fbpx

Amenra + support - Stengade

Det har været noget af et koncertår indtil videre, men nu var det blevet tid til en koncert jeg havde ventet længe på. Fem år hvis man skal være helt præcis. Jeg var en af de heldige 50-70 mennesker på Copenhell i 2014, som fik lov til at vidne belgiske Post-Metal giganterne i Amenra, og siden da har jeg ventet spændt på at de skulle komme tilbage. Jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde glædet mig siden koncerten, var totalt udsolgt så lad os se hvordan aftenen udfoldede sig.

 

YLVA

Første band på scenen i aften var australske YLVA, og taget i betragtning, af det var første band så var der alligevel en god menneskemængde mødt op. Punket Sludge af den mest nihilistiske skuffe. Der er lidt knas med lyden men det bliver heldigvis ordnet indenfor kort tid, men under koncerten er der stadig en lille smule lydproblemer, da man en gang imellem kunne høre bassen mere end guitaren. Bandet tonser igennem sangene, og det føles som om man er fanget i en sump og langsomt drukner. På den gode måde selvfølgelig. To industri lamper på scenen og nogle Visuals kørende i baggrunden men man kunne ikke helt se hvad der forgik på lærredet. Desværre noget af én skam. Bandet gav den max gas og efter fyrre minutter kunne vibrationerne stadig mærkes i kroppen. På trods af lydproblemer og nogle ulemper i den visuelle afdeling, så var det en ganske fin start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

E-L-R

Efter en kort pause, var det blevet tid til noget helt andet. Tjekkiske E-L-R entrede scenen og publikumsmængden var steget og salen var godt fyldt op. YLVAs førnævnte nihilisme blev denne gang udskiftet med noget mere drømmende, og atmosfærisk. Det er lidt svært at sætte bandet i en bås, men de lægger sig nok op af noget Shoegaze/Post-Rock med flirtende elementer af Black Metal. Bandet havde også lagt en masse døde blomster på deres forstærkere, så det var også meget fint. Der var placerede to mikrofoner på scenen, men det var ikke meget de blev brugt, mere for at skabe en drømmende effekt engang imellem. Bandet spillede som sådan fint nok, men det blev måske også lidt for meget af det gode til sidst, også det at folk bagved blev ved med at snakke, så det var lidt svært at holde fokus til tider. E-L-R leverede en middelmådig koncert for mit vedkommende, men det var heller ikke mere end det.

Karakter 3 ud af 6

 

Amenra

Nu var ventetiden ovre, og med de metalliske lyde af introen til Boden var vi endelig i gang. Som i sand Amenra stil var alle lysene slukket, og deres visuals kørte i baggrunden. Og ud af det blå sparkede sangen i gang og allerede var første node var lyden totalt i skabet, og hele Stengade begyndte at svinge garnet i takt med hinanden, og under i de stille stykker blev alle omkring snakkende mennesker tysset på. Efter den monolitiske åbning gik vi direkte over i Plus près de toi (Closer to You) der igen sendte publikum ned i en sonisk lydinferno af fortvivlelse og elendighed, og mesterværket Razoreater kom lige bagefter, og der må jeg indrømme jeg var tæt på at fælde en tåre. Amenra har valgt som tema at kalde deres albums for MASS I-VI og i aften bliver det meget tydeligt hvorfor, fordi at se Amenra er ligesom at deltage i en gudstjeneste. En gudstjeneste der består af superdyster Post-Metal. Under den førnævnte sang fik vi lov til at se forsanger Colin H. van Eeckhout’s ansigt at se, da han altid står med ryggen til publikum, og heller ikke noget ord blev sagt til publikum. De gjorde det helt rigtige og lod musikken tale for sig selv. Der var nogle en gang imellem der ikke helt kunne finde ud af, af tie stille under sangene, og endda var der en fuld mand som truede en fra publikum, men sjovt nok blev det tysset på og det ødelagde heldigvis ikke oplevelsen for mit vedkommende. Diaken var det sidste nummer for i aften, og halvanden time var fløjet afsted. Jeg var fysisk og psykisk udkørt efter showet, og det kan ikke understreges hvor en intenst et band Amenra er live. På plade en ting maaen live er er man skal se dem. Et af årets højdepunkter uden tvivl.

Karakter 6 ud af 6

 

Læs mere...

Latitudes - Part Island

Det overrasker ind imellem mine venner og bekendte, at jeg også lytter til stille musik – og hvis man lister mine yndlingsalbums, er der langt flere med ekstrem Metal end med stille toner. Men ind imellem er det godt at blive mindet om, at musik ikke behøver at køre med +200 BPM for at være stærk. Og netop sådan en påmindelse finder man på ”Part Island”, som er det fjerde album fra engelske Latitudes.

De første to numre starter helt stille, kun med akustisk guitar og Adam Symonds’ vokal - Helt nøgent og uden kosmetiske effekter. Det er et meget intenst og udtryksfuldt fundament, hvorfra musikken vokser i omfang i takt med, at flere elementer kommer til. Det bliver aldrig vildt eller voldsomt, i stedet nøjes Latitudes med at antyde med markeringer af Metal.

Mønsteret brydes i de tre næste numre, hvor guitarerne sætter ind tidligere, og giver et mere Indieagtigt udtryk, som flere steder minder mig om Radiohead. Samtidig flettes elementer fra de to første numre ind, så stilskiftet ikke bliver så voldsomt igen.
I det afsluttende titelnummer vender englænderne tilbage til den oprindelige stil, så man på den måde slutter ringen og understreger styrken i at bruge stille musik som afsæt for lidt mere voldsomme sager. Samlet set en meget flot opvisning i sikker håndtering af forskellige udtryk.

Tracklist:
1. Underlie
2. Moorland is the Sea
3. Dovestone
4. Fallowness
5. The Great Past
6. Part Island
Samlet spilletid: 43:36

Læs mere...

Leprous, Agent Fresco, Astrosaur - Atlas

Det var nu blevet tid til en aften hvor jeg måske følte mig en lille smule ude af mit sædvanlige element. Post-Rock/ Avant-garde osv er nu ikke lige noget jeg sætter på normalt. Jeg var til A Colossal Weekend tidligere på året, hvor mere eller mindre hele programmet er dedikeret til den atmosfæriske Rock/Metal genre, så en lille smule bekendtskab har jeg til genren. Leprous er nu ikke et band jeg har stiftet så meget bekendtskab med. Jeg ved at de er fra Norge, og det er utrolig teknisk, men mere ved jeg ikke. Denne kolde november torsdag havde forhåbentligt masser af gode overraskelser, så lad os komme i gang.

 

Astrosaur

Første band på scenen i aften var Norske Astrosaur. Det her bliver en gennemgående sætning i løbet af anmeldelserne, så vær forberedt. Jeg har absolut ingen bekendtskab til det her band, men mon ikke at det bliver super fedt? Det endte faktisk med at blive en positiv oplevelse. En trio der spiller instrumentalt Post-Metal med et lydbillede så dystert, at det minder om en person der drukner i havet uden nogen form for hjælp. Det gode ved Astrosaur er, at de formår at blende elementer af progressiv metal og en lille sjat af Black Metal i deres musik. Der blev faktisk slet ikke nævnt et ord under koncerten, og det var også rigtig godt, fordi det gav også plads til en lidt mystisk stemning i løbet af showet, og jeg tror faktisk at jeg først så band medlemmernes ansigter under det sidste nummer af koncerten, så super nice tilføjelse. Astrosaur leverede en god opvarmning, og det er i hvert fald noget jeg gerne vil holde øje med i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Agent Fresco

For at vende tilbage til A Colossal Weekend, så spillede det næste band faktisk på årets festival, men der var tømmermændene lidt for store til at jeg kunne se det fede i deres musik, men efter det har jeg har lyttet til deres seneste udspil Desterier, og det har virkelig efterladt et stort indtryk så forventningerne var tårnhøje, og spoiler alert: forventningerne blev totalt indfriet. Bandet spillede så godt sammen, og jeg lyver ikke, at det næsten var som at høre pladen selv, og det siger jo også bare noget om hvor god lyden var inde i salen. Agent Fresco skiller sig ud for to forskellige grunde i aften: 1. Deres lyd er ikke ligeså metalisk såsom Astrosaur og Leprous, og 2. det er det eneste band på denne tour som ikke er fra Norge. Forsanger Arnór Dan Arnarson gjorde også et super godt arbejde at snakke med publikum, og hans sangevner var næsten et show i sig selv, og nu hvor vi snakker om de forskellige medlemmer, så var trommeslager Hrafnkell Örn Guðjónsson også bare i sit es i aften og nu efterfølgende kan man se hvorfor Dave Grohl i sommers sagde at han var " The best drummer in the fucking world" - kunne ikke være mere enig, Dave. Specielle højdepunkter for mig var Dark Water, Wait For Me og Howls som bare sad fuldstændig i skabet, og vi fik endda også luftet et helt nyt nummer, hvilket også sad i skabet. Agent Fresco. Wow siger jeg bare. Hvis det var muligt at give denne koncert syv ud af seks så var det gjort.

Karakter 6 ud af 6

 

Leprous

Efter den suveræne magtdemonstration fra Agent Fresco var det blevet tid til aftenens hovednavn. Leprous er ikke lige det som bliver spillet aller mest på mit anlæg, men interesseret det var jeg i hvert fald. De første 10 minutter af koncerten synes jeg virkede lidt halv kedeligt til at starte med. Det var lidt som om at bandet bare kørte den på rutinen. De virkede lidt til at de havde lidt travlt med at komme igennem sætlisen. Efter noget tid dog, så blev det godt igen, og koncerten blev langsomt men sikkert super fed, jo længere ind vi kom i løbet af aftenen. Jeg gik lidt længere op mod scenen for at få en bedre oplevelse, og efter noget tid hvor jeg bare lukkede øjnene og lyttede til musikken og det gjorde oplevelsen bedre, men der var alligevel nogle tidspunkter hvor det føltes en anelse langtrukkent, specielt mod slutningen synes jeg at det blev en smule meh, men igen når jeg ikke har sat mig ordentlig ind i deres musik før jeg tog ind og så dem, så er det måske også derfor at jeg kedet mig engang imellem. All in all så synes jeg at Leprous leverede en ganske fin koncert, men det satte en dæmper på at det føltes en anelse rutinepræget og en lidt langsom start, men mon ikke at jeg får en federe oplevelse i fremtiden.

Karakter 3½ ud af 6

Læs mere...

Tombs - The Grand Annihilation

Siden jeg sidst stødte på Tombs fra Brooklyn, har bandet ikke blot udsendt et nyt album, hovedmanden Mike Hill har også udskiftet hele besætningen. Om det så har givet bandet en anledning til at lave bedre musik (jeg var ikke ligefrem imponeret af deres tidlige materiale), giver bandets fjerde album et svar på.

Svaret er både ja og nej, men lad os starte med det positive. Det kommer i begyndelsen af albummet, for de første numre holdes i en stil, som er en stærk blanding af Black- og Death Metal. I ”Black Sun Horizon”, ”Cold” og ”Old Wounds” blandes lækre guitarmelodier med en hård kerne af Metal i fin balance med den brølende vokal. Stilen holdes mere eller mindre konsekvent på skivens første halvdel, og stikker siden kun næsen frem en enkelt gang. Årsagen hertil er, at de resterende numre passer ind i Tombs’ gamle stil; en stil, som fremkalder det førnævnte nej.

Stilen er en dyster omgang Post Metal, som ikke indeholder mange melodiske ingredienser, men i stedet hele tiden er lidt skæv. Vokalen skifter til en udgave, som minder om Nick Cave – mørk og næsten depressiv. Den ledsagende musik er lige så nedtrykt, men alligevel hård – lidt som Sort Sol på steroider.

De positive numre på albummet er virkelig et stort skridt fremad for Tombs, og hvis de havde fastholdt stilen, var der røget flere stjerner i puljen. Men Hill fastholder sine gamle sider, og så går helheden desværre ikke hjem hos undertegnede.

Tracklist:
1. Black Sun Horizon
2. Cold
3. Old Wounds
4. November Wolves
5. Underneath
6. Way of the Storm
7. Shadows at the End of the World
8. Walk with Me in Nightmares
9. Saturnalian
10. Temple of Mars
Samlet spilletid: 48:37

Læs mere...

LLNN, Kollapse, Hiraki, Puke Wolf - Radar

Radar har i mine øjne etableret sig som et af de spillesteder i Århus som virkelig tager undergrunden til sig, både danske og udenlandske bands. I aften var ingen undtagelse, da vi stod i Post-Metal/Noise/Hardcore'ens tegn med bands som LLNN, Kollapse, Hiraki og Puke Wolf, selvom jeg forventede det normale smadder, så var det lidt af en afveksling, da jeg både fik hørt et velkendt band og alligevel en finale som gik over alle forventninger, men det hører vi om senere.

 

Puke Wolf

Suverænt navn til aftenens første band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Det lokale stod for at åbne braget i aften, og de virkede en anelse introverte på scenen og utroligt nervøse. Taget i betragtning at deres musik ikke var introvert, faktisk det stik modsatte at de faktisk spillede ret fed Hardcore, men det virkede til at de lod de deres nervøsitet tage over. Musikalsk fejlede det ingenting, da deres melodiske form for Hardcore Punk faktisk var fedt og lyden inde i salen var også ganske fed. Salen var ikke fyldt til renden, men alligevel var det en god håndfuld mennesker mødt op for at støtte op omkring bandet. Puke Wolf leverede en fin koncert, men alligevel var deres optræden bare lidt halv akavet og mærkelig, men rent musikalsk var der en del gode øjeblikke.

Karakter: 3 ud af 6

 

Hiraki

Efter en pause var det blevet tid til lokale Noise rockere i Hiraki til at sprænge trommehinderne hos aftenens publikum. Jeg har set Hiraki to gange før, men alligevel har de ikke lige sagt mig særligt meget, men alligevel gik jeg ind i salen med et åbent sind. De første par numre var ret smadrede og larmende er en meget god beskrivelse, lyden var god og det var lidt flere mennesker, som var rykket op mod scenen. Lyden fortsatte sin gode streak og det hele kørte bare. Udover at der selvfølgelig var nogle gode øjeblikke i musikken, så fangede det mig bare aldrig helt. Jeg følte ikke at jeg "forstod" deres musik, det var lidt som om at det var Godflesh blandet sammen med Converge til en hvis grad. Det hele blev lidt kedeligt for mig og lidt ensformigt og langtrukkent i løbet af showet. Hiraki er nok bare ikke noget for mig.

Karakter: 2 ud af 6

 

Kollapse

Jeg havde længe set frem til at endelig få lov til at se Kollapse fra Aalborg. Deres seneste udspil Angst er et album, som jeg har hørt meget igennem sommeren, og det er blevet federe for hver gang jeg har sat den på. Det slog mig dog alligevel at bandet annoncerede 2 dage før koncerten, at det ville være deres sidste koncert nogensinde, så det har var allerede noget jeg ikke kunne misse. Bandet gik på scenen, og det var tungt som ind i helvede og nu var standarden sat højt. Man røg næsten ind i trance så snart bandet gik i gang med at spille, og de er gået fra at blive meget mere Post-Metal ala Cult Of Luna og Neurosis end bare kliché Hardcore Punk. Jeg blev fuldstændig opslugt af stemningen, og det var så fedt at det næsten var overstået alt for hurtigt. Kollapse afsluttede deres tid som band på den fedeste måde, men alligevel er det sgu lidt ærgerligt at dette var eneste gang jeg kommer til at se dem. Tak for musikken, drenge!

Karakter: 5 ud af 6

 

LLNN

Nu var vi endelig nået til aftenens hovednavn. LLNN har ikke formået at skuffe mig endnu de gange jeg har set dem live, og hver gang har det været vildere end gangen før, men denne her gang var nok den bedste. Rapture sætter ballet i gang og som altid er det så pisse højt. Forsanger/guitarist Christian Bonnesen skriger sin hals til blods imens de andre medlemmer lægger lag på lag med endnu mere aggression og had mod verden. Numre som Monolith og The Guardian var også bare i verdensklasse i aften. Jeg følte der var måske lidt knas med lyden til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på meget hurtigt. Hvis der nogensinde vil blive lavet en compilation cd med det bedste soundtrack til vores post-apokalyptiske verden, så er LLNN det eneste som skal fylde den CD. Så dystert og ondskabsfuldt at det er nok til voldtage dine trommehinder og brække alle knogler i kroppen. Vi fik serveret et nyt nummer helt til sidst som var ni minutter langt, og det lød fantastisk, så jeg ser frem til det nye LLNN kommer ud. Efter så takkede bandet af forlod bassist Ramus Furbo og Synthman Kjetil Sejersen scenen. Efter de var gået af råbte en fra publikum at de skulle spille noget The Psyke Project og lige pludselig blev Martin Nielskov tidligere sanger i Èglise, Czar og The Psyke Project trukket op på scenen, og før man havde set den kommer begyndte bandet at spille In The Mist, som blev skrevet af The Psyke Project i sin tid, og publikum gik helt amok. Jeg fik en high five af Nielskov imens han skreg, hvor han efterfølgende hev mig op på scenen, og jeg fik smækket mit knæ ind i monitoren, så efter noget headbanging og skrål, så var at stagedive det eneste logiske at gøre. Efter nummeret var slut lå der flasker, ølpletter, en monitor var også ødelagt, så det var ligesom i de gamle Psyke Project dage. Selvom jeg stadig mærker i dag, at mit knæ gør nas, så var det en fænomenal afslutning og jeg fik lov til at vidne tre ud af fem af de tidligere medlemmer af TPP spille In The Mist. Rimelig fed afslutning. LLNN, i kan ikke gøre noget forkert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

A Colossal Weekend - Fredag

En hel weekend dedikeret til Post-Rock/Post-Metal/Experimenta lyder nu ganske spændende i mine ører. Det var meningen at jeg skulle afsted sidste år, hvor festivalen bød på navne som Cult Of Luna, Russian Circles og This Will Destroy You. Fandeme et godt line-up for første år som festival. A Colossal Weekend finder sted på Vega i København, hvor scenerne var rundt omkring i bygningen, så gode benmuskler kan anbefales hvis du læser dette og overvejer at tage af sted næste år. I forhold til line-uppet, så synes jeg at de har oppet sig kolossalt (høhø kolossalt). Navne som Deafheaven, Sumac, Oxbow,Redwood Hill, Agent Fresco og Emma Ruth Rundle, så der var ikke nogen tvivl om at jeg skulle afsted i år. Lad os se hvordan første dag udviklede sig.

 

Toundra 18.30 - Lounge

Åbningsbandet for festivalen var Toundra fra Spanien. Jeg har ikke lige fået hørt bandets musik, men mange af gæsterne på begivenheden på Facebook var meget oppe at køre over dem. Bandet gik på scenen og begyndte som småt at spille. Storslået Post-Rock med nogle metalliske elementer er vel det, der kan beskrive musikken bedst, men alligevel er det også noget jeg hellere vil anbefale at man hører live. Menneskemængden var ikke så stor under koncerten, men alligevel kom der flere og flere mennesker til under koncerten. Jeg lukkede mine øjne og blev stille og roligt opslugt af lyduniverset. Taget i betragtning at Loungen ikke er en scene, så fungerer den rigtig godt, selvom bassen engang i mellem rumlede hele lokalet. Toundra leverede en ganske fin koncert på årets festival.

Karakter 3½ ud af 6

 

Mutiny On The Bounty 19.20- Lille Vega

Nu gik vi nedenunder for at se Mutiny On The Bounty fra Luxembourg. Det her var en anelse mere teknisk og smadret end bandet før. jeg havde placeret mig helt bagerst i midten, hvilket viste sig så at være en fejl, da det var ALT for lavt for mit vedkommende. Efter par numre kom der endelig styr på situationen og bandet tonsede derud af. Her skete der i hvert fald mere på scenen end der gjorde hos Toundra, som spillede før. bandmedlemmer fløj rundt på scenen og guitarer blev svunget rundt i vejret, og en trommeslager hvis chinabækken var næsten en halvmeter længere oppe end trommesættet var. Mærkeligt setup, men det fungerede fint for ham. Jeg synes måske engang imellem, at det virkede lidt off, men disse øjeblikke var der heldigvis ikke særlig mange af. Mutiny On The Bounty åbnede Lille Vega på ganske fin vis, og det er ikke udelukket at jeg måske vil tjekke dem ud igen i fremtiden.

Karakter 4 ud af 6

 

Redwood Hill 20.10- Lounge

Fra udadvendt Math-Rock til introvert Post-Black Metal. Genreskiftet kunne ikke have været større, end da de lokale helte i Redwood Hill indtog scenen. Jeg har nu ikke formået at se en dårlig koncert med bandet, og efter syv koncerter med dem var jeg nu gearet op til at få en lige så fed oplevelse som tidligere. Microgravity sætter ballet i gang og scenen som er så tildækket med røg, hvor forsanger Marco Stæhr Hill er den eneste som er tydelig af medlemmerne. I aften var nemlig speciel af to grunde: 1. Det var deres første koncert i otte måneder, og vi fik luftet et helt nyt nummer Nihil, som vi forhåbentligt får hørt på den kommende plade. Vi fik også serveret lækkerier som Wir Ein Adler, Tristesse og den evigt fede Albedo. Lyden inde i salen var virkelig god og det hele sad fuldstændig i skabet, som det plejer at gøre med Redwood Hill. Poseidon var nummeret som lukkede det hele, og en perfekt slutning som altid. Redwood Hill kan sikkert godt gøre noget forkert, men det gør de bare aldrig.

Karakter 6 ud af 6

 

Deafheaven 21.30 - Lille Vega

Efter Redwood Hill var det på tide at tage en lille pause før aftenens hovednavn gik på. Jeg har set Deafheaven to gange, og de har formået at skabe et intenst lydbillede og et sonisk kvælertag, som ikke giver slip på lytteren. Forsanger George Clarke kommer ud på scenen sammen med resten af bandet. Han ser mere arrig ud end nogensinde før, og udfordrer alle til at komme op til ham hvis de prøvede på noget. Nu har jeg mødt Clarke før og jeg ved at han er en meget stille og rolig person, men hans personlighed på scenen virker så rigtig og overbevisende. Brought To The Water og Baby Blue fra deres seneste udspil New Bermuda var dem som satte gang i det hele, og publikum var tændte og klar. Det er helt utrolig at høre og se hvor tight bandet spiller sammen, og specielt også på de nye numre som jeg ikke har fået tjekket så meget ud er det bare fantastisk at se. Efter nummeret Come Back fik vi noget af en overraskelse, da bandet spillede deres en version af Mogwai numrene Cody og Punk Rock, imponerende må jeg nok sige, også midt nummeret at Clarke placerede mikrofonen ca en halv meter væk fra sig og stadig kunne skrige lige så tydeligt og intenst. De to sidste numre vi fik i aften, var Dream House som uden tvivl er deres største hit og lige efterfulgt af det fik jeg så mit ønske opfyldt, og vi fik nummeret Sunbather fra pladen af samme navn. Deafheaven gjorde det super godt, og det var som om at jeg havde glemt hvor fede de egentlig er live. Det var bare en mega fed koncert og mere kan der ikke siges.

Karakter 5 ud af 6

 

Anna Von Hauswolff 00.00 - Lille Vega

Jeg missede desværre Tvivler og The Physics House Band, da jeg lavede interview med Redwood Hill, så efter et hyggeligt møde med drengene, var det tid til at se det sidste band på Lille Vega om fredagen. Det er begrænset af hvad jeg har fået hørt af hendes musik, men det jeg har hørt var ikke lige min kop te. Alligevel skal det opleves. Salen var fuldstændig fyldt op med mennesker, og de virkede til at kunne lide det, og at jeg var den eneste som ikke lige synes at det var det fedeste, tror jeg. Jeg var alt for træt og kunne ikke holde fokus, og at jeg synes at musikken var ret intetsigende. Jeg synes at Anna Von Hauswolff var en kedelig oplevelse og en lidt ærgerligt slutning på en god første dag på Vega. Ses i morgen til Alcest og Sumac!

Karakter 2 ud af 6

Læs mere...

When Icarus Falls - Resilience

Lausanne i Schweiz er hjemby for When Icarus Falls, som siden starten i 2007 har udgivet de tre albums "Over the Frozen Seas” (2009), “Aegean” (2012) og “Circles” (2014). I forbindelse med bandes nye album ”Resilience” gør pladeselskabet meget ud af at fortælle, at bandet flytter fokus fra det hårde til et mere varieret musikalsk udtryk.

Jeg kendte intet til bandet på forhånd, så det er svært at vurdere hvor meget der er sket. Alligevel virker udmeldingen omkring hårdhed meget troværdig, for de fem numre er kendetegnet ved en tilbagelænet stil, hvor musikken langsomt vokser i intensitet, men aldrig bliver forhastet, i stedet leveres den med roligt overskud. Skulle jeg beskrive den med ét ord, ville det være: Cool. Nogle steder eksperimenteres der med forskellige rytmer, men ellers er det stort set samme grundlæggende elementer, der anvendes.

Det coole kan ikke siges at præge vokalen, for Diego Mediano præsterer en indlevende, men ret lidende og noget skrigende vokal. Den passer slet ikke til musikken, men optager så lidt spilletid, at kombinationen alligevel er vellykket.

Med hensyn til variationen, så holder udmeldingen stik, så længe man kigger i detaljen, men i det store billede minder numrene ret meget om hinanden. Det trækker lidt ned i bedømmelsen, men ”Resilience” er alligevel et album for alle, som holder af velproduceret musik, som lever mere af indre styrke end af store armbevægelser.

Tracklist:
01. One Last Stand
02. Into The Storm
03. The Lighthouse
04. Resilience
05. A Blue Light
Samlet spilletid: 41:00

 

Læs mere...

See The Sky - Ego Rehab

Efter EP’en “We’re Alone” og albummet "NWODOA”, som begge udkom i 2012, er See The Sky klar med deres andet album. Bandet bliver i presseteksten omtalt som excentrisk, eksperimenterende og med modet til at gå egne veje, og det viser de ved valg af tema for albummet. Inspireret af filmen ”Sucker Punch” fortæller det om hvordan alt i samfundet efterhånden er forudbestemt. Det sker ved hjælp af en metafor om en mand, som skridt for skridt bliver skubbet mod vanvid.
Det lyder meget højtravende, men heldigvis har det ikke smittet af på musikken. Det betyder ikke, at den er almindelig, for selv om musikken er Metal, følger den ikke gængse opskrifter ret længe ad gangen. I stedet skifter den ofte stil, godt hjulpet på vej af vokalerne: en ren kvindestemme, som Miriam Gardner er mester for, og en grum growl, som Bjarne Mathiesen leverer. De ligger langt fra hinanden, og skaber på den måde spænding i numrene. Det samme gør musikkens vekslen mellem Metal og mere nedtonet Post Metal.

De mange forskellige elementer er både en styrke og en svaghed ved albummet: Styrken ligger i, at der ofte dukker en spændende sekvens op i lydbilledet; enten skiftende vokaler eller tilsvarende nye impulser i musikken. Svagheden ligger i, at tingene ikke bliver rundet af, så den røde tråd forsvinder. Derfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at See The Sky ikke har udnyttet materialets potentiale fuldt ud.

Tracklist:
1. The Narcissist
2. Therapy
3. Legion
4. Isolated
5. Delusion Vs. Reality
6. A Flicker Of Light
7. Battle For The Mind
8. Remedy
9. Relapse
10. Manipulation Malpractice
11. Damaged Beyond Repair
Samlet spilletid: 62:36

Læs mere...

Minsk - The Crash & The Draw

Seks år er det siden Minsk udgav deres forrige plade, hvilket kunne være undskyldning nok for at have troet, at den også ville blive deres sidste. Men som den by, bandet har taget navn efter, har det rejst sig fra asken som en anden fugl Føniks, og har begået et ikke mindre end fem kvarter langt epos af en plade med titlen The Crash & The Draw.

Numrenes længde spænder over knap tre til langt over tolv minutter, og man må virkelig anerkende sekstettens evne til at fylde tiden ud. Musikalsk set er vi i et dystert, dronende postmetallandskab, og sammenligninger med Isis, The Ocean og Neurosis er nærliggende. Musikken veksler mellem spinkle, instrumentale passager og kolossale lydflader, hvor den får på alle tangenter med hensyn til vokalarrangementer, keyboards/strygere, dissonante guitarvræl og samplinger. Vokalen er ligeledes alsidig og growls, distortede skrig og flerstemmig clean-vokal afløser hinanden i en skøn forvirring. Numrene virker gennemtænkte og afvekslingen er som nævnt udtalt, så der er al mulig grund til at forvente underholdning for alle pengene.

Alligevel finder jeg det personligt svært at holde fokus i samfulde 75+ minutter. Genren er ikke så givende når det kommer til ørehængende riffs, sangbare omkvæd og gode melodier, og selv om jeg almindeligvis sagtens kan høre f.eks. Year Of No Light eller Russian Circles i en time ad gangen uden at kede mig, finder jeg det af en eller anden grund vanskeligere med Minsk. Kedeligt er måske et grimt ord at bruge om så afvekslende et foretagende som denne plade, men det er svært at finde et bedre; Jeg zoner simpelthen ud efter et stykke tid, og må aktivt koncentrere mig for at komme tilbage til lyttestadiet. Nu er det jo ikke nødvendigvis af det onde at skulle være mentalt til stede for at kunne nyde et stykke musik, men The Crash & The Draw kræver temmelig meget opmærksomhed uden, for at sige det lidt hårdt, at give helt nok igen.

Stor cadeau til bandet for en lang og mange steder virkelig flot og ambitiøs plade, som dog i mine øjne ikke kan trække sig helt op af middelmådighedens mudder, og må tage til takke med en karakter i den øvre mellemklasse.

01 - To The Initiate (12:42)
02 - Within And Without (7:58)
03 - Onward Procession I. These Longest Of Days (5:54)
04 - Onward Procession II. The Soil Calls (6:20)
05 - Onward Procession III. The Blue Hour (4:43)
06 - Onward Procession IV. Return, The Heir (4:11)
07 - Conjunction (4:54)
08 - The Way Is Through (9:24)
09 - To You There Is No End (2:49)
10 - To The Garish Remembrance Of Failure (6:22)
11 - When The Walls Fell (10:26)
Samlet spilletid - (75:42)

 

Læs mere...

Pineal - Smiling Cult

Pineal er et nyt bekendtskab fra London, som med denne EP for første gang udsender materiale. De er nærige med oplysninger om bandet, så hvornår Phil Pieters (bas, vokal), Nigel Boettiger (trommer) og Daniel Murney (guitar, vokal) fandt sammen i Pineal, står hen i det uvisse.

Det er også bedre at lade musikken tale, og her slår det ironiske i titlen mig; der er nemlig ikke meget at smile ad på ”Smiling Cult” – hvis man er på udkig efter noget, som kan løfte stemningen her i vintermørket, skal man lede andre steder. Nøgleordene for de 6 numre er nemlig Mørke, Melankoli og Håbløshed, så det kræver at man er i et helt specielt humør for at få noget positivt ud af Pineal.

Musikken ER meget introvert, men ikke på den eksperimenterende måde, man finder hos f.eks. Tool. Her er det mere en del af udtrykket, som bevidst skal kendetegne musikkens mørke sider. Til gengæld er vokalerne rene og letforståelige, hvilket trækker i den modsatte retning; det samme gør den åbne og detaljerede produktion. Alligevel er ”Smiling Cult” ikke en udgivelse for det brede publikum, for man skal både have hang til langsom dysterhed og være i den rette mood for at EP’en falder i god jord.

Tracklist:

1. Theta
2. ADL
3. Civil Obedience
4. Acerbic
5. Somatic
6. Tides
Samlet spilletid: 25:38

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed