fbpx

Satyricon - Live At The Opera

Forsøg på sammensmeltning af rytmisk og klassisk musik er langt fra noget nyt, heller ikke indenfor Hardrock og Metal: Deep Purple gjorde det tilbage i 1969, og siden har masser af navne fra Scorpions til Metallica gjort det, hvor sidstnævntes ”S&M” er et af de mest vellykkede. Indenfor den Sorte Metal har der ikke været mange tilløb, men i forbindelse med en musikfestival i Oslo gav Satyricon i 2013 en koncert i byens opera sammen med operaens kor. Koncerten blev optaget, og udkommer nu på DVD i forskellige versioner, bl.a. én hvor 2 CD’er indeholder lydsiden.

Hvis man, som undertegnede, kun har et overfladisk kendskab til klassisk kormusik, er denne udgivelse et eksempel på, hvor voldsomt et operakor kan være; især de høje kvindestemmer kan være ret anmassende. Hvis man kombinerer med anden musik, skal denne derfor være stærk for ikke at blive tromlet ned. Satyricon beviser , at deres bagkatalog indeholder meget stærke skæringer, og man har naturligvis haft mulighed for at plukke de mest egnede numre ud. Her passer storslåede sager som ”To the Mountains” og ”Mother North” helt naturligt ind, men selv et atypisk nummer som ”Phoenix” slipper overraskende godt fra mødet med de uvante omgivelser. Nogle numre er omarrangeret til at kunne flette sammen med koret, andre steder fungerer dette mest som intro eller outro, og bliver på den måde ikke en integreret del at nummeret. Men uanset tilgangen får materialet tilført alvor og højtidelighed, så den resulterende musikalske hybrid ofte bliver stærkere end udgangspunktet.

Ud over at være et vellykket eksperiment, er ”Live At The Opera” en glimrende Satyricon koncert. Det er tydeligt at mærke, at bandet har set frem til dagen, og billedsiden viser, at især frontmanden Satyr er meget opstemt, og at stemningen nåede ud til hele publikum, som var en stor oplevelse rigere, da de gik hjem.

Tracklist:
CD1
1. Voice of Shadows
2. Now, Diabolical
3. Repined Bastard Nation
4. Our World, It Rumbles Tonight
5. Nocturnal Flare
6. Die by My Hand
7. Tro og Kraft
8. Phoenix (with Sivert Høyem)
Samlet spilletid: 47:16

CD2
1. Den Siste
2. The Infinity of Time and Space
3. To the Mountains
4. The Pentagram Burns
5. Mother North
6. K.I.N.G.
Samlet spilletid: 45:43

 

Læs mere...

Redaktionens Top 10 - 2013

Endnu et år er gået og tusindvis af nye udgivelser er at finde hos din pladepusher.

Revolution Music består af en redaktion med vidt forskellige baggrunde og meget bred musik smag, hvilket er soleklart nå du nedenfor går igennem redaktionsmedlemmernes mange lister.

Men der er dog en række genganger og derfor må vi også konkludere at udgivelser som Artillery’s ”Legions”, Black Sabbath’s ”13”, Death Angel’s ”The Dream Calls For Blood”, Orchid’s ”The Mouths Of Madness” og Helhorse’s ”Oh Death” er blandt årets absolut bedste, og årets absolutte sværvægter må være, Satyricon’s selvbetitlede album.

Læs mere...

Satyricon, Chthonic

Det er torsdag aften i København. Den første vinterkulde er begyndt at melde sig og vel vidende at mørket for alvor er på vej, er vi måske lidt ekstra tungsindige i aften. Men det gør ikke noget, for det danske vejr og mørket, er perfekt til en aften med black metal, fra den absolut bedste skuffe. Knap når jeg at smide mit arbejdstøj før jeg sætter kursen mod Amager Bio, hvor legendariske Satyricon står klar til at få mine øregange til at bløde. Pga. min pressede tidsplan når jeg ikke opvarmningsbandet Chthonic der er fra Taiwan og mig fuldstændig ukendt. Så om jeg går glip af noget er jeg ikke sikker på, men under alle omstændigheder er det tydeligt at det er Satyricon alle er her for i aften. Sidste gang bandet – hvis eneste faste medlemmer er Sigurd "Satyr" Wongraven og Kjetil-Vidar "Frost" Haraldstad – gæstede Danmark, var i april hvor de var et af hovednavnene på Royal Metal Fest i Århus og spillede til stor begejstring for både publikum og anmeldere.

 

Satyricon

Så det er med ganske store forventninger, at jeg trækker i mine miliboots og til lejligheden nyerhvervede Satyricon hoodie og møder op, klar til at lytte, klar til at nyde et af mine favoritsbands live. Amager Bio er til min store overraskelse ikke fyldt, men jeg ender da i fornemt selskab med værten fra P3’s ”Sort Søndag” Anders Bøtter, foran scenen. Klokken cirka ti minutter over ni, indtager Satyricon scenen og indleder aftenen, dog uden at publikum gør meget væsen af sig. Vi skal faktisk en god del minutter ind i koncerten, før folk ligesom liver op og begynder at gå amok. Om det er fordi Chthonic ikke har fået varmet godt nok op under alle de hårde metaldrenge, eller om det er fordi Satyricon ligger ud med nogle nyere, mindre fede numre ved jeg ikke. Men sløvt går det i starten. Publikum domineres af mænd med langt hår, nittebælter og veste med dusinvis af påsyede patches, men her er faktisk mange forskellige typer i aften, hvilket tydeligt afspejler at Satyricon ikke bare er et metalband for de hårde drenge, men også et band for nørderne der savler over hvor teknisk dygtige de to Nordmænd er. For meget kan sikkert siges om dem, men man kan ikke fornægte dem deres enorme talent!

 

Da nummeret ”Now, Diabolical” fra den 8 år gamle plade af samme navn, toner frem sker der endelig noget blandt de øldrikkende masser på gulvet foran scenen.  Nu er de endelig med og stemningen bliver langsomt bedre og bedre. Der fortsættes med ”Black Crow On A Tombstone” og snart flyver der for alvor devilhorns og lange lokker gennem luften. Numre som ”Repined Bastard Nation” og et par nye fra bandets seneste album følger, ”The Infinity Of Time And Space” og ”Nekrohaven”, der nok er noget af det bedste fra den skive, men helt med på det nye er publikum altså ikke. Men Satyricons entusiasme og performance kan der ikke sættes en finger på. Det er en meget ydmyg Satyr der takker ærbødigt hver gang vi har klappet, mens han fortæller at han har set frem til at spille for os. Og han gør det fantastisk. Hans hæse røst er mindst ligeså overbevisende, rå og stærk som den er på indspilninger. Og en smule uhyggelig, hvilket i det her tilfælde kun er et plus. Og så er der jo Frost, manden bag trommerne, manden vi stort set ikke kan se for det kæmpestore trommesæt der omgiver ham. Men synlig eller ej, så er Frost noget af det allerfedeste ved hele aftenen, for hold nu kæft hvor kan den mand spille på de trommer! Flere gange er jeg selv – og tilfældige ”nye venner” under koncerten – åndeløse af ærefrygt og begejstring, over at stå her og lytte til noget af det vildeste spil jeg har hørt meget, meget længe. Som nogle af aftenens sidste numre, får vi ”To The Mountains” og den djævelske ”The Pentagram Burns”, og her brillere han virkelig. Især på førstnævnte nummer, hvor alle tydeligt bare nyder det, suger det til sig og nyder det, som sød honning af fløjlsbløde kronblade eller en lækker mørk rødvin. Denne aften er vi Satyricons ydmyge undersåtter. Og når de så endda giver den gas med synkron-headbanging på scenen, er der ikke et øje tørt. Det ser ganske imponerende ud, fra min plads til højre for scenen.

 

Satyricon forlader scenen da ”The Pentagram Burns” har ringet af, men vender tilbage efter højlydt trampen i gulvet og tilråd. De absolut sidste lækkerier vi får serveret i aften er to af mine egne favoritnumre ”Fuel For Hatred” og ”K.I.N.G”. Og jeg er tydeligvis ikke den eneste der glæder mig over de valgte ekstranumre! Amager Bio gløder under de sidste toner af Satyricons sorte musik og det er meget modvilligt at vi lader dem forlade scenen igen, denne gang for ikke at vende tilbage. Halvanden time fik vi med de sortklædte Nordmænd og en ganske udmærket palet af numre fra lange karriere.

 

Folk begynder at forlade koncerthuset og der er en summen af eufori og god stemning, mens bygningen langsomt tømmes. Satyricon kom, så og sejrede, selvom publikum var lidt længe om at omfavne dem og lyden ikke altid viste sig fra sin bedste side. Men da aftenen først kom i gang, var der vist ingen tvivl hos nogen om, at Satyricon var de ukronede og ubesejrede konger af vores sorte hjerter.

 

5 ud af 6.   

 

 

Læs mere...

Satyricon - Satyricon

Efter ”The Age of Nero” og den efterfølgende turnévirksomhed tog Satyricon en pause fra musikken for at lade batterierne op og finde ny inspiration. Allerede her kan jeg afsløre, at det var en rigtig god ide, for når man hører det nye udspil, som blot har fået titlen ”Satyricon”, er det tydeligt at d’herrer Frost og Satyr er tilbage i topform!

Om den enkle titel er valgt for at markere en ny begyndelse ved jeg ikke, men det hele lyder friskt og moderne, selv om musikken minder om elementer fra tidligere albums. Allerede i introen udstråles en nærmest majestætisk stemning, og ”Satyricon” er gennemsyret af den ro, der kendetegner et band som ikke har behov for at bevise noget.

Det betyder ikke at der ikke bliver givet gas, for der er mange passager hvor Frost virkelig spanker sine trommer, men det er fra melodierne selv, at den egentlige styrke kommer. Det er som med en go’ chili con carne: enhver kan smide så meget chili i gryden, at det hele bliver for stærkt, men det kræver håndelag og finesse at kunne afstemme ingredienserne, så retten smager stærkt på en raffineret måde. Netop dét lykkes virkelig godt på dette album, som kombinerer sejt drive og melodi uden at mangle bid.

Og så er der plads til et eksperiment som ”Phoenix”, hvor Sivert Høyem (fra bandet Madrugada) giver den som metalcrooner med ren vokal; nummeret minder om Sort Sol og er i mine ører ganske udmærket, men skal nok dele vandene. Til gengæld kan der ikke være tvivl om, at Satyricon med denne skive melder sig tilbage i den allerøverste Black Metal top, og det er en seriøs kandidat til at toppe min best-of liste for 2013.

Tracklist:

01. Voice Of Shadows

02. Tro og Kraft

03. Our World, It Rumbles Tonight

04. Nocturnal Flare

05. Phoenix

06. Walker Upon The Wind

07. Nekrohaven

08. Ageless Northern Spirit

09. The Infinity Of Time And Space

10. Natt

Samlet spilletid: 51:18

Læs mere...

Satyricon lægger sidste hånd på nyt album

Det norske black metal band Satyricon er fortiden i studiet for at lægge sidste hånd på indspilningerne af deres nye album, som forventes i butikkerne sidst på året. Frontmanden Sigurd ”Satyr” Wongraven har givet følgende udtalelse:

"The recording is coming to an end. Next week will be the last before the mix. Finally some light at the end of the tunnel after almost four months of recording! Right now I am just looking forward to share this with you and see what you think. It will be a while though, but it will be worth it. I am sure."

 

Det nye album vil indeholde gæsteoptrædende af sangeren Sivert Høyem fra den norske rock gruppe Madrugada.

                                                                     

Satyr har tidligere udtalt følgende om det kommende album:

"To me, it sounds very authentic, it's organic-sounding. And in this digital age where music is mostly played through computers, a lot of that analog vibe gets lost in translation when you play music through medias like that, but I still wanna do it because there's nothing quite like it. To me, it just makes everything sound the way it's supposed to sound — it's dynamical; the music is alive, it's not overly compressed, the levels are not pushed. So, musically speaking, it's a very atmospheric record… This record is full of life. There are a lot of surprises here, but I think it's gonna be a record that's gonna help the black metal movement perhaps find a new way for the future."

 

Vores rapporter tog en snak med Satyricon’s trommeslageren Frost på årets Royal Metal Fest, hør interviewet her.  

 

Billeder fra studiet:

Læs mere...

Satyricon - Royal Metal Fest 2013

Det norsk black metal-band Satyricon, spillede på årets Royal Metal Fest og i den anledning har vores rapporter taget en snak med trommeslageren Frost, blandt andet om bandets nye album og opfølgeren til "The Age of Nero" fra 2008, som Satyricon netop nu arbejder på og som Frost fortæller, udkommer til september. Hør interviewet her:

Læs mere...

Royal Metal Fest 2013

Efter en 2012 udgave af Royale Metal Fest , hvor en kombination af line-up-mangler og en massiv politiopdækning i forbindelse med et politisk møde lige overfor Voxhall gik hårdt ud over besøgstallet, var Metal Royale tilbage med en ny omgang metal fordelt over fredag og lørdag.

Stor respekt for folkene bag foreningen, at de kan ryste sidste års springskalle af sig og komme stærkt igen; ikke bare med et varieret og spændende lineup, men også med en længe ønsket mulighed: I nabospillestedet Atlas var der indrettet siddepladser, boder og biergarten, så man kunne hvile ud mellem koncerterne.

Med andre ord var det et godt udgangspunkt for et par gode dage i metallens tegn, som årets RM anmelderteam, Kevin og Tom, drog af sted mod.

 

 

Fredag 12/4

Caro

Kevin: 2,5/6

To gange før har vi oplevet Caro. Begge gange er gået (næsten) rent ind, da Caro besidder en meget uimponeret attitude, som tidligere har forplantet sig gennem sceneoptræden og musik. Denne gang havde vi selvsagt store forventninger til det unge nordjyske band med det sære/halv-kiksede navn.

Caro gik på til en intro, der bestod af temaet fra "Politiskolen". Med ryggen vendt mod publikum gled det sgu ud i sandet, da introen stoppede, og de blot vendte sig om uden nogen form for punch eller lignende. Det virkede i hvert fald kikset på mig. Musikken startede, og Caro var desværre plaget af en fæl lyd, der aldrig blev god, omend den trods alt blev bedre. Numrene virkede slet ikke så vitale som førhen oplevet, og det virkede rent faktisk, som om de ikke kunne følge med i deres eget materiale. De virkede overordentligt pressede, når tempoet blev smidt i vejret. Især trommeslageren havde det hårdt. Sangeren var en fin frontfigur, der gjorde det godt, når han var på. Til tider, når han ikke var på, faldt han dog ud og virkede som en hund i et spil kegler. Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre af sig selv.

Ca. midtvejs kom Caro's bedste nummer. En langsom sag som jeg ikke lige fangede navnet på, men her var Caro sgu gode - Godt drive og fede tunge riffs. Det er dog desværre ikke godt nok til at redde dem i land. Denne performance var ok, hvis Caro havde været et nyt band, der skulle sparke en festival igang. De har trods alt været aktive et stykke tid nu, det virkede de bare ikke til at være.  

 

Bone

Tom: 3/6

Inden den første tone havde lyt under Bone´s set, var salen klar over, at vi skulle have en gang old school metal: Veste med bandmærker, langt hår og nittearmbånd indikerede, at vi skulle vende det stilmæssige blik bagud. Indtrykket skuffede ikke, for Bone leverede en vaskeægte omgang speed metal i 1980'er stil: Meget højt tempo, enkel riffing og så ellers bare derudaf. Guitarernes høje energiniveau blev suppleret godt af sangeren, som også var meget aktiv, når han ikke sang. At man satsede på energien blev understreget af, at der ikke var pauser mellem numrene, som i stedet fulgte i en ubrudt kæde. Det virkede godt, men til gengæld var der ikke meget variation i musikken, dog skal Bone have ros for en gennemført stil - både musikalsk og visuelt.

 

Hamferd

Kevin: 5/6

Nu til aftenens wild-card. Hamferd fra Færøerne havde, som vinder af den færøske afdeling af "WOA-Battle", vundet en plads på festivalen. Nu kan det godt være, at mange rynker på næsen, men jeg havde forventet, udfra bandets navn og nationalitet, at Hamferd var et vikingeband, komplet med brynjer, sværd og skjold. Derfor var min overraskelse det større, da de alle stod i jakkesæt og fremmanede en begravelsesstemning af en anden verden. Det var doom metal! Doom der slår sig på enormt tunge riffs, og en sanger der kan lidt af hvert. Han lagde ud med et dybt og brutalt growl, der matchede de langsommelige og tunge strengeinstrumenter til UG. Søreme om han ikke også mestrede en høj vokal, der fungerede som et fint modstykke. Guitarerne var dog stadig tonstunge og var kun momentvis afbrudt af de få stille passager, der var i numrene. Når sangeren ikke var på, stillede hans sig i baggrunden med øjnene lukket og hovedet bøjet. Meget effektfuldt! Hamferd nåede at spille fire numre, og det gik altså rent ind her. Tror også, at en del af de fremmødte var noget overraskede over den gennemførte stil, som Hamferd lagde for dagen. Det korte af det lange er, at Hamferd var rigtig fede. Et anderledes og modigt indslag på en festival, der nok havde sin overvægt på dødsmetallen. Godt gået, drenge!!

 

Dawn of Demise

Tom: 5/6

Efter tonstunge rytmer blev scenen indtaget af (næsten) lige så tunge musikere: Dawn of Demise har etableret sig som et af de store navne på den hjemlige scene, og det var tydeligt at se på tilstrømningen i salen, at her var et band, som mange var kommet for at se.

Og de blev ikke skuffet, for Silkeborg-drengene leverede endnu engang varen! De var super fokuserede og havde samtidig suverænt dagens bedste lyd so far. Den blev brugt til et virkelig varieret sæt, hvor der ikke kun var plads til nyere numre, men hvor også materiale fra bandets demodage kom til ære og værdighed. Der blev spillet virkelig stramt, og især trommeslageren Simon Blaabjerg imponerede: Han sad helt uanstrengt og fik virkelig sat gang i numrene; manden er et virkelig stort aktiv for bandet!

Det samme gælder Scott Jensen, som selvfølgelig kom med sine kommentarer til emnerne øl og fisse, men han annoncerede også, at koncerten var bandets sidste med guitaristen Thomas Egede. Set i det lys må man sige, at han og resten af bandet fik sluttet af med manér.

Melechesh

Tom: 4/6

Jeg var ked af det, da Melechesh' tour med Marduk blev aflyst sidste år, så de måtte aflyse deres optræden på Aalborg Metal Festival. Bandets seneste udspil "Epigenesis" er virkelig fedt, så mine forventninger til bandet fra Israel var meget store. 

Bandet kom på scenen til en intro med mellemøstlige toner, og mystikken fik et ekstra pift ved, at tørklæder dækkede ansigterne på bassisten og guitaristen under det første nummer. Men ellers var det bandets hovedmand, Melechesh Ashmedi der var i centrum: Med sin markante fremtoning, energiske performance og skærebrændervokal var han settets naturlige midtpunkt. Og vi fik alle facetter i bandets musik, så det seje blev blandet med high speed sekvenser og eksotiske toner. Det eneste problem var, at det ikke rigtigt lykkedes at komme ud over scenekanten og ind under huden på mig. Kun i glimt var der for alvor kontakt, men det var for lidt til at brænde igennem for alvor - derfor var jeg skuffet, da settet var overstået.

 

Hatesphere

Kevin: 5/6

Jeg har set "Pæren" en del gange efterhånden. Jeg har sjældent været skuffet, men de har ikke altid været lige gode. Det er et kendt faktum, at der har været gang i svingdøren i bandet, og denne aftens koncert varslede mit første møde med Esse på vokal.

Til tonerne af temaet fra "De Uheldige Helte" gik drengene på scenen. De gik sømløst over i "Lies and Deceit", og drengene virkede tændte. Publikum var også troppet talstærkt op for at følge de lokale (som efterhånden ikke er spor lokale) drenge til dørs.

Herefter fulgte træfsikre hits som "To the Nines", "Coming of Chaos", "500 Dead People" og den altid kærkomne afslutter "Sickness Within". Hatesphere udmærkede sig ved at spille usvigeligt sikkert. De udlyste spilleglæde og blev båret frem af et engageret publikum. At de lige skulle prøve kræfter med lidt Roxette undervejs gjorde kun det hele federe. Hatesphere er et decideret live-band. Og som tilskuer får man fuld valuta for pengene! 

 

Vader

Tom: 5/6

Opgaven som fredagens hovednavn var lagt i hænderne på de polske veteraner fra Vader, og publikums forventninger var naturligt i top, da bandet entrede scenen til en heltemodtagelse. Og det var hel berettiget, for Vader gennempryglede publikum med skarpslebne riffs og trommeangreb, der kunne vælte storebæltsbroen! Sjældent har betegnelsen nådesløs passet bedre på en dødsmetal koncert. Tempoet var virkelig højt, men alligevel spillede bandet bare superstramt uden ophold eller kiks. Og det blev vel modtaget af publikum, som kvitterede med aftenens voldsomste omgang headbanging. Da Vader spillede "Welcome to the Morbid Reich" udløste det en moshpit, som holdt sig igang resten af koncerten. Bandet virkede meget veloplagte, og frontmanden Piotr Wiwczarek fik også takket med et par danske gloser - udmærket stil.

I længden blev det voldsomme og vedholdende bombardement en lille smule monotont, så Vader misser den halv stjerne, de ellers længe lå til at få i karakter. Alligevel var settet en stor oplevelse, og Vader viste sig at leve 100% op til positionen som dagens headliner.

Lørdag 13/4

The Last Shot of War

Tom: 2/6

Åbningskoncerten denne lørdag stod belgiske The Last shot of War for, og da jeg ankom sammen med mine kumpaner, var bandet lige gået i gang. Salen var som ventet yderst sparsomt besat på publikumssiden, og stemningen var lidt mat oven på fredagens fest. Om det smittede af på musikerne, ved jeg ikke, men bandets indsats var ikke særligt opløftende. Musikken var en noget kompakt omgang Deathcore, som var alt andet end imødekommende. Bandet udførte sangene med synkrone bevægelser, som gik igen i stort set alle numre, og lige så ensformigt og forudsigeligt dette var, lige så monoton var musikken. Numrene var meget ens, og de få mennesker der havde fundet vej til salen denne lørdag eftermiddag, kedede sig bravt. Det mest positive, jeg tog med fra koncerten, var en konstatering af, at nu var dagen skudt i gang.

 

Eyeconoclast:

Kevin: x/6

Dagens andet band var fra Italien. Et ubeskrevet blad for mit vedkommende, men at dømme på merchandise-boden har bandet da et par udgivelser på kappen.

Grundet samtaler med en tourmanager om at få linet interviews på banen, hørte jeg desværre kun Eyeconoclast med et halvt øre. Mit indtryk var ikke synderligt positivt - De virkede som standardiseret death metal/core uden de store armsving.

Men på det ringe grundlag vil jeg ikke bedømme bandet. Jeg vil dog sige, at det ikke er noget, jeg vil udforske yderligere. Det var simpelthen for kedeligt.

 

Hell's Domain

Tom: 3½/6

Dagens 3. band var de lokale Hell’s Domain, og selv om jeg ikke er stødt på dem før, har bandet eksisteret siden 2007. Bandets stil rækker dog endnu længere tilbage, for Hell’s Domain spiller go’ gammeldags Thrash Metal som den lød tilbage i Bay Area-tiden. Det sker MEGET stilrent, så man kan finde rigtig mange referencer i bandets musik: Uanset om man lytter til Slayer, Exodus, Testament eller et hvilken som helst band i den kategori, kan man genkende elementer. Det er en svær balancegang, som nemt ender i plagiat – men ikke for Hell’s Domain: Bandet tager nemlig opgaven seriøst, de spiller superstramt og engageret, og så har de skrevet nogle fede numre. Her bed jeg mærke i ”Crawling in The Shadows”, hvor tempoet blev varieret flot. Det lover godt for bandets debutalbum, som kommer på gaden til september.

Hør vores audio interview med Hell's Domain, her.

 

Decrepit Birth:

Kevin: 4/6

Decrepit Birth er et band jeg kun sporadisk har fået checket. Nok mest pga. frontmandens spredte optrædener med Suffocation.

Stilen er semi-teknisk death metal. De udmærkede sig ved at flytte fingrene satans hurtigt rundt på diverse gribebrædder. Problemet var blot, at man ikke kunne høre detaljerne. Der var god gang i den under nummeret "Diminishing Between Worlds", men jeg synes, at detaljerne druknede for bandet for tit. De leverede dog stadig et fedt sceneshow og gav den gas. Forsangerens små taler mellem numrene blev holdt på et fint niveau, og han gav udtryk for nogle fine holdninger om verden, som han så den. Det slap han fint fra. Bestemt en godkendt performance, men jeg havde nok forventet lidt mere.

 

Cattle Decapitation:

Kevin: 5/6

Cattle Decapitation var ubestridt det band, jeg havde glædet mig mest til at opleve på dette års udgave af Metal Royale Fest, og de gæve gutter indfriede til fulde mine forventninger. Deres show var ren opvisning i ekstremmetal. Alle musikerne i bandet spillede fedt, og modsat det forrige band kunne man høre detaljerne her. Alt dette blegner dog i lyset af Travis Ryan. Den mand er sindssyg!! Hans vokal er på een gang frastødende, men også sindssyg lækker. Han var en tornado på scenen og havde til tider samme bevægelsesmønster og ansigtsudtryk som gode gamle Barney Greenway.

Publikum lod da også til at nyde det vilde "optrin" og gik gladeligt til mosh-vaflerne.

På den negative side så manglede jeg en ekstra guitar i lydbilledet. Det blev simpelthen for tyndt, når Josh Elmore spillede soli. Bassen var fed, både lyd og udførelse, men den kunne altså ikke løfte det hele, når guitaren holdt op med at riffe.

Dette var dog ikke nok til at pille ved Cattle Decapitations koncert, der endte med at blive det fedeste på hele festivalen.

Sådan!! 

Hør vores audio interview med Cattle Decapitation, her.

 

Cryptopsy:

Kevin: 3/6

Jeg er ikke super meget inde i Cryptopsy's materiale, men har dog lyttet til dem fra tid til anden. Denne aften skulle dog ikke vise sig at være der, hvor de endeligt vandt mit hjerte. Det var fedt spillet, og det er tydeligt, at de er dygtige musikere. Det var bare satans kedeligt i mine ører. Det virkede, som om numrene var skrevet og skåret over samme skabelon. Så kan man altså smide nok så meget trommelir og basfinesse ind; det bliver det bare ikke fedt af.

Kendere af bandet vil muligvis være uenige i mine betragtninger, men jeg synes, at et band som Cryptopsy burde levere en mere varieret indsats. Forsangeren var en fed frontfigur og virkede fortrinligt, som indpisker fra scenekanten. Publikum lod da også til at nyde showet fra canadierne. Det var bare ikke lige min kop te. Desværre.

 

Dream Evil

Tom: 3/6

Aftenens næstsidste band var svenske Dream Evil, og så var der lagt op til en rigtig omgang power metal. Mens jeg så bandets logo på bagtæppet under koncerten, tænkte jeg på det paradoksale i navnet. Bandets musik er nemlig alt andet end EVIL, for de rene vokaler og let fængende omkvæd bliver man dus med på ingen tid. Det virkede, som om der var en del dedikerede fans oppe foran, og de kunne så føre an, når der skulle råbes med på omkvæd i "Made of Metal".

Dream Evil, som kunne præsentere en ny guitarist, virkede afslappede, men koncentrerede, og gjorde i første omgang et meget professionelt indtryk. Det fik sig et skud for boven, da der opstod tekniske problemer, og man måtte springe i setlisten – ikke ligefrem professionelt!

Ellers var der ikke så meget at sige til dagens koncert, for selv om bandet leverede varen (bedømt på reaktionerne foran i salen), var det for forudsigeligt til at fange mig.

Satyricon

Tom: 5/6

Da Satyricon i 2009 afsluttede Aalborg Metal Festival, skete det med et brag af en koncert, som har placeret sig højt på min all-time liste over koncertoplevelser. Jeg havde derfor store forventninger til bandets koncert denne lørdag, og det var jeg ikke ene om; salen var fuld af spænding, da Satyricon gik på scenen med en lille forsinkelse.

Fra starten var publikum i Satyrs hule hånd, og ved det mindste vink fra ham blev der adlydt med næsten religiøs lydighed. Da han proklamerede, at koncerten ville indeholde mindst ét nummer fra hvert af bandets albums var der jubel, men det skulle vise sig at være et løfte med modhager. Det blev primært nemlig et set for dedikerede fans, som fik lejlighed til at høre numre, som ikke spilles så tit. Men det var ikke et set, som ramte publikum i salen, simpelthen fordi mange ikke kendte alle titler. Længe var det derfor kun mindre grupper rundt om i salen, der for alvor blev revet med, og først med hits som ”The Pentagram Burns” og ”K.I.N.G.” gik hele salen amok. Da der blev sluttet af med det nærmest ikoniske ”Fuel for Hatred”, blev der virkelig moshet igennem, så forløsningen kom. Men vejen derhen var lang og knudret, og selv om koncerten var god, lå den en klasse under mit foregående møde med nordmændene. Det skyldes ikke kun valget af numre, men var også fordi Satyr indtog en lidt mere tilbageholdende rolle end sidst; han var denne gang mindre indpisker. Det ændrer ikke på, at publikum var mere end tilfredse, da de sidste toner fadede ud, og man søgte mod udgangen. 

Hør vores audio interview med Satyricon, her.

 

Dette år var meget udslagsgivende for foreningen og for festivalen. Sidste år var en skuffelse på alle punkter. Det var endda på tale, om festivalen ville overleve og i så fald i hvilken form? Vi synes, at dette år har modbevist alle bange forudanelser, og at RMF er vendt tilbage med et stærkere lineup end længe set. Det nye Atlas-tiltag er godt, men man bør tage skridtet fuldt ud og skrue ned for musikken, så der bliver mulighed for øget afslapning mellem sættene.

Vi vender stærkt tilbage næste år med store forhåbninger om en mindst ligeså fed festival!

  • Royal Metal Fest
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Royal Metal Fest
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall
  • Royal Metal Fest
  • Forfatter: Anders M. Teibel / FondenVoxhall

Se hele galleriet

Læs mere...

Royal Metal Fest 2013 offentliggør tidsplan

Som vi skrev forleden, er det i weekenden der er kæmpe metal fest i Aarhus, nå Royal Metal Fest 2013 løber af stablen fredag den 12. og 13. april på hhv. Voxhall og Atlas.

Nu er tidsplanen for arrangementet offentliggjort og man kan få et overblik over hvornår de forskellige bands optræder samt andre spændende aktiviteter:

Læs mere...

Festival påmindelse: Royal Metal Fest 2013 i weekenden!

Så er det i weekenden der er kæmpe metal fest i Aarhus, nå Royal Metal Fest 2013 løber af stablen fredag den 12. og 13. april på hhv. Voxhall og Atlas.

Fredags line-up består af:

Vader, Hatesphere, Melechesh, Dawn of Demise, Hamferd­­, Bone og Caro

Lørdags line-up består af:

Satyricon, Dream Evil, Cryptopsy, Cattle Decapitation, Decrepit Birth, Hells Domain, Eyeconoclast og The Last Shot of War.


Billetter kan købes i forsalg via de jyske Stereo Studio butikker samt online på ebillet.dk
Partoutbillet: kun 450.-
Fredagsbillet: 300.-
Lørdagsbillet: 350.-

Fredag åbner Atlas kl. 15:00 & VoxHall kl. 16:00, lørdag åbner begge spillesteder kl. 13:00.

Læs mere...

Royal Metal Fest: Sidste bands på plakaten

Foreningen Metal Royale har netop offentliggjort de sidste bands til årets Royal Metal Fest, de to nye tilføjelser er svenske Dream Evil og den israelske gruppe Melechesh.

Samtidig offentliggøres hvilke dage man kan opleve de i alt 15 bands.

Pressemeddelelse lyder således:

”Kære royale metalmedlemmer,

Royal Metal Fest føjes nu officielt til den store book of heavy metal, for i dag sætter vi den svenske kultgruppe Dream Evil (S) på årets program!
Derudover byder vi på en optræden af de mere sjældne; nemlig den israelske gruppe Melechesh! 
Derudover offentliggør vi også dage og rækkefølge for programmet, de præcise tider kommer desværre først senere.

Fredag - Atlas åbner kl. 15 & VoxHall åbner kl. 16
Vader (PL)
HateSphere (DK)
Melechesh (IL)
Dawn of Demise (DK)
Hamferð (FO)
BONE (DK)
Caro (DK)
 
Lørdag - Atlas & VoxHall åbner kl. 13
Satyricon (N)
Dream Evil (S)
Cryptopsy (CAN)
Cattle Decapitation (US)
Decrepit Birth (US)
Hells Domain(DK)
Eyeconoclast (IT)
The Last Shot of War (BE)
 
Husk at komme i god tid – Foreningen Metal Royale gi’r nemlig en øl til de første 100 gæster hver dag!
 
Når dit favoritband ikke li’ spiller, eller hvis du bare vil hvile ører, nakke eller ben, så kan du glæde til vores nye tiltag; biergarten og metalmarket på nabo-spillestedet Atlas!
Udover  hygge og hegn i biergarten, så kan du også opleve release-events med de lokale bands The World State & Diamond Drive, samt smage på Royal Unibrews nyeste specialøl, købe grej hos tc electronic, 4sound, Horror Records, Ancient Darkness Productions eller Phantasmo DVD m.fl.
Atlas er også stedet hvor du kan deltage i vores konkurrencer, hvor vi i samarbejde med 4sound udlodder en fee Explorer guitar og i samarbejde med VoxHall udlodder koncertbilletter!
 
Altså:
Atlas er lig hegn, hygge & horn! 
VoxHall ...fordi du elsker hegn!!! 
 

Metal Royale
...fordi vi elsker hegn!”

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed