fbpx

Editors - Store Vega, 28.03.18

Britiske Editors er ikke fremmede på vores breddegrader, men dette er alligevel mit første møde med dem – og derfor jeg er at finde i Store Vega denne aften.

Editors:
ABBA / Rasputin, blodrødt lys, ingen albueplads (der er udsolgt) – vi er i gang. Men til en overraskende flad start og efter fire sange har der kun været sporadiske og meget kortlivede fællesklap. Selvom det er nyere sange, så er der stadig udsolgt, de fleste har fri i morgen tilmed – så... hvor er bandets fans? Ikke engang oppe foran er der nogen nævneværdig gejst at spore.

Måske er det lyden? Lilletrommen er den fladeste i mands minde, men jeg spekulerer på om det er bevidst. Editors musik er jo i sin natur tør, kantet og noget flad i det. Volumen, dog, behøver ikke være i den lave ende, som altså er tilfældet. Overordnet lyder det dog godt, bare, ja, noget fladt. Måske er det bandet? Deres tilstedeværelse føles lynhurtigt som den grumme rutine: fra forsangerens akavede armbevægelser til hans hastigt leverede ”thank you, good to be back, we MISSED you Copenhagen!” leveret akkurat lige efter den første skærings sidste tone. Og de andre på scenen gør heller ikke den store figur af sig. Kan godt være det er påske, men for Editors er det nok bare (endnu) en onsdag, endnu en dag på kontoret

De mere elektroniske elementer fra den nye plade lyder derimod enormt godt som f.eks. i titelsangen ”Violence”. Det bliver næsten trancet, og medfører, af alle sange, spontan jubel og klap rundt omkring. Det er bare ærgerligt, at man så insisterer på at trække det i langdrag i den statiske outro – det bliver lige tre minutter for langt, og kunne ellers have været et højdepunkt. Synd. Det elektroniske aspekt er jo som bekendt ikke at finde i samme grad på tidligere albums, så det er en sjov blanding at gå til og fra på skift. Men det fungerer udmærket.

Men så sker der lige pludseligt noget. De næste fem sange i form af ”Lights”, ”Blood”, ”Munich”, ”An End Has A Start” og ”In This Light And On This Evening” er af ældre karakter, og det rykker lidt mere i publikum. Men det er ikke meget anderledes, men så er vokalleveringen i især ”Blood” altså heller ikke noget at skrive hjem om. I ”An End Has A Start” er der endelig bare en lille form for interaktion mellem band og publikum, om end flygtigt. Og sådan fortsætter det, mellem nyt og gammelt, elektrisk / elektronisk og akustisk, men uden det nogensinde stikker af. Der er øjeblikke hvor det nærmer sig, som f.eks. førnævnte og igen i ”Racing Rats”, men så heller ikke mere.

Med alt ovenstående skrevet, lyder det hele ganske fint – det hele kører som smurt. Men det er lige dét: i 80 – 85 % af tiden kunne jeg ligeså godt have sat musikken på derhjemme, og det går jo ret basalt imod idéen ved en koncert. Så det er ikke fordi det nogensinde bliver decideret dårligt, men det dykker flere gange og hæver sig kun enkelte steder, så det alt i alt ender ganske fladt.

Sætliste:
1) – Hallelujah (So Low)
2) – A Ton Of Love
3) – Formaldehyde
4) – Darkness At The Door
5) – Violence
6) – No Harm
7) – Lights
8) – Blood
9) – Munich
10) – An End Has A Start
11) – In This Light And On This Evening
12) – Eat Raw Meat = Blood Drool
13) – Nothingness
14) – Belong
15) – Sugar
16) – The Racing Rats
17) – Ocean Of Night
Encore:
18) – No Sound But The Wind
19) – Cold
20) – Magazine
21) – Papillon
22) – Marching Orders
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Hollywood Undead - Store Vega, 22.02.18

Hollywood Undead – skal man tage det seriøst eller lade være? Jeg kan stadig huske, at jeg for omkring 10 år siden stødte på semi-titelsangen ”Undead”: den indestængte vrede og frustration, men ligeledes den emotionelle side der også tittede frem, passede perfekt ind i mit teenagesind. Men der skete jo dét, som der altid sker, at tiden går og det først var i 2014 at de endelig kom forbi (http://forum.revolution-inc.dk/koncert/klar-hollywood-undead-icon-for-hire), og på det tidspunkt havde Hollywood Undead helt sikkert svinget fra seriøst til nostalgisk / ”jeg-kommer-mest-for-at-blive-fuld-og-have-det-sjovt-mens-jeg-ironisk-synger-med-på-alle-sangene”. Det fungerede også udmærket, og jeg stod der da også trofast gangen efter, til noget nær den eksakte samme oplevelse. Så nu er vi her, tredje gang, og jeg kommer sandsynligvis igen igen til at indfinde mig med et mindretal, der ikke tager det så skide seriøst, men har en fest alligevel – og det er også helt ok.

Hollywood Undead:
Ved shows er der af og til præmisser man må sluge, om man holder af det eller ej – Lars Ulrich kan ikke altid ramme takten, en aften med Manowar indeholder altid en elendig bassolo og en tale fra forsangeren, og med Hollywood Undead, ja, der er playback på al ren vokal. Sådan er det. Det har nu ikke afskrækket nogen, for der er præcist ligeså proppet som sidste gang (balkonen er dog lukket), og da de første toner af ”Undead” lyder, så er både telefoner og hænder oppe i luften.

Man må give de herrer, at de formår at stykke en underholdende start sammen – det er virkelig guf for kendere, og dertil energiske sange, om det så er ”Whatever It Takes”, ”Been To Hell” eller ”Dead Bite”. Man kan dog alligevel allerede ane rutinen sætte ind i ”Been To Hell”, der er slapt fremført. Endnu en dag på kontoret? Jo, ret tydeligt. Er det stadig festligt? I høj grad. Publikum er dog som tidligere nævnt, og helt i tråd med tidligere, godt med – der er fællessang, ofte hænder i vejret, og ja, bare fin stemning hele vejen rundt. Det bliver dog aldrig til moshpits og det vildere, men det giver for så vidt mening, da publikum af sig selv ikke foretager sig meget – men bliver der givet en kommando, springes der straks til, og reel metal kan man vist ikke kalde HU.

Rent visuelt / teknisk er hele percussion-delen naturligt droppet, da Kurlzz ikke længere er med, men til gengæld er der opstillet et keyboard (der dog ganske sjældent benyttes), og tour-trommeslageren får nu mere rum til at udfolde sig. Der er groft sagt mere bund i lydutrykket, hvilket klæder bandet. Hvad der derimod er ganske typisk, er at en kun otteårig pige inviteres op på scenen for at præsentere ”Comin’ In Hot” – ikke ligefrem voksent, men ganske sjovt.

Hvad der derimod ikke er sjovt, men derimod decideret usmageligt, er at hele salen hopper op og ned så det rigtigt gynger til ”Warchild” – en sang der slet og ret handler om at man skal feste ”like a warchild”. Det er om noget kikset. Ikke sjovt, bare dårlig stil – og med tanke på hvad bandet ellers slynger om sig af fraser, siger det alligevel en del. Ligeledes fungerer HU’s medley af ”Enter Sandman” og ”Du Hast” præcist ligeså ringe og ligegyldigt som sidste gang – og ”Bullet” lige så godt, der vel er bandets eneste reelt gode sang. Dette holder dog ikke klichéerne tilbage, da vi både er ”det bedste publikum på hele touren” OG tilsyneladende har den flotteste by i hele verden. Ikke ligefrem overbevisende, men vi leger med på det alligevel.

”Riot” får hele salen til endnu engang at gynge, ”Cashed Out” er noget juks, og ”Bad Moon” er et lækkert nummer, men man tør ikke gå linien ud og tage den som den er – netop som en ganske chillet, men alligevel stemningsfyldt popsang. I stedet smider man et helvede af effekter og instrumenter på, for gud forbyde, at man er lidt følsom (dette er også tilnærmelsesvis sandt for ”Bullet”). Der lukkes og slukkes effektfuldt med ”Day Of The Dead”, men ingen HU uden Charlie Scenes weenie, så da ”Everywhere I Go” lyder, er der jubelbrøl – på trods af, at hverken bandet eller manden selv på ingen måde ser ud til, at gide spille den. ”Hear Me Now” herefter gør hverken fra eller til.

Ligesom det overordnede indtryk.

Sætliste:
1) – Whatever It Takes
2) – Undead
3) – Been To Hell
4) – California Dreaming
5) – Dead Bite
6) – Renegade
7) – Gravity
8) – Comin’ In Hot
9) – War Child
10) – Enter Sandman (Metallica cover)
11) – Du Hast (Rammstein cover)
12) – Bullet
13) – Another Way Out
14) – Riot
15) – Cashed Out
16) – Bad Moon
17) – Day Of The Dead
Encore:
18) – Everywhere I Go
19) – Hear Me Now
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Hollywood Undead_9
  • Forfatter: Jill
  • Hollywood Undead_5
  • Forfatter: Jill
  • Hollywood Undead_15
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Steel Panther - Store Vega, 31.01.18

”Glamrock-parodibandet der blev en parodi på sig selv” er sådan jeg ca. har fået opsummeret Steel Panther af de jeg kender, der er (eller har været) fans. De slog aldrig rigtig igennem med ”Hole Patrol” fra 2003, men omkring 2009-2011 skete der dog noget, og i 2012 debuterede Steel Panther på dansk jord, og har siden genbesøgt os årligt. Seks år senere står man tilbage med spørgsmålet: er joken død? Det vil vise sig i aften.

Steel Panther:
Folk er velforberedte: fans som nysgerrige sjæle lever sig tydeligt ind i universet. Jeg har aldrig set så mange leopardbukser samlet på ét sted, og mængden af både bandanaer og fængende (men fake) hårpragter er en anelse skræmmende. 80’erne kalder. På samme tid har jeg ikke formået at finde blot én bekendt der ville slå følgeskab, og jeg føler allerede inden stålpanteren går på, at jeg er for sent til joken med mindst fire år – men antallet af publikummer, på trods af at balkonen er lukket, siger dog jeg tager fejl, for her er ganske velbesøgt.

Et kvarter efter showstart kan jeg konkludere, at Steel Panther ligesom har to dele: når de spiller, og når de gøgler. Dette lader til at være accepteret praksis hos de forsamlede, så alt ser ud til at foregå som det skal, men der er imidlertid markant forskel i både kvalitet og underholdningsværdi i de to grene. Når Steel Panther spiller er det ganske habilt (lyrikken naturligvis undtaget), hvor bandet spiller tight, engagerer publikum og udstråler både spilleglæde og teknisk overskud – det er dygtige musikere, dét er der ingen tvivl om. Den anden del er derimod intellektuelt på niveau med Red Warszawa (måske en anelse under, endda) og indeholder et sandt ”overflødighedshorn” af seksuelle / sexistiske jokes, interne diss bandet imellem og bare generel gøglen rundt. Til bandets forsvar virker langt fra det hele planlagt, så på den måde føles det ikke som kedelig rutine. Men for nu lige at blive ved Red Warszawa som sammenligningsgrundlag (hvilket i sig selv er ret langt ude), så forstår dé, at man ikke kan blive ved med at snakke lort – man bliver nødt til at spille mere lort end man taler, kort sagt. Dette har Steel Panther ikke rigtigt forstået.

De to første sanges varighed er på små 10 minutter – den første session af gøgl er længere. Klart, havde jeg været fuld, havde situationen nok været andet, og lige i det her specifikke tilfælde synes jeg næsten det er en unfair sindstilstand at vurdere koncerten ud fra. Men der går også kun fem sange førend det første par bare bryster vises fra scenen, så det er vel meget godt – og kun fire inden den første publikummer betræder selvsamme sted, meget ”passende” en asiatisk pige under ”Asian Hooker”. Tendensen her, er at de gamle sange klart trækker større bifald og generel entusiasme blandt publikum – men responsen er til gengæld også rigtig god.

Efter kun seks sange, tre kvarter senere, er det tid til en guitarsolo. Vent... Seriøst? Yep. Og ikke nok med dét, for en guitarsolo er selvfølgelig ikke nok, så det bliver samtidigt en halv trommesolo OG et slags metalmedley, der faktisk indrammer konceptets hyldestelement ganske fint – det fungerer. Og hvilket rockshow uden et par ballader i form af henholdsvis ”That’s When You Came In” og ”Weenie Ride” – romantiske sager, og der inviteres da også her endnu en pige på scenen, der sjovt nok også hedder Cecilia ligesom den første.

Men så skal vi også over stepperne, og den næste trio af sange ser over 17 piger på scenen i ”17 Girls In A Row”, fortsættende i baskeren ”Gloryhole”. Pigerne eskorteres væk, og der sættes alt ind på den suveræne afslutter i ”Death To All But Metal”, hvor to fyre for en gangs skyld hives op, får stukket forsangerens mikrofon i hånden... og synger åndssvagt godt. Den så ingen vist komme, men ekstra smæk for skillingen, det gav det! (foruden at Store Vega både hopper op og ned og brøler med). Se, dét her holder! Hvis showet ellers havde været sådan det meste af tiden, så havde det været en anden sag.

Fælleshymnen og første encoresang ”Community Property” virker i hvert fald noget tam efterfølgende, selvom der er fællessang i rummet. Så virker ”Party All Day (Fuck All Night)” straks bedre som afslutter. Så overordnet... En aften med en fin start, semi-kedelig midte (medley undtaget) og 2/3 glimrende afslutning; det er ikke så dårligt som det kunne have været – og igennem alt det her, har det ikke virket til at bandets fans har kedet sig. Så det er altid noget. På det personligt plan blev joken allerede usjov inden koncerten var overstået, og jeg spekulerer nu på hvor længe de kan holde den kørende (hardcore fans undtaget, som nok skal hænge i). Der er kun så mange pik- og patterjokes der kan skjule, at kvaliteten af det musikalske niveau er i frit fald. Og hold så kæft og spil nogle flere sange.

Sætliste:
1) – Eyes Of A Panther
2) – Goin' In The Backdoor
3) – Asian Hooker
4) – Tomorrow Night
5) – Wasted Too Much Time
6) – Poontang Boomerang
7) – That’s When You Came In
8) – Weenie Ride
9) – 17 Girls In A Row
10) – Gloryhole
11) – Death To All But Metal
Encore:
12) – Community Property
13) – Party All Day (Fuck All Night)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

The Flaming Lips - Store Vega

Foruden Rammstein, så er der ikke noget andet band jeg har hørt vildere historier om end The Flaming Lips – i hvert fald når det kommer til deres liveshows. Når man har haft snart 35 år til at perfektionere sin stil, er der naturligvis også en vis forventning til kvaliteten. Lad os se om d’herrer stadig kan imponere, eller om det skal stå tilbage som en tom oplevelse uden reelt indhold.

The Flaming Lips:
Lad os bare sige det som det er: på den visuelle front blev jeg ikke skuffet. Fra den overdimensionerede diskokugle i Vegas loft (som beklageligvis endte med ikke at blive brugt til noget særligt), de lange papir”strips” der hænger fra loftet og dækker det meste af scenen, så det får et næsten magisk look, storskærmen der kører for fulde gardiner med psykedeliske videoer/billeder – og så til de to ekstra installationer der er medbragt, som snart koger over med konfetti, røg og alskens glimmer. Jo, der er ikke sparet på noget. Og det bliver vildere.

I dette virvar af indtryk er der, inden koncerten påbegynder, en livlig summen, og gulvet er fyldt til randen med unge som midaldrende. Det er ellers ikke fordi flamme-læberne ikke besøger Danmark regelmæssigt, og der er stadig fulde huse. Det lover jo godt, ikke mindst når koncerten blæses i gang på fuldstændig udramatisk vis ved at Wayne Coyne og co. vandrer på scenen mens lyset stadig er tændt – uden intro, uden varsel... for så at begynde at snakke nonchalant til publikum, hvor det netop nævnes at optrinnet er mærkværdigt. Det er dejlig selvironisk – i 30 sekunder, for derefter går man så direkte over i at tease den samme intro op mod otte gange. Komplet unødigt.

Men så begynder den visuelle fest til gengæld, og hele arsenalet (som nævnt før) tages i brug – og hvilken start. Der lægges ud med to hits, gigantiske aliens dukker op på scenen, og et kæmpe ”fuck yeah Copenhagen” ballon...ting i guldmaling får en tur rundt i salen til halv morskab, halv forundring. Så rives det i stykker, lige inden ”Yoshimi Battles The Pink Robots, Pt. 1” gentages, da Coyne ikke var tilfreds med engagementet fra publikum (sagt humoristisk mere end irriteret).

I det hele taget er The Flaming Lips Coynes legeplads: de andre medlemmer er alle placeret et stykke tilbage på scenen, og flere af dem kan knapt ses. Men det har vi heller ikke tid til, for nu rider Coyne rundt på en enhjørning (”There Should Be Unicorns”). Og nu slår han på en gong i mørket (”Pompeii Am Götterdämmerung”). Så er der en oppustet regnbue henover scenen. Så... Nej, ved du hvad, se billederne i stedet: teksten her yder dem ikke retfærdighed. Der er allerede gået 45 minutter, og vi er kun fem sange inde. En omvendt Coldplay-følelse fra i sommers trænger sig nu på: det visuelle er langt vigtigere end sangene, og hvis man kan ”gøgle rundt” i stedet for at spille sange, så gør man det – modsat Coldplay, der aldrig pustede ud imellem numrene, men nådesløst fortsatte det visuelle bombardement, skæring efter skæring.

Publikum ser dog, modsat mine mavefornemmelser, ud til at holde af det. Opmærksomheden har det dog med at vige en del, når Coyne ikke direkte hengiver sig til os: jo længere væk fra scenen man kommer, jo mere tydeligt bliver det. For undertegnede er der kun én gang hvor det visuelle og musikken for alvor komplimenterer hinanden, og det er, ironisk nok, i David Bowie coveret ”Space Oddity”. Her lukkes Coyne ind i en lukket plastikboble, først hvor han står stille på scenen og synger, for til sidst at tage turen udover publikum – et midlertidigt ophold i midten af salen til den sidste del af de sungne vers, og så tilbage igen. Lige dét fungerer perfekt til teksten, til stemningen af ensomhed og at være afskåret fra verden – Major Tom, vi hører dig noget så tydeligt.

Anderledes står det til med de unødige instrumentale jams imellem flere af sangene – det er komplet tidsspilde. Et enkelt encore bliver det til, og en time og 40 minutter er passeret med 13 sange i bagagen. Da jeg går fra Vega er jeg oprigtigt i tvivl om jeg synes det er i nærheden af at være nok, eller om jeg er rigeligt mættet. For at trække endnu en tråd til førnævnte Coldplay koncert, så følte jeg mig ikke her kontinuerligt underholdt, undtaget små ridser i lakken – nærmere var det omvendt, hvor enkelte øjeblikke stod (meget) positivt ud, mens resten var lidt over det hele. Alligevel var publikum for det meste engagerede, lyden var udmærket, og det visuelle gjorde da bestemt også noget for oplevelsen. Ikke mindst må Coynes mange skæve øjeblikke, der mestendels virkede improviserede mere end indøvede, trække op. Men det var dog ikke nær så godt som håbet.

Sætliste:
1) – Race For The Prize
2) – Yoshimi Battles The Pink Robots, Pt. 1
3) – There Should Be Unicorns
4) – Pompeii Am Götterdämmerung
5) – What Is The Light?
6) – The Observer
7) – How??
8) – Space Oddity (David Bowie cover)
9) – The Castle
10) – Are You A Hypnotist??
11) – The W.A.N.D.
12) – A Spoonful Weighs A Ton
Encore:
13) – Do You Realize??
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Flaming Lips_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Flaming Lips_22
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Flaming Lips_21
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se galleriet her

Læs mere...

Whitesnake - Store Vega

Endnu en af de gamle giganter, man kan krydse af listen. De senere år har Whitesnake ellers ikke været fremmede på vores breddegrader, faktisk er det under et år siden de var her sidst, men for undertegnede er det altså første gang. Og det bliver, hvis guderne vil det, ikke den sidste.

Whitesnake:
Hvem skulle have troet at I stadig havde det i jer, David Coverdale og co., ikke blot at underholde, men at levere et så autentisk ROCKshow jeg sjældent har set mage? Med en forsanger der på trods af alderen knap er faldet af på den, en leadguitarist der laver alverdens udtryk, poserer og i det hele taget ser ud til at have en fest (faktisk smiler han næsten hele tiden, så det er en smule skræmmende). Og så er der trommeslageren. Der bliver basket på de tønder af den ældre herre så det batter, men med rytmen solidt under beherskelse, og med plads til både leg og fjollerier – f.eks. slår han ofte sig selv i hovedet med stikken, eller vifter blæret rundt med dem, bare fordi han kan. Det er sgu fornemt. Underholdende og topprofessionelt, med et tilhørende majestætisk lysshow og en lyd med både bund og kant. Det er rock, og det lyder som rock.

Efter den decideret metalliske intro i form af ”Bad Boys” er overstået, skiftes der sikkert spor til den hårdere ende af rock, men solidt placeret dér, og tre hits kommer ganske tidligt i sættet. Publikum er til gengæld, til min overraskelse, ikke særlig energiske i selve sangene. Jo, der synges med, og der optages fra telefonerne, men intet vildere. Måske er det den høje gennemsnitsalder (uden at være negativ omkring det!) – og der er god stemning, så det kan vel også gøre det. Whitesnake selv åbner først op for de verbale hilsner efter den første halve time, men det får ikke meget plads. Ikke at det gør noget fra eller til. Hvad jeg derimod sagtens kunne have været foruden er det faktum at både en guitarsolo, en bassolo OG en trommesolo har fundet vej til sættet. Behøver vi virkelig alle tre? Ja, I er pissedygtige, men vi hører jer jo allerede i sangene, der jo netop er fyldt med lir. Men okay, det er jo 80’erne, ikke? Og der er alligevel positive anmærkninger herfra, da guitarsoloen ikke kun nærmer sig kanten af at være decideret latterligt overdrevet, samtidigt med at det er godt, men ryger lige igennem – og en trommesolo der afsluttes kun med hænderne er alligevel også noget af et syn. Så tillykke, I formåede at overbevise en der ellers efterhånden afskyr selve konceptet.

Men, når de forskellige soli så kommer midt imellem sangene og ikke på én gang, så hæmmer det altså flowet. Det er helt tydeligt at publikum under de lange passager går ud og køber øl, snakker med sidemanden, eller simpelthen glor mere på telefonen end på scenen. Jeg er med på at David Coverdale efterhånden er oppe i alderen, helt sikkert, men så læg dem da samtidigt, eller måske lige inden encore eller noget – det må kunne lade sig gøre at planlægge bedre. Til gengæld får forsangeren så mulighed for at skifte trøje nogen gange, bl.a. til én hvor der står ”make some noise!” på, og det gør folk således. Der er ellers svært brug for at crowdmanipulere, for folk er efterhånden begyndt at klappe og huje begejstret af dem selv, men vi nærmer os også slutningen.
Faktisk får vi kun ét ekstranummer i form af den hæsblæsende ”Still Of The Night”. Ikke at man kan brokke sig over udvalget, nu det engang er en greatest hits tour, da sætlisten uden besvær lever op til navnet.

Vi er nået til vejs ende, og varen er leveret til noget nær perfektion. Kun de tre soli og deres placering, samt et anelse sløvt publikum i begyndelsen, bevirker at Whitesnake ikke når helt op til toppen af poppen. Men det var et hæderligt forsøg, og jeg kan kun anbefale tvivlere at dukke op næste gang – jeg er der, det er helt sikkert.

Sætliste:
1) – Bad Boys
2) – Slide It In
3) – Love Ain’t No Stranger
4) – The Deeper The Love
5) – Fool For Your Loving
6) – Ain’t No Love In The Heart Of The City / Judgement Day
7) – Slow an’ Easy
8) – Crying In The Rain
9) – Is This Love
10) – Give Me All Your Love
11) – Here I Go Again
Encore:
12) – Still Of The Night
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Wolfmother - Store Vega

Siden sidste besøg i Tivoli, 2012 har Wolfmother udgivet to albums. Det første, ”New Crown”, gik næsen fordi for langt de fleste, og fik desuden generelt blandede modtagelser af pressen, mens ”Victorious” fra i år fik en langt bedre modtagelse. Det er derfor de står her i dag, og personligt er det 6 år siden jeg sidst havde fornøjelsen, dengang i forbindelse med udgivelsen af ”Cosmic Egg”.

Wolfmother:
”En regulær hitparade uden de helt store armbevægelser”, således kan aftenen kort opsummeres. 
Store Vega er op til start så godt som udsolgt, og samtidigt virker alle til at være ved godt mod. Jeg tænker ved mig selv at det nok skyldes helligdagen i morgen, og stemningen er derfor ganske god. 
Wolfmother smutter kort efter på scenen uden den store palaver, og direkte ud i titelsangen fra det nyeste album, efterfulgt af tre hits i rap i form af ”New Moon Rising”, ”Woman” og ”Apple Tree”. 
Det er ganske tydeligt at Andrew er centrum, men både trommeslageren og den hippielignende bassist (og af og til pianist) lægger en solid bund med både humør og energi. Bassisten skiller sig positivt ud med sin groovy attitude, samtidigt med at han ikke er bleg for at gå helt til stålet, som f.eks. i ”Dimension”, der modtager aftenens største fællessang, alt imens han kaster sig rundt på henholdsvis gulvet og foran keyboardet. Andrew selv virker først til at være i det snakkesalige hjørne, men det ender hurtigt med blot at være korte fraser og ”thank you!”’s.

Lyden er beskidt og en anelse harsk, så det er som det bør være; alle instrumenterne samt vokalen går glimrende igennem, men beholder det støvede udtryk som var vi i 70’erne. Lyset er ligeledes tilrettelagt de enkelte sange, men går aldrig over gevind, hvilket ellers kunne have givet det hele en tand ekstra. Publikum, ikke mindst de forreste rækker, er opstemte. Mest af alt i de (mange) hits, men som aftenen skrider frem, og der indtages mere og mere, stiger den kollektive glæde ligeledes. I begyndelsen skal Andrew dog selv bede publikum deltage i de mindre kendte skæringer. Sjovt nok, eller hvad man siger, er det den modsatte kurve for Wolfmother selv, som starter stærkt ud, og derefter har enkelte store opsving, men ellers falder mere og tilbage i den sikre rutine. Selv de mellemlange jams, som Wolfmother er kendt for, holdes til et minimum i aften; ikke at det skal trække ned. Nærmere modsat.

Ca. en time og tyve minutter er forløbet før Andrew og co. smutter af scenen, ligeså udramatisk som da de kom. Meeeeen, der er naturligvis et par sange endnu, og i afslutteren ”Joker & The Thief” hopper og gynger Vega som en fryd. Så… Alt i alt en glimrende fremvisning, dog med en anelse for træfsikker indsats fra bandets side. Samtidigt er det jo ingen hemmelighed at debutalbummet er det mest elskede, og derfor kan man svært skyde Wolfmother i skoen at de giver hvad deres fans gerne vil have, også uden videre armbevægelser. Lad det blot være sådan; jeg skal nok dukke op igen næste gang.

Sætliste:
1) – Victorious
2) – New Moon Rising
3) – Woman
4) – Apple Tree
5) – The Love That You Give
6) – White Unicorn
7) – White Feather
8) – California Queen
9) – How Many Times
10) – Gypsy Caravan
11) – Dimension
12) – The Simple Life
13) – City Lights
14) – Mind’s Eye
15) – Pretty Peggy
16) – Pyramid
17) – Colossal
Encore:
18) – Vagabond
19) – Joker & The Thief
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Wolfmother_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Wolfmother_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Wolfmother_7
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Marilyn Manson - Store Vega

Et udsolgt Store Vega og et kampklart publikum. Det var de kendsgerninger ‘The Pale Emperor’ a.k.a. Marilyn Manson stod over for på denne dejlige sommeraften i København som et led i hans ‘Hell Not Halleluja’ Tour, der fulgte i kølvandet på hans seneste udgivelse ‘The Pale Emperor’.

Vegas lille foyer summede af forventning, og der var allerede før koncertens begyndelse travlhed ved baren. Med andre ord var folk kommet for at holde fest på en mandag.

Et par dage før havde Marilyn Manson spillet på Rock Am Ring, hvor undertegnede havde nærstuderet et par live-optagelser fra denne koncert. I mit stille sind noterede jeg mig, at han så lidt udbrændt ud, og jeg spekulerede over, om han ville kunne klare mosten denne aften.

Det viste sig dog, at alle mine bekymringer skulle blive gjort til skamme fra første sekund af koncerten. Hvis det københavnske publikum havde glædet sig til at se Marilyn Manson, virkede det som om det var gensidigt. I en uigennemtrængelig sky af røg steg Manson op på scenen, og der lød et jubelskrig i Store Vega, da han lagde ud med ‘Deep Six’ fra det nye album.

Han tog sig efter dette nummer tid til at hilse på publikum og ytrede “Enough with the pleasantries, we’re not fucking disposable!” og kickstartede derefter ‘Disposible Teens’.
Dette udsagn opsummerer egentlig meget godt Mansons mission - han var ikke kommet til København for at spilde tiden. Senere hen kom han med en kort anekdote om, at det første sted, bandet nogensinde spillede i Europa, var i København, hvilket yderligere bekræftede hans intentioner om at give det københavnske publikum, hvad de efterspurgte, som de i den grad også fik!

Manson har mange gode numre i sit katalog, og han gelejdede Store Vega sikkert igennem aftenen med en perlerække af tracks. ‘Sweet Dreams’ kom relativt tidligt i sættet og var en subtil reminder om, at Manson og co. skam havde flere skud i bøssen end bare dette hit.

Den efterfølgende ‘Angel With The Scabbed Wings’ havde samme indvirkning som en wrecking ball, og efterlod publikum i total ekstase. Herefter blev tempoet sat lidt ned på ‘Tourniquet’, hvilket set i bakspejlet måske var meget godt, i forhold til hvor mange flere gange Manson denne aften skulle løfte taget på Store Vega. Sidenhen fik vi bl.a. også ‘Lunchbox’, ‘Personal Jesus’ og ‘Beautiful People’ serveret, hvor sidstnævnte også blev koncertens absolutte højdepunkt. Koncerten afsluttedes med nummeret Coma White, som rent visuelt var en bizart smuk afslutning på koncerten, hvor Manson iført en sort kutte indhyldede en mikrofon beklædt med hvide dødsliljer og med stor indlevelse afsluttede koncerten.

Rent visuelt levede Manson også op til sin teatralske standard, mikrofoner, kostumer og endda et alter, hvorfra han sang, blev udskiftet i ét væk, hvilket efterlod publikum ventende på mere. Denne ventetid kunne let have ødelagt aftenen, men skiftene foregik så ubesværet som de kunne, og der var en spænding mellem numrene blandt publikum på at se, hvad han nu havde fundet på. Det hjalp også på det, at merchandise i form af sorte håndklæder, tambouriner, og sågar en telefon blev kylet ud over scenen under numrene, og Manson himself var da heller ikke for fin til at kaste sig ud blandt publikum i et halvt stagedive under ‘Beautiful People’. Halvanden time og 15 sange senere havde publikum fået alt hvad de kunne håbe på, og Manson fik bevist overfor Danmark, at han stadig er en force, man skal regne med.

Setliste:
Deep Six
Disposable Teens
mOBSCENE
No Reflection
Third Day Of A Seven Day Binge
Sweet Dreams
Angel With The Scabbed Wings
Tourniquet
Rock Is Dead
The Dope Show
Lunchbox
Cruci Fiction
Personal Jesus
The Beautiful People
Coma White

  • Marilyn Manson_3
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Marilyn Manson_8
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Marilyn Manson_7
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se hele galleriet her!

 


 

Voxpop med publikum fra koncerten:

VOXPOP LOALoa

Hvorfor var det fedt at se Marylin Manson?
Jeg har set alle koncerter med i Danmark og fulgt ham siden 1997, og jeg synes der var god lyd!

Hvor peakede koncerten for dig?
Cruci Fiction, som hang sang fra alteret!

 

 

VOXPOP ANNAnn:

Hvorfor var det fedt at se Marylin Manson?
Fordi han er et ikon! Det er jo ikke en gang det jeg lytter allermest til, men han er bare så meget sig selv og så vild!

Hvor peakede koncerten for dig?
Beautiful People!

Læs mere...

Metal legender giver show i Vega

Nogle af de største metalnavne bliver forenet, når Metal All Stars gæster Vega 10. december.

Stjerner fra nogle af de største metalbands som Black Sabbath, Ozzy Osbourne, Black Label Society og Dream Theater drager på en enestående turné sammen og rammer Store Vega 10. december. Der vil løbende blive tilføjet nye artister til line-uppet, der indtil videre ser således ud:

Zakk Wylde (Black Label Society)
James LaBrie (Dream Theater)
Geoff Tate (formerly of Queensryche)
Joey Belladonna (Anthrax)
Cronos (Venom)
Dave Ellefson (Megadeth)
Chuck Billy (Testament)
Ross the Boss (Manowar)
Carmine Appice (Vanilla Fudge, Rod Stewart)
Vinny Appice (Dio, Black Sabbath)
Gus G (Ozzy Osbourne)
Blasko (Ozzy Osbourne)
Kobra Paige (Kobra And The Lotus)

 

Metal All Stars giver fans af metal mulighed for at opleve genrens største legender sammen i et 3 timers hårdtslående show. Det er sjældent at sådan et stjernehold er samlet på én tour og deler én scene, hvor de største klassikere vil blive spillet af forskellige bandkonstellationer. Nu er det de danske headbangeres tur til at få en dosis metal på en enkelt aften, når Metal All Stars lægger vejen forbi Danmark.

 

Billetsalget er startet og kan købes for 395,- + gebyr på Billetlugen.dk

Læs mere...

The Kooks

Nu har jeg set Arctic Monkeys, jeg har set Franz Ferdinand og jeg har set The Strokes (okay, de er ikke fra Storbritannien, men stadig). Hvorfor så ikke også tjekke The Kooks ud? Endnu et indie/rock band der kan streges af listen. Jo, jeg har da hørt et par sange, men modsat førnævnte bands der for mit vedkommende var et hit dengang i 8. og 9. klasse, så har The Kooks aldrig fået den samme slags opmærksomhed. Før vi når til hovednavnet skal der dog nævnes nogle ord omkring opvarmningen.

Johnny Lloyd
Egentlig er der ikke den store grund til at berette om Johnny Lloyd, da det genremæssigt - som singer/songwriter - ligger et helt andet sted end hvad Revolution Music begår sig i.Hvad der derimod er værd at berette om, er hvordan folk flipper fuldstændigt ud så snart de 2 mænd "Johnny Lloyd" består af går på scenen - hvorefter publikum lige så stille finder ud af at det slet ikke er The Kooks. En pige vender sig endda om og spørger mig, bare lige for en sikkerheds skyld, om det nu engang er hovednavnet der er gået i gang. Dertil må jeg svare nej, og da folk erkender at det slet ikke er de rigtige personer på scenen, begynder småsnakken for alvor at indfinde sig, selv på de forreste rækker. Det sker faktisk i en sådan grad at Rockfreaks' udsendte tyr til at tysse på dem (og det virkede rent faktisk). Omvendt er det også en skrækkeligt malplaceret opvarmning, og nu er jeg ingen ekspert i genren, men det er godt nok kedeligt...
Nå, videre!

The Kooks
Det britiske indie, britpop og til dels funk-rock bandet The Kooks stammer fra Brighton i England. Her har de huseret i godt og vel 10 år. Det hele begyndte i 2004, hvor de blev signeret af Virgin Records allerede 3 måneder efter de startede. 2 år senere udkom deres debutalbum "Inside In/Inside Out" der solidt satte dem på mainstream "listen". "Konk" udkom 2 år senere, og var også vældigt populær. I 2011 smed de så "Junk Of The Heart" på gaden, men den blev af både anmeldere og fans generelt kritiseret for at være uinteressant. Efter et par år uden den store aktivitet er The Kooks nu tilbage, og deres 4. album - navngivet "Listen" - skulle efter sigende være klar den 1. september.

Det første der slår mig, er at det ikke er nær så mange der er mødt op som jeg regnede med. Nu skal jeg ikke gøre mig klog i hvorfor billetprisen er som den nu engang er, men jeg forstår udmærket at folk tøver til en pris af 320 kroner - det er sgu mange penge, især når vi nærmer os festivalsæsonen. Store Vega er vel 60 - 70 % fyldt, balkonen er lukket, og det er langtfra alle steder hvor publikum ser ud til at stå sammenklemt. På de 5 - 6 forreste rækker er der derimod et hav af mennesker.

Hvad end det nøjagtige antal af publikummer ligger på, går The Kooks på til et stort jubelbrøl fra stort set samtlige fremmødte. De lægger vovet ud med det nye nummer "Down" der er at finde på bandets kommende udgivelse. Set i bakspejlet er det nok denne skæring jeg finder mest interessant med The Kooks. Naturligvis slår de nye toner noget af begejstringen væk iblandt mængden, men vi skal ikke længere hen end næste sang ("Ooh La") før den er tilbage igen.

The Kooks har i sin fold den mest charmerende forsanger jeg har set i længere tid. Han er ultra cool, lidt drenget at se på, og alligevel fremstår han til tider lidt som en douchebag pga. al indøvetheden. Hans gåpåmod og smittende energi kan man ikke tage fra ham, men den ser ikke ud til at berøre de 4 andre bandmedlemmer det fjerneste. Jeg mener at have set 2 af dem smile én enkelt gang i løbet af koncerten, men resten af tiden er de fuldstændigt anonyme, og alt, alt for stillestående i forhold til forsangeren. Her kunne der sagtens have været mere intern kommunikation iblandt dem, så det ikke fremstår som et one-man show + band.

Store Vega leverer endnu engang en sublim lyd, og jeg kan svært sætte en finger på noget som helst. Det skulle måske være volumen der føles bare en lillebitte smule for høj, men det er faktisk først hen imod afslutningen. Lysshowet er også skruet godt sammen, så det er heftigt i de uptempo passager, stemningsskabende i de 2 akustiske sange (som er ganske gode) og ganske udmærket resten af tiden. Tilmed har The Kooks placeret 3 videoskærme på scenen, men da 2 af medlemmerne står direkte foran dem er det sgu svært at blive klog på hvad de egentlig havde tænkt sig. De få gange jeg får et ordentligt glimt ser billederne heller ikke ud til rigtigt at følge musikken. De bør enten have droppet dem helt eller have placeret den ene af skærmene lidt højere oppe mod loftet - muligvis bare have haft én stor skærm.

Imellem publikum, i hvert fald fra hvor jeg står (godt foran og i venstre side af salen), er det en sand folkefest. Det er også en sætliste der favoriserer de gamle "klassikere". Her er fællessang, hænder i vejret, skrig, råb og pigehvin - også hoppes der igennem inde fra midten, så man kunne være bekymret for gulvets holdbarhed. Publikummet i aften er ganske vidst også forholdsvist unge, og jeg kunne godt mistænke en del for at være helt grønne omkring den gængse og uskrevne høflighed til koncerter. Her tænker jeg f.eks. på ikke at småsnakke igennem størstedelen af showet (der er jo for fanden 2 barer udenfor salen til formålet), og ikke at stille sig lige foran personer der er lavere end én selv. Lad lige være med det.

Igennem den næste time og 20 minutter bliver vi ført igennem størstedelen af The Kooks første udgivelse, en lille del fra den anden og naturligvis ganske meget fra den kommende plade - det er akkurat hvad folk gerne vil have. Til gengæld bliver der kun plads til 2 sange fra gruppens 3. album "Junk Of The Heart", men den blev på den anden side heller ikke så godt modtaget. Hvad jeg savner er noget mere personlighed fra bandet (forsangeren inklusiv), og langt, langt mindre rutine. For mig blev det aldrig noget særligt vedkommende, da de 21 sange mere eller mindre blev spillet i rap. Der var ingen små anekdoter, ingen impulsive kommentarer. Det var rutine, lidt klichétricks som klap-i-takt, og "thank you Copenhagen, we will be back soon" og lignende udsagn. Jeg tænker at The Kooks da må have nogle historier bag disse sange? At de betyder noget? Dét savnede jeg i den grad, en mening bag det hele. Det var stadig godt, men noget specielt blev det aldrig.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Down
2) - Ooh La
3) - Always Where I Need To Be
4) - See The World
5) - It Was London
6) - She Moves In Her Own Way
7) - Eddie's Gun
8) - Around Town
9) - Melody Maker
10) - Seaside
11) - Westside
12) - Sway
13) - You Don't Love Me
14) - Bad Habit
15) - See The Sun
16) - Forgive & Forget
17) - Runaway
18) - Sofa Song
19) - Do You Wanna
Encore:
20) - Junk Of The Heart (Happy)
21) - Naïve
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Gavin DeGraw, Store Vega

Skal det være pop rock, så er Gavin DeGraw et godt bud. Selv har jeg kun oplevet manden én gang live og reelt set kun dyrket hans debutalbum. Det er til gengæld et album, jeg regelmæssigt vender tilbage til. Da muligheden bød sig for at se ham på de skrå brædder igen, var det ikke et svært valg at træffe. Mandens popularitet er åbenlyst ikke dalet med tiden, for i aften har koncerten været udsolgt et godt stykke tid i forvejen – ligesom det også var tilfældet ved hans forrige optræden i 2012.

Gavin DeGraw:
Den amerikanske singer-songwriter Gavin DeGraw blev et stort hit tilbage i 2003 da han udgav sit debutalbum ”Chariot”, der med sange som ”Follow Through”, ”I Don’t Want To Be” og selvfølgelig titelsangen selv herskede som landeplager. Det var dog først i 2006 at musikken nåede vores egne radiostationer.
Sidenhen har manden udgivet 4 albums i form af det selvbetitlede album fra 2008, ”Free” året efter, ”Sweeter” i 2011 og senest ”Make A Move” fra 2013. De andre albums har dog ikke fået den samme opmærksomhed i Danmark, men alligevel har manden besøgt vores breddegrader ganske aktivt, bl.a. med koncerter i Vega i 2008, 2012 og i aften. Han har også besøgt den nu nedbrændte KB Hallen (også i 2008) og Nibe Festival i 2012.

Trommeslageren sætter gang i aftenens første, men bestemt ikke sidste, fællesklap. Hurtigt kommer resten af bandet, med undtagelsen af hovedpersonen selv, til syne og istemmer med guitar, klaver og bas. Det er ét at opleve et komplet udsolgt Store Vega klappe fast i takt, men det er noget helt andet når Gavin DeGraw selv kommer til syne – av mine ører for nogle pigehvin. Der er en markant overvægt af hunkønnet imellem 20-30 år i aften, men det kan vist ikke overraske nogen.

Lyden er rigtig god, selvom jeg vil hævde at der er en anelse for meget styrkefokus på vokalen. Selvfølgelig skal den stå stærkest, men jeg ville f.eks. godt have kunnet høre det ene klaver bare lidt bedre. Alt andet går dog klart igennem, og i den håndfuld numre hvor Gavin selv spiller klaver, er det ikke et problem at følge med i.
Lysshowet er tydeligt tilrettelagt helt ned til den enkelte sang, og det giver allerede nogle point herfra da, det på fornemste vis underbygger sangene.

”Problemet” ved Gavin DeGraw er, at hans seneste albums ikke har fået den samme succes som debut'en. Det er kun alt for tydeligt i aften, hvor det reelt set kun er sange som ”Chariot”, ”Follow Through” og ”I Don’t Want To Be” der får alle som én til at synge med. De forreste rækker kender langt mere end blot de største hits, og her er en god stemning, fordi samtlige sange bliver taget godt imod.
Men det er som skrevet kun i de største hits at publikum eksploderer i glæde, men der er det så også som om taget kunne løfte sig. Jeg får selv gåsehud til ”Chariot”.

Al spotlys går udelukkende til Gavin selv. Det er egentlig en smule synd, for hans band spiller sgu godt – og så ser de ud til at hygge sig. Til tider lyder sangene dog alt for meget som i studiet, og man savner noget improvisation. Det ville klæde bandet, og Gavin, at lege en smule med udtrykket.
Manden selv smiler og synger så godt som altid. Han både hilser og snakker lidt til os, men det er ikke meget andet end upersonlige spørgsmål som f.eks. hvem der har set ham før, kontra hvem der er her for første gang.

Gavin DeGraw får spillet sig varmere og ”Follow Through” får en anderledes elektronisk intro, men modtager desuagtet et kæmpe bifald. Det er en knap så stram version, og det klæder bandet at få lov at udtrykke sig anderledes end på pladen. Det sidste omkvæd, hvor Gavin lader hele Vega synge for sig, minder mig om fællesskabet på Roskilde Festival en fredag nat – alt går op i en højere enhed.

Desværre er der også meget ørkenvandring i løbet af sættet, hvor særligt de mange nye sange bliver leveret alt for rutineret og… ja, kedeligt. Gavin bryder dog ud af de faste rammer, da han fortæller en smule om sin baggrund og hvordan han begyndte at spille musik. Det var noget med en 15-årig knægt, der så Billy Joel live sammen med sine forældre, og blev overbevist lige dér om at han skulle gå den samme vej. Både hans mor og far bakkede ham op, hvilket Gavin på humoristisk vis beretter var en smule kedeligt – det ville jo have været lidt mere rock’n’roll at skride fra det hele.

Det er også kun passende at vi så får et cover af Billy Joel’s ”She’s Always A Woman”. Senere i sættet får vi også, en smule malplaceret, Adele’s sang ”Rumour Has It”.
Det ordinære sæt bliver sluttet godt af med ”I Don’t Want To Be”, men vi får alligevel 3 ekstranumre til at gå ud på. Det er også her, vi får ét par klichéer leveret på én gang i form af ”jeg elsker jer, København!”, ”vi ses snart igen”, og et fællesbillede af bandet der står med ryggen til publikum.

At koncerten kun varer 1 time og et kvarter vil jeg sige er for kort – du har jo 5 albums at trække på, menneske. Men når du så også kun vælger at lufte materiale fra 3 af dem, så giver det en smule bedre mening – men hvorfor så ignorere 2 udgivelser? Dog, alt i alt, en god koncert med nogle få opsving i form af de ældre sange (som virkelig var mindeværdige), men samtidigt var der alt for meget tid på autopilot, og det meste af det føltes alt for indstuderet.
Ville jeg se ham igen? Det er tvivlsomt. Måske på en festival, men jeg føler lidt, at Gavin DeGraw har fortalt os alt der er relevant.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Make A Move
2) – Heartbreak
3) – Chariot
4) – Run Every Time
5) – Who’s Gonna Save Us
6) – Follow Through
7) – Best I Ever Had
8) – She’s Always A Woman (Billy Joel cover)
9) – Where You Are
10) – Soldier
11) – Rumour Has It (Adele cover)
12) – Every Little Bit
13) – More Than Anyone
14) – Finest Hour
15) – I Don’t Want To Be
Encore:
16) – Leading Man
17) – Everything Will Change
18) – Not Over You

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed