fbpx

Swans - Voxhall

Nu var det sgu blevet tid til at trommehinderne virkelig skulle tæskes igennem. Det amerikanske orkester Swans har nu haft en utrolig spændende karriere med slåskampe mellem forsanger Michael Gira og publikum, roterende besætninger og opløsning og genforening. Deres første album Filth udkom tilbage i 1983, og skulle efter sigende have banet vejen for Industrial Metal genren, da bands som Godflesh ofte har udtalt sig om hvordan Filth har været en kæmpe inspirationskilde. Deres nye materiale er dog måske blevet lidt for struktureret og lidt ”blødere” end det tidlige materiale, men det er stadig fantastisk. Jeg har dog ikke fået hørt det seneste udspil The Glowing Man så meget, men de to forrige plader er stadig nogle jeg hører meget. Jeg har set bandet to gange før og de spillede ca 6 numre og koncerten strækker sig ud til omkring to timer og 45 minutter hver gang, så jeg vidste alligevel godt hvad jeg kunne forvente af denne koncert, men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Little Annie

Swans har nu altid været kendte for at medbringe obskure og mærkelige opvarmningsbands med sig på tour, og denne gang var det uden tvivl det mærkeligste, jeg har set indtil videre. Little Annie kom på scenen og sang Folsom Prison, som originalt er skrevet af Johnny Cash. Det var måske lige en anelse forvirrende, da jeg ikke lige helt kunne følge med eller fatte hvad det var jeg var vidne til. Det var Jazz, avant-garde, experimental eller hvad end man nu har lyst til at kalde det, men en ting kan vi understrege og det er at det var meget underligt. Little Annie var i selskab med pianist Paul Wallfisch, som også er den nybagte pianist i Swans. Musikken kan sammenlignes med en kvindelig version af Tom Waits, men hendes performance fangede mig sgu ikke. Jeg synes det var alt for mærkeligt og ret kedeligt, for mit vedkommende i hvert fald. Desværre Little Annie, du er sgu ikke lige min kop te.

Karakter: 1 ud af 6

 

Swans

Der gik i hvert fald ikke lang tid før medlemmerne af Swans entrede scenen på Voxhall. Kroppen var mentalt klar og ørepropperne var helt inde i ørerne. Det er lige et fremtidigt råd, hvis du aldrig har set Swans live, så for guds skyld HUSK ørepropper. Bandet startede ud med nummeret The Knot som så vidt jeg kan huske, er ikke udgivet på nogen plade endnu. Kl 21.15 gik bandet i gang med at spille, og det virkede lidt til at bassist Chris Pravdica var særlig tilfreds med lyden i hans monitor og det var en følelse som også blev gentaget af resten af bandet. Nummeret blev dirigeret af forsanger/guitarist Michael Gira, hvor han gjorde det tydeligt til de andre medlemmer hvornår de skulle skifte og hvornår opbygningen skulle finde sted. Det er jo meget nemt, at falde i trance når Swans spille,r da lydbilledet er så kolossalt, voldeligt, unikt og smukt på samme tid. Som sagt tidligere gik bandet i gang med at spille nummeret og kl 22.05 var nummeret færdigt. Kun Swans kan spille et nummer som varer 50 minutter og alligevel formå stadig at være super badass. Efter en kort pause gik bandet i gang med at spille nummeret Screen Shot fra deres forrige udspil To Be Kind, og det fungerede også ganske fint. Vokalen druknede lidt i mixet og det satte lidt af en dæmper på oplevelsen og nummeret sluttede næsten lige så pudsigt som det startede. Nummeret blev efterfulgt af The Cloud Of Unknowing fra deres seneste udspil The Glowing Man, og her begyndte det storslåede og eksperimentelle lydbillede virkelig at komme til live. Men ca 20 minutter inde i nummeret begyndte jeg sgu lidt at miste fokus. Swans spiller jo også så umenneskeligt højt og ens ører kunne ikke holde det ud i længden. Kroppen var smadret og en vejfortjent sidde pause fandt hurtigt sted. Jeg bevægede mig ind i salen igen og Swans fortsatte med at give os en sonisk afstraffelse. Den nyeste tilføjelse til Swans er pianist Paul Wallfisch, som erstattede percussionist Thor Harris. Man kan godt mærke og høre at Harris ikke længere er med i bandet, da jeg begyndte at føle det at der manglede noget af lydbilledet. De sidste to numre vi fik var numrene The Man Who Refused To Be Unhappy og titelnummeret fra den seneste plade.

Jeg synes selv at Swans er et fantastisk band, men alligevel føler er det her ikke den bedste Swans koncert jeg har set, men det ændrer selvfølgelig ikke lige min mening omkring deres musik. Jeg synes stadig at de er fantastiske, men alligevel begyndte jeg sgu at kede mig i løbet af koncerten, men man kan jo heller ikke spille fuldstændig perfekt hver evig eneste gang, så tak for denne gang, Gira og co.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Swans gæster København

  • Udgivet i Nyheder

Det amerikanske band Swans, der i de tidlige år var kendt som et post-punk band, gæster på fredag (d. 23. november) det kongelige danske konservatoriums koncertsal. Efter at have gæstet det danske på Roskilde Festival 2011 vender bandet nu tilbage til Danmark. Med i tasken har bandet deres 2012 udgivelsen The Seer. Skulle man ikke have noget at tage sig til og lyder et band der spænder over genre som post-punk, experimental rock og art rock som noget for dig, vil vi fra Revolution Music klart anbefale koncerten.

Læs mere...

Swans, Sir Richard Bishop

Swans – en svær anmeldelse at skulle skrive. Uhåndterbart og svært at sætte ord på. Grundlæggende facts: Swans spillede fredag d. 23. november på Frederiksberg, i musikkonservatoriets koncertsal med opvarmning fra Sir Richard Bishop. Nuvel, lets hit it

Sir Richard Bishop

Sir Richard Bishop er intet mindre end en guitar virtuoso. Aktiv siden 1979, udgav amerikaneren for nyligt albummet Intermezzo, der endnu en gang fremviste en amerikaner med nogle særdeles livlige fingre. At opleve disse fingrer i en liveperformance, i musikkonservatoriets perfekte rammer, var en sand fornøjelse. Sir Richard Bishop indtog den intime scene i afslappet tilstand, og tilbagelagde de efterfølgende 45 minutter i ligeledes samme tilstand. I en fuldstændig tavs sal, kun afbrudt af klapsalver, imponerede Bishop med hans guitarteknik, der kun blev afbrudt af en stille susen fra barområdet, når dørene stille blev åbent og lukket. Intimiteten var enorm. Uden at veksle mere end to sætninger med publikum; ””Nice place you have here” og ”I’m so glad to see you all” (sidste frit fra hukommelsen), formåede Bishop, kun med sin guitar, at tryllebinde publikum, lidt ala en massehypnose, udført med to hænder og en guitar.

Der skal ikke være nogen tvivl om at Bishop leverede en fantastisk oplevelse, i hvert fald for undertegnede. Salen var på daværende tidspunkt ikke engang halvt fyldt op og det må antages at det enten var grundet manglende interesse eller uvidenhed. Uanset hvilke, gik publikum, der havde fundet plads i baren, glip af en personlighed og oplevelse der sjældent er mulig at opleve i så valafbalancerede akustiske omgivelser.

Nok roser, der skal også ris til. Om end Bishop var fortryllende, var tre kvarter om muligt ti minutter for meget. Nogle af de mere drømmende passager, fungerede alt for godt efter formålet og undertegnedes tanker driftede i en grad, der flyttede fokus fra hvad der skete på scenen, til helt andre steder. Dertil, trods utrolig alsidighed, havde Bishop forventede problemer med at holde momentum. Det er svært ikke at gentage sig selv, lige meget hvor velsnittede fingre man har, når man kun har at gøre med en guitar. Endelig var Bishops opvarmning i sin rigdom, noget af en pendant til det enormt støjende og kaotiske hovednavn. Nuvel, Michael Gira havde selv peget på Bishop til opvarmning, men det ændre ikke ved faktum. 4,5 til Bishop for en speciel og medrivende oplevelse.

Swans

Efter en mindre pause og tilkomsten af en god del publikum, var det lidt over 22 blevet NY bandets tur til at gå på scenen. I samme afslappede tempo og humør som Bishop gik bandet på scenen til et publikum, der muligvis havde ligeså svært ved at finde ud af hvad de kunne forvente som undertegnede. Om end musikkonservatoriets koncertsal, lydmæssigt burde være de perfekte rammer, var rammerne rent publikumsmæssigt knapt så gode, set i relation til koncerttypen. Med siddepladser hele vejen rundt om scenen, var der ikke meget rock´n´roll over opsætningen. Et faktum amerikanerne tydeligvis havde lagt mærke til, hvilket medførte at Gira, med det samme inviterede publikum op på scenen og derved fik nedlagt nogle af de barriere salen ellers direkte opstillede.

Herefter blev det til lidt over to timers Swans på et lydniveau, som undertegnede aldrig har oplevet lignende af, trods et utal af livekoncerter. For dem der ikke var til stede, kan det bedst beskrives som at få en pude blidt klasket i maven, så tydelig var vibrationerne. Er det ikke nok, kan det tilføjes, at vibrationerne fik en af de opsatte forstærkertårne til at vælte ned. Desværre, lige ned i hovedet på en af dem der havde sat sig på scenen. Det var ekstremt højt. Til at starte med fungerede det, men som koncerten skred frem, krøb tanken om at det hele havde fungeret bedre i de exceptionelle omgivelser, hvis lydniveauet ikke havde været braget op, længer og længere frem. De små finurligheder var mindre tydelige end optimalt og det skar i oplevelsen.

For at afrunde kritikken, var de lidt over 2 timer, ligeledes en smule for lang tid. Trods forberedelser og forventninger om til tider monotome perioder, gik det afslutningsvis fra spændende, ukontrolleret og medrivende til generende, langtrukkent og ufokuseret – sidste værende fra undertegnedes side, for der var ingen tvivl om at der var fokus blandt medlemmerne i bandet. Ej heller tvivl om at de leverede hvad de skulle, især vildmanden Thor Harris imponerede, mens Norman Westbergs trancelignende tilstand imponerede på et helt andet niveau. Gira fremstod som forventet som den frontfigur han har ry for. Indlevende, styrende som en klassisk pianist og udsyret som man forestiller sig hans generation, havde han teten under hele koncerten.

Det var medrivende, kaotisk, alternativt og om ikke andet enormt støjende. Swans var på, publikum det samme og med samme respekt og æredyd som under Bishop. Værende en noget blandet landhandel bestod publikum af rockkoryfæer, musiknørder, tidligere/nuværende punkerrocker og andet godtfolk – men ingen tosser der partout skulle stå og snakke realøkonomi og andet hverdags lirumlarum under koncerten. Folk var kommet for at lytte, opleve og nyde – befriende! Som angivet fik publikum også mere end rigelig at lytte til og jeg er sikker på at der er nogle stykker der kunne høre resterne af koncerten på indersiden af øret resten af aftenen, ja muligvis den efterfølgende dag.

Swans lukkede og slukkede omkring 00:30. Lidt senere end ventet grundet uventet trommeskifte – der blev spillet igennem. Bandet takkede af, virkede tydeligt om som det havde været en succes og det havde det til dels også. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på hvordan koncerten havde været, hvis støjniveauet ikke havde været så højt. Jeg er bevidst om at støjen er en del af bandet live, men alligevel. Forventningerne var høje, muligvis for høje, men hvad andet kan man have. De blev ikke helt udlevet og desværre forsvandt noget af den magi bandet leverede på forunderligvis efter den tvungne pause omkring trommeskifte. Det bliver derved ikke til mere end 4,5 til Swans.

Afrundet blev det en speciel aften. Opvarmning såvel som hovednavn leverede, om end ikke til perfektion. Omgivelserne var perfekt og mulighederne for en lydmæssig perfekt oplevelse kunne ikke være bedre. Overordnet set er der ikke tvivl om at det var en god fredag aften. Alligevel er der et eller andet der mangler, den lille ekstra ting der gør det hele til noget specielt. Måske er jeg bare for kritisk? Jeg er sikker på at andre til stede havde en anden oplevelse end jeg, men anmeldelser er nu engang subjektive.

For en god ordens skyld, vil jeg tilføje, at det så ud som om gutten der fik en forstærker i hoved ikke led større skade end en ordentlig bule.

Klik her for at se billeder fra koncerten med Swans

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed