fbpx

Riverside + Lesoir - Viften

Sidste — og første — gang, Riverside var i Danmark [læs anmeldelsen her], var det en sonisk, visuel, intellektuel, emotionel og kropslig multioplevelse, der vel reelt satte nye standarder. Både for hvad Lille Vega kan lægge hus til af eliteprofessionalisme, samt for hvor grænsen går mellem nævnte professionalismeniveau og decideret magi.

Umulig at leve op til både i teori og praksis, med andre ord. Og eftersom jeg bogstaveligt talt først lige er landet i Danmark for et par timer siden og hverken aner noget om nyt album eller tour, er mine forventninger så ikke-eksisterende, som sådan nogle nu kan være.

(… Og så i Rødovre?!)

Lesoir

Nå, opvarmning. Hollandske Lesoir virker som et hyggeligt, kreativt venne-kollektiv, der tilfældigvis har en fælles forkærlighed for moderne progressiv rock i den mere atmosfæriske ende. Der bliver leget; der bliver malet med mange farver og pensler.

Stammetrommer, sequencer, tværfløjte og gennemgående, stedvist operatisk kvindevokal, samt naturligvis masser af delay er blandt de anvendte virkemidler. Sangskrivningen går fra æterisk rock á la nyere Anathema, over skæv pop og til tung staccato-metal.

Ligesom Riverside — ja, og ligesom Tool, som jo for dælen er hovedansvarlig for alt det hér, — dyrker Lesoir de skæve stemninger, længerevarende opbygninger og dramatiske klimakser. Og som man måske kunne forvente af et supportband, vejer formen stadig lidt højere end indholdet.

Numrene er fine og universet interessant, men som band mangler Lesoir en klarere profil og ikke mindst en stage presence i det hele taget. De spiller og synger fint, og umiddelbart kan jeg egentlig godt lide dem rent overordnet, men scenen er dem stadig uvant territorium. Forsangerinden ved ikke helt, hvad der er cool og relevant at sige mellem numrene, og guitaristen håndterer sin Telecaster med nogenlunde samme ynde som jeg selv, da jeg lige havde lært mine første barré-akkorder som 15-årig.

Lesoir har deres berettigelse og kan sikkert godt finde både deres niche og faste publikum med en 5-10 år mere på bagen, samt hvis de skærer ned på de retningsløse idéer og jam-passager, og som aftenens hovednavn finpudser og insisterer lidt mere på de håndribelige temaer og riffs. Så kan vi tage den med konsistent sceneudtryk og positurer bagefter.

Hold kæft, jeg burde være blevet bandkonsulent.

Karakter: 4 ud af 6

Riverside

Der er mere end et enkelt liganiveau mellem support- og hovednavnet. Både generelt og i aften. Riverside synes i denne omgang at ville distancere sig lidt fra det højtidelige, konceptuelle sæt på forrige års turné og kører således lige på og hårdt med højspændte, tekniske krumspring i “Acid Rain” og “Vale of Tears” fra den seneste langspiller “Wasteland” (2018). Takterne er skæve, energien intens, og Michał Łapajs keyboard lyder som Vangelis på PCP.

Det står hurtigt klart, at der er sket noget med bandet, siden vi slap dem sidst. Den indadvendte melankoli, der omgav dem i kølvandet på guitarist Piotr Grudzińskis tragiske bortgang er bearbejdet. Sårene er helet; bandet er på vej videre mod den “Blue Horizon”, der navngav deres sidste tour.

Sammen med AC/DC, Bruce Springsteens E Street Band og Rage Against the Machines rytmegruppe ligger Riverside på en fornem Top 4 over de mest professionelle bands jeg nogensinde har set live. Udover deres på én gang tætte og legende sammenspil har de tilsyneladende en lydmand, der mindst burde have George Martin-status for bandet. Samtlige niveauer ligger mere perfekt, end noget menneske kunne tillade sig at drømme om. Ja, det er fandme næsten til at få tårer i øjnene over, hvor fabelagtig lyd der lige var på så’n en ellers så normal torsdag aften i en så mondæn forstad som Rødovre.

Fortryllende er fandme, hvad det er, og Københavns prog-scene er rørende enstemmig i holdningen. Der er rigtig meget fællessang, rigtig meget klap, rigtig meget hujen, og adskillige hyggejokes fra den normalt så stoiske og introverte forsanger/bassist Mariusz Duda.

Seks numre inde: “Okay, det var det. Tak for i aften!” Og lidt forinden: “Vi er lidt trætte af at blive sat i bås som endnu et progrock-band. For vi vil helst ikke lyde for meget som Genesis. Og forresten: Tak fordi I tog alle jeres damer med!”. Hvis ikke den var det i forvejen, er prog’en nu officielt blevet selvbevidst, kære læsere.

Det er faktisk underligt at se Riverside komme så langt ud over scenekanten. To numre inde står hele salen fuldt belyst, klapper i takt og skråler leadtemaet. Det er et ballsy move af en gruppe med et så overvejende dystert og indadvendt repertoire at opildne til stadionstemning. Og det er fedt, at de kan, den intellektuelle genre taget i betragtning.

Men for mit vedkommende går en del af magien desværre lidt af foretagendet. Der er mindst én joke for meget på et tidspunkt, og Riverside har spekuleret lige lovligt meget i å-åååh- og a-aaah-kor på den nyeste plade, der dominerer setlisten. For mit vedkommende handler kritikken dog lige så meget om, at den så evigt bondske danske koncertkultur desværre afspejler sig i publikumsmodtagelsen.

Fra den ene fanboy med lige så lidt rytmesans som situationsfornemmelse, der ene mand står og klapper sig ubehjælpeligt igennem den ellers så flotte og afdæmpede rubato-intro til fremragende “Second Life Syndrome”. Til alle de evindelige knævrechartoller, der åbenbart ikke kan styre sig med at dele alt, hvad de lige lægger mærke til eller kommer i tanker om undervejs, med sidemakkeren. Helt seriøst, en koncert varer 90 minutter, og I har resten af livet at snakke i. I ødelægger oplevelsen for både jer selv og alle os andre.

Nå. Men der skal selvfølgelig langt mere til at ryste en så teknisk ekvilibristisk, hårdt rockende og frem for alt professionelt kreativ statur som Riverside. Når det udelukkende er musikken og det i øvrigt blærede lysshow, der taler, hvad det heldigvis er for det meste, er det hér band ikke til at røre.

Højdepunkterne er mange. Udover første ekstranummer, min gamle favorit “02 Panic Room”, er det sjovt nok især “Left Out” og “Egoist Hedonist” fra den ellers lidt skuffende “Anno Domini High Definition” (’09), der imponerer i deres respektive oversættelser fra svært tilgængelige knuder af auditiv forvirring til imponerende tæmmede små kaosværker. Og derudover er alene omkvædet i den lige dele fantastiske og fantastisk betitlede “Lost (Why Should I be Frightened of a Hat?)” tæt på at være det bedste indenfor hele genren nogensinde.

Med et band som dette er det stort set lige meget, om det er nyt eller gammelt materiale, der vejer tungest på dagsordenen live. Og det er immervæk de færreste grupper, man kan sige det om. Det er fedt at høre både “Loose Heart”, den sublime “Reality Dream” og titelnummeret fra debuten “Out of Myself” (’03). Men nyhederne “River Down Below” og titelnummeret fra “Wasteland” er mindst lige så oplagte som afsluttere på hhv. ekstranumrene og hovedsættet.

Som jeg skrev sidst, er Riverside et band, der kan alt, og det står jeg ved. I aften kunne de have givet en koncert til topkarakter ved at lade musikken tale lidt mere og holde lidt færre pauser, men “nøjedes” med stadig at overgå 9 ud af 10 bands indenfor alle genrer i verden ved at have det, man må formode faktisk er en nogenlunde normal aften på kontoret. Sindssygt som det nu er at tænke på.

Karakter: 5 ud af 6

Læs mere...

Riverside, Lion Shepherd - Lille Vega

Da Riversides mesterværk “Rapid Eye Movement” (’07) landede i promobunken for ret præcist 10 år siden (du godeste!), var det lidt som at vinde i lotteriet uden at have tilmeldt sig. På rekordtid gik de polske progstere fra at være mig komplet ukendte til at være et af de musikalske bekendtskaber, der er så højt skattede, at jeg holder yderst omhyggeligt hus med at spille deres plader. Som havde man ejet en flaske whisky, der er ældre, end man selv er.

Den opfølgende konceptplade “Anno Domini High Definition” (’09) endte desværre med at hægte mig af med dens bevidst højfrekvent-skizofrene musikalske billeder af hverdagens uro- og stresstilstande i det 21. århundrede. Fin udgivelse for så vidt, men slet ikke hvad jeg forventede. Og der er som bekendt så meget musik i verden — og alt for lidt tid at høre det i. Så Riverside rykkede atter udenfor min opmærksomhedssfære.

Men i aften spiller de på dansk jord for første gang nogensinde. Da nyheden nåede mig, råbte en barnling-instinktiv iver, at jeg ikke skulle befinde mig noget andet sted den aften end på Lille Vega. Og dét blev jeg glad for, at jeg efterlevede.

Lion Shepherd

“Åh nej, et opvarmningsband”, tænker jeg ærligt talt. De er jo gerne lidt overflødige, sådan nogle.

Men Riversides landsmænd i Lion Shepherd viser sig at være et bekendtskab i ret stor stil med det forhold, jeg har til aftenens hovednavn. Som at møde en hidtil ubekendt person fra omgangskredsens periferi, som man bare klikker helt vildt med, og hvis nummer man ikke lige når at få, men som man ved, man får at se igen.

Lion Shepherds musik ligger i et relativt afdæmpet, straightforward og ukompliceret hjørne af den melankolske, progressive tungrock. Som en blanding mellem diverse Porcupine Tree-idéer og Opeths folk-rock’ede passager i inciterende, mystiske mol-omgivelser.

Dét er rigtig, rigtig dejligt altsammen. Prog ER reelt krævende af lytteren, og genrens udøvere har desværre lidt en tendens til at glemme, at god musik ikke behøver være så kompleks, som noget menneske kan udtænke og spille den. Den regel er aftenens supportnavn en kærkommen undtagelse til.

Bandet skal lige ud af lidt lav vokal- og halvtynd guitarlyd i starten, samt selvfølgelig af opvarmningsbandets evigt utaknemmelige rolle. Begge dele lykkes i takt med, at Lille Vega fyldes af sultne prog-connoisseurs, der tager godt imod de flotte lydbilleder, som senere folder sig ud i mellemøstligt klingende tonaliteter og med indslag fra både mandolin og lut. Den dynamiske spændevidde går fra æterisk hvile til cementflækkende tyngde. Det er stilfuldt og smagfuldt; det er overbevisende; det virker slet og ret.

Generelt har Lion Shepherd ikke samme format som deres ovennævnte storebrødre på det globale prog-stamtræ. De koncentrerer sig mere om at fremelske atmosfære end fængende elementer. Men det klæder dem som sagt ikke desto mindre. Og så er det på den anden side måske også bare mig, der skal dyrke deres musik noget mere. Hvilket jeg bestemt også har lyst til.

Karakter: 5/6


Riverside

Det er klart, at denne aften er noget specielt, og det kan mærkes, allerede da et på forhånd sultent og taknemmeligt publikum omhyggeligt klapper aftenens hovedpersoner ind på scenen til en præsentation ved vokalist og bassist Mariusz Duda. “Ikke blot er dette den første gang, vi er i Danmark, men det er også første gang, vi er her som en trio”, forklarer han med henvisning til bandets oprindelige guitarist Piotr Grudzińskis pludselige død i fjor. Når denne tour således er døbt “Towards the Blue Horizon” er det for at markere afslutningen på den svære sorg- og omstillingsproces, og indlede et nyt kapitel i gruppens historie.

De tre enlige klaverakkorder, der indleder den normalt guitarbaserede “Coda” er nærmest antitesen til dén komplekse størrelse, som Riverside er. Men den selvsikkerhed og determination, bandet lægger for dagen, hænger i luften og gror i takt med det omskrevne nummer, hvis albumstatus af interlude også hér udvides til meget mere. “When the night returns/I won’t collapse/I am set to rise” synger Duda, inden den omhyggelige eksplosion.

Riversides nye live-guitarist Maciej Meller træder ind på scenen. Et skrøbeligt, afgørende øjeblik der med det samme forløses med en lead-lyd af fandeme kosmisk format. Den manisk bævende synth vibrerer om kap med de massive bassvingninger, der nu kan mærkes i hele kroppen. Som en glødende, kreativ sfære, der langsomt vokser og udfylder rummet. Vi er kommet for at opleve noget stort, og det sker lige nu.

Det indledende, umiskendeligt Gilmour’ske guitartema til fantastiske “Second Life Syndrome” vækker rørende genhørsglæde i hele salen. Nummeret går fra ekspressionistisk intensitet til pludselig opløsning i et næsten apatisk, Moog-baseret mellemstykke. Enhver tænkelig tvivler må være omvendt nu. Eller også bliver de det under den smukke “Conceiving You”.

Publikum er minimalt skæmmet af de sædvanlige tre overrislede snakketrunter på balkonen og de sædvanlige tre overrislede fanboys nede foran, der gerne vil interagere oftest muligt og forgæves prøver at hoppe i takt til de skæve 7/8- og 10/8-rytmer. Bevares, det er trods alt fredag. Men derfor er det stadigvæk den fænomenalt professionelle musik, der dominerer. Hvad end den er decideret lækker og overlegent laid-back eller højspændt dramatisk og ekvilibristisk, er dette lyden af ren, uspoleret og succesfuld kreativitet. Riverside arrangerer toner og rytmer på samme måde som en Michelangelo — eller måske snarere Dali — arrangerer former og farver. Aldrig har dette lokale vel dannet rammer om noget så overbevisende og bjergtagende.

Skønhed!

“Vi har valgt at tage en masse af vores mere melankolske sange med i aften”, kundgør Duda. “De af jer, der tror, at vi er så’n en type Dream Theater-band… Please!”. Ordforrådet i hans østblok-engelsk er naturligt udfordret. Men referencen falder i god, varm jord hos dette prog-publikum, der kvitterer med fællessang på det finurligt Jethro Tull-agtige omkvæd i den akustiske “Lost (Why Should I be Frightened by a Hat?)”.

På sælsom vis kunne et sådant stand-out-moment snildt have været aftenens højdepunkt. Men for mit vedkommende fortsætter dette højdepunkt i den derpå følgende fænomenale “02 Panic Room”, der brat trækker hele seancen tilbage i dét trykkede, foruroligende og mørke stemningsunivers, som jeg i sin tid forelskede mig i hos Riverside gennem netop denne sang. Jeg har bevidst ikke fået en eneste dråbe alkohol, men min krop bevæger sig, som var jeg i trance, og jeg skråler hæmningsløst med på den inderlige linie “Sweet shelter of mi-iiiiiiiiiiine!” som var jeg til Maiden-koncert. Nummeret er i sig selv hypnotiserende, men udvider sig under disse omstændigheder i utænkeligt omfang.

Når hver skæring er et lille mesterværk i sig selv, kan det være svært at forestille sig, hvordan et band kan blive ved med at afveksle sig i løbet af to timer. Men det sker fuldstændig naturligt. “Saturate Me” går fra kække balkanrytmer til tung heavy til nøgen sårbarhed til næsten 80’er-klingende sci-fi-stemning. Somme tider er alle indtrykkende måske lige krævende nok, og jeg er af og til på randen af at miste koncentrationen. Men det er simpelthen for insisterende — og fandeme storslået, — det jeg netop overværer. Ja, selv genhøret med den knugende, depressivt-trøstesløse “Before” er intet mindre end majestætisk.

… Hvorefter det i øvrigt ikke er til at fatte, at hovedsættet er overstået. Hvad skete der lige med tiden dér??

Ekstranumrene tilegnes turnéens koncept. Efter en lang, velment tak for tålmodighed og engagement dedikerer Duda den afdæmpede og småjazzede “Towards the Blue Horizon” til Grudziński. Og det endelige punktum sættes af en ny version af den indledende “Coda”. — Denne gang i en udgave der ikke er dramatisk og  ildevarslende, men fredfyldt, ligefrem og ubekymret. Et langt, uafvekslet loop i ren dur er næppe, hvad nogen havde forventet som konklusion på en så vidtfavnende og ofte dyster performance. Men fandme om ikke det netop lige er dét, der sætter det hele i det afgørende og nødvendige perspektiv. Riverside er nu officielt et band, der kan alt. Og denne aften er nu officielt årets koncert.

“Rapid Eye Movement” er en af de få plader, jeg nogensinde har anmeldt til topkarakter. Og jeg kan ikke andet, end at lade ophavsmændenes første Danmarksbesøg få samme ære.

Karakter: 6/6

Læs mere...

Riverside - Shrine Of New Generation Slaves

Lige siden Riverside brød igennem med albummet ”Out Of Myself” fra 2004, har polakkerne markeret sig som et af de mest spændende navne på den europæiske prog-scene, og deres blanding af dynamiske numre og eftertænksomme melodier er der ikke mange, der kan matche.
På bandets femte studiealbum er det de samme musikalske tendenser, der går igen, men det samlede udtryk har alligevel skiftet, når man ser hen over bandets foreløbige karriere. Anført af Mariusz Dudas meget karakteristiske vokal er der stadig masser af skift i melodierne, hvilket gør ”New Generation Slave” og ”Celebrity Touch” til skarpe Riverside skæringer. Indenfor denne gruppe numre formår Riverside at lyde som både Dizzy Mizz Lizzy og Pink Floyd, så bredden er pænt stor. Samtidig markerer numre som ”We Got Used To Us” og ”Deprived” bandets mere stille og eftertænksomme side, som denne gang ikke er helt så fængende og intens som vanligt. Det er ikke fordi numrene er kedelige, men de fremstår en smule anonyme i det store billede – trods den altid indtrængende vokal.
Målt på spilletid er det eftertænksomme hyppigst repræsenteret, og derfor efterlader den kategori det stærkeste indtryk, hvilket gør "Shrine Of New Generation Slaves” til bandets mest afdæmpede udspil til dato. Melodierne er stadig stærke, men bandet skal passe på ikke at overdrive det tungsindige – ret meget mere vil gå ud over kvaliteten.

Tracklist:
1. New Generation Slave
2. The Depth of Self-Delusion
3. Celebrity Touch
4. We Got Used To Us
5. Feel Like Falling
6. Deprived
7. Escalator Shrine
8. Coda

Samlet spilletid: 51:01
 

Læs mere...

Riverside - Reality Dream

I maj 2008 var Riverside på turne i hjemlandet Polen, og i den forbindelse spillede de en specialkoncert i Łódź. Koncerten blev optaget og udgives nu på denne DVD sammen med det obligatoriske ekstramateriale.
Som det hører sig til indenfor den progressive musikscene, er bandet meget stillestående; ikke noget med at springe rundt eller lave vilde sager. De eneste visuelle effekter på scenen kommer fra lyssætningen og projicerede billeder bag bandet, hvilket understeger, at det er musikken, som er i centrum. Og netop musikken kan ses som en slags Best Of fra bandets 3 første albums, idet koncerten fungerer som en slags overbygning på disse. Det betyder et genhør med Riversides stil, hvor flotte melodier og følte guitarmelodier smelter sammen med Mariusz Dudas rene stemme. Numrene er afdæmpede men alligevel meget stærke, og de afleveres meget flot.

Koncerten er optaget i en udmærket billedkvalitet; derfor er det meget generende, at billederne bliver sovset ind i effekter, der får dem til at fremstå som om de stammede fra en gammel strimmel film. Det er ekstra irriterende, fordi musikken i sig selv besidder en stor styrke, og netop IKKE har brug for den slags gøgl. Det virker nærmest, som om produceren har fået et nyt legetøj, som bare skal prøves af.
Billedsiden af en koncertoptagelse giver normalt helheden en ekstra dimension og løfter musikken. I dette tilfælde er det lige omvendt: jeg ville foretrække at have denne koncert som CD, så jeg kunne slippe for de irriterende billedeffekter, som trækker kraftigt ned i bedømmelsen. Det er trist, for Riverside gør det fremragende – alligevel har jeg meget svært ved at anbefale denne udgivelse til andre end de mest hårdnakkede fans – pengene vil være bedre givet ud på et af bandets studiealbums.

Tracklist:
DVD 1
1.The Same River
2.Out Of Myself
3.Volte-Face
4.Rainbow Box
5.02 Panic Room
6.Reality Dream III(instrumental)
7.I Turned You Down
8.Dance With The Shadow
9.Parasomnia
10.Second Life Syndrome
11.The Curtain Falls

DVD 2
Encores
12.Before
13.Ultimate Trip
Bonus Features
Live Performances:
1.Beyond The Eyelids( Unna, Germany 2007 )
2.Loose Heart
3.Back To The River( Montreal, Canada 2008 )
4.Conceiving You
5.I Believe( Aschaffenburg, Germany 2007 )
6.Lucid Dream IV( Fulda, Germany 2008 )
7.Reality Dream II( Baarlo, Holland 2006 )
Behind the Curtain
A film by John Vis
Photo Gallery
Credits


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed