fbpx

South Harbour – A Withered World In Colour

Guitaristen Alexander Varslev-Pedersen startede South Harbour som et énmands studie projekt i starten af 2018, men siden har han fået følgeskab af Kristian Hejlskov Larsen på guitar og Andreas Dahl-Blumenberg på bas. På debutalbummet ”A Withered World In Colour” har man valgt ikke at have en fast sanger, men i stedet lade vokalen varetage af forskellige kunstnere. Det er en rigtig god ide, fordi man med Mikkel (Feather Mountain), Yasin (Jenny Wren), Cornelius (Everything Is Terrible), Marc (Hanging the Nihilist), Ann-Sofie (eif) og Tue (Morild) har samlet en stribe meget kompetente vokalister med meget forskellige udtryk. Denne forskellighed overføres til de enkelte numre, så albummet automatisk får tilført bredde.
Bredde er der også at finde i musikken, selv om den hovedsageligt kun optræder i to udgaver: En roligere og Rockbaseret, og en mere hårdtslående, som tager udgangspunkt i Metal. Uanset hårdhed er musikken progressiv med ret komplekse strukturer, men ikke i den kliniske opvisningsstil; i stedet skabes spænding via variation.
Hovedparten af albummet tilbringes i den afdæmpede afdeling, hvor ”Flowers Need Water” står klart stærkest; den meget intense vokal er virkelig fængslende og matcher musikken flot.
Ikke overraskende er jeg mere til albummets Metalnumre, hvor den let skrigende vokal i ”Naysayer Begone” passer fint til de guitarpassager, der løber ind over musik og vokal. Lidt af det samme sker i ”M Å N E B A R N”, her er det bare kontrasterne mellem musik og vokal, der scorer point.
“A Withered World In Colour” er en udmærket debut med forskellige facetter og retninger, overvejende i den mere afdæmpede ende af skalaen. Albummet har sine højdepunkter, men en del numre ender i mellemklassen, både stil- og niveaumæssigt; det forhindrer en bedre karakter.

Tracklist:
1. As I Gaze Into An Uncertain Future (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
2. Delusion (Feat. Mikkel of Feather Mountain)
3. Flowers Need Water (Feat. Yasin of Jenny Wren)
4. A Dying Breed (Feat. Cornelius of Everything Is Terrible)
5. Naysayer Begone (Feat. Marc of Hanging the Nihilist)
6. Exactly Where We're Supposed To Be ((Feat. Yasin of Jenny Wren and Mikkel of Feather Mountain)
7. Svalbard (Feat. Ann-Sofie of eif)
8. Not All Who Wander Are Lost
9. M Å N E B A R N (Feat. Tue of Morild)
Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Karyn Crisis' Gospel of the Witches - Covenant

Karyn Crisis var forsanger i bandet Crisis i tiden fra 1993 til 2006, men trak sig herefter tilbage fra musikken for at koncentrere sig om andre kreative kunstformer. Sammen med hendes mand Davide Tiso begyndte hun igen at skrive musik til et projekt, der skulle blive til Karyn Crisis' Gospel of the Witches. Bandet albumdebuterede i 2015, og udsender nu album nummer to, hvor Skinlabs trommeslager Fabian Vestod hjælper de to hovedpersoner.
Selv kalder bandet deres stil for Occult Metal, men det kan diskuteres – måske kan teksterne rubriceres under det okkulte, men Metal er der ikke meget af på ”Covenant”. Ud over lidt bankende stortrommer i ”Diana Mellifica” og skarpe guitarer i ”Womb of the World” er der langt mellem indslag fra den hårde genre.
Nej, gennemgående er numrene Rock, om end den er lidt mørk. Det giver hele albummet en dyster stemning, men forhindrer heldigvis ikke bandet i, at udstyre numrene med iørefaldende melodistykker og tilsvarende omkvæd. Især på albummets første halvdel nyder lytteren godt af denne tendens, men herefter er der nogle mindre interessante skæringer på listen.
I sidste ende er det hovedpersonen selv, der redder situationen. Crisis er udstyret med en meget flot vokal, som både mestrer det stille og rene udtryk, og samtidig kan brøle truende – det er rigtig stærkt. Når hun gør det sidste, giver det numrene kant; derfor kunne jeg godt ønske mig noget mere af den slags. Det virker som om bandet ikke udnytter samarbejdets fulde potentiale, og nogle numre skaber forventninger, der ikke bliver indfriet.

Tracklist:
1. Womb of the World
2. Drawing Down the Moon
3. Stretto di Barba
4. Silver Valley
5. Great Mothers
6. Benevento
7. Dea Iside
8. Janara
9. The Hours
10. Diana Mellifica
11. Circle of White Light
12. Blood of the Mother
Samlet spilletid: 48:32

Læs mere...

Copenhell 2019: Halestorm

Den sidste gang jeg aktivt opsøgte Halestorm var i 2015. Jeg havde sådan set håbet på at kunne undgå dem endnu længere. Hvorfor så krads en attitude, tænker du nok. Her er svaret.
Og for den korte udgave: jeg følte mig snydt. To år forinden havde de givet akkurat det samme show! Det kan man tilnærmelsesvis tillade sig som dinosaur-band, og der får man også rimelige hug hvis man intet nyt foretager sig, men som ungt band med en i forvejen nærmest irriterende uoriginal lyd, ja der trækker jeg i hvert fald grænsen. Hvis jeg ikke kan blive underholdt, så kan det være ligemeget. Siden da har Halestorm udgivet ”Vicious” fra 2018, så en ren gentagelse bliver det da heldigvis ikke, og med ovenstående kritik i mente har Halestorm gang på gang leveret glimrende fadølsfester, så det bør også blive tilfældet denne gang.

Og det blev det også. Men jeg synes stadig de er noget af det rædderligste der er udkommet i dette årtusind. Live er det dog overkommeligt. At det primært er sangene fra de første to albums der tager kegler er så hvad det er, men med kun en time til rådighed var det med velvalgte skæringer som ”Love Bites (So Do I)” der fik publikum engageret samt senere både ”I Get Off”, ”Freak Like Me” og ”I Miss The Misery” der effektivt lukkede og slukkede.

Inden vi når så langt er der dog nogle nye sange imellem. Nye er måske så meget sagt, for der er ikke megen variation over dem og heller ikke ift. tidligere materiale. ”Chemicals” står dog lidt for sig selv, selvom den ikke er videre spændende, og det er også på dette tidspunkt at den nu faste trommesolo får plads. Her kan jeg så konstatere at fidusen med de gigantiske trommestikker stadig hænger ved, et trick der nu er over fem år gammelt. I det mindste får vi da en nogenlunde lyd serveret, et veloplagt band, eller i hvert fald de to søskende, som løber med opmærksomheden, og et publikum der er moderat interesserede.

Så i virkeligheden er alt som det skal være, ud fra et rent objektivt og teknisk synspunkt. Men omvendt er intet overladt til tilfældighederne, det skulle måske lige være den underlige hyldest til Skindred i form af et par linier ”nobody, nobody gets out tonight” trommeslageren instruerer publikum i at råbe. Ellers kører maskinen derudaf uden at skrive sig ind i andet end middelmådighedens store bog. Jeg er sikker på bandets fans er tilfredse. Shit, jeg er sikker på bandet selv er tilfreds, det kører jo med næsten uafbrudte tours, festivaler og sikkert et pænt salg af både albums og merchandise. For resten af os gør det hverken fra eller til.

Sætliste:
1) – Black Vultures
2) – Love Bites (So Do I)
3) – Killing Ourselves To Live
4) – Do Not Disturb
5) – Familiar Taste Of Poison / Amen
6) – Chemicals
7) – I Get Off
8) – Freak Like Me
9) – Uncomfortable
10) – I Miss The Misery
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2019: Slash Feat. Myles Kennedy And The Conspirators

Når nu vi ikke kan få Guns N’ Roses giver det mening at booke Slash, der vel må siges at være det næstbedste. I samme omgang kan Copenhell så endnu engang formå at få noget tilknyttet Mark Tremonti på plakaten, så det er jo også en præstation... på en eller anden måde. Slash har siden 2012 udgivet tre albums med hans nyeste backingband (og ja, det må man gerne kalde dem), alle tre til moderat positive anmeldelser – men mon ikke de fleste kommer for at se elefanten og måske få serveret et par enkelte skæringer fra hans primære beskæftigelse?

Det skulle dog ende med at det utvetydigt var hans eget materiale der stod i front. Ja faktisk fik vi kun en enkelt skæring fra Guns N’Roses. Men lad os starte ved begyndelsen. Hvor Stone Temple Pilots som det forrige navn på Helvíti havde været bagudstræbende og kedsommelige, godt gemt væk bag solbriller, er det en lidt anden historie med Slash og co. Allerførst skal vi måske erstatte co. for slet og ret musik-legekammerater: det er nemlig ikke bare Slash der alene regerer, nej samtlige er fremme i skoene, også rent fysisk på scenen. De smiler, viser både overskud og spilleglæde og giver god plads til hinanden, selvom det naturligvis er Slash selv der får fornøjelsen af de mange soli, men også sanger Myles Kennedy gør et habilt stykke, om end et mere introvert arbejde.

Derfor er det også ærgerligt at det er en decideret skodlyd der hersker i næsten halvdelen af spilletiden, her forstået som lav volumen som i øvrigt er både uklar og uskøn at høre på. Det er simpelthen ikke godt nok at der skal gå så lang tid før der kommer styr på det. Det er især ærgerligt fordi der ellers hurtigt etableres en god stemning blandt publikum, der er mødt ganske talstærkt op plus lidt til. Er det så fordi de vil se elefanten eller fordi de er fans, kan man spørge? Klart førstnævnte, og dette ender også som koncertens primære anke foruden den urimelige lyd – men den bliver dog fikset, trods alt. Nej, det er det dårlige kendskab til musikken og dermed mangel på engagement der er den største hindring. Vi har godt nok lige set at det ikke nødvendigvis er et problem, som Skindred tydeligt viste, men når man er på scenen i over en time OG med overvejende uinteressant materiale (for det er vitterligt ikke andet end fadølsrock), så er det op af bakke. Lad os bare være ærlige: musikken er ikke grunden til at man hverken dukker op eller bliver hængende, men måske grunden til at man går før tid.

Så kan Slash selv være nok så karismatisk iklædt hans signaturstil; høj hat, store krøller og evigt åben mund. Det hører sig til, men det kan ikke bære det alene. Derfor er det også smart at ”Nightrain” smækkes ind hen mod slutningen af sættet samt de bedre af Slash’ egne sange – det løfter niveauet en anelse. Men det er bare ikke nok når der både skal opvejes for dårlig lyd, et semi-ugideligt publikum samt middelmådigt materiale. Det bedste ved koncerten, værende Slash og venner, gjorde sådan set alt de kunne, men det er en næsten umulig opgave på forhånd. Det ender derfor alt i alt ganske tilforladeligt, men så heller ikke en tøddel mere.

Sætliste:
1) – The Call Of The Wild
2) – Halo
3) – Standing In The Sun
4) – Back From Cali
5) – My Antidote
6) – Serve You Right
7) – Boulevard Of Broken Hearts
8) – Doctor Alibi
9) – Mind Your Manners
10) – Driving Rain
11) – Nightrain (Guns N’Roses cover)
12) – You’re A Lie
13) – Anastasia
14) – World On Fire
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Rock the Coast 2019 - lørdag

Åh, for helvede da… ja, det er bare en skidegod idé, at jeg skal vågne og ikke kunne sove igen efter kun fem timer, med en hovedpine hvorfra energien kunne omdannes til at drive et trykluftsbor. — Som sjovt nok er det første, jeg lige tænker på. Kanon, mand. Skabt i en perfekt guds billede.

Hvor var det dog ellers en god dag i går. Og der er da også en del af mig, der har lyst til at tage ned på festivalen igen i dag. Men måske kan jeg skippe første band og nøjes med at være der til Magnum fire timer senere? Først og fremmest, dog…

Ud på tønden; af med så meget affald som muligt. Ud i køleskabet og finde så meget koldt at drikke som muligt. Vand, juice, kakao… Ind og ligge igen. Trække vejr ind, trække vejr ud. Ikke fokusere på andet…

Der går to-tre timer, inden jeg vågner igen. Hverken helt smertefri eller 100% frisk, men rørig nok til at få losset røven i gear og komme ned til toget to timer inden første band border scenen (på et så ugudeligt tidspunkt som kl. 14:15). Og det bliver en beslutning, jeg kommer til at sætte pris på.


Dagens første band hedder nemlig Freedom Call. Jeg har aldrig fået dem set, men jeg elsker deres metertykt skamløse power metal. Og det er der flere hernede, der gør, viser det sig.

I gårsdagens reportage nævner jeg flere gange, hvorledes koncertpublikummet i Spanien tilsyneladende overgår de gerne så arrogant snakkende og uinteresserede danske koncertgængere i hengivenhed. Og når det kommer til power metal, virker spanierne tændte, tolerante og taknemmelige i et omfang, hvis lige du aldrig vil finde i lille, snævertsynede bonde-Danmark.

Åbneren “Tears of Babylon” ligger i power metal-spektrets højtidelige ende. Så det bliver i det følgende uptempo-anthem “Union of the Strong”, at Freedom Call syncer med det morgenfriske publikum. Bandet, og ikke mindst den smittende sprælske frontfigur Chris Bay, er tydeligt taknemmelige og glade, — men hvordan kan man da også være andet, når man fræser så inficerende energisk hegn af for folk, der rent faktisk fatter meningen med det?



På gruppens derpå følgende selvbetitlede slagsang er vi decideret oppe omkring topkarakteren. Dette musik er som skrevet til at nedslagte titusindvis af orcer fra enhjørningeryg med et magisk krystalsværd i farverige fantasiverdener, som det for Helvede er alle raske drenge og piger, der drømmer sig ind i, af samme grund som vi overhovedet begynder at høre metal. Åh, hvor ville jeg ønske, jeg kunne tvangsspille det hér for alle de bøvejyder, der er for snævertsynede til at tænke sig liv inden “Cowboys From Hell”; hvis ignorance gudhjælpemig får dem til at kalde Manowar for power metal — og som i øvrigt ikke kender andre adjektiver end “bøss’”.

Nå. Al denne mesterlighed til trods er bandet dog lige lovligt selvbevidste og måske, måske ikke ude i noget decideret markedskalkule i de følgende par skæringer. Det er fint med den lille socioaktuelle brandtale om budskabet bag “Metal is for Everyone” fra den seneste langspiller “Master of Light” (2016). Men rent tekstmæssigt begynder klichéerne og banaliteterne alligevel at spænde lovligt meget ben for hinanden…:

“Metal is for everyone / The sound is made from steel
Bound for pride and victory / The law of right and wrong

Okay så. Og herpå følger “Power & Glory”, der er så fladpandet lalleglad i al sin børnesangsagtige dur-tonalitet, at jeg er nødt til at gå op og hente øl, mens de forreste rækker bliver bukkakket med deskriptiv selvindsigt:

Oh, the time has come for power & glory
And tonight, for a happy metal party

Jaja. Men derfor er Freedom Call fandme stadigvæk forrygende, og derfor får de stadigvæk vendt hele lortet til deres fordel i afslutterne. “Warriors” er et lige så skamløst stykke happy-go-lucky-rock i en så dåsk dur, som kun tyskere kan slippe af med at skrive den. Men modsat de to forudgående skæringer holder den vand, fordi den så afgørende tekstfront atter abstraherer tilbage fra det selvbevidste meta-niveau til det skønne ridderhymneniveau. Og den fantastiske afslutter “Land of Light” er med sit knuselskeligt tåbelige keyboardfanfaretema en velsignet testosteronversion af “The Final Countdown”, som jeg til enhver tid hellere vil hoppe rundt til end dén. Hvilket jeg forøvrigt også er formanet til at gøre hér og nu — varmen og de tiloversblevne tømmies til trods.

(Karakter: 5 ud af 6)



Festen fortsætter. Efter tre skønne timer i øltelt er det blevet tid til endnu en førstegangs-liveoplevelse med en gruppe, som jeg fandme næsten er ærefrygtig overfor, og hvis midt-til-slut-80’er-udgivelser jeg helt oprigtigt mener tilhører alverdens 20-30 bedste rockalbums: Magnum.

En fuldfed, spacey synth forplanter sig stålsat i sommerluften og vidner om noget, jeg næsten ikke tør tro: “Wild Swan”! Der var engang, hvor rockmusik lød som gigantiske, selvlysende neonrumskibe formet som laserstråleskydende elguitarer i færd med at indtage verden, og det er SÅDAN hér, det lyder. Øjj, og det temposkifte i mellemstykket er så fucking genialt, mand.

At Magnum sidenhen er blevet verdens mest skammeligt oversete band, vidner publikums indledningsvist lidt mangelfulde respons på. Men måske hænger det også sammen med gruppens fremskredne alder. Den 72-årige sanger Bob Catley virker ikke længere som en mand på en mission snarere end en hyggeonkel, der er glad ved at kunne have endnu en dag på kontoret. Reelt gør han vel en del for at oppiske noget stemning, men hans fagter og call-and-response-råb er lidt inkonsekvente.

Hertil kommer, at de derpå følgende nyere skæringer slet og ret ikke står mål med fordums storhed. Titelnumrene fra “Sacred Blood “Divine” Lies” (2016) og “Lost on the Road to Eternity” (2018) er fine, men indskriver sig ikke ligefrem i bandets kanon. “Crazy Old Mothers” burde muligvis have været gentænkt fra scratch.

Men som så mange andre erfarne rockgrupper ved Magnum godt, at de aldrig overgår deres guldalderperiode — i hvert fald ikke i lytternes verden. Så hele sættet rebootes med storslåede “How Far Jerusalem”, og så er vi tilbage i et univers, hvor de dundrende trommer og skæbnesvangre keys går hånd i hånd med lige så dragende lyrik og memorable melodier.

Altid kampdygtige “All England’s Eyes” løfter stemningen op i det festmodus, hvor den hele tiden har skullet befinde sig. Og så meget desto mere det sublime actionhelte-anthem “Vigilante”. For Satan, mand… bare skrive musik der lyder som soundtracket til ekstradimensionelle titaner, der bekæmper hinanden med kuglelyn fra bjergtoppe.

Ligesom jeg aldrig havde turdet håbe på åbneren, havde jeg aldrig turdet håbe på den — i ordets fucking bogstaveligste forstand — episke “Don’t Wake the Lion (Too Old to Die Young)”. Dette er rockhimlen; dette er rockens sixtinske kapel. Alene dét at den eventyrligt smukke produktion er så trofast gengivet live får mig fandme til at knibe en tåre i ren nostalgisk ærefrygt. Vi er ikke det hér værd, vi rådnende, dansende aber.

Der skal sagtens findes eksistenser, der tænker det sørgeligt og begrædeligt, at en flok aldrende mænd må lade sig definere i dag ved at gentage et lille 30-35-årigt tidsvindue snarere end at kigge fremad. Jeg synes tværtimod, det er fantastisk, at vi stadig kan opleve så grandiøs Rock (stort R) fremført af dens oprindelige udøvere i en tid, hvor folk lytter til så hæslig anti-musik som det dér reggaeton.

Kald mig en bitter, gammel mand; kald mig en eskapistisk platnostalgiker. Jeg begræder nutidens leflende, stupide plasticproduktioner og længes tilbage til denne omhyggeligt kreative, farverige eventyrrock. Skrevet, arrangeret, produceret og fandme følt som om den har en betydning, der er større end hver enkelt lille menneskemyres splitsekundseksistens i det verdslige.

So, anyway… Jeg savner “Days of No Trust” i sættet. Ja, jeg savner i det hele taget en masse mere. Men af en times festivalkoncert at være er dette så godt, som det bliver under omstændighederne.

(Karakter: 5 ud af 6)



Apropos ret meget af det ovenstående var jeg muligvis blevet hjemme, hvis ikke det havde været for aftenens — og festivalens — indiskutable bookingscoop: Ritchie Blackmore’s RAINBOW.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente. Har aldrig set rockguden Blackmore på en scene før. Jeg ved bare, at denne Rainbow-inkarnation bl.a. består af gamle Blackmore’s Night-medlemmer og eks-Stratovarius-tangentspiller Jens Johansson, kun spiller fire shows i år, og at der er Purple-numre i sættet. “Touren”, hvis man kan kalde den sådan, hedder “Rock Memories 2019”.

Der skal snildt være en 15-20.000 mennesker her. Og vi formelig eksploderer sammen med bandet, da en ildspyende “Spotlight Kid” kickstarter showet. Det legendariske navn er i topform anno 2019, og det er tydeligt, at crowdens kollektive grad af Blackmore/Rainbow-fanatisme er skyhøj, hvad end folk er valfartet hertil som pilgrimme, eller lokalpublikummet bare er true nok til rent faktisk at kunne pladerne. Tag nu ved lære, Danmark.

Endnu tydeligere bliver det i vidunderlige “I Surrender”. Åh, og jeg der følte mig så heldig, da jeg oplevede Joe Lynn Turner fremføre disse to numre med et symfoniorkester på Wacken for et par år siden. Dette er den ægte vare, above and beyond. Og selvom jeg har hørt Whitesnake spille “Mistreated” live, har den aldrig været så klokkeklar og metaltung som i aften.



Sangeren hedder Ronnie Romero; han har en stærk, skarptskærende rockvokal, og jeg skulle til at kalde ham en “bare” 37-årig chilener… men salig godfather Dio var jo for dælen kun 32, da han og Blackmore grundlagde bandet. Sidst Rainbow var i Spanien, var Romero i øvrigt kun lige knapt blevet født. — Hvilket kan medvirke til at forklare folks ekstase: der er givetvis adskillige fremmødte, der har ventet en voksen mands levetid på dettehér.

Mesteren selv er nede og posere på knæ et par gange. Og så med det ene ben ude, ligesom i gamle dage. Men han står for det meste oprejst uden de store armbevægelser. Og hvor hans Stratocaster engang var en naturlig, fallisk forlængelse af hans korpus, ligner den i dag snarere et stykke håndbagage, som den hviler henslængt på charterferiedunken. (I øvrigt: hvornår har den mand sidst så meget som trukket på smilebåndet??)

Nej, men bevares, han er 74. Og han spiller disse numre med sin egen umiskendeligt sprøde sound og lokomotivrytmiske feeling, der især præger dén “Man on the Silver Mountain”, som får lov at byde de sidste solstråler farvel og løfte middelhavsmånen op over sceneryggen, mens horisonten langsomt farves lavendellilla. Og så kommer vi sågar lige en tur omkring et vers og et omkvæd fra “Woman From Tokyo”. Jamen altså!

Kritikpunkter: “Perfect Strangers” kunne godt have have haft noget mere punch; ligeledes “Long Live Rock ’n’ Roll” som måske også er et par BPM for langsom. Det er jo nok fordi, Blackmore, som den krukkede Rasmus Modsat han er, skal have tingene gjort på én bestemt måde. Ligesom hans soloer somme tider er langsomme og består af lange, udtrukne toner snarere end det neoklassiske fræs, han jo fandme grundlagde.



Ellers handler al tænkelig kritik udelukkende om, at der ikke er mere af det hele. I hvert fald “Highway Star” havde været på sin plads, om ikke andet så i stedet for “Black Night”. Og jeg havde regnet med “Tarot Woman”. Men altså… for Satan, for en fest vi har. Jeg deler fællessang, fælleshop, high-fives og krammere med vildt fremmede oppe i barområdet på bakken. Af og til er vores volumen fandme næsten lige så høj som selve bandet. Selv numrene fra den ovenpå Dio-æraen ellers så ufarlige Bonnet-/Turner-æra, “Since You Been Gone” og “All Night Long”, er et rent, frydefuldt rockparty, som gerne måtte fortsætte, nå jo, hele natten lang.

Og “STARGAZER”, mand. Alene dette ene, episke stykke monumental protoheavy havde været oplevelsen værd at tage herned for. Ja, jeg havde muligvis knebet saltvand hér på falderebet, hvis ikke Purple-klassikeren “Burn” havde været så benzinstinkende aggressivt et nummer, og hvis ikke jeg i den sidste halvanden times tid havde haft et større, mere ekstatisk smil i hele krydderen end i et komplet uoverskueligt antal år.

... Hey, kunne man i øvrigt have en bedre showlukker på CV’et end fucking “Smoke on the Water”? Vi får lov at synge det udødelige riff á capella, stadium style, til sidst, mens gruppen én efter én stiller håndvåbnene, samles på scenekanten og bukker ud. Det kan godt være, at de ikke hedder Jimmy Bain, Cozy Powell, Roger Glover, Don Airey, og hvem der nu ellers har været inde over bandet i glansperioden. Men jeg har fandme set Rainbow, og det var årets koncert 2019.

(Karakter: 5,5 ud af 6)



Min eneste betænkelighed hér i dagene derpå er, hvordan Rock the Coast dog skal overgå alt dette i næste omgang. Sikken et år at lægge ud med for en førstegangsfestival! Og hvis forholdene havde været til det, kunne jeg endda have fået koncerter med Europe, Carcass, Opeth, Michael Monroe og måske også Mayhem med i købet.

Jo: der er bands på Copenhell, som jeg er træt af at gå glip af. Men dettehér KAN langt bedre betale sig, og sgu ikke kun hvis man bor hernede i forvejen. To dage på en festival med fad til 30,- kr. vs. FIRE dage på en festival med fad til HALVTREDS kr… Do the math, baby.

Hertil kommer selvsagt de skønne, sydlandske omgivelser, som det er så svært at sætte ord på. Varmen, solen, havet, palmerne… Ja, kom selv ned og prøv til næste år. Jeg er fandme klar igen!


Læs første del af vores reportage hér.

(Samtlige billeder er © Rock the Coast og Irene Serrano.)

Læs mere...

D-A-D - A Prayer For The Loud

D-A-D er et af de navne, som altid synes at have været der, og som altid er til stede; derfor blev jeg lidt overrasket over at læse, at det er hele otte år siden, der sidst var nyt fra Danmarks største rocknavn. Nu er den nye skive så på gaden, og titlen ”A Prayer For The Loud” lover godt.

Det starter også godt med typisk D-A-D Rock i ”Burning Star”, hvor alt lyder som det plejer med en veloplagt Jesper Binzer i front – en fin start. De gode takter fortsætter i det herligt tilbagelænede titelnummer, hvor guitaren har fået en rigtig fed sydstatslyd, og omkvædet har fin kant. Og … her ville jeg gerne kunne fortsætte med at opremse stærke numre, men det kan jeg ikke. Ikke fordi de følgende numre ikke lyder som D-A-D - for det gør de – men fordi de fleste er taget fra hylden med mellemgodt materiale. Jeg savner et par medrivende tracks med kant, men de er der ikke denne gang. Bedst fremstår ”A Drug For The Heart”, der er en udmærket ballade på den rigtige side af klichélinjen.

Der er mange bands som ville være mere end tilfredse med et udspil som dette, men for et navn af D-A-Ds kaliber er det lidt skuffende; specielt når man tænker på, at de har haft hele otte år til at klare opgaven.

Tracklist:
1. Burning Star
2. A Prayer For The Loud
3. Nothing Ever Changes
4. The Sky Is Made Of Blues
5. The Real Me
6. No Doubt About It
7. A Drug For The Heart
8. Muscial Chairs
9. Time Is A Train
10. Happy Days In Hell
11. If The World Just
Samlet spilletid: 44:24

Læs mere...

Rock the Coast — Metalfestival på Costa del Sol!

Det, som de fleste af os danskere rent musikalsk forbinder ordene ‘Costa del Sol’ med, er vel nok C.V. Jørgensen og Billy Cross’ titulære nationalsatiriske kollaboration fra 1980. Dén hvor solen den danser en inciterende flamenco i hans swimmingpool og så videre.

Hvorom alting er, er det vel de færreste af os, der som det første tænker på forvrænget guitar, primalskrig og tusindvis af højt hævede knytnæver med strittende pege- og lillefinger, når vi hører den skønne solkyst omtalt.

Men for de af os, der savner et langt billigere, mere eksotisk og mindre blæsende og regnfuldt alternativ til Copenhell (eller som bare er klar på mere hegn!) er der d. 14.-15. juni — weekenden inden Copenhell — mulighed for at rocke ud til legendariske navne indenfor hård rock og metal i Fuengirola 30 km. sydvest for Málaga. Rock the Coast er navnet på noget så tiltrængt som en festival for alle os, der elsker hård musik og billige øl, men hader regn og blæst — ikke mindst om sommeren hvor vi jo gerne burde være fritaget for den slags elementer.

Udover det fantastiske vejr og de billige øl- og mad-priser byder Rock the Coast 2019 på et line-up, som vores egen Copenhell nok næppe ænser helt foruden en knivspids ærgrelse.

Udtrykket “legendariske navne” skal netop tages i så bogstavelig forstand, som det nærmest kan gøres indenfor den hersens hårde, guitarbaserede musik. Der er dømt kollektiv omkuldslagning af hele hard rock- og heavyhistoriens vægtigste vingesus, når ingen ringere end Ritchie Blackmore’s RAINBOW hamrer hovedscenen i hegnet lørdag aften. Ja: den samme gruppe som den tidligere Deep Purple-guitarist dannede med Ronnie James Dio på den samme bar i Hollywood, hvorfra de tog navnet, og hvorpå en vis Ian “Lemmy” Kilmister senere skulle blive den mest navnkundige stamgæst. Med kun fire shows i alt i 2019 er denne booking tæt på at være så eksklusiv for Rock the Coast, som det kan lade sig gøre. Og når der blandt sættets udødelige klassikere som “Stargazer”, “Tarot Woman”, “Kill the King”, “Long Live Rock and Roll” og “Man on the Silver Mountain” angiveligt vil ligge Deep Purple-evergreens som “Highway Star”, “Perfect Strangers” og naturligvis ”Smoke on the Water”, vil billetten for enhver selvrespekterende proto-heavy-conoisseur være mere end betalt alene hér.



Legenderne fortsætter. Med mere end fem årtier og 100 millioner (!) solgte albums på bagen er Scorpions en mindst lige så klassisk institution indenfor den heavy metal, som de selv var med til at smede både før og under selve genrens guldalder. Med hits som “The Zoo”, “Blackout”, “Big City Nights”, “Rock You Like a Hurricane” og selvfølgelig alletiders største powerballade, “Wind of Change”, vil der være garanteret rockkoncertstemning, som kun bands i den liga kan skabe den. Indenfor samme aldersklasse vil Rock the Coast 2019 være en af de kun ganske få, allersidste muligheder for at rocke ud til “Doctor, Doctor”, “Lights Out” og “Only You Can Rock Me” med den britiske stadionstolthed UFO, der med deres 50. år på bagen er på afskedsturné.

I den mere selvbevidst-kitschede afdeling er de nyligt genopstandne neo-retro-hardrockere The Darkness ligeledes blandt headlinerne. Og på samme scene et døgn forinden er der også retrokultrockfest: Europe anno 2010’erne har for længst fastcementeret deres status som et fortsat sublimt livenavn med en fortsat sublimt skrålende Joey Tempest i front. Og så skal der fra denne signaturs side slås et dundrende slag for de fantastiske prog-hardrockere Magnum, der med Bob Catleys formidable vokal og slagere som “All England’s Eyes”, “Days of No Trust”, “Just Like an Arrow” og “Vigilante” vitterlig kun kan kaste kræs for os kendere.



Jamen hvad med alt det dér metal?!” Jovist:

I den helt hårde afdeling er der hhv. brutal dødsmetal, grindcore og sort goth-død fra Aborted, Carcass og Tribulation. Plakatens øverste navne tæller desuden en vis bette døds-prog-konstellation ved navn Opeth, af hvem yderligere præsentation efterhånden burde være overflødig for både de fleste metalheads samt efterhånden også det mere rendyrkede progrock-publikum. Black-legenderne i Mayhem er ligeledes klar til at kaste mørket over solkysten som det allersidste indslag lørdag nat.

Der er original Göteborg-død fra et af selve genrens oprindelige ophav, Dark Tranquility. Og apropos genrepionerer kommer en af den ægte heavy metals sande legender, Angel Witch, forbi og showcaser — udover selvfølgelig deres selvbetitlede signaturslager — de sange, der i sin tid lagde inspiration til grupper som både Death, Celtic Frost, Megadeth og Metallica. Thrash-afdelingen varetages bl.a. af de lokale helte Angelus Apatrida, der er lige så inspireret af dødsmetal og NWOBHM som af Bay Area-scenen og de gamle teutoner-thrashere.

Der er symfonisk melodød fra finske Wintersun, ekstrem prog-død fra tyske Alkaloid, profan folkemetal på modersmålet fra russiske Arkona og progressiv fusionsheavy fra amerikanske Twelve Foot Ninja, — hvis fans bl.a. tæller Mike Portnoy og Dino Cazares! Og så har Roy Khan efter sine mange år med Kamelot givet det gamle norske progmetal-outfit Conception en saltvandsindsprøjtning, så de nu atter står klar til at levere metal med både elementer fra flamenco, jazz og klassisk på dette deres eneste show i Spanien.



Derudover byder Rock the Coast på en masse godt og blandet. Ret sensationelt optræder f.eks. intet mindre end fire forskellige eks-forsangere fra nogle af metal- og hardrock’ens allerstørste kunstnere. Blandt disse finder vi bl.a. tidligere Accept-vokalist, pigsqueal-godfather og verdens mest kubisk byggede menneske, Udo Dirckschneider (U.D.O.), der spiller numre fra hele sin omfattende solokarriere, samt den forrygende stemningsoppisker Blaze Bayley, hvis sæt eksklusivt byder på skæringer fra hans tid i Iron Maiden.

Derudover kommer den tidligere Nightwish-forsangerinde Tarja Turunen forbi med sit eget solomateriale. Det samme gør eks-Hanoi Rocks-skråler Michael Monroe, som dog udover dette og hovedbandets numre ofte byder på adskillige rockhistoriske skæringer fra bl.a. Ramones, Cheap Trick og Creedence Clearwater Revival. Ikke et øje tørt!

De navnkundige svenske garagerockere Graveyard leverer retrobeton til både gamle syrehoveder, unge hipstere og headbangere i alle aldre. Jinjer er noget så eksotisk som ukrainsk hardcore med kvindevokal. Og så byder forrygende Freedom Call på uimodståelig power metal, lige så skamløs og professionel som kun tyskere kan smede den.

Skulle man i øvrigt have appetit på en opvarmningsaften, spiller den norske sensation Wardruna, bestående af bl.a. tidligere Gorgoroth-medlemmer, og hvis musik er kendt fra serien “Vikings”, sit første show i Spanien. Torsdag d. 13/6 kommer således til at danne eksklusiv ramme om en mørk og organisk ambient-afskygning af norsk folkemusik, hvis lige vel kun sjældent før er hørt og set på dette solrige charterferiemål.



Hele herligheden foregår som sagt fredag og lørdag d. 14. og 15. juni i den maleriske slotspark Marenostrum. Udover de to hovedscener befinder den tredje sig inde i selve det gamle Sohail-slot. Til de publikummer, der er gamle nok til at have købt hovednavnenes debut-LP’er på udgivelsesdatoen i sin tid, er der tusindvis af siddepladser, der tillige giver smuk udsigt over middelhavet og Fuengirolas kilometerlange badestrand, der forresten kun ligger et stenkast væk — lige på den anden side af hegnet. Der er desuden adskillige hoteller samt et større indkøbscenter lige i nærheden. Åh jo, og fik vi nævnt, at der er langt billigere øl end på Copenhell?

Ja, mere overtalelse burde vel egentlig være unødvendig, hvad end man er træt af det danske vejr eller ej, og medmindre man skal på Copenhell eller ej. Billetter købes hér, og yderligere info kan fås på festivalens hjemmeside. Det kan dog anbefales at være hurtigt ude, — over 80% af billetterne er allerede udsolgt!

Revolution Inc. vil som det eneste danske medie foretage en eksklusiv dækning af Rock the Coast 2019.

Læs mere...

Long Line Down - Days Gone By

At en ny duo træder ind på musikscenen er der ikke noget specielt i – det sker hele tiden. Alligevel formår Long Line Down at falde udenfor normen, idet besætningen med trommer (Anders Holm) og guitar (Martin Christensen) ikke er den mest gængse; specielt fordi det er førstnævnte, der står for vokalen.

Bandets debutalbum har fået titlen “Days Gone By”, en titel som umiddelbart leder tankerne hen på modne mænds tilbageblik på livet. Det stemmer ikke på Long Line Down, for bedømt på billedmaterialet er de to ret unge. Det forhindrer dem ikke i at prøve kræfter med klassisk Rock og Blues, som de kombinerer på forskellig vis hen over de tretten numre. De første af disse befinder sig i den mere poppede og lettilgængelige del af skalaen, hvor ”Fathers Words” minder om Crowded House, mens ”Bareboned” kører med latin rytmer. Igennem numrene er det især Holms rene og udtryksfulde vokal, der scorer point.

Herefter er der primært Blusrock på programmet, som spænder fra det stille og tilbagelænede i ”Morrow” til det rigtig seje i ”Old Man”. Generelt fungerer det fint, men flere steder sidder jeg med en fornemmelse af, at numrene mangler et eller andet, som om de ikke er helt gennemarbejdede. Det har d’herrer Holm og Christensen rig mulighed for at rette op på, for jeg forventer at høre meget mere til Long Line Down.

Tracklist:
1. GENERIC
2. FATHERS WORDS
3. BAREBONED
4. ME & I
5. CATHERINE
6. JOHN DOE
7. SAILORS LULLABY
8. KINDA KNEW
9. BANISHED
10. THE WAY IT IS
11. OLD MAN
12. MORROW
13. A PAWN IN THE GAME
Samlet spilletid: 42:30

Læs mere...

U2 - Royal Arena, 29.09.18

Lige siden det dengang næsten ukendte irske band optrådte på Roskilde Festival i ’82 har bandet været en særlighed i en dansk kontekst. Vi fortæller os selv, at det var dén optræden der gjorde, at U2 blev propelleret fremad mod den berømmelse de i dag (retmæssigt) nyder. Jeg er slet ikke gammel nok til at vide om det er korrekt, eller måske en anelse overdrevet, så dén tankestrøm vil jeg ikke bevæge mig videre nedad. Det er dog sikkert og vidst, at det nu er otte år siden U2 var her sidst og at det er ikke mindre end 13 år siden deres sidste visit i hovedstaden.

U2:
Forventningerne er derfor høje, både i dag og til morgendagens ekstrashow, begge udsolgte for længst. Både fordi det er lang tid siden, men også det faktum, at U2 igennem stort set hele deres levetid har gået op i, at levere en optræden udover det forventelige (deres 360°-tour fra 2009-2011 er stadig den bedst sælgende på verdensplan). Denne gang er det en efterfølger til ” iNNOCENCE + eXPERIENCE tour” fra 2015, nu navndøbt ”eXPERIENCE + iNNOCENCE”, og begge i forbindelse med U2’s seneste og 14. album, Songs of Experience. Okay, så er vi ligesom på plads.

Royal Arena er proppet til bristepunktet fra gulv til siddepladser. Selv får jeg en fantastisk udsigt fra siden, og er et kort øjeblik glad for, at jeg ikke står som sild i en tønde på gulvet. De tanker bliver mere og mere udsagte som klokken slæber sig af sted: U2 skulle have været på scenen kl. 20:00 præcis, men der går hele 25 minutter inden der sker noget. Men så løfter der sig også en slags magi i luften som den aflange storskærm i midten af salen langsomt begynder at lyse op – og herefter er alle tanker om forsinkelse og sild-i-tønde som forduftet. En strøm af kraftige billeder af ødelæggelse fra forskellige krige og konflikter strømmer over skærmen, men alligevel med en vis opmuntrende underlægningsmusik, inden en kort del af talen fra ”The Great Dictator” dukker op. Herfra skifter billederne til et mere moderne islæt over f.eks. Trump, Putin og #MeToo alt imens Chaplins slagkraftige røst om, at tage magten tilbage fra diktatorer til folket brøler ud i rummet.

Så er vi i gang. Via nettet kunne man lade sig forstå, at første halvdel af koncerten ville se bandet spille ”indeni skærmen”. Det viser sig, at det skal forstås bogstavelig talt da det under åbneren ”The Blackout” afsløres, at U2 rent faktisk står inde i, ja, skærmen. Og spiller, altså. Herefter vender de snuden mod scenen bortset fra Bono der beder om ”vores lys”, og det får han i overflod, inden han ender på det runde podie for enden af storskærmen (i højre side af salen, selve scenen er til venstre).

Og nu da de første indtryk har indfundet sig kan man læne sig en anelse tilbage og bare lytte. Det er noget af den bedste lyd arenaen har præsteret, kan jeg hurtigt konkludere. I virkeligheden er det faktisk næsten for pænt, for vellydende, hvilket er en mærkværdig kritik i en koncertsituation, for det skal jo lyde godt, ellers kan det næsten være ligemeget. Det er også sandt, det er blot utroligt hvor kontrolleret det lyder: guitaren går direkte og ubesværet i øregangene, trommerne buldrer ikke det mindste og vokalen... okay, givet, den er måske en lillebittesmule for lav i mixet (men jeg mistænker, at det handler mere om Bono end det tekniske aspekt). Helt overordnet mangler der en vis oomph! for, at det står perfekt – men der er altså latterligt kort derhen, og igen må jeg understrege hvor godt det lyder. Hatten af for den lydtekniker.

Alle fik ved indgangen udleveret et papir med en farve på og i ”Beautiful Day” kan man se resultatet: et dansk flag vejer smukt og en anelse skævt overfor mig, mens vi på denne side står med et irsk. Det er både en fin idé og måde til at få publikum involveret i foretagendet. Ikke at Bono behøver det, han er stadig en showmand uden lige. ”Giv mig lys!”, og der er lys. ”Op med hænderne, København!”, og hænderne er i vejret. Og det endda uden at ty til de visuelle tricks konstant: storskærmen kører naturligvis meget af tiden, så der er noget at se på, men det er altid ift. en specifik sang eller tema. I samme omgang er de tre andre herrer der udgør U2 fint tilfredse med at stå i baggrunden. Og det er helt fint. Det viser sig faktisk som en overordnet tilgang hele vejen igennem, at U2 ikke nødsager sig til at have en særlig gimmick ved hver eneste sang (Coldplay, jeg kigger på dig). De behøver ikke hoppe og springe, for musikken kan sagtens bære det uden. Det gør, at man har mulighed for at tage det ind, nyde det, opleve det – slappe af i det. Selvfølgelig ER det planlagt ned til mindste detalje som da Bono vandrer ned af den i-storskærmen-skabte vej i ”Cedarwood Road” eller når ”Copenhagen” indsættes forskellige steder i teksterne. Eller at de forskellige anekdoter helt sikkert er sagt mange, mange gange før. Selvfølgelig er det planlagt. Men der er midt i det tilpas meget plads til den nøgne livefremstilling så det ikke kammer over i et visuelt cirkus uden lige. De animerede seancer på storskærmen er en fryd at lade sig opsluge af, alt imens musikken vellydende og ubesværet bevæger sig ind og ud af øregangene – fordi de ikke er i vejen, men supplerer frem for at overtage fokus.

En times tid senere skifter U2 fra den store scene i venstre side til den lille og runde i højre del af salen, som Bono tidligere alene af og til stod på (som nu også aktiveres med symboler, billeder og lignende direkte under bandets fødder). Nu kan alle således få et godt blik på dem, og i den første sang er der en forhøjet begejstring af spore iblandt publikum. Ikke at det ”behøves”: publikum har været rigtig godt med fra den første anslåede tone, om det så er nyt eller gammelt, roligt eller med mere gang i den. Her på siddepladserne er det i samme omgang voldsomt begrænset hvor meget man reelt får lov at sidde ned, for halvdelen af tiden står alle op alligevel. Rygterne om Bonos storhedsvanvid var måske sande engang, men ikke i aften. Her er det i stedet en ganske selvrealiseret frontmand vi møder. I en længere introduktion til ”Vertigo” beretter han med ironi og store armbevægelser om, at man som ”indbildt rockstjerne ikke er bedre end de virkelige helte som skolelærere, brandmænd og pædagoger”. Det er nu ret forfriskende med et band der kan se tilbage på fortiden og med åbne øjne samt humor berette om, at ja, vi tog sgu munden for fuld – det har vi lært noget af, den rejse.

Det bringer os jo også meget naturligt til det politiske, for også her har bandet og især Bono taget ved lære af fortiden (eller i hvert fald reageret på den). Der gøres med ironisk distance grin med burka- og smykkeloven under ”Acrobat”, mens personer som Viktor Orbán, Marine Le Pen og Jimmie Åkesson ”hyldes” da Bono via storskærmen for en stund transformeres til Macphisto (deres egen figur baseret på Mephisto/Mephistopheles, den onde dæmon). For mit vedkommende tager jeg dette teaterstykke over storslåede (og til dels selvhellige) taler til hver en tid. Disse politiske intermezzoer er også tilpas korte og spredte til ikke at afbryde flowet, også selvom de opstår flere gange. Her i ”Acrobat” er det med en spydig distance, som teaterformen bl.a. kan skabe, mens det tidligere under ”The Ocean” glider ubesværet fra en personlig fortælling centreret om Middelhavet om bl.a. at se ens børn vokse op – for så at hoppe til billeder af flygtninge på flugt over selvsamme hav, hertil med billeder af børn ind imellem. Et sted efter ”Acrobat” stikker det politiske væsen sit hoved op igen, denne gang med klip først af indvandrerkritiske toner for så, igen gnidningsløst, at slå over i ”Refugees welcome!”-demonstrationer alt imens Bonos indtrængende røst når os med ordene ”this is who we are!”. EU får også en (uironisk) kærlig hilsen med på vejen, da der vises helikopterbilleder af forskellige byer som så falmer ud og bliver til gule stjerner på et blåt lærred, og det danske flag smelter i samme omgang til ét med det europæiske. Der tages til sidst beskik af #MeToo-kampagnen via ”Women of the World”-højtalerkoret, der åbner encoret inden ”One” kryber ud over højtalerne og også får en kort politisk bemærkning med på vejen.

Man slipper altså ikke for politik i aften, men havde man regnet/håbet på andet var det nok også et utopisk ønske. Men det kammer ikke over på noget tidspunkt, ikke rigtigt. Og som vi kommer længere og længere ind i aftenens forløb skiftes der nu ubesværet fra scene til scene, fra det politiske til det personlige. Vi når så til førnævnte ”One” der udgør en trio af sange inden Bono på egen hånd lukker og slukker. Resten af bandet har uden man rigtigt har bemærket det nemlig allerede forladt scenen, så frontmanden takker os alle fra midten af salen, synger sidste vers, og forlader så hallen via en brandudgang – Bono has left the building. I de næste ti-tyve sekunder er der mørke – og stilhed. Den skønneste stilhed, hvor alle holder vejret og tager det hele ind. Kommer der mere? Nej, det gør der ikke.

Sjældent har jeg oplevet, at en tours navn er så korrekt som i aften. Det er nemlig først og fremmest en oplevelse, det er ikke ”bare” en koncert eller et show, det er mere end det og som aftenen skrider fremad bliver vi blidt og behageligt, ja sommetider næsten umærkeligt, ført længere og længere ind i U2’s univers hvor alle er venner og hvor der ikke er nogen problemer og der er plads til alle og verdens folk er én. Et andet navn for dét ville være naivitet – eller uskyldighed. Således ved vejs ende, og vi kan alle gå ud i den barske og virkelige verden, hvor svarene ikke er så simple. Men hvad er musik, og deraf koncerter, hvis ikke eskapisme af en art? På den måde giver U2 i aften, foruden de mindste og nærmest trivielt ligegyldige småting, en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. En af de der i sandhed magiske oplevelser, hvor det kun er det lige foran én der har betydning og hvor man er komplet opslugt. Ja, det er blot et selvskabt rum, men det er okay at drømme, også når man hedder Bono og når man hedder U2.

Sætliste:
1) – The Blackout
2) – Lights Of Home
3) – I Will Follow
4) – All Because Of You
5) – Beautiful Day
6) – The Ocean
7) – Iris (Hold Me Close)
8) – Cedarwood Road
9) – Sunday Bloody Sunday
10) – Until The End Of The World
11) – Elevation
12) – Vertigo
13) – Even Better Than The Real Thing
14) – Acrobat
15) – You're The Best Thing About Me
16) – Summer Of Love
17) – Pride (In The Name Of Love)
18) – Get Out Of Your Own Way
19) – New Year’s Day
20) – City Of Blinding Lights
Encore:
21) – One
22) – Love Is Bigger Than Anything In Its Way
23) – 13 (There Is A Light)

Læs mere...

Redemption - Long Night's Journey Into Day

Der er gået to år siden Redemption udgav ”The Art Of Loss”, og dermed er bandet fra Los Angeles vendt tilbage til deres normale frekvens for studieudgivelser. Albummet markerer også noget nyt, idet det er det første med Evergrey- sangeren Tom Englund i front; han afløser Ray Alder, som forlod bandet sidste år.

At det ikke er et dårligt valg, beviser Englund allerede i åbningsnummeret ”Eyes You Dare Not Meet in Dreams” – Han synger kraftfuldt og varieret, og viser en glimrende indlevelse i nummeret. I det hele taget viser Redemption sig her fra deres bedste side: Nummeret er udstyret med virkelig stærke melodier, og på den musikalske side er der næsten perfekt balance mellem den meget varierede rytmesektion og de stærke guitarparter og flotte soli. At det hele er produceret til topkarakter, er næsten en selvfølgelighed.
At jeg bruger så meget plads på det første nummer skyldes, at beskrivelsen er dækkende for resten af albummet, når vi ser på fremførelse og opbygning. Og hvis Redemption havde præsteret lige så stærkt materiale på resten af albummet, havde jeg kvitteret med et sekstal i bedømmelsen. Når det ikke sker, skyldes det nogle blege numre omkring albummets midte, hvor der trædes lige lovlig meget vande. Men resten af albummet er Progressiv musik af høj klasse, så det sendes videre med en klar anbefaling herfra.

Tracklist:
1. Eyes You Dare Not Meet in Dreams
2. Someone Else's Problem
3. The Echo Chamber
4. Impermanent
5. Indulge in Color
6. Little Men
7. And Yet
8. The Last of Me
9. New Year's Day
10. Long Night's Journey into Day
Samlet spilletid: 64:42

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed