fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Dying Gorgeous Lies - The Hunter And The Prey

I år kan tyske Dying Gorgeous Lies fejre deres 10 års jubilæum som band; det markerer de ved at udsende deres tredje album, "The Hunter And The Prey”. Albummet beskriver en post apokalyptisk fremtid (år 2079 for at være nøjagtig) hvor bandet er en af mange grupper af overlevere, som lever videre i en ødelagt verden.

Med sådan et dystert oplæg kunne man forvente ekstrem Metal som soundtrack, men tyskerne fortsætter deres melodiske blanding af Death- og Thrash Metal, og sangerinden Lisa Minet hvæser stadig så man skulle tro, at hun var til audition hos Arch Enemy. Hun har ind imellem en ret tydelig accent på sit engelsk, men tilfører skarphed til numrene. Ikke at de mangler det, for generelt er der udmærket bid i dem, godt hjulpet af en glimrende produktion, som især giver trommerne en go’ lyd.

Da jeg for fire år siden anmeldte albummet "First World Breakdown”, efterlyste jeg mere variation, og det leverer bandet, selv om de stort set fastholder samme kerneelementer igennem alle numre: Det er især guitarerne, som byder ind med melodi og energi, mens keyboardet ikke får nogen fremtrædende rolle – tak for det!

Den forøgede bredde skal derfor tilskrives bedre sangskrivning, hvilket må betegnes som en positiv udvikling for Dying Gorgeous Lies.

Tracklist:
1. From The Ashes / Hellfire
2. We Are The Apocalypse
3. Revolution Day
4. …And As The Bombs Fell
5. Fatal Craving
6. New World Order
7. Ancient Tales
8. Beast Mode
9. Greetings From Aleppo
10. Sweet Taste Of Lies
Samlet spilletid: 44:37

Læs mere...

Overkill - The Wings Of War

Næste år kan Overkill fejre 40 års jubilæum (!), en bedrift som kun er de færreste beskåret. Og at tiden ikke er gået med hænderne i skødet understreges af, at de med "The Wings Of War” udsender album nummer 19 – i sig selv et imponerende tal.
Næsten lige så imponerende er den power, de efterhånden modne herrer lægger for dagen – ikke det mindste spor af metaltræthed her! Således er åbneren ”Last Man Standing” et superfedt Thrash-nummer med højt tempo og enormt højt energiniveau. Det forstærkes af en rigtig god produktion, og så har Bobby "Blitz" Ellsworth altså bare en fed skærebrændervokal. Energiniveauet holdes stort set igennem alle ti numre, hvor især ”Welcome To The Garden State” stikker positivt ud fra mængden.

Egentlig er alt som det skal være: Et Thrash album med saft og kraft, go lyd og knivskarp vokal – er alt ikke som det skal være? Jo, og så alligevel ikke helt. Problemet er, at når der i alle numrene kun satses på power, så ender deres udtryk med at blive ret ens – man bliver lidt ”fartblind”. Og når man går de enkelte numre lidt nærmere efter i sømmene, så er der flere, som hurtigt vil være glemt. Konklusionen bliver derfor, at ”The Wings Of War” er solidt, men ikke prangende.

Tracklist:
1. Last Man Standing
2. Believe In The Fight
3. Head Of A Pin
4. Bat Shit Crazy
5. Distortion
6. A Mother's Prayer
7. Welcome To The Garden State
8. Where Few Dare To Walk
9. Out On The Road-Kill
10. Hole In My Soul
Samlet spilletid: 51:03

Læs mere...

A Devil’s Bargain - A Devil’s Bargain

A Devil´s Bargain (ADB) har base i Holstebro, hvor det hele startede tilbage i 2010. Alligevel skulle vi helt frem til 2016, før bandet spillede sin første koncert. Det skete efter et par omrokeringer i line-uppet, og med spillejobs kom også ønsket om at indspille musik. Det skete i 2018, hvor ADB var i Mørkværk Studiet for at indspille deres første EP.

Den åbnes med ”Song 13”, som bygger på en grundstamme af Thrash Metal, men ikke efter den klassiske opskrift. I stedet trækker melodi og omkvæd mere i retning af Rock, hvilket skruer noget ned for energiniveauet. Til gengæld fungerer mellemspillet inden guitarsoloen fint, selvom det ikke er særligt originalt.

Nogle af de samme ankepunkter finder man i ”Grim Reaper”, som strækker sig over næsten 11 minutters spilletid, hvor det eneste rigtige lyspunkt er et udmærket hook.

Det bringer mig frem til EP’ens sidste nummer, ”Prisoner of War”, hvor elementerne fra de to første tracks suppleres med uptempo Thrash. Det er ikke nyskabende, men alligevel nok til at gøre afslutteren til udgivelsens bedste nummer.

Som ved de fleste amatørudgivelser kan man sagtens finde elementer at pege fingre ad, men det er ligegyldigt. Når jeg begrænser pointhøsten skyldes det sangskrivningen, for numrene mangler det sidste for at blive interessante og fænge hos mig som lytter. Med det nuværende niveau er spilletiden alt for lang i forhold til indholdet, hvilket kun forstærker problemet. Jeg håber derfor, at ADB øger indsatsen der, inden de igen går i studiet.

Tracklist:
1. Song 13
2. Grim reaper
3. Prisoner of War
Samlet spilletid: 23:55

Læs mere...

Fusion Bomb - Concrete Jungle

Med en befolkning der kun lige har rundet den halve million, er Luxembourg et af Europas mindste lande; derfor er det ikke mange udspil derfra, jeg har fået til anmeldelse. Men de er der, hvilket debutskiven fra Fusion Bomb beviser. Indspilningerne har bandet selv stået for, mens udgivelsen sker gennem det tyske pladeselskab Iron Shield Records.

Det medfølgende pressemateriale lover en topmoderne udgave af klassisk Thrash Metal, og det er ikke helt ved siden af. Musikken har genrens markante guitarriffs, og tempoet er gennemgående højt – energi er således ikke en mangelvare, og de klassiske dyder har de fire musikere styr på. Det hele bliver spillet usædvanlig stramt, så alle elementer fremstår knivskarpe, hvilket giver numrene et moderne touch; Fusion Bomb forener på den måde gammelt og nyt.

Desværre bliver det en tand for meget, for den moderne stramhed køres derud hvor tingene næsten bliver kliniske og upersonlige. Denne tendens forstærkes af, at der ikke er mange melodiske elementer i numrene, ligesom sangeren ikke har meget selvstændigt at byde på – vi er meget langt fra navne som Hetfield og Blitz.

Slutresultatet er, at tingene bliver meget alvorlige og renset for den mindste antydning af selvironi. Den eneste åbning er i ”Slam Tornado”, hvor omkvædet er lidt loose; mere af den slags havde rundet kanterne af og gjort albummet bedre.

Tracklist:
1. Zest of Scorn
2. Knuckleburger
3. Concrete Jungle
4. You're a Cancer to This World
5. Blazing Heat
6. T.M.N.A.
7. Bird of Prey
8. Nyctophobia
9. Slam Tornado
10. I Never Denied (Excel Cover)
Samlet spilletid: 36:48

Læs mere...

Venom - Storm The Gates

Da jeg sidste år anmeldte albummet ”Ave” fra Venom Inc, måtte jeg konstatere, at heller ikke den udgave af det klassiske band faldt i min smag. Nu kan jeg efterprøve, om det også gælder for den anden version af Venom – den med Cronos i front – i forbindelse med bandets nyeste album, ”Storm The Gates”.

Som det har været gældende i efterhånden ti år, har hovedmanden Rage og Dante med, og i fællesskab fortsætter de Venoms beskidte stil, som trods anti-religiøse tekster er mere Thrash- og Death end Black Metal. Numrene domineres af Cronos’ raspende vokal og hans fyldige bulldozer bas, og det hele indrammes af en noget grynet og garageagtig produktion – helt som man forventer det.

Det hele starter overraskende godt, for både ”Bring Out Your Dead” og ”Notorious” har stærke melodier og masser af power – et niveau som ”100 Miles to Hell” sætter trumf på med endnu mere sejtrækkende guitar. Her ville jeg gerne kunne skrive, at Venom denne gang overrasker ved at fortsætte den seje stil, men det kan jeg desværre ikke; af de resterende numre er det kun ”We the Loud”, som gør sig positivt bemærket. De andre tracks er voldsomme, men mangler kvaliteter, og er derfor hurtigt glemt. Og når der åbnes for alle sluser, som det sker i ”The Mighty Have Fallen ” og ”Over My Dead Body”, ender det som hovedet-under-armen-og-uden-retning-Metal.

Så nej, heller ikke denne omgang Venom rammer plet hos mig; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver die hard Venom fan.

Tracklist:
1 Bring Out Your Dead
2 Notorious
3 I Dark Lord
4 100 Miles to Hell
5 Dark Night (Of the Soul)
6 Beaten to a Pulp
7 Destroyer
8 The Mighty Have Fallen
9 Over My Dead Body
10 Suffering Dictates
11 We the Loud
12 Immortal
13 Storm the Gates
Samlet spilletid: 53:10

Læs mere...

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Warpath - Filthy Bastard Culture

Tyske Warpath blev dannet i 1991, og var ret aktive i årtiets første halvdel, hvor det blev til fire albums. Så gik man hver til sit, men fandt sammen igen i 2015. Det resulterede i et album sidste år, og nu følger endnu et: Titlen ” Filthy Bastard Culture” mener bandet alvorligt, så de indspillede det hele i øvelokalet for at opnå en rå og upoleret lyd. Resultatet blev justeret i studiet hos Eike Freese, som også har mikset albummet.

Ideen om at give numrene et råt og umiddelbart udtryk har tyskerne omsat temmelig effektivt; det hele har et skær af den tone, der kendes fra et band som Motörhead. Den upolerede indpakning passer fint til musikken, for som hovedregel er Warpath ret rå i kanten – specielt når tempoet er højt og guitarerne sejtrækker. Netop disse elementer gør ”Unbroken Soul”, titelnummeret og ”Killing Fields” til de mest interessante tracks på ”Filthy Bastard Culture”.

Desværre er der også en del numre, som er langt mindre spændende; tempoet er lavt og melodiske elementer er næsten komplet fraværende. Sammen med den ret ensformige vokal gør det disse numre noget træge – værst er ”Slow Motion Violence”, som næsten er dræbende kedelig. Derfor er det ved hjælp af et nummer som ”F.U.” og dets nærmest punkede attitude, at de tre stjerner trækkes i land.

Tracklist:
01. The World Beyond (Intro)
02. Unbroken Soul
03. Back To Zero
04. Filthy Bastard Culture
05. Believe In Me
06. Into The Dark
07. Killing Fields
08. Below The Surface
09. F.U.
10. Violent Starr
11. Slow Motion Violence
12. St. Nihil
13. Nebelkrähe (Digipak Bonus)
14. For The First Time (Digipak Bonus)
Samlet spilletid: 62:15

Læs mere...

Hate Squad - Reborn From Ashes

Den tyske Thrash scene virker enorm, og nu er der nyt fra endnu et af de gamle bands – med en karriere, der startede i 1993 må Hate Squad finde sig i den betegnelse. Albummet her er bandets syvende, og er produceret af Eike Freese, som er en populær Thrash producer.
Han virker som det rette valg for Hate Squad, for bandets klassiske Thrash passer fint til mandens produktion; her er der lagt mere vægt på rytme og timing end gennemsigtighed. Eller med andre ord: Lyden er lidt mørk, men til gengæld bliver numrenes fremdrift trukket frem. Det giver numre som ”Death List” og “2 Miles Behind Enemy Lines” lidt ekstra energi. Den har sangeren Burkhard Schmitt også masser af, til gengæld er hans ret brølende vokal ikke specielt varieret. Det kompenserer tyskerne for ved at udstyre de fleste numre med en fin og iørefaldende guitarmelodi som følgesvend til vokalen. Det er en meget vellykket kombination, som passer fint ind i helheden og skaber balance i tingene. Til gengæld bruges den rigtig meget, så den når at blive slidt i kanten, inden man er kommet igennem albummet. Her havde det været rart, hvis Hate Squad havde haft en kanin eller to, som kunne hives op af hatten og skabe lidt overraskelser. Dem er der ingen af på ”Reborn From Ashes”, hvis gennemførte stil derfor ender på 3½ stjerner.

Tracklist:
1. Against All Odds
2. Death List
3. Amok
4. Reborn From Ashes
5. Retaliation Promise
6. Until I Die
7. Regain The Strength
8. Know Your Enemy
9. Hate Factory
10. 2 Miles Behind Enemy Lines
11. Fuck Cancer!
Samlet spilletid: 39:07

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed