fbpx

Copenhell 2019: Scorpions

Der er nok ikke så mange år at give af fra Scorpions’ side – derfor er det ikke helt tosset at Copenhell byder dem velkommen tilbage. Javist de var her i 2016, og så igen i Royal Arena i 2017, og der har vist også været nogle rygter om at de ville bryde op, men så ikke alligevel, og sådan er der så meget. En hel del missede dem nok under det halve skybrud i 2016, jeg gjorde i hvert fald, så for mig falder det på et tørt sted. Dårlig pun, men også under Wacken 2012 måtte jeg fortrække mig pga. en uhørt nedbørsmængde. Så NU skal det være. Og det bliver det, som det sidste hovednavn for Copenhell 2019.

Men sikke en fadæse. Sikke en tam afslutning på en ellers rigtig god Copenhell. Måske var det simpelthen tordenvejret for tre år siden der gjorde det mindeværdigt. Scorpions havde i hvert fald alle chancer: efter at være blevet rusket rundt af Psyke Projekt eller solgt sin sjæl til Satan hos Dimmu Borgir, kunne alle være på plads til fællessang med rig mulighed for at få alkohol indenbords og en gedigen fest startet (eller bibeholdt alt efter temperament). I stedet fik vi et band med en ekstra guitarist udelukkende for show og en tør dinosaur af en forsanger der fik Ozzy til både at ligne og lyde som en sprælsk og velsyngende sanger. Jeg nævner begge dele fordi det var helt tydeligt at man forsøgte at henlede opmærksomheden fra den søvndyssende vokallevering til rytmegruppen, og de gjorde det også udmærket. Men da numrene ikke udelukkende består af guitarsoli kan man ikke undgå at blive revet durk ud af de kortvarige fornøjelser man trods alt får den vej fra så snart Meine åbner munden. Han leverer både fladt, uinspireret og papirtyndt, der er ingen kraft i ham og tilmed er han naglet til stedet. Det er sgu synd at se på.

Og publikum reagerer også ganske prompte, både i form af hvor engageret bifald de får (eller manglen på samme), hvor mange (få) der har hænderne i vejret og ikke mindst hvor stort et antal der slet og ret udvandrer. De der bliver tilbage venter tålmodigt på de to hits Scorpions trods alt har, og både ”Winds of Change” og afslutteren ”Rock You Like A Hurricane” løfter da også niveauet en anelse – problemet er bare at vi skal igennem 14 andre rædderlige sange, et medley samt en ligegyldig (men dog visuelt imponerende) trommesolo inden vi når i mål.

Betingelserne er ellers som nævnt gode, også ud fra et teknisk synspunkt: lyden er god, lysshowet ligeså, mørket er kommet, alle er klar til en sidste energiudladning, den store forløsning. Den kommer bare aldrig. Derfor vil Scorpions også stå som den tammeste lukning af Copenhell i festivalens historie, og det er sgu sørgeligt efter 10 gode år. Havde det bare været SlipKnoT i stedet.

Sætliste:
1) – Going Out With A Bang
2) – Make It Real
3) – Is There Anybody There?
4) – The Zoo
5) – Coast To Coast
6) – Top Of The Bill / Steamrock Fever / Speedy’s Coming / Catch Your Train (medley)
7) – We Built This House
8) – Delicate Dance
9) – Send Me An Angel
10) – Winds Of Change
11) – Bad Boys Running Wild (delvist)
12) – I’m Leaving You (delvist)
13) – Tease Me Please Me
14) – Blackout
15) – Big City Lights
Encore:
16) – Still Loving You
17) – Rock You Like A Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - fredag

Det er en dejligt varm og solbeskinnet dag i Fuengirola på Spaniens sydkyst. Ja, altså, det er det så godt som hver eneste dag hernede, skal jeg hilse og sige. Og flere grunde behøver man såmænd ikke som dansker for at stå i nationalregistret som ‘udvandret’, skal jeg ydermere hilse og sige.

Og hvor er det dog ekstra dejligt, at der findes nok lokale sjæle, der både er tilstrækkeligt venlige, ressourcestærke og passionerede udi den fede, hårde rock, til at de gider stable et så prægtigt arrangement på benene, som debutfestivalen Rock The Coast hermed har givet mig et første- og andenhåndsindtryk af at være.

Man skal ikke ret mange meter ind på den forholdsvist minimalistiske festivalplads for at orientere sig om det vigtigste: hovedscener dér; ølboder dér og dér. Sådan, mand. Og så lige med Middelhavet og badestranden som backdrop. Palmer, bjerge, hoteller, lyseblå himmel og ultramarineblåt ocean.

Og hvad festivalområdet ikke har i længde, har det i højde: Marenostrum er en slotsplads komplet med gammel middelalderfæstning øverst på en stejl græsbakke, hvori der stadig er indlejret elementer fra noget, som jeg bilder mig ind er borgruin. Halvdelen af koncerterne foregår inde i selve borggården.

Prikken over i’et: inden første band tanker jeg og mit følge lige op på fadøl til €4 — svarende til 30,- kr. — for 1/2 liter. Altså 40% billigere end på Copenhell, hvis ledelse med andre ord bør tage noter, hvis de skulle falde over nærværende reportage.


Folkemetalfænomenet Аркона (Arkona) er kommet hertil fra Rusland for at åbne ballet. Og dét formål egner genren sig aldeles glimrende til, selv på modersmålet og i al sin esoteriske indspisthed, komplet med piccolofløjte, brune lærredsdragter og så’n. Musikkens standardmodus er den thrashede ende af Faanefjell. Den kvindelige vokalist Masha “Scream” lever op til sit tilnavn ved udover en fornuftig sangstemme altså tillige at besidde et sejt, bistert rottweilerråb og -growl. (Er det bare mig, eller kommer der flere og flere kvindelige growlere i disse år?)

Arkona er bedst, når de giver kreativiteten lidt los og således vover at vige fra deres hovedspor til de mere Finntroll’ske, polkainspirerede områder af genren. De har både drejelire og sækkepibe med; jeg havde gerne hørt mere til begge dele. Det er ikke fordi, jeg husker ret meget af musikken, og det skyldes altså hverken de slaviske tekster eller de enkelte par fad, jeg får klemt ned på de tre kvarters tid.

Indenfor genren overgår Arkona hverken landsmændene Грай (Grai) eller СатанаКозёл (SatanaKozel) i dansabilitet eller memorabilitet. (Er det lige prætentiøst nok at bruge så’n et par substantiver og namedroppe to russiske folkemetalbands på kyrillisk indenfor samme sætning??) Men Arkona er alt andet lige et professionelt og energisk foretagende, og de får sat gang i både lidt headbanging og lidt kædedans. Godt arbejde af et første band at være. Og jeg skal gerne give dem et ekstra lyt, — altså, hvis chancen nogensinde byder sig.

(Karakter: 4 ud af 6)

 


Der var engang, hvor man gjorde nar af Blaze Bayley. “Blæsebælgen”, kaldte vi ham. Og hey, jeg står sgu ved det. For hér 20 år efter mandens tid i Iron Maiden, hvor han besøger Rock the Coast kun for at fremføre numre fra den blandt fans gerne så uglesete periode, står det klart, at det intet havde med hverken talentmæssig umodenhed eller en både personligt og professionelt presset Steve Harris at gøre dengang. Selve Bayleys klang egner sig simpelthen bare ikke til Harris’ sangskrivning, som den gør til mandens gamle hovedband, Wolfsbane.

Imidlertid har den stakkels Bayley måttet affinde sig med sit liv på nogle områder, der gør hele hans historie og person til en rørende, sympatisk skæbnefortælling. Én ting er, at han blev uigenkaldeligt kendt som manden, der ikke kunne fylde skoene ud fra forgængeren Bruce Dickinson. (Hvem fuck havde i øvrigt kunnet dét, og hvem fuck havde ikke taget tjansen alligevel?!) En anden er, at det rent kosmetisk er gået den samme vej for den engang så flotte fyr som for den endnu tidligere forgænger, Paul Di’Anno: 30-40 ekstra kilo og skaldethed i et uhelbredeligt omfang. (Det var muligvis nemt at være bandets kønneste flankeret af Janick Gers og Dave Murray dengang; i dag havde det været umuligt for ham). Og i 2008 mistede han sin hustru, som han få måneder forinden havde giftet sig med efter et forhold på knapt 20 år. — Og dermed al lyst til at fortsætte liv og karriere hvis det ikke havde været for netop hendes formaning om at gøre det.

Selvom der endnu ikke er halvt så mange fremmødte, som der er plads til på festivalgrunden, tilkendegiver Bayley at være dybt taknemmelig — både for al vores respons og for sin tid i Iron Maiden. Og som dedikeret showmand får han fyret godt op under os, der nu engang er her. Selvom hverken “The Angel and the Gambler”, “Futureal” eller den indledende “Lord of the Flies” nogensinde kommer til at lyde som mere end en halvhjertet version af det både før- og sidenhen atter så mægtige Maiden, er der med tiden kommet en sælsom nostalgi over disse numre. Og altså, herregud, det var to plader, og det var fem år i 90’erne hvor samtlige metalbands, der havde haft nævneværdig succes årtiet forinden, altså var mere eller mindre karrieremæssigt udfordrede.

Derudover er det altså fedt at høre de decideret gode “The Sign of the Cross” og “The Clansman”, blæsebælgsvokal eller ej. “Man on the Edge” er for så vidt også et fint nummer, selvom den i dag er meget nedbarberet og lige ved at snuble over egne ben i et næsten thrashet tempo. Og selvom den afsluttende “Como Estais Amigos” (sic) begribeligvis aldrig er blevet smidt på anlægget af ret mange menneskers egen fri vilje, er der alligevel noget ved Bayleys historie og anledningens lokalitet, der får den til at bide sig fast i dag:

Inside the scream is silence / 
Inside it must remain

No victory, and no vanquished
 / Only horror, only pain

No more tears, no more tears

If we live for a hundred years,

Amigos, no more tears

Det er fandme vigtigt, at man viser Blaze Bayley respekt ved at møde op og rocke ud til hans repertoire, om man kan lide det eller ej. For det er mandens liv, det handler om, og ved at blotlægge det for os viser han både et mod og en ydmyghed, der kun er de allerbedste af os forundt.

(Karakter: 4 ud af 6)



Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke giver Graveyard en chance. Begge de koncerter, jeg har set med dem, har været kedelige. Og det er sjovt, for deres musik er egentlig både meget energisk og fandme cool i al sin retrokvalitet. Så jeg VIL bestemt gerne kunne stå og synes om at overvære en optræden med dem.

Men som liveband mangler de nogle helt basale færdigheder udi sådan noget som fucking publikumskontakt og måske bare kontinuitet, — altså, så der ikke kommer de dér pauser mellem numrene hvor der bare ender med at være stilhed på på scenen og i crowden. For som det ser ud nu, må man nærmest skulle være fan på backpatch-basis for ikke at blive hægtet mere eller mindre af, når de stenede svenskere, om det så er bevidst eller ej, undlader at gøre alle de ting, som KISS gør til deres koncerter, fordi de bare fucking virker.

Jeg KAN godt lide selve Graveyards blues’ede retrogarageprotoheavyrock. Og jeg bilder mig ind, at jeg genkender titelnummeret fra den dér “Hisingen Blues”. Men koncentrationen ryger, for Graveyard er for indadvendte til at fastholde min opmærksomhed. Og så er det altså også en mulighed, at netop musikkens stenede beskaffenhed forekommer på bekostning af mere memorable elementer.

Får de en chance til, næste gang muligheden foreligger? Sikkert. Men indtil videre har mine forventninger altså kun et hattrick af 3/6’ere at bero på.

(Karakter: 3 ud af 6)



U.D.O. — af enkelte bedre kendt som Udo Dirkschneider fra Accept — har på intet tidspunkt i hele livet veget fra at smede så bundsolidt stål, at selv dybt konservative genrefæller som Saxon og Krokus må fortryde deres ellers nok så kortvarige derouter udi (i øvrigt fejlslagne) kommercielle eskapader, når de kigger i retning af onkel Udos karriere.

Ja, det er såmænd næppe noget tilfælde, at mandens seneste album (2018) bærer titlen “Steelfactory” (sic). Ligesom Udo alle dage har lydt som en hæs Dame Edna, der bliver dolket i låret med en gaffel, har han alle dage LIGNET en gammel stålværftsarbejder, der sidder på Centerpub Amagerhylden og venter på en gang biksemad til sin Wiibroe.

Det er altsammen en del af dén umiskendelige proletarcharme, der bare ER over den oprindelige heavyscene. Det er fandme ikke forkælede strandvejsbørn eller vandkæmmede økonomistuderende, der spiller ægte heavy; det er folk med intet andet end et mere eller mindre drænende håndværkergig til daglig, som bare skal glemmes i den korte, magiske stjernestund. Og selvom Udo hverken har genopfundet eller opfundet ret meget andet end måske lige pigsqueal’et og den kubiske kropsbygning, har han lavet så meget mere end rigeligt med kvalitetshegn til netop så’n en times stjernestund som hér.

Det er især karrierens relativt ældre numre, der står ud for mit vedkommende. “Independence Day” kunne snildt have været den største Accept-klassiker fra genforeningsperioden i 90’erne. “Vendetta” er tungere end ret meget andet, som Accept nogensinde stod bag. Og selvom jeg sagtens kan se, hvordan “Man and Machine” må kunne virke lidt fjollet for udenforstående, er den ren fryd, når man, som jeg, i store træk lever og ånder for stadionheavy med rå løg og ekstra ost.

Selvfølgelig er debutskæringerne “Animal House” og den afsluttende “They Want War” noget af det tætteste, den gode Udo i sit soloforetagende kommer på at have de deciderede hits, som den helt klassiske Accept-periode kastede af sig. Det kan virke uretfærdigt at holde fast i sammenligningen med hovedbandet, men det VAR sgu dér, mandens største hymner blev støbt. Og der havde jo lissom heller ikke været nogen nævneværdig Robert Plant, hvis der ikke var blevet dannet et Led Zeppelin.

Den størst tænkelige anke må således være, at vi ikke lige får en “Metal Heart” eller “Balls to the Wall” — eller i det mindste “I’m a Rebel” — at gå op i ølteltet på. Men altså, fred være med det, og tak til onkel Udo for at dedikere sit liv til true metal.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Indrømmet: jeg har ikke det store forhold til UFO, udover altså at der var engang, hvor de havde en bette guitarist ved navn Michael Schencker med i folden, og dengang lavede de nogle ganske forrygende skæringer. Ikke mindst dén “Doctor, Doctor” som Iron Maiden kører over PA’et inden showstart, og som jeg således har hørt langt flere gange end nogen andre UFO-numre, og som således er blevet UFO’s største hit, og som således runder deres sæt af på denne, gruppens 50-års afskedstour.

Den 71-årige, mere og mere skilpaddelignende forsanger Phil Mogg minder da også mere om noget, man normalt ville finde indsvøbt i et hæklet tæppe i en gyngestol på et plejehjem end på en scene foran tusindvis af skrigende fans. Hans professionelle rutine kan mærkes, men hans attitude virker mere som en distingveret engelsk lord i en Jane Austen-roman end om nogen rockstjerne.

Så meget desto tungere lyder visse af numrene til gengæld. Især klassikeren “Love to Love”, hvis massive distortionsound anno 2019 vel må tilskrives den forholdsvist nyligt tilføjede eks-Alice Cooper-guitarist Vinnie Moore. (Ikke ulig den nutidige klang hos de dér kamptatoverede, påfaldende-ikke-ret-meget-over-40-årige gutter der turnerer rundt og somme tider kalder sig Thin Lizzy nu om dage.)

Men det klæder sgu numrene med et ekstra skud testosteron, synes jeg. I dag virker de klassiske UFO-numre fra glansperioden lidt mere som koryfæer end som de evergreens, de måske i højere grad var blevet til, hvis gruppens solide midt-til-slut-70’er-lineup havde holdt sammen, — ligesom det gjorde hos de samtidige og sidenhen mere navnkundige protometallere Scorpions og Judas Priest.

Men anyway, udover førnævnte klassikere er det fedt endelig at høre “Only You Can Rock Me”, “Lights Out” og “Rock Bottom” live. Ja, og for den sags skyld også alt det andet. (Det er hård rock, jo.) Og så virker det altså på publikumsmodtagelsen af ikke mindst nævnte numre, som om de lokale rockkoncertgængere er væsentligt mere dedikerede end de danske, — et element der præger størstedelen af de shows, jeg får overværet i weekendens løb.

(Karakter: 4 ud af 6)



Nå. Apropos Scorpions, så er de jo ligesom aftenens hovednavn. Dog må jeg indrømme, at jeg som udgangspunkt bruger nogle numre på at lure, hvorhenne det bedst kan betale sig at stå i madkø, når man holder pris, kvalitet og ventetid op mod hinanden. (Ved et sammentræf bliver vinderen i øvrigt den tyske pølsebod!) Og så må man da hellere prøve om de dér whisky-og-cola-drinks nu virkelig også er så stærke igen. (Det var de.)

Det er først under fjerde nummer, “The Zoo”, at jeg kommer lidt ind i Scorpions-showet. Og selvom det er superprof med flere scenesetups og større storskærms- og lysshow end nogen andre optrædende, går der lige lidt tid, inden sættet falder helt i hak for mit vedkommende. Nye numre som jeg ikke kender. Langt medley med helt gamle numre fra de dér plader som jeg ikke engang har kunnet opdrive.

Det er faktisk først midtvejs, under balladerne — den flotte “Send Me an Angel” og den uundgåelige stadionbasker “Wind of Change” — at jeg og Scorps endegyldigt connecter i aften. For helvede, klassikere ER altså klassikere af mangen en årsag, og det er dem, man vil høre, når man er på +10K-personers præmisser og har tyret fad i timevis. Det er ikke månedens Gaffa-demo på Stengade, det hér.

Herfra er sættet lidt som en gave, der bliver ved med at give. Livsbekræftende er det ikke mindst at høre “Bad Boys Running Wild”, et af alle tiders kvintessentielle hard rock-numre, på et sted hvor publikum som før nævnt bare virker mere passionerede end i Danmark. Den derpå følgende “Tease Me, Please Me” symboliserer for mange +50-årige fans nok et forfald til ond, ond kommercialisme, men for mig betyder det i store træk, at man rent faktisk kan huske nummeret, hvilket altså er ret fedt, når man er så mange mennesker samlet for at rocke til det. Og så kommer der altså en “Blackout” bagefter, der vidt og bredt regnes som et ret stort guldalderværk indenfor det dér heavy metal.

Inden da skal Mikkey Dee naturligvis have en trommesolo, hvor han hejses 20 meter op i luften og bades i spotlights fra alle retninger. Han har lige så meget ild i røven som gennem de sidste 40 år, og det er endnu et livsbekræftende element. Blandt disse tæller tillige den bette charmetrold Klaus Meine, der på uimodståelig vis tager brodden (sorry!) af hele foretagendet med sin ikoniske omvendte læder-sixpence, sit nuttede Tommy Wiseau-grin og sin omtrent halvanden hundelort høje statur. Tænk engang at denne gruppe nogensinde har været kontroversiel.

Jeg er egentlig ved at forlade pladsen efter hovedsættets konklusion, “Big City Nights”. Togene til Málaga holder op med at gå kl. 00:20 (supersmart når man er på festival). Men dammit, jeg nægter at befinde mig på det ene sted i verden, hvor der nu i aften bliver spillet “Rock You Like a Hurricane”, uden også rent faktisk at ROCKE til “Rock You Like a Hurricane”. Så jeg overlader natten til skæbnen og får både “Rock You Like a Hurricane” og inden da endnu en fællessang i lige så uundgåelige “Still Loving You”.

(Karakter: 4,5 ud af 6)



Det viser sig i øvrigt, at der alligevel er tid til at nå toget bagefter, — hvilket så igen betyder, at jeg ikke får set Europe og Carcass. Ja, sådan kan det gå, når man er blevet for magelig til andet end sin egen seng, og arbejder for meget til at arrangere smarte ting som lokal soveplads. (Ikke at jeg gider retfærdiggøre min relativt fremskredne modenhed for meget; natten til søndag tilbringer jeg forskelige steder i Fuengirola…)

Som man måske har fået fornemmelsen af, har første dag været en hyggelig øl- og solrig affære i selskab med andre danskere, der også kan se det smarte i at opsøge fuld valuta for pengene ved at kigge udenfor DK’s grænser. Rock the Coast er langt billigere end Copenhell selv inklusive flybilletter, garanteret regnfri, langt mere solbeskinnet, og med mindst lige så høj programkvalitet pr. tilbragt dag. Selv fredagens lige lovligt friske brise har ikke skæmmet lyden overhovedet, og dét er altså mere, end hvad man kan sige om de forhold, jeg husker fra Copenhell.

Rent programmæssigt må fredagen siges at have haft et solidt bundniveau uden de store udsving. Og som det skulle vise sig, — og som jeg havde forventet, — skulle det blive lørdagen, der bød på de bedste musikalske oplevelser.


Se anden del af vores reportage hér.


(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • DECAPITATED_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • DARK FUNERAL_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • GRUSOM_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Scorpions - Copenhell 2016

Det er ikke fordi, mine forventninger til Scorpions har kunnet ligge på noget videre stort areal, siden jeg udvandrede fra deres ganske uvedkommende performance på Wacken 2012. En performance der dog også led under et gedigent lortevejr.

Men sådan noget som monsunregn på nordlige, tempererede breddegrader må trods alt også betragtes som en usandsynlig, isoleret hændelse, ikke? Jeg mener, hvad er odds’ene for, at det ligefrem kommer til at pisse ned, når man arrangerer en open air-festival tre uger inde i juni måned??

*SUK*

Jeg hader virkelig det danske klima. Helt ærligt… det er sommer! Eller, det skal det i hvert fald forestille at være. Hvem fanden bliver boende i et land, hvor vejret er sådan hér?? Okay, det gør jeg selv, men år for år overvejer jeg i højere og højere grad, om ikke det er ved at grænse til selvpineri.

Nej, men det var også Scorpions, jeg kom fra. “Okay”, tænker jeg. “Jeg står her og ser hele koncerten, som jeg skal, og så tager jeg hjem”. Det regner, jeg bliver gennemblødt, og selvom min søde sidemakkerinde køber et par regnslag med til os under en øl-ekspedition, er skaden sket. Selv ikke det, at Mikkey Dee er med på tønder, kan ændre ved, at min brandert og mit humør er forduftet. Jeg er sur, træt, helt alene i verden og vil bare hjem i tørvejr.

Men der sker noget. Flere ting. Cirka halvvejs inde i sættet stopper regnen, førnævnte makkerinde losser mig over efter bajere, og bandet når til de obligatoriske “Crazy World”-klassikere “Send Me An Angel” og “Wind of Change”. Jaja, sidstnævnte er gennem et kvart århundrede blevet behørigt gennemplyndret af samtlige radiokanaler i verden, der nogensinde har haft med rockmusik at gøre, men det gør den sgu ikke til mindre end en af alle tiders største powerballader.

Og jeg skammer mig ikke over den klump, jeg får i halsen. Tværtimod stoler jeg sgu ikke rigtig på mænd, der ikke bliver mærkbart rørt af store, svulstige rockhymner. Der er lissom noget unaturligt over det.

Ud over en som altid blæret trommesolo fra førnævnte Motörhead-legende byder showets anden halvdel også på de ræsonnerende “Blackout”-baskere “Dynamite”, “Big City Nights” og - lykkeligvis - titelnummeret. Og så synes jeg, “No One Like You” fastcementerer, at Scorpions - og for den sags skyld Copenhell - er mere end bare metal. Det hér er hård rock. Og bevares, bandet er da efterhånden en helt familievenlig størrelse. Klaus Meine er en glad lille hyggeonkel, der ikke længere har helt styr på, hvilket år vi er i, og de to ekstranumre “Still Loving You” og “Rock You Like a Hurricane” er vel efterhånden lige så forudsigelige og formulariske som juleaften.

Men klichéer kommer altid et sted fra, og i dette tilfælde virker lortet sgu også bare. Til forskel fra mig lader de gæve germanere sig ikke tilnærmelsesvist kue af en smule vand. Ikke mindst øksebetvinger Mathias Jabs bruger flittigt catwalken til at showcase sine fornemme improvisatoriske evner. Scorpions er trods alt også ude på deres - og hold nu fast - HALVTREDS års jubilæumsturné. I den alder har man styr på sit pis, og af et band at være, hvis første inkarnation så dagens lys flere år inden ungdomsoprøret, holder Scorpions sig skræmmende godt.

Så det blev trods alt en god aften ovenpå en god dag. Og selvfølgelig var det kærkomne tørvejr en stor del af grunden hertil. Men det var Scorpions også.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • BLIND GUARDIAN_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • AUGUST BURNS RED_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • ALICE COOPER_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Scorpions, Amon Amarth m.fl. på Copenhell 2016

Copenhell kunne i dag præsentere endnu en af årets headlinere, nemlig Scorpions. Samtidig offentliggøres også Amon Amarth, Abbath, Entombed A.D og yderlige 10 bands til sommerens store metal fest på Refshaleøen.

Her har du Copenhell’s offentliggørelse:
”SCORPIONS optræder som hovednavn, AMON AMARTH vender tilbage til Refshaleøen, og 12 yderligere bands spiller på COPENHELL 2016 til sommer.

COPENHELL 2016 bliver rock- og metalveteranernes helt store hædersparade, når kæmpestore navne som BLACK SABBATH, ALICE COOPER, KING DIAMOND og MEGADETH får selskab af heavyrockens måske allervigtigste navn nogensinde – SCORPIONS! De tyske rockrebeller er netop nu i gang med deres 50-års jubilæumsturné, som allerede fra starten har høstet kolossal ros blandt musikanmeldere og koncertgæster på den anden side af Atlanten. Det bliver ganske enkelt ikke meget større for fans af klassisk heavyrock, når “Rock You Like A Hurricane”, “Dynamite” og et væld af andre megahits gjalder ud over København til sommer!

Det er også en stor fornøjelse at præsentere et af de mest efterspurgte navne til COPENHELL 2016 – AMON AMARTH! Svenskernes forrygende koncert på Refshaleøen for tre år siden var en folkefest uden lige, og de står atter en gang klar til at drage på plyndringstogt blandt publikum med deres stemningsfulde vikingemetal!

Norge står for et af festivalens andre store nye navne, når ABBATH besøger os for at levere deres dundrende tunge og groovy black metal. Alter Bridge-guitaristen Mark Tremontis soloprojekt TREMONTI spiller en effektiv cocktail af rock og thrash- og speedmetal, mens svenske ENTOMBED A.D. er garant for rendyrket, brutal dødsmetal.

Den tyske trio KADAVAR spiller psykedelisk retro-syrerock og proto-metal, der leder tankerne direkte tilbage på 1970’ernes store navne. De svenske mørkmænd fra TRIBULATION præsenterer deres særegne blanding af doom, black metal og progressiv heavyrock, mens DARK FUNERAL opstiller en mur af barberbladsskarpe riffs og dundrende trommer med deres brutale og blasfemiske black metal.

Kan Lækre Jens og de andre tosser fra RED WARSZAWA overgå deres kaoskoncert fra sidste år, når publikum får chancen for at opleve dem igen på COPENHELL 2016? Sikkert ikke – men det bliver uden tvivl en stor oplevelse alligevel! Forvent derudover rene mareridtskoncerter, når danske REDWOOD HILL skruer op for deres rå og beskidte post-black metal, mens det britiske doom-band WITH THE DEAD overfalder publikum med en sjæleknusende bredside af rendyrket depression og ondskab.

Det amerikanske thrash-band HAVOK supplerer med hård thrash, mens GRUSOMs hårde retro-riffs og I’LL BE DAMNEDs fandenivoldske revolutionsrock runder den danske tilstedeværelse på COPENHELL 2016 flot af!

Med alle hovednavnene og langt de fleste af COPENHELL 2016-plakatens bands på plads er fundamentet til Nordens vildeste rock- og metalfestival lagt med et øresønderrivende brag. Det bliver tre uforglemmelige dage i selskab med både legendariske stjerner og spændende nye navne – og ikke mindst verdens bedste publikum!

Lørdagsbilletter til COPENHELL 2016 er udsolgt, men der kan stadig købes endagsbilletter til torsdag og fredag og partoutbilletter til alle festivalens tre dage på Billetnet.dk.”

Læs mere...

Wacken Open Air 2006

SCORPIONS - Torsdag kl. 21:45 (True metal stage)
Karakter: 2 / 6
Torsdag aften var en forholdsvis kedelig aften. Der var blot 4 bands på programmet, og der var kun gang i en af scenerne.
Det eneste band jeg gad at tjekke ud var Scorpions; og det på trods af, at jeg hverken kender eller kan lide bandet særlig godt.

Bandet gik på til tiden, og jeg kunne hurtigt høre, at lyden var standard. Når jeg siger standard, så mener jeg Wacken-standard, og det er altså ikke særlig godt.

Scorpions spillede en god håndfuld hits, men på intet tidspunkt var jeg oppe at køre. Det var faktisk den generelle stemning i publikum. Folk virkede lidt uimponerede. Aftenens højdepunkt var "Rock You Like A Hurricane", der selvfølgelig sparkede røv og fik folk godt med.
Det var alt i alt en kedelig koncert med noget rimelig tyndt vokalarbejde. Sidst men ikke mindst er det totalt utilgiveligt, at de ikke spillede klassikeren "Wind Of Change".... Kom ind i kampen, i mawere tyskere.

MYSTIC CIRCLE - Fredag kl. 11:00 (Black stage)
Karakter: 1 / 6
Jeg vidste ikke hvad Mystic Circle var for noget, så jeg gik hen for at få stillet min nysgerrighed. Jeg hørte 3 minutter af koncerten. Det viste sig nemlig, at der var tale om black metal, og oveni det med dårlig lyd, så jeg smuttede. Så en lidt subjektiv karakter herfra (Jeg er jo Mr. Anti-black).

WINTERSUN - Fredag kl. 12:00 (True metal stage)
Karakter: 3 / 6
Bandet spillede en tight, men rimelig kedelig koncert. Forsanger og guitarist Jari (et eller andet langt ude efternavn) er bestemt ikke uden evner. Han blander en black metal vokal (øv) med fantastisk 80'er vokal, det sidstnævnte sparker røv. Han spillede på en Paul Gilbert spade, og det skulle hurtigt vise sig hvorfor. Masser af sweeps og tapping - FEE!!! 3-tallet er for blær, musikken var nemlig ganske kedelig og rimelig standard.

LEGION OF THE DAMNED - Fredag kl. 12:55 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Hollandske L.O.T.D lagde ud med nummeret "Werewolf Corpse", og så var stilen ligesom lagt. De spillede noget uoriginalt og meget oldschool thrash, i stil med Slayer. Der var garn over det hele, og det var en rigtig god koncert, hvor folk var godt med. De sluttede perfekt med nummeret "Legion Of The Damned", der efter min mening nok er den bedste skæring på deres debut "Malevolent Rapture" (skiven kan anbefales til folk, der kan lide fee thrash med skrigende vokal).
- Det var dejligt med en god omgang lige-ud-ad-landevejen thrash.

SIX FEET UNDER - Fredag kl. 15:00 (Black stage)
Karakter: 3½ / 6
S.F.U var som man kunne forvente - tight, oldschool, groovy og tunge. Chris Barnes er sgu en rutineret ræv. Han kan sit pis - både som sanger og som frontfigur. For mig var det en meget gennemsnitlig koncert, uden de store overraskelser. Det var kopi-numrene, der rykkede bedst. "Warmachine" og "T.N.T" satte virkelig gang i publikum.... Sejt!


NEVERMORE - Fredag kl. 16:15 (True metal stage)
Karakter: 5½ / 6
Så kom vi endelig til noget som undertegnede havde glædet sig meget til at se. For 2 år siden spillede Nevermore også her på festivalen, og det var fee, men lyden var ekstremt elendig. Lyden var heller ikke god denne gang, men stadig væsentlig bedre end for et par år siden.
Nevermore havde en anden makker med på spade som stand-in for Steve Smythe, som desværre er meget syg for tiden.
"Final Product" var åbningsnummeret, og folk var godt med - singalong, og alt det der. De to næste på programmet var "The River Dragon Has Come" og "I, Voyager". Folk sang med, gik berserk og det var tydeligt at se, at Nevermores popularitet stiger og stiger. Af andre numre jeg lige kan huske, spillede de: "Dead Heart In A Dead World", "Narcosynthesis", "Born", "Engines Of Hate", og meget uventet, "This Godless Endeavour". En lang satan på mere end 8 minutter - Sejt! Warrel Dane lagde op til, at folk skulle crowdsurfe. De skulle slå en Wacken rekord - ha ha.... Jeg tror ikke den blev slået, men måske var det tæt på?
Det var en superfee koncert, med en masse energi og lir..... Hold kæft hvor spiller de stramt!!!!!

SOILWORK - Fredag kl. 17:30 (Party stage)
Karakter: 4 / 6
Jeg skulle vælge imellem Soilwork og Opeth, og da jeg ikke kender Opeth særlig godt, faldt valget på Soilwork. Bandet havde den bedste lyd, jeg indtil videre havde hørt på festivalen; man kunne høre alt - FEE!!! De spillede alle deres hits, og det var rigtig fee at stå og skråle med. Martin S (Dawn Of Demise), Lars Ole Bøgel (Ferocity), Brylle (Mnemic) og mig selv, sang med på alle omkvæd (øllet havde sat dets præg). Bandet har fået Dirk fra Scarve med trommer, og han spillede fandeme godt - godt valg, drenge.

CARNIVORE - Fredag kl. 20:00 (Black stage)
Karakter: 3 / 6
Det var ikke fordi jeg kendte Carnivore særlig godt (har dog "Retaliate" på vinyl), at jeg gik over for at se dem. Jeg ville da bare lige se giganten Pete Steele "in-action". Bandet fremførte deres New Yorker hardcore med stil, det fungerede ganske ok live. En lille celebrity bonus fik man da også med i købet. Bandet havde Joey C. fra Life Of Agony med på rytmespade, og han har sgu en god energi på scenen.
Til folk der ikke kender Carnivore, så er det Pete Steele's gamle hardcore band. Det han spillede i før han startede Type O Negative.

CHILDREN OF BODOM - Fredag kl. 21:30 (True metal stage)
Karakter: 4 / 6
Dette skulle så være anden gang jeg skulle se finske Children Of Bodom, og ved i hvad? Det var sgu præcis lige så godt som første gang. Ganske fed lyd, et godt liveshow (Denne gang med en masse biler), og et velspillet og interessant sæt. Mine personlige favoritter var "needled 24/7" og "Sixpounder". Sidstnævnte satte ihvertfald gang i mig og mit Brian-slæng. Alexi L. spillede fantastisk, og havde som altid et godt publikumstække. Jeg gad bare godt, at de kunne tage en slapper med det forbandede keyboard... Øv!!!! Hvor er det træls at høre på i længden.

Jeg ville så gerne have set tyske Primal Fear med kæmpen Ralf i forgrunden, men var desværre for fuld og faldt i søvn.

ABORTED - Lørdag kl. 12:00 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Jeg hørte Aborted for første gang, dagen inden vi skulle afsted til Wacken. Så det er desværre umuligt for mig at fortælle, hvilke numre de spillede, fordi jeg aner det simpelthen ikke. Jeg kan dog sige, at de var fede.

Bandet spillede en god koncert med masser af headbanging og skrald på. Deres blanding af death metal, goregrind, N.Y dødsmetal og hardcore (meget lidt) fungerede rigtig godt live. Der var masser af dyb vokal, og det synes onkel Bjørn jo er superfee!!!! Jeg gad bare godt, at vores kære Sven gad at slappe af med det der råberi. Det kommer til at virke lidt metalcore-agtigt, og det kan for fanden da ikke være meningen? (jeg har ikke noget imod metalcore, synes bare ikke lige, at passer ind i Aborted).
I bund og grund var dette en rigtig god og interessant dødsmetal koncert. Jeg skal helt sikkert tjekke dem bedre ud. Som et ekstra plus spillede bandet lige Carcass' klassiker "Heartwork" - god stil der!!!!

BLOODTHORN - Lørdag kl. 13:55 (Party stage)
Karakter: 1½ / 6
Med det navn troede jeg, at der var tale om noget død, men nej: det var black metal, og det lød rimelig mawert. Jeg ville dog lige sige, at de en sjælden gang imellem præsterede at fyre et fee riff af. Det var dog en dårlig koncert alligevel, altså de ti minutter jeg så.

ARCH ENEMY - Lørdag kl. 13:55 (Black stage)
Karakter: 4 / 6
Arch Enemy var nøjagtigt som jeg havde regnet med, at de var - supertighte. Michael Amott og deres nye guitarist (som jeg ikke ved hvad hedder - eller gør jeg? et eller andet med akesson... måske?) spillede fedt, masser af harmonier og rigeligt med soli. Mike kan sgu stadig. Sharlee D'angelo er altid god på en scene, og det samme kan siges om Angela Gossow, der rigtigt fik struttet med røven... jaja, det må vi så absolut ikke klage over. De spillede deres hits, deriblandt "We Will Rise", som undertegnede nok synes var koncertens højdepunkt. Det sad altsammen i skabet -Fedt! Specielt trommeslager Daniel Erlandsson spillede som en maskine. Alle stortromme parterne sad lige i skabet, og det kan man sgu ikke sige om mange grydebankere. En mere en godkendt koncert herfra.

FEAR FACTORY - Lørdag kl .14:45 (True metal stage)
Karakter: 3½ / 6
Christians ben er helet. Så allerede der vidste man bare, at sceneshowet ville blive mere interessant end i Århus sidste gang.
Bandet havde et sæt med, der var smækfyldt med fede numre, deriblandt "Edgecrusher", "Slave labour" og den gode gamle "Replica", der virkelig satte gang i de grimme tyskere. Jeg er bare ikke tossevild med Fear Factory længere. Det gik faktisk over inden de lavede "Obsolete". Så jeg synes jo, at koncerten gik hen og blev lidt kedelig. Lidt ligesom i Århus, det var fedt at høre deres hits, og så var det det. Christian Olde Wolbers havde fødselsdag, så der blevet sunget føs'das sang, og bandet valgte lige at spille to minutter af Pantera klassikeren "Walk", hvorfor ved jeg ikke? Men det var for mig koncertens klimaks. Lige her tilsidst - Burton C. Bell synger fandeme ringe. Der var ikke noget af det rene vokal, der sad som det skulle.

MORBID ANGEL - Lørdag kl. 16:00 (Black stage)
Karakter: 5½ / 6
Her kom der så noget, som Bjørn J virkelig havde set frem til. Det var ikke bare Morbid Angel, men Morbid Angel med David Vincent tilbage i folden - Yihaaaa!!!!! Han har været meget savnet!!!!
Lyden var ikke særlig god, ikke på noget tidspunkt, men blev dog bedre og tilnærmelsesvis ok omkring halvvejs gennem sættet
Som nævnt før, er David Vincent tilbage, og som en ekstra "treat" var Erik Rutan med på spade. Så der var jo tale om en vaskeægte "Domination" besætning.
Bandet åbnede koncerten med "Rapture" fra "Covenant" skiven, og fulgte så op med "Pain Divine" fra samme skive. Der var nu rigtig godt gang i publikum. Over 20.000 dødshoveder fik fandeme smæk for skillingen. Nu skal jeg så prøve at huske, hvad de ellers spillede - Here goes nothing: "Maze Of Torment", "Lord Of All Fevers And Plagues", "Chapel Of Ghouls", "Immortal Rites", "Fall From Grace", "Dawn Of The Angry", "Sworn To The Black", "Where The Slime Live" og "God Of Emptiness". De to sidstnævnte blev spillet lige efter hinanden - MEGASEJT!!!!!!!! To af dødsmetallens allerstørste numre - WOW!!! Jeg er stadig oppe at køre.

Jeg er genfødt Morbid Angel fan. David Vincent var kongen, og tro mig; det er han stadigvæk. Selvom vi ikke hørte "Blood On My Hands" og et par andre, så var det fandeme en god koncert med ene af numre fra "Vincent-perioden" - Det passede mig egentlig fint nok.

P.S Hvad Phil Rudd (AC/DC) er for 2/4, er Pete Sandoval for stortrommer.

ATHEIST - Lørdag kl. 18:45 (Party stage)
Karakter: 5 / 6
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få chancen for at se Atheist live igen. Sidst jeg så dem, var i Århus, i 93'. De blev opløst samme år. Så dette skulle være lidt af en "dream come true".
Deres tre skiver "Piece Of Time", "Unquestionable Pressence" og "Elements" har kørt jævnligt på mit anlæg i de sidste 12-15 år, så juhuuuuu - jeg glædede mig.
Bandet spillede stramt, og havde en ganske ok lyd. Det var meget vigtigt, da Atheist jo spiller super teknisk, og en musik der er smækfyldt med en masse små detaljer.
Specielt skal nævnes superbassisten Tony Choy, der overtog bastjansen efter den tragiske død af basmonsteret Roger Patterson i 92' (R.I.P). Tony Choy spillede som en drøm, og gav den virkelig fuld skrue igennem hele koncerten. Kelly (forsanger) sørgede også for at få gang i folk, og det hele fungerede denne eftermiddag/aften for Atheist. Bandet spillede blandt andet: "Green", "Air", "Mineral", "Piece Of Time", "I Deny"(tror jeg nok den hedder) og "Motherman", min personlige favorit. De spillede selvfølgelig flere numre. Jeg kan bare ikke huske det. På det tidspunkt var jeg nok allerede ved at være der - hvis i ved hvad jeg mener?
Kelly Schaefer lignede lidt en kopi af Axl Rose, dog vil jeg sige, at makkeren er omkring ti gange sejere end Axl....Ihvertfald nu om dage.

WHITESNAKE - Lørdag kl. 20:15 (True metal stage)
Karakter: 5 / 6
Jeg er ikke rigtigt inde i Whitesnakes materiale, men jeg vil sige dette om deres koncert: David Coverdale sang perfekt, Tommy Aldridge spillede megafede gryder og guitaristerne spillede begge som en drøm. Bandet havde uden tvivl festivalens bedste lyd og klassikeren "Here I Go Again" sparkede herre røv! - Mega fee koncert!!!

OBSCENITY - Lørdag kl. 23:15 (Wet stage)
Karakter: 4 / 6
Nu får jeg garanteret skideballe? Jeg gik i teltet for at se tysker død med smæk på, frem for at se motorhead - hahaha!!!! Det er nu ikke fordi at jeg ikke kan lide motorhead, tværtimod. Jeg har bare set dem et par gange før, og jeg var småfuld, så det skulle være noget hegn med fart på - nemlig.
Bandet spillede dødsmetal i den hurtigere ende af skalaen, og det var fee. Thomas fra powermetal.dk og mig selv stod og nød koncerten, og mine pilsnere blev drukket hurtigt - øv! (men det er jo død, så ryger de bare hurtigere ned). Obscenity's dødsmetal lyder meget henad Cannibal Corpse, og det er jo ikke helt ringe. Specielt vil jeg fremhæve nummeret "Cold Blooded Murder", der med dens tunge stykker ihvertfald gav undertegnet lyst til at svinge med garnet.... Men nej, for gammel og for fuld. Er du til CC? så synes jeg, du skal prøve at tjekke Obscenity ud....

Dette års Wacken Open Air var en succes. Der var udsolgt, programmet var ganske udmærket og solen stod højt på himlen. Jeg vil gerne rose Wacken for deres toilet og badeforhold. Det skal fandeme være iorden, og det var det også. Sidst men ikke mindst - tak for kolde øl, god mad og en masse fee hegn.... Ses helt sikkert næste år.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed