fbpx

Copenhell 2019: Rob Zombie

Det er kun to år siden Mr. Zombie sidst var forbi Copenhell, og der er ikke udkommet nyt materiale fra ham siden da – så hvorfor allerede igen? Her, af alle steder, er nok hvor man mest håndgribeligt kan anklage festivalen for at genbruge navne i for høj grad. Men det er hvad det er, manden plejer at være et festligt indslag, så jeg håber det samme vil ske denne gang. Som det måske kan læses er jeg ikke selv den store fan, men en god fest siger jeg nu aldrig nej til.

Og så alligevel. Rob Zombie kommer jeg åbenbart ikke til at forstå. Og jeg ved godt at jeg ikke har ret til at sige noget nu jeg godt kan lide bands som Skindred. På den måde er Rob Zombie ikke meget forskellig fra dem: i stedet for at mixe alverdens gøgl ind i hans sange spiller han bare en masse covers. Men det hele er bare så... irriterende ordinært. Også på trods af al glimmer og glamour, chok-rock effekter og hvad han ellers finder på. Men det er på trods af gimmicks en folkefest og i større grad end mange andre kan formå – det er i den grad fornemt at kunne få det de fleste foran Helvíti til at være med når ens eget materiale overordnet er drønhamrende uinteressant.

Måske er det tidspunktet. Måske er det fordi vi er på sidstedagen og det her er sidste chance for at få festet igennem inden Scorpions går på scenen (og kan man nu regne med at det bliver godt?). Måske er det bare mandens image, det farverige tøj og de sprælske dreadlocks der gør udslaget. Det pæne fremmøde viser uagtet grunden at publikum giver en fuck. Og det gør Rob Zombie sådan set også, bare kun så langt som til at der skal være en, ja du gættede det, fest. Om det så er ved at genbruge sig selv så heftigt at man er i tvivl om vi er i 2017, første gang han stod på scenen, så må det være sådan. Eller ved at skyde covers af sted af alt fra Beatles til Ramones, Alice Cooper og Metallica. Men ikke engang White Zombie sangene ydes retfærdighed; de leveres i tynde og ufarlige udgaver. Synd, for de originale kan altså noget. Ligeledes kan enkelte af hans egne sange, men i dag er de... ikke leveret særlig spændende, ”Dragula” værende den eneste undtagelse.

Så det falder tilbage på en god lyd, et velspillende band og en habil indpisker af en frontmand. Og i al fairness så gør de tre elementer det til sammen glimrende. Det bliver bare aldrig nogen stor oplevelse.

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Huldre_6
  • Forfatter: Jill
  • EUROPE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Rob Zombie - Copenhell 2017

Jeg har ventet længe på en smule forløsning ovenpå Rob Zombies jammerlige 1/6’er-“koncert” på Wacken i 2014. (Ja, tre års tid må det jo så være.) Ikke fordi jeg har noget specielt forhold til mandens musik udover et par-og-20-årigt kammeratskab. Men jeg har altid respekteret ham som den performer, producer, instruktør, grafiker og i det hele taget multikunstner, han indiskutabelt er. Og som knægt brugte jeg timer på at studere White Zombies outfits. For Satan, hvor så de fede ud, mand.

Rob Zombies psykedeliske horrorunderholdningsunivers myldrer med UFO’er, vampyrer, forførende zombiestrippere og monstrøse skabninger galore. Det er svært at oversætte til en livesituation uden andet end bandets flittigt anvendte kostumer og make-up samt bannerne af mandens gamle helte — hovedpersonerne fra 30’ernes monsterfilm såsom The Wolfman og Frankenstein. Så udover et par mere eller mindre aparte brandtaler lader han musikken trække det tungeste læs.

Det lykkes et acceptabelt stykke hen ad vejen, men langt fra ubetinget. Naturligvis er der evigt peber i slagere som “Superbeast”, “Living Dead Girl” og White Zombie-klassikerne “More Human Than Human” samt den lykkeligvis uundgåelige “Thunder Kiss ’65”. Men til gengæld vækker de nyere skæringer ikke altid genklang. Fra det seneste album, sidste års “The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser”, får vi skæringerne “In the Age of the Consecrated Vampire We All Get High”, “The Hideous Exhibitions of a Dedicated Gore Whore”, “Well, Everybody’s Fucking in a U.F.O.” og “Get Your Boots On! That’s the End of Rock and Roll!”. Og helt ærligt: Det er sgu lige før, titlerne er mere interessante end musikken.

Okay, både Rob Zombies musik- og filmunivers HAR langt de fleste af årets dage vægtet form over indhold. Den unge Robert Bartleh Cummings er trods alt opvokset med flamboyante, farverige forbilleder som KISS, Alice Cooper, Queen, Twisted Sister og Elton John. Og i det hele taget er hele institutionen Rob Zombie et yderst amerikansk foretagende. Men hey, det er altså ikke fordi, alt dét nødvendigvis er ringe.

Nej, problemet er snarere, at der ikke er nok af det ellers forventelige show til at kompensere for den knapt så tungtvejende musik. Det er sidste gig på europatouren; Zombien selv er i højt humør, og folk ser da også ud til at hygge sig grundlæggende. Men der er langt mellem de seriøse snapse, og cirka midtvejs — under titelnummeret fra “House of 1000 Corpses” og den følgende, obligatoriske guitarsolo — føles det ærligt talt lidt som tomgang. Og så er det simpelthen for røvballet at slå over i covernumre af “Blitzkrieg Bop” og “School’s Out” bagefter. Jojo, vi elsker da allesammen Ramones og onkel Cooper. Men svarer det ikke lidt til at være ham den seje på efterskolen, der tager guitaren frem ved lejrbålet kun for at spille “Kvinde Min” og “Wonderwall”? Spænd nu hjelmen bare en lille smule, mand.

Igen: Det er langt fra decideret ringe. Og jeg havde da muligvis også fået mere ud af Rob Zombie, hvis jeg havde befundet mig oppe foran frem for på bakken. Dog burde man bare med rette kunne forvente, at et show med en så extravagant personlighed burde være teatralsk nok til at fange hele publikum. Jeg er også klar over, at mange har været helt oppe at køre over koncerten, og det må jeg jo så — om ikke andet — tage som et tegn på, at jeg også selv skylder Rob Zombie at kigge forbi, næste gang han selv gør det.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • EUROPE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • OVERKILL_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Roskilde Festival – Rob Zombie m.fl. offentliggjort

Roskilde Festival begynder at ligne noget for metal fans, tidligere har festivalen offentliggjort Carcass, Nails og Bombus, i dag er yderlige tre spændende navne føjet til programmet, her er tale om Rob Zombie, The Black Dahlia Murder og Corrections House (som består af medlemmer fra Neurosis, Eyehategod, Minsk og Yakuza).

Roskilde Festival skriver følgende om de 3 bands:

"While the Danish winter is cold and evil, we announce a trio of American metal names.

ROB ZOMBIE (US) has built a show in the depraved rock tradition of Alice Cooper and Ozzy Osbourne. The devilish treats are based on cartoons, bloody horror movies and raven-black hard rock that is danceable, scary and wickedly funny. The American icon was also confirmed in 2011 – but back then he wasn’t able to make it after all. It’s a great pleasure to have this rock spectacle back on the festival poster in 2014.

THE BLACK DAHLIA MURDER (US) plays engaging and melodic death metal with European inspiration. Each new record and tightly knit tour schedule from this hardworking unit draw them closer to their sources of inspiration such as Carcass, At The Gates and In Flames. Everybody into brutal music should look forward to a death metal treat that is fast, furious and fun, played by people who obviously love the genre.

CORRECTIONS HOUSE (US) consists of members from celebrated metal acts Neurosis, Eyehategod, Minsk and Yakuza. With this enigmatic new project they experiment with industrial, goth, electronics, baritone saxophone and nihilistic spoken word. This new context lets the band members take their signature sounds into surprising directions. The debut album Last City Zero has surprised fans of the aforementioned bands by being something completely different to what was expected.”

 

Rob Zombie - Dead City Radio And The New Gods Of Supertown

The Black Dahlia Murder "Into the Everblack"

Corrections House - Grin With a Purpose

Læs mere...

Rob Zombie, Marilyn Manson

Marilyn Manson og Rob Zombie i samme båd. Det lyder som et håbløst projekt og en båd der burde blive revet midt over af de to personligheder. Rygterne har også sviret om diverse bitchfights mellem de to middelaldrende mænd, der tilsyneladende ikke har kunne holde hinanden ud på deres tour. Sandhed eller mediestund? Who knows and who cares. Det ville i hvert fald ikke komme som en overraskelse hvis der var kørt lidt spin, for at skabe omtale. Det være sagt, er det oplagt at betragte de to co-staring navnes performance som en konkurrence internt. Scenen er sat, arenaen er det halvelendige ”spillested”/sportshal valbyhallen, tilskuerne: et bredt udvalg af unge goths, gamle goths og andre der var unge da de to hovednavne var hit. Let the fight begin.

Marilyn Manson

Med skiftevis Manson og Zombie som hovednavn, fik publikum denne aften Manson på scenen som første act. Tilbage i 90’erne og start 00’er havde Marilyn Manson sin glansperiode. Enten hadede man ham eller også kunne man ikke få nok af chokrockeren. I 2012 er der ikke rigtig nogen der har noget imod Manson, i hvert fald ikke i Europa, hvor sex, vold, masochisme osv. ikke er noget der chokere eller forarger på samme måde som i USA. Manden med de hundredevis af udklædninger er blevet overhalet indenom. Til dels af yngre bands men også af hans egen alder, misbrug og mangel på kontakt med virkeligheden. Tilbage står Ikonets musik, der om noget var med til at male metalkulturen i starten af 00’erne.

Det var musikken der bar Mansons teatralske show. En time præcist blev det til, med kostumeskifte mellem hvert nummer, hurtigt og effektivt udført, men ikke velfungerende. Manson kunne ikke på scenen. Der var tydlige problemer, kun halvdelen af lyrikken blev leveret og når Manson skreg var det en bløret suppe, hvor det var helt umuligt at tyde indhold. Det fik de mange kostumeskift til at virke påtaget til ære for publikum. Det er hvad der forventes, men når hovednerven, musikken, ikke spiller 100 %, fungere tilbehøret ikke.

Der er ingen tvivl om at fordums kraft og saft stadig eksistere et eller andet sted inde i det efterhånden lidt for ucharmerende korpus, det var bare alt for sjældent publikum fik muligheden for at opleve det. Vi fik lov at snuse til det på numre som ”The Dope Show”, ”Rock Is Dead” og ”The Beautiful People”, men heller ikke her formåede Manson at sælge varen fuldt ud. Hvad der skulle være en rockudladning, aggressivt og fanden i voldsk, blev en halvkedelig og tam affære. Bedst gik det på den smukke ”Coma White” hvor Manson i faldende sne, insisterende og indlevende leverede aftenens højdepunkt. Nøgen og uden en masse tilbehør, virkede det som om vi fik set den sande Marilyn Manson anno 2012 for et kort øjeblik.

Ud over førnævnte blev publikum blandt andet budt på numre som ”Hey, Cruel World”, ”Disposable Teens” samt de to covernumre ”Personal Jesus” og ”Sweet Dreams”. Specielt sidstnævnte sendte uden tvivl en god andel af aftenens fremmødte tilbage til deres teenageår, fulde i en rus af ren pilsner og ungdommens anarkisme. En udmærket setliste, hvor de gamle slagere naturligt fungerede bedre end nyt. Publikum lod til at nyde det. Ikke i en euforisk rus men i en tilbagelænet afslappet tilstand. Lyden i Valby Hallen, var langt så slemt som forventet og selvom den ikke var perfekt, fungerede det.

Det blev aldrig rigtig godt. Sidste tre numre var Mansons es og også den absolut bedste del af en noget sløj koncert. Tronende fra hans podie tordnede han af sted på ”Beautiful People” inden klokken slog én times spilletid og freakshowet forlod scenen. Koncerten var Middelmådig, Manson virkede en smule sørgelig og særdeles udbrændt. Stemningen emmede af noget der engang var noget og mon ikke også det reelt også er sandheden. 3 ud af 6.

Rob Zombie

Efter Mansons noget ramponerede show, var der ikke tvivl om at Zombie havde fået en gevaldig forhånd i de to navnes interne kamp. Det lod da også til at Rob Zombie havde tænkt sig at tage kampen ganske alvorlig og udmanøvrer Manson på alle fronter muligt.

Med entre på scenen allerede 21:40, fik publikum en sprudlende Rob Zombie, der stormede rundt på scenen til tonerne af ”Sawdust In The Blood”. Forskellen var stor. Zombie virkede fit, parat til at leverede såvel ham selv som det medbragte sceneshow, modsat Mansons tamme show. Publikum fik zombier, kæmpe robotter, varierende filmklip til hver enkelt nummer og et energisk lysshow. Frontfiguren selv var over det hele, på scenen og blandt publikum og fungerede som en sand entertainer. Rob Zombie vandt den del af den interne konkurrence overlegent og det lykkedes ham da også at få skudt lidt gang i det tilbagelænede publikum.

Hvor Manson var noget tidligere og stadig har et navn. Har Zombie aldrig rigtig braget igennem til den brede masse. Kult og kitch kendetegner musikken og universet, der ikke kan få nok horror, gore eller halvnøgne damer. Som Zombies film spænder hans musik over et begrænset territorie, hvor indhold har det med at ligne hinanden og intet rigtig er super fantastisk. ”Dragula” er om noget det nærmeste Zombie kommer på et regulært hit og netop det faktum viste sig hurtigt at være Zombies største hæmsko. Numre som ”Meet The Creeper”, ”Mars Needs Women” og ”Lords Of Salem” er reelt ikke specielt interessante numre. Det er småkedeligt og for på nogen måde at gøre koncerten interessant, er band som frontmand nød til at overdænge publikum med så meget lir på scenen at musikken bliver sekundær. Selvom det også for Zombies tilfælde kun blev til en times spilletid, var det mod slutningen tydeligt, at der rent musikalsk ikke var mere at byde på.

Til trods for det enkelte faktum at Rob Zombie har langt dårligere materiale end Manson, formår zombien at hive en sejer hjem, om end det ikke er en bragende succes. Lyd forholdene var stadig ikke fantastiske, men bedre end forventede og det kombineret med et fantastisk sceneshow og entertainmentship i høj klasse bringer Zombie op på 4,5 ud af 6, hvor det specielt er manglen på godt materiale der trækker ned. .

Overordnet altså en sejer til aftenens sidste navn. Manson havde materialet og Zombie havde liveenergien. En kombination af det bedste fra de to, vil uden tvivl give et fantastisk show, men hver for sig bliver det ikke til mere end 4 samlet.

 

  • Marilyn Manson_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Marilyn Manson_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Rob Zombie - Hell Billy Deluxe II–Noble Jackals, Penny Dreadfuls and the Systematic Dehumanization of Cool

Da jeg fik denne plade i hånden, var det med en vis portion skepsis. Jeg havde på daværende tids-punkt ikke rigtig noget kendskab til Rob Zombie og forbandt ham primært med splatterfilm. Jeg satte dog pladen på og tænkte, at han jo skulle have en chance. Den chance forpassede han i før-ste omgang, for ”Devil’s Hole and the Big Revolution” var et af de mest irriterende numre, jeg nogensinde har hørt. Der gik derfor et par dage, førend jeg turde sætte den på igen. Det er jeg glad for at jeg gjorde – for det er sgu’ ret fedt! Jeg har som sagt ikke rigtig noget kendskab til galningen, og kan derfor ikke sammenligne med hans foregående tre soloplader eller hans kreationer i White Zombie; bedømmelsen her er altså udelukkende baseret på hans nyeste værk.
Og jeg kalder ham en galning, for der er naturligvis ikke langt fra gal til genial, men jeg ved ikke helt, hvor på spektret Rob Zombie ligger. For jeg synes som sagt, musikken er ret fed, men det er sat’me nogle syge idéer manden har! Hvordan skriver man f.eks. et nummer som ”Werewolf Wo-men of the SS”? Ja, jeg spørger bare!
Men uanset hvor forskruet manden er indvendigt, så er denne her plade vildt fed! Jeg sad i hvert fald, da jeg fik mig taget sammen til at sætte den på igen, og rokkede med til hvert nummer. Det er vildt tungt, og det er vildt kompromisløst! Og det er fand’me fedt; der er tydeligvis ikke nogen, der skal komme og fortælle Hr. Zombie, hvordan det skal lyde og hvad man må synge – det skal han nok selv bestemme! Og den selvbestemmelse håndterer han ret godt!
Det har i hvert fald resulteret i en bindegal plade med utallige vanvittige indfald, underlige lyde, mærkværdige melodier og ikke mindst afsindige tekster! Og det er en fed blanding!

Trackliste:
1. Devil’s Hole and the Big Revolution
2. Jesus Frankenstein
3. Sick Bubblegum
4. What?
5. Theme for An Angry Red Planet
6. Mars needs Women
7. Werewolf, baby!
8. Everything is Boring
9. Virgin Witch
10. Death and Destiny inside the Dream Factory
11. Burn
12. Cease to Exist
13. Werewolf Women of the SS
14. Michael
15. The Man who Laughs

Total spilletid: 54:45

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed