fbpx

Cult Of Luna + support

Der var dømt mødepligt i Pumpehuset i aften. Post-Metal Giganterne i Cult Of Luna udgav deres ottende studiealbum A Dawn To Fear og deres tour lagde vejen forbi Pumpehuset. Der var blandede godter i posen med opvarmningen leveret af deres landsmænd i This Gift Is A Curse og belgiske Brutus, så lad os se hvordan aftenen udviklede sig.
 
This Gift Is A Curse
Jeg når lige ind ad døren, da feedbacken i den store sal skærer igennem hele bygningen. Jeg så TGIAC for omkring tre år siden, hvor de ikke efterlod det største indtryk på mig, dog er jeg blevet fan med tiden så jeg håbede på en lidt mere succesfuld oplevelse denne gang. Lad mig bare starte med at sige at lyden var uudholdelig. Trommerne og bassen overdøvede alting, og vokalen var slet ikke til at finde. Der var øjeblikke hvor lyden var lidt bedre, men lige meget hvor man placerede sig i lokalet, blev lyden desværre ikke bedre. Det hele virkede utroligt rodet på grund af lydforholdene, og specielt da vokalen aldrig blev rettet på. På plade er TGIAC vanvittigt, men i aften var det alt andet end vanvittigt. Det er i hvert fald den værste lyd jeg har oplevet på Pumpehuset. TGIAC havde potentialet og energien til at blive godt men dårlig lyd satte en kæmpe dæmper på oplevelsen.
Karakter 2½ ud af 6
 
 
Brutus
Nu var det blevet tid til noget helt andet. Jeg stødte på Belgiske tilbage i februar måned, da jeg skamlyttede til deres album Burst, så jeg var spændt på at se hvad de kunne levere live. Bandet gik på til lyden af War og lyden var allerede fuldstændig i skabet indenfor de første to sekunder, og da hele bandet gik i gang, var der baren allerede sat utrolig højt. Bandet for frem og tilbage på scenen, og trommeslager Stefanie formåede at smadre sine trommer og levere skønsang samtidig. Det føltes lidt som om, at man var fanget i et melankolsk univers for hver sang der blev spillet, og Drive var for mit vedkommende det absolutte højdepunkt. Brutus leverede et knusende sæt med perfekt lyd der hverken var for langt eller for kort. Fuldstændig vanvittig koncert uden lige,og forventningerne til Cult Of Luna var ekstreme efter sådan en magtdemonstration.
Karakter 6 ud af 6
 
 
Cult Of Luna
Nu var publikumstallet steget noget så gevaldigt, at jeg dårligt nok kunne bevæge mig. Scenen var totalt tildækket til med røg, og silhuetterne af Cult Of Luna entrerede scenen til lyden af A Silent Man og lyden var så høj og massiv det var næsten ikke til at tro. Cult Of Luna er ikke et band der engagerer meget med sit publikum, da de er et mere et band der lader musikken tale for sig selv. Lyden var ligesom til Brutus i skabet og endda var decibelniveauet skruet op til en milliard, med sange som Finland og Passing Through tonsede bandet igennem en sonisk tsunami. I modsætning til Brutus’s melankolske univers, så er Cult Of Lunas univers meget mere filmisk. Det er det perfekte soundtrack når man er på vej ud i rummet, hvor man lytter til storslåede kompositioner, imens vi svæver over Jorden. Specielt den følelse var til at mærke på numre som And With Her Came The Birds der var et af de mere stille og atmosfæriske øjeblikke, og publikum var stille og blev fuldstændig opslugt af stemningen. Det var dog et sjældent øjeblik da vi tonsede videre i sange som I, The Weapon og Nightwalkers der sendte os alle sammen ind i dystopisk lydinferno. The Fall satte et stort og kolossalt punktum for i aften. Det hele sad i skabet i aften. Fantastisk sætliste, fantastisk lyd, og uden tvivl den bedste koncert jeg nogensinde i mit liv har set. Jeg har lyst til at give koncerten ti ud af seks men jeg er desværre nødt til at være professionel, men det er fristende.
Karakter 6 ud af 6
 
Læs mere...

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Godflesh - Pumpehuset

Lige siden jeg begyndte at høre musik, så har jeg altid været fascineret af den mere Avant-garde side af metal/punk/hardcore osv. Jeg har været fan af Godflesh siden jeg hørte deres legendariske album Streetcleaner, og siden hen hoppet med hovedet først ned i deres fantastiske bagkatalog. og forventningerne var vanvittigt høje for at sige det mildt. Diverse medier havde hypet det helt til skyerne og med god grund da det var 24 år siden bandet sidst spillede i Danmark. Og med Author And Punisher som opvarmning? Dette stod til at være årets koncert i mine øjne.

 

Author And Punisher

Et af de første albums jeg anmeldte for dette site var Melk En Honing af one-man Industrial bandet Author And Punisher. Et album som jeg blev meget glad for og tre år senere fik jeg lov til at se ham optræde på det års Roskilde Festival, hvor han smadrede min eksistens så jeg håbede på at gentage den samme succes i aften. Tristan Shone med sin fæstning af egne bygget instrumenter var klar til straffe publikum, og allerede fra første node blev decibelmåleren smadret, ligesom den burde blevet da vi er jo inde og høre Industrial. Starten var super fed og det hele sad i skabet, dog lidt inde begyndte det at blive en smule kedeligt, hvilket er ærgerligt da jeg godt kan lide Author And Punisher. Det viste sig også at han havde problemer med mange ting, da han forlod sin position flere gange for at rette på sit udstyr. For mit vedkommende blev den en okay oplevelse og heller ikke mere end det.

Karakter 3 ud af 6

 

Godflesh

Publikumsmængden havde strømmet sig foran scenen og nu var ventetiden endelig ved at være ovre. Det er næsten et syn i sig selv at have sådan et minimalt setup og alligevel lave så meget larm. Bandet kom på scenen og der gik alligevel noget tid før de fik gang i instrumenterne, og da trommemaskinen begyndte at tælle ind gik vi direkte ind i Like Rats fra Streetcleaner og hold nu kæft det var højt. Ens krop var i hardcore vibration mode, og taget i betragtning af den kolossale lydmur der ramte publikum så var lyden faktisk overraskende god. Lige efter første nummer gik vi direkte videre til Christbait Rising efterfulgt af Streetcleaner. Det her var næsten alt for godt til at være sandt og jeg fanboyede for hårdt. Publikum var for det meste af koncerten og observerende men der var alligevel nogle klaphatte der valgte at snakke og råbe imellem numrene men det blev gjort klart af andre medlemmer, at vi ikke gad at finde os i det så det blev heldigvis stoppet. Nyere numre som Post-Self fra deres seneste udspil virkede også rigtigt sammen med en masse af det gamle fra Pure æraen med numre som Spite og Mothra som bare satte endnu af et lag oven på den allerede intense atmosfære der var i luften. Dead Head var det sidste nummer for i aften og det var her det nemlig gik op i en meget større enhed, som om at man fandt det smukke og behagelige i Godflesh's nihilistiske og dystre univers. Det var sjælerensende at finde håb i mørket. Jeg havde før i tiden kun hørt fantastiske ting om Godflesh's live koncerter, og jeg tænkte altid at det kan man jo sige om mange ting. Så jeg vælger at afslutte min anmeldelse med en sangtitel af bandet Sunn O))) der beskriver hypen jeg havde hørt fra så mange. "It took the night to believe"

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Crossfaith - Pumpehuset, 05.10.18

Efter bandets mere end overbevisende optræden på Copenhell i sommers, var det næsten uundgåeligt, at de japanske electrometallere ville komme tilbage. Her er de så. Det er fredag, der er udsolgt, og det er tid til fest.

Crossfaith:
Det er sjovt at tænke på, at jeg så Crossfaith varme op for Skindred samme sted for fem år siden – men hvor Skindred stadig spiller for et halvt hus på den lille scene, er Crossfaith ovenpå og næsten som at være sild i en tønde. Det var måske forventet efter den positive modtagelse på Copenhell, men det føles alligevel voldsomt (på den gode måde), og det ligger ligesom i luften, at både band og publikum er enige om, at der i aften bliver skabt historie.

Lyder opskriften denne gang så ”bare” a la Copenhell, blot en anelse mere intenst, med længere spilletid og en anelse flere tilskuere? Klart ja, dernæst ja og så sandsynligvis ja – forskellene er derudover marginale. Det er af indlysende årsager først og fremmest lettere for Crossfaith at få aktiveret publikum, og dét gør de til fulde: der er alverdens pits, wall of deaths, fælleshop, SlipKnoT-manøvren, jublen og hujen på kommando – og det er kun fra publikums side, bandet står absolut ikke stille: når frontmand Kenta Koie først griber fat giver han ikke slip igen, nogensinde. Trommeslageren skal også roses (igen og igen) – på Copenhell strøg han direkte fra flyet og ind på scenen, denne gang spiller han kun med én hånd da den anden er skadet. Det er altså dedikation. Salens energi og fælles entusiasme bliver på trods af to opvarmningsbands og en times spilletid altså ikke mærkbart mindre som tiden forløber, selvom den bagerste halvdel af salen er fuldt ud tilfreds med blot at tylle bajere og kaste håndtegn. Især førstnævnte, hvor gulvet efter showet er decideret farligt at bevæge sig på.

Den længere spilletid udstiller så til gengæld bandets klare svaghed: musikken er bare ikke synderligt interessant i længere mængder. Det er for ensformigt og for anonymt. Det vil hele den forreste del af salen nu skide et stykke, og med rette, for der er fest deroppe og de tonser rundt. Men. Fordelen ved Copenhell-showet var dets intensitet, der kom fra den begrænsede scenetid på knap 35 minutter – det var så tilpas hurtigt overstået til, at det aldrig blev kedeligt. Crossfaith er, står det tydeligt efter denne gang, ikke helt der hvor de kan bære et headlinershow, ikke komplet i hvert fald. Det er stadig rigtig godt, det skal understreges, både lyd og lys kører i øvrigt som det skal – nu skal der bare nogle musikalske forbedringer til, især ift. dynamikken i de enkelte sange. Der er nogle enkelte skæringer der stikker ud, men det lader til at være de ældre sager... Det er jo ikke så heldigt. Alligevel har folk en grande fest hele vejen rundt omkring mig, og det er nok til at nyde det (næsten) hele vejen igennem. Lad os se hvordan de næste par albums bliver, og mon ikke Crossfaith med tiden får en fast plads på vores breddegrader. Det tror jeg.

Læs mere...

Heaven Shall Burn, August Burns Red, Whitechapel - Pumpehuset, 12.03.18

Det her bliver bare ikke en bedre metalpakke. Det må være rigeligt til forordet.

Whitechapel:
Aftenens mest brutale band, også kendt som ”dem med saven” eller bandet med tre guitarister, hvor halvanden ville være nok. Med de dårlige jokes ude af vejen med det samme gør Whitechapel en pæn entré, men vælger tilsyneladende at lægge fra land med to svage sange i form af ”I, Dementia” og ”Faces”. Det er selvfølgelig på sin vis ret effektivt, for herfra går det udelukkende opad.

Whitechapel har ikke besøgt København siden deres show for næsten otte år siden på Copenhell – og det kan mærkes. Der er nemlig en rimelig pæn forsamling af folk oppe foran, som blæser kraftigt på at det er mandag. Der går en halv sang, og så er gulvet i bevægelse mere eller mindre kontinuerligt igennem den næste halve times tid. Dette er kun mere imponerende når Whitechapel selv er noget så stillestående, at det er trist at se på – de lede ansigtsudtryk gør hverken fra eller til, og jo, Phil Bozeman spankulerer lidt frem og tilbage, men det er sgu lidt tyndt, mandag eller ej.

Lyden er dog overordnet ret solid, og lysshowet er jævnt imponerende, hvilket lover godt for både August Burns Red og Heaven Shall Burn senere hen. Vokalen ligger desværre noget lavt i mixet og lyder altså både mudret og uklar, hvilket er lidt noget skidt med et band der altså er kendt for deres forsangerens ellers nådesløst dybe vokal... Men det virker også mest til at være Bozemans egen ”skyld”: han virker halvtræt og kun semi-fokuseret. Med det sagt spiller Whitechapel solidt, det forreste publikum har en fest – og med ”Our Endless War” og ”The Saw Is The Law” som afsluttere (”This Is Exile” udgår, sandsynligvis pga. tidspres) kan man ikke klage alt for meget. Saven har talt. 
3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – I, Dementia
2) – Faces
3) – Elitist Ones
4) – Let Me Burn
5) – Mark Of The Blade
6) – Our Endless War
7) – The Saw Is The Law
Kilde: www.setlist.fm

August Burns Red:
Hvor der er breakdowns en masse i Whitechapel, er August Burns Red primært guitarekvilibrisme x1135135 – på samme måde er deres musik ikke helt så ”tilgængelig” og der går derfor lidt længere tid til før publikum åbner op for sluserne. Men det sker dog ret effektivt i ”Empire”, og herefter konsekvent fremad, ikke mindst i de gamle slagere.

August Burns Red har også bedre scenetække end Whitechapel, i og med, at de er mere aktive – om alt andet bevæger de sig rent faktisk bare lidt. Kombineret med et glimrende lysshow og en fin lyd, der dog stadig ikke har fundet vokalens helt rigtige position. Dette er især tilfældet i de rene stykker, hvor det altså halter, medmindre man er superfan og kender det hele i forvejen. Guitarerne får derimod masser af rum at boltre sig på, og mand, lyder det godt eller hvad. Ja tak.

Fra et personligt perspektiv er det de nye sange der trækker stikket hjem, som f.eks. den Between The Buried And Me-esque ”The Frost”. Publikum virker dog til at være uenige, for det er imidlertid i ”Ghosts” at den første rigtige wall of death opstår. Energiniveauet stiger også eksponentielt herfra, forsangeren inklusiv, der midt i det hele finder ud af, at han da egentlig danser meget godt i de instrumentale stykker – og herfra er der god gas. Så selvom jeg klart er mere til de nye skæringer (de gamle er simpelthen for bøllede) er publikum altså ikke på min side. Det er også fint, for så kan jeg i halvdelen af tiden nyde musikken (halvdelen af sættet, 5 sange, er fra ”Phantom Anthem”), og i den anden halvdel ”indtage” energien i rummet. Det er godkendt, og min bedste oplevelse med August Burns Red, dog uden nogensinde at blive noget særligt.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – King Of Sorrow
2) – Empire
3) – The Frost
4) – Spirit Breaker
5) – Ghosts
6) – Invisible Enemy
7) – Dangerous
8) – Composure
9) – Float
10) – White Washed
Kilde: www.setlist.fm

Heaven Shall Burn:
Det er officielt: alle tre opvarmningsbands kan gå hjem nu, vi er nået til hovedattraktionen. En enkelt sang skal vi ind før lyden er fuld smadder og det hele kan høres klart og tydeligt – og så vokalen nu endelig den plads den rent faktisk fortjener. Lysshowet har nået sin sidste fase hvor der nu også er røg (og nærmest damp) med i spillet og lyskeglerne fornemt følger musikkens breaks, generelle stemning og sågar rytmeskift.

Og hvad sker der? Heaven Shall Burn bevæger sig reelt rundt på scenen OG snakker til salen? Det har været noget savnet og understreger for mig blot endnu engang, at disse tyskere bare har styr på at holde folk til ilden. Publikum har også, på trods af tre bands op til nu, heraf to med god gang i pitten, stadig enormt god energi – der er dog stille øjeblikke, primært i begyndelsen, og jeg når lige at tænke på, hvordan det ville være i en weekend. Men det når jeg knapt nok, for en meget positiv overraskelse i form af ”Land of the Upright Ones” sparker benene væk under de fleste tilhørende i salen, herunder mig selv: for satan, hvor er den en energibombe. Sådan, nu er vi for alvor i gang. Eller er det da ”Black Tears” bliver spillet? Eller den majestætiske ”Corium”? Nok deromkring, og selvom sidstnævnte ikke når helt op på albumniveau er det meget tæt på, og det er rigeligt.

”Combat” slår dog alle førnævnte, selv ”Land of...”, fy for den lede, der er gnister i luften her. At politikken bliver holdt til et minimum, selvom man f.eks. kunne have talt om baggrunden for netop ”Combat”, er rart, for musikken står så udmærket på egne ben. Dette er især tydeligt i både ”Voice of the Voiceless” og ”Hunters Will Be Hunted”, den sidste med dunkelt og blodrødt lys, der som de fleste nok er klar over er pro-vegan sange. Ellers så bare kig på titlerne.

Encore byder som vanligt på ”Endzeit” hvor folk i den halvlange intro allerede stiller sig klar til den nu, hvad, fjerde wall of death? Men at ”Valhalla” lukker og slukker er nu alligevel mere passende: Heaven Shall Burn har nu engang en historie med velskrevne covers, så hvorfor ikke slutte af med noget der går lidt udover det normale? Lad os være ærlige; der er ikke den store variation i repertoiret ellers. Men det behøves heller ikke altid, og slet ikke i aften. Sikke en fest vi har haft – og så på en mandag? Det var meget nemt at glemme. Var der skåret et par sange fra, og havde dette været i en weekend, så havde det været absolut perfekt. Indtil da må vi nøjes med det næstbedste. Dvs. tysk millimeter-præcision af bedste skuffe, og dertil endelig det headlinershow bandet har fortjent – lad os så næste gang give dem æren af en weekend, skal vi? 
5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Downshifter
2) – Bring The War Home
3) – The Weapon They Fear
4) – Land Of The Upright Ones
5) – Counterweight
6) – Black Tears (Edge Of Sanity cover)
7) – Corium
8) – The Final March
9) – Passage Of The Crane
10) – Profane Believers
11) – Combat
12) – Voice Of The Voiceless
13) – Hunters Will Be Hunted
Encore:
14) – Endzeit
15) – Valhalla (Blind Guardian cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Nothing More - Pumpehuset

Det var tilfældigt at jeg for 2½ år siden tog til (endnu en) af Halestorms mange shows i landet, kun for at gå derfra med oplevelsen af, at opvarmningen faktisk var en bedre oplevelse, i hvert fald for mig personligt. Dengang havde Nothing More ca. et år forinden udgivet deres selvbetitlede album, og deres historie virker umiddelbart ligesom deres landsfæller i Skillet, der måtte udgive hele seks albums, før de for alvor blev opdaget udenfor hjemlandet (det var dog ”kun” tre for Nothing Mores vedkommende). Nu er den nye skive ”The Stories We Tell Ourselves” så endelig på gaden, og da Nothing More aflyste deres optræden på Copenhell tidligere i år, netop fordi albummet ikke var færdigt, er det vist også på tide med et besøg. Forventningerne er høje, især fordi den nye skive er mindst ligeså god som det sidste.

Nothing More:
Ved sidste koncert var mine to store ankepunkter, at Nothing Mores optræden mest af alt virkede som en teaterforestilling, hvor alle havde faste pladser – det virkede altså så stramt tilrettelagt, at det efterfølgende føltes en anelse tomt; underholdende, men så ikke mere. Og så var der lyden, som ikke var den bedste. Denne gang er begge ”ting” mere eller mindre forsvundet: fra ”Christ Copyright” over i ”Let ’em Burn” og derefter ”Mr. MTV” – en triade af ”smæk for skillingen”, som man siger. Bandet virker markant mere frigjorte og levende end sidst: hvis forsangeren ikke er helt ude i vores ansigter, så er guitaristen – når de altså ikke gejler publikum op med alskens håndbevægelser og vilde fagter.

Der er sgu sket noget de sidste par år, for Pumpehusets lille sal er kogende – ikke fyldt op, men det kan ikke være så langt fra: og denne gang er publikum helt tydeligt kommet for Nothing More, hvor der lystigt synges/råbes med på teksterne, og jeg synes også jeg ser et par enkelte moshpits oppe foran i løbet af sættet. Det er tilfældet for både de gamle og nye sange, hvilket vidner om et dedikeret publikum. Det er ikke alle dage man kan have en oplevelse af, at man ”personligt” er en del af et bands gennembrud, men det virker lidt som tilfældet her.

Og så må jeg jo også lige skynde mig at sige: det er ikke fordi Nothing More er gået bort fra nøje at strikke et show sammen – det er i den grad stadig tilfældet. Det hjemmelavede bas-stativ, som jeg bl.a. beskrev med følgende ord sidst ”... bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den ... Guitaristen kommer kort efter ind ... og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.”
- hvortil bassisten (stadig) udfører dette mens han står på et mini-trommesæt; ja, det er selvfølgelig med igen, og afføder endnu engang jubel og nysgerrighed efter ”Don’t Stop”. Ligeledes afsluttes hele sættet også med, at forsangeren, guitaristen og bassisten udfører en fælles trommesolo på nogle (tromme)tommer, og så skal vi ikke glemme deres hjemmebyggede instrument/podie, der dog kun bruges én gang under Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – det kommer jeg til om lidt.

Der er dog også overraskelser i aften: f.eks. er lyden rent faktisk god og meget fyldig, med en afbalanceret volumen – men de mindre detaljer har det dog med at forsvinde, og af og til kan det lille rum næsten ikke følge med i Nothing Mores til tider bombastiske udtryk: det gør sig især gældende med de sange der har et stærkt backtrack (”Do You Really Want It”, ”This Is The Time (Ballast)”, ”Go To War”, etc.) – sidstnævnte fungerer dog ret holdbart i dens forlængede outro, der er repetitiv og insisterende, hvilket stemmer glimrende overens med det lyriske tema.

Halvvejs inde i sættet, hvor der op til nu har været fuld knald på og en vild energi fra scenen (ikke mindst fra forsangeren, der i vanlig stil er halvt afklædt fra begyndelsen), er det tid til en ballade i form af ”Just Say When” – egentlig et ganske passende tidspunkt... Det er i hvert fald den umiddelbare tanke, men når der så springes direkte over i den energiske ”Do You Really Want It?”, for så at hoppe fluks tilbage til to ballader mere... dét giver simpelthen ingen mening, uagtet sangenes enkeltstående kvaliteter, og de positive tilråb der følger. Dét kunne man godt have struktureret smartere – eller blot droppet en af de gamle ballader, især når den sidste del af sættet udelukkende er uptempo sange, præcist som første halvdel.

Og SÅ når vi til Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)”, og tidspunktet hvor det ellers visuelt imponerende podie-instrument tages i brug: desværre kun reelt for den ene sang. Det er ikke fordi sangen i sig selv er så malplaceret som man ellers kunne tro, det er bare at seancen ikke rigtigt bliver brugt til noget. Den kommer midt i det hele, er ikke koblet på nogen af bandets sange, og virker deraf som indbegrebet af en gimmick. Dét kunne man helt sikkert bruge mere fyldestgørende i showet, i stedet for nu som et afgrænset og, reelt set, ligegyldigt indslag.

Med det sagt lukker og slukker Nothing More på fornem vis ligesom sidste gang med ”Salem (Burn The Witch)”, samt kombineret trommesolo fra alle fire musikere. Der er sgu ikke helt galt, så til sidst er der kun at sige: stærkt gået, Nothing More, og kom snart tilbage igen!

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Let ’em Burn
3) – Mr. MTV
4) – Don’t Stop
5) – Ripping Me Apart
6) – Go To War
7) – Just Say When
8) – Do You Really Want It?
9) – I’ll Be OK
10) – Here’s To The Heartache
11) – Jenny
12) – This Is The Time (Ballast)
13) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
14) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Underoath, MewithoutYou - Pumpehuset

Underoath, det er nogle år siden sidst. En opløsning og gendannelse senere, hvor det sidste fejres med en tour, der ser bandet spille de to mest populære albums; ”They’re Only Chasing Safety” og ”Define The Great Line” back-to-back: alle sangene i den originale rækkefølge, uden svinkeærinder. Så ved man i hvert fald hvad man er gået med til – men fungerer det så, her over 10 år siden begge værker blev udgivet? Lad os se det an!



mewithoutyou:
“En drømmerejse, med jævnlige vækkelser, hvor livets ubehagelige og triste virkelighed banker på” – sådan kan koncerten nogenlunde opsummeres. I 40 minutter bliver vi guidet igennem af en excentrisk forsanger, der ligner han hører til i en kirke som en tro følger af Jesus Krist. Det er en sjov dynamik, for de andre medlemmer er mest som bilmotoren, men sangeren er føreren – hvilken vej skal vi, spørger de, og han peger.

Det er et lidt spøjst valg ift. Underoath, men ikke på en dårlig måde. Og publikum kan lide det, i hvert fald de forreste rækker er helt tydeligt med. Hvis ikke tryllebundne, så som minimum respektfulde nok til ikke at kævle løs. Det er rart. Lyden er også god, men med visse udsving: bl.a. er forsangerens vokal tilbøjelig til at ryge ud af lydbilledet. Overordnet er hans fremtoning kaotisk, og indebrændt – men ærlig. Jeg er efterladt med et ganske positivt indtryk. 
4/6 stjerner.



Underoath:
Hvor skal man starte? Måske ved begyndelsen. I aftes køres der fuld smæk på de to største albums, kronologisk og slavisk – ingen pauser, den eneste snak er under sangene eller i de allerede eksisterende introer. Det er et glædeligt gensyn, uden tvivl: den forreste del af gulvet er under “They’re Only Chasing Safety” i bevægelse størstedelen af tiden – eller som minimum er flere hænder i vejret, der synges med og hujes: der er endda nogle omkvæd som overlades udelukkende til publikum, og bolden gribes uden tøven.

Lysshowet er hjemmelavet, men til gengæld halter lyden – i aften, af alle aftener, kan dét dog ignoreres til en vis grad, siden mange ser ud til at kunne sangenes struktur og lyrik på rygraden. Derfor er det naturligvis stadig ærgerligt. Underoath selv lægger virkelig, virkelig energisk fra land – jeg kunne nøjes med keyboardspilleren, der laver så ufatteligt lidt på selve instrumentet, men til gengæld aldrig står stille, selv når han skal tørre sveden væk med et håndklæde. Han næsten danser selv da det projekt står på. Eller trommeslageren, der synger kanongodt, mens han basker løs på tønderne. Men, alas, energien falder mærkbart som tiden skrider – til at forvente, jovist, men det smitter desværre af på publikum. Grundniveauet er dog højt, så det er aldrig stillestående.

Det første album føles godt at trave igennem, måske fordi det ikke er længere end tre kvarter… men det er alligevel mærkværdigt at en god del af de forreste rækker hastigt forsvinder så snart den sidste tone har lydt – vi andre er klar til runde to. Et lærred bag bandet springer til live, dunkel musik bliver sat på (lyset tændes ikke). Sjovt det ikke var en ting i første halvdel, men skidt nu med det, fans af bandet kan svært forlange mere. ”Define The Great Line” er tungt, hårdere, måske endda mere spændende komponeret – men både jeg, og resten af publikum, er mærkbart mere til det første. Måske er folk bare blevet trætte. Underoath hiver den dog sikkert hjem igennem en arbejdssejr, og lidt nostalgisk må jeg indrømme det var. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Young And Aspiring
2) – A Boy Brushed Red Living In Black And White
3) – The Impact Of Reason
4) – Reinventing Your Exit
5) – The Blue Note (via bånd – ikke live)
6) – It's Dangerous Business Walking Out Your Front Door
7) – Down, Set, Go
8) – I Don't Feel Very Receptive Today
9) – I'm Content With Losing
10) – Some Will Seek Forgiveness, Others Escape
11) – In Regards to Myself
12) – A Moment Suspended in Time
13) – There Could Be Nothing After This
14) – You're Ever So Inviting
15) – Sálmarnir (via bånd – ikke live)
16) – Returning Empty Handed
17) – Casting Such a Thin Shadow
18) – Moving for the Sake of Motion
19) – Writing on the Walls
20) – Everyone Looks So Good From Here
21) – To Whom It May Concern
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Underoath_1
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_2
  • Forfatter: Jill
  • Underoath_3
  • Forfatter: Jill

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slam It! 1-dags event i Pumpehuset

SLAM IT! er navnet på et samarbejde mellem Prime Collective og Live Nation der har skabt et 1-dags event med fokus på den moderne rock og metal. Den første SLAM-IT! finder sted i Pumpehuset d. 2 juni. Inspirationerne er hentet fra amerikanske og britiske festivaler, og kommer ovenpå en periode med voksende interesse for den “nye garde” inden for rock og metal. En bølge som især Prime Collective har startet her i landet.

“Vi har længe haft ideen i støbeskeen og lover en fest med barbeque party, pool, skate-show, øl bowling, Beerpong, og tattoo tombola på en forhåbentlig lækker sommerdag. Vi er pisse stolte og spændte på projektet, som vi håber kan være en væsentlig spiller på den danske rock og metal scene i fremtiden.” udtaler projektleder og ejer af Prime Collective Mirza Radonjica.

SLAM-IT! byder på et program der i den grad udfordrer rock og metal konventionerne. Programmet på den første udgave af SLAM-IT! er følgende:

ISSUES (US)
CROWN THE EMPIRE (US)
STATE CHAMPS
APHYXION
SIAMESE
CABAL
NATJAGER
NORTHERN BLUES
HEARTEATER

 

Billetsalget starter fredag d. 3 og billetter kan købes lige her.

 

Læs mere...

Killing Joke - Pumpehuset

Post-Punk er nu ikke en genre som jeg er særlig vild med. Jeg synes til tider at det kan være lidt for halv kikset musik. Men alligevel er der nogle få bands, som jeg elsker indenfor genren såsom Joy Division og New Order. Killing Joke er ofte blevet smidt i den kategori, men alligevel har der været elementer af Industrial og Metal i deres senere udgivelser. Killing Joke er mit favorit band indenfor genren, og eftersom de ikke har spillet i Danmark siden 2011 og jeg er blevet kæmpe fan af deres musik, så kunne jeg simpelthen ikke misse deres koncert på Pumpehuset.

 

Death Valley High
Det første band på scenen i aften var amerikanske Death Valley High. Når man tænker genremæssigt, så er de nok flere tusinde kilometer væk fra Killing Joke. Jeg vil nok beskrive deres musik som en lidt mildere form for Marilyn Manson. Det behøver jo ikke at være en dårlig ting, da jeg selv er ret stor Manson fan. Bandet gik på scenen til en lidt halvfyldt sal, og der var et par mennesker oppe foran. Bandet begyndte at spille, og det hele fungerede ganske fint og publikum begyndte at komme tætte på scenen. Lyden var også god, og energien på scenen var også til stede. Alligevel synes jeg at deres musik virkede en anelse ensformig, og det virkede lidt som om at deres musikere vidste hvad de lavede, men havde et utroligt usikkert blik i øjnene og det hele virkede lidt halvhjertet efter noget tid. Jeg prøvede inderligt også at kunne lide musikken, men det blev sgu desværre en langt fra mindeværdig koncert for mit vedkommende.
Karakter: 2 ud af 6

 

Killing Joke
Metallica, Soundgarden, Nine Inch Nails. Disse grupper har alle sammen nævnt Killing Joke som en af grundende til at de eksisterer. Killing Joke nåede aldrig at få den kæmpe store succes som de nok fortjente, men alligevel har de det vel også fint med at være kendt som et kultband. Jeg havde lidt skepsis af hvad jeg kunne forvente da jeg læste om deres seneste optræden på Roadburn, hvor Jaz Coleman slet ikke kunne synge, hvor guitarist Geordie Walker brændte fuldstændig af på lydtårnet, og deres roadie var ved at komme op at slås med en fra publikum. Man blev selvfølgelig en lille smule bange når man så at deres roadie stod helt forrest imellem publikum (spoiler alert der skete ingenting). Men da bandet entrerede scenen forsvandt alle de bange anelser jeg havde før koncerten. På scenen foran mig stod ikke bare det band som har inspireret mig og mit eget band rigtig meget, men også et utrolig veloplagt band som virkede utrolig glade for at være i København, og hvor Coleman og Walker virkede hverken sure eller opslidte. Numre som Eighties, War Dance og The Hum satte gang i publikum og salen var nu næsten godt fyldt op. Walker virkede til at være i et meget godt humør, og Jaz Coleman virkede intens og skræmmende som altid. Der var ikke så meget snak imellem numrene, men vi kunne ikke slippe for at høre på Colemans had til kristendommen og hvordan Edward Snowden var fantastisk, og til sidst men ikke mindst at Hillary Clinton var en kælling og nummeret I Am The Virus blev dedikeret til hende. Det, som egentlig var ret sjovt var, at se alle de forskellige mennesker som var kommet til koncerten. Der var både Punkere, Hipstere, Metallere og de helt gamle rødder, som har fulgt bandet siden 1978. Der var heller ikke så meget bevægelse fra medlemmerne. Walker og bassist Martin Glover havde deres egen safezone på scenen og forlod det lige engang imellem for at synge backup vokal på nogle af numrene. Coleman marcherede på scenen lidt halvmajestætisk imens han havde det blik i øjnene, som om at han ville dræbe os alle sammen indenfor de næste ti minutter. Man vidste selvfølgelig at det ikke ville ske, men hold nu op hvor virkede det overbevisende og ægte. Det ændrede sig selvfølgelig når publikum lavede en masse larm og hans smil var fra øre til øre. Det nummer som mange nok havde ventet på, var klassikeren The Wait som Metallica lavede et cover af på Garage Inc. pladen. Det er selvfølgelig et meget godt cover, men da man hører den originale besætning spille sangen så er var der kun en ting, som jeg tænkte under hele nummeret, og det var: F*ck Metallicas version. Den er ingenting i forhold til den her". Og jeg elsker Metallica, men da Killing Joke spillede den og viste os hvordan skabet skulle stå blev Metallicas version gjort til skamme. Pssyche var nummeret som var det sidste indtil de vendte tilbage og spillede to ekstranumre. SO.36 var det første, og så kom nummeret Pandemonium, som er fra deres comeback plade med samme navn. Det sidst nævnte nummer fik mig til at smide armene i vejret og synge med på det utrolig catchy omkvæd. I forhold til at det er første gang jeg hørte nummeret så var det uden tvivl mit højdepunkt. Bandet takkede af for i aften og forlod scenen.

Jeg vidste da jeg forlod spillestedet og havde tændt en cigaret, at jeg havde vidnet noget udover det sædvanlige. Fire mænd i slut halvtredserne give den endnu mere gas og spille mere intenst end bands i tyverne var noget af et syn. Jeg tror det eneste kriterie jeg kan komme i tanke om er, at jeg synes at tiden fløj afsted alt for hurtigt. Det kan selvfølgelig også have noget med at gøre, at jeg hyggede mig så meget, at det virkede som om at det var overstået meget hurtigt. Det er selvfølgelig ikke noget som trækker ned i karakter, men for mit vedkommende var de mere end velkomne til at spille i to timer i stedet for halvanden, men forhåbentligt bliver det sådan næste gang.
Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Billy Talent, Young Guns - Pumpehuset

Jeg har kun hørt godt om Billy Talents liveshows, og bandet har jeg kendt til i lang tid, men kun perifert. Det var derfor først en uges tid inden showet jeg satte mig for at få det gennemlyttet, og sikke en energi – og det var bare fra studieindspilningerne. Så skidt med at det var en onsdag; jeg tog til Pumpehuset for at få en fest, og det fik jeg.

Young Guns:
På papiret lyder Young Guns som et glimrende supportband for Billy Talent; hardrock/alternativ rock, i nyere tider mere over i den grandiose arenarock. Det skulle så vise sig, som en bekendt så rammende pointerede, at de er ”ligegyldig, easy listening arenarock – hvad er der ikke at elske ved det?”. Han fik ret i den første del.

Godt nok entrerer de scenen med stil, Pumpehusets store sal er godt og vel halvt fyldt op, og både band og publikum virker i begyndelsen til at finde hinanden; Young Guns lader ikke publikum hænge i mere end et par minutter, før et nyt ”klap jeres hænder!” eller ”hop!” kommanderes – og publikum, i hvert fald de fleste foran, leger med. Bandet bevæger sig fint rundt på scenen, får øjenkontakt til enkelte i forsamlingen, og det tegner egentlig godt, da lyden også er glimrende. 
Alligevel går der ikke længe før publikum for det meste er ligeglad med hvad der foregår på scenen, og bandet mister heraf noget af selvtilliden de ellers lagde ud med. Derudover er det bare slet og ret dovent at lade baggrundskor være backtrack, i stedet for selv at synge dem.

Hvorfor så det? Jeg vil pege på sangene, som simpelthen er for uinteressante; det hele forløber som det skal, og musikken glider ned uden besvær. Det er som en tur på McDonalds, hurtigt fordøjet, hurtigt glemt. Derfor kan en optræden jo sagtens være rigtig god, men det er altså ikke tilfældet denne gang. Der startes stærkt, men pusten tabes hurtigt, og bliver aldrig genfundet – heller ikke da hittet ”Bones” signalerer afslutningen. 3/6 stjerner.

Billy Talent:
Efter den knap så imponerende opvarmning, er det godt vi har Billy Talent til at redde aftenen. Her er den grundlæggende forskel, at der lægges godt fra land – og at dette sådan set fortsætter helt til og med slutningen. Sikke en fest! Klædt i deres kendetegnende røde skjorter, skal der kun få toner fra ”Devil In A Midnight Mass” til at godt 1/3 af publikum har kridtet danseskoene ustyrligt. I mellemtiden er forsamlingen vokset, og næsten hele salen er fyldt. Vi får et par nye sange, og så tilbage til noget ældre, så til noget nyt, og således er menuen sammensat, men kendetegnende er at der er ”gang i den” hele vejen igennem.

Billy Talent har en karismatisk forsanger, men hele bandet gør sådan set sit til at holde festen kørende. Dette tages imod med kyshånd fra publikums side. Og nej, det er ikke fordi det skiller sig markant ud fra hvad man kunne høre derhjemme; faktisk er alle detaljer leveret præcist som på pladen (undtagen en udtalelsesnuancering af ordet ”leaves”, der går igen på omkvædet i ”Fallen Leaves”), og når vi er nede i de slags detaljer, så er det mere eller mindre ligegyldigt. Det gør bare ingenting, for om det så er nyt eller gammelt, så flyver tiden afsted. Der bruges næsten ingen tid på snak, men det er vi heller ikke kommet for.

Og egentlig er der ikke meget mere at sige om det hele. Musikken er energisk punk/rock, og enormt ensformigt, men på den måde som ikke generer, fordi der altid er en energi at holde fast i – altid endnu en dans på gulvet med de andre svedende fans man kan være med til. Billy Talent behøver ikke engang selv at udøve nogen billige tricks for at få folk med; det sker helt af sig selv. Og det ER sgu rimelig sejt, at vi under den sidste sang ser Slipknot-manøvren sat i værks UDEN bandet selv har bedt om det.

Nej, man kan ikke beklage sig. Men dette er ikke stor kunst, og havde jeg ikke enten fået lidt indenbords, eller danset oppe foran (gæt selv hvilken), så havde det nok heller ikke været det store. Men udfra forventningerne, så var det ligesom det skulle være. Hvis du kan lide musikken og vil have en fornøjelig aften, så kan jeg kun anbefale Billy Talent. Jeg er der næste gang. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Devil In A Midnight Mass
2) – This Suffering
3) – Big Red Gun
4) – Surprise Surprise
5) – Ghost Ship Of Cannibal Rats
6) – Rusted From The Rain
7) – The Crutch
8) – Pins And Needles
9) – Surrender
10) – River Below
11) – Saint Veronica
12) – Afraid Of Heights
13) – Louder Than The DJ
14) – Devil On My Shoulder
15) – Red Flag
Encore:
16) – Try Honesty
17) – Fallen Leaves
18) – Viking Death March
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed