fbpx

Copenhell 2019: TesseracT

Skal det være prog-djent-metal, så kan man ligeså godt tage fra 1. klasse. Bedre sent end aldrig måske, men hey, nu er de her. Det er et af mine favoritbands, men de tidligere præstationer af lignende bands på Copenhell har været hit and miss, så jeg kan ikke lægge skjul på at jeg er en anelse nervøs. Sådan er det dog ikke når TesseracT spiller indendørs, som man kan læse mere om her og her. Jeg krydser fingre og håber på det bedste, for når TesseracT er gode, er de rigtig gode.

I virkeligheden er det et generelt spørgsmål: hvordan tackler man en festival som prog-djent-band; musik der ellers som udgangspunkt kræver mere koncentration end gennemsnittet, og dertil en exceptionelt god lyd for at slå igennem? Nemt! Man skruer op på elleve, finder de hårdere sange frem og lader ens normalt mere stillestående forsanger agere hoppende-springende-rock-indpisker til en folkemængde der hverken er overvældende stor eller fyldt op med fans. Det er egentlig en simpel ting at indtænke et andet publikum end man er vant til (eller det BØR det være) – et der normalt ikke behøver vildskab fra scenen, crowdsurfere og lignende. Men omstillingen er brillant netop fordi musikken ikke ofres men blot udtrykkes lidt anderledes. Rytmesektionen i TesseracT er nøjagtig lige så tight som altid og jo, de finere detaljer står ikke altid lige klart, enten som følge af halvmudret lyd eller den drilske vind, men det er tungt og til at mærke, hvilket er det vigtigste i dag.

Og endelig lader den fancy-frynseklædte Daniel Tompkins til at have fundet sig til rette i ”Altered State”-repertoiret. Det er ikke det samme som O'Hara kunne, det er indiskutabelt, men i stedet for nyttesløst at forsøge at lyde 1:1 som ham, og som en naturlov falde til jorden med et brag hver eneste gang, gør en kombination af enkelte backing-kor-lignende tracks og Tompkins’ nu egne versioner, at det leveres selvsikkert og uden at stikke negativt ud. I hvert fald ikke for andet end fanboys, der også må se at komme videre efterhånden. Denne gang får vi alligevel kun ”Nocturne”, desværre, så selv hvis man vil være negativ er der ikke meget at komme efter.

Det vi derimod får er den første halvdel af ”Concealing Fate”, eller i hvert fald tæt på da der skæres lidt væk hist og her. Dernæst en midtersektion af de bedste sange fra ”Polaris” hvor ”Survival” og ”Phoenix” lader Tompkins stråle, og så en helt sublim afslutning med bl.a. dagens højdepunkt, ”Smile”. Det var ellers ikke lige dén jeg havde forventet skulle rive mig rundt, men der er bare fuld smæk for skillingen, for satan det er en tung basker vi får serveret. Og det fortsætter med den dystre og næsten ubehagelige ”King” og sidst, men absolut ikke mindst, rundes der af med funky slap-bas og en crowdsurfende forsanger i ”Juno”.

Her slutter så en overlegen lektion i festivaltække, som på flere måder er godt ikke varer længere – bl.a. er det begyndt at tynde ud blandt publikum, men det er deres tab. Igen må man tage hatten af for Tompkins og drengene, det sad sgu lige i skabet. Jeg tror ikke der er nogen der er gået skuffede herfra og mon ikke bandet har fået sig nogle nye fans? Det tror jeg.

Sætliste:
1) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance
2) – Concealing Fate, Part 2: Deception
3) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
4) – Luminary
5) – Of Mind – Nocturne
6) – Survival
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Phoenix
10) – Smile
11) – King
12) – Juno
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

TesseracT, The Contortionist - Pumpehuset

For halvandet år siden stod TesseracT sidst på en dansk scene; en koncert jeg stadig i dag af og til husker positivt tilbage på. Siden da har de udgivet deres nye album ”Polaris”, der altså har den originale sanger fra ”One” tilbage i folden – og nu også i studiet. Den eneste kritik der reelt var at placere sidste gang, var netop Daniel Tompkins’ problemer med at udfolde sig i ”Altered State”-sangene. Desværre… er det et problem som endnu ikke er blevet løst – men inden da skal der nævnes nogle ord om opvarmningen.

The Contortionist:
Pga. problemer i entréen med gæstelisten, ankommer jeg først tyve minutter inde i showet. Jeg ved derfor ikke hvad der er sket op til da, men på dette tidspunkt er The Contortionist godt i gang. Vi befinder os i den lille sal, og i aften er det med ekstra aftryk på lille – her er vitterligt proppet til randen. Så meget at det er tæt på at blive for meget af det gode.

Det udlignes dog en smule af, at lyden er rimelig glimrende, og lysshowet overrasker positivt (selvom det skulle gå hen og blive langt vildere til TesseracT). 
The Contortionist er en sjov størrelse, da de i tidernes morgen lagde ud med deathcore, men i dag bevæger sig i den progressive ende af skalaen. Det bar sætlisten naturligvis præg af, og det ene øjeblik var det et instrumentalt nummer, som så blev afløst af brutale breakdowns og ubehagelig vokal. Begge ting holder, i øvrigt. Bandet spiller således helt fint udfra et teknisk synspunkt, men kommer alligevel ikke særlig meget udover scenen – og publikum er kun højlydte i slutningen af sangene.

Så, selvom alle tekniske elementer sådan set spiller, sker der simpelthen ikke nok til at holde min opmærksomhed fokuseret. Nu så jeg således ikke alle 45 minutter, men de 25 jeg så føltes alligevel rigeligt. Når det er sagt, vil jeg gerne se dem en anden gang. Måske de bare lige skulle i gang med touren for alvor?
3½/6 stjerner.

TesseracT:
Det er alligevel et modigt træk at lægge ud med ”Phoenix” fra den nye plade, der virkelig skubber Daniel Tompkins i front – ikke kun modigt, viser det sig, men ligeledes succesfuldt! Der bliver stærkt efterfulgt af ”Messenger”, som på samme vis sidder lige i skabet, inden der vendes tilbage til fortiden, og del to + tre af ”Concealing Fate” hives op af hatten. Sidst, for lige at runde af, serveres de to ud af tre åbningssange fra ”Altered State” – ærgerligt vi ikke får den sidste del, nu de tre er skrevet så de passer sammen. Men så skulle hele fanbasen vist også være tilfredse ift. sangvalget.

Der er stadig lige klemt i Pumpehuset, men der hersker en god stemning. Det er ikke fordi der er dukket flere op jævnfør sidste gang TesseracT var forbi, men det samme kan også gøre det. 
Lyden er samtidigt rimelig klar i spyttet, og kun vokalen er af og til for lav, men det virker nu heller ikke til at være et teknisk problem… Lyset skal også nævnes, faktisk af flere omgange hvis muligt; det er nemlig både helt enormt flot og stemningsskabende, og samtidigt designet helt ned til de mindste detaljer, som f.eks. basslagene i en overgang fra et stykke til et andet. Sjældent har jeg været så opslugt af det visuelle som jeg er i aften. Publikum er konsistent hengivent, men ikke decideret vilde. Der klappes og hujes i begyndelsen og slutningen af numrene, men udover mod slutningen, sker der ikke så meget andet. Ikke at det er nødvendigt, men det kunne uden tvivl give noget ekstra.

Nej, den eneste reelle kritik jeg kan give, er i samme omgang som den forrige anmeldelse; Daniel Tompkins fungerer ikke ubetinget godt i ”Altered State”-sangene. De er slet ikke ligeså effektfulde. Til gengæld, skal det siges, virker det til at han nu har fundet ud af hvordan han skal synge dem på sine egne termer, og dét er bestemt et skridt fremad, modsat sidst, hvor det virkede ret tilfældigt hvornår han gjorde hvad, og i stedet endte som en svag kopi af den foregående frontmand. 
Men, ligegyldigt hvad, sidder de altså stadig ikke helt i skabet. Derudover er der mange gange i ”Altered State”-skæringerne, men sgu også selv i de nye sange, hvor Tompkins forbliver i et tonalt mellemleje, modsat i studiet. Det er en smule skuffende. Der er også flere gange, hvor han undgår at growle/råbe/skrige, og enten ignorerer det, eller lader sidemanden, i form af den ene guitarist, tage sig af det. Ærgerligt, nu vi ved at han sagtens kan. Sidst, så kan jeg næsten bide mig selv i tungen på, at der af og til bruges playback, når Tompkins ikke kan – eller vil – holde tonen hele vejen ud.

Overordnet er det dog, på trods af ovenstående musikalske splinter, stadig glimrende. Der veksles elegant mellem nyt og gammelt, og langt de fleste skæringer væver sig ubesværet og flydende ind i hinanden. Kun få gange siger TesseracT noget som helst (ikke at det behøves). 
En time senere når vi således til den sidste mil, der består af ”Survival”, der for første gang får folk virkelig med, den næsten-for-sikre ”April”, publikumsfavoritten ”Of Mind – Nocturne”, der desværre ikke holder vand med Tompkins bag roret, og til dessert den episke første del af ”Concealing Fate.”
Her, for eneste gang, dannes der en reel symbiose mellem band og audiens, som varer ved til enden, selv med nogle bump på vejen. Hvis det havde forholdt sig således mere af tiden, og vokalen ikke havde fejlet hist og her, kunne de sidste højder været blevet nået. Men mindre kan også gøre det. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Phoenix
2) – Messenger
3) – Concealing Fate, Part 2: Deception
4) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
5) – Of Matter – Proxy
6) – Of Matter – Retrospect
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Of Mind – Exile
10) – Survival
11) – April
12) – Of Mind – Nocturne
13) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance

Læs mere...

Animals As Leaders, TesseracT, Navene K

En udsolgt koncert på en kedelig og regnfuld oktober tirsdag aften, vidner om noget om interessen for aftenens to hovednavne. Amerikanske Animals As Leaders og britiske Tesseract lagde vejen forbi et tæt proppet Pumpehuset, der i dagens anledning kun havde valgt at åbne underetagen, trods stor efterspørgsel på billetter. Lidt alternativt, men dog en faktor der medførte at den nederste etage derved var tæt proppet, mens stemning og forventninger til aftenens show hang tungt i luften. For Animals As Leaders vedkommende var det første gang i landet, mens Tesseract tidligere har gæstet - senest i Vega, i januar.

 

Navene K

Som ekstra flødeskum på en i forvejen velsmurt kage, blev publikum præsenteret/udsat for det amerikanske one man show Navene K. Bag navnet gemmer sig den amerikanske multiinstrumentalist og producer Navene Koperweis. Tidligere trommeslager i bandet Animosity og Animals As Leaders - så er der vist ikke tvivl om hvordan Koperweis pludselig var havnet i Danmark. I en sær kombination af dubstep, electronica og progressive metal, forsøgte Koperweis med middelmådig succes at varme op for de tidligt fremmødte. Fortridsvist bestående af et langt electronics sample, skiftede Koperweis løbende mellem guitar og trommer, selvom det dog primært var pladsen bag tønderne der var besat. Et setup, der muligvis havde fungeret, hvis der havde været forsøgt lidt med at indspille og afspille loops undervejs i koncerten. Istedet blev publikum spist af med et lydspor (read: stort set hele nummeret), der blev afspillet mens Koperweis tilføjede et halvkedeligt og ekstremt simpelt trommespot hen over. Uinteressant og slet ikke på niveau med hvad publikum skulle opleve resten af aftenen. Publikum virkede dog ikke fuldstændigt skræmte, men interessen for småsludren og fadøl havde langt hen af vejen overtaget. 2,5 ud af 6.

 

TesseracT

Med Navene K var aftenen absolut ikke startet på bedste vis. Det skal tilføjes at Navene K blev tilføjet programmet forholdsvist sent og der skal samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at absolut INGEN den tirsdag aften havde købt billet af den årsag.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om at mange havde købt for at opleve TesseracT, igen eller for første gang. Da bandet gæstede i januar var det med vokalist Ashe O’Hara. Manden der sang og leverede vokal til bandets andet album - Altered State. Personligt har jeg altid været en langt større fan af Daniel Tompkins vokal frem for O’Haras, hvorved jeg også var en happy progcamper, da det blev offentliggjort at Tompkins rejoinede bandet og ville stå for vokalen i Danmark. Herved var et af aftenens store spørgsmål også hvordan den nye gamle forsanger performede på Altered State materialet.

Det blev der rig mulighed for at opleve. Badet i røg og et grønligt lys, formåede bandet at skabe en småmystisk stemning, før bandet pludselig stod på scenen og startede deres del af aftenens reelle koncert med “Of Matter - Proxy”. Intenst og nærmest hypnotiserende blev omtalte nummer leveret, forlænget af “Of Matter - Retrospect” og “Of Matter - Resist”. En start der lod til at glæde publikum, selvom glæden dog primært blev udvist i en, normalt, skræmmende stilhed, akkompagneret af koncentreret gestakulering mellem numrene. Aftenens fjerde numre, “Deception - Concealing Fate Part Two”, varslede dog enden på stilheden, og de heftige rifs ramte publikum på formidabel vis. Hertil indvarslede det også levering af hele Concealing Fate EP’en, fra “Deception” og frem til “Origin”, mens vi tålmodigt måtte vente til sidste nummer med at få “Acceptance - Concealing Fate Part One”.

Bandet leverede på samme overlegne vis som tidligere oplevet. Det hele virker så fantastisk legende let og utroligt professionelt. Der var fejl, men i det overordnede billede var det bestået med kryds og bolle. Tompkins havde derimod sine problemer. Samtlige Concealing Fate numrene og “April” sad i skabet (trods manglende rå vokal?), mens han måtte arbejde en del hårdere på Altered State numrene. Især “Of Mind - Nocturne” faldt fuldstændig sammen om ørerne på ham.

Vokaliseringen var flere gange pivfalsk og det virkede ikke rigtig til at Tompkins havde haft tid nok til at gøre netop “Of Mind - Nocturne” til hans eget nummer. Overordnet set er Tompkins ustyrligt meget bedre end O’Hara, men denne aften manglede han at finde tråd i de nye numre. Desværre lidt af et minus i en ellers ret stilsikker præstation. Hertil havde jeg meget gerne set bandet spille “Eden” eller “Nascent” - enten i stedet for “April” eller bare i det hele taget. Så lang tid fik vi dem heller ikke at se på scenen. 5 ud af 6.

 

Animals As Leaders

I aftenens anledning var Animals As Leaders sat til at slutte koncerten. Jeg skyder på at det varierer mellem koncerterne, men denne aften stod amerikanerne til at lukke og slukke festen. Godt varmet op kunne publikum finde vej tilbage fra diverse pauselokationer og finde scenen besat af Matt Garstka bag trommerne og frontmand Tosin Abaso akkompagneret af Javier Reyes i hver deres side, begge udstyret med ubehagligt udseende 8-strengede guitarer. Med “Tooth And Claw” lukkede amerikaner op for deres pose af guitarlir og progmetal. En pose der er godt stoppet og som nærmest fungerer som en overflod, på såvel positiv som negativ vis. Efterfølgende “Wave Of Babies” og “Kascade” fremviste et stilsikkert band, der på samme måde som TesseracT leverede formidabelt tight og sikkert. Igen kryds og bolle med få minusser.

Det store MEN kommer så i min personlige tilgang til bandet. Efter ca. 20 minutters med bandet begynder jeg simpelthen at kede mig. Det er primært manglen på vokal der genere mig - og det er jo, ikke overraskende, en af de ting der kendetegner Animals As Leaders. De tre medlemmer er pisse dygtigt og specielt Abaso må man tage den kæmpe store proghat af for. Han er ekstraordinært dygtig på guitaren og fremviste det ganske effektivt. Desværre lod det ikke til at det kun var undertegnede der efter noget tid lod tankerne flyve. En del af Publikum svant undevejs stille og roligt, til trods for en ganske fint fremført koncert.

Animals As Leaders fremførte et pragteksemplar af en koncert rent teknisk. Selvom det blev lidt for meget for undertegnede lod det til, at publikum langt hen af vejen var med det amerikanske band - men der var heller ikke grund til andet. Personligt havde jeg ikke den samme “Wuhhhaaa” oplevelse under koncerten, som jeg havde ved TesseracT. Det til trods for at specielt “The Woven Web” og “Weightless” blev leveret vandvittigt fedt. 4 ud af 6.

Samlet set en super aften i prog metallens tegn. Navene K virkede lidt som en nødvendighed, men alt var glemt og forladt efter Animals As Leaders og Tesseract havde fremvist deres kompetencer. 4,5 ud af 6.

 

  • Tesseract_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Tesseract_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Tesseract_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...

Protest The Hero, Tesseract, The Safety Fire, Intervals

Aftenens koncert i Lille Vega, var for undertegnede en af de mest ventede i lang tid. Siden TesseracT udgav Concealing Fate og efterfølgende debuten One, har jeg nærmest trippet for at komme til at se bandet live. Da det blev offentliggjort, at de ville spille i Danmark, med intet mindre end Protest The Hero og The Safety Fire (to bands hvis 2013 udgivelser begge ligger i min top5 for bedste album 2013), føltes det lidt ligesom juleaften. Så kan det vist heller ikke understreges yderligere, hvor meget jeg havde set frem til dette show. 

 

Endelig, en røvkedelig tirsdag, blev de stemningsfulde lokale i Lille Vega altså indtaget at nogle ret prominente navne indenfor den moderne progressive metal. Første band på scenen var det canadiske djent band Intervals, der indtil for nylig var et instrumentalt band.

 

Intervals

19:30 havde det canadiske albumaktuelle band fundet frem til scenen og en allerede pænt fyldt sal. Bandets fuldlængde debut, har fået titlen A Voice Within og står til at udkomme d. 3. marts. Jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde noteret den kommende udgivelse. Den lille sal var allerede tidligt på aftenen godt fyldt med publikum. Stemningen var allerede på det tidlige tidspunkt småelektronisk og Intervals skulle egentlig ikke gøre så meget andet end at gå på scenen og spille deres numre – hvilket var præcist hvad de gjorde. Desværre var Lille Vega på ingen måde venlig ved det canadiske band. Samples, guitar og trommer tordnede rundt i lokalet og bragede ind i hinanden som en mudret masse. Oplevelsen blev ikke bedre af at få Mike Semesky (der også synger for Raunchy) på scenen. Hans vokal var ikke til stede og hans sceneshow tendenserne til ligegyldigt og uinteressant. 

 

Heldigvis var hele Intervals koncert ikke lutter skidt. Lyden blev langsomt justeret og bandet fandt et leje, hvor musikken var en del lettere tilgængelig. Desværre blev vokalen ikke justeret nær nok og Semesky kunne kun høres halvdelen af tiden. Trods en tordnende afslutning var Intervals indslag denne aften en rodet omgang. Det lykkedes aldrig helt at få styr på lyden og selvom publikum overvejende lod til at være interesserede, ændre det ikke ved at Intervals blev sat godt og grundigt på plads af de efterfølgende tre bands. 3 usd af 6.

 

The Safety Fire

Sidst jeg så The Safety Fire var på deres tour sammen med Between The Buried And Me og Periphery. Dengang spillede de en fin koncert, uden at imponere. Siden har bandet udgivet deres anden fuldlængde udgivelse – og det er en udgivelse der indeholder et hav af godt materiale. Det var da også primært materiale fra Mouth Of Swords der blev luftet i løbet af de 35 minutter det britiske band havde fået tildelt på scenen. Det blev kun til ”Huge Hammers” fra Grind the Ocean, mens bandet blandt andet luftede ”Yellowism”, ”Red Hatchet” og ”The Gost That Wait For Spring” fra Mouth OF Swords. 

 

Lydmæssigt startede The Safety Fire langt bedre ud end Intervals. Guitar og trommer var justeret langt bedre, mens bandet desværre ligeledes måtte lide med vokalproblemer hele koncerten igennem. En skam, men ikke et faktum der lod til at bekymre den efterhånden fyldte sal. Teknikaliteterne og overfloden af guitarlir i bandets kompositioner blev leveret overbevisende og på levende vis. Især Derya Nagle sprudlede på guitaren. The Safety Fire leverede en fin oplevelse, der fik sat publikum op i gear, efter Intervals slappe start. Den lave vokal, var dog et ganske irriterende element og trækker den samlede oplevelse en del ned. 4 ud af 6.

Hør vores audio interview med guitarist Derya Nagle, her.

 

TesseracT

Aftenens tredje band var, som tidligere nævnt, det band jeg havde set mest frem til denne aften. Som det så oftest er, er det svært ikke at blive skuffet når man har glædet sig til noget så længe. Generelt er jeg dog ganske tilfreds med Tesseract og aftenens performance, men det var ikke den fantastiske koncert jeg havde håbet på. Det er der flere årsager til. Første årsag værende Lille Vega. Den dybe djentede sound rev rundt i Vega og brummede i et sådan omfang, at det til tider ødelage den samlede lytteroplevelse. 

 

Hertil var guitarist James Monteith (guitar) ikke med på touren, da han gerne ville bruge noget tid på familien hjemme i England. Jeg gad fanme godt lige rive et par uger ud af min kalender fra arbejdet og bruge dem på familien… but well, work is work. I det mindste for nogen – og fans, hvad er det alligevel for en størrelse? Anyway, nok sure opstød. Desværre medførte fraværet af guitar, at især numre fra Alterede State, slet ikke havde den bund de ellers har på plade. Heldigvis gik det langt bedre for de ældre numre, men det gav alligevel lidt skår i glæden. 

 

For det tredje havde Ashe O’Hara enkelte steder svært ved at levere vokalen. Stemmen knækkede eller lød pivfalsk. Jeg lagde heldigvis kun mærke til det enkelte gange og langt hen af vejen leverede O’Hara en flot og fin vokal – hjulpet godt på vej af vokalsamples. 

 

Hvor ender vi så? Er jeg lidt for kritisk nu det er en af favoritterne? For at svare på det sidste først: Sandsynligvis. For at svarer på det første: TesseracT spillede ikke en gennemført perfekt koncert, men de gik langt hen af vejen. Vokalen var for første og eneste gang denne aften lagt godt i mixet. Concealing Fate numrene ”Acceptance”, ”Deception” og ”The Impossible” fungerede fantastisk live og var klart koncertens højdepunkter - men så er der også de forskellige tidligere nævnte kritikpunkter. Derved ender vi på 4,5 ud af 6.

 

Protest The Hero

Sidste bandt i aftenens utrolige lineup fandt frem til scenen omkring 22:30 og lagde hidsigt ud med ”Underbite” fra bandets 2013 udgivelse Volition. I et virvar af energi på scenen, der hurtigt forplantede sig ned til det energiske publikum, startede Protest The Hero koncerten med et brag – et brag der holdte stort set hele koncerten igennem. Intensiteten i bandets numre slog publikum som en hammer og medførte en hidtil uset eksplosion af energiudladninger blandt publikum. Protest the Hero inviterede i høj grad til moshing, headbanging og hvordan man nu ellers kan tilkendegive glæde for musik. 

 

Med udgangspunkt i fækalier, vand i Danmark, forsanger Rody Walkers penis og andre interessante emner underholdte bandet publikum mellem numrene. Pauser der om ikke andet gav band og publikum nogle velvalgte muligheder for at trække vejret mellem de forskellige musikalske udladninger. Musikalsk stod bandet skarpt. Walkers penis, eller vokal stod lidt lavt i forhold til det samlede lydbillede, men ellers var der ikke meget at komme efter. Bandet kom godt omkring deres nye samt ældre materiale. 13 numre blev det til afsluttet af ”Blindfolds Aside”. Jeg ville rigtig gerne have hørt ”Without Prejudice” og ”A Life Embossed” og generelt ville jeg bare gerne have hørt mere fra Voilition, men 4 ud af 13 numre er vel også en smule. Det er svært at kritisere bandet så meget. Der var lidt problemer med vokalen og bandet har det generelt med at lyde lidt statisk over flere numre, men ellers spillede Protest The Hero en flot koncert. 5 ud af 6.

 

Samlet set blev det til en ganske fin aften i prog metallens tegn. Lille Vega skar lidt i ørerne og vokalarbejdet fra tre ud af de fire bands var beklageligvis ikke altid til at høre. Der var tonsvis af guitarlir og perfekt eksekverede riffs, der kunne gøre enhver fangirl våd i trussen. Det hele ender på 4,5 ud af 6.

 

  • Protest The Hero_3
  • Forfatter: Jill
  • Protest The Hero_4
  • Forfatter: Jill
  • Protest The Hero_5
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Bag om Protest The Hero, Tesseract, The Safety Fire og Intervals

Tirsdag d. 14. januar slår Lille Vega i København dørene op for et af årets første store shows. Intet mindre end fire bands, der hver især har udgivet meget spændende materiale i 2013, gæster. Der er naturligvis tale om en ordentlig gang prog metal i form af Canadiske Protest The Hero og de to britiske bands Tesseract og The Safety Fire samt endnu et canadisk band - Intervals. 

 

 

Protest The Hero

Protest The Hero blev dannet tilbage i 2001 af medlemmerne Rody Walker (vokal), Luke Hoskin (lead guitar, piano og vokal), Tim Millar (rytmeguitar, piano og vokal), Arif Mirabdolbaghi (bas og vokal) og Moe Carlson (trommer). Moe Carlson forlod PTH i 2013 og blev erstattet af Mike Leradi. 

 

Bandet blev dannet under navnet Happy Go Lucky - et yndefuldt navn, der dog blev ændret før bandet udsendte deres første EP – Search The Truth (2002). En EP der kun indeholdte to numre. Guitarist Luke Hoskin har senere hen udtalt, at bandmedlemmerne kun var 13 år, da de skrev materialet til EPen. Året efter kom bandets anden EP, A Calculated Use Of Sound, hvor der yderligere blev indspillet video til nummeret ”These Colours Don’t Run”.

 

 

I 2004 var bandet parat med deres første fuldlængde udgivelse – Kezia. Et konceptalbum der opnåede megen positiv kritik, blandet andet for et højt teknisk niveau samt spændvidden i Walkers vokal. I sammenhæng med udgivelsen tog bandet på en intensiv tour, som først ende i 2007. Her fandt bandet tilbage til studiet og påbegyndte indspilningen af deres anden fuldlængdeudgivelse - Fortress. Resultatet var ti numre, der fremviste et band, der var blevet endnu dygtigere teknisk set. 

 

Efter endnu en tour valgte bandet at holde en mindre pause, inden de igen gik i studiet. I 2010 påbegyndte PTH indspilningen af albummet Scurrilous. Et album, der blev udgivet i foråret 2011. Udgivelsen fremviste bandet med vanligt høje tekniske kvaliteter, men også et band der havde ramt en langt mere progressiv sound end tidligere. Endnu en gang var modtagelsen overvejende positiv. 

 

Herefter blev det endnu en gang tour, hvorefter vi er fremme ved bandets seneste udgivelse, Volition. Et album der blev til via crowdfunding. Jf. bandet var det primært for at undgå at involvere et pladeselskab – hvilket lykkedes med stor succes. Målet var 125.000$, hvilket var nået inden for de første 30 timer. Crowdfunding kampagnen endte med at indbringe bandet mere end tre gange målet. Herved blev indspilningen af Volition igangsat. Trommerne blev under indspilningen overtaget af Chris Adler (Lamb Of God). I oktober 2013 udkom Volition endelig, og albummet viste sig hurtigt at være en bragende succes. 

 

 

Tesseract

Det britiske band så først dagens lyst tilbage i 2003. Som eneste medlem på daværende tidspunkt, dannede guitarist Alec Kahney bandet som legeplads for eksperimenter med guitaren. Kahney spillede på daværende tidspunkt i Mikaw Barish. Kahney postede videoklips med sine ideer på Sevenstring.org, der hurtigt blev kilden til udviklingen af den såkaldte djent sound. I 2007 kunne Tesseract præsentere første fulde lineup: Jay Postons blev tilføjet på trommer, James Monteith på guitar, Amos Williams på bas og Abisola Obasanya på vokal.

 

Obasanya blev tidligt i processen erstattet af Daniel Tompkins, der tidligere havde gjort sig i First Signs Of Frost. Herefter fik Tompkinis hurtigt skrevet og indspillet vokalen til bandets første EP – Concealing Fate. EPen udkom i 2010, hvorefter bandet, ved siden af tour, påbegyndte arbejdet med at skrive deres første fuldlængdealbum – One. 

 

 

I foråret 2010 udkom fuldlængdedebuten. En debut der delvist bestod af Concealing Fate EPen samt en række nye numre. Generelt formåede debuten at skabe positiv kritik, mens nogle kritiserede albummet for at være fragmenteret i form af tilføjelser til EPen. I forbindelse med udgivelsen deltog Tesseract i ”The League Of Extraodrinary Djentlemen”-touren, der bragte dem rundt i England, blandt andet med bands som Periphery og Monuments. 

 

2011 bød samtidig på brud med forsanger Tompkins, der officielt forlod bandet i august. Elliot Coleman trådte til som ny vokalist, og bandet udgav i den sammenhæng EPen Perspective. En akustisk udgivelse, der samtidig blev eneste udgivelse med Coleman, der efterfølgende besluttede at forlade bandet.

 

Efter et utal af sangere i bandet besluttede de resterende medlemmer, at det nu var på tide at finde den helt rigtige vokal. Resultatet blev en længere søgning, der endte med Ashe O’Hara, der bl.a. leverer vokal til These Precious Days. Med tropperne samlet gik bandet i 2012 i studiet for at skrive og indspille Altered State.

 

I maj 2013 udkom bandets anden fuldlængde udgivelse – endnu en gang med flot kritik. Bandet fremstod som en samlet enhed og Altered State i sig selv fremstod langt mere gennemført og gennemtænkt end debuten. 

 

 

The Safety Fire

Aftenens tredje band på scenen er endnu et britisk progressive metal band. The Safety Fire er dannet tilbage i 2006. Sean McWeeney (vokal), Joaquin Ardiles (guitar), Derya Nagel (guitar), Lori Peri (bas) mødte alle hinanden i London Oratory School. Da bandet blev dannet, blev Calvin Smith (trommer) efterfølgende hevet ind – og så var The Safety Fire sat.

 

I tiden fra 2006 og frem til 2009 blev tiden brugt på universitetet og på at skrive bandets første EP – Sections EP. En EP, der indbragte bandet en god del positiv kritik. Herefter brugte de fem medlemmer tiden på at færdiggøre universitetet og tournere når det var muligt. Efter universitetet var afsluttet, gik bandet direkte i studiet og påbegyndte indspilning af deres fuldlængde debut – Grind The Ocean.

 

 

I 2011 offentliggjorde bandet, at de havde signet med IndsideOut Music, og samtidig med den offentliggørelse, så bandets første single fra den kommende debut dagens lys (Huge Hammers). Efter måneder skiftevis i studiet og på tour udgav The Safety Fire i foråret 2012 deres debut. En debut, der ikke helt levede op til forventningerne, men stadig fremviste et band med stort potentiale. Der skulle heller ikke gå meget mere end et år, inden bandet var tilbage i studiet. I foråret 2013, påbegyndte The Safety Fire skrivning og indspilning af bandets anden fuldlængdeudgivelse -  Mouth Of Swords. Et halvt år skulle der gå, før bandet i efteråret 2013 var parat til at sende anden plade ud i verden. En plade der blev modtaget meget positivt verden over, og en plade der fremviste et band, der kunne skrive nogle langt bedre og interessante kompositioner. 

 

 

Intervals

Intervals er sidste band i vente, og samtidig aftenens første til at ramme scenen. Bandet er forholdsvist nyt, med eksistens siden 2011. Genren er som de andre band den progressive metal, hvor Intervals som Tesseract har en djentet sound.  Intervals er dannet i Toronto af Aaron Marshall (guitar), Anup Sastry (trommer) og Lukas Guyader (guitar). Derved startede bandet også som et industrimentalt band. I 2013 blev det dog ændret, da den tidligere The Haarp Machine forsanger Mike Semesky blev del af besætningen. 

 

Bandet har udgivet to EPer, The Space Between og In Time, og er på nuværende tidspunkt i gang med at indspille deres fuldlængde debut, som forventes at blive udgivet i foråret 2014. 

 

 

Herved nåede vi rundt om alle bands. Med så mange teknisk dygtige mennesker samlet et sted, kan det ikke undgå at blive en fantastisk aften rent musikalsk. Læs mere eller køb billet her.

Læs mere...

TesseracT - Altered State

Endelig nyt fra det engelske progressive metalband TesseracT. Der har været Djent her, djent der, djent alle vegne de seneste år. Men få bands har formået at hænge fast og skabe deres egen lyd. Et af de bands der har formået, endda i fantastisk stil, er uden tvivl TesseracT. Debuten One var en længe ventet udgivelse, der levede op til de mange forventninger, der var til bandet. Siden hen har der været lidt problemer med at finde den rette forsanger, efter Daniel Tompkins valgte at forlade bandet. Flere forskellige var inde over inden valget faldt på Ashe O'Hara.
 
Altered State tager flot fanen videre fra debuten. Ashe O’Hara leverer en udmærket vokal, der vokser på sigt mens resten af bandt leverer højt niveau som forventet. Vokal arbejdet er i højere grad fokuseret på rent vokalarbejde, og det er begrænset hvor meget hæs lyd eller skrig der rammer lytteren. Det kræver lidt tilvænning, men ellers klæder det albummet med den rene vokal. Faktisk vil jeg mene at O’Hara i langt højere grad passer TesseracT’s lydunivers end de tidligere vokalister. Der er et mere drømmende præg over vokalen, kombineret med en snigende aggressivitet. Flot smuk og veludført. Det lader til at TesseracT endelig har fundet den ideelle forsanger.
 
I det hele taget er Altered State et mere gennemført album end til debuten, der i store træk var bygget op omkring EP’en Concealing Fate + nyt. Lydmæssigt bevæger vi os i samme gade som tidligere. De aggressive riffs og drømmende lydlandskaber er endnu en gang kombineret og kogt ind til et lækkert mix, der fænger og holder lytteren fast. Kompositionerne er ikke overraskende ganske varierede, men stadig uden man mister overblik. Opdelt i 4 dele, Of Matter, Of Mind, Of reality og Of Energy, bliver man som lytter flyder igennem Altered State. ”Of Matter – Proxy” lægger stærkt ud, og herfra går det fremad i stærkt tempo med skæringer i høj klasse. ”Of Mind – Nocturne”, der i singleformat var en lidt halvfesen kop te, pryder som de andre numre albummet med en fantastisk tung guitar og c stykke. Generelt set er der tale om et meget stærkt album, og jeg er ikke bange for at sige, at dette uden tvivl er et af de albums der havner på min årsliste. Det bringer os automatisk til en karakter for albummet og som det sikker fremgår, er det ikke i den lave ende. 5,5 ud af 6 bliver det til, for en plade der kan anbefales til alle der kan lide progressive metal.
 
Der er ingen tvivl om, at det her er en plade, der vil give ligeså meget inspiration som debuten gjorde det – hvis ikke mere. TesseracT har en gang for alle fastcementeret sig selv som en meget stor spiller på denne scene. Det bliver spændende at se næste skridt – og lad os så håbe på at det snart bliver til et besøg i Danmark. 
 
Tracklist:
1. Of Matter - Proxy
2. Of Matter - Retrospect
3. Of Matter - Resist
4. Of Mind - Nocturne
5. Of Mind - Exile
6. Of Reality - Eclipse
7. Of Reality - Palingenesis
8. Of Reality - Calabi-Yau
9. Of Energy - Singularity
10. Of Energy - Embers
 
TESSERACT - Altered State (Full Album Stream)
Læs mere...

Tesseract udgiver video til Singularity

Det britiske progressive metal band Tesseract har udgivet video til deres førstesingle Singularity. Her kan man se en ganske velformet kvinde, gravid med en alien – ganske normalt. Singularity er første udspil fra bandets kommende udgivelse Altered State, der allerede har modtaget flere gode anmeldelser fra udenlandet. Bandet tager i forlængelse af udgivelsen på tour i Europa. Herfra krydses der for at Danmark får mulighed for at opleve det anmelderroste band. 
 
Læs mere...

TesseracT udgiver Altered State d. 27. maj

Det britiske progressive metal band TesseracT sender deres andet album, Alterede State, på gaden d. 27. maj. Bandet har siden udgivelse af deres selvbetitlede debut, haft løbende udskiftning på vokal, men er endt op med Ashe O'Hara, efter bl.a. at have haft Elliot Coleman på prøve.Første nummer fra albummet, Nocturne, blev lagt online for nogle måneder siden og kan høres her:

 

Læs mere...

Tesseract - Perspective

Hvis men er til progressive metal og især den djentpåvirkede af slagsen, der har stor succes for tiden, skal man nok have levet under en sten for ikke at have opfattet, at Tesseract har skiftet forsanger. Tidligere forsanger Daniel Tompkins har forladt bandet, og har i stedet brugt den nyerhvervede fritid på at levere vokal til Skyharbors debut tidligere på året (som lige skal have en varm anbefaling med herfra). Som erstatning har de resterende bandmedlemmer fundet frem til Elliot Coleman, der også er kendt fra Zelliack og Omnom.

Perspective er altså det første materiale, der er kommet fra Tesseract siden skiftet. Primært bestående af akustiske versioner af allerede udgivet Tesseract materiale (”April” og ”Origin”) samt en genindspilning af ”Eden”, kaldet ”Eden 2.0” (opfindsomt), er det nærliggende at sammenligne bandet med den nye forsanger vs. gamle. Elliot Coleman leverer overordnet en ganske fin vokal. Da undertegnede er meget glad for Daniel Tompkins, tog det dog lidt tid før Elliot fængede på samme måde, men det må konstateres at Elliot faktisk gør det fremragende som erstatning. Men samtidig må det også erkendes, at han lægger sig meget langt op ad Daniel original vokal, i stedet for at forsøge at præge numrene med egen fortolkning. Bedst gør han det uden tvivl på de to numre, som er nyt materiale, hvor det i langt højere grad virker som om Elliot synger sin egen vokal. ”Perfection”, har en klassisk Tesseract sound og opbygning, og giver anledning til at glæde sig til bandets forhåbentligt snart kommende udspil. Andet nye nummer er en gensindspilning Jeff Buckley’s ”Dream Brother”. Her spiller det rigtig godt, men reelt gentager Elliot hvad han gjorde med Daniel’s vokal og lægger sig meget tæt op ad Bucklys vokal i stedet for at give sit eget bud på fortolkningen – men smukt er det.

Perspective giver god grund til at glæde sig til næste udspil fra Tesseract. Elliot Coleman virker som en værdig erstatning for Daniel Tompkins, og undertegnede glæder sig specielt til at høre, hvad den nye forsanger kan, når han synger materiale, han selv har skrevet. Karaktermæssigt må jeg sige, at EP’en indeholder formidabelt lidt nyt. Det er kun de to nye numre, og ny indspilningen af ”Eden”, der reelt indeholder nyt materiale. Derfor må jeg også indrømme at jeg var lidt skuffet, da jeg reelt havde håbet på nogle nye skæringer. Men det må være ventetiden værd. 4,5 ud af 6.

Tracklist:

1. Perfection (Acustic)
2. April (Acustic)
3. Origin (Acustic)
4. Dream Brother
5. Eden 2.0

 

Læs mere...

Tesseract præsentere ny sanger og sang

  • Udgivet i Nyheder

Det engelske progressive metal / djent band Tesseract har i samarbejde med Metal Hammer lagt deres nye sang ”Nocturne” ud til streaming, i sangen præsentere bandet deres nye sanger Ashe O’Hara. Hør sangen her.

Ashe giver følgende kommentar om at være med i bandet:
"I have always been an admirer of their work so it´s pretty awesome to be passed such a challenging flame. I am very aware of the anticipation and I am certainly feeling the weight of it; but I am equally excited for what shall be an amazing and shithot experience!

Bandet tilføjer:
"We realize that the vocalist search seemed like it took a long time, but we wanted to make sure that we found someone who was a perfect fit both on stage and in the studio and Ashe is just that. We very much appreciate the patience and support our fans have shown us and look forward to the next TESSERACT chapter. ´Nocturne´, is one of the most uplifting and exciting pieces of music we have created. It faithfully continues down the same vein of groovy and euphoric progressive soundscapes that we´re known for. Whilst at the same time allowing for the musical evolution that is essential for any band that has a lineup change"

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed