fbpx

Roskilde Festival 2018: Mogwai

Måske skal man bare indstille sig på, at årets deltagende på Roskilde ikke forstår hvad god musik er. Der er kun knapt halv fyldt til Mogwai, selv efter forsinkelsen på knap 20 minutter, og det stikker umiskendeligt en smule i hjertet. Det er usædvanligt, at koncerten er forsinket – både på Roskilde i overordnet forstand, men så lige dette band, perfektionister som de er. Men måske er det præcist derfor de forsøger så længe (det viser sig senere, at det er de fire sceneskærme der ikke dur, da de forbliver inaktive hele vejen igennem og man må formode, at det var dem de forsøgte at fikse)

Men da det så begynder... Åh mand. ”Mogwai Fear Satan” bliver nonchalant sendt afsted, en lang og skøn sag hvor man bare kan stå og lukke øjnene i den smukke stilhed, for så kort efter at blive forskrækket og blæst bagover. Så er vi i gang. Den elektronisk og næsten gyngende ”Remurdered” sætter gang i klap i pitten og både ”I’m Jim Morrison, I’m Dead” og ”Rano Pano” fortsætter i samme gode spor. For en gangs skyld er lyden også fuldstændig perfekt. Krystalklar, tung, en bas der går lige i mellemgulvet og med en høj volumen som hører sig til. Al irritation over forsinkelsen er glemt, hvad end der spiller andre steder er ligegyldigt, det er ikke ligeså godt som Mogwai alligevel. Det atmosfæriske lys og et som altid velspillende band drager os alle ind og samtidigt væk fra hverdagens trængsler og stress. Her er der ro og skønhed.

Den selvsamme ro forplanter sig til publikum. I mange genrer er dette åbenlyst ikke det bedste tegn, men i post-rockens verden er det bedste publikum det stille publikum. Det følende publikum. Efter de første to-tre sange er vi der. Ro(lige), derimod, det kan man ikke påstå Mogwai er. Det er udelukkende trommeslageren der er fast stationeret, samtlige af de fire andre besætningsmedlemmer skifter ubesværet mellem klaver og guitar eller mellem guitar og bas. Det giver en dynamik der står i god kontrast til når musikken spiller, som i sin natur ER gentagende, afmålt, stillestående (i ordenes positive forstand). Et andet træk ved bandet er forudsigeligheden og kontrollen: det skal være som det plejer, som det er planlagt. Det bliver f.eks. tydeligt da en stor ballon af uvisse omstændigheder har fundet vej foran scenen og bassisten simpelthen ikke kan koncentrere sig før den er forsvundet. Sågar lægger han sin bas fra sig over to omgange for at sparke ballonen væk. Det andet eksempel er som før nævnt de fire storskærme der aldrig tages i brug. I stedet for blot at sige pyt har man ihærdigt forsøgt at få dem op at køre, i en sådan grad at man går over tid.

Fem kvarters tid i drømmeland bliver det til, og ligesom begyndelsen står som et højdepunkt gør ligeledes afslutningen. ”My Father, My King”, en sang jeg ikke kendte før koncerten, saver os fuldstændig midt over både sonisk og visuelt og ender i et støjparadis, et endeløst loop af druknende guitar og knust håb der føles som om det aldrig stopper, og som jeg står der ville jeg ønske, at det bare blev ved til festivalens ende. Det er beklageligvis ikke muligt, men sikke en måde at lukke på.
Mogwai står nu ubetinget tilbage som festivalens bedste koncert for mit vedkommende, og tilnærmelsesvis årets bedste indtil videre. Havde vi fået det fulde visuelle setup, lidt længere spilletid og evt. nogle flere tilskuere er jeg ikke i tvivl om, at det ville have været til topkarakter. Vi nåede ikke helt derop i dag, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Mogwai Fear Satan
2) – Party In The Dark
3) – Remurdered
4) – I’m Jim Morrison, I’m Dead
5) – Rano Pano
6) – Coolverine
7) – Hunted By A Freak
8) – Old Poisons
9) – My Father, My King
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Nick Cave & The Bad Seeds

Mørkemanden over dem alle, velsign os små og skrøbelige mennesker endnu engang! Det er ni år siden sidst for mit vedkommende, også dengang på Orange Scene. Og manden bliver modtaget som en ny messias, i hvert fald blandt folk i de forreste pits. Det er manden, og så hans band – sådan er rollerne fastlagt. Derfor er det også helt i ånden, at han begynder alene tilnærmelsesvis som spoken word i ”Jesus Alone”. Herefter dukker The Bad Seeds op, et bredt ensemble med både en pianist, en perkussionist og en violinist, dertil foruden, at Cave selv både behersker guitar og klaveret af og til.

Og hovedpersonen er i hopla. Om han så besøger publikum igen og igen, sidder bag klaveret eller ham og ’Seeds går fuldstændig amok i ”From Her To Eternity” hvor der kastes med mikrofoner og bliver skruet op til elleve, hvor Nick Cave er nede på sine tryglende knæ og violinisten vælter (kontrolleret) rundt – det stikker af. Men det kan ligeså godt siges med det samme: der er halvtomt foran Orange. Hvorfor? Bevares, jeg havde ikke forventet at alle ville være her, men når man uden problemer kan nå næsten helt op til det bagerste hegn så føles det mangelfuldt. Kender de unge Roskildegængere ham ikke, måske? Jeg mindes i hvert fald en hel del flere ved siden optræden. Som ”modspil” når lyden dog gnidningsløst hele vejen ud, og hvilken massiv, insisterende, ruskende herlig lyd. Foruden en lidt for fyldig bas af og til er det lige i øjet. Så langt så godt.

Der slår mig, at jeg her og nu indser hvor bands som f.eks. Kellermensch har draget inspiration fra, og ikke kun musikalsk og/eller lyrisk. Dynamikken er den samme med forsangeren/hovedmanden der driver værket fremad og hvor bandet er som et maskineri der starter og stopper på kommando. Effektivt, og naturligvis levende i sin egen ret, men med et klart defineret forhold. Den dynamik er nok mest tydelig i den trekløver af skøn og nådesløs musik fra ”From Her To Eternity” over i ”Loverman” og så ”Red Right Hand” vi får her i midten af showet. Det er voldsomt og larmende, tungt og vildt, lige fra lyden til volumen til det skumle lys. Det er herligt at overvære.

Så når vi til balladerne. ”Into My Arms” finder som ventet vej og hvis Nick Cave har ét hit han egentlig sagtens kunne skippe må det være denne, god som den er. Jeg mener, resten af sættet er ikke ligefrem en hit-kavalkade og hurra for det. Under alle omstændigheder har ”Into My Arms” ikke en chance mod publikums snakkende tendenser, og den bliver som følge deraf umulig at nyde. Så klarer ”Girl In Amber” sig lige marginalt bedre, men udelukkende fordi der ikke er kunstpauser i sangen. Snakkeklubben, der altså som minimum strækker sig helt hen til lydteltet, var sådan set også til stede tidligere, men i larmen markant sværere at blive distraheret af. Overordnet er det mest af alt trist, at så mange af tilskuerne ikke har blikket vendt mod scenen – der er ellers masser at se på, og Nick Cave & The Bad Seeds fortjener bedre med den indsats de lægger for dagen.

Vi går naturligvis lidt ned i tempo som følge af balladerne – men så direkte op igen med ”Tupelo” og ”Jubilee Street”. Sidstnævnte munder ud i et inferno af lyd så det er de store post-rock bands værdige. Det gør godt. Ligeledes gør ”Weeping Song” med dets lille publikums-intermezzo: hvad det præcist går ud på er lidt svært at greje her på afstand, men det virker, så hul i det. ”Stagger Lee” og ”Push The Sky Away” lukker elegant og selvsikkert. Førstnævnte bliver effektfuldt trukket i langdrag (men aldrig for langt) hvor både Cave og violinisten er i sit energiske, ja næsten dyriske es. Sidstnævnte går i den diametralt modsatte retning med dens atmosfæriske, drømmende og gentagende fraser a la titlen. Det er en sublim afslutning hvor vi kommer fuld cirkel både musikalsk og følelsesmæssigt. Hvis bare snakkeklubben var blevet hjemme, hvis bare flere havde været med, hvis bare... ja, man kan ønske sig så meget. Det kunne have været årets koncert, og det var det måske også, men kun for de indviede.

Sætliste:
1) – Jesus Alone
2) – Magneto
3) – Do You Love Me?
4) – From Her To Eternity
5) – Loverman
6) – Red Right Hand
7) – Into My Arms
8) – Girl In Amber
9) – Tupelo
10) – Jubilee Street
11) – The Weeping Song
12) – Stagger Lee
13) – Push The Sky Away
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Scour

Endnu engang er Phil Anselmo på Roskilde og denne gang med Scour, et nyt blackmetal band han har stablet på benene. Ét projekt mere og vi har en tradition. Men om han bliver inviteret tilbage, tjo okay, det gør han nok (nazi-kontroverser til side), men så er det mere pga. personen end musikken – Scour er bare ikke synderligt interessant, ej heller var hans soloprojekt The Illegals.

Ligesom Dead Cross har Scour en opgave foran sig i form af, at skulle overbevise et publikum der sandsynligvis intet kender til dem på forhånd: med kun to ep’er ude er det ikke underligt. Den afgørende forskel viser sig dog hurtigt: Mike Patton er langt mere underholdende end Anselmo, selv på en god dag – og i dag er ikke en god dag. Mr. Anselmo er træt både at se og høre på, det er forsigtige og langsomme bevægelser og han har endda teksterne stående på et nodestativ for som han siger ”jeg er med i så mange bands at jeg glemmer teksterne”.

Publikum er i sin helhed ikke imponeret, og der er ellers mødt ganske rigeligt op. Godt nok er han en figur der oftest er i det skæve hjørne, og han har stadig en fremtoning som man lægger mærke til – men det falder brat til jorden når manden knapt gider være her. Jeg ved heller ikke helt hvad tanken bag dette band er. Hvis det ”bare” var at spille blackmetal, hvorfor er det seneste album med The Illegals så rimelig tæt på dette lydudtryk? Uanset hvad fremstår det blodfattigt, og det selvom resten af bandet spiller solidt. Lyden er også ganske glimrende.

Det er kun de to Pantera-covers til slut der sætter gang i sagerne, men så skal jeg da også love for, at der sker noget. At det lige er dét der skal rykke er i sin essens ret trist, men effektfuldt desuagtet. Det kan bare ikke gøre op for, at det var ligegyldigt hele vejen op til, primært pga. Anselmo selv. Det dur sgu ikke at tro, at ens navn gør op for performance – det gør det ikke.

Sætliste:
1) – Crooked
2) – Dispatched
3) – Piles
4) – Bleak
5) – Codes
6) – Massacre (Bathory cover)
7) – Red
8) – Barricade
9) – Tear Gas
10) – Slaughtered (Pantera cover)
11) – Strength Beyond Strength (Pantera cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Descendents

Så har vi legender i huset, og denne gang er der tale om pop-punk-rockerne Descendents. Dannet i slutningen af 70’erne har de været inspiration for et flercifret antal punkbands igennem tiden. De har været opløst i ikke mindre end 21 år og nu (for første gang?) at finde på dansk jord. Der bliver ofte klaget over, at der ikke bookes punk på Roskilde, så dette må siges at være et glimrende valg.

En giraf er det dog, det kan man ikke komme udenom. Og selvom det er en frisk en af slagsen og Avalon er ok fyldt, virker langt de fleste kun til at være her pga. legendemærkatet. Det går stærkt, og der er klap og hujen og enkelte pits mellem de mange sange (der sjældent er længere end tre minutter lange). Ligeledes er Descendents fuldt ud tilfredse med blot at tjatte til hinanden og hoppe lidt frem og tilbage af og til. Man kan kun svært påstå, at de ikke hygger sig.

Men den der oprørske punk-ånd, den er sgu svær at få ind under huden når det er midaldrende-til-oldinge der skal lede det an. Det er hyggeligt, men ikke opløftende eller bare tilnærmelsesvis interessant. Givet, det er nok heller ikke fordi Descendents har haft de store kunstneriske visioner – og det er ok. Men det kunne lige så godt være dine tre onkler på scenen, givetvis at de kunne spille instrumenter, forskellen ville ikke være mærkbar.

En times tid i nostalgiens tegn er hvad vi får, plus lidt hygge. De få fans der var, kan nemt lægge en halv eller en hel karakter oveni. For resten var det blot, ja, hyggeligt.

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Dead Cross

Hvad er det værste en supergruppe kan gøre? To ting, umiddelbart.
1) at forfalde til en overflod af sange fra de respektive medlemmers andre musikalske projekter
2) ikke have nok originalt materiale, og derfor benytte sig af covers i for høj grad

Den første faldgruppe undgår de uden problemer. Den næste falder de i med hals og hoved. Med fem ud af 15 sange værende covers over Beatles til Dead Kennedys. Det starter ellers befriende enkelt: de første fire sange er originale, og med den skøre og karismatiske Mike Patton i front kan selv sangenes middelmådighed ses bort fra (for middelmådige er de, tag ikke fejl her). Det er forventeligt med kun et album og en ep i bagagen op til nu og desuden med det forholdsvist nylige forsangerskrift fra Gabe Serbian til Mike Patton. De skal lige etablere sig ordentligt, kort sagt.

Og netop bandets korte eksistensperiode i mente har de i dag et stort crowd der skal overbevises. Bandets egne sange flyver i hvert fald over alles hoveder, og man må tænke, at langt de fleste nok primært er her for at se giraffen (endnu en ved siden af Descendents og Scour). Hvad end grunden(e) er, reagerer publikum i en afmålt facon når musikken spiller – og det selvom Patton ikke ligefrem er blevet mere normal eller stillestående over årene. Lombardo har heller ikke mistet tækket, nej langt fra: han høvler ubarmhjertigt igennem, professionelt og uden sved på panden, men med præcision som ingen andre.

Men det skal vise sig at handle om meget mere end musik – eller på sin vis alt andet, om man vil. Fra ”Shillelagh” der er ligeså rundforvirret som titlen antyder og direkte over i Stooges’ ”Dirt” – eller Bauhaus-coveret ”Bela Lugosi’s Dead” til ”skønheds-danse-konkurrencen” i den ellers originale skæring ”The Future Has Been Cancelled”. Her inviteres tre tilfældige publikummer på scenen og skal danse til et ”disco-beat a la Lombardo”, hvorefter resten af forsamlingen skal kåre vinderen. Men de vinder åbenbart alle sammen, og så er det ellers videre i forløbet som kort efter inkluderer både Beatles, ét minut af både ”Raining Blood” / ”Epic”, ganske sigende i omkvædet (”You want it all, but you can’t have it”) drilsk anført af Mr. Patton som lige forinden erklærer, at de ”hverken har mere tid eller coke”. Prikken over i’et er da forsangeren fra Touché Amoré, der altså selv skal optræde om et kvarter, overtager spotlyset i ”Nazi Punks Fuck Off” der til gengæld sparker røv, ægte hardcore kaliber.

Alt i alt har Dead Cross vist kun omtrent 30-35 minutters originalt materiale, og da det slutter, er der ikke engang gået en time. Og nok var den gøglede optræden for så vidt underholdende, men musikken skulle også gerne kunne bære en anelse selv. Det var ikke tilfældet denne gang.

Sætliste:
1) – Seizure And Desist
2) – Idiopathic
3) – Obedience School
4) – Shillelagh/Dirt (The Stooges cover)
5) – Skin Of A Redneck
6) – Bela Lugosi's Dead (Bauhaus cover)
7) – Divine Filth
8) – Grave Slave
9) – The Future Has Been Cancelled
10) – My Perfect Prisoner
11) – Gag Reflex
12) – Church of the Motherfuckers/I Want You (She's So Heavy) (The Beatles cover)
13) – Raining Blood (Slayer cover) / Epic (Faith No More cover)
14) – Nazi Punks Fuck Off (Dead Kennedys cover)

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Skeletonwitch

Hvilket bedre end hårdtslående døds-black-thrashmetal til at starte fredagen på? Alt andet, skulle det vise sig. I teorien er det en god plan og igennem tiden har mange habile bands da også fået fornøjelsen af, at vække halvtrætte publikummer op godt inde i Roskilde-dagene. Skeletonwitch er dog ikke et af dem: det døsige publikum lader sig ikke overtale det mindste denne gang.

Der er ellers godt fyldt op på Pavilion, men med en dræbende passivitet hængende over de forsamlede. Selv helt oppe foran er der kun ganske få der ser ud til at være en del af foretagendet. Skeletonwitch selv er ellers ganske medgørlige, tidspunktet, sollyset og musikken taget i betragtning – de forsøger, det må man give dem. Ligeledes bør god lyd og et godt lysshow give vind i sejlene, men ak, når to mistænkeligt aktive teenagetøser stjæler showet mere end bandet gør (også selvom de kun headbanger febrilsk i halvanden sang), så ved man, at det ikke går så godt.

Det tynder da også ud med mennesker og på trods af musikkens vilde natur er der kun ganske sjældent optræk til moshpit. De er kortlivede. Og således går en times tid, og vi er hverken mere eller mindre, hverken fra eller til. I virkeligheden står jeg mest tilbage med spørgsmålet: hvorfor Skeletonwitch? Der findes bedre alternativer. Hvorfor ikke Goatwhore? Eller Toxic Holocaust, der er underholdende som bare pokker. Skeletonwitch skal ikke høre et ondt ord om deres performance, det er tydeligt et hårdtarbejdende og seriøst band, men det er altså også gudsjammerligt ligegyldigt.

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Stone Sour

Det store samlende rock/metalnavn i år, dvs. foruden Nick Cave, ja den ære må uden diskussion gå til Stone Sour. På Roskildes vegne forventede jeg nu lidt mere. Som én med nu 10 år på Roskilde bag sig, hvor festivalen stort set hvert år har formået at fange de der mindre rock- og metalbands på det helt rigtige tidspunkt, så virker Stone Sour som et underligt og, ærligt, lidt for sikkert valg. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke har noget imod bandet, faktisk har jeg gode minder om deres tidligere koncerter, men... er det virkelig hvad det kunne blive til? Med det sagt: det var helt fint.

Der bliver i hvert fald ikke sparret på effekterne, det må man give dem. En noget fjollet intro fra Blues Brothers leder direkte over i både ild, konfetti, fire lysskærme / et spændende lysshow – og selvfølgelig Corey Taylor. I dag er han fornøjet. Godt! Stone Sour kunne nemlig nemt omdøbes til Taylor & Friends: det er ham der styrer showet, på godt og ondt. I dag mest godt. Faktisk så godt, at publikum over flere omgange messer hans navn højt og tydeligt, og omvendt, at Taylor imellem flere af sangene gejler folk op uden problemer. Ellers fortæller han små anekdoter og jokes. Klart, noget af det er rent amerikansk bullshit som ”I er det bedste publikum på hele touren!” og lignende. Der er ikke mange der falder for det, hvilket giver en vis ro i sjælen. Men spilleglæden er oprigtig, dét er ligeså tydeligt. Og de platte amerikanske fraser til side har Stone Sour et både nærværende, talstærkt og dybt hengivent publikum bag sig, og det kan man altså komme langt med.

Modsat kan dårlig lyd være ethvert bands ban(d)emand (undskyld, hæhæ). Her starter den utilgiveligt mudret, men forbedres ligeså stille, dog desværre ikke nok: det bliver aldrig en sprød, krystalklar lyd som jeg ved Arena kan diske op med (af og til). I stedet rumler det så meget at sange som ”30/30-150” og ”Get Inside” bliver fuldstændig massakreret i bombastiske udladninger – det er ingen overdrivelse, selv når man kender sangene er det svært at vide præcist hvad der foregår. Det er synd. Som oftest kan man klart pege på det tekniske, men i dag virker det faktisk også til, at bandet spiller lidt for afslappet og dermed... forkert. Det samme gælder på sin vis for Taylor der indirekte gør en ”dyd” ud af ikke at udtale visse dele af teksterne tydeligt, så det i stedet lyder mere som ugenkendelige råb eller mumlen. Det er irriterende og klart koncertens mest negative punkt.

Så gør de mindre larmende sange det straks bedre. Heri er både det faktum, at Stone Sour har lært den ædle kunst, at konstruere en fornuftig sætliste (hvor der kun spilles én ny sang for minimum én gammel og at balladerne lægges i midten og lige inden slutningen) – og så skriver de bare nogen totalt habile ballader, slet og ret. Både ”Bother” og ”Through Glass” trækker masser af fællessang, også på trods af førnævnte ”ugenkendelige råb” i teksterne og dertil at sidstnævnte leveres fladt. Som oftest er tilfældet gør de ældre sange det imidlertid bedre hos publikum. De nyere stopper på ingen måde festen, ikke som udgangspunkt. Der er undtagelser. ”Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)” har alle dage været ligeså lam som dens titel og at lukke med noget så kedeligt som ”Fabuless” er et ærgerligt valg, især når man sagtens kunne have skåret 2-3 sange fra. En time og et kvarter bliver for langt. En times tid i alt ville have løftet koncerten fra god til mere.

Sætliste:
1) – Whiplash Pants
2) – Absolute Zero
3) – Knievel Has Landed
4) – Say You’ll Haunt Me
5) – 30/30-150
6) – Bother
7) – Cold Reader
8) – Get Inside
9) – Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)
10) – Made Of Scars
11) – Song #3
12) – Through Glass
13) – RU486
14) – Fabuless
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Roskilde Festival 2018: Clutch

Det er 10 år siden jeg sidst var på Roskilde – og 10 år siden jeg sidst så Clutch. Det var sjovt nok også på Roskilde Festival, tilbage i 2008 på den hedengangne Odeon-scene. På flere måder passer det jo derfor perfekt, at jeg slog forbi dem her på Avalon som noget af det første om onsdagen – og så det faktum, at det var det mest relevante udover Dark Tranquillity (som jeg missede ligesom de vel 100.000 andre der skulle se Eminem). Det er en sløv hiphop sang der byder velkommen, hvilket passer fint til stemningen – ligeledes gør dét, at man kan lugte hash et minut inde i koncerten.

Så kan man stå og føle sig godt tilpas i det rock’n’rollede univers Clutch befinder sig i – det nærmer sig uomtvisteligt stoner på de nyere plader, men forsangeren groover derudaf med en støvet og sprælsk tilgang til det om det så er gammelt eller nyt. Han er på, som han ser helt normal og hyggelig ud men altså er festens midtpunkt på samme tid – eller nærmere, den fest han forsøger at starte. Det samme drive kan ikke tilskrives om hans kollegaer, der nøjes med den introverte fremgangsmåde. Groovet jovist, men indad, ikke udad.

Det kan også være fordi volumen ikke er højere: det gør det markant sværere at finde sig tilpas i. Lyden i sig selv er som sådan rimelig, men man bliver langtfra rusket igennem, heller ikke selvom man måtte befinde sig næsten helt oppe i front. Der mangler bund, kort og godt. Givet, de forreste rækker har det vist ret lækkert, men det forplanter sig aldrig udover de forreste fem-ti rækker. Det er ikke fordi de forsamlede er uinteresserede, de er bare ikke mærkbart engagerede.

Men det er vel også forventet, når der udelukkende præsenteres sange fra de tre seneste albums helt indtil det sidste kvarters tid. Her løfter det sig til gengæld gevaldigt. Fra middelmådighed til stort, fra beherskede klap og hujen til jubelbrøl – vi får nu ”Spacegrass” og lidt efter ”The Mob Goes Wild”, de to eneste tilnærmelsesvis gamle sange, og ind imellem både et par moshpits, en dance-battle og et amatøragtigt, men dog charmerende, forsøg på at starte en cirkelpit. Så kører vi!... 
Men altså alt for kort.

Sætliste:
1) – X-Ray Visions
2) – Firebirds!
3) – Crucial Velocity
4) – Gimme The Keys
5) – How To Shake Hands
6) – A Quick Death In Texas
7) – Earth Rocker
8) – Sucker For The Witch
9) – Hot Bottom Feeder
10) – The Face
11) – D.C. Sound Attack!
12) – Spacegrass
13) – In Walks Barbarella
14) – Electric Worry
15) – The Mob Goes Wild
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

The Rolling Stones spiller på Roskilde Festival

I sidste uge gik der rygter om at den ikoniske rock gruppe The Rolling Stones ville indtage Orange Scene på årets Roskilde Festival, i dag har festivalen bekræftet rygterne og skriver:

”De legendariske rockikoner bringer endelig deres banebrydende show til Orange Scene.

Roskilde Festival præsenterer stolt et massivt hovednavn til 2014.

THE ROLLING STONES (UK) kommer endelig til at give koncert på Orange Scene. Bandet vil forkæle deres generationer af fans med klassikere som ”Gimme Shelter”, “Paint It Black”, “Jumping Jack Flash”, “Tumbling Dice”, “It’s Only Rock ‘N’ Roll” plus et par overraskelser.

Første europæiske shows i 7 år
Med The Rolling Stones - 14 ON FIRE får vi Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts and Ronnie Wood tilbage til Europa efter en kæmpemæssig omgang koncerter i Storbritannien og USA sidste år, så fans over hele verden får muligheden for at opleve deres ikoniske musik og banebrydende show.

The Rolling Stones indledte denne turné med deres første koncert i Mellemøsten nogensinde. I skrivende stund passerer de gennem Asien, Australien og New Zealand, inden de indtager Europa for første gang i syv år.

Vores Orange Scene blev oprindelig designet til en The Rolling Stones-turne tilbage i 70’erne. At opleve bandet på denne scene bliver rockhistorie, så det kommer til at kunne mærkes helt omme på de bagerste rækker.

The Rolling Stones udgav deres første single i 1962. Og den dag i dag fylder det ikoniske band stadig gigantscener verden over. På uforlignelige albums som Exile on Main St., Let It Bleed og Some Girls har de præget 50 års rockhistorie med Mick Jaggers djævelske karisma og Keith Richards’ udødelige riffs.”

 

The Rolling Stones - Gimme Shelter (Live)

Læs mere...

Roskilde Festival – Rob Zombie m.fl. offentliggjort

Roskilde Festival begynder at ligne noget for metal fans, tidligere har festivalen offentliggjort Carcass, Nails og Bombus, i dag er yderlige tre spændende navne føjet til programmet, her er tale om Rob Zombie, The Black Dahlia Murder og Corrections House (som består af medlemmer fra Neurosis, Eyehategod, Minsk og Yakuza).

Roskilde Festival skriver følgende om de 3 bands:

"While the Danish winter is cold and evil, we announce a trio of American metal names.

ROB ZOMBIE (US) has built a show in the depraved rock tradition of Alice Cooper and Ozzy Osbourne. The devilish treats are based on cartoons, bloody horror movies and raven-black hard rock that is danceable, scary and wickedly funny. The American icon was also confirmed in 2011 – but back then he wasn’t able to make it after all. It’s a great pleasure to have this rock spectacle back on the festival poster in 2014.

THE BLACK DAHLIA MURDER (US) plays engaging and melodic death metal with European inspiration. Each new record and tightly knit tour schedule from this hardworking unit draw them closer to their sources of inspiration such as Carcass, At The Gates and In Flames. Everybody into brutal music should look forward to a death metal treat that is fast, furious and fun, played by people who obviously love the genre.

CORRECTIONS HOUSE (US) consists of members from celebrated metal acts Neurosis, Eyehategod, Minsk and Yakuza. With this enigmatic new project they experiment with industrial, goth, electronics, baritone saxophone and nihilistic spoken word. This new context lets the band members take their signature sounds into surprising directions. The debut album Last City Zero has surprised fans of the aforementioned bands by being something completely different to what was expected.”

 

Rob Zombie - Dead City Radio And The New Gods Of Supertown

The Black Dahlia Murder "Into the Everblack"

Corrections House - Grin With a Purpose

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed