fbpx

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Urkraft, Royal Metal Fest 2019

Der var Hatesphere. Der var Mnemic. Der var Raunchy, der var Dawn of Demise, og der var Koldborn. Og så var der Urkraft.

Den nævnte rækkefølge svarer stort set til, hvorledes min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne. Det eneste, jeg stort set har vidst om Urkraft, var, at de i hvert fald spillede metal. Og altså var fra Danmark.

Siden back when har de åbenbart været gået i opløsning, og nu er de så blevet gendannet. Det er meget fint; så kan jeg også endelig få dem hørt.

Mit umiddelbare indtryk er, at Urkraft spiller metal. Det er ræddi hårdt og tungt og hurtigt; vokalen er noget ræddi bistert råveri, men så er der selvfølgelig også nogle enkelte melodiske anstrøg. (Hey, beskrev jeg lige halvdelen af alt metal i verden dér?)

Indrømmet: Lige nu sidder jeg faktisk mest og venter på at se Suffocation lige om lidt. Jeg er pissestiv; det har været en lang weekend. Jeg genkender intet af Urkrafts musik, men jeg har hørt meget af den før i andre sammenhænge. Der er ingen elementer, der for alvor står ud. Men det er superstramt spillet, og lyden er knivskarp.

Urkraft er slet ikke ringe. Måske er det bare mig, der er for fraværende til at bemærke nogen mindeværdigheder. Men måske er der også andre grunde til, at min opmærksomhed fordelte sig på de nye, toneangivende danske metalgrupper i starten og midten af 00’erne, således som flertallets opmærksomhed nu engang gjorde det.

 - Koldborn og Dawn of Demise var fornuftige bud på dødsmetal af den henholdsvis mere oldschool og tekniske art.
 - Raunchy havde højere til loftet end nogen Fleshgod Apocalypse- eller senere Dimmu Borgir-skive. Og deres fusion mellem skamløst catchy melodier og hård, moderne metal var langt mere smagfuld og original end alle de dér skide Killswitch Engage-wannabe’s, der jo fandme var ved at udvande halvdelen af hele fænomenet metal i en kort, skæbnesvanger periode.
 - Mnemic havde hele deres industrielt-futuristiske sound. De havde styr på effektiv midtemposandskrivning og undgik således at blive sat i bås som en Fear Factory-klon, ligesom de var lykkeligt foruden de værste sirupsmelodier.
 - Hatesphere havde langt mere krudt i røven end de andre, og i deres heyday var de velsignet med et line-up bestående af farverige, karismatiske og fandme sympatiske personager, der tilsammen udgjorde mere end summen af enkeltdelene.

Urkraft anno 2019 minder mest af alt om en flok gymnasielærere og pædagogmedhjælpere, der tilfældigvis hygger sig med at spille metal i fritiden uden at have ambitioner om at komme meget længere end måske Pumpehuset eller Amager Bio. Jeg aner ikke, om det forholder sig sådan, men det er det indtryk, jeg får.

Ja: Jeg lyder kynisk, og jeg håber vitterlig ikke, jeg hiver gassen for meget ud af nogen stort opsat reunion-ballon. Men der er ikke ét område, hvorpå Urkraft gør noget i højere, hurtigere, vildere eller sjovere grad end nogen anden indenfor hverken deres genre eller deres hjemland. Jeg kan godt lide deres musik, fordi jeg godt kan lide metal, og som med tilfældet Taake i går skal jeg nok kompensere for min manglende opmærksomhed med en 4/6’er.

Alt andet lige er det også bedre, at Urkraft øger mængden af metal i verden, end hvis de f.eks. havde spillet reggaeton. Fuck, jeg hader reggaeton.

Læs mere...

Ethereal Kingdoms, Royal Metal Fest 2019

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke ville anmelde Ethereal Kingdoms. Ikke at jeg nogensinde har hørt deres musik, men det er der andre, der har. Og lad os bare sige, at det er en gruppe, der deler vandene.

Nok ikke mindst i et land som Danmark, hvor man åbenbart helst skal spille metal med et vis islæt af bøvethed og samtidig gerne være så jordnær udadtil som muligt. I hvert fald hvis man vil undgå at blive kaldt prætentiøs og få evergreen-prædikater som “lort” og “bøsse” påduttet sig af det kritikersegment, der ofte udtaler sig i de mest farverige vendinger om den type kreative frembringelser, som de er mindst kvalificerede til at bedømme.

Ethereal Kingdoms spiller nemlig så’n noget opera-metal. Det er ikke min genre, men jeg prøver at bibeholde et åbent sind. Jeg overværede trods alt en glimrende koncert med Nightwish på Wacken for en håndfuld år siden, på trods af at deres albums ikke siger mig det store.

Men man kan lige høre kritikerne: “Nøøøh, det’ kråftødmøh bårh så’n nå’ed BØSSØH-LÅRT!

Nej. Det er dig, der er en bonderøv, og det er tragisk, at du overhovedet ikke aner, hvorfor du bør skamme dig over det.

… Anyway, nu anmelder jeg så alligevel Ethereal Kingdoms. For jeg synes alt andet lige, de fortjener omtalen.

Da vi entrerer Radar, er der godt gang i showet. Det første, der slår mig, er den dybt talentfulde vokalist Sofia Schmidt, der imponerer med sin vekslen mellem klokkeklar sopran og growls, der burde ukampdygtiggøre hendes stemmebånd resten af dagen. I al sin elveragtige, silkeklædte ynde er hun bestemt heller ikke helt uinteressant at kigge på.

Musikken har al den skamløse Within Temptation-patos, som den kan trække; dog heldigvis langt fra lige så steril og markedskalkuleret. Det symfoniske islæt minder mig snarere om arrangementerne hos et band som Kamelot. Det er muligt, at strygerne bare kører over PA’et. Det er osse muligt, at hele svineriet bare er indspillet på et Roland: Det lyder, som det skal. Der er kælet langt mere for detaljerne end hos flere større grupper indenfor den symfoniske metal.

Dog er det lidt skidt, at guitaristen somme tider halter i sine egne leadtemaer. Men jeg ved ikke, om der er nogle monitorproblemer; somme tider virker det også, som om Sofia Schmidt kan høre sig selv bedre, end vi kan høre hende. De er i hvert fald på arbejde nede i lydpulten.

Nu vi er ved kritikpunkterne, kunne jeg have ønsket mig nogle flere opfindsomme riffs. Der slås lidt for tit over i hugge-i-den-dybe-E-modus. Det ville klæde bandet at besøge nogle mere strømlinet-powermetalliske retninger — eller måske noget mere i retning af Fleshgod Apocalypse. Begge dele er nærliggende territorium.

Narrativet er et kapitel for sig. For bandets teatralske, episke fundament dækker ikke bare form, men også indhold. Så der foregår en eller anden historie på scenen med kommende og gående karakterer i showets løb. Et par hvidmaskede, spøgelsesagtige skikkelser er faste indslag; tillige et bette tremandskor. Og forsangerinden interagerer med dem på forskellig vis.

Det fungerer sikkert, hvis man kender historien og er med på den. Men hele teaterelementet — endda komplet med enkelte forfattede dialoger — er for fremmed for mange af os. Så er der én af de dér kor-gutter, der åbenbart har en vigtig meddelelse til hende vokalisten, og så gi’r han hende en violin, og så skriger hun og smadrer den mod en monitor. Det har utvivlsomt en omhyggeligt gennemtænkt symbolik, men hernede hvor jeg står, er vi færdige af grin. (Hey: Vi er på festival; vi er sandsynligvis stadigvæk lidt bagstive og har for længst fået de første par bajere, så vi er ved at være godt kørende igen). Og senere river hun vistnok et hjerte ud af en eller anden og smører blod ud i hovedet på sig selv. Og så har kor-gutterne pludselig masker på, og det har sikkert også nogle kunstneriske årsager.

Men tag ikke fejl: Vi klapper og hujer noget så flittigt. For når jeg hermed giver Ethereal Kingdoms 4,5 stjerner, er det ikke fordi, jeg selv kunne finde på at sætte deres musik på anlægget, men fordi de er et forfriskende ambitiøst og højtragende islæt i et land, hvor metallen har haft en tendens til at grynte, vrisse, og bøve alt for meget. Jeg kunne sågar finde på at se dem live igen, for jeg føler mig ikke bare solidt underholdt, men tillige opløftet, inspireret og håbefuld på gruppens vegne.

Ethereal Kingdoms skal stå på en meget større scene, hvor der er plads til al deres kreativitet og virkelyst. Og det skal nok i virkeligheden slet ikke være hér i Danmark.

Læs mere...

Taake, Royal Metal Fest 2019

Taake spiller en type black metal, som man heldigvis ikke behøver være helt begravet i genren for at kunne høre kvaliteterne i. Det er råt, beskidt, og grimt, og dét er også alt sammen meningen. Men samtidig er der fint med afveksling, både hvad angår temposkift, melodiske passager og længere klimaksopbygninger.

Et enkelt riff fra “Havet i Huset” minder mig sågar om Rage Against the Machine. Og mere end en enkelt gang kører publikum endda “Hey! Hey! Hey!”-chants. Ja, der bliver heldigvis lykkeligt længere og længere til de grinagtigt ringe produktioner og primitivt endimensionelle vrælelyde hos Bergens andengenerations-black-bølge. Tihi.

Taake er ganske populære hos det aarhusianske publikum. Jeg tør ikke udtale mig om, i hvor høj grad det skyldes en hel dags øldrikning, eller snarere bandets efterhånden legendariske optræden på RMF i 2012, hvorunder frontskriger Hoest kundgjorde overfor publikum, at han var stolt af at optræde i Danmark, og at han havde lært lidt dansk. — Hvilket så begrænsede sig til følgende ufrivilligt geniale imperativ:

Først skal I ut og bolle fisse
så skal I ut og tisse, tisse, tisse

Jeg husker stadig, hvor svært jeg havde ved at få vejret af grin resten af weekenden.

Det er synd, at han ikke kaster sig ud i mere af samme guldkornsskuffe. For selvom Taake utvivlsomt tilhører de 10% af alverdens black metal-bands, der rent faktisk er et lyt værd, så ER de ikke noget hovednavn. Selvom aftenen har budt på skidegode koncerter, ville jeg selvfølgelig langt hellere have været ovre på det dér Ceres-stadion og se D-A-D frem for Taake nu til aften: Hård rock er som bekendt en langt mere blæret og langt mindre gennemgående ærgerlig genre end black metal.

Indenfor deres subgenre er Taake lige så gode til at balancere mellem den stivnakkede hårdhed og de fængende idéer, som både Pantera, Iron Maiden og Slipknot er det indenfor deres respektive metalafarter. Men det ændrer ikke ved, at der for at runde sådan en dejlig dag af skal en større fest til, end noget black metal-band er i stand til at beherske. (Hahah, en black metal-fest!) Jeg og mit følge sætter os om i baren.

En lige så stor del af grunden til, at jeg går til dissehér arrangementer, er at hænge ud med nye og gamle makkere. Drikke nogle øl og lige få redegjort én gang for alle, om AC/DC var bedst med Bon Scott eller Brian Johnson. Taake skal nok få en pæn karakter, selvom den dér konstant summende guitarlyd bliver enerverende i længden, også hernedefra. Men jeg vælger til enhver tid glade venner og festligt lag over en bande mugne pseudosatanister.

… Og kære læser, hvis du har følt dig en kende provokeret af nærværende anmeldelse, så skal du vide, at der ikke er sket noget slemt, og at der faktisk stort set ikke findes noget i verden, der er værd at lade sig rive med af vrede over. Negative tanker har aldrig gjort os andet end skade. Du skylder dig selv noget langt bedre, for du er i bund og grund et godt, velmenende menneske, der tilfældigvis tænker lidt negativt, ligesom millioner af andre verden over. Og andre mennesker vil grundlæggende hinanden det bedste, for ellers havde vi ikke kunnet eksistere sammen i så mange millioner år.

Dette er ikke at være lalleglad; dette er såmænd bare en lille del af menneskehedens kollektivt bedste bud på den sundeste og mest langtidsholdbare livsfilosofi, sådan som den i hundredvis af år er blevet praktiseret af vores bedste bud på de succesrige overmennesker, som black metallen gerne har ladet sig fascinere så påfaldende meget af.

Tak for i aften.

Læs mere...

Author & Punisher, Royal Metal Fest 2019

Hold nu for helvede jeres kæft, når I er til koncert.

Jeg aner ikke, hvordan jeg ellers skal indlede denne anmeldelse. For jeg har i bund og grund ikke tilstrækkelige ord om den besættende totaloplevelse, som det amerikanske enmands-industrialprojekt Author & Punisher forsøger at berige os med.

Derfor henvender jeg mig indledningsvist til alle de forbandede respektløse sludretanter, der vælger at forpeste deres egne og andre menneskers koncerter med noget så ligegyldigt som snak. Jeg har efterhånden set mig nødsaget til at påtale det i adskillige anmeldelser, og det er fordi, det bliver ved med at være nødvendigt.

Der er ingen, der er kommet for at høre på dig. Vi er kommet for at høre musikken og ikke andet. Hvis du ikke er i stand til at tie stille og fokusere på et stykke kultur i en time, har du seriøst brug for hjælp.

Nå. Hvorom alting er…

Author & Punisher er tungt, hårdt, brutalt og umenneskeligt. Fuldstændig ligesom nærmest alt andet musik på RMF, og ligesom store dele af metalmusik i al almindelighed. Men Author & Punisher er det i langt højere grad. Og det interessante er, at der hverken er guitar eller trommer involveret.

Samtlige lyde er frembragt med sampler, sequencer, keyboard, en vokal forvrænget til ukendelighed, samt først og fremmest maskiner. Maskiner hjemmelavet af Tristan Shone selv — a.k.a. Author & Punisher — antageligvis i en garage eller et værksted i hjembyen San Diego.

Hans musik er det tungeste og mest utilnærmelige industrial, jeg nogensinde har hørt. “Industrial doom” kalder han det selv, ligesom han har døbt sine musikalske håndvåben “drone machines”. Og jeg kommer da også til at tænke på et band som Sunn O)). For lydniveauet er højt grænsende til det smertefulde, og de dybe vibrationer kan mærkes i hele kroppen fra fødder til hovedbund.

Der findes folk, der render og tror, at Rammstein skulle være industrial; Author & Punisher får Rammstein til at lyde som Big Fat Snake på ketamin.

Shone frembringer de kolde, knusende fabriksrytmer med et håndholdt skinnesystem, som han kører konstant frem og tilbage med lige dele aggressiv besættelse og forbløffende præcision. Alt imens råber han ind i et mindre halvmaskelignende filterpanel med så meget distortion, at Al Jourgensen til sammenligning lyder som Enya. Jeg kan til nøds tyde, at der overhovedet er tale om menneskesprog.

De enkelte numre starter og slutter ikke rigtig på traditionel vis. Der er tale om én lang, omhyggeligt koordineret auditiv udvikling bestående af sekventielle opbygnings- og nedbrydningsloops. Musikken smelter sammen, ligesom mand og maskine smelter sammen. — Og det samme gør samtlige publikums organer under de sønderrivende vibrationer.

Hele det cyberpunk’ede setup giver Author & Punisher en visuel fremtræden som en superskurk alt for frygtindgydende til nogen tegneseriefilmatisering. Hele denne nådesløst larmende maskinkakofoni kunne faktisk passende danne soundtracket til den nat, hvor Skynet bliver selvbevidst og robotterne gør menneskeracen til slaver. Ja, det er egentlig pudsigt, som folks indledningsvist nævnte snak blander sig med det dommedagsdystre lydunivers og faktisk kun får det hele til at antage en langt mere foruroligende mareridtsagtig karakter.

(Men derfor skal I stadig holde jeres kæft, når I er til koncert.)

Læs mere...

Xenoblight, Royal Metal Fest 2019

Åh, hvor ser hun dog sød og dejlig ud, den lille Marika Hyldmar.

… Men når hun tager mikrofonen for munden, sker der noget, som ikke helt uberettiget kan sammenlignes med den shapeshifter, hun synger (læs: growler) om. Det spinkle pigebarn antager skikkelse af en frådende, aggressiv rottweiler. Hendes blik bliver manisk; hun viser tænder og kanaliserer både dybe, gutturale bjørnebrøl og smertefuldt ætsende drageskrig.

Som min veninde følgende siger om Xenoblights skønne frontfigur: “Hun er ikke bange for at se grim ud, og det gør hende kun endnu smukkere”.

Xenoblight blæste mig fuldkommen omkuld på Metal Magic forrige år. Og Velociter, hvis aske Xenoblight har rejst sig fra, bed jeg mærke i til Kældertråd 39 i Roskilde tilbage i 2014, ikke mindst grundet selvsamme bidske vokalist. Men i bandets nuværende inkarnation er dødsthrashen opløftet til højder, der er mere omfattende end bare den efterhånden så genkendelige etiket “progressiv”, som visse medier åbenbart bruger om dem.

Det førnævnt maniske er ikke bare kendetegnende for bandets vokal, men også dets nærmest konstante moment af afvekslinger. Der er sjældent nogen fast trommerytme ret mange sekunder ad gangen; der er rundgange og bækken/tam-combo’s sommetider efter hver eneste takt. De komplekse riffs er som levende, mekaniske dræberslanger, der konstant, nådesløst og systematisk fortærer alverden omkring sig med knivskarp præcision.

For nu at dvæle ved det maniske er det lige så sigende om bandets foruroligende infernalske energiniveau, der fandme hører til blandt de fire-fem højeste på hele festivalen. Det siger sjovt nok en del, når 90% af programmet er indenfor dødsmetallen, og sgu endda tæller store, klassiske navne som Asphyx, Suffocation og Incantation. Med brug af både Slayer-kromatik og blastbeats skriver og spiller Xenoblight deres musik direkte monstrøst, og de får sat gang i den hidtil største moshpit på RMF ’19.

Men for nu at slutte cirklen havde de fandme næppe heller kunnet det alt sammen uden deres karismatiske lille hærfører. Marika formelig står med foden på vores kollektive klunker, styrer os som marionetdukker og får gang i mere publikumskontakt end noget andet band på hele festivalen. Hun er intet mindre end årets bedste frontmand M/K ud af samtlige optrædende, og det er altså ikke bare noget, jeg siger, fordi jeg bliver en kende for indtaget af hende. — Det bliver vi sgu nok lige netop allesammen.

Min eneste anke mod Xenoblight er, at der er for lidt struktur og faste holdepunkter. Hele det kaotiske islæt er i sin natur imponerende, men det er lige lovligt krævende, hvis man også gerne vil lytte fremfor bare at moshe. Kun den langsomme, dystre start på “Virus” skiller sig for alvor ud. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre Xenoblight i en lidt mere nedbarberet og strømlinet udgave.

Men jeg kunne på den anden side også godt tænke mig bare at høre dem noget mere. For de er på én gang et mere lovende, spændende og professionelt band end 9 ud af 10 unge danske metalnavne, og med de høje niveauer, som de lægger for dagen, kommer der næppe til at gå mange år, inden vi ser dem lægge et spor af afbrændte udenlandske festivaler bag sig.

Læs mere...

Faanefjell, Royal Metal Fest 2019

Jeg har åbenbart aldrig hørt Faanefjell før. For jeg tror, at det er så’n noget Finntroll’sk kædedans-og-mjød-folkemetal, vi skal over at høre. Det er det ikke helt.


Faanefjell fra Kristiansand udtrykker det samme dyriske mørke som hjemegnens mange black metal-kolleger. Men klart: Det foregår bestemt i en både musikalsk og visuelt mere farverig og interessant kontekst. Med sin brede pelskrave, sine hvide kontaktlinser og hjortegevirer på skuldrene ligner vokalist Syrtroll mest af alt Lordi, der lige har valgt at køre skovtema.

 Hans stemme er fjendtlig og snerrende.

Musikken minder mig om en folk’et udgave af Dimmu Borgir, dengang de stadig havde noget originalt at byde på. Det er brutalt og superintenst, men der er masser af afveksling; både melodiske og klassiske elementer; storladne, atmosfæriske passager med højspændte keyboards og stammetrommer; samt skønne, knasende kutterriffs i half-time.

"Hvis ikke jeg bedre ku' li' rock...", har jeg åbenbart skrevet i mit notehæfte under Faanefjell. Og det er sgu da osse rigtigt: Gode gamle D-A-D spiller jo ikke ret mange kilometer herfra nu i aften. Men det har dennehér flok skovtrolde åbenbart fået mig til at glemme alt om for en stund. Kommentaren betyder muligvis, at Faanefjell havde ligget højere agtet i min smagssfære, hvis ikke hård rock havde været en sejere genre. Men det er lige meget for nu.

Faanefjell er lige dele festligt, fascinerende og utilnærmeligt, og det er ikke ret mange bands, man kan sige det om. Når man lige har fået en god lille flok bajere, — og det har man på dettehér tidspunkt af festivalen, — er sådan en performance slet ikke til at stå for. Og at dømme fra den glade publikumsmodtagelse er hele Voxhall rørende enig med mig. Hen imod slutningen begynder et segment af crowden at både moshe og danse. Så er isen vist osse endegyldigt brudt.



Afslutningsnummeret og materialet fra debutskiven er til ren topkarakter. Hvis ikke Royal Metal Fest 2019 har kunnet klassificeres som en fest indtil nu, er festen hermed officielt sparket i gang.

Læs mere...

Lingua Ignota, Royal Metal Fest 2019

Et par enkelte, foruroligende høje hornlyde lyder inde fra Altas. Ikke fanfarer; snarere advarselssignaler. Der er mørkt i salen, da jeg går ind, og scenetæppet er trukket for.

Publikum står i en halvcirkel. Jeg kan høre en enkelt, messende kvindestemme i et manisk tonefald. Kristin Hayter, aka. Lingua Ignota, gentager en sætning på et sprog, jeg ikke kan tyde. Ordet “odio” indleder den; jeg kan ikke regne ud, om det skal betyde det spanske “had” eller det italienske “åh Gud”. I denne tvetydighed beror en sigende symbolik.

Hun går rundt frem og tilbage blandt publikum med tre håndholdte lamper i ledninger, som hun svinger rundt med alt imens. De rammer gulvet ind imellem og går mere og mere i stykker. Hendes tonefald lyder på én gang hadefuldt, sommetider hvæsende, forurettet grænsende til det sårede, og insisterende som en indelukket psykiatripatients paranoide vrangforestillinger.

Lingua Ignota har et enkelt keyboard og en laptop, hvor al hendes besættende, minimalistiske industrial kører fra. Det står på gulvet foran scenen, som aldrig bliver benyttet. Ingen lys bliver tændt. Lydsporet i et enkelt nummer lyder som en blanding af orgellyde og klirren med glas.

Den lavstammede, spinkle kvinde skiftevist skriger, growler, og synger en prægtig, intens operasopran. Det apokalyptiske tekstunivers lyder som noget, der kunne være skrevet af Allen Ginsberg på verdens mest katastrofale syretrip. “If you’re old enough to bleed, you’re old enough” lyder en enkelt gennemgående linie i en stanza, der tydeligvis handler om de voldelige og seksuelle overgreb, hun bearbejder gennem dette hendes kreative outlet. — Som muligvis er grunden til, at hun deler al sin undertrykte smerte, afmagt og vrede med et betalende publikum og ikke med hvide kitler og gummicellevægge.

Hayter har sunget siden 10-års-alderen og ville egentlig have være konservatorieuddannet operasanger. I stedet studerede hun kunst på Chicagos School of the Arts Institute og fik sin grad hos Brown med et speciale betitlet “BURN EVERYTHING TRUST NO ONE KILL YOURSELF”. Hendes karrierevalg er sigende for hendes performance: Vokalen er knivskarp og kontrolleret, hvad end hun synger svulstige vibratofraseringer eller tynd, skrøbelig pigestemme. Men så en gang imellem kommer et sporadisk hvinende skrig eller growl, hvorefter hun går tilbage på sporet. Ofte knækker hendes stemme, som brød hun pludselig ud i gråd.

Ingen i salen føler sig helt tryg.

Hele seancen varer ikke mere end, hvad, 20-25 minutter? Efter et nummer stiller hun pludselig keyboardet ned fra stativet, går på knæ og begynder at trække ledninger ud og pakke sammen. Man kan høre en fjer falde til jorden.

Is that it?”, spørger en enkelt publikummer. “Yes. Thank you”, lyder hendes svar.

Lyset bliver tændt på Atlas. Der ryger lidt stille Pantera på PA’et. Folk begynder at klappe — men mest af alt råbe på mere. Ingen af os har overværet noget lignende. Hayter rejser sig op og begynder at synge a capella, og lyset og musikken slukkes igen.

I am the disease of man/I am the cancer/I am the master/I am the plague”. Jeg kan ikke regne ud, om det er improviseret. Og ligesom under hovedsættet mister jeg tidsfornemmelsen fuldstændig. Det er hjemsøgende intenst, og det er ikke kun indholdet — eller for den sags skyld formen. Der er simpelthen noget fascinerende — noget på én gang genkendeligt og forstyrrende — over selve dette menneske. Hendes energi er altomsluttende; hendes kreativitet og smerte fylder rummet.

Vi går allesammen derfra med et lille stykke af begge dele.

Læs mere...

Deadnate, Royal Metal Fest 2019

Så, nu gik de lige over i at spille tidlig Kashmir”.

Min veninde rammer hovedet på sømmet. Den pludseligt hoppende hi-hat og de funky akkorder står i skærende kontrast til Deadnates omgivende, gennemgående højspændt-dramatiske metalniche.

Klart, de har hørt Gojira. For nu at sige det mildt. Hvis man hverken kendte Deadnate eller Gojira og hørte dem ryg mod ryg, ville man være tilgivet for ikke at kunne skelne det ene band fra det andet. Selv vokalen, guitarlyden og tapping-riffs’ene er som direkte planket fra den dér hval-plade. “Progressive groove metal” kalder de det vist; det er slet ikke nogen dum betegnelse.

Men hvad Deadnate så end måtte mangle i originalitet, synes de at besidde mere end til fulde i ambition, potentiale og vovemod. Den rene vokal er måske ikke ligefrem nogen Freddie Mercury værdig, men det er fedt, at de kaster sig ud i det. Dels fordi alt det hersens jyde-død snildt kan blive lige lovligt gryntende i længden, men mest af alt fordi Deadnate formår at holde deres musik lykkeligt fri for de dersens catchy-men-alligevel-ikke-mindeværdige melodier, som nyere både amerikanske og europæiske Killswitch Engage-kloner har forpestet metallen med, siden In Flames holdt op med at være interessante. (Hov, ER jeg alligevel blevet gammel og bitter??)

Derudover har Deadnate nogle lækre breaks, hvor der lige er dén tand mere stilhed, end hvad der virker behageligt. Superfrækt; superflabet. Og eftersom de har æren af at åbne årets RMF, er de fremmødte endnu både ædru og tavse, hvilket således kun understøtter andægtigheden og bandets performance.

Scenen er dækket i røg, og der kører ildevarslende drone- og feedback-lydflader over PA’et mellem numrene. Det er intenst, og det fungerer. Og det hjælper sikkert på det, at det gode Atlas-personale har været så flinke at hænge et par desværre tiltrængte plakater op: “Shhhhhh… Lyt til musikken. Vi kan snakke efter koncerten”. Åh, hvor er det på tide.

Deadnate er et overraskende professionelt foretagende. Ikke bare rent musikalsk, men også hvad angår paratekstuelle faktorer, såsom at de — i modsætning til overraskende mange andre bands på RMF ’19 — rent faktisk har en profil på Metal Archives, samt at de ikke blot har en YouTube-kanal, men at deres video-thumbnails har lige så professionelt udseende vandmærker som for længst etablerede Nuclear Blast-navne. Høj klasse af en flok unge gutter fra Fredericia med kun en enkelt selvudgivet EP på repertoiret. Og hen imod sættets slutning har de tilsyneladende smidt al tænkelig nervøsitet af sig og kører et langt mere udadvendt sceneshow, komplet med synkron vindmølleheadbanging. Sådan dér; rigtige metalheads har langt garn.

Vi skal tilbage til Scamp, Solbrud, Huldre eller Baest for at finde et nyt, upcoming dansk metalband med lige så meget potentiale. Deadnate kan drive det vidt, (det lidt søgte ordspil i navnet til trods), så snart de får skrevet sig ud af Gojira-universet og etableret et lidt mere personligt. Keep up the good work, drenge.

Læs mere...

Urkraft spiller reunion koncert til Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Det danske band Urkraft er tilbage efter 10 år med andre musikalske projekter, og spiller deres reunion-gig på Royal Metal Fest 2019!

Foreningen Metal Royale kan for 12. gang præsentere Royal Metal Fest i hjertet af Aarhus! Datoerne er 5.- 6. april 2019, begge dage vil byde på masser af tonstung metal på Voxhall, Atlas og Radar!

Metal Royale fortæller følgende om Urkraft:

"Samtidig udgiver de det helt nye album Our Treacherous Fathers, som tilfører voksne mænds visdom til unge mænds vanvidsraseri. URKRAFT blev dannet i 1995 og stod dengang alene på scenen med et ”gammelt” nyt nordisk udtryk og tekster på dansk om tidens mysterium og slægternes gang. Med udspring i disse rødder udkom debutalbummet Eternal Cosmic Slaughter i 2004 og i 2006 kom The Inhuman Aberration på det banebrydende britiske selskab Earache Records. Efter indspilningen af hovedværket med den profetiske titel A Scornful Death i 2008 var det slut… 

Men nu er de endelig tilbage, og for SATAN vi glæder os!"

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed