fbpx

Copenhell 2019: SlipKnoT

Man går aldrig galt i byen med SlipKnoT. På trods af den nylige fyring af perkussionisten Chris Fehn og dermed et band der nu har mistet eller sagt farvel til tre ellers lang tids tro medlemmer, ja så ruller toget ufortrødent videre. Det nye album ”We Are Not Your Kind” er sat til at lande den 9. august i år, og bandet er taget på den store tour som hører sig til både før, under og efter udgivelsen. Det bliver da også 2. gang på Copenhell og efterhånden 6. gang på 10 år de stikker hovederne forbi DK. Overraskelser bliver det nok ikke til, men omvendt går man aldrig galt i byen med SlipKnoT.

Og sådan kan man så blive nødt til at tage sine ord i sig igen. Jeg har nu set det maskerede vanvidsorkester fem gange og jeg troede ikke jeg kunne opleve dem bedre end tidligere, men her tog jeg fejl. Denne koncert går uden tvivl ned som bandets bedste på dansk jord de sidste ti år. Der er blod på tanden, og det hjælper nok også at touren først lige er begyndt samt at der har været holdt pause i godt og vel 2½ år. Om fyringen af Chris Fehn og de eventuelt medfølgende spændinger også har en indvirkning skal ikke kunne siges: det nævnes ikke med ét ord og den hyrede tourmusiker deltager på lige fod med resten af besætningen. SlipKnoT er ikke sådan at stoppe.

Det er bare ikke sådan at man lige står og forventer det mest intense show set i længere tid. Men det er præcist hvad der venter os. Når man lægger ud med en trio af ældre sager i form af ”People = Shit”, ”(sic)” og ”Get This”, bare på de første ti minutter, så ser det satme godt ud. Det helt afgørende denne gang modsat tidligere er den 95 % perfekt konstruerede sætliste – først tre kvarters vanvid med både den nye ”Unsainted”, ”Disasterpiece” og ”Psychosocial”, bare for at nævne nogle stykker, før der indsættes en taktisk ”pause” på et kvarters tid med den blødere ”The Devil In I” inden der skrues helt ned for tempoet på ”Prosthetics” (men tilsvarende op for det soniske bombardement) og derefter ”Vermilion”, en af bandets bedste ballader. Herefter er det direkte tilbage til en halv times uhæmmet vildskab der både inkluderer den nye ”All Out Life”, hvilket jeg allerede nu forudser, bliver en nyklassiker på linie med deres ældre materiale, og selvfølgelig glemmes hverken ”Surfacing”, ”Duality” eller ”Spit It Out” med den famøse sæt-jer-ned-og-hop-når-jeg-siger-til manøvre. Egentlig er det kun ”Sulfur” der virker en anelse malplaceret, men vitterligt alt andet fra rækkefølgen til valg af sange er intet mindre end perfekt.

Men det er den indlagte pause der løfter koncerten. Det lyder måske meningsløst, men det SlipKnoT ikke tidligere har formået er, at holde energien og gejsten ved lige hele vejen igennem – og det gælder både for publikum og for dem selv. Når folk kan få lov at trække vejret i blot nogle få dyrebare minutter imellem to perioder af non-stop aktion, ja så lønner det sig for alle involverede. Så behøver man ikke gå på kompromis med intensiteten blandt publikum, og der er ikke behov for at nedtone den ellers indstuderede og planlagte vildskab fra scenen. Der opnås en mærkbar symbiose hvor alle er med hele vejen plus lidt til. Reelt set er det kun en lille smule knas med lyden der trækker helhedsoplevelsen ned. Heldigvis er det kun i de mest voldsomme stykker, men der er det til gengæld vitterligt ikke til at finde hverken hoved eller hale i hvad der foregår.

Ellers står hovednavnet fredag som vinderen af festivalen, fordi her er alle med. Det er SlipKnoTs bedste præstation længe af den simple grund at de ni mænd virker en anelse mere løsrevne end tidligere. Det hele er jo planlagt til døde og tilbage igen, det ved vi godt – men energien, ja tilnærmelsesvis vildskaben, den er til tage og føle på. At der er et glimrende lysshow til følge og altid noget at se på, som i at der på scenen sker noget konstant – uafbrudt – hjælper selvfølgelig også. Og det er selvom vi nu hverken får det roterende trommesæt eller de lodret kørende perkussionpodier – begge faste indslag for blot nogle år siden. Men det er heller ikke nødvendigt. Ikke når SlipKnoT er i deres es.

Sætliste:
1) – People = Shit
2) – (sic)
3) – Get This
4) – Unsainted
5) – Disasterpiece
6) – Before I Forget
7) – The Heretic Anthem
8) – Psychosocial
9) – The Devil In I
10) – Prosthetics
11) – Vermilion
12) – Custer
13) – Sulfur
14) – All Out Life
15) – Duality
Encore:
16) – Spit It Out
17) – Surfacing
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Slipknot, Suicidal Tendencies - Blue Water Dokken

Slipknot? I Esbjerg? Der var lige noget som ikke var forventet, da de ni maskerede psykopater i Slipknot annoncerede deres Europa turné for 2016. Efter den lange køretur fra Århus til Esbjerg var det spændende at se om Blue Water Dokken var et værdigt spillested, eller om det var en ren katastrofe.

 

Suicidal Tendencies

”From Venice Beach, California! Suicidal Tendencies!” sådan lød introduktionen hos et af de aller fedeste bands fra 80'erne, nemlig Suicidal Tendencies. Bandet spillede på Slipknots egen festival Knotfest sidste år, og var nu blevet valgt til at være opvarmning på deres turné. Jeg har set Suicidal Tendencies to gange før, og jeg ved at de kan spille op til dans og det sjove er, at jeg har set Slipknot tre gange og hver gang har Suicidal spillet lige før samme dag. Bandet gik på scenen til lyden af You Can't Bring Me Down, og lyden virkede ikke lige til at være helt i orden. Alle mikrofoner undtagen Mike Muirs var alt for lave, men det blev der heldigvis rettet op på efter et par numre. Fede numre som Ain't Gonna Take It, Freedumb og min personlige favorit Possesed To Skate blev spillet og fik gang i mosh pitten. Men alligevel savnede jeg ældre numre som War Inside My Head, Send Me Your Money og Institutionalized. Imod slutningen af koncerten gik det helt galt for lyden ,hvor bassen og stortrommen overdøvede næsten det hele. Bandet takkede af efter vi fik hørt nummeret Pledge Your Allegance. Vi fik lige hvad man kunne forvente af ST, og det var 45 minutters Crossover Thrash af den gamle skole. Suicidal Tendencies spillede en fed koncert, men lyden var desværre ikke på deres side denne aften.

Karakter: 4 ud af 6

 

Slipknot

Nu var det endelig blevet tid til hovednavnet. Slipknot har været en stor del af mit liv, og selvfølgelig er det altid en fornøjelse at se dem live. Jeg var meget spændt på deres koncert i aften, da det var noget af en mere gammeldags sætliste de spillede i aften. Efter introen gik bandet i gang med The Negative One, som bagefter gik lige over i Disasterpiece fra mesterværket Iowa, som udkom i 2001. Jeg havde placeret mig ret tæt på scenen, og efter de to numre blev jeg rykket ca ti meter tilbage. Hele salen blev forvandlet om til det vildeste kaos jeg nogensinde har oplevet, og det var ikke svært at skråle med på numrene og hoppe et par gange ind i moshpitten. Corey Taylor fortalte os at det var 15 år siden, at Iowa kom ud og at de ville spille en masse numre fra den plade. Vi fik undervurderede klassikere som Everything Ends, I Am Hated og Metabolic. Der var alligevel også plads til nye numre som The Devil In I, Skeptic og Killpop, men selvom  Dead Memories og Killpop hører mere i den stille og rolige boldgade, så var det ikke så meget plads til at slippe væk fra jerngrebet, som bandet havde rundt om halsen på publikum under hele koncerten. Der var også plads fællessang i aften med numre som Duality og Psychosocial, og lige bagefter fik vi Wait And Bleed. (sic) var nummeret som sluttede første omgang for bandet, og efter to minutters ventetid begyndte de at spille flere gamle numre, og Surfacing var det første nummer vi fik, som var efterfulgt af Left Behind, hvor vi troede at festen var slut, men nu var publikum og bandet klar til at spille Spit It Out. Nu kom vi til stykket hvor hele publikum satte sig ned på gulvet og var til at ”Jump The F*ck Up”. Vi fik at vide at det var det hurtigste publikum havde sat sig ned. Da vi endelig kom til stykket blev de allersidste kræfter brugt på at hoppe ind i pitten og skrige sin hals til blods med på det sidste nummer. Slipknot slagtede publikum og dette er uden tvivl den bedste Slipknot koncert, jeg har været til. Den energi og intensitet som blev leveret var ufatteligt. Jeg håber inderligt at bandet snart kommer tilbage til landet, så de kan fortsætte nedslagtningen.

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Slipknot - Copenhell 2015

Slipknot er altid garant for god underholdning, og modsat sidste gang i Forum var betingelserne langt bedre. Først og fremmest skal lighederne nævnes;

- sceneudsmykningen: først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, og et bagtæppe med coveret fra den nyeste skive er også at se – og så er der stadigvæk det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild.

- performance: Det 9 mand høje orkester er stadig over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den mest aktive. Bare at se på ham løbe og danse rundt er underholdende i sig selv.
Vi får stadig de roterende perkussions der kører op og ned sammen med de to keyboards. Christiania-flaget bliver til slut båret triumferende rundt på scenen, mens trommeslageren stadig ikke kan (eller vil?) bruge Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet. 
Og der blev (igen igen igen) slået ny rekord i Danmark til sid ned-hop op seancen i ”Spit It Out”. Det er stadig lige vildt at se så latterligt mange mennesker bevæge sig i én takt.

Den helt store forskel fra sidste gang er uden tvivl lyden, der i denne omgang er LANGT bedre. Faktisk er det den bedste lyd jeg har oplevet til SlipKnoT, hvor alt virker til at gå rent igennem – og det er fandme imponerende med 9 mand. 
Sætlisten er også ændret, og to af mine personlige favoritter i form af ”AOV” og ”Vermilion” luftes. Fantastisk for undertegnede, men skal man være kritisk, må det påpeges at sidstnævnte ikke passede særlig godt ind. Ligeledes var ”Killpop” gevaldigt med til at dæmpe intensiteten, både på og foran scenen.

SlipKnoT selv var mere tændte end de var i Forum, og indpisker/frontmand Corey Taylor er stadig lige god til at sparke publikum i gang – som dog er mere end rigeligt aktive i mange af rækkerne oppe foran. Måske vigtigst er at både bassisten og trommeslageren nu ser ud til at føle sig hjemme i bandet – det var bestemt ikke tilfældet sidst. 
Det er dog stadig et nøje tilrettelagt show, og jo flere gange jeg oplever SlipKnoT, jo tydeligere bliver det.

Uden hensyntagen til ovenstående sætning, er alt ikke lige i øjet, og groft sagt kan showet deles op i tre dele. Det drejer sig om en rigtig god start, hvor lyden lynhurtigt kommer helt på plads, SlipKnoT sparker det hele i gang og publikum er helt på. 
Dernæst kommer en midtersektion med bl.a. ovennævnte sange, og ellers nogle af de mere bløde af slagsen, SlipKnoT har komponeret. Det føles også her som om at rutinen tager noget over for lysten, men så snart vi når til klassikeren ”Eyeless” er der dømt fuld smæk for skillingen i den sidste halve time.

Overordnet leverer SlipKnoT dermed varen langt mere overbevisende end sidst, og det var et sublimt show med et band der ingen problemer havde med at stå som årets ultimative headliner – det er dog stadig set bedre. 

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – Psychosocial
4) – The Devil In I
5) – AOV
6) – Vermilion
7) – Wait And Bleed
8) – Killpop
9) – Before I Forget
10) – Duality
11) – Eyeless
12) – Spit It Out
13) – Custer
Encore:
14) – (sic)
15) – People = Shit
16) – Surfacing

 

  • Body Count _2
  • Forfatter: Jill
  • Cannibal Corpse_2
  • Forfatter: Jill
  • Saint Vitus_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...

Slipknot, King 810

Jeg ser Slipknot lidt i samme boldgade som Rammstein i forhold til 2 punkter;
1) – De skal opleves live.
2) – De er altid, som minimum, gode live.
Denne gang er det så Forum der skulle stå for tur, og modsat de 2 seneste gange Slipknot har besøgt os (henholdsvis i 2009 og 2013 – begge gange på Orange Scene/Roskilde Festival), er det med en ny plade på bagen. Det er også 7 år siden de sidst spillede indenfor i Danmark, og man må sige det er noget af en opgradering af gå fra KB Hallen til Forum.
Angående opvarmningen, så har KoRn været med på den amerikanske/engelske del af touren, men er altså ikke med i resten Europa. Til gengæld har de bragt det nyligt (over)hypede band King 810 med sig, hvor de begrunder valget med at de ”minder dem om dem selv da de var unge”.

 

King 810:

King 810 – hvad er det egentlig for et navn? Jo, tallet 810 er områdenummeret på Flint i Michigan hvor det amerikanske band kommer fra. Egentlig opstod de tilbage i 2007, men det var først i 2014 at deres debutalbum “Memoirs Of A Murderer” udkom, og ligeledes her blev de inviteret til at spille på f.eks. Mayhem Festival Tour, Slipknot’s Knotfest og Download Festival. Sidstnævnte blev de i øvrigt nødt til at aflyse, da forsangeren og bassisten blev anholdt pga. mistanke om, direkte oversat, ”assault with intent to do great bodily harm”. Forsangeren var i 2012 også udsat for et overfald, hvor han blev både stukket og skudt. 
Bandet er nok mest kendt for netop denne hårde attitude, hvor de f.eks. til deres liveshows har haft 2 maskerede mænd på scenen med geværer – om de så har været ægte eller ej vides ikke. Deres fanbase, i hvert fald i USA, er både voldelig og meget loyal, og er bl.a. gået amok til et arrangement kaldet ”Dirtfest” i 2009, hvor det blev så hektisk at politiet forsøgte at stoppe dem. Det endte i stedet i håndgemæng, og da King 810 fik afbrudt strømmen sang deres fans numrene alligevel. Flere fans har også postet billeder af tallet 810, som de har skåret ind i huden.

Uden de store svinkeærinder går King 810 på scenen, og som forventet er lyden alt andet end god. Forum har det med at svinge en del i lydkvalitet, og jeg har oplevet både ekstremt ringe og virkelig god lyd – i aften er det desværre i den meget ringe ende. Guitar, bas og trommer falder oveni hinanden, og især sidstnævnte buldrer af sted. Vokalen er for det meste svær at tyde, i hvert fald her i midten af salen, hvor jeg står. Sommetider er den dog lige i skabet.

Og det er faktisk også det eneste positive jeg kan nævne, for bandet virker helt tilfredse med blot at spille deres sange, og så ikke én tøddel mere end det. De kan nu også sagtens spille dem, men når man er stort set ukendte og skal varme et publikum op, er det et problem ikke at give sig mere end hvad de gør i aften. Der er heller ikke meget pondus bag, så på trods af de hårde tekster og de insisterende trommer, står jeg og keder mig bravt. Træthed efter en lang tour måske?
Forsangeren mumler tak et par gange, men heller ikke dét føles ægte. Han bevæger sig en anelse rundt på scenen, og de andre medlemmer headbanger en smule for sig selv, men mere sker der ikke.

Ligeledes er det kun nogle få oppe foran der viser oprigtig interesse, og det er relativt få (taget Forums størrelse i betragtning) der klapper oprigtigt da numrene slutter. I lange 45 minutter får de lov at udfolde sig, men okay, i det mindste er lysshowet faktisk ganske godt. 
Endnu et hypet band der ikke kan levere har passeret, og hvor er det dog egentlig sløjt ikke at kunne finde noget større til at opvarme for Slipknot.
2½/6 stjerner.

 

Slipknot:

Hvis man siger nu-metal må man også sige Slipknot. De 9 (men nu kun 7) galninge fra Iowa i USA har siden 1995 været en del af scenen, og har i den tid udgivet 5 albums. Debuten ”SlipKnoT” er fra 1999, deres nok mest populære værk i form af ”Iowa” kom 2 år senere, ”Vol. 3: (The Subliminal Verses) udkom i 2004, og derefter holdt Slipknot en pause inden de vendte tilbage i 2008 med den meget roste “All Hope Is Gone”. 
Fra 2008 og til nu er der imidlertid sket nogle afgørende ting i bandet, udover udgivelsen af ”.5: The Gray Chapter” for nogle måneder siden. I 2010 døde bassisten Paul Gray, og trommeslageren Joey Jordison forlod af ukendte årsager bandet i slutningen af 2013. Det har dog ikke stoppet Slipknot, og de har hyret en trommeslager og en bassist til deres igangværende tour. Det har dog ikke været uden spændinger, da både Corey Taylor (forsanger) har bekræftet at de ikke er medlemmer af bandet, og Shawn Crahan (en af de 2 perkussionister) har tilsyneladende udtalt; ”This is Slipknot, fuck both of these guys… They’ll never be in the band. Never”. Det lyder dog mærkværdigt, men man kan jo aldrig vide.

Man kunne have håbet på at den ringe lyd ville være blevet nogenlunde korrigeret til hovednavnet, men det er ikke tilfældet. Det er også det største minus i aften. Så snart man går en smule tilbage i salen (jeg var langt oppe foran i en god del af koncerten), bliver det gradvist mere ringe. Selv midt i Forum er det skod, hvor trommerne lyder som pap, vokalen oftest er utydelig og ligegodt alt andet roder sig ind og ud af hinanden. Lyden bliver kastet frem og tilbage, og det lyder ad helvede til, både med og uden ørepropper. 
Det bliver derfor aldrig den auditive oplevelse Slipknot fortjener (og som de tidligere har leveret), da så mange detaljer i musikken drukner fuldstændigt.

Når dét så er noteret, så skal jeg love for at det visuelle i forhold til tidligere shows har fået et gevaldigt nyk opad. Først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, der dog ikke viser andet end farver (der kunne man godt have gjort bare en smule mere ud af det). Et bagtæppe er også at se – også er der ”naturligvis” det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild. Det er næsten så Rammstein får konkurrence.

Slipknot har på denne tour 3 forskellige sætlister de bruger, og den vi får er fokuseret på den første plade, så vi f.eks. får både ”Eeyore”, ”Liberate” og ”Purity” i den rækkefølge – sange som må siges til dels at være sjældenheder. Andre steder har de fået mere fra Vol. 3, som bl.a. ”Three Nil”, ”The Blister Exist”, ”Opium Of The People” og ”Vermillion”. Eller også får de ”Eyeless” og ”Disasterpieces” fra henholdsvis 1. og 2. plade. Jeg må indrømme at jeg hellere ville have haft en af de andre 2 sætlister, men man kan jo ikke få det hele.

Det vigtigste er også at publikum lapper det i sig, det værende både de nye sange såvel som ældre klassikere. Fra den brutale åbner ”Sarcastrophe” til ”My Plague”. Fra ”Psychosocial” til ”Left Behind” er der fællessang, masser af moshpits og arme, ben og andet i vejret. Det er fedt at se hvor mange der ikke bare er kommet for de gamle travere, men kan teksten til de 4 skæringer vi får fra den nye. Der er et lille fald i aktiviteten oppe foran i løbet af de førnævnte 3 ”sjældne” sange fra debutpladen, men ellers holdes fanen højt hele vejen igennem.

Det 9 mand høje orkester er over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den klart mest aktive, og bare at se på ham løbe rundt er underholdende. Det hele er dog noget mere rutineret end hvad jeg før har set, og det virker en smule som om det bare er endnu en dag på kontoret. Corey Taylor spilder ikke så meget tid på snak, men omvendt indpisker han mindre energisk end han plejer.
Det er på ingen måde dårligt, men når SlipKnoT vil, kan de gøre det endnu vildere.

Vi får stadig de roterende perkussions, der ligeledes kører op og ned sammen med de 2 keyboards. Christiania-flaget bliver også stadig båret triumferende rundt på scenen op til flere gange, men desværre kan trommeslageren tilsyneladende ikke Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet, men det går nok. Og ja, vi satte os ned til ”Spit It Out” (og ja, det var fedt!) inden alle i fællesskab hopper op fra gulvet.

Overordnet set var det imponerende (som altid), men langtfra deres bedste. Det er et nøje tilrettelagt show hvor selv detaljerne er planlagt, men kunsten er at kunne skjule lige præcis dét faktum fra alle i publikum - i aften vil jeg ikke mene det lykkedes. Lad os se om de kan gøre det til Copenhell.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – My Plague
4) – The Devil In I
5) – Psychosocial
6) – The Negative One
7) – Eeyore
8) – Liberate
9) – Purity
10) – Before I Forget
11) – Duality
12) – Left Behind
13) – Spit It Out
14) – Custer
Encore:
15) – (sic)
16) – People = Shit
17) – Surfacing

 

  • Slipknot_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Hovednavn offentliggjort på Copenhell 2015

  • Udgivet i Nyheder

I aftes lagde Slipknot vej forbi Danmark på deres europa tour for deres seneste album (koncert anmeldelse og galleri oploades på sitet inden for de næste par dage!), her offentliggjorder bandet at gruppen ville vende tilbage til sommer og optræde på Copenhell.

 

Copenhell har efterfølgende begræftet dette og givet følgende udtalelse:
”Der er dømt hård koncert i verdensklasse, når det amerikanske metalfænomen SLIPKNOT slipper deres tæsketunge musikalske kaos løs på Refshaleøen i hjertet af København på COPENHELL 2015! De nyskabende metalpionérers vanvittige show er et grotesk maskebal, enhver pyromans drøm og så knusende hårdt, at hele hovedstaden vil blive sendt i knæ, når Corey Taylor og co. smider deres uforglemmelige bombe.

SLIPKNOT optræder sammen med PRIMUS som hovednavnene i et af de stærkeste og mest alsidige COPENHELL-festivalprogrammer nogensinde, hvor kæmpestore rock-ikoner som BLACK STONE CHERRY, RED FANG og LIFE OF AGONY optræder side om side med legendariske metalgiganter som EXODUS, NUCLEAR ASSAULT og BODY COUNT feat. ICE-T og spændende navne som ASKING ALEXANDRIA og A DAY TO REMEMBER fra den nye metalgeneration, punk-braget RISE AGAINST, dødsmetalmestrene GOJIRA, BLOODBATH, CANNIBAL CORPSE og AT THE GATES, black- og doom-navnene MARDUK, PRIMORDIAL, SAINT VITUS og THE SWORD, powermetal-darlingerne HAMMERFALL og mange, mange flere interessante navne.

Den buldrende danske rock- og metalscene leverer også en række spændende danske navne til festivalen i år: RAUNCHY, KONKHRA, SOLBRUD, NIGHT FEVER, HALSHUG, HULDRE og SEA.

Der er plads til mange flere navne på COPENHELL 2015-plakaten – så hold øje med flere store musiknyheder i den kommende tid!”

 

Læs mere...

Slipknot - .5: The Gray Chapter

Slipknot er lidt af en institution for sig selv. Tidligere pionerer, nu tenderende til mainstream, har Des Moins drengene redet på metalmarkerne siden 1995. Naturligt med diverse op og nedture, herunder, Paul Grays død og Joey Jordisons afsked med bandet i 2013. Der skal da heldigvis mere til at stoppe den 7-hovede hydra og derfor er vi fremme ved 2014-udgivelsen .5 The Gray Chapter.

Om end der har været nogle naturlige udskiftninger i bandet, har det ikke ændret synderligt på Slipknots sound. Efter et tre minutters insisterende og småligegyldigt intronummer, brager ”Sacastrophe” igennem. En voldsom sag, der sender tankerne hen mod materialet på Vol. 3: The Subliminal Verses. En glimrende start hvor Slipknot spiller på alle de rigtige tangenter. ”AOV” følger pænt trop og starter dejligt tungt og aggressivt ud. Midtvejs slår Corey over i skønsang og skaber en fin pendant til den tunge uptempo trommegang. To gode numre, der på hver sin vis viser Slipknot fra den bedste side. Singlen ”The Devil In I” følger godt trop. Igen et ganske fedt nummer, om end mere jævnt og forudsigeligt end de forrige. Mens ”Killpop” har sin helt egen, noget alternative charme, er ”Skeptic” til gengæld et røvligegyldigt og ensidigt nummer. Her er trykket så hårdt på genbrugsknappen, at det nærmest gør ondt i ørerne. At det samtidig er kedeligt gør det ikke bedre. ”Lech” er ikke meget bedre, men dog bedre end post-hymnen ”Goodbye”. Der skal ikke læses meget mellem linjerne for at fange, hvad nummeret omhandler – det er bare en kedelig hymne.

Herefter går det lidt op og ned uden for alvor rigtig at blive farligt. ”Nomadic” falder ligeledes i "ligegyldig og kedelig"-kategorien. Det bliver først sjovt igen på ”Custer”, som har lidt af den her vanvidsfølelse der prægede bandet, dengang de var et frisk pust. ”The Negative One”, puster yderligere lidt liv i festen og sørger for at Slipknot, med .5: The gray Chapter, ender på et hæderligt niveau.

Slipknots 5. opus er lidt af en rutchetur – på godt og ondt. Det er specielt det varierende niveau af nerve, der rammer lytteren. Nogle numre er virkelig fede, mens andre er utroligt trivielle. Bandet mangler simpelthen opfindsomhed og ikke mindst det vandvid, der gjorde Slipknot interessant back in the days. I stedet for at man aldrig ved hvor man har hydraen, må man nu affinde sig med det tilnærmelsesvist forudsigelige. 4,5 ud af 6.

Tracklist:
1.XIX
2.Sacastrophe
3.AOV
4.The Devil In I
5.Killpop
6.Skeptic
7.Lech
8.Goodbye
9.Normadic
10.The One That Kills The Least
11.Custer
12.Be Prepared For Hell
13.The Negative One
14.If Rain Is What You Want

Læs mere...

Corey Taylor regner med at arbejde på Slipknot i 2014

I langtid har Slipknot/Stone Sour sangeren Corey Taylor virket tøvende med at komme tilbage i studiet for arbejde på det nye Slipknot album efter bassisten Paul Gray døede i 2010, men i et interview Taylor for nyligt lavede med The Pulse of Radio, gjorder han udtryk for at 2014 vil være året hvor Slipknot går i gang igen. Taylor udtalte følgende:

"I know everybody is pretty keen on getting together and seeing what happens next year, so I mean, if it takes us a year to write an album, so be it"

"The main goal is to just get us in the room and just see what happens, you know. If we can get past that first day, I think it'll come together. Now that we're all kind of in better places in our lives and whatnot, it's making it a little easier to be excited about it again. It's just starting to feel like it's time."

 

Slipknot har optrådt live de sidste par år og vil også kunne opleves på årets Roskilde Festival, men bandet har ikke udgivet noget siden ”All Hope Is Gone” fra 2008.

Læs mere...

Stone Sour og Asking Alexandria gæster Voxhall til Juli

Det amerikanske hard rock / alternative metal band Stone Sour, bestående af bl.a. Slipknot medlemmerne Corey Taylor og guitaristen Jim Root, vil den 2. juli gæste Voxhall i Århus, med sig har det det engelske metalcore band Asking Alexandria. Billet prisen er 260 kr. og kan købes via Fondenvoxhall.dk og i Stereo Studie, billetsalget starter onsdag den 30. januar.

Stone Sour er for tiden aktuel med albummet ”House of Gold and Bones Part 1” som udkom i efteråret 2012 via Roadrunner Records / Warner Music. Blot et par dage efter koncerten i Voxhall vil man kunne opleve Corey Taylor og Jim Root give den gas på Roskilde Festival.

Læs mere...

Slipknot til Roskilde Festival

  • Udgivet i Nyheder

Slipknot er blevet annonceret til næste sommers Roskilde Festival, festivalens pressemeddelse lyder således:

”Mere bloddryppende tråd gør sin entré på Roskilde Festivals musikprogram.

SLIPKNOT (US) er knap 15 år efter deres debut blevet et af klodens mægtigste metalbands på niveau med langt ældre ikoner. Deres centrale plads i den sorte superliga har de oparbejdet både med en række frådende brutale metalplader og uforglemmelige sceneshows, hvor de maskerede, groteske hævnere giver sig selv 101 %.

”Det så i lang tid ud til, at Slipknots mange fans på vore breddegrader skulle ud og rejse langt for at se dem live i 2013. Vi er glade for, at det til slut lykkedes at overtale dem til at vende tilbage til Roskilde. For de er virkelig et af metalscenens allervigtigste bands. Det har de bevist igennem hele deres karriere”, siger Roskilde-booker og creative manager Anders Wahrén.

Spiller kun håndplukket række shows i 2013
Iowa-kollektivets Roskilde-debut var i 2004. I 2009 beviste de igen, hvorfor deres hårdt tunede metalekstravagance egner sig perfekt til Orange Scene og festivalplakatens største bogstaver. Slipknot kroner kun enkelte, udvalgte festivalplakater i 2013 som absolutte headliners.

Glæden og stoltheden over at have dem tilbage er stor. De seneste år har der været en del tvivl om, hvorvidt bandet overhovedet ville fortsætte – også selvom deres hjemkomstshow på Knotfest i Iowa sidste sommer gav fornyet håb.

Billetsalget er i gang. Billetprisen er 1790 kr. – samme pris som i 2012. 1. marts 2013 stiger billetprisen til 1890 kr. Med partoutbilletten følger 8 dages oplevelser og omkring 200 musiknavne. Billetter sælges gennem Billetlugen. ”

Læs mere...

Slipknot, Children Of Bodom

Der var for alvor lagt op til maskebal i betonhelvede, da Slipknot torsdag d. 13 november besøgte KB hallen i København. Med opvarmning bestående af Children Of Bodom og Machine Head var billetterne til koncerten for længst udsolgt, og en meget blandet skare var mødt op foran KB Hallen. Publikum bestod af alt lige fra langhårede metal rockere til punkere og unge teenagere, der havde taget deres forældre med til metal fest.

Der var nok en del blandt publikum, der skuffede kunne konstatere, at den gode Rob Flynn havde fået sig en ordentlig gang sygdom, der desværre havde sat sig på stemmebåndet, hvorved Machine Head desværre måtte aflyse. Derved stod Children Of Bodom alene med opvarmningstjansen. En tjans bandet klarede så godt , det kunne lade sig gøre i KB Hallen. Da bandet gik på, var hallen stort set allerede proppet med forventningsfulde metalhoveder, der så frem til en formidabel fest. Det lykkedes bandet at spille publikum godt i gang, trods lydmæssige problemer. Specielt Janne Wirmans keyboard havde en tendens til at drukne i de grå betonvægge. Bandet sluttede deres sæt kl. 20:35 efter godt 45 minutters spilletid, hvorefter Machine Head skulle have overtaget styrepinden. Den manglende erstatning for Machine Head, medførte en enorm og alt for lang pause inden Slipknot gik på; først 21:25 kom bandet, som originalt planlagt, på scenen. Det er mig uforståeligt,at koncerten ikke er rykket den ene eller anden vej, Children Of Bodom kunne sagtens have ventet med at spille en halv time og ellers have fyret nogle ekstra numre af, uden det havde skadet Slipknots sæt.

Trods den lange ventetid var der ingen tvivl om, at publikum havde ventet i lang tid på denne oplevelse og var villige til at vente lidt ekstra for at opleve Slipknot. Klokken 21:20 sharp væltede AC/DC – ”For Those About To Rock (We Salute You)” ud af højtalerne, inden Slipknots egen intro gik i gang, og forhænget for scenen blev trukket fra. Derfra var der ellers dømt maskecirkus, hvor de ni maskerede helte forsøgte at efterleve deres rygte som værende uberegnelige og ude af kontrol – et projekt ,der kun lykkedes halvt. Vanen tro blev alle midler taget i brug, tønder blev tæsket med baseballbat, ekstra perkussion og trommeslager Joey Jordison fik også en horisontal snurretur med trommesættet. Alt sammen meget effektfuldt og sammen med Corey Taylors udstråling på scenen,burde det være nok til at gengive vildskaben. Desværre for bandet er der ikke meget vildskab over en halvfed klovn, der vralter rundt på scenen, og ser ud som om han er ved at dø; det virkede tvært imod tragikomisk og på ingen måde uforudsigeligt og vildt. Man kunne fristes til at konkludere, at nogle medlemmerne af bandet kunne trænge til en tur på løbebåndet.

Heldigvis var stort set resten af medlemmerne af bandet i fin fysisk form, og formåede konstant at gribe det tændte publikum, rive dem i småstykker og bygge det hele op igen, på den fede måde! Bandet spillede tracks fra hele deres bagkatalog, heldigvis med overvægt på de tre første albums tilsat de to singler fra ”All Hope Is Gone”. Bandet toppede showet med numre som ”(sic)”, ”Duality” og ikke mindst ”Spit It Out” hvor publikum måtte på knæ for bandet – et, efter min mening, noget klicheramt stunt, om end det fungerede fremragende.

Overordnet spillede Slipknot en god koncert og gav deres fans det, de ville have. Desværre for alle i KB-Hallen druknede lyd og specielt Coreys vokal under hele koncerten i betonklodserne – uden betydning for om man sad på siddepladserne eller stod i mængden foran. Det lykkedes bandet og deres hold af lydteknikere at gøre lyden bedre, men aldrig så god, at det ikke skadede hele koncerten. Man kan kun håbe, at bandet holder ord og kommer tilbage til Danmark hurtigere denne gang, og næste gang får muligheden for at spille et sted med bedre akustik.


Revolution Music vil gerne takke Live Nation.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed