fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Kataklysm besøger Aarhus og København til januar

Kataklysm er som bekendt lige på trapperne med deres tolvte studie album “Of Ghosts and Gods”. Albummet udkommer 31. juli igennem Nuclear Blast.

I den anledning tager bandet i selskab med Septicflesh og Aborted på en omfattende europa tour i januar og februar måned næste år. Her vil de bland andet ligge vej forbi hhv. Voxhall den 10. januar og Vega den 11. januar.

Kataklysm’s Maurizio har udtalt følgende:

“It’s been a little awhile since we have visited the clubs and theaters of europe , the last run was incredible as we remember it well , this time we come stronger then ever supporting the bombastic “Of Ghosts and Gods” with an unprecedented 44 shows across the old continent as we will be visiting new cities and also countries such as Norway , Finland , Estonia and Latvia for the very first time .. excitement is an understatement ! We will be bringing a full Kataklysm show so you can feel the real experience our way and we are bring with us our brothers : the Greek titan kings of SepticFlesh and Belgian gore masters Aborted to bring the power and the blood , in true Kataklysm tradition the tour will be in January / February , so come start the year the right way and experience this sonic assault when it comes to destroy your town“

Læs mere...

Septicflesh - Mystic Places of Dawn

I perioden fra 1990-2003 var Septic Flesh aktive på Metalscenen i Grækenland, men så blev medlemmerne uvenner, og bandet blev splittet. I 2007 fandt musikerne sammen igen, navnet blev trukket sammen i ét ord, og man udgav 2 albums. Nu genudgives bandets første album, "Mystic Places of Dawn”, som har fået tilføjet nogle ekstranumre.
Når jeg angiver genren som Death Metal, er det ikke forkert, men betegnelsen alene er slet ikke dækkende for albummets indhold. I løbet af den pænt lange spilletid breder grækerne sig over stort set alle subgenrer, man kan knytte til Dødsmetal: I nogle numre er det det lækre og melodiske med masser af flotte guitarsolli og ditto melodier, til andre tider skærpes tonen en del, så der via Mørke elementer lånes fra Black Metal. Men ikke nok med det, også dystre stemninger á la Goth Metal blandes i numrene, hvis arrangementsmæssige højdepunkt findes i regulært symfoniske opsætninger. Det lyder som en rodet affære uden hverken hoved eller hale, men det er ikke tilfældet. Dels har bandet godt greb om det melodiske som et næsten gennemgående element, dels giver bassisten Spiros “Seth” Antonious´ buldrende vokal det hele rygrad. Generelt er numrene både godt komponeret og tilsvarende fremført, men sjovt nok er det de symfoniske ”(Morpheus) The Dreamlord” og ”Mythos” med deres filmagtige opsætning og magtfulde fremtoning, der er mine favoritter. Til gengæld kunne jeg godt have undværet bonusnumrene, de tilfører ikke noget særligt til et album, som sagtens kan stå alene.

Tracklist:
1. Mystic Places of Dawn
2. Pale Beauty of the Past
3. Return to Carthage
4. Crescent Moon
5. Chasing the Chimera
6. The Underwater Garden
7. Behind the Iron Mask
8. (Morpheus) The Dreamlord
9. Mythos (Part 1: Elegy – Part 2: Time Unbounded)
10. Erebus (bonus track)
11. Another Reality (bonus track)
12. Temple of the Lost Race (bonus track)
13. Setting of the Two Suns (bonus track)

Samlet spilletid: 76:17

 

Læs mere...

Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh

Septicflesh
Revolution Music
Først og fremmest var det noget helt nyt for mig at gå til koncert i Store Vega, som jo er et spillested, der er berømt for dets gode, måske ligefrem fremragende lyd. Der var kø, men den forsvandt hurtigt. Jeg skyndte mig småløbende indenfor og blev mødt af lyden af Septicflesh.
Atmosfæren var fastlagt fra starten, og sammen med bandet var publikum badet i et sagligt grønt lys. Man legede næsten med, og foregav at være faret vild i en mørk granskov badet i Septicfleshs sorte Death metal mystik.
Jeg kendte ikke særlig meget til bandet i forvejen, da jeg ankom, men de formåede alligevel at tryllebinde mig. De vakte simpelthen min interesse; ikke mindst med nummeret med den egyptiske titel ”Anubis”. På trods af dét nummer har bandet altså overhovedet ikke noget til fælles med bandet ”Nile”, der også henter inspiration fra Egypten. Det gælder også selvom genrerne ligger så ufatteligt tæt op ad hinanden.
Egentlig havde jeg gættet på, at bandet var meget yngre, men med et lille smil på læberne har jeg erfaret, at de faktisk er fra mit fødselsår, 1990. Det, der nok har snydt mig halvt om halvt, er at selve lyden lyder virkelig ny, både vokal- og instrumentmæssigt.
Selve sceneshowet virkede også lidt uerfarent i fremførelsen, selvom bandet gjorde alt tænkeligt for, at det ikke skulle være alt for i øjenfaldende. Det var nok mest forsangerens skyld. Konstant lavede han små ubevidste Britney Spears-finter, der bare ikke hørte hjemme på scenen; fx det med at rette på håret og med en glidende feminin bevægelse stryge det om bag øret. Dog blev det værre, da han valgte at lave nogle mærkværdige snoede armbevægelser med sine nittebesatte hænder. Det ville en hvilken som helst slange have misundt.

Moonspell
Revolution Music
Moonspell var heller ikke et af de bands på setlisten, jeg kendte allermest til. Ikke desto mindre var der gjort vanvittigt meget ud af deres sceneshow; bag dem stod et kæmpemæssigt lærred, hvorpå der kørte en ”film” med relevante klip, der passede til sangene. Det er nok også det, der har fået mig presset op på karakteren 3. Måske stjal den skærm egentlig lidt af opmærksomheden fra stakkels Moonspell, selvom den af og til havde det med at gå i hak. Det var lidt synd.
Der blev spillet mest fra det nye album, og da jeg hælder mest til Moonspells gamle udgivelser, stod jeg længe og kedede mig lidt. Først til sidst vågnede jeg lidt op, da noget af det gamle blev spillet.
Af og til virkede det hele lidt tilfældigt. Det var næsten som om, at bassisten synes det var utroligt hårdt at flytte den ene finger fra det ene bånd til det andet. Hold da op, hvor så han dog lidende ud af og til.
Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget mere at tilføje til bandets præstation. De virkede som en gruppe mennesker, der havde måttet undvære søvn i meget lang tid. Det sidste vampyrnummer skulle vist have fået publikum til at vågne, men da forsangeren syntes at overspille sin rolle som vampyr, var det ikke noget jeg blev grebet af.
Gorgoroth
Revolution Music
Jeg så dem også på Wacken Open Air 2008. Men på daværende tidspunkt husker jeg at have haft virkelig dårlig mave, så jeg skyndte mig væk. Ja, undskyldningen var da ikke helt dum, vel? Det hele blev gjort på ægte True Black Metal maner. Dog uden grise- eller for den sags skyld fårehoveder på stave. Det gjorde ikke så meget, jeg kunne godt undvære dem. Der var som bekendt også stillet fire kors op til fire nøgne mennesker fra den inderste gruppe af bandets store fanskare. Hænder blev bundet, en pose blev trukket over hovedet på dem hver især. En af dem skulle endda stå i ti minutter, mens lyset endnu ikke var tændt, og rette på en ørering. Haha. Men så kom lyset. Det omtalte og omdiskuterede band gjorde deres entre, de lignede sig selv. Personligt kan jeg ikke se, hvor musikken i det de laver ligger. Skrig, hoste, noget, der skal lyde som en guitar og folk der er døden nær - nej tak.
Jeg er ikke specielt glad for Gorgoroth. Det er ikke musikken, der skræmmer mig på et eller andet punkt. Det er de ”mennesker”, der laver den.
Flere af bandmedlemmerne har en plettet straffeattest, der siger spar to. Voldtægt, voldsom tortur mm. Som ”kvinde” kan det ske, at man vælger at tage mere end ti skridt bagud, når man får øje på den corpsepaintede Gaahl, der står med vidt opspilede øjne og peger på én oppe fra scenen. Man synker en klump i halsen: ”Har han udvalgt mig!?” Ikke desto mindre må man sige, at bandet gør noget ud af deres optræden, om det så gælder nøgne mennesker på kors, corpsepaint, bandmedlemmernes lange søm på kroppen eller alt det ild og den ondskab, der bliver lukket ud under sådan en aften. Men nej, fan gik jeg ikke hen og blev i Store Vega den aften!..

Cradle Of Filth
Revolution Music
Så kom hovednavnet endelig - med intro og hvad der nu ellers hører til.
Jeg bliver lige forundret, hver gang jeg ser Danni Filth, den lille bitte mand. Fuld af energi springer han rundt på scenen med sine små lysende øjne og latexklædte krop.
Gamle kendinge skulle man vente længe på, for bandet spillede næsten udelukkende sange fra det nye album, ”Godspeed on the Devil’s Thunder”. Danni Filth klarede sit arbejde fint med de lange skrig, og den karakteristiske growl. Dog synes jeg ikke at kunne spotte Sarah Jezebel Deva nogen steder. Personligt havde jeg intet hørt om hverken bortvisning eller blindtarmsbetændelse. Ellers sang Filth hendes passager igennem uden problemer.
Så blev jeg forundret igen. Et 3,5 meter højt monster kom til syne på scenen i vaskeægte Eddy-stil. Dog havde denne ”Eddy” gemt sig i en lang kutte, og slog konstant hånden frem og tilbage samt headbangede lystigt i takt med publikum. Flere gange måtte Danni Filth slå krumspring for ikke at blive ramt af kæmpen. Så forsvandt den igen.
På trods af den fantastiske lyd Vega nu engang har, mangler der altid et eller andet, når CoF giver koncert. Det er som om alle indtrykkene kommer meget bedre til udtryk som indspillede numre fra et studie. Rosie Smiths keyboard kæmpede og kæmpede i bøn om at blive hørt, mens et kaos af guitarriffs dominerede lydbilledet. Da det var hende og det keyboard, der bar det meste af den melodiske del til koncerten, var det næsten faretruende tæt på at gå galt op til flere gange. Tit har man hørt en bestemt sang, de har spillet live, og så kommer man hjem, finder den på nettet og tror ikke på at det er den rigtige sang, man har fundet. Sådan er det tit med Cradle. Lyden er ofte grumset og halvdårlig live.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed