fbpx

Delain, Evergrey - Pumpehuset

Det symfoniske metalband Delain, som med rette kan kaldes for ”det nye Within Temptation”, er i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”Moonbathers” på tour, og for første gang på dansk jord. Det er også noget af en uge for Pumpehusets vedkommende; først Sonata Arctica om tirsdagen (kan læses her), så Powerwolf om fredagen (også for første gang i landet), og nu Delain. Det er dejligt at se at disse genrer får en fornyet chance, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var imponeret over at aftenens seance foregik i den store sal. Sådan, og lad os så komme til anmeldelserne.

Evergrey:
Inden hovednavnet var der dog to supportbands, hvoraf jeg beklageligvis missede det første (Kobra & The Lotus). Men til gengæld er det andet supportband jo nærmest en institution i sig selv – med ca. 20 år på bagen og med deres 10. studiealbum ”The Storm Within” på gaden, står svenske Evergrey som en halvpotent spiller på den progressive metalscene. Jeg skriver specifikt halvt, for hvor andre har oplevet en opadgående interesse, virker Evergrey til at stå ret stille, i hvert fald indenfor vores landegrænser; jeg så dem som headliner tilbage i 2009 på The Rock. Herefter har de ageret opvarmning et par gange, og stod sidst som headliner sidste år på KB18 – de kommer altså regelmæssigt forbi, men en opsvingskurve er der ikke tale om. Det betyder selvfølgelig ikke nødvendigvis noget som helst, og egentlig var Evergrey det mere velspillende band i aften.

Salen er omtrent halvt fyldt da bandet, under en halvtyk tåge, går på scenen. Kort forinden er lyset blevet slukket på et splitsekund, ikke noget med en glidende intro – og allerede her gør lysteknikeren sig indirekte bemærket, for slap da af, der er knald på, og jeg spekulerer på om det er medbragt, for jeg mindes ikke at husets eget er så godt. Evergrey tager det ellers ganske roligt, topprofessionelle som de er, og går til stålet uden det store ståhej. Herfra forsøger de af og til at opildne publikum, men det bliver ved det moderate, og der spildes ingen tid mellem sangene.

Ironisk, egentlig, at lyset faktisk bliver så voldsomt at musikken ikke kan følge med (omvendt spiller det af og til fuldstændig, f.eks. når Evergrey bliver badet i skummelt, rødt lys). Til gengæld er det, hvad end lyset gør eller ikke gør, mandag, og det kan mærkes på begge parter – publikum er tilfredse, men entusiasmen er, ligesom bandets forsøg på at opildne, ganske moderat, selv oppe foran. Selv da en lille guitarsolo sniger sig ind hen mod slutningen, ryger opmærksomheden fra stort set alle efter 5. række. Det er i øvrigt ærgerligt at lyden ikke formår at følge med – det er ikke helt skidt, men trommerne buldrer uskønt, og keyboardet er meget svagt.

Dette lyder jo om alt andet ikke som det skønneste at være vidne til, men faktisk gør Evergrey det udmærket. Musikken kan stå på egne ben, lyden bliver gradvist bedre, og intensiteten af lyset tager af, så man i stedet kan nyde hvor godt tilrettelagt det reelt er i stedet for at blive irriteret. Det er dog omtrent i midten af sættet at Evergrey vælger at hive en semi-ballade op af hatten – og det er sgu malplaceret. Men ellers kører det på skinner, uden at være hverken uinteressant eller fænomenalt. Det virker som om de svenske herrer har det helt fint hvor de er nu. 4/6 stjerner.

Delain:
Der er straks mere liv og engagement i hovednavnet (i hvert fald til at begynde med), her en halv time senere. De virker faktisk for sammenpressede på scenen, selvom de ellers bruger pladsen godt og bestemt ikke står stille – når der ikke er kollektiv headbanging, er der grimasser og des lige, og selv manden bag keyboardet, ellers fastlåst omme bagved, kan knap stå stille. Også lyden virker sammenpresset, ikke mindst på trommerne der savner noget omphf og power. Det er ikke dårligt, men kunne være bedre, og da musikken er forholdsvist bombastisk, skal lyden også afspejle det.

Delain selv kører fremad, drevet, og uden at forhaste det. De kan helt tydeligt lide at være her. Det kan publikum også, men som man kunne tænke giver et stort fokus på de nyeste skæringer naturligvis svære betingelser for forsamlingen – hertil skal det dog siges, at Delain gør et stort arbejde i at få folk med, næsten udelukkende med succes. Den høje forsangerinde er det naturlige midtpunkt, og hende der styrer slagets gang (selvom de andre, som nævnt, også gør sig til). I den udstrækning kan man undre sig over at Delain insisterer på at køre med på den symfoniske metals store last; den forståelse, eller stiltiende accept af, at en kvindelig forsanger skal være ”behagelig” at se på. I aftenens tilfælde drejer det sig om en meget nedringet trøje, så man slet ikke kan undgå at se hendes ”kvaliteter”. Kom nu, altså, det er overhovedet ikke nødvendigt, og det næsten skriger til himmels lige i aften, hvor en af bandets guitarister, du gættede det, også tilhører det samme køn. Er hun klædt i noget nær samme stil? På ingen måde. Til gengæld rocker hun på den guitar, så det overhovedet ikke er et problem at lægge mærke til hende.

Ellers forløber koncerten derudaf uden nogen svinkeærinder, og selvom publikum hygger sig, er det også her Delains svaghed står frem: sangene er slet og ret for ens, og det er altså ikke særlig heldigt nu på 5. album. Det ville ikke være et nævneværdigt problem hvis koncerten varede en times tid, men vi når op på over en time og et kvarter – det bliver for meget af det gode. Generelt har de ældre numre dog en anden tyngde, et mere storladent udtryk, og til dels en anden struktur, men vigtigst; man lægger mærke til dem. Dvs. at det hele bliver lige det mere interessant hen mod slutningen, men starten og især midten er noget flad i det.

Men med publikums fine modtagelse, og Delains egen spilleglæde, så ender vi lige akkurat på den gode side af skalaen, men også kun lige og vel. Delain skal i fremtiden gennemtænke deres musikalske udtryk, for det bliver simpelthen for ensformigt i længden – eller de kan være ligeglade, og fortsætte som hidtil. Deres fans er sandsynligvis ligeglade... 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Hands Of Gold
2) – Suckerpunch
3) – The Glory And The Scum
4) – Get The Devil Out Of Me
5) – Pendulum
6) – Army Of Dolls
7) – The Hurricane
8) – Here Comes The Vultures
9) – Fire With Fire
10) – Danse Macabre
11) – Sleepwalkers Dream
12) – Stay Forever
13) – The Gathering
14) – Pristine
Encore:
15) – Mother Machine
16) – Don’t Let Go
17) – We Are The Others
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Delain_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Delain_14
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Fear Factory, Textures - Pumpehuset

Sommeren går på hæld, og denne koncert har jeg set frem til lige siden den blev offentliggjort for ca. et halvt år siden. Ikke så meget for hovednavnet, der ellers leverede en godkendt indsats sidste gang som support for Slayer, nej, ”skamfuldt” må jeg indrømme at det faktisk er aftenens support, Textures, der virkelig trækker i undertegnede, siden de ikke har været i København siden 2008. Fear Factory plejer dog at levere varen, så en dobbeltkombo af god metal var forventningen. Men hvordan gik det så?

Textures:
Efter en lidt for lang intro er den rimeligt besøgte lille sal (for ja, vi er nedenunder i dag) klar til at... byde bandet velkommen, i hvert fald. Der er nemlig omtrent fem fans oppe foran, der viser engagement (de er også overdrevet begejstrede, faktisk så de mere rolige beskuere ser en smule forskrækkede ud), men okay, det er jo heller ikke et orkester der ofte kommer forbi hovedstaden.

Overordnet lider Textures på flere fronter desværre under at være opvarmning. F.eks. har de vitterligt ingen plads at bevæge sig på – ikke at de ikke forsøger! – og så er der lyden... der er alt andet end imponerende. Keyboardet er oftest væk i lydbilledet, trommerne lyder alt for rå og upolerede, næsten som var vi i et øvelokale, og guitarerne er underligt mudrede, hverken skarpe eller vellydende. Vokalerne er også en smule flade, og de rene stykker kan i de fleste sange kun svagt anes – om det så er lyden her, eller fordi vokalerne er pyntet i studiet, kan jeg ikke gennemskue. I det mindste er lysshowet overraskende godt, og sætter et passende udtryk til de fleste af numrene, om det så er heftigt blinkende og voldsomt, dunkelt eller stemningsfyldt.

Textures viser ellers god figur, headbanger synkront og des lige, og det er tydeligt de har spillet sammen i mange år – det tekniske er lige i skabet, og til tider fuldstændig absurd (vildt), ikke mindst i afslutningssangen ”Laments Of An Icarus”. Det er dog ikke nok til at vække mere end førnævnte fans til live, og vi er efterladte med en følelse af, at Textures sagtens kan levere varen, men altså ikke i aften. 3/6 stjerner.

Fear Factory:
Anderledes ser det ud med hovednavnet. Salen er nu fyldt ud til bristepunktet, og publikum er langt mere begejstrede – f.eks. overlader forsangeren det trygt til forsamlingen at synge alene i åbningsskæringen ”Demanufacture”, og dette klares uden problemer. Vi skal således ikke mere end et par numre ind i seancen før publikum ser ud til at være i zonen.

Lyden har også kraftigt forbedret sig, den er dejlig rå og maskinel, trommerne tromler videre, altid videre, uden hensyntagen til nogen, og det går fint igennem. Det er dog ikke helt skarpt, og der savnes virkelig noget omph i bassen; man mangler den der følelse af at blive trykket lige i maven, det at hele kroppen vibrerer. Men det er acceptabelt for de, hvad vi er vant til i den lille sal. Men... som altid, drister jeg mig til at sige, kan forsangeren bare ikke synge længere. I de bedste tilfælde lyder han flad og kedelig, i de værste lyder det forfærdeligt. Igen, hvorfor ikke smide effekter på stemmen? Det ville passe perfekt til udtrykket. Kom nu, for fanden...

Ikke at ovenstående ser ud til at have en indflydelse, for folk er på, om end hverdagsagtige. Der er bevægelse og jubel, men gulvet eksploderer aldrig som ellers set ved andre shows. I ”Edgecrusher” danser de forreste rækker begejstret rundt, og luftguitarer kan spottes i ”Poweshifter”, såvel som en enkelt crowdsurfer. Generelt er der mange horn i luften når forsangeren efterspørger dem.

Men foruden publikums engagement er det næsten for professionelt. Den ene sang overtager den anden, faktisk slynges de nærmest afsted. Jovist, forsangeren snakker kort til publikum efter de fleste sange med ”thank you”, ”fuck yeah”, osv., men personligt er det ikke ligefrem. Måske har Fear Factory været på tour lidt for længe? De nye sange modtager til gengæld pæne bifald, og det er ikke fordi tempoet falder nævneværdigt. Faktisk er der næsten, men kun næsten, en lille pit til den sidste i rækken, ”Anodized”.

Så tiden går, menuen er som forventet, og folk er underholdt. Måske er det meget godt at det hele ender efter kun lidt over en times tid, for mætheden rammer da slutningen nærmer sig. Opsummeret; det brød ingen rammer, men man kan ikke reelt beklage sig. Varen ændrer sig ikke.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Demanufacture
2) – Self Bias Replicator
3) – What Will Become?
4) – Shock
5) – Edgecrusher
6) – Damaged
7) – Powershifter
8) – Soul Hacker
9) – Regenerate
10) – Anodized
11) – H-K (Hunter-Killer)
12) – Archetype
13) – Resurrection
14) – Martyr
15) – Replica
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Symphony X - Pumpehuset

Symphony X – nu i Danmark?! Ja, man skulle tro det var løgn. 22 år siden de blev dannet, er det nu endelig blevet danernes tur til at opleve dem for første gang.

Symphony X:
Herligt; vi er i Pumpehusets store sal! Koncerten var også udsolgt godt en måned i forvejen, så ikke at have dem dér ville være underligt. Da jeg ankommer er der godt proppet, men uden at det nogensinde bliver for trangt. I luften hænger der en spændt stemning; det er som bekendt første gang i DK, og for mange sikkert også første gang de oplever bandet. Jeg deltager i råbekoret da lyset slukkes, og en dramatisk intro leder over til ”Nevermore”.

Ubetinget det nye albums bedste skæring åbner derfor ballet, men vi er reelt ude i et stærkt trekløver, da ”Underworld” og ”Kiss Of Fire” fortsætter festen. Så er det tid til en lille hilsen, inden aftenens eneste ballade ”Without You” medfører fællessang i omkvædet. Som forsangeren erklærer, tager de lige hele det nye album i streg, og endda næsten i kronologisk rækkefølge. Lyden er, efter et par sange, rimelig god, med undtagelse af lidt tynde trommer, og et anelse rodet udtryk; dog mest i de sange hvor der virkelig er fart over feltet. Lysshowet, derimod, er i en særklasse af ”vildt”, hvor der blinkes, skiftes farver og lignende i et urimeligt hurtigt tempo. Det er næsten for meget.

Publikum er som ventet helt på, i hvert fald til en start. Efter ”de gode sange” fra det nye album er blevet præsenterer, daler intensiteten og gejsten dog både hos publikum og band, dog mest førstnævnte, eftersom det i omtrent en time udelukkende står på nye, og for mange sikkert relativt ukendte, skæringer. Symphony X selv er super rutinerede, og behøver derfor ikke gøre meget andet end blot at spille, hvilket de til gengæld, rent teknisk, mestrer fuldstændigt; der trædes ikke forbi, og forsangerens vokal er ligeså imponerende her, som i studiet. Rutinen medfører dog også at bandet er noget stillestående, hvor andre bands formår at bringe noget mere energi på bordet, end hvad der her er tilfældet.

Men! Håber lurer forude. Da de gamle sange endelig optræder efter en times tid, er der ikke et øje tørt, eller en luftguitar simulering i overskud. Det er dog slut ret brat, da Symphony X allerede efter tre sange forlader scenen, inden der så efter endnu en gammel sang, helt uventet, bliver plads til et cover af Led Zeppelins ”Immigrant Song” – for derefter at lukke og slukke med endnu en ny sang, ”Legend”. En lidt flad fornemmelse at gå ud på.

Alligevel kan jeg ikke for alvor påstå at det var skuffende, for de enkelte elementer gik sådan set godt i spænd – og sætlisten bør ikke nødvendigvis betyde det store. Men, nu hvor det var første gang, føler man sig alligevel en anelse… ærgerlig. Måske næste gang? Jeg er nemlig slet ikke i tvivl om at de ville blive budt hjerteligt velkommen, skulle det være en anden gang.

Sætliste:
1) – Nevermore
2) – Underworld
3) – Kiss Of Fire
4) – Without You
5) – Charon
6) – To Hell And Back
7) – In My Darkest Hour
8) – Run With The Devil
9) – Swan Song
10) – The Death Of Balance / Lacrymosa
11) – Out Of The Ashes
12) – Sea Of Lies
Encore:
13) – Set The World On Fire (The Lie Of Lies)
14) – Immigrant Song (Led Zeppelin cover)
15) – Legend
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

TesseracT, The Contortionist - Pumpehuset

For halvandet år siden stod TesseracT sidst på en dansk scene; en koncert jeg stadig i dag af og til husker positivt tilbage på. Siden da har de udgivet deres nye album ”Polaris”, der altså har den originale sanger fra ”One” tilbage i folden – og nu også i studiet. Den eneste kritik der reelt var at placere sidste gang, var netop Daniel Tompkins’ problemer med at udfolde sig i ”Altered State”-sangene. Desværre… er det et problem som endnu ikke er blevet løst – men inden da skal der nævnes nogle ord om opvarmningen.

The Contortionist:
Pga. problemer i entréen med gæstelisten, ankommer jeg først tyve minutter inde i showet. Jeg ved derfor ikke hvad der er sket op til da, men på dette tidspunkt er The Contortionist godt i gang. Vi befinder os i den lille sal, og i aften er det med ekstra aftryk på lille – her er vitterligt proppet til randen. Så meget at det er tæt på at blive for meget af det gode.

Det udlignes dog en smule af, at lyden er rimelig glimrende, og lysshowet overrasker positivt (selvom det skulle gå hen og blive langt vildere til TesseracT). 
The Contortionist er en sjov størrelse, da de i tidernes morgen lagde ud med deathcore, men i dag bevæger sig i den progressive ende af skalaen. Det bar sætlisten naturligvis præg af, og det ene øjeblik var det et instrumentalt nummer, som så blev afløst af brutale breakdowns og ubehagelig vokal. Begge ting holder, i øvrigt. Bandet spiller således helt fint udfra et teknisk synspunkt, men kommer alligevel ikke særlig meget udover scenen – og publikum er kun højlydte i slutningen af sangene.

Så, selvom alle tekniske elementer sådan set spiller, sker der simpelthen ikke nok til at holde min opmærksomhed fokuseret. Nu så jeg således ikke alle 45 minutter, men de 25 jeg så føltes alligevel rigeligt. Når det er sagt, vil jeg gerne se dem en anden gang. Måske de bare lige skulle i gang med touren for alvor?
3½/6 stjerner.

TesseracT:
Det er alligevel et modigt træk at lægge ud med ”Phoenix” fra den nye plade, der virkelig skubber Daniel Tompkins i front – ikke kun modigt, viser det sig, men ligeledes succesfuldt! Der bliver stærkt efterfulgt af ”Messenger”, som på samme vis sidder lige i skabet, inden der vendes tilbage til fortiden, og del to + tre af ”Concealing Fate” hives op af hatten. Sidst, for lige at runde af, serveres de to ud af tre åbningssange fra ”Altered State” – ærgerligt vi ikke får den sidste del, nu de tre er skrevet så de passer sammen. Men så skulle hele fanbasen vist også være tilfredse ift. sangvalget.

Der er stadig lige klemt i Pumpehuset, men der hersker en god stemning. Det er ikke fordi der er dukket flere op jævnfør sidste gang TesseracT var forbi, men det samme kan også gøre det. 
Lyden er samtidigt rimelig klar i spyttet, og kun vokalen er af og til for lav, men det virker nu heller ikke til at være et teknisk problem… Lyset skal også nævnes, faktisk af flere omgange hvis muligt; det er nemlig både helt enormt flot og stemningsskabende, og samtidigt designet helt ned til de mindste detaljer, som f.eks. basslagene i en overgang fra et stykke til et andet. Sjældent har jeg været så opslugt af det visuelle som jeg er i aften. Publikum er konsistent hengivent, men ikke decideret vilde. Der klappes og hujes i begyndelsen og slutningen af numrene, men udover mod slutningen, sker der ikke så meget andet. Ikke at det er nødvendigt, men det kunne uden tvivl give noget ekstra.

Nej, den eneste reelle kritik jeg kan give, er i samme omgang som den forrige anmeldelse; Daniel Tompkins fungerer ikke ubetinget godt i ”Altered State”-sangene. De er slet ikke ligeså effektfulde. Til gengæld, skal det siges, virker det til at han nu har fundet ud af hvordan han skal synge dem på sine egne termer, og dét er bestemt et skridt fremad, modsat sidst, hvor det virkede ret tilfældigt hvornår han gjorde hvad, og i stedet endte som en svag kopi af den foregående frontmand. 
Men, ligegyldigt hvad, sidder de altså stadig ikke helt i skabet. Derudover er der mange gange i ”Altered State”-skæringerne, men sgu også selv i de nye sange, hvor Tompkins forbliver i et tonalt mellemleje, modsat i studiet. Det er en smule skuffende. Der er også flere gange, hvor han undgår at growle/råbe/skrige, og enten ignorerer det, eller lader sidemanden, i form af den ene guitarist, tage sig af det. Ærgerligt, nu vi ved at han sagtens kan. Sidst, så kan jeg næsten bide mig selv i tungen på, at der af og til bruges playback, når Tompkins ikke kan – eller vil – holde tonen hele vejen ud.

Overordnet er det dog, på trods af ovenstående musikalske splinter, stadig glimrende. Der veksles elegant mellem nyt og gammelt, og langt de fleste skæringer væver sig ubesværet og flydende ind i hinanden. Kun få gange siger TesseracT noget som helst (ikke at det behøves). 
En time senere når vi således til den sidste mil, der består af ”Survival”, der for første gang får folk virkelig med, den næsten-for-sikre ”April”, publikumsfavoritten ”Of Mind – Nocturne”, der desværre ikke holder vand med Tompkins bag roret, og til dessert den episke første del af ”Concealing Fate.”
Her, for eneste gang, dannes der en reel symbiose mellem band og audiens, som varer ved til enden, selv med nogle bump på vejen. Hvis det havde forholdt sig således mere af tiden, og vokalen ikke havde fejlet hist og her, kunne de sidste højder været blevet nået. Men mindre kan også gøre det. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Phoenix
2) – Messenger
3) – Concealing Fate, Part 2: Deception
4) – Concealing Fate, Part 3: The Impossible
5) – Of Matter – Proxy
6) – Of Matter – Retrospect
7) – Dystopia
8) – Hexes
9) – Of Mind – Exile
10) – Survival
11) – April
12) – Of Mind – Nocturne
13) – Concealing Fate, Part 1: Acceptance

Læs mere...

Spids Nøgenhat - Pumpehuset

”Her, dagen efter hvor jeg skriver disse ord, er jeg stadig meget i tvivl om hvilken karakter jeg skal give. I mine noter har jeg udtrykkeligt blot nævnt ordet "topkarakter", …
Samtidigt er jeg også ganske overbevist om at dette må siges at være den første "rigtige" gang jeg har oplevet Spids Nøgenhat som det bør gøres, og jeg er til dels trist over tanken, at mine fremtidige gange nok aldrig vil kunne måle sig med seancen igår.”
Ovenstående ord er fra sidste gang jeg anmeldte Spids Nøgenhat, og egentlig vil jeg så ikke skrive så meget mere, udover spørgsmålet; kunne de komme i nærheden af sidste gang? Ikke helt, men næsten.

Spids Nøgenhat:
Spids Nøgenhat, eller med dens medicinske navn Psilocybe semilanceata (også kendt som Liberty Cap på engelsk), er den stærkeste hallucinogene svamp i Europa. Det er også navnet på et dansk band, og hvis man ikke allerede har gættet genren, snakker vi naturligvis om syrerock. 
I 1998 gik Henrik "Hobbitten" Klitstrøm, Morten "Aron" Larsen og Uffe "Aramis" Lorenzen sammen, der på daværende tidspunkt var kendt for deres andre projekter som f.eks. "On Trial", "Baby Woodrose", "Dragontears" og Ghost Rocket". 
Spids Nøgenhat udgav deres debutalbum "En Mærkelig Kop Te" i 2001, der i første omgang ikke fik den store opmærksomhed. De spillede til at begynde med som en akustisk trio med en blanding af deres egne sange, såvel som covernumre fra ældre danske bands som f.eks. Alrune Rod, Røde Mor og Furekåben. På et tidspunkt gik de 3 medlemmer hvert til sit, og genopstod først i 2009, hvor de udvidede gruppen med Anders "Moody Guru" Skjødt og Anders "Fuzz Daddy" Grøn. Lysmanden Sebastian "Zeppo" Bülow, og hans psykedeliske visuals, blev også en del af projektet.
I 2011 spillede de ud på de sene nattetimer på Roskilde Festival, hvilket senere blev til livealbummet "De Sidste Her På Jorden", og i slutningen af 2013 udgav de så albummet "Kommer Med Fred", der for alvor fik udvidet danskernes kendskab til bandet, og som kulminerede i et show på Roskildes Avalon scene i 2014. 
Det sidste år har på alle måder været en succes for Spids Nøgenhat; vinder af ”Årets Danske Live Navn” og ”Årets Danske Rockudgivelse” hos Danish Music Awards i 2014, jobs i Tivoli, Northside og Tinderbox i år (foruden velbesøgte klubshows forinden i aften) – også naturligvis det faktum at Spids Nøgenhat har formået at melde udsolgt tre dage i streg.

Normalt er det kun den ene sal der er i brug ved en koncert i Pumpehuset, men i dagens anledning er der i stueetagen blevet pyntet op med diverse tæpper, frit hængende figurer i loftet, og et psykedelisk lys der sætter stemningen. Ovenpå er der, som det hører sig til, visuals der omslutter hele rummet, fra loftet til gulvet, inklusiv en stor svævende (digital) svamp på scenen.
Det føles derfor som en samlet oplevelse at besøge Pumpehuset. Det tegner altså allerede godt nu.
En DJ varmer op inden det for alvor går løs, hvilket sker en halv time udover planlagt tid – men i dette tilfælde er der ingen antydning af at folk er utålmodige eller utilfredse, og det skyldes nok DJ’ens valg af sange. Der er en konstant opbygning; da jeg selv ankommer kvart i ni er det forholdsvist stille og roligt, men som vi nærmer os halv ti bliver det, ganske flydende, mere intenst og syret. Glimrende opvarmning.

Og NÅR der så sættes i gang med ”Mere Lys” er den proppede sal klar til at indtage den ”3-delte syre-Camino”, som forsangeren spøgefuldt nævner. Vi skal da heller ikke længere end 5 minutter ind før den første hashduft breder sig i lokalet, og stemningen er, ja, høj. 
Lyden er ganske tydelig, og samtidigt dejligt skarp og ”rå” i det. Det er stadig guitarerne og vokalen der ligger klart i front, men modsat i Den Grå Hal står næsten samtlige detaljer klart frem – også gør det sgu ikke noget at det ikke er helt perfekt, for det er så sandelig en del af charmen.

Spids Nøgenhat selv formår til fulde at ramme den knivskarpe balance imellem sjov og seriøsitet; man skal endelig ikke tage fejl af at håndværket er totalt i orden. Sammenspillet er eminent godt, men der bliver samtidigt gået til den, og ofte ryges der ud af tangent (på den gode måde) – det skal jo heller ikke blive for pænt. Og netop dén kombination mellem frisluppenhed og det oprigtige ønske om at levere noget ordentligt for folk, ja, det oplever jeg kun sjældent.
Den særlige stemning fra Den Grå Hal, derimod, er af en noget mere afdæmpet karakter i dag. Til gengæld ser langt de fleste ud til at kende det meste af repertoiret, og et tidligt højdepunkt opstår under Hyldemor coveret ”Den Gennemsigtige Mand”. I omkvædet kommer de første publikumshænder i vejret, og her er band og publikum én enhed, i hvert fald i små 8 minutter.

Overordnet er der et glimrende flow imellem sangene, aldrig for lange pauser, og det åbenlyse hit ”Lolland Falster” bliver ikke gjort mere vigtigt end andet. Først tre kvarter efter den korte introduktion bliver der igen talt en anelse til publikum, men det er på ingen måde nødvendigt.
Et visuelt højdepunkt falder i ”Ude På Landet”, hvor en mindre gruppe frydefuldt gentager linierne ”er vi de sidste her på jorden?”, og her er Spids Nøgenhat altså selv stoppet op – i hvert fald for en kort stund, for så kommer hele salen med under ”Hvad Har Du Taget?”.
En time har passeret, og vi er nået til encore-delen, der så lige giver en halv time mere.

Aftenens klare højdepunkt, for mig personligt i hvert fald, er Røde Mor coveret ”Lil Johnny’s Mund”, hvor det visuelle nærmest løber om kap med guitarerne for at se hvem der først kan nå ud i universet, højere og højere, mere larmende end hvad godt er, og i de små fem minutter er jeg tilbage for knap 10 år siden, hvor jeg tog mine spæde ungdomsskridt i Ungdomshuset og til metalkoncerter på The Rock – dengang jeg, lidt forsimplet sagt, fandt min identitet.
Det er også et fint påfund at sige tak for i aften via ”Udkoksning I 3 Satser”, hvor forsangeren fremviser en stor (fysisk) svamp og næsten knæler/tilbeder den foran alle de forsamlede. Og SÅ bliver der syret ud for alle pengene, det meste af bandet ligger og roder rundt på gulvet, og forsangeren flipper ud. 
Derefter en rituel gentagelse af ”vi kommer med fred, vi kommer med fred, vi kommer med fred – alle skal med”, der kulminerer i at hele salen overtager imens Spids Nøgenhat forlader scenen.

Var der så intet negativt? Nej, ikke decideret, men det var heller ikke perfekt. 
Den euforiserende kærlighed der hang tungt i luften for et års tid siden… Den kommer nok ikke igen, og derfor vil dengang stå som det største. Det er naturligvis ikke Spids Nøgenhat der kan lægges til last for det, men…
Den visuelle del var endnu engang overvældende positiv, og spiller som bekendt en stor rolle hos Spids Nøgenhat, men var knap så imponerende som i Den Grå Hal, hvilket egentlig kun skyldes at Den Grå Hal er større, simpelthen. Der er dér bedre muligheder for at folde sig ud.
Sidst, så er det måske ved at være på tide at Spids Nøgenhat brygger noget nyt materiale sammen, eller gravere dybere i den danske sangskat? Der er jo masser at tage af, for sætlisten her var med undtagelse af kun enkelte skæringer identisk (dog ikke rækkefølgen), og det gør ikke så meget de første gange, men derefter ønsker man sig mere. 
Men, og det er et stort men, dette var stadig henrivende godt! Tak, Spids Nøgenhat, for at vende tilbage til rampelyset. Jeg vidste ikke at jeg kunne savne jer så meget.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Mere Lys
2) – Lever Vi Nu?
3) – Det Psykedeliske Tapet
4) – Den Gennemsigtige Mand (Hyldemor cover)
5) – Spids Nøgenhat I Græsset
6) – Jorden Kalder
7) – Lolland Falster
8) – Vand, Brød Og Te
9) – Ud På Landet (Aron cover)
10) – Hvad Har Du Taget?
Encore:
11) – Når Spindelvævene Blomstrer (Tømrerclaus cover)
12) – Lil Johnny’s Mund (Røde Mor cover)
13) – Du Er Min Allerbedste Ven (Green Grass cover)
14) – Udkoksning I 3 Satser (Cinderella cover)
15) – Fred

Læs mere...

God Is An Astronaut - Pumpehuset

God Is An Astronaut; maj 2014, BETA – dette står stadig som et af sidste års bedste koncerter.
Det var derfor ikke et svært valg at sætte et kryds i kalenderen, også selvom det denne gang foregik på en søndag. Det tog alligevel 10 år før God Is An Astronaut debuterede på dansk grund, hvilket (også) var i Pumpehuset, i 2012, men dette er således den 3. gang på 4 år – og efter i aften kan jeg kun håbe på at den statistik fortsætter.

God Is An Astronaut:
Siden 2002 har irske God Is An Astronaut spyttet spacey post-rock ud. Hele 8 albums er det blevet til, hvoraf det seneste er fra i år og hedder ”Helios | Erebus”. Deres gennembrud kom dog allerede tilbage i 2005 med deres 2. album ”All Is Violent, All Is Bright”. Besætningen har været mere eller mindre ens hele vejen igennem i form af en guitarist/pianist, en trommeslager og en bassist. Siden 2010 har der imidlertid været en ekstra guitarist med i folden, og i et par år var der desuden en tredje guitarist at finde på scenen – og så har der været tilknyttet en live-trommeslager siden 2012.

Det er i den lille sal arrangementet står på, og som jeg lige kan vurdere er der ca. 3/4 fyldt ud – det er et større antal end på BETA, så det tegner umiddelbart godt. Der er ingen opvarmning, og det er næsten helt mærkeligt at der på slaget sættes i gang; og hvilken afsindig god start. En forkortet version af ”When Everything Dies” (hvilket kan undre), og så direkte over i ”Echoes”, der resolut udløser høje klap og hujen fra publikum – sådan.

Lydmæssigt er vi i den absolutte top; det er simpelthen noget nær det bedste jeg har oplevet i Pumpehuset, og det gælder for både den lille og store sal. Det er enormt massivt, en anelse buldrende på den gode måde, og med en bas der går lige i mellemgulvet – og volumen er akkurat som den skal være. Kort sagt passer det perfekt til bandets musikalske udtryk, og det minimale lys på scenen lægger en passende atmosfære, mest af alt med en effektfuld tågegrøn ”aura”, hvor man hurtigt kommer til at tænke på universets mangefarvede facetter.

God Is An Astronaut er om noget i hopla, hvor især sam- og ”modspillet” mellem de to guitarister sidder lige i skabet. De læner sig ofte op af hinanden, både fysisk og musisk, og lever sig op til flere gange så meget ind i sangene at det er til at føle på.
Det er dog søndag… og det kan mærkes på publikum. Det er ikke at folk skal te sig som aber (det ville om noget være upassende), men vi skal et langt stykke ind i sættet – og et for langt stykke, når alt kommer til alt – før folk for alvor lever op og supplerer de bifald bandet, i hvert fald i aften, retmæssigt har fortjent. Det er aldrig helt slemt, og der bliver både hujet og klappet efter hver sang, samt ses det at flere nikker med hovedet, men den reelle fusion mellem band og publikum opstår ikke.

Snakken bliver, ligesom i musikken, holdt på et minimum, men det er ikke et minus. Publikum har det med at småsnakke imellem sangene, men kun sjældent imens numrene står på, og det tilføjer faktisk en vis stemning at man af og til, ved siden af de buldrende baggrundslyde bandet implementerer imellem skæringerne, kan høre grin, en dankortterminal der bipper eller en dør der smækker.
Tiden flyver af sted, og God Is An Astronaut kommer nogenlunde rundt i deres bagkatalog, naturligvis med et fokus på deres nyeste opus med sange som ”Agneya”, ”Vetus Memoria” og ”Pig Powder”. Faktisk tror jeg vi får hele 5 eller 6 sange derfra, og det er sgu en del når albummet er på 8 styks i alt.
Måske på grund af ovenstående fokus er midtersektionen en lille smule sløv i det, da sangvalget her er faldet på de mere stille af slagsen. Her kunne man godt have byttet rundt, så resultatet var mere dynamisk. Men det er en mindre ting.

Halvanden time passerer således hastigt, og der afsluttes på fornemmeste vis med ”Suicide By Star”, der får undertegnede til at fælde en tåre eller to under det voldsomme klimaks, der ser den ene guitarist forlade sin ellers trygge plads på scenen til fordel for at være iblandt de forsamlede og krænge sin sjæl ud for én sidste gang.

Jeg kunne sagtens have hørt mere, men det er dælme svært at være utilfreds. 
En anden dag på ugen med et mere ”vildt” publikum (der, skal understreges, på ingen måde var døde i det), og en anelse anderledes opbygget sætliste – bemærk at jeg ikke taler om hvilke sange der blev eller ikke blev spillet, for det kan diskuteres i evigheder, men blot om rækkefølgen på dem.
Ellers var det som man ville sige på engelsk; top notch.
5/6 stjerner.

Læs mere...

Fort Minor - Pumpehuset

Når nu Linkin Park ikke har den store interesse i at svinge forbi København nogenlunde regelmæssigt (sidste gang de var i Danmark var i 2012 til Skive Beach Party, og sidste gang i KBH var i 2007), må man tage hvad man kan; her kommer hiphopprojektet Fort Minor ind i billedet. Normalt er hiphop jo ikke noget vi dækker på Revolution, men med baggrunden i mente giver det i dette tilfælde en smule bedre mening. Det er debuten her i landet, og op til dagen er der blevet meldt få billetter i døren, så lad os se hvad det har at byde på, skal vi?

Fort Minor:
I 2004 valgte Mike Shinoda (keyboardspiller, rytmeguitarist, rapper og en af grundlæggerne af Linkin Park) på egen hånd at danne et hiphopprojekt kaldet Fort Minor. Han udgav året efter ”The Rising Tied”, der indtil nu er det første og eneste studiealbum. Allerede i 2006 valgte han dog at trække stikket, og først 9 år senere – i 2015 – blev Fort Minor genstartet, i første omgang via den bemærkelsesværdige 360˚ musikvideo til singlen ”Welcome”.

Til min behagelige overraskelse var det i denne anledning den store sal der blev taget i brug, og da jeg ankommer kort inden annonceret showstart, er der allerede ganske varmt. Temperaturen stiger gradvist som tiden går, og godt nok er det hiphop, men 25 minutters forsinkelse er sgu at strække den en anelse. 
Den mindre irritation forsvinder imidlertid så hastigt som den kom, da først Mike Shinoda kommer til syne, fuldstændigt ubevæbnet. På scenen er der kun et keyboard at gemme sig bagved, og længere tilbage kan to skærme anes. Op til hans ankomst er publikum hvad jeg vil kalde for godt, gammeldags blodtørstige; de råber og skriger hver eneste gang en marginal ændring i loftslyset spottes, tramper og klapper taktfast imens de råber ”Mike!”. Så da den træfsikre ”Petrified” sætter gang i løjerne, dog først med lidt impro-keyboard sjov, ved man det bliver en god aften.

Det er rappen der står i centrum; der er altså intet band, og alle effekter er playback – men han ifører sig dog af og til med en guitar, eller spiller på keyboardet. Ovenstående kan man ærgre sig en smule over, men det er samtidigt svært at beklage sig når lyden er så exceptionelt velbalanceret. Det er sprødt, det er fyldigt, det er knivskarpt, volumen er i orden – og vokalen står i front, som det bør være. Bassen er en smule for rungende, men det hører sig på den anden side næsten til. Og hvor er det skønt endelig at opleve hiphop hvor numrene ikke cuttes af efter første omkvæd.

Folk har ventet mange år, og selvom man kan spekulere på at en del muligvis udelukkende er mødt frem for at se giraffen, så er publikum tydeligt tændte, her især den forreste halvdel der mere eller mindre konstant holder sig i bevægelse.
Mike selv er ligeledes energisk, spurter frem og tilbage, smiler stort, og ligger i øvrigt så vanvittigt tight på beatet, at det er en decideret fryd. Af og til fortæller han små anekdoter om sangvalgene, og om Fort Minor i sig selv. Nogle vil måske mene at disse endte med at optage for meget tid, men for undertegnede fungerede det perfekt til at skabe en intim stemning. 
For intimt, dét var det. Ja nærmest hyggeligt. Det føles 100 % real når han takker folk for at være mødt op.

Med mandens baggrund er nogle Linkin Park covers så godt som selvskrevet. De der udvælges er dog af en spøjs størrelse, der f.eks. inkluderer et remix af et eksisterende remix af ”Castle Of Glass” (den er god nok). Publikum æder det under alle omstændigheder råt, i en god forstand, og det er enormt svært ikke at lade sig rive med når hele salen klapper i takt.

Og, som skrevet, ligger Mike helt enormt tight på beatet, men har det med at afvige af og til. 
Første gang er i den både tårefremkaldende og hårrejsende ”Kenji”, hvor der virkelig er noget på spil. De næste 4 minutter er én lang seance af gåsehud, perfekt leveret af en mand der er så brændende intens, at det kan mærkes helt tilbage i enden af salen. Publikum bliver efterfølgende, retmæssigt vil jeg sige, takket for støtten.
Anden gang er derimod en sløset og autotune-præget udgave af ”Cigarettes”, der på trods af originalens styrker i form af et både tungt og fyldigt vibe, og en vedkommende tekst om den ”naturlige” overdrivelse der finder sted i hiphop, falder til jorden.

Så er vi vist også ved at være i mål. ”Believe Me” får især de kvindelige fans til at skrige, og resten af salen til at hoppe så gulvet knager. ”Welcome” får en udmærket modtagelse, og i ”Remember The Name” overlades omkvædet i trygge hænder til et højrøstet publikum, der kaster håndtegn en masse.
På alle måder rigtig, rigtig godt, men kun én times spilletid? Der kunne uden problemer udvælges mere fra ”The Rising Tied” – alligevel gik jeg på ingen måde fra Pumpehuset med en følelse af at være blevet snydt. Et par mærkværdige sangvalg hvor pusten kortvarigt gik ud af ballonen (f.eks. ”Devil’s Drop”), en anelse for høj bas, og ovenstående spilletid forhindrer det i at være den helt store fornøjelse. 
Men det var tæt på.
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Petrified
2) – In Stereo
3) – It’s Going Down (X-Ecutioners cover)
4) – Dolla
5) – Waiting For The End/Hands Held High (Linkin Park cover)
6) – Castle Of Glass (Linkin Park cover)
7) – Kenji
8) – Devil’s Drop
9) – Cigarettes
10) – Until It Breaks (Linkin Park cover)
11) – Where’d You Go
12) – High Road
13) – Believe Me
Encore:
14) – Welcome
15) – Remember The Name
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Fort Minor_1
  • Forfatter: Jill
  • Fort Minor_2
  • Forfatter: Jill
  • Fort Minor_4
  • Forfatter: Jill

Se billederne her!

Læs mere...

The Ocean - Pumpehuset

Det er ikke mere end ca. 8 måneder siden The Ocean sidst var forbi, dengang til den århusianske festival Postfest – og gangen før det på Roskilde Festival 2014. Sagt kort, The Ocean ser ud til at kunne lide os, og den følelse er så sandelig også gensidig. Det er stadig i forbindelse med ”Pelagial”, at bandet er på tour (det skulle dog eftersigende også være sidste gang), men mon ikke at københavnerne gerne vil opleve albummet én gang mere?

The Ocean:
The Ocean, eller The Ocean Collective om man vil, er en tysk gruppe tilbage fra 2001 der blev grundlagt af guitaristen Robin Staps, der i dag er det eneste originale medlem. En stor del af The Oceans image er netop at de er et kollektiv, og derfor sjældent har haft faste medlemmer. Det første stabile line-up var faktisk ikke før 2009, hvorefter vokalisten Loïc Rossetti har været med siden.
The Ocean har udgivet 6 albums i form af debuten ”Fluxion” fra 2004, ”Aeolian” fra 2006, ”Precambrian” fra 2007 og dobbeltalbummet ”Heliocentric/Anthropocentric” fra 2010, inden vi når frem til ”Pelagial” fra 2013.

Det er et velbesøgt, men ikke decideret proppet, Pumpehus der byder The Ocean velkommen, og det bliver hurtigt klart at aftenens sæt er bygget op på eksakt samme måde som tilbage under Postfest; hele ”Pelagial” præsenteres, alt imens en storskærm viser kontinuerlige optagelser af havet, undervandsdyr og andre mærkværdigheder – og som tiden går, kommer vi længere og længere ned mod bunden.

Fra første strofe er publikum på, og om end der aldrig opstår moshpits eller lignende, er der stadig bevægelse og glæde at spore hele vejen rundt i salen. Den entusiasme fortsætter hele vejen fra start (om end en anelse sløvt i begyndelsen) til slut.
The Ocean selv skal lige i gang, men der går ikke lang tid før alle medlemmer ser ud til at hygge sig gevaldigt, alt imens de headbanger og smiler stort – og på den tekniske side trædes der ikke forkert én eneste gang. Satme imponerende. Det er dog forsangeren, der stjæler det meste af showet ved at bruge hver tomme af den smalle scene, foruden at crowdsurfe ud til publikum talrige gange. En sand indpisker.

Her når vi så til aftenens eneste reelle minus, for selvom det er prisværdigt at forsøge sig med at gengive pladen i dens helhed (altså ved ikke at holde nogen som helst pauser i ca. 50 minutter), lider lyden deraf med at være en anelse mudret, og med en tilstrækkelig lav volumen i forsangerens mikrofon. The Ocean er om noget et detalje-band, og mange af disse går således desværre tabt. 

Det er dog ikke alle, og bl.a. fremstår trommernes buldren i ”Abyssopelagic II: Signals Of Anxiety” vitterlig som det dybe havs trykken og pres mod øregangene. I dét øjeblik føltes det næsten som at være under vand i egen person. 
Lysshowet er også godt med til at underbygge stemning. Alt imens fortsætter filmen i baggrunden, som udelukkende bliver mere dyster og bizar som albummet skrider fremad.

Og således, ca. 50 minutter senere, er ”Pelagial” ovre. The Ocean går tydeligt tilfredse af scenen, men klappes tilbage og tøver ikke længe med at give os de 2 sidste skæringer fra ”Heliocentric”. Forsangeren crowdsurfer et par gange mere, og så kan vi alle gå hjem – glade og, ja, tilfredse.
Lyden når desværre aldrig at blive helt god, og volumen i forsangerens mikrofon er for det meste for lav til at kunne tyde ordene, men ellers er der ikke meget at beklage sig over – andet end at det er trist sandsynligvis ikke at komme til at høre ”Pelagial” fra ende til anden i fremtiden. 
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Epipelagic
2) – Mesopelagic: Into The Uncanny
3) – Bathyalpelagic I: Impasses
4) – Bathyalpelagic II: The Wish In Dreams
5) – Bathyalpelagic III: Disequilibrated
6) – Abyssopelagic I: Boundless Vasts
7) – Abyssopelagic II: Signals Of Anxiety
8) – Hadopelagic I: Omen Of The Deep
9) – Hadopelagic II: Let Them Believe
10) – Demersal: Cognitive Dissonance
11) – Benthic: The Origin of Our Wishes
Encore:
12) – The Origin Of Species
13) – The Origin Of God

Læs mere...

While She Sleeps, Cancer Bats, Hundredth, Oathbreaker

En dobbelt headlinertour med While She Sleeps og Cancer Bats – så er forventningen fra undertegnede at det nok skal/bør blive en vild aften.

Sidste gang man kunne opleve While She Sleeps var som opvarmning ½ år siden til In Flames i Store Vega, men de har så rigeligt besøgt København de seneste år; headliner på BETA i 2011 (hvor jeg dog ikke så dem), ageret support for Architects i Pumpehuset i 2012 (læs anmeldelsen her), og var sammen med Asking Alexandria i Amager Bio i 2013 (hvor de delvist stjal showet fra hovednavnet; læs anmeldelsen her).

Personligt lærte jeg dog først rigtigt While She Sleeps at kende efter at have oplevet dem live de 2 henviste gange, hvilket noget bagklogt sagt er ligegodt dumt, for det er noget veldrejet musik de har gang i – og det fandt jeg altså først ud af kort op til In Flames koncerten sidste år.

Cancer Bats er også et forholdsvist regelmæssigt navn på vores kanter. De var sidst forbi til Copenhell for ca. 2 år siden, og jeg var også på pletten til deres tour med Every Time I Die i Pumpehuset tilbage i 2012 (kan læses her). 

Men, faktisk var Cancer Bats at finde i DK helt tilbage i 2009 på Pavilion scenen, hvor jeg selv stiftede bekendtskab med bandet.

Angående Hundredth og Oathbreaker, så er det så vidt jeg kan opspore for begges tilfælde deres første gang i landet.

 

Oathbreaker:
Det er ikke lykkedes mig at finde noget reelt baggrundsinfo om Oathbreaker, da der intet står på deres Facebook, hjemmeside, Twitter eller lignende. Jeg ved de er fra Belgien, at de har en kvindelig forsanger, og at de har udgivet et album kaldet ”Eros |Anteros via Deathwish Inc. – men det er også det hele.

Jeg havde forventet at vi ville befinde os i Pumpehusets store sal, men sådan skulle det ikke være denne gang – pisseærgerligt. Den lille sal har som oftest følgesvend af en umiddelbar skidt lyd, og sådan var det også denne gang. Undtagelsen er spøjst nok opvarmningen i Oathbreaker, der har en glimrende lyd igennem deres sæt på ca. 25 minutter.

Det er svært ikke at være en anelse skuffet over billetsalget, da både While She Sleeps og Cancer Bats har bevist deres værd op til flere gange – for her til start ser der altså ganske tomt ud. Det ser ikke ud til at påvirke bandet det mindste, og det selvom at det er i den helt lave ende af respons de modtager fra publikum. Enkelte hoveder bopper frem og tilbage, mens en hel del småsnak fuldstændig ruinerer de mange stille passager musikken indeholder. Et minimalt og kontrastfyldt hvidt/mørkt lysshow kombination passer perfekt ind.

Oathbreaker selv gør heller ikke den store figur, og forsangerinden er hele tiden skjult bag sit lange hår. Det passer som fod i hose til den introverte musik, men hvor ligger det dog milevidt fra de 3 andre bands i aften. Faktisk minder det mig mest af alt om Deafheaven og vores egne Redwood Hill… Kort sagt; Oathbreaker er tydeligvis malplacerede i denne kontekst. 

I andre rammer kunne dette her have været helt anderledes, selvom klichéen i at slutte brat og i komplet mørke (så man ikke kan se medlemmerne forlade scenen), stadig virker som en fjollet afslutning.
3/6 stjerner.

 

Hundredth april2015

 

Hundredth:
Melodiske hardcore folkene i amerikanske Hundredth har været aktive siden 2008, og har udgivet 2 albums i form af ”When Will We Surrender” fra 2010 og ”Let Go” året efter via Mediaskare Records. De udgav dernæst de 2 ep’er ”Revolt” og ”Resist” i 2013/2014, inden de skiftede pladeselskab til Hopeless. Det er meningen at det nye album ”Free” skal udkomme senere i år. 

Bandet har også oprettet non-profit foreningen ”Hope Into Humanity”. Her har de bl.a. gennemført projektet ”The Water Cause”, hvor der blev samlet penge ind via bandets fans, som så blev givet videre til 2 landsbyer i Indien, der nu er blevet sikret rent drikkevand.

Uden meget palaver og umiddelbart i en glidende overgang fra lydtjek til live står Hundredth klar. Salen er i mellemtiden blevet fyldt en anelse mere ud, men der er stadig noget fra udsolgt. Uheldigt er det, at lydprøven ikke ser ud til at være blevet ordentligt afsluttet, for lyden er absolut ikke i bandets favør. Guitaren og de mindre detaljer drukner fuldstændig i mudder og for meget bass. Forsangerens vokal går dog godt igennem, mens den ene supportsanger har en ekkoeffekt der slet ikke ser ud til at være et bevidst valg.

Som modsvar til den nu dårligere lyd er Hundredth mere energiske end Oathbreaker var på noget tidspunkt, om end det hele vejen igennem tangerer på kanten til at være for rutineret – og decideret kedeligt. ”Endnu en dag, endnu et job”-attituden slipper de aldrig 100 %. 

Publikum er også mere på, men der er sjældent moshpits og lignende, og det er på trods af at både forsangeren, og musikken indirekte, meget markant opfordrer til det.

Hen mod slutningen af det ganske korte show på ca. 20 minutter sker der til gengæld noget vildt; et moshpit sættes i gang, og en person i rullestol er med! Ved første øjenkast ser det grimt ud, da det ligner at hun er en del af det mod sin vilje – men det viser sig faktisk at hun bevidst deltager. Det er om noget dedikation.

Det er dog kun et lille højdepunkt i et ellers middelmådigt show, lyd, band og publikum taget samlet i betragtning. 
3/6 stjerner.

 

cancerbats april2015

 

Cancer Bats:
Canadiske Cancer Bats er lidt af en Pandoras Æske i genrer; en blanding mellem hardcore punk, stonerrock og southern metal, sommetider med et tvist af sludgemetal oveni – også er attituden rendyrket rock’n’roll. 

Cancer Bats er tilbage fra 2004 og har udgivet 5 studiealbums. Debutalbummet, ”Birthing The Giant” er fra 2006, og siden da har Cancer Bats udgivet et studiealbum hvert 2. år, helt præcist, op til 2012. Traditionen blev nemlig brudt med deres nyeste album, ”Searching For Zero”, der netop er udkommet her i 2015.

Så er vi nået til det ene hovednavn, og det kan i den grad mærkes. Der er kommet flere til, og forsamlingen virker mere gearede til at tage godt imod Cancer Bats – der er f.eks. mange flere end tidligere der flokkes mod scenekanten. 
Og som man ved (eller bør vide), har Cancer Bats alle dage været garant for et eksplosivt show, og dette er ingen undtagelse. Forsangeren leder an, men fra alle medlemmer er der et heftigt energiudbrud, hvor førstnævnte ikke står stille bare ét sekund – og det gælder i omtrent alle aftenens 16 sange.

På den mere negative/kedelige side forplanter denne ellers smittende energi sig i begyndelsen kun ringe hos publikum, hvor kun en lille skare synger med, og ingen reelt bevæger sig. Man undres, når tidligere opvisninger har resulteret i et sandt kaos på dansegulvet. Måske skyldes det den mudrede lyd, hvor detaljerne drukner mere eller mindre. Vokalen er tilfældig i styrke (sommetider næsten uhørlig, andre gange lige som den skal være), og volumen er i den lavere ende af spektrummet – skru op! Det er i hvert fald situationen bag søjlerne, selvom jeg hørte fra andre at det skulle have været markant bedre andetsteds.

Der er ikke mange pauser, men de få der er skaber stemning pga. forsangerens anekdoter om den danske sol – som ikke giver solskoldning – og at man bare kan drikke øl på broer (her hentydes til Dronning Louises Bro).

De få breakdowns musikken indeholder, kombineret med ældre sange, får delvist omdrejningerne i gang i publikum. Vi skal dog først hen i det evigtfede Beastie Boys cover ”Sabotage”, og ”Hail Destroyer” før det virkelig rykker, også er det også lige ved at være slut. 

Overordnet er det altså noget ærgerligt at publikum virker til at holde igen, når nu bandet – som altid – leverer varen. Og, så kan det godt være at det er mere intimt her nedenunder, men hvor ville det være så meget federe med bedre lyd. Når det så er sagt, så var Cancer Bats fuldstændig klar på at give den alt hvad den kunne trække, selvom det er noget af et selvmål at køre videre efter ”Hail Destroyer”.
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Arsenic in the Year of the Snake
2) – Trust No One
3) – Satellites
4) – Lucifer’s Rocking Chair
5) – Shillelagh
6) – Devil’s Blood
7) – Sorceress
8) – Rats
9) – Bricks & Mortar
10) – Road Sick
11) – Deathsmarch
12) – Beelzebub
13) – Sabotage (Beastie Boys cover)
14) – All Hail
15) – Hail Destroyer
16) – True Zero

 

WhileShesleeps april2015

 

While She Sleeps:
Det engelske metallic hardcore band (et andet udtryk for genren metalcore), blev dannet tilbage i 2006. Der skulle gå 4 år før de udgav deres første udgivelse, der var et minialbum med navnet ”The North Stands For Nothing”. I mellemtiden skiftede de også deres forsanger ud, hvilket pt. er den eneste udskiftning bandet har foretaget.

Debutalbummet ”This Is The Six” udkom 2 år senere, og fik massivt rosende anmeldelser. Det var også samme år at de blev nomineret, og ligeledes vandt, en Kerrang! Award for ”Best British Newcomer”. Senest er deres 2. album ”Brainwashed” blevet udgivet her i 2015.

Efter 45 lange minutter, og et efterhånden alt for sent tidspunkt til en hverdagskoncert, kommer While She Sleeps til syne. Det er derfor kun mere utilgiveligt at lyden til stadighed ikke er bedre. Til en start er det næsten kun bass og en masse mudder. Guitarerne kan meget, meget svært anes… 
Alt andet, til gengæld, spiller top notch, 100 % og deslige. Vi har en dedikeret skare oppe foran der er totalt på, hvad end det foregår i pitten, med fællessang eller ved at hoppe op og ned – og det er hele det omtrent 1 time lange show igennem fra start til slut. Resten længere bagved er stillestående, men ser også ud til at hygge sig. 
While She Sleeps selv viser ingen tegn på træthed, og de brager igennem uden at ofre teknik. Flere af medlemmerne er ofte helt ude ved folk, eller ude på gulvet. Forsangeren leder an, og er således også oppe på bardisken en enkelt gang. Han har for ikke så længe siden været igennem en halsoperation, og det skal ikke være en hemmelighed at det har hjulpet; hans stemme lyder bedre end nogensinde. Der går heller ikke længe før personen i rullestolen er med i et cirkelpit. I et cirkelpit!

Vi får serveret en tidlig overraskelse i form af velsagtens bandets største hit ”Seven Hills”. Sætlisten kunne dog som sådan ikke være mere ligegyldig, da der er et overskudsengagement hele vejen igennem. Tilmed får alle de 7 nye sange (+ 2 interludes) en virkelig, virkelig god respons. Det er kun ca. 2 uger siden det nye album havde premiere, og størstedelen af de fremmødte oppe foran kan allerede teksterne. Det er dog samtidigt tydeligt at der er blevet godt tyndet ud blandt de fremmødte, hvilket ikke er overraskende, da klokken hastigt nærmer sig midnat.

Lyden formår heldigvis at blive rettet ganske godt op, og efter den nævneværdige ”Our Courage, Our Cancer” (der modtager aftenens bedste fællessang) spiller det næsten så godt som det kan. Det bliver også en særdeles stærk afslutning i form af den lyrisk hadefulde ”Trophies Of Violence”, debut-EP skæringen ”Crows” og så ”Four Walls” til lige at gå hjem på. Mange er her allerede smuttet, men jeg synes sgu at While She Sleeps har klaret opgaven flot.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – New World Torture
2) – Brainwashed
3) – This Is The Six
4) – Seven Hills
5) – Torment
6) – Kangaezu Ni
7) – Life In Tension
8) – Death Toll
9) – Our Courage, Our Cancer
10) – Dead Behind The Eyes
11) – We Are Alive At Night
12) – Our Legacy
13) – Trophies Of Violence
14) – Crows
15) – Four Walls

 

  • Cancer Bats_9
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_3
  • Forfatter: Jill
  • Cancer Bats_7
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet!

Læs mere...

Yellowcard, Less Than Jake, Chunk! No, Captain Chunk!

Sjov historie; da jeg i sin tid begyndte som anmelder hos Revolution Music var Less Than Jake i Vega, december 2008, den første koncert jeg søgte om at dække. Naturligvis, da jeg på daværende tidspunkt ikke var en del af ”klubben”, men blot en potentiel ny anmelder, kunne jeg ikke komme ind ad officielle veje via Revolution. Jeg kom derfor aldrig af sted til koncerten, og har endnu ikke fået set Less Than Jake live op til nu. Det er heller ikke fordi de ligefrem oversvømmer Danmarks med deres optrædener; så vidt jeg ved var sidste gang i 2012 på Loppen, og gangen før det som nævnt i 2008.
Men, nu er det jo en delt hovednavns-aften, hvor også Yellowcard er repræsenteret. Det er ikke mere end 4 år siden de besøgte Danmark for første gang (og endnu engang et par år senere), og dette er således deres 3. besøg. Som opvarmning har de medbragt Chunk! No, Captain Chunk!, der er her for første gang.

 

Chunk! No, Captain Chunk!: 
Ovenstående franske band er også kendt som C!NCC! og spænder genremæssigt over både pop/punk, metalcore og hardcore – Wikipedia lister dem som ”easycore”, hvilket er ganske rammende, da musikken langt det meste af tiden er meget nem at gå til. Det er bløde omkvæd, ren vokal og en glad stemning der præger C!NCC! Modsætningerne i form af metalcore/hardcore-delene kommer frem ved brug af growl/råb og hyppige breakdowns. 
C!NCC har eksisteret siden 2007, og der er kun foregået én udskiftning i form af den tidligere trommeslager, der forlod bandet sidste år. 
De har udgivet 2 albums; ”Something For Nothing” i 2010, ”Pardon My French” i 2013. Det tredje ”Get Lost, Find Yourself” udkommer om ganske kort tid.

Desværre valgte arrangøren at ændre i tidsplanen, således at C!NCC! gik på et kvarter før annonceret tid. Jeg når derfor kun at høre 2 fulde sange i den store sal, som jeg altså ikke vil bedømme ud fra – det vil jeg mene er en anelse for tyndt et grundlag. Det er ærgerligt, for det jeg hørte tog sig ganske godt ud. Næste gang, forhåbentligt!

Sætliste:
1) – Haters Gonna Hate
2) – Taking Chances
3) – I Am Nothing Like You
4) – All Star (Smash Mouth cover)
5) – Reasons To Turn Back
6) – Restart
7) – In Friends We Trust
Kilde: www.setlist.fm

 

Less Than Jake:
Amerikanske sværvægtere i ska-punk genren, Less Than Jake, er aftenens ældste band og dannet helt tilbage i 1992. Deres debutalbum ”Pezcore” fra 1995, og ”Losing Streak”/”Hello Rockview” (1996/1998) fik hurtigt skubbet karrieren i gang, men det var først med ”anthem.” fra 2003 at de brød kommercielt igennem. De startede i 2008 deres eget pladeselskab ”Sleep It Off Records”, hvor de udgav ”GNV FLA”. Deres seneste album, ”See The Light” fra 2013, er dog ikke blevet udgivet den vej.
Bandet består foruden en sanger/guitarist, bassist og trommeslager af en saxofonist og trombonespiller. Førstnævnte i blæserdelen har der været størst udskiftning ift. bandmedlemmer, men den seneste har alligevel været med lige siden år 2000.

En halv times tid senere stormer 5 fuldvoksne mænd ind på scenen og sparker lynhurtigt festen godt og grundigt i gang. Skidt med at det er tirsdag – nu skal der danses!
Publikum griber straks bolden, og den næste times tid er der stort set aldrig roligt på gulvet – i den forreste del af Pumpehuset, vel og mærke. I stedet bliver der danset, skanket, moshet og hoppet. Et enkelt cirkelpit, som når uanede højder i forhold til hvad jeg tidligere har set i Pumpehuset, finder også sted.

Fra bandets side er det 5 totalt livlige gutter der styrter rundt, joker med (og mod) publikum imellem stort set alle sange, og inviterer publikumsdansere (eller strippere, alt efter hvem fra bandet man spørger, tilsyneladende) op til dem. Der er også konfetti i luften et par gange, gigantiske balloner folk er ellevilde med og en dyremaskot, der danser med på et nummer. Der bliver også taget en lokumspapirspistol (jeg joker ikke) i brug på et tidspunkt. En fødselsdagshilsen til deres manager (som kun er 25, påstår Less Than Jake) bliver det også til, og alle disse små ting gør det til et ekstremt underholdende show.

Hele seancen bliver nøje fulgt af et glimrende lysshow med fokus på alskens farver og røgsøjler, der blæses op mod loftet bagerst fra scenen. Det passer perfekt ind i settingen, så løftet tommelfinger herfra til hvem end der er ansvarlig for det.
Mht. lyden står det noget anderledes til, da det til en start er noget rodet. Det er f.eks. svært at høre blæserne og til dels at adskille instrumenterne fra hinanden, men det bliver heldigvis hurtigt langt bedre som tiden flyver af sted.

Det er nu engang svært at undgå, og Less Than Jake kæmper også indædt, men hen mod slutningen falder både energien og intensiteten en anelse fra begge sider. En hel time, her på en tirsdag aften, kan godt føles som bare en lille smule for meget af det gode. Dog kun en ganske lille smule. 
Alt i alt, kom man for at feste kan man umuligt være blevet skuffet. Less Than Jake er ikke ”intelligent” musik. Det er ikke teknisk imponerende, og det stiller ikke dybe eller svære spørgsmål – det er ren fest, og det er også hvad jeg har valgt at vurdere dem udfra – og her sejrer de stort.
5/6 stjerner.

 

Yellowcard:
Siden 1997 har pop/punk og den alternative rock stået stærkt hos amerikanerne i Yellowcard. De har på fast basis en violinist, hvilket er noget af en usædvanlighed i genren. De har haft en turbulent karriere med en pause imellem 2008 – 2010 og mange udskiftninger i medlemmer (hvor vokalisten Ryan Key og violinisten Sean Mackin er de to primære tilbage, selvom Yellowcard faktisk har haft en anden vokalist inden Ryan Key). Senest trådte den originale trommeslager ud af bandet.
Yellowcard er bedst kendt for albummet ”Ocean Avenue” fra 2003, men havde faktisk udgivet hele 3 albums før da. Efterfølgende blev det til den udskældte ”Lights And Sounds” fra 2006, den meget roste ”Paper Walls” året derefter, og dernæst ”When You’re Through Thinking, Say Yes” fra 2011 efter deres pause. Senest er ”Lift A Sail” kommet på gaden.

Yellowcard har virkelig noget at leve op til efter den forrige forestilling.
Heldigt er det, for bandet, at de har en mellemstor skare af trofaste fans der er mødt op. Det er nemlig ikke fest og farver i de første skæringer, men så opstår der godmodig tumult i den forreste del af salen. Her tænker jeg på ”Only One”, der får gang i futterne, og kort efter ”Awakening” som der bliver sunget godt med på (sværere er omkvædet heller ikke, men stadigvæk).

Desværre er lyden meget ringe det meste af den ca. ene time og 15 minutter, Yellowcard er på. 
Der er en konstant diskant der er alt, alt for høj. Vokalen fylder for en sjælden gangs skyld for meget i billedet, og kommer skingert til udtryk på trods af at forsangeren ellers ikke ser ud til at lægge andet end overfladisk energi i det. Guitaren har det med at drukne, og violinen står svagt i selskab med de andre instrumenter. Dette lyder jo helt forfærdeligt, tænker du måske, men det bliver nu også engang bedre over tid. Den skingre diskant fortsætter irriterende nok helt til enden, og det bliver derfor aldrig rigtig god lyd. Mærkværdigt, når nu det lykkedes for Less Than Jake.

Yellowcard selv ligner nogen der har haft det lidt for vildt de sidste par dage, for jeg skal love for at der ikke sker meget på scenen. Violinisten er den mest aktive, men – og med al respekt – så er det sgu svært at hoppe rundt imens han skal spille. Resten af bandet virker dog simpelthen for stenede og for dødalvorlige. I dag er det klart publikum der trækker det tunge læs, selvom det primært er de ældre sange der, får den bedste respons. 
Jo, der bliver sunget med, forsøgt nogle moshpits og lignende, men langt det meste af tiden ser folk blot ud på at vente på de gamle sange – det gælder især i de i alt 7 nyeste skæringer. Når de så kommer (de gamle numre), dog, så svinger det virkelig godt.

Yellowcard sætter sig i øvrigt for 2 ting i aften. 
1) – Alle skal have den bedste aften i deres liv.
2) – Ingen må have deres stemme tilbage når de går hjem.
Dette er i forvejen urealistisk på flere måder, men det virker bare næsten tragikomisk når det hele er så kedeligt. Det er også fjollet at skifte mellem markant hurtige/festlige numre, også gå til de akustiske/langsomme af slagsen midt i det hele. Det ødelægger dynamikken, og når folk så ikke engang kan tie stille af ren og skær apati, er det jo ligegyldigt. 17 sange på én aften er måske også en tand for optimistisk?
Men, og et stort men, så skal vi skal dog også lige huske at høre det nye album, og besøge bandet i merchboden når de er færdige, og komme ud til diverse festivaler i Europa (da de godt kan bruge støtten) – og nå ja, så elsker de os rigtig, rigtig meget. Tak for salgstalen, men kan vi komme videre nu? Åbenbart ikke…

Overordnet klarede Yellowcard sig altså hverken decideret godt eller skidt. Det var mest af alt blot kedeligt, men hvor flere omstændigheder trækker henholdsvis op (gamle sange, publikums delvise energiudladning) og ned (dårlig lyd, nye sange, uengageret band). Det bør nok også nævnes at bandets fans muligvis har nydt koncerten mere end jeg, men dette var alt end overbevisende.
3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Convocation
2) – Transmission Home
3) – Crash The Gates
4) – Lights And Sounds
5) – Only One
6) – Make Me So
7) – Lift A Sail
8) – Awakening
9) – Rough Landing, Holly
10) – Light Up The Sky
11) – One Bedroom
12) – With You Around
13) – Southern Air
14) – Believe
15) – California
Encore:
16) – Way Away
17) – Ocean Avenue
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed