da jeg så at de kun var tre medlemmer i bandet, så vidste jeg på forhånd at det ikke var noget som overhovedet var i samme boldgade som In Flames. Bandet spillede en form for Slugde/Psychedelic rock. Bandet fra Sverige underholdt publikum med at prøve at snakke dansk, og det skal lige siges at han gjorde det virkelig godt. Bandet var tunge, og bassen var virkelig tydelig. Måske lige en anelse for tydelig, da jeg følte at den overdøvede guitaren virkelig meget til tider. Black Temple leverede en ganske fin opvarmning, men alligevel kunne det godt mærkes, at det ikke lige var alle vores alle sammens kop te.

Karakter: 3 ud af 6

 

In Flames

Mange kommer sikkert til at hade mig nu for at sige det her, men for mit vedkommende var In Flames's koncert på Copenhell uden tvivl den dårligste koncert jeg nogensinde har været til. Jeg har lyttet meget til In Flames i min barndom, og jeg droppede fuldstændig at lytte til dem efter Copenhell. Så at jeg havde en bange anelse i maven, synes jeg er fuldstændig forståeligt. In Flames startede showet med at komme 20 minutter for sent; det synes jeg alligevel var at strække den lidt. Men da bandet gik på scenen efter Jester's Door var introen og Everythings Gone gik i gang, fandt jeg ud af, at mit hoved begyndte så småt at rykke frem og tilbage. Publikum var så klar, at man skulle tro at det var løgn. Efter en kort pause fik vi serveret Alias, som fik hele Train med på fælles sang, inklusive mig selv. Jeg tror virkelig at det er så længe siden, at jeg har set så god en connection imellem band og publikum. Forsanger Anders Fridén var ubeskriveligt god til at snakke med sit publikum. På et tidspunkt tog han en telefon fra publikum og ringede til personens mor. Showet kørte videre, og numre som Black And White og Pinball Map gik direkte ind hos publikum og der var igen dømt fællessang i salen. Efter noget tid hvor der blev holdt pause, var der en fra publikum som bad Fridén om at holde sin kæft og spille noget metal. Personen blev så hevet op på scenen og blev bedt om at spille guitar, som personen så ikke var særlig god til. Han blev så kaldt for Glenn, da forsangeren ikke kunne finde ud af at udtale hans navn. Bandet kørte videre, og vi fik smidt den evigt fede Only For The Weak lige i fjæset, hvor jeg nærmest begyndte at skraldgrine af glæde, da det bare mindede mig om da jeg var 12-13 år gammel og hørte In Flames. Selvom det er et 15 år gammelt nummer, så er det stadig en klassiker. Efter et par numre mere blev mit absolut ynglings nummer med In Flames spillet, som var Crawl Through Knives. Jeg skreg min hals til blods, og det kunne i den grad mærkes tre dage efter at mine stemmebånd ikke havde det så fedt. Et nummer mere som var dedikeret til Glenn og alle headbangerende i publikum, var den evigt fede Take This Life, som fik salen og moshpitten til at eksplodere. Efter en kort pause kom der en mærkelig intro, som jeg synes lød bekendt og bogstaveligt talt efter tre sekunder gik det op for mig, at nu kom Cloud Connected. Og havde jeg så ret? Det kan jeg love dig for, at jeg havde! Det nummer er så svine fedt, at det burde være ulovligt. Som om det ikke var fedt nok, så fik vi hørt Where The Dead Ships Dwell og Deliver Us lige efter hinanden, som bare gav alt for meget mening. Bandet sagde tusind tak for i aften og spillede det obligatoriske afslutningsnummer My Sweet Shadow. Jeg stod på dette tidspunkt uden trøje på, og skreg med på ordene udover balkonen, og bekymrede mig ikke om noget som helst udover at fokusere på musikken.

Jeg kan med sikkerhed sige nu, at selvom jeg synes stadig at deres koncert på Copenhell er den dårligste koncert jeg nogensinde har set, så har jeg fået min tro tilbage om at In Flames stadig sparker røv. Det er også gået op for mig, at In Flames er et band som skal opleves på små spillesteder og ikke kæmpe store festivaler, men det er jo også en smagssag. Men hold nu kæft en energibombe, som blev smidt ned på mørke Jylland denne mørke søndag aften. En stærk kandidat til årets koncert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Steven Wilson - Train

Jeg debatterede en del med mig selv dagen efter Anaal Nathrakh på Royal Metal Fest, om jeg burde tage ind og se prog-guden Steven Wilsons solo band da deres tour ramte Århus. Jeg valgte, på trods af smerter i hele kroppen, at bevæge mig ned til Train. Jeg har oplevet Steven Wilson en gang før, og det var en fantastisk oplevelse og jeg har været helt væk i hans solo materiale. Jeg glædede mig virkelig meget til koncerten.

Steven Wilson:
Sidst jeg så Steven Wilson var hans visuals lige så fede som musikken. Man kan sige, at han har fået en meget større produktion end sidste gang. På touren havde han valgt spille hele Hand cannot Erase pladen, en tanke som måske var lidt ærgerlig, da hans bagkatalog indeholder mange fantastiske numre. Efter bandet havde spillet et par nye numre fra den seneste plade, kom den altid fede ”Index” fra Grace For Drowning pladen. Wilson forstår virkelig at underholde publikum imellem numrene, og alle stod med et smil på læben under koncerten. Lyden var god, og ingenting var holdt udenfor eller var alt for tydeligt. Efter flere numre fra den seneste plade, kom mit favorit nummer med Steven Wilson ”Harmony Korine” et nummer, som han beskriver, var inspireret af hans Shoegaze periode. Virkelig godt nummer med en fantastisk fed følelse igennem hele nummeret. Specielt omkvædet i nummeret er så storslået og intenst. Trommeslager Marco Minneman viste, at han stadig er en fænomenal trommeslager og ikke viser i sin alder som 44 årig, at han ikke er klar til at sige stop. Alle musikerne i hans band er så utrolige dygtige musikere, og de gør et virkelig imponerende arbejde, men tilbage til koncerten.

Vi fik de sidste par numre fra Hand cannot Erase og Porcupine Tree nummeret ”Lazerus”, hvor bandet tog deres første pause. Efter noget tid kom der et hvidt tæppe ned, og vi fik vist en hel masse mærkelige småfilm og efter noget tid kom bandet tilbage på scenen og de begyndte at spille ”The Watchmaker” fra hans forrige plade The Raven That Refused To Sing (And Other Stories), hvor nummerets tunge riffs og knusende bas dominerer slutningen af nummeret. Vi vender tilbage hurtigt i den tunge afdeling og får det suværene Porcupine Tree nummer ”Sleep Together”. Et nummer sammen med Wilsons anbragte visuelle effekter fungerede kolossalt godt. Efter titelnummeret på hans forrige plade The Raven That Refused To Sing (And Other Stories) blev spillet, takkede bandet af for i aften. Det var atter en virkelig fed fornøjelse at vidne Steven Wilson live, selvom det meste af den tidligere dags smertefulde aktiviteter prægede noget af min oplevelse, men heldigvis ikke så meget at det formindskede min oplevelse af den altid fænomenale Steven Wilson.

Læs mere...

Postfest 2014

"Postfest er en årlig, international festival for post-rock og subgenrer. Postfest handler ikke om at præsentere en bunke kendte navne. Nej, vi ønsker at give dig det bedste, mest følelsesladede og fantastiske musik fra hele verden - post-rock, progressive, math, etc., med inspiration fra pop til metal.

Det handler om at blive rørt, imponeret, overrasket og blæst bagover, 3 dage i træk, for den laveste billetpris nogensinde"
- fra Postfest's Facebookside.

 

Ovenstående beskrivelse dækker reelt set hele princippet bag Postfest ganske godt. Jovist, der var 2 store og kendte navne i form af This Will Destroy You og The Ocean, men resten var på ingen måde i samme liga, og man må formode de derfor ikke er blevet valgt for deres popularitet, men netop ud fra det musikalske perspektiv. I år talte festivalen 13 bands der var håndplukket fra både Danmark og lande som Polen, New Zealand, Frankrig, Tyskland, Norge og USA. 

Og det med billetprisen? Det var bestemt ikke en overdrivelse. 250 kroner for 3 dage og 13 bands - det kan man sgu kalde en god deal!

I år foregik festivalen på de regionale spillesteder Train og Radar (hvor opvarmningsdagen, torsdag, fandt sted). Jeg kunne desværre ikke nå til Århus før om fredagen, og som en note bør hele denne reportage forstås ud fra det synspunkt, at jeg først for nylig har opdaget post-rock som sådan; det hele var derfor nyt og spændende. 

Selve Train, hvor hoveddelen af festivalen foregik, er blevet renoveret siden jeg sidst var her for 2 år siden, og det kan ses. Der er mere plads, det er langt lettere at se scenen (der er placeret midt i rummet), også er der en hel del siddepladser, omend de er mere eller mindre mørklagte imens koncerterne står på - i hvert fald i den højre side af salen. 

En stor bar i midten af rummet danner centrum, og i venstre side sælges der merchandise. Der var også en 1. etage, såvel som en bar i venstre side, som dog aldrig blev åbnet i løbet af de 2 dage.

Dét var til gengæld også alt som Postfest reelt bestod af, og jeg kunne godt savne noget mere personlighed. Noget udsmykning, nogle events eller lignende. Der var reelt ikke noget at foretage sig under hele festivalen andet end at se bands, og så vente på at næste navn gik på scenen.

 

Fredag:
Da jeg ankommer til Train lige i tide til det første band, Keretta, er der kun let fyldt op. Som tiden går kommer flere mennesker til, men på intet tidspunkt er det udsolgt, eller bare i nærheden af at være proppet. Arrangementet kunne sagtens være blevet afholdt på f.eks. VoxHall. 

Det er primært folk imellem 20 - 35 år jeg sådan lige kan spotte, og i forhold til spilletider får alle bands 30 - 40 minutters spilletid, undtagen de 2 hovednavne, også er der ca. 20 - 25 minutters pause imellem hvert navn.

Igennem aftenen hersker der en god stemning, men uden at være decideret særlig eller unik - den er bare rar og hyggelig. Der er ikke meget festival over Postfest, men det betyder nu heller ikke det store for undertegnede.

 

Fredagen er primært formet omkring selve post-rocken som overordnet genre.

Kerretta gør et udemærket arbejde i at åbne festivalen og varme folk op, men musikken mangler lige et nøk for at være interessant nok til mere end en halv times tid, som også er hvad de får tildelt. Lymbyc System, som kun består af en trommeslager og en gut på keyboard, er i det legesyge humør og underholder ganske godt med deres finurlige lyde, og naturligvis er Sky Architects også på plakaten, da det er trommeslageren Steffen Rasmussen, der arrangerer Postfest. 

Det er dog, som forventet, This Will Destroy You der er højdepunktet, men de deler en lige plads med Tides From Nebula, der virkelig blæser mig bagover igennem et ekstremt energisk show for et post-rock band. Også er det, indrømmet lidt skamfuldt, sjovt at høre på de polske medlemmers gebrokne engelsk. De hygger sig gevaldigt på scenen, og det samme gør publikum. Dem skal jeg helt sikkert tjekke ud.

 

This Will Destroy You:
Mærkværdigt nok er der faktisk færre folk tilstede end tidligere på aftenen. Ikke at der er tomt foran scenen, på ingen måde, men This Will Destroy You har ikke tiltrukket så mange som jeg havde regnet med. Til gengæld er lyden ganske god; gennemtrængende og især massiv i de larmende stykker, der dog ikke så ofte dukker op. Lysshowet er også virkelig godt, og jeg mistænker at de har medbragt deres egen lysmand.

Bandet selv er fuldstændigt stillestående (en af guitaristerne sidder endda ned igennem hele showet), og publikum er ligeledes ikke meget bevægelige, men derimod opmærksomme. I det hele taget er der kun ganske lidt sniksnak og telefoner i luften, hvilket er en fornøjelse i sig selv.

Selve sætlisten består først og fremmest af sange fra albummet "Another Language" der, på daværende tidspunkt, udkom en lille uge senere. Vi får også nogle sange fra både debutalbummet, såvel som fra Ep'en "Young Mountain", mens det er overraskende ikke at finde blot én enkelt sang fra "Tunnel Blanket". 

Spilletiden kommer kun knap op på en times tid, hvilket føles en anelse for kort taget bandets størrelse i betragtning.

Kort og godt, så var det et fint show. Intet særligt, men solidt, og som en god afslutning på den første dag. Det var selv mit første møde med This Will Destroy You i liveregi. Jeg kan dog ikke lade være med at sammenligne det med hvordan God Is As Astronaut klarede det tilbage på BETA i maj måned (se, dét var fandme godt!). I den forstand havde jeg nok forventet mere fra post-rock fanebærerne i This Will Destroy You, og selvom jeg ikke var direkte skuffet, så følte jeg at der manglede noget. 

Karakter: 4/6 stjerner.

 

Lørdag:
På festivalens sidste dag ligner det hele sig selv. Ligesom igår er det en rimelig mængde mennesker der dukker op, og der er vel imellem 100 - 150 gæster i løbet af de 2 dage. Igen bliver Train aldrig proppet.

Denne dag ender med at være kendetegnet af at være så meget andet end post-rock, da kun Totorro virkelig kan siges at høre til i den genre.
Ballet bliver åbnet kl. 17:30, og en ganske rimelig portion publikummer har fundet vej allerede til det første band, The World State. Bandet virker, i min optik, meget malplacerede. Det er nærmest avantgarde rock/metal, hvor der bl.a. er en harmonika med, såvel som et klaver. Det minder mig i høj grad om det canadiske band UnexpecT.

De er både prætentiøse og nervøse (ja, det er bestemt muligt), og fremstår meget "unge". De er dog et spændende bekendtskab jeg helt sikkert skal tjekke nærmere ud.

Næste band, og festivalens absolutte lavpunkt for mit vedkommende, må gå til Fossils. Det må nødvendigvis være mig der misser noget, med al den opmærksomhed de har modtaget det sidste stykke tid, men en trommeslager og en bassist der groover sig, teknisk godt skal det siges, igennem en halv times "intet" - det er simpelthen for fladpandet. Der mangler i alvorlig grad variationer og tilføjelser til deres monotone udtryk, og jeg ender op med en følelse af, at jeg sjældent har kedet mig så bravt.

Heldigvis er det kun ét ud de 10 navne der sætter et sådant kedeligt aftryk, for vilde Totorro og The Ocean sætter streg under højdepunkterne, hvor de nyligt gendannede Mimas kan siges at besidde deres egen lyd, men ikke lige noget for undertegnede.

 

The Ocean:
Det tyske hovednavn trækker festivalens absolut største publikumsantal, og da de går på scenen kl. 22 viser et stort lærred bag dem konstant små videoer af alt, der har med havet at gøre. Der er også opstillet 2 bannere på scenen, såvel som små lys der blinker, der minder mig om fyrtårne i formindsket størrelse. 

Det æstetiske kombineres med det visuelle i et nøje planlagt lysshow, der i følgeskab med den generelt glimrende lyd danner rammerne for et fedt show. I forhold til lyden er der dog et par problemer med guitarerne i starten, og desværre også konstante udsving i forsangeren mikrofon igennem showet - sommetider fungerer den, sommetider ikke. Nogle gange kan man høre hvad han synger, andre gange kan man ikke.

Han ligger dog ikke på den lade side, og allerede i første sang er forsangeren nede ved publikum, og i det næste nummer crowdsurfer han. De andre medlemmer er en anelse mere rolige, men viser stadig god energi - også smiler de rigtig meget. Engang imellem bliver det hele direkte kaotisk, hvilket passer perfekt til deres overordnede tema om havet, og jeg har svært ved at følge med i hvad der reelt sker, men ikke på den negative måde.

Publikum selv er forståeligt trætte efter 3 dages musik, og det er ikke de store fysiske udsving der spottes, men nogle enkelte headbanger dog - og så er forsangeren utrættelig.

Efter godt og vel 1 time takker The Ocean af, og spillede, så vidt jeg kunne høre, udelukkende sange fra deres nyeste album "Pelagial", hvilket på ingen måde så ud til at genere nogle af de fremmødte. 

Alt i alt var det selve The Ocean der "gjorde det bedst", hvor publikum - naturligvis - var svære at få så meget ud af, andet end opmærksomhed. Og så var det sgu synd med de lydproblemer. Det virkede især mærkværdigt at forsangerens mikrofon ikke blev skiftet ud, da det var tydeligt at han op til flere gange signalerede at det ikke fungerede optimalt. Det må blive til revanche næste gang.
Karakter: 4½/6 stjerner.

 

Afslutning:
Postfest var en succes, i hvert fald i den forstand at der dukkede en rimelig mængde mennesker op, og generelt holdt alle bands sig på et højt niveau. I forhold til planlægning var alle bands spot-on i henhold til tidsplanen. Stemningen var behagelig og løssluppen, og man så ofte de forskellige bands' medlemmer snakke fornøjeligt med publikum i stedet for at gemme sig omme backstage. 

Desværre er det også blevet offentliggjort at Postfest, efter at være blevet afholdt 2 gange, lukker og slukker af flere forskellige årsager. Det er sgu ærgerligt, især med en så latterlig billig billetpris og et glimrende line-up. 

Derfor er der ikke andet end at sige tak for i år, og jeg håber at en lignende festival en dag vil opstå på et senere tidspunkt - der er i hvert fald både publikum og bands til det.
Karakter: 4/6 stjerner.

Læs mere...

Machine Head, Impalers

To gange tidligere har jeg haft fornøjelsen af at se Machine Head live. Første gang var på Grøn Scene på Roskilde Festival i 1999 eller 2000 hvor de var fremragende, og igen i knap så romantiske omgivelser i KB Hallen til Black Crusade tour i 2007. Jeg var ikke til stede i 2009 da Machine Head sidst gæstede Aarhus og Train til, hvad der efter udmeldingerne var en mindeværdig koncert, både for publikum, men også efter eget udsagn, for bandet selv, så jeg havde store forventninger til at successen kunne og skulle genskabes igen, her i 2014. 

 

Impalers:

Selvom aftenens headliner er et kæmpe navn i metalverdenen, skal man ikke altid kimse ad opvarmingen. Jeg missede desværre Impalers da de spillede til Royal Metal fest her i Aarhus tidligere på året, så jeg glædede mig meget til endelig at få lov til at opleve dem live. Det var selvfølgelig ikke under de bedste betingelser med minimal plads foran Machine Heads gear, men det var trods alt en chance for at få hørt noget fedt dansk upcoming thrash. Og thrash var det! De var knapt arriveret på scenen før den første guitarsolo blæste ud igennem højttalerne. Eller, "blæste" er måske så meget sagt, for lydmanden havde kun skruet op på "alt for lavt" i starten. Der er heldigvis masser af fart og energi i Impalers musik, og jo mere der kommer styr på lyden undervejs, jo mere lykkes det for dem at varme op under publikum. Det var meget fladt i starten på trods af antallet af mennesker, men ser man over alle 30 minutter, synes jeg at missionen lykkedes. Masser af fart, masser af guitarsoli og masser af langt hår. Publikums nakker blev varmet op imens de første pilsnere røg i halsen. Det var fedt nok endelig at få dem oplevet, men jeg ser nu frem til at få dem set under mere optimale forhold, hvor det ikke føles som om at trommerne vælter ud over scenekanten, og der ikke skal heftig disciplin og koreografi til, at de lange manker ikke filtrer sig ind i hinanden, når de bevæger sig rundt på scenen. 3/6

 

Machine Head:

Der er ikke grund til at holde på det: Det var en pisse fucking fed koncert!

Jeg har næsten lyst til at lade det stå for sig selv og slutte her, men lad mig for god ordens skyld kaste mig ud i en flok slibrige detaljer om dette orgie af god stemning, volumen på max, gyldne damer og heavy metal.

Efter Impalers havde spurtet igennem deres support-set og deres gear var fjernet, gik Machine Heads crew igang med at sikre sig, at det hele var som det skulle være. Det tog sgu sin tid. Eller sådan føltes det i hvert fald. Når man står tæt pakket foran en scene og udelukkende venter på at koncerten går igang, er det altså ikke særligt spændende at se på et par roadies, der laver lydprøve og vader rundt omkring på scenen for at tjekke op på diverse ting. Alt sammen i et utroligt astadigt tempo. Men når resultatet af anstrengelserne er så imponerende som det var tilfældet her, så lever jeg gerne med min utålmodighed og de intimsfære-brydende medpublikummers tvivlsomme ånde i nakken, imens jeg venter på at den professionelle grundighed bliver færdig med at arbejde.

Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har hørt en koncert, hvor lydkvaliteten har været så fedt indstillet fra starten. Det var højt, det var crisp og det var tungt. Der blev sikkert pillet ved det undervejs, men det var ikke noget jeg bemærkede, og når man nu umiddelbart forinden har oplevet hvor meget, dårligt indstillet lyd kan tage væk fra en koncert, så er det sgu en fornøjelse at få lov til at glemme den del fuldstændigt og bare nyde hvordan de velsmurte lydbølger hamrer ind i ens sørgelige mortale corpus. Det var i hvert fald tilfældet hvis man befandt sig foran scenen, hvilket jeg gjorde det meste af koncerten. Mere om det senere!

Frontmand Rob Flynn er eneste tilbageværende af de originale bandmedlemmer der startede Machine Head tilbage i 92, og man kan godt argumentere for at Flynn langt hen ad vejen ER Machine Head. På scenen er der i hvert fald ingen tvivl om hvem der er omdrejningspunktet. Og det er bestemt ikke nogen skam når man er så skarp til jobbet som Flynn er. Der var også kontakt imellem de to øvrige streng-atleter og publikum, men det var Flynn der var centrum og han havde et fabelagtigt tag i publikum. Han var både veloplagt, indstillet på at levere et fedt show og virkede samtidigt oprigtigt glad for at være til stede og spille foran det yderst veloplagte publikum, der var mødt op denne ellers jævnt kedelige "sommeraften" på Train. Nu hvor jeg er ved publikum, så er det, uanset hvordan man vender og drejer det, en af de vigtigste ingredienser i en vellykket koncert. Og denne fine mængde af glade mennesker, som var mødt op for at høre deres helte levere varen, var i den grad også selv indstillet på at være en del af det. Udviklingen fra det øjeblik Impalers gik på til de sluttede en halv time senere var tydelig, men den forvandling der skete da Machine Head gik på, var fra 0 til 100 på hvad der synes kun at vare et splitsekund. Publikum var dybt involveret under hele koncerten, og der var instant respons når Flynn bad om at få vores fists eller middlefingers i vejret. Undervejs var der endda flere omgange af holdbare circlepits, hvilket er noget af en sjældenhed til heavy koncerter her i Aarhus. Det var en fornøjelse at være en del af, og uden den indsats og ikke mindst vilje til at have en fed koncert på en tirsdag, var det aldrig blevet så fedt.

Ud over den fornemme indsats fortjener Machine Head også indtil flere skulderklap for setlisten, som jeg synes var forbilledligt skruet sammen. De kom på scenen med masser af energi og holdt intensiteten godt kørende i de første ca. 45 minutter. På det tidspunkt tog de en lille pause og forlod scenenfronten for en stund, hvorefter Rob Flynn kom tilbage iført en akustisk guitar og en umådelig trang til at holde tale. Jeg er ikke altid den største fan af taler inde midt i en koncert, men af en eller anden grund er amerikanere som regel ganske fornuftige til den slags, og det gjorde sig også gældende i dette tilfælde. Efter mit stopur blev det til lige knap 5 minutter, og der var måske lige i overkanten i forhold til indhold, men i det store hele var det ok, og som break i en lang koncert fungerede det glimrende. Umiddelbart efter blev den akustiske guitar sat i sving til "Darkness Within" fra den seneste plade "Unto The Locust". Et perfekt nummer til at starte anden halvdel af koncerten, der uden problemer opnåede samme stemning og energi som den første halvdel. I løbet af hele herligheden fik vi serveret en perlerække af hits fra det imponerende bagkatalog, lige fra "Locust" til "Davidian" og "Bulldozer". Det hele sluttede efter 1 time og 40 minutters fantastisk heavy til tonerne fra "Halooooooooo" fra "The Blackening" albummet. En dejlig afslutning på en tæt på perfekt aften.

Grunden til at jeg siger tæt på perfekt er, at jeg en halv times tid inden koncerten var færdig, bevægede mig fra min standard plads lige foran lydpulten til en plads blandt de mange gæster der havde fået en plads i den venstre side af salen. Jeg har altid holdt meget af at komme til koncerter på Train, men jeg har også altid haft det meget svært ved at acceptere den mængde af billetter der bliver sat til salg. Jeg ved ikke om der var helt udsolgt til denne koncert, men det har været tæt på, og med begrænset plads foran scenen og på balkonen, så er der mange der kommer til at stå ude i siden. Jeg ved godt at alle ikke kan komme til at stå foran scenen, men i modsætning til så mange andre steder, så er siderummet på Train meget dybt og meget afkoblet fra scenen. Især til venstre for scenen. Og når der er så mange mennesker, kommer en god del af dem til at stå meget langt fra scenen, og så er det altså ikke nok at der er et ekstra sæt højttalere der peger den vej. Der er for langt til scenen, til pitten og til stereobilledet fra fronthøjtalerne. I min mening er det simpelthen ikke fuld pris værd hvis man kommer til at stå der. Nogle få står der måske frivilligt, men der kunne ikke stoppes ret mange flere kroppe ind foran scenen, så det er svært at se hvor folk ellers skulle stå. Eneste positive ved den oplevelse var, at det var meget hyggeligt at skue ud over den bølgende pit foran Flynn og co. imens jeg savnede min plads foran scenen.

Så hvad ender det med? Fortjener det 6 stjerner? Ja. Er det fair at jeg trækker en halv stjerne fra pga. mit problem med siderne i salen? Måske ikke. Gør jeg det alligevel? Ja. 5,5 stjerner herfra til en uovertruffen tirsdag aften hvor Train bød på 3 Gyldne Damer eller Elefantøl for 100 kr. Et tilbud, der selv på en tirsdag, betød at de løb tør for Gyldne Damer til sidst. Et faktum så smukt, at jeg næsten må knibe en lille tåre og genoverveje om ikke vi skal op på de 6 stjerner igen....

 

  • Machine Head_3
  • Forfatter: Morten Rygaard
  • Machine Head_13
  • Forfatter: Morten Rygaard
  • Machine Head_4
  • Forfatter: Morten Rygaard

Se alle billederne her

Læs mere...

Postfest offentliggør endeligt program

Med tilføjelsen af bl.a. The Ocean som også spillede på dette års Roskilde Festival, polske Tides from Nebula, New Zealandske Kerretta, Norske The Samuel Jackson Five samt danske Nanna Schannong, Fossils, Flod og The World State er programmet for dette års Postfest på plads.

Det tyske metalkollektiv The Ocean finder inspiration til deres ambitiøse musik langt væk fra grinende skelethoveder og blodige lemmer.
Havet, sjælen og universet er mindst lige så skræmmende størrelser, når man kigger ordentligt efter.
På storværket Pelagial tager The Ocean en musikalsk og psykologisk rejse fra havets overflade og ned i dybderne, sollyset aldrig når.
Det sker i metalliske suiter, der kombinerer Pink Floyd, Isis, Mastodon og Mogwai i en symfonisk og progressiv maksimalisme.
The Ocean er episk, litterært anlagt metal, som udløser skælv både i kroppen og i hjernecellerne.

Postfest finder sted 11-13 september. Torsdagen afvikles på Radar, mens fredag og lørdag afvikles på Train. Der er officiel efterfest på Escobar alle tre dage.

Billetter til alle dage koster 250,- og kan købes på www.billetnet.dk
Det endelige program ser således sådan ud:

- This Will Destroy You (US)
- The Ocean (GER)
- Tides From Nebula (PL)
- Totorro (FR)
- Kerretta (NZ)
- The Samuel Jackson Five (NO)
- Sky Architects (DK)
- Lymbyc Systym (US)
- Mimas (DK)
- Fossils (DK)
- Nanna Schannong (DK)
- The World State (DK)
- Flod (DK)
- Postfest DJ´s

Læs mere...

Postfest 2014 offentliggør de første navne

Efter et års pause er Postfest tilbage igen. Den internationale 3-dages festival for post-rock, post-metal og progressiv rock afvikles igen i Aarhus.

Postfest afholdest d. 12-13 september på Train og d. 11 september afholdes der en helt speciel åbningsaften på et endnu ikke offentliggjort venue.

De første offentliggjort navne er:

This Will Destroy You (US)
Totorro (FR)
Sky Architects (DK)
Lymbyc Systym (US)
Mimas (DK)

 

Festivalen skriver: 

”Postfest har til formål at præsentere det bedste indenfor post-rocken og beslægtede genrer, fra hele verden.

Genren har især de seneste par år fundet sin udbredelse i Danmark, efter allerede at være stærkt placeret i øvrige Europæiske lande, hvilket man også ser i den store mængde af Post-rock festivaler som etableres rundt omkring i Europa.

Gæster fra hele verden forventes således at rejse til Aarhus omkring Postfest ligesom det var tilfældet i 2012, hvor der var publikum fra 7 lande.

Kritikerroste This Will Destroy You bliver en af festivalens hovednavne og kommer med et nyt album på trapperne som er opfølgeren til 2011´s "Tunnel Blanket" som den svenske udgave af Gaffa gav 6 stjerner med på vejen.

Franske Totorro og Amerikanske Lymbyc Systym er ligeledes blandt festivalens udenlandske navne, mens Sky Architects og Mimas repræsenterer det lokale islæt. ”

 

Ligesom sidste år har festivalen valgt at holde fast i den lave entré på 250 kroner for tre dage.

Billetter kan købes via Billetnet her.

 

Læs mere...

Stream nye Machine Head sange

Som en del af årets Record Store Day den 19. april, udgav Machine Head, en 10-inch vinyl single med titlen ”Killers & Kings”, A-siden indeholder en demo version af deres nye sang ”Killers & Kings”, B-siden vil indeholde en cover version af sangen ”Our Darkest Days / Bleeding” fra et af bandets ynglings bands, det melodiske hardcore punk band Ignite.

Begge sange er nu lagt online på Machine Head’s YouTube kanal, find begge sange nedenfor.

 

Machine Head’s guitarist og sanger Robb Flynn har udtalt følgende:

"I remember growing up in the thrash scene and always wanting to hear the demo version of songs. You searched them out. Thankfully, my buddy Jim was a big 'tape trader,' and through trading, we had both METALLICA demos, EXODUS demos, bootlegs of songs sometimes 'years' before they came out.
"I knew how to play every note of 'Pleasure Of The Flesh' by EXODUS easily two years before the record was out. I had SLAYER's 'Reign In Blood' three months before it came out. I remember it still had the hi-hat counts starting the songs!!
"My friends and I would debate the merits of each (the demo was always better, LOL!).
"It's so much cooler to hear it BEFORE the album is out!
"So we're gonna do that for you.
"I can't wait for you guys to hear this stuff. Then you can debate it, haha!"

 

Machine Head offentliggjorder fornyligt at bandet vil tage på en omfattende Europa/UK tour i juli/august måned. Touren vil blandt andet ligge vej forbi Train i Aarhus den 19. august.

 

MACHINE HEAD - Killers & Kings (DEMO TRACK)

MACHINE HEAD - Our Darkest Days + Bleeding (IGNITE COVER)

Ignite’s orginal version af “Bleeding”

 

Hvad synes du om de 2 sange? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed