fbpx

Heads. - Push

Heads. er et nyt navn for mig, men trioen bestående af Ed Fraser (vokal, guitar), Chris Breuer (bas) og Nic Stockmann (trommer) har eksisteret siden 2014, og udsendte deres første album ”Collider” i 2018. nummer to i rækken kommer nu i form af ”Push”, som er produceret af Christoph Bartelt fra Kadavar.
Han har den rette baggrund til opgaven, for Heads.’ musikalske univers baserer sig på tyngden fra Sludge blandet med skæve elementer hentet i Indierock. Det betyder i praksis, at numrenes opbygning og instrumentering er enkel, og at bassen dominerer det rytmiske. På denne hægtes så forskellige guitaranslag, som regel lidt skævt, så det naturlige flow forstyrres. Det samme gælder vokalen, som nogle steder er halv talende, andre steder halvt råbende – i begge tilfælde samtidig vrængende.
Det er tydeligt, at Heads. forsøger at være udfordrende og spændende, men undervejs giver de lytteren alt for lidt igen. De skæve guitarer bliver hurtigt kedelige, og Frasers specielle vokal bliver hurtigt til et irritationsmoment. Trods mange gennemlytninger er det ikke lykkedes for mig at finde ret meget positivt i denne udgivelse, for selvom bandets mål står klart, så rammer de langt forbi. ”Push” er en af den slags udgivelser, hvor jeg som lytter føler, at jeg virkelig har spildt min tid – det afspejles i den lave karakter.

Tracklist:
1. Empty Towns
2. Weather Beaten
3. Push You out To Sea
4. Loyalty
5. Rusty Sling
6. Nobody Moves & Everybody Talks
7. It Was Important
8. A Swarming Tide
9. Paradise
10. As Your Street Gets Deserted
Samlet spilletid: 35:39

Læs mere...

Fake Names - Fake Names

Som vanligt vækker betegnelse ”Supergruppe” skepsis hos mig, men denne gang kan jeg ikke bedømme rigtigheden af betegnelsen; medlemmerne i Fake Names bevæger sig nemlig uden for mine musikalske cirkler, men markedsføres som Supergroup of Punk.
Hvorfor jeg ikke umiddelbart kender bandets medlemmer skal måske søges i deres stil; i 2020 skal der åbenbart ikke være meget vildskab i guitaren, før det retfærdiggør dén betegnelse. Igen er vi over i den noget pænere ende af genren; hvis 70’ernes Punk var en Dark Ale, er Fake Names nærmere en cafe latte. Det er der som sådan ikke noget galt i, men det kan være skuffende, hvis man havde sat næsen op efter noget stærkere. Den bløde tendens forstærkes af en helt igennem udmærket, men lidt poleret produktion – vi er langt væk fra garagelyd.
Så i mine ører er de fleste numre på albummet ikke rigtig Punk, men mere frisk guitarrock. Numre som “All For Sale”, “Heavy Feather” og “This Is Nothing” fungerer udmærket med gode melodier og udmærket energi; der mangler bare den vildskab og oprørstrang, der traditionelt hører til genren.
Men den findes, og kigger frem et par gange på albummet: I ”Brick”, hvor vokalen viser lidt aggressivitet, og bedst i ”Being Them”, som med en skarp melodi og power er albummets absolutte højdepunkt.
Den samlede bedømmelse ender på et ”OK”, men albummet efterlader mig med fornemmelsen af, at Fake Names lægger bånd på sig selv, og har mere at byde på, end de viser her.

Tracklist:
1. All For Sale
2. Driver
3. Being Them
4. Brick
5. Darkest Days
6. Heavy Feather
7. First Everlasting
8. This Is Nothing
9. Weight
10. Lost Cause
Samlet spilletid: 27:53

Læs mere...

NRG - Ohm

Historien om NRG går tilbage til 1981, og op gennem årtiet var bandet aktivt på den københavnske Punk scene. I 1989 gik medlemmerne i forskellige retninger, men blev gendannet i 2009. Det er baggrunden for, at NRG nu udsender sit første album, ”Ohm”, næsten 40 år efter, at det hele startede. Ohm er måleenhed for (elektrisk) modstand, hvilket er en meget passende titel for et Punk album.
I pressematerialet lægges der vægt på, at NRG ikke spiller traditionel Punk, men i stedet har punkens attitude i sig. Musikken har da ikke meget at gøre med den gængse opfattelse af Punk; der er tale om lidt skramlet Rock, som hverken har det tempo, den aggressivitet eller provokation, der hører genren til – det eneste jeg lægger mærke til, er, at musikken er enkel og ikke afkræver medlemmerne nogen ekstrem indsats.
Når punken ikke er i musikken, må den gemme sig i teksterne. Her tages der også fat på store temaer som klima, systemets regler og løgne, samt et ulmende oprør, men heller ikke her scorer NRG ret mange point. Emnerne er alvorlige, men teksterne er mere iagttagende end stillingtagende, og temaerne bliver ikke spiddet med hverken elegant vid eller humor.
Det er muligt, at indsatsen var tilstrækkelig til en plads på Punkscenen i starten af 1980’erne, men i 2020 lyder NRG som et oprør, der har ligget i blød siden da: Uden bid, uden skarphed, og uden den attitude, der er kernen i PUNK. Det er også muligt, at jeg bare har misforstået ”Ohm”, men jeg kan ærlig talt ikke bruge albummet til ret meget.

Tracklist:
1. Vent
2. Kontrol
3. Her
4. Ohm
5. Slave
6. Kys
7. Vrede
8. Aldrig Aldrig
9. Lystavle
10. Snart
11. Sorte Rose
12. Blod
13. Tvangsindlagte Insekter
Samlet spilletid: 38:09

Læs mere...

Dynfari - Myrkurs er þörf

Dynfari? Det er ikke et navn, der får mine genkendelsklokker til at ringe, er det et nyt band? Nej, bandet fra Island har eksisteret siden 2010, og ”Myrkurs er þörf” er deres femte album, så de er på en eller anden måde gået under min radar.
Bandets stil beskrives som atmosfærisk Black Metal, men det er noget af en tilsnigelse – den Sorte Metal optræder kun rendyrket i et enkelt nummer mod slut. Resten af spilletiden er mere Rock end Metal, og hvis man skal beskrive stemningen, er det passende med et ”Dark” foran. Som et blik ned over tracklisten viser, er de fleste tekster på islandsk, og de leveres med en vokal, som passer fint til Rock stilen; kraftfuld, men ikke voldsom. Det samme gælder den ledsagende musik, som har okay med tyngde, men ellers ikke gør meget væsen af sig.
Jeg har haft svært ved at kæmpe mig igennem denne udgivelse; ikke fordi den er svær at komme ind på livet af, men fordi den ikke rigtig har trukket mig til sig – hver gennemlytning har mere været en pligt end en fornøjelse. Og det afspejler meget godt problemet for ”Myrkurs er þörf”, for selv om musikken er selvstændig og har sine øjeblikke, er albummet som helhed uinteressant. Jeg føler derfor ikke, at jeg er gået glip af noget ved ikke at kende deres tidligere albums.

Tracklist:
01 - Dauðans dimmu dagar
02 - Langar nætur (í botnlausum
spíralstiga)
03 - Myrkurs er þörf
04 - Ég fálma gegnum tómið
05 - Svefnlag
06 - Ég tortímdi sjálfum mér
07 - Peripheral Dreams
08 - Of Suicide and Redemption
Samlet spilletid: 46:50

Læs mere...

Lili Refrain - Ulu

Lili Refrain er en italiensk sangerinde og multiinstrumentalist, som siden 2007 har udsendt 4 albums. Dem kender jeg ikke, men får nu lejlighed til at lære kunstneren at kende, hvor hun udsender EP’en ”Ulu”. Officielt består den af tre numre, men reelt fremstår det som ét 22 minutter langt track.
Det hele starter meget stille med klangflader, der vokser i intensitet og støttes af guitarlyde og trommeslag, efterhånden som de træder frem. På et tidspunkt kommer vokalen ind; den er ren og kraftigt, men jeg er ikke sikker på, at der synges på et egentligt sprog – det virker mere som blot et bidrag til stemningen i musikken. Den fornemmelse understøttes af, at der ikke er ret meget rytmisk struktur til stede. Til gengæld udvikler nummeret sig til en dialog mellem vokal og guitar, hvor der ind imellem er næsten hypnotisk repetition af temaer.
Strukturen kommer efterhånden som guitaren får mere bid, og der kommer trommeslag med i billedet. Det hele vokser støt i intensitet, inden der mod slutningen skiftes til rene klangflader tilsat lidt effektlyde.
Helheden er ret speciel, men musikken har sine øjeblikke. At det er musik til specielle stemninger og specielle mennesker betyder mindre - Lili Refrain viser modet til at gå mod strømmen.

Tracklist:
1.GULA
2.TERRA 2.0
3.MUL
Samlet spilletid: 22:07

Læs mere...

Natjager - Hvordan Vi Lærte At Svæve

Rollen som anmelder vil altid indeholde balancen mellem at bedømme en udgivelse objektivt, og samtidig tilkendegive så meget af den personlige mening, at man kan stå inde for anmeldelsens konklusioner. Nogle gange bliver denne grundholdning udfordret, som med debutalbummet fra københavnske Natjager. Her har man nemlig valgt, at inkludere det element, som jeg inderligt hader ved meget af den musik, der kan høres på P3, nemlig brugen af autotune på vokalen – ikke kun fordi det ofte bruges til at skjule vokal inkompetence, men mere fordi det ikke bare lyder grimt, det lyder hæsligt!
Således udfordret måtte jeg forsøge at lytte forbi Jon Kirkhoffs manipulerede stemme. Her finder man musik, som er sammensat af elementer fra Rock, Pop og Metal – det sidste optræder kun i meget korte sekvenser i starten af f.eks. ”Hvem Har Brug For Hvem Mest” og titelnummeret. Ellers er det mest Pop genren, der skinner igennem, men hvor ”Diamant” kører i frisk tempo, er de fleste øvrige numre ret flade og energiforladte; endda i en sådan grad, at den dominerende vokal fungerer som en effektiv afledningsmanøvre.
Jeg ved godt, at jeg ikke har løst min opgave helt som beskrevet i indledningen, for det er umuligt at ignorere vokalens ødelæggende rolle. Alligevel er den ikke mit eneste kritikpunkt, for generelt er musikken for uinteressant; kun få gange lykkes det at skabe bare lidt spænding. Derfor kan jeg på ingen måde anbefale dette album, ikke engang til lyttere, som er mere tolerante overfor autotune, end jeg er.

Tracklist:
1. Havet Findes
2. Diamant
3. Løb For Livet
4. Helium
5. Hvem Har Brug For Hvem Mest
6. Ild
7. Ung Flugt
8. Glas
9. Vinterberg
10. Gadelamperne
11. Hvordan Jeg Lærte At Svæve
Samlet spilletid: 42:45

Læs mere...

Advocacy - Remnants

“Remnants” er den nyeste udgivelse fra Aarhus-bandet Advocacy, og kommer som opfølger til ”Geophobia” fra 2017. Også denne gang er der tale om en EP med 5 numre, som viser bandets fortolkning af progressiv musik.
Der åbnes med det instrumentale titelnummer, som med nydelige guitarmelodier fungerer som en tiltalende modtagelse af lytteren. Herefter følger tre studieoptagelser, som har det til fælles, at de via forskellige temaer, flotte melodier og tilsvarende vokaler viser en fin vifte af forskellige udtryk.
”Corrupted” lægger ud, nummeret er lidt forsigtig og lidt blegt; det virker som om Advocacy lige skal spille sig varme. Det er de så i ”Spoils of War”, som har et virkelig fedt samspil mellem guitar og bas. Samtidig er der mere power i alle elementer, hvilket gør nummeret er EP’ens bedste. Den position bliver udfordret af ”My Socially Transmitted Disease”, hvor vokalerne er ekstra flotte, og hvor der i løbet af nummeret bygges godt op, så intensiteten gradvist forøges.
Til slut får vi et nummer fra bandets optræden til Mono festivalen sidste år. ”Never Ensured” fremstår hårdere og mere aggressiv end de foregående tracks, hvilket forstærkes af en lidt grynet optagelse.
Grynet eller ej, så har Advocacy grund til at være tilfreds med denne EP, for selv om der ikke rammes plet med alle ideer, så ligger niveauet højt nok til, at jeg vender tommelfingeren op.

Tracklist:
1. Remnants
2. Corrupted
3. Spoils of War
4. My Socially Transmitted Disease
5. Never Ensured (Live)
Samlet spilletid: 29:35

Læs mere...

Unherz - Mainstream

Tysksproget Rock har aldrig været noget stort i Danmark, men i de lande hvor tysk er modersmålet, er sagen naturligvis helt anderledes. Et af de mest produktive navne indenfor genren er Unherz, som med "Mainstream” nu udsender deres 8. album – temmelig imponerende for et band med kun 10 år på bagen.
De åbner fint med titelnummeret, som kører frem i pænt tempo, og med fint markerede guitaranslag. Et andet nummer, som fortjener at blive fremhævet, er ”Schreie in der Nacht”, som via godt med boogie minder mig om Rodgau Monotones.
De fleste af de resterende numre lever lige lovlig meget op til titlen; musikken er nærmest skræddersyet til at kunne indgå i de fleste sammenhænge uden at støde nogen; lidt for hyggeligt, lidt for ufarlig. Det er i sig selv kedeligt, men forværres af, at Unherz netop har noget på hjerte og i deres tekster forholder sig kritisk til samfundet. Her udstilles vores hang til selveksponering (”Mainstream“), vanrøgtede børn (”Hänsel und der Nachbar”) og griskheden i sportens verden (”F.I.F.A.“). Teksterne er godt skrevet, de har bid og havde fortjent en bedre musikalsk ramme som udstillingsvindue. Da der samtidig er lidt for mange uinteressante numre på tracklisten, er det teksterne, der trækker karakteren op på tre stjerner – men da de er på tysk, er det nok de færreste herhjemme, der nyder godt af det.

Tracklist:
1. Intro
2. Mainstream
3. Beichtstuhl oder Sündenpfuhl
4. König ohne Krone
5. Schreie in der Nacht
6. Hänsel und der Nachbar
7. Leben am Limit
8. Ihr wisst es nicht
9. Unsere Art
10. Hornhaut am Arsch
11. F.I.F.A.
12. Eigene Legende
13. Drachenflügel
14. Fluch der Zeit
15. Marie
Samlet spilletid: 65:52

Læs mere...

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Karyn Crisis' Gospel of the Witches - Covenant

Karyn Crisis var forsanger i bandet Crisis i tiden fra 1993 til 2006, men trak sig herefter tilbage fra musikken for at koncentrere sig om andre kreative kunstformer. Sammen med hendes mand Davide Tiso begyndte hun igen at skrive musik til et projekt, der skulle blive til Karyn Crisis' Gospel of the Witches. Bandet albumdebuterede i 2015, og udsender nu album nummer to, hvor Skinlabs trommeslager Fabian Vestod hjælper de to hovedpersoner.
Selv kalder bandet deres stil for Occult Metal, men det kan diskuteres – måske kan teksterne rubriceres under det okkulte, men Metal er der ikke meget af på ”Covenant”. Ud over lidt bankende stortrommer i ”Diana Mellifica” og skarpe guitarer i ”Womb of the World” er der langt mellem indslag fra den hårde genre.
Nej, gennemgående er numrene Rock, om end den er lidt mørk. Det giver hele albummet en dyster stemning, men forhindrer heldigvis ikke bandet i, at udstyre numrene med iørefaldende melodistykker og tilsvarende omkvæd. Især på albummets første halvdel nyder lytteren godt af denne tendens, men herefter er der nogle mindre interessante skæringer på listen.
I sidste ende er det hovedpersonen selv, der redder situationen. Crisis er udstyret med en meget flot vokal, som både mestrer det stille og rene udtryk, og samtidig kan brøle truende – det er rigtig stærkt. Når hun gør det sidste, giver det numrene kant; derfor kunne jeg godt ønske mig noget mere af den slags. Det virker som om bandet ikke udnytter samarbejdets fulde potentiale, og nogle numre skaber forventninger, der ikke bliver indfriet.

Tracklist:
1. Womb of the World
2. Drawing Down the Moon
3. Stretto di Barba
4. Silver Valley
5. Great Mothers
6. Benevento
7. Dea Iside
8. Janara
9. The Hours
10. Diana Mellifica
11. Circle of White Light
12. Blood of the Mother
Samlet spilletid: 48:32

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed