fbpx

Morbid Angel, Pumpehuset

Man kan diskutere, om ikke der er ved at gå inflation i det hér koncept med at spille et helt album live i den ene eller anden anledning. Givet: Der er stadig mange fantastiske skiver, det kunne være pissefedt at opleve live i deres helhed, men eksklusivitetsgassen må efterhånden siges at være gået af sensationsballonen, alt andet lige. Sådan har jeg det i hvert fald. Og dermed er mine forventninger til selv fremførslen af kongeskiven "Covenant" ('93) af dødsguderne Morbid Angel faktisk næppe nær så høje, som de fleste andres vel er.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter at have stiftet Soundcloud-bekendtskab med aftenens opvarmningsband, Reverie, vælger at gemme min opmærksomhed til hovednavnet og skåne Reverie for, hvad der ellers var blevet en lidet flatterende omtale. Det er trods alt jul, og så'n. Så tjek dem selv ud og bedøm selv.

Det er et ildevarslende soundscape, der ledsager Morbid ind på scenen, da lysene dæmpes i den gamle vandværksbygning. "Good evening, Copenhagen. This is COVENAAAAAAANT!" Frontmand David Vincents velkomst gjalder ud over forsamlingen og initierer en jubel, der ikke når at dæmpe sig inden de første, ondsindede toner i "Rapture". Yes, mand. Dette hér er lyden af vaskeægte 24-karats dødsmetal med en personlighed, som ingen andre bands indenfor genren kan bryste sig af. Den begejstrede udveksling af indforståede smil hos mit følge tiltager under "Pain Divine", og der går ikke længe, inden jeg må stikke kasketten i lommen og slippe garnet løs. Rapture, indeed!

I løbet af gårsdagen har jeg set nogle beklagelser over lyden til koncerten; over at det hele skulle have været alt for højt og rodet. Dette er ingenlunde tilfældet nede omkring mixerpulten, hvor alting klinger så godt som klokkeklart. Ikke bare genren, men også lyden på den meget mellemtonedominerede "Covenant" taget i betragtning. Alting får nyt liv hér. Selv den normalt så skønne "World of Shit (The Promised Land)" får under disse omstændigheder en saltvandsindsprøjtning, vi ikke anede, den overhovedet kunne bruge.

Selvom bandet næppe efter de flestes mening har overgået sig selv i de 21 år, der er gået, siden "Covenant" blev udgivet, kompenserer deres gloende live-energi og tighte sammenspil i høj grad herfor. Trommeslager Tim Yeung har måttet lægge røv til en del ris, og jeg fatter ikke helt hvorfor. Nej, manden er ikke Pete Sandoval, men han er i stand til at eftergøre dennes feeling i tilstrækkelig grad på de mest essentielle steder, og frem for alt spiller han, med ét ord, sindssygt. Det samme må siges om andenguitarist Destructhor, der formår at give sin ellers allestedshyldede kollega Trey Azagthoth i scenens modsatte side nogle halsbrækkende soloer at leve op til.

Der er dog ingen tvivl herfra om, at det er Vincent, der er the man i foretagendet. Mandens resonante basstemme er som et tordenskralds ekko i Grand Canyon, og hans gigantiske, kulsorte bakkenbarter ligner noget, man ville kunne slå en mand ihjel med. Så når David Vincent lægger sine forstyrrende dystre baslinier, og én af verdens absolut bedste dødsmetalplader fremføres så skudsikkert som hér, tilgiver man ham gerne for hans sidespring (og dertilhørende kropsnære latex-trøje) i det aparte industrial-outfit Genitorturers samt hans kreative dødfødsler på Morbids seneste studieskive, den udskældte "Illud Divinum Insanus" ('11). Bevares, vi har allesammen vores forskellige perioder.

Selvom "Covenant" er én af de få, velsignede udgivelser, der rent faktisk holder momentum fra start til slut, foretrækker jeg personligt side 2, som det jo altså ideelt set fucking hedder. "Blood On My Hands" burde være dét punkt på pladen - og altså også nu i aften, - hvor dampen begynder at falde; men det er tværtimod hér, hele konceptet begynder at give mening for mig. Jaja, det skyldes sikkert også en vis effekt af de fadøl, jeg har konsumeret indtil videre, men alligevel. "Angel of Disease" er knapt så stand-out i aften som på pladen, - faktisk måtte lyden gerne have været ad hoc-ændret en kende, - men den hører til blandt Morbids fremmeste numre og sender ren døds-ekstase ned gennem rækkerne. Vi er vist ellers lidt en tough crowd, ser det ud til - i hvert fald hernede fra. Og det til trods for Vincents cadeau til København som en ekstra speciel by at spille i, qua mixningen af "Covenant" i Flemming Rasmussens legendariske og nu desværre hedengangne Sweet Silence Studios, - hvor også et vist andet band ved navn Metallica fik bygget et par albums i de glade 80'ere.

Det er på én gang forståeligt og en smule foruroligende, at den afsluttende "God of Emptiness" er blevet et, om man vil, "hit" for både skiven og bandet. På den ene side er nummeret en kreativ genistreg: Vincents forskellige stemmeføringer passer perfekt til tekstens tvedelte fokalisering; B-stykkets vuggende groove er ikke bare spiseligt for udenforstående, men sgu decideret catchy; det samme gælder coda'ets gentagne "Bow to me faithfully/bow to me splendidly", der må anses som dét lettest genkendelige Morbid-moment. På den anden side er nummeret mere end almindeligt ondsindet udtænkt: Synergien mellem den hvileløse, dissonante riffing og de sporadiske, næsten abrupte trommer krydret med dystre whammy-drops og klagende hyletoner giver tilsammen en stemning, der henleder tankerne på de umenneskelige, uorganiske og overjordiske elementer hos den H.P. Lovecraft, som Vincent er så inspireret af.

For Satan (!), hvor jeg elsker det nummer. Og alting bliver kun endnu federe af, at Morbid derpå inviterer til aftenens største publikumsrespons med det mindst lige så træfsikre hit "Where the Slime Live". Jo, et decideret hit er det fandme, makaber metalsubgenre eller ej, - vi jubler og headbanger jo på livet løs.

Men netop herfra lider koncerten et mærkbart knæk. Herfra går det, som man siger, slaw-i-slaw. "Bil-Ur-Sag" er dybt antiklimatisk ovenpå netop showets klimaks; den ellers så fine "Ageless, Still I Am" formår herpå langt fra at genskabe stemningen; ej heller den ellers mere fokuserede "Curse the Flesh" fra den gennemgående kedelige "Heretic"-skive ('03). Som Vincent indvier os i, er idéen at spille et nummer fra hvert studiealbum. Jo tak, men de kunne immervæk have været bedre valgt.

Okay, min interesse bliver næsten fuldt genvakt af "Existo Vulgoré", et af de bedre tracks fra førnævnte "Illud..."-skive. Jeg havde dog klart foretrukket "I Am Morbid", der i dén grad plejer at komme til sin ret live. Til gengæld følger gode gamle "Immortal Rites" trop og udløser aftenens sidste omgang jubel og headbanging for mit vedkommende. Endnu et antiklimaks består i den afsluttende "Fall From Grace".

... For nej: Der kommer nemlig ingen ekstranumre.

Det er selvfølgelig lidt klassisk, det hér med at skulle gå ud af scenen og komme ind igen, men det er det også blevet, fordi det netop virker. Jeg savner fandme en ordentlig afslutning. Det kan godt være, at der efter "Covenant"-fremførslen død og pine skulle spilles ét nummer fra hver studieskive udover "Covenant", men var det virkelig så nødvendigt at holde rækkefølgen? Og så savnede jeg altså en "Chapel of Ghouls" eller i det midste bare en "Maze of Torment". Igen: Det er pisse kliché at ville høre fanfavoritter, men igen: De fucking virker. Og det gør det hér altså ikke helt.

Nå, men hvorom alting er, så ligger showets "Covenant"-del til en lille 5/6'er og ekstranumrene til en tilforladelig 3/6'er, så vi lander på en solid 4/6'er alt i alt.

Ringere kan dødsguder trods alt heller ikke gøre det.

Læs mere...

Hollywood Undead, Icon For Hire

"Hollywood Undead er denne generations Limp Bizkit", var der en bekendt af mig, der udtalte. Det er svært at sige noget imod, for Hollywood Undead har i sandhed et godt tag i den noget yngre del af Danmarks metalpublikum, og ligesom "idolerne" er de ikke bange for at blande rap/hiphop med metal, såvel som andre genrer som pop og emo. Det er første gang de besøger landet, og har for undertegnede været en guilty pleasure siden 2008. Rygterne siger dog, at Hollywood Undead ikke skulle være et specielt godt liveband, men begejstringen blev ikke mindre af den grund. Til, jeg vil tro, alles overraskelse blev koncerten rent faktisk udsolgt et godt stykke tid i forvejen, og billetter blev solgt og købt for så høje beløb som 750 kroner (originalprisen var på ca. 200 kroner). Alt i alt skulle det blive interessant at se, om Hollywood Undead ville begejstre eller skuffe.

Icon For Hire
Det amerikanske kvindeligt frontede emo/rockband Icon For Hire, der i høj grad minder om landsfællerne i Paramore, har 7 år bag sig, og har udgivet 2 albums i form af "Scripted" fra 2011 og seneste års selvbetitlede album. Af ukendte årsager er bassist Josh Kincheloe, der har spillet med bandet siden 2011, ikke en officiel del af bandet, der ellers består af sangeren Ariel (uden efternavn), såvel som guitaristen Shawn Jump og trommeslageren Adam Kronshagen.

På slaget 21:00 går Icon For Hire på scenen i den store sal, og det første jeg lægger mærke til er, at forsangerinden slet ikke har den forventede kraft i vokalen. Faktisk synger hun decideret dårligt (eller i hvert fald meget vagt), og ender i samme kategori som de fleste af de moderne metalcore bands, hvor vokalen i studiet er overredigeret. Lyden er nu heller ikke den bedste, og især trommerne er enormt mudrede, men det største problem er hvor lav volumen er - man kan næsten stå og snakke sammen i et normalt toneleje, og det er fra midten af salen.

Publikum klapper lidt og vifter med armene, når bandet specifikt beder om det, men mere engagement er der ikke. Det er nu heller ikke så mærkværdigt, for mage til uinspireret liveshow skal man sgu lede længe efter. Der er ingen reel bevægelse undtaget fra forsangerinden, men det virker så indstuderet at det er til at brække sig over. Ligeså meget som deres musikvideoer/studieindspilninger nærmest brister af energi, ligeså idéforladt virker det live, og så er det ærgerligt nok kliché efter kliché efter kliché; "Copenhagen, you're so great!", "Wow, it's hot up here!", "Do you have more energy?" "SCREAM FOR ME!" - etc.

Kort sagt er det ikke imponerende, og jeg synes endda at musikken er ganske udmærket i forvejen, men det her.....det er skidt.
2/6 stjerner.

Hollywood Undead:
Det amerikanske raprock/emo/pop/metalband stammer fra Los Angeles, Californien og har siden 2005 langsomt, men sikkert, opbygget en meget dedikeret fanskare i det meste af verden. Det maskerede band består af Charlie Scene, Da Kurlzz, Funny Man, J-Dog, Johnny 3 Tears og Danny, som overtog pladsen som frontsanger, da Deuce stoppede (eller blev smidt ud, alt efter hvem man spørger) i 2010. Hollywood Undead har udgivet 3 albums i form af "Swan Songs" fra 2008, "American Tragedy" fra 2011 og "Notes From The Underground" fra 2013. Der var i et godt stykke tid rygter om at deres nyeste opus ville være færdigt i år og blive navngivet "Hell Is Empty, Six Devils Are Here", men det er nu blevet ændret, således at det først udkommer næste år. Skiven er blevet officielt navndøbt "Day Of The Dead", og titelsangen har ligeledes været ude i nogle uger.

Det er Hollywood Undeads 3 hårdeste sange der starter ballet i form af "Undead", "Tendencies" og "Been To Hell". I aften har jeg valgt at nyde forestillingen på noget nær forreste række, hvilket i flere tilfælde byder på både moshpits og headbanging for fuld skrue. Generelt ser publikum enormt glade ud, men ligeledes er der mange som ser ganske forvirrede ud. Det er altså ikke udelukkende metallere der er tilstede i aften, som jeg ellers havde forventet. Fællessang transcenderer heldigvis genrer, og stort set alle synger højt med på sange som f.eks. på "City" og "Bullet" - ikke overraskende er det primært numrene fra "Swan Songs" og "American Tragedy", der giver mest genlyd.

De 6 medlemmer i bandet smider allerede maskerne efter et par sange (sandsynligvis pga. varmen), og klarer sig overordnet set udmærket, men det er publikum der bærer showet i aften. Man kan sige det således, at Hollywood Undead optræder som de skal, men heller ikke ét gram mere, og det ville ellers ikke kræve meget. Lidt crowdsurfing, eller bare helt generelt at være fysisk tættere på publikum ville gøre meget. Musikken har jo energien og intensiteten til det, og så ville det ikke føles så rutineret som det gør i aften. Det er endnu en dag på kontoret for bandets vedkommende, og kun da en fan bliver inviteret på scenen virker det improviseret på den fede måde.

I forlængelse af ovenstående har jeg heller ikke forstået idéen med at have solbriller på indenfor (det virker bare arrogant), og så virker deres sekundære trommeslager fuldstændig overflødig, når han oftest blot spiller en forsimplet udgave af hvordan de "rigtige" trommer går. Hans position minder mig til dels om de 2 perkussionister, SlipKnoT tager i brug, men forskellen er bare at de 2 "gør sig til" overfor publikum - forsøger at gejle folk op og generelt opføre sig skørt/festligt. Det er ikke tilfældet med denne trommeslager.

Der er mindre "nedture" i form af nyere sange hvor energien fra publikum daler, men festen fortsætter i godt og vel en time og 15 minutter og afsluttes med stil i form af først "Young" og derpå "We Are". Derefter smutter bandet af scenen, men bliver kaldt tilbage med den famøse tekst fra "Everywhere I Go": "Eveywhere I go, bitches always know, that Charlie Scene has got a weenie, that he loves to show - bitch!". Det er derfor til stor jubel at vi får serveret lige nøjagtigt ovenstående skæring, inden der lukkes og slukkes med "Hear Me Now". Overordnet har Hollywood Undead bestået prøven - men også kun akkurat. Vi oppe foran havde en kæmpe fest, men det tvivler jeg meget på har været tilfældet for de, som stod noget længere væk fra scenen. Min karakter er derfor landet i midten af de to, så man kan nemt trække fra eller lægge til, alt efter hvor man befandt sig.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Undead
2) - Tendencies
3) - Been To Hell
4) - Dead Bite
5) - Kill Everyone
6) - City
7) - California
8) - From The Ground
9) - Delish
10) - Comin' In Hot
11) - Up In Smoke
12) - Bullet
13) - Day Of The Dead
14) - Another Way Out
15) - Young
16) - We Are
Encore:
17) - Everywhere I Go
18) - Hear Me Now

Læs mere...

Anathema

Den her dag har jeg ventet på i godt og vel 2 år. Første, og optil idag, eneste gang jeg har oplevet Anathema var ved deres sidste koncert i København, som jeg også anmeldte til den pæne karakter af 5½/6 (kan læses her). Sidenhen har Anathema udgivet et nyt album, som er ganske helstøbt, men som jeg ikke synes helt lever op til det mesterværket "Weather Systems", men det er sgu også svært.
Kort sagt; det kan kun blive godt!

Anathema
Anathema stammer fra Liverpool, og begyndte deres karriere i 1990. Dengang spillede de en blanding mellem death/doom metal og gothic metal. Man kan passende drage referencer til bands som Paradise Lost, My Dying Bride og Porcupine Tree (i øvrigt alle fra England!), men også svenske Katatonia var med til at skubbe death/doom genren frem. Deres første album "Serenades" blev udgivet i 1993. Nogle af deres mere kendte albums er "Judgment" fra 1999 og "A Natural Disaster" fra 2003. Der gik derefter 7 år før Anathema udgav et nyt album i form af "We're Here Because We're Here". Idag er det de 3 brødre Cavanagh der styrer showet, og siden 1998 har Anathema primært fokuseret på at dyrke den progressive rock. For 2 år siden så den roste plade "Weather Systems" dagens lys, og Anathemas 10. studiealbum "distant satellites" er pt. ikke mere end 5 måneder gammelt.

Da jeg ankommer finder jeg, til min lettelse, ud af at det er den store sal der er taget i brug i aften - det tegner allerede godt. Der er fyldt ganske godt op, så selv på en mandag kan Anathema trække en god mængde. Stemningen er euforisk - afventende. De der har set Anathema før ved at de kan levere, eller i hvert fald har gjort det tidligere.

Kvart over ni skal slaget stå, og de 6 medlemmer kommer til syne uden de store dikkedarer og går direkte over i "The Lost Song, Part 1 + 2" fra det nyeste album. Lyden er exceptionelt god i aften, hvor alle instrumenter står klart og tydeligt, og med en passende volumen - det er sgu lige som det skal være! Det samme gælder for Anathema der er i et levende og henrivende humør; den kvindelige sanger smiler, griner og chatter med publikum, og forsangeren hopper ofte rundt og river fanatisk på sin guitar, som gjaldt det hans liv - der er absolut ingen mandagstræthed at spore.

Vi skal ikke mange minutter ind i den første sang før jeg står med tårer i øjnene og gåsehud, og som fortsætter uafbrudt igennem de 2 dele af "Untouchable", der ser seancen afsluttet med fællessang iblandt publikum uden bandets hjælp. Begge sangere synger så let og elegant, og der er en helt særlig kraft bag ordene som især gør sig gældende i sangen "Anathema" hvor den mandlige forsanger krænger sit hjerte ud, og flere fra bandet ofte står med lukkede øjne og bare nyder øjeblikket - for slet ikke at nævne leadguitaristen der fejlfrit leverer sin solo af uden at kigge én eneste gang. Det her, det er ikke bare tilfældige ord - det er en historie disse 6 mennesker fortæller med følelserne helt ude på tøjet, og det er jo i virkeligheden hvad musik handler om, i hvert fald for undertegnede; at blive rørt. At være forbundet til musikken. Og det er jeg i aften.

Selvom der er en anelse småsnak i krogene (hvilket er en af de eneste faktorer der karaktermæssigt trækker ned), er publikum glade, tilfredse og for det meste fuldt ud opmærksomme. Der er også kælet for både det visuelle (i form af et glimrende lysshow der er tilpasset hver enkelt sang) og det auditive. I forhold til sidstnævnte, så er det primære trommesæt - der er nemlig 2 - indrammet bag glasskærme, som derved har en effekt på lyden. Der er også igennem koncerten nogle udskiftninger iblandt instrumenterne. Således er den kvindelige sanger ikke med på alle numre, og på et tidspunkt bytter de 2 trommeslagere plads, men hvor den ene, istedet for trommer, benytter sig af et af de 3 keyboards i et godt stykke tid - også bruger forsangeren en autotune-indstillet mikrofon i "Closer", som jeg dog er glad for kun bliver brugt én gang.

Anathema har igennem denne tour skiftet en del rundt i deres sætliste. De har dog undgået deres 3 første doom-inspirerede albums fuldstændigt (hvilket giver god mening), men når ellers godt rundt i bagkataloget. Denne gang får vi desværre ikke nogle sange fra "Judgment", og heller ikke nogle fra den knap så populære "A Fine Day To Exit", men selvom der er en overvægt på det nyeste opus, bliver vi ikke snydt for enkelte ældre sager.
Et sådant eksempel er ved titelsangen "A Natural Disaster", hvor næsten alt lyset på scenen bliver slukket, og vi bliver bedt om at bruge vores telefoner og lightere istedet. De fleste tager dem hurtigt ned igen, men det ser nu smukt ud, og det er vildt så meget telefonerne kan lyse op i et mørkt rum. "Wow, that was a moment!", udbryder forsangeren ekstatisk da nummeret slutter, og man kan kun være enig med ham efter den kraftpræstation den kvindelige sanger leverer. Der er fuldstændigt stille i det sidste minuts tid hvor kun hendes stemme og teksten "and I fade" kan høres, og som symbolsk bliver svagere og svagere, indtil publikum ikke længere kan kontrollere sig selv og udsteder et kæmpe hyldestbrøl da den sidste tone falder.

"Fragile Dreams" sætter lidt bevægelse igang hos publikum, også - totalt uventet - er det slut. Til vores uheld var det således en af Anathemas "korte" sæt (som stadig er på 1 time og 40 minutter), men jeg kan svært tro at nogen var klar til at gå hjem endnu - det var som om det blev afsluttet for brat. Som om vi stadig manglede et par sange.

I sidste ende er det kun småting der afholder mig fra at give topkarakter, hvor jeg mest af alt tænker på den enerverende småsnak der til stadighed bare ikke vil dø. Det er måske en petitesse, men det er lige akkurat nok til at blive at blive revet ud af øjeblikket. Folkens, vil I ikke nok gå om bagved eller i baren? Noget musik skal høres uden "forstyrrelser", og Anathema er på den liste. 
5½/6 stjerner.


Sætliste:
1) - The Lost Song, Part 1
2) - The Lost Song, Part 2
3) - Untouchable, Part 1
4) - Untouchable, Part 2
5) - Thin Air
6) - Ariel
7) - The Lost Song, Part 3
8) - Anathema
9) - The Beginning And The End
10) - Universal
11) - Closer
12) - Distant Satellites
13) - A Natural Disaster
14) - Fragile Dreams

Læs mere...

Fu Manchu

Så er det da lige godt efterårsferie - i hvert fald for nogle af os, og den første fridag skal på rette vis spenderes med den tunge og stenede rock i Pumpehuset. Fu Manchu er tilbage efter et par år siden sidst, og i øvrigt på samme sted. Det er desuden undertegnedes første gang med disse herrer i liveregi, og fra hvad jeg har hørt skulle de være ganske underholdende. Lad os se hvad det kan blive til.


Fu Manchu
De startede egentlig som et hardcore punk band der kaldte sig Virulence, tilbage i Californien i året 1985. De nåede at udgive en enkelt EP igennem det projekt, før de 5 år senere ændrede navn til Fu Manchu og ligeledes udskiftede det musikalske udtryk til stonerrock. Bandet har igennem tiden haft en del udskiftninger i besætningen, hvor f.eks. Brant Bjork fra Kyuss har været trommeslager. Siden 1990 er det guitaristen Scott Hill der har stået for den primære sang, også er han det "ældste" medlem i Fu Manchu. Siden debuten "No One Rides For Free" i 1994 har bandet udgivet 10 albums siden da, hvoraf det seneste, "Gigantoid", er ca. ½ år gammelt.

Den lille sal er godt proppet. Der er ikke blevet udsolgt i forsalg, men det kan ikke være langt fra. Det er i sandhed en broget forsamling fra begge køn, såvel som de fleste aldersgrupper, der har fundet frem i aften, hvilket passer som fod i hose med de snart 3 årtier Fu Manchu har været aktive. Det er en god stemning der hersker, og fra hvor jeg står er det faktisk kun én enkelt person der småsnakker igennem størstedelen af showet (hvilket, javist, er irriterende, men heldigvis begrænset). Der er også kun ganske få telefoner i luften, og generelt er publikums opmærksomhed henledt til bandet.

Fu Manchu træder på scenen på slaget 22, og derfra giver de den god gas. Især rytmeguitaristen ser ud til at hygge sig, og Scott Hill både snakker og headbanger til tider. Det er stadig en anelse rutinepræget hældende til den kedelige side, selvom smilene og grinene er til at se og høre fra begge sider af scenen. Det er også irriterende at der er små pauser af stilhed imellem hver eneste sang, men det tager publikum ikke så tungt, og i stedet underholdes der med dummedanske tilråb fra de mest beduggede, hvoraf langt de fleste er utydelige. Imellem hver eneste sang er der jubelbrøl og klapsalver - folk er i et godt humør, og jeg spotter også et par enkelte der crowdsurfer. Her er sgu ingen mandagstræthed.

Lyden er til gengæld ikke altid lige god. Sommetider fungerer den, men nogle gange er det simpelthen for rodet. Leadvokalen ligger desværre også konstant en smule under alt andet i mixet. Det er beskidt og støvet som det hører sig til, men derfor må det jo gerne lyde ordentligt. Det er desuden et fedt lysshow, men jeg kunne godt have været foruden det skarpe frontale lys der i dén grad (mis)bruges.

Alt i alt er det et godt show, der dog aldrig bliver så helstøbt som det kunne have været. Dertil er det bare en anelse for stillestående, og selvom man ikke kan mærke det på publikum, kan man derimod godt ane mandagsstemningen fra Fu Manchu. Det er ikke meget, men jeg er ganske sikker på at de uden problemer kan levere et mere hæsblæsende show end det vi fik denne gang. 4/6 stjerner.

 

  • Fu Manchu_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Fu Manchu_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Fu Manchu_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her! 

Læs mere...

Animals As Leaders, TesseracT, Navene K

En udsolgt koncert på en kedelig og regnfuld oktober tirsdag aften, vidner om noget om interessen for aftenens to hovednavne. Amerikanske Animals As Leaders og britiske Tesseract lagde vejen forbi et tæt proppet Pumpehuset, der i dagens anledning kun havde valgt at åbne underetagen, trods stor efterspørgsel på billetter. Lidt alternativt, men dog en faktor der medførte at den nederste etage derved var tæt proppet, mens stemning og forventninger til aftenens show hang tungt i luften. For Animals As Leaders vedkommende var det første gang i landet, mens Tesseract tidligere har gæstet - senest i Vega, i januar.

 

Navene K

Som ekstra flødeskum på en i forvejen velsmurt kage, blev publikum præsenteret/udsat for det amerikanske one man show Navene K. Bag navnet gemmer sig den amerikanske multiinstrumentalist og producer Navene Koperweis. Tidligere trommeslager i bandet Animosity og Animals As Leaders - så er der vist ikke tvivl om hvordan Koperweis pludselig var havnet i Danmark. I en sær kombination af dubstep, electronica og progressive metal, forsøgte Koperweis med middelmådig succes at varme op for de tidligt fremmødte. Fortridsvist bestående af et langt electronics sample, skiftede Koperweis løbende mellem guitar og trommer, selvom det dog primært var pladsen bag tønderne der var besat. Et setup, der muligvis havde fungeret, hvis der havde været forsøgt lidt med at indspille og afspille loops undervejs i koncerten. Istedet blev publikum spist af med et lydspor (read: stort set hele nummeret), der blev afspillet mens Koperweis tilføjede et halvkedeligt og ekstremt simpelt trommespot hen over. Uinteressant og slet ikke på niveau med hvad publikum skulle opleve resten af aftenen. Publikum virkede dog ikke fuldstændigt skræmte, men interessen for småsludren og fadøl havde langt hen af vejen overtaget. 2,5 ud af 6.

 

TesseracT

Med Navene K var aftenen absolut ikke startet på bedste vis. Det skal tilføjes at Navene K blev tilføjet programmet forholdsvist sent og der skal samtidig heller ikke være nogen tvivl om, at absolut INGEN den tirsdag aften havde købt billet af den årsag.

Til gengæld er jeg ikke i tvivl om at mange havde købt for at opleve TesseracT, igen eller for første gang. Da bandet gæstede i januar var det med vokalist Ashe O’Hara. Manden der sang og leverede vokal til bandets andet album - Altered State. Personligt har jeg altid været en langt større fan af Daniel Tompkins vokal frem for O’Haras, hvorved jeg også var en happy progcamper, da det blev offentliggjort at Tompkins rejoinede bandet og ville stå for vokalen i Danmark. Herved var et af aftenens store spørgsmål også hvordan den nye gamle forsanger performede på Altered State materialet.

Det blev der rig mulighed for at opleve. Badet i røg og et grønligt lys, formåede bandet at skabe en småmystisk stemning, før bandet pludselig stod på scenen og startede deres del af aftenens reelle koncert med “Of Matter - Proxy”. Intenst og nærmest hypnotiserende blev omtalte nummer leveret, forlænget af “Of Matter - Retrospect” og “Of Matter - Resist”. En start der lod til at glæde publikum, selvom glæden dog primært blev udvist i en, normalt, skræmmende stilhed, akkompagneret af koncentreret gestakulering mellem numrene. Aftenens fjerde numre, “Deception - Concealing Fate Part Two”, varslede dog enden på stilheden, og de heftige rifs ramte publikum på formidabel vis. Hertil indvarslede det også levering af hele Concealing Fate EP’en, fra “Deception” og frem til “Origin”, mens vi tålmodigt måtte vente til sidste nummer med at få “Acceptance - Concealing Fate Part One”.

Bandet leverede på samme overlegne vis som tidligere oplevet. Det hele virker så fantastisk legende let og utroligt professionelt. Der var fejl, men i det overordnede billede var det bestået med kryds og bolle. Tompkins havde derimod sine problemer. Samtlige Concealing Fate numrene og “April” sad i skabet (trods manglende rå vokal?), mens han måtte arbejde en del hårdere på Altered State numrene. Især “Of Mind - Nocturne” faldt fuldstændig sammen om ørerne på ham.

Vokaliseringen var flere gange pivfalsk og det virkede ikke rigtig til at Tompkins havde haft tid nok til at gøre netop “Of Mind - Nocturne” til hans eget nummer. Overordnet set er Tompkins ustyrligt meget bedre end O’Hara, men denne aften manglede han at finde tråd i de nye numre. Desværre lidt af et minus i en ellers ret stilsikker præstation. Hertil havde jeg meget gerne set bandet spille “Eden” eller “Nascent” - enten i stedet for “April” eller bare i det hele taget. Så lang tid fik vi dem heller ikke at se på scenen. 5 ud af 6.

 

Animals As Leaders

I aftenens anledning var Animals As Leaders sat til at slutte koncerten. Jeg skyder på at det varierer mellem koncerterne, men denne aften stod amerikanerne til at lukke og slukke festen. Godt varmet op kunne publikum finde vej tilbage fra diverse pauselokationer og finde scenen besat af Matt Garstka bag trommerne og frontmand Tosin Abaso akkompagneret af Javier Reyes i hver deres side, begge udstyret med ubehagligt udseende 8-strengede guitarer. Med “Tooth And Claw” lukkede amerikaner op for deres pose af guitarlir og progmetal. En pose der er godt stoppet og som nærmest fungerer som en overflod, på såvel positiv som negativ vis. Efterfølgende “Wave Of Babies” og “Kascade” fremviste et stilsikkert band, der på samme måde som TesseracT leverede formidabelt tight og sikkert. Igen kryds og bolle med få minusser.

Det store MEN kommer så i min personlige tilgang til bandet. Efter ca. 20 minutters med bandet begynder jeg simpelthen at kede mig. Det er primært manglen på vokal der genere mig - og det er jo, ikke overraskende, en af de ting der kendetegner Animals As Leaders. De tre medlemmer er pisse dygtigt og specielt Abaso må man tage den kæmpe store proghat af for. Han er ekstraordinært dygtig på guitaren og fremviste det ganske effektivt. Desværre lod det ikke til at det kun var undertegnede der efter noget tid lod tankerne flyve. En del af Publikum svant undevejs stille og roligt, til trods for en ganske fint fremført koncert.

Animals As Leaders fremførte et pragteksemplar af en koncert rent teknisk. Selvom det blev lidt for meget for undertegnede lod det til, at publikum langt hen af vejen var med det amerikanske band - men der var heller ikke grund til andet. Personligt havde jeg ikke den samme “Wuhhhaaa” oplevelse under koncerten, som jeg havde ved TesseracT. Det til trods for at specielt “The Woven Web” og “Weightless” blev leveret vandvittigt fedt. 4 ud af 6.

Samlet set en super aften i prog metallens tegn. Navene K virkede lidt som en nødvendighed, men alt var glemt og forladt efter Animals As Leaders og Tesseract havde fremvist deres kompetencer. 4,5 ud af 6.

 

  • Tesseract_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Tesseract_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Tesseract_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder her!

Læs mere...

The Psyke Project spiller sin sidste koncert til oktober

Den danske post hardcore gruppe The Psyke Project vælger at kaste håndklædet i ringen mens legen er god!

Gruppen slutter af med en fest på Pumpehuset den 3. oktober hvor de vil spille sange fra hele deres karriere.

 

The Psyke Project har skrevet følgende om brudet:

”How do you put an end to a journey that defines you as a person?

We’ve played in front of thousands of people; we’ve played in front of just a bartender and everything in between.We’ve shared great experiences and lifelong memories. We've shared difficult challenges and hard times. We've been met with great compassion, friendship and strong support throughout the years, and we have seen how this kind of music spread love, dedication and good times amongst the people who takes part in the scene.

We have moved out of our parents’ houses, finished educations, become fathers and together experienced the transformation from being a kid to an adult. We have recorded and released 5 albums, 1 split album and 2 demos, seen the world and lived to tell the tale. We have played more shows than we can count and once we even played in a god damned submarine.
We did all of this together for 15 years, we did all of this together because of a strong friendship. We did all of this together as uncompromising as possible and we did all of this on our own terms.

Since the release of “Guillotine” it has never felt better to be a member of The Psyke Project, which is why we've decided to put an end to it. This might sound a bit strange to you, but we want to end this while we are on top of things with a peaceful mind, sincere love for the music and from now on celebrate all the good times we’ve had together. Most of us have played in The Psyke Project for more than half of our life, which is why this decision isn’t easy. But the timing feels right now. We will continue in other bands and formations and keep being active in the hardcore scene.

Thanks to everybody who has bought us drinks, let us sleep on their floor, released our music, booked us, shared the stage with us, bought our music, came to see us play, showed us their city and homes, partied with us, made out with us, reported us missing, moshed with us, corpsepainted us, showed us the northern lights, kept us alive or in some way took part in this crazy adventure. We couldn't have done it without you guys/girls (you know who you are).

Join us in celebrating all the good times and our departure at Pumpehuset, Copenhagen on October 3rd. We will play songs from 1999 - 2014, and we’d love to get suggestions.
Thank you for the support throughout the years - The Psyke Project”

Læs mere...

Misery Index, The Petulant

Midt i den danske sommerhede kom et af tidens varmeste (no pun intended) death/grind bands forbi. Desværre ikke i lige i mit pastorat så derfor måtte der en længere køretur end normalt til. 

 

The Petulant

Som opvarmning havde man indkaldt et helt nyt dansk band ved navn The Petulant. Personligt havde jeg aldrig før hørt om bandet, men folkene bag derimod er en helt anden sag. Meier-brødrene fra Sacrificial og Asbjørn fra Mordax/Crocell som de mest prominente navne. Disse tre flankeres af Mads Bertram på guitar og Lars Ottesen på bas. Jeg vovede pelsen, og fortalte min koncertmakker, at med denne line-up havde vi nok en rigtig thrashet oplevelse i vente.

Det viste sig kun at være delvist sandt. The Petulant startede nemlig ud med en sang, der var meget rocket og ikke rigtig havde noget fart. Publikum var dog godt med, og jeg tror, at The Petulant havde medbragt mange venner til denne aften, der faktisk var bandets koncertdebut.

Andet nummer på aftenen var dog mere lig mine forudanelser: godt med fart, aggressiv vokal fra Asbjørn, som i øvrigt havde rigtig godt styr på løjerne og virker som en fremragende frontmand. Herefter gik det slag i slag, og jeg må ærligt indrømme, at The Petulant ikke vandt indpas hos mig. Det virker som om, bandet ikke helt har besluttet sig for, om de vil spille thrash eller død, og jeg selv og min makker stod tilbage med en følelse af at være stilforvirrede. Der er ingen tvivl om, at det er solidt håndværk, men desværre druknede lyden, især på guitarerne, og gjorde det svært at tyde detaljerne fra hinanden. Jeg er dog ret sikker på, at så rutinerede kræfter, som dominerer The Petulant, må have noget mere at byde på. Vi blev præsenteret for alle de tracks, plus lidt ekstra, som er tilgængelige på deres hjemmeside, og jeg vil da kun opfordre folk til at gå ind og høre dem. Aftenen sluttede med et covernummer af Artillery, og det nummer fik virkelig folk med. 

The Petulant får en godkendt karakter fra mig, og jeg ser frem til et møde mere med disse thrashere, der nok skal give mere lyd fra sig.

3/6

 

Misery Index

Der herskede ingen tvivl om, hvem folk var kommet for at høre denne aften. Misery Index fra Baltimore har gennem årene skabt sig et solidt navn som leverandører af hurtig death/grind med kompromisløst samfundskritiske tekster – pisket frem af den levende trommemaskine Adam Jarvis ,der flankeres af det dobbelte vokale angreb fra Jason Netherton og Mark Kloeppel og en bunke stramme knivskarpe riffs og soli leveret af den nye mand i Misery-trøjen Darin Morris. 

Denne aften havde omdannet Pumpehuset til en semi-sauna. Jeg så ikke et termometer, men jeg er ret sikker på, at temperaturen sneg sig op på omkring de 40 grader – Shit, det var varmt!! Det gik dog ikke ud over Misery Index’ optræden – Selvom det kun var deres fjerde koncert på den nuværende tour, virkede bandet velspillende og skarpe. Lyden mudrede desværre lidt til tider, så Jarvis’ eminente bækkenkontrol gik nogle gange tabt i lydmuren, men heldigvis var lyden god i en stor del af koncerten. 

Jeg har efterhånden set Misery Index en lille håndfuld gange, og jeg må blankt erkende, at denne gang var klart den bedste. Publikum gav den gas, og bandet gav igen, selvom Jason Netherton til tider mest af alt lignede en, der ikke havde lyst til at stå på scenen – måske lidt generthed? -, så var det en magtdemonstration af et band, der virker til at være på toppen af deres game. 

Koncerten bød på en god del sange fra den nye dræber-skive, men også et par af de gamle slagere, hvor især min personlige favorit ”Unmarked Graves” stak ud, som leveret med kirurgisk præcision. Derudover blev blandt andet ”You Lose”, ”Embracing Extiction, ”The Carrion Call” og den naturlige lukker ”Traitors” smidt i hovedet på de overophedede fans, der slubrede det hele i sig.

Misery Index trak sig tilbage efter godt 70 minutters stramt eksekveret dødsgrind – gennemblødte af sved (deres egen og fansnes, måske?), men til en flok glade ansigter blandt publikum. Dette var en kongepræstation, og man tænker blot: Kan de overgå denne koncert? Jeg laver rum til forbedring…. Men kun en lille my!

5,5/6

Læs mere...

Nordic Noise Festival 2014 (lørdag)

Festivalens anden dag fortsætter i stort set samme tråd som den første; vi har de 2 gratis udendørs koncerter (hvor det store regnskyl heldigvis udebliver), hvorefter folk enten bliver siddende, besøger rygerterassen eller ser en masse musik i form af aftenens 6 resterende bands. I dag bliver scenen i den store sal også taget i brug.

Som aftenen skrider frem ryger tidsplanen mere og mere ud af vinduet, men der er ingen der virkelig bekymrer sig om det - der er jo så hyggeligt i Byhaven!

Den største ændring er publikummet. Fredag havde en god blanding af unge og midaldrende, hvor det nu næsten udelukkende er +40 mænd der bemærkes. Det kan eksemplificeres nærmere i 2 uafhængigt af hinanden situationer jeg oplevede i løbet af den første time.

1) Jeg sidder og snakker med den udsendte "fjende" fra Rockfreaks, hvortil, ja du gættede det, et styks midaldrende, og tydeligvis lettere beruset, mandfolk visiterer os og forsøger at få svar på hvem af os der er konen i forholdet.

Hvor tit er det lige du kommer udenfor dit hjem og dit arbejde, makker? 1 gang om året siger du? Javel.

2) Et par ældre kvinder har sat sig på trappen op til rygerterassen og spærrer effektivt al fremgang. En sikkerhedsvagt er hurtigt på pletten og beder dem om at fjerne sig, hvortil de beklager sig over manglende siddefaciliteter. 

... Manglende stole, siger du? Har du set dem i Byhaven? Ellers er der nogle siddepladser indenfor i Pum... Nej stop! Det her er en ROCK festival, ikke Grøn Koncert, vel?
Nok om det.

 

Lørdagens kunstnere byder f.eks. på Electric Guitars, der oser af teknisk dygtighed. Sangene er bygget op omkring guitarerne, så det gør musikken en anelse kedelig i længden.

L.A. Collection, der ellers havde annonceret at de ville trække sig tilbage, blev i stedet genfødt som Lucer. De spillede også til sidste års festival, og hvorfor man vil nøjes med en kopi af en kopi (tænk AC/DC - derefter Airbourne - derefter Lucer), når der er så meget andet rock derude, undslipper min forstand.

FATE, aftenens næstsidste band, spiller noget ganske udmærket AOR (album-oriented rock), som er fint indenfor genren, men føles som et unødvendigt levn fra fortiden. Koncerten i sig selv er ok, men kun de forreste rækker er med. Lyden skal også finjusteres en del. I det mindste hygger de sig.

Lørdagens musikalske afslutning byder på svenskerne i Freak Kitchen, der får deres planlagte spilletid på 1 time og 15 minutter skåret ned til ca. 45 minutter, men de går også først på lidt over 1, og på det tidspunkt er salen ligegodt kvart fyldt. Freak Kitchen anerkender dog hurtigt situationen og giver den god gas. Der er en knap så fantastisk lyd, men energien fra de 3 herrer på scenen er smittende. Det er samtidigt en mærkværdig optræden. Mærkværdig i den forstand, at bassisten (der ellers ikke er primær sanger), synger langt federe end guitaristen/vokalisten.

Mærkværdigt at en gæstesanger, der udstråler usikkerhed, er med på et enkelt nummer. Det er samtidigt også som om at bandet ikke tager det hele så seriøst, og det er egentlig ret fedt - de har det virkelig sjovt. Freak Kitchen fortjener bedre, men det er alligevel en helt passende afslutning.

Klokken er nu over 2 om natten. De fleste er gået, andre er så småt på vej mod Zeppelin Bar. Jeg tror, baseret på besøgstallet, helt klart det er muligt at vi ser Nordic Noise igen til næste år.

 

På den musikalske side... Det er en kombination af nyt og gammelt, innovativt og uoriginalt, der støder sammen. Jeg forstår at der selvfølgelig skal være nogle store rocknavne til at tiltrække publikum, men fredagen var (på trods af et sådant "hovednavn"), reelt set den mest interessante dag. Ud af de 6 optrædende bands vil jeg mene at minimum 4 af dem har noget at byde på - de har en potentiel fremtid foran sig. Omvendt stod det til lørdag, hvor over halvdelen af de 8 bands for mig at se var navlepilleri og rent nostalgitrip.

 

På falderebet:

Er festivalen specielt Nordisk anlagt? Der må jeg sige nej, i hvert fald i forhold til musikken.

Er det et problem? Nej, ikke det nærmeste. Nordic Noise gør meget rigtigt, men intet usædvanligt, og er som sådan uden nogen dikkedarer.

Det skal også understreges at jeg virkelig påskønner at der eksisterer en festival i København dedikeret til rock! I fremtiden kan festivalen enten fortsætte som nu, hvor nye og gamle (ligegyldige) bands blandes side om side, eller de kan lægge kursen om således at de "nye" får mere plads - dét ville være den spændende vej at gå. Ville det være den økonomisk smarteste vej? Det er straks mere tvivlsomt.

 

Læs også om artiklen for fredag.

Læs mere...

Nordic Noise Festival 2014 (fredag)

Det er 2. gang at Nordic Noise er at spotte i det danske hav af festivaler. Igen i år foregår det i et samarbejde mellem Pumpehuset (der lægger lokaler til), pladeselskabet Target Group og bookingselskabet Newborn Booking. Selve konceptet er stort set uændret. Det er stadig 2 dage, der er stadig ca. det samme antal bands (faktisk var der 18 bands i 2013, men "kun" 14 i år). Nordic Noise blev også ramt af måske den uheldigste aflysning i form af fredagens hovednavn, Kellermensch, der pga. uventet travlhed i studiet ikke kunne deltage alligevel. Kellermensch har været meget stille på livefronten det sidste års tid, og derfor er det nok ikke urimeligt at antage at de var den primære grund til at mange havde købt billet til fredagen. Nordic Noise var dog hurtigt ude med en løsning da aflysningen blev en realitet, og sørgede for at alle der havde købt billet til om fredagen (og også dem der havde købt partoutbillet) ville få refunderet 100 kroner i døren. Det er sgu god stil!

Nu vi er ved billetpriser, så har den fået et gevaldigt nyk opad i år. En enkeltbillet kostede 100 kroner i 2013, og en partoutbillet kostede 150 kroner. I år var en enkeltbillet fredag (før Kellermensch' aflysning), på 200 kroner, og det samme var billetten om lørdagen. Partoutbilletten var blevet hævet med over 100 % til 400 kroner. Til gengæld, vil jeg i hvert fald selv påpege, havde 2014 udgaven også nogle større navne. Festivalen har heldigvis valgt ikke at lade det hele blive en gentagelse, så kun 3 bands der spillede sidste år var igen at finde på plakaten. Med disse praktiske observationer ude af verden, så lad os tage et kig på festivalens første dag.

 

Fredag
Nordic Noise Festival. Eller Nordisk Larm på dansk. En fængende titel, men har den også rod i virkeligheden? Larm (på den positive måde, bevares!) kan vi vist alle gå med til kendetegner festivalen, men hvad så med begrebet "nordisk"? Jovist, alle de udvalgte bands er fra Norden, ja faktisk er det kun lørdagens hovednavn, Freak Kitchen, der ikke er fra Danmark, og uden at have tjekket hvert band ud nøje vil jeg næsten tro at samtlige stammer fra København. Og, når de enkelte bands nævnes, kan nogle af dem så siges at have en decideret nordisk LYD? Jeg vil vove at sige nej, måske foruden nogle enkelte, men jeg indrømmer gerne at det kan diskuteres i timevis.

Festivalens første dag tager sin start i Pumpehusets Byhave. I dette hyggelige udendørsområde er der opstillet en scene, en bar også endda også en pølsebod, selvfølgelig foruden de mange borde på pladsen. Det er også her at de 2 første bands, i form af Lowrider Betty og Kill The Rooster, giver koncerter - og det er endda gratis, så en god mængde mennesker har fundet frem. Møgvejret der pt. overskyller Jylland har dog også lokaliseret os uskyldige folk, og derfor er Lowrider Bettys koncert mest af alt præget af en underlig distance imellem band og publikum, da alle forsøger at komme i ly for regnen. Det forhindrer dog ikke bandet i at komme langt udover scenekanten så snart solen titter frem igen, og bordene bliver flittigt brugt til at lire diverse soli af. Fin lyd, og en anderledes start end man kunne forvente. Næste levende billede er punk/rockerne i Kill The Rooster. De har muligvis festivalens værste lyd, men spiller ellers en fin koncert. Det bliver dog aldrig noget særligt, og jeg må indrømme at musikken ikke tiltaler mig personligt.

Derefter rykkes festivalen officielt inden døre. En god del bliver alligevel hængende i Byhaven, imens andre placerer sig solidt på rygerterassen, også selv mens musikken spiller indenfor. I dag er det i øvrigt kun scenen i Foyeren der bliver brugt. Indenfor ligner Pumpehuset sig selv, bortset fra at Targets merchbod ikke er til at tage fejl af. Her sælges ikke blot udgivelser, t-shirts, etc. fra de bookede kunstnere i år og evt. sidste år, men faktisk for alle deres signede bands, så det fylder en hel del. Det er nu Le Fox Holes' tur til at betræde scenen, og det gør de med stil. Faktisk så meget stil, at der ingen substans er tilbage. Her er et band som er ren attitude, også ikke rigtigt andet. Det er decideret pinligt at høre hvor mange riffs der nærmest er blevet tyvstjålet, men okay, sådan kan man også komme frem. At de så også spillede til sidste års festival skal jeg ikke kunne gøre mig klog på.

Det første band som reelt set fanger min interesse i aften er The Broken Beats, som jeg har set live et par gange tidligere. De er garant for underholdende, men også underlige shows, hvor mange ikke ser ud til at være sikre på om de skal hylde eller hade det de ser. Det er fed musik i mine ører, og herrerne på scenen giver den rigtig god gas. Der er udmærket lyd og lys, og publikum nikker lystigt med (et par enkelte danser tilmed), men det er i sandhed bandet som gør sig bemærket med deres ekstreme tilgang til at komme udover scenekanten. Forsangeren kan finde på at råbe og skrige i slutningen af en sang, og manden bag tønderne straffer til tider sine tammer så hårdt at selv jeg (som trommeslager) får ondt af dem. Der er en spøjs afslappet stemning, men som modsvares af et band der virkelig går op i hvad de laver. Der er kærlighed i luften, og vi får bl.a. en sang om en fyr der er ked af det fordi han ikke har flere penge på sin telefon - så kan man tale om retrorock. Jeg er nede med det.

At Nordic Noise Festival er et ROCK arrangement, er ikke til at gå galt i byen med, men jeg føler intet specielt/særligt/unikt ved at være her. Der er ingen Orange Feeling, eller den helt ubeskrivelige følelse jeg oplever ved Copenhell - men gør det noget? Nej, for her er skide hamrende hyggeligt, og især den første dag bliver forsødet af selskabet med venner, bekendte og ligesindede koncertbuddies. Det er både vores besøg i baren, men så sandelig også da vi tager opstilling foran scenen til Siamese Fighting Fish. SIFIFI (som de kaldes i "folkemunde") er ubetinget højdepunktet om fredagen. Vi får heldigvis en ganske glimrende lyd, så deres violinist (der til tider kan drukne fuldstændig i mixet) får godt med plads. Vi er så langt henne på aftenen, at de folk der stiller sig op forrest er i et kolossalt festhumør, og det smitter af på både de mere stillestående publikummer, og bandet selv, hvor især forsanger Mirza giver sig 150 %. Der luftes faktisk kun 3 gamle sange i form af "Crap Is The New Black", "A Liar Cried Wolf" og "Party Like Charlie Sheen". Resten af sætlisten består af endnu uudgivede sange, men det stopper ikke nogen som helst. Endnu engang et fedt show fra Siamese Fighting Fish. Så kan man måske mene at Mirzas band ikke hører til på festivalen (da han selv arrangerer den), eller at de ikke bør spille begge år - eller i hvert fald at de ikke bør have en så god plads i tidstavlen. Jovist, det er rimelige spørgsmål, men når de endnu engang beviser at de er et sublimt liveband, så er det svært at være utilfreds.

Black Book Lodge afslutter fredagens festligheder. For mig at se er det en fejl at lade dem lukke ballet. Ikke fordi de mangler format som hovednavn, for der er stadig godt fyldt i Pumpehuset, men simpelthen fordi musikken er så tung og langsom. Det er svært at vække folk fra deres døsighed, og især efter festen Siamese Fighting Fish var, virker det underligt at lukke på den måde. Jeg vil dog sige at det faktisk er den bedste koncert jeg endnu har oplevet fra Black Book Lodge, og det er nu min 4. gang jeg ser dem. Desværre er mange godt påvirkede af de foregående timers druk og musik, så det er kun få der virkelig følger med. Leadvokalen ligger også en anelse for lavt, hvilket er ret synd. Bandet gør dog et hæderligt forsøg, men det er bare den tid på aftenen.

 

Læs også om artiklen for lørdag.

Læs mere...

Copenhell pre-event og Deus Otiosus releaseparty

Dagen inden Copenhell - d. 10. juni - er det muligt at få sit armbånd på i Pumpehuset, så man springer køen over på festivallen.

På dagen er der også arrangeret musik, øl og mad. Arrangementet varer fra 15 til 19, her vil HiFi-klubben leverer øredøvende metal fra monsteranlægget BASSEN, og kl. 17. går death metal-bersærkerne Deus Otiosus på scenen som det eneste liveband og giver koncert.

D. 10. juni er samtidig officiel udgivelsesdato for Deus Otiosus' nye album "Rise". I den anleding holder bandet release fest og spiller derfor hele albummet fra start til slut.

Arrangementet er gratis, og så kan du købe kolde Royal-øl i baren og lækre pølser ved Grillcyklen.

 

Deus Otiosus' nye nummer "Don't Fuck With The Dead"

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed