fbpx

Opeth udgiver nyt album til juni

Det svenske progressive metal band Opeth er klar med deres 11. fuldlængde album.

Albummet som er blevet døbt ”Pale Communion” udkommer den 17. juni igennem Roadrunner Records.

”Pale communion”, som er produceret af bandleder Mikael Åkerfeldt og mikset af Porcupine Tree frontmanden Steven Wilson, vil blive indledt af albummets første single ”Cusp of Eternity”, som vil være muligt at forudbestille den 6. maj.

 

Åkerfeldt har i et interview med Vice’s Noisey udtalt følgende om det nye materiale:

“I wanted to do something more melodic with this album…there’s stronger vocal melodies and more melodies overall…I was pretty consistent with that frame of mind throughout the writing process.”

 

Metal Injection’s skribent Greg Kennelty har fået en forsmag på albummet og skriver bl.a. følgende: 

“This record knows exactly what it's doing and nails it through and through…one of my favorite records of 2014. If not my favorite record of 2014.”

 

Track listen til “Pale Communion” ser således ud:

1. Eternal Rains Will Come
2. Cusp of Eternity
3. Moon Above, Sun Below
4. Elysian Woes
5. Goblin
6. River
7. Voice of Treason
8. Faith in Others

 

 

Hvilke Opeth album er din favorit? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

 

Læs mere...

Opeth, Von Hertzen Brothers

Aftenens koncert var henlagt til den store sal i Vega og jeg har set frem til denne koncert i et stykke tid fordi jeg de seneste par måneder har lyttet til Opeths plader og i særdeleshed deres seneste plade ”Heritage”. Så det skulle blive fedt at se dem spille deres numre live.

Von Hertzen Brothers

Support bandet Von Hertzen Brothers var helt ukendt for mig før aftenens koncert, men jeg nåede da lige at tjekke op på lidt fra deres albums inden og blev positivt overrasket og tænkte at de, i lyset af Opeths seneste plade ”Heritage”, var godt ”castet” som support band til Opeth, eftersom deres stil er symfonisk, progressiv syre rock. Von Hertzen Brothers er et finsk band og udgav deres første album i 2001 og har efterfølgende udgivet 3 albums. Ét af deres varetegn er at de 3 frontfigurer Jonne (bass/backing voc), Mikko (Guitar/Lead voc), Kie (Guitar/backing voc) er brødre, deraf bandets navn, Von Hertzen Brothers. Klokken 20.00 gik Von Hertzen Brothers på scenen og lagde virkelig overbevisende ud med et stonerrock riff der fik folk til at spærre øjnene op og kigge bekræftende på hinanden. Ligeledes vokalen fra sangeren var overbevisende og det virkede klart som om publikum i den halvfyldte sal var godt med. Bandet havde koncerten igennem et virkelig godt groove og var velspillende og jeg blev hurtigt imponeret over deres flow og tekniske kunnen. Ligeledes var de tre brødres vokal arbejde af høj klasse. Dog stod jeg tilbage med et indtryk af at musikken bar præg af at være meget konstrueret. Det var virkeligt dygtigt komponeret og nogen gange lidt for ”godt” lavet. Måske en lidt mærkelig kritik. Men det var som om at jeg blev imponeret af hvor godt det var skrevet, men jeg blev ikke henført af musikken eller rørt af det. Det var faktisk en lidt mærkelig oplevelse, fordi bandet faktisk spillede helt vildt godt og deres numre egentlig er ret fede. Jeg kan ikke afvise at jeg skal give deres albums en chance for at blive nærlyttet, for ingen tvivl om at de har noget at byde på som band. Det kan være at den følelse jeg havde af at være uforløst til deres koncert, ændrer sig når jeg kender materialet bedre.

Lyden levede op til Vegas normalt høje standard og alle på scenen gik klart igennem. Lysmæssigt var det meget opvarmningsagtigt med hvidt statisk lys. Der var ikke kælet for nogen detaljer dér.

Deres samlede performance gav et godt indtryk, men som sagt var der, ihvertfald for undertegnede, et problem med bandets evne til at henføre lytteren. Dog vil jeg lade dem tvivlen komme til gode, fordi de var så velspillende og overbevisende i udførelsen af deres numre. Derfor skal de have 4 ud af 6 stjerner.

Opeth

Opeth har i min optik længe haft status af at være en mastodont og stilfornyer på metal scenen. Og denne status blev til fulde bekræftet da jeg tidligere på året lyttede til deres nyeste album ”Heritage”, det tiende i rækken. Bandet har altid været eksperimenterende indenfor dødsmetal genren og aldrig bekendt sig til at være udelukkende hardcore dødsmetal, men må vel nærmere betegnes som progressivt metal. De har ihvertfald aldrig været bange for at eksperimentere og blande andre genrer ind i deres musikalske udtryk. ”Heritage” pladen bryder ihvertfald klart med deres metal fundament ved slet ikke at have growl vokal og lydmæssigt og instrumentalt at lægge sig meget mere op af en 70’er progressiv rocklyd. Det er garanteret en plade der kunne få mange metalfans pis i kog, fordi det er så klart et skift.

Bandet har som nævnt lavet 10 albums og deres historie strækker sig tilbage til starten af 1990’erne, hvor de blev dannet i Stockholm. Bandet har en lang historie af skiftende bandmedlemmer, så hvis man skal være dedikeret fan er der en anselig mængde pensum man skal have på fingerspidserne. Jeg er ikke dedikeret fan, men har kendt bandet i mange år.. så sjovt nok er den nyeste plade ”Heritage” røget direkte ind på min top fem over fedeste plader jeg har hørt i år. Derfor så jeg frem til denne koncert på Vega, specielt fordi jeg kun enkelte gange på festivaller, i tvivlsom tilstand, har hørt dem fra en scene langt væk.

Klokken præcis 21.00 gik Opeth på. Den store sal var godt og vel fyldt op og det kunne mærkes at forventningerne hos publikum var i top. De lagde ud med første nummer fra deres nye plade og ud fra reaktionen at dømme, var samtlige fremmødte godt inde i det nyeste materiale. Jeg overvejede kortvarigt, om de nu havde tænkt sig kun at spille numrene fra den nyeste plade, for at være lidt demonstrative omkring deres skift til en mere progressiv rocket stil, men jeg tog fejl. Koncerten, som varede lige omkring 2 timer, udfoldede sig til at være en tur igennem store dele af deres materialekatalog og folk i salen var på hele vejen igennem.

De første par numre var lyden lidt uklar, og det virkede også som om monitor lyden på scenen ikke rigtig var på plads, eftersom forsanger og guitarist Mikael Åkerfeldts vokal var cirka ¼ tone ude af key, men det blev der heldigvis hurtigt rettet op på, så lyden var tæt på sublim resten af koncerten. Cirka halvvejs igennem koncerten fortalte Mikael Åkerfeldt at denne koncert var deres gig nummer 155 på denne tour. Og det skal understreges på den mest positive måde at det kunne høres på deres performance. De er solidt sammenspillet og deres til tider komplekse kompositioner flød uhindret fra scenen. Det var en sand fornøjelse. Virkelig rutineret og veludført. Mikael Åkerfeldt var super karismatisk og direkte sjov. Han havde rigtig god kontakt med publikum og der var indtil flere latterudbrud fra salen imellem numre og deciderede bifald til nogle hans udtalelser. Lyset under Opeths performance var virkelig suværent og det var designet godt til de enkelte numre. Flere gange lykkedes det lysmanden at underbygge musikken så optimalt at man følte sig hensat til en anden verden. Superfedt lys!

Dog må jeg lige køre lidt brok af over strob lyset den aften.. og strob lys generelt. Det kan godt være jeg er ved at være oppe i årene (37) og at jeg derfor ikke magter de store sanseindtryk, men jeg synes det er decideret belastende enten at skulle stå med lukkede øjne eller udholde blitzpletter for øjnene igennem en hel koncert. Jeg kan godt forstå effekten af at bruge stroboskop lys for at understrege heftige parter i musikken, men det bør efter min mening ikke bruges konsekvent igennem flere minutter lange passager. Man skulle tro at lysmanden var betalt for at epelepsi teste samtlige fremmødte. Så herfra skal lyde en opfordring om at skrue NED for brugen af stroboskop lys – generelt.

Når det er sagt, var det en rigtig fed koncert med Opeth, så de skal have 5 ud af 6 stjerner for en velspillet og gennemført koncert i Vega.

Den samlede vurdering af aftenens koncert er at den forløb som jeg havde håbet, med et nyt band, der skal have en ekstra chance for en lytter og et hovednavn der leverede varen. Og ikke at forglemme spillestedet Vega der levede op til deres høje lydmæssige standard. En rigtig god koncertoplevelse. Ialt 4,5 ud af 6 stjerner

 

  • Opeth_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Opeth_8
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra koncerten her.

Læs mere...

Copenhell 2011 - 1. dag

Efter et overskud ved sidste års afholdelse af Copenhell, var arrangørerne d. 18. og 19. juni parat med anden omgang. En anden omgang der virkede langt mere professionelt udført og forbedret på mange fronter. Mht. line up, var ”temaet” for årets bookninger, i støre eller mindre grad, frontløbere inden for de enkelte gruppers respektive genre. Første dagen af festivallen bød derfor på navnene Rollo Tomassi, Atrillery (erstatning for Kyuss Lives!), The Burning, Opeth, Baptized in Blood, Korn, Diecide & Judas Priest.

Rollo Tomassi
Med entre på scenen ca. kl. 15:30 måtte det engelske band fra start kæmpe mod vejrguderne. Vejret stod på skybrud, hvilket naturligt medførte at publikum forskansede sig i tørvejr, væk fra scenen. Det lykkedes dog bandes mathcore blanding af nintendomusik og metal, at få startet en lille fest. Med forsanger Eva Spence brølende på mikrofonen og resten af bandet energisk spillende, blev der sat gang i festen og som regnen stoppede og folk bevægede sig frem fra deres skjul, fik bandet da også et anstændigt publikum. En af de store ændringer i forhold til sidste års festival, var forbedringen af lyden for de to hovedscenen, Såvel Rollo Tomassi som de resterende bands, havde overordnet en rigtig god lyd på scenen, der formåede at komme helt ud til publikum – med enkelte undtagelser. Det skete naturligvis at lyden blev taget af vinden, men hovedsagligt fungerede de optimalt. Desværre var der andre ting der overhovedet ikke fungerede til Rollo Tomassi koncerten, ikke fra bandets side men fra festivalens. Da bandet endelig havde fået lokket publikum frem og fået sat lidt liv i festivalen, måtte bandet endelig bukke under for vejrguderne, da strømmen gik for hele festivalen. Trommeslager Edward Dutton forsøgte at holde lidt gang i festen, men kort tid efter blev det konkluderet, at bandet ikke ville komme i gang med at spille igen.

En ærgerlig afslutning på koncerten, da bandet havde spillet sig op, leverede en god energi og egentlig også havde det fremmødte publikum med sig. Bandet leverede en god profil på de numre de fik leverede, udviste energi og lyst til at spille trods problemerne. 4 ud 6 til Rollo Tomassi.

Artillery
Da Kyuss Lives! forsanger John Garcia sad fast i en lufthavn et eller andet sted i Canada, havde Kyuss Lives! tidligere på dagen været tvunget til at aflyse, hvilket havde medført at det danske thrash band Artillery, var blevet hentet ind på under tre timer. Lidt et mismatch i relation til genren, men i forhold til det tidsmæssige aspekt, var Artillery en ganske god redningsplanke at hive ind. Med entre på scenen ca. kl. 16:30 formåede det danske thrash band da også at udvise ganske god profil. Efter nogle lydmæssige opstartsproblemer, lykkedes det hurtigt bandet at få tilrettet en ellers mudret lead og rhythm guitar, hvorefter bandet kunne levere numre som ”When Death Comes”, ”Mi Sangre” & ”Worrior Blood”.

Artillery formåede at samle en god del publikum under koncerten, uden at den store plads på nogen måde var fyldt. De der var mødt op, virkede reelt interesserede og fik saluteret danskerne med horn og hårsving. Desværre for bandet lykkedes det ikke at opholde momentum. Efter ca. 45 minutters spilletid, begyndte publikum at sive fra koncerten og det virkede da også en smule som om, der gik tomgang i bandet oppe på scenen.

Overordnet leverede Artillery en rigtig god erstatningskoncert. Veteranerne kunne deres numre på fingrespidserne, spillede tight og spillede en muligvis bedre koncert end Kyuss Lives! ville have gjort. De enkelte lydproblemer og bandets problemer med at holde momentum trækker dog en del fra i den samlede oplevelse, hvorfor Artillery ender med 4 ud af 6

The Burning
Fra det ene danske band til det andet. Jyske The Burning stod for underholdning i dagens tredje koncert. Kl. 18:00 gik bandet på scenen, til et fuldstændigt proppet publikum – det virkede nok mere proppet end det var, pga. en kæmpe vandpyt der stjal meget plads. The Burning leverede en middelmådig koncert, der nok mest af alt huskes for energien på scenen og humoren. Jf. forsanger Johnny Haven, var The Burning ikke bare til Copenhell for at spille deres eget gig, men også som erstatning for Bullet For My Valentine, der havde fået AIDS i øjnene - en udtalelse der faldt i godt jord hos det fremmødte publikum.

Generelt havde bandet ikke specielt god lyd, hvor specielt leadguitar var mudret og trommerne buldrede løs. Heldigvis kompenserede bandets energiske sceneshowet for den dårlige lyd. Samlet set var reelt først hen mod sidste halvdel af koncerten, at det rigtig fungerede for The Burning og irritationen over dårlig lyd blev opvejet af glæden ved bandets performance. 3,5 ud af 6 til jyderne, for en ok koncert, der specielt var hæmmet af de dårlige lydforhold.

Opeth
Kort efter havde det svenske progressive metal band Opeth fundet vej til festivalens store scene, hvilket havde tiltrukket en stor del af festivalens gæster. Godt fyldt op gik bandet på scenen for at levere en teknisk gennemført koncert, der desværre aldrig fik udfriet de mange forventninger der var til bandet.

Lydmæssigt, stod bandet godt, det tekniske fungerede fint, på nær forsanger Michael Åkerfeldts vokal, der til tider var svær at høre, i sær i de tunge stykker, hvor brølet druknede i bas og stortromme. Til trods for de nævnte problemer, var publikum engagerede i bandet og bandet virkede mindst ligeså engagerede i at leverer overfor publikum. Det store problem ved koncerten var intimiteten og stemningen, som Opeth levere når man lytter på deres udgivelser. Sandsynligvis på grund af spillestedets størrelse, fik man som lytter aldrig de følelse af intimitet eller følelsen af at musikken voksede sig større som man lyttede. Det virkede i stedet som om at det hele forsvandt langs siderne, hen langs cementen på gulvet, hvor et mindre, lukket venue, sandsynligvis ville have fungeret bedre for denne koncert.

Overordnet set, spillede Opeth dog en ganske fin koncert, og med numre som The Grand Conjuration, Deliverance, Face Of Melinda & In My Time Of Need formåede de også at levere hvad der var forventet, men så heller ikke mere. Specielt var sidstnævnte medførende til at momentum forsvandt for Opeth og ligeledes at publikum forsvandt. 4 ud af 6 til Opeth, der dersværre skuffede en smule live.

Baptized In Blood
Med entre på scenen til titelnummeret fra Jaws, havde Baptized In Blood, før de overhovedet havde spillet en tone, formået, at få fyldt arealet omkring Copenhells lille scene fuldstændigt. Publikum var mere end parate til bandet og allerede kort inde i koncerten kunne Copenhell opleve årets reelt første circlepit.

Desværre oplevede bandet samtidig en del lydmæssige problemer, hvor såvel vocal var svært utydelig og samme for leadguitaren. De vokalmæssige problemer blev heldigvis løst hurtigt, mens problemerne med leadguitaren forsatte igennem hele koncerten. Heldigvis leverede bandet samtidig et energisk og intenst sceneshow, der i høj grad bidragede til den fest publikum havde hele koncerten igennem.

Med numre som Up Shirts, Down Skirts, Dirty´s Back og ikke mindst Game On, der startede koncertens anden store circlepit, spillede bandet sig igennem deres bidrag til Copenhell og kunne tilfredse forlade scenen og festivallen. 4,5 ud af 6 til Baptized In Blood, der leverede en energisk og intens koncert, hvor de gennemgående lydproblemer ødelagde lidt af den samlede oplevelse.

Korn
Numetallens konger fra Korn gik på scenen kl. 21:30, til dagens største fremmøde foran festivalens store scene. Af et bandet at være, der har modtaget så meget kritik og af mange betragtet som en af festivallens dårligste bookninger, overrasker det en del, hvor mange der reelt havde fundet vej til scenen. Det tog da heller ikke bandet mere end et splitsekund, før de med første nummer ”Blind”, tilbage fra bandets debutalbum, havde sat skub i showet. Efterfølgende blev det til en ren hitparade, med højdepunkter i Shoots And Laders, Did My Time og Falling Away From Me, mens sikre hits som ”Got The Life” og ”Freak On A Leash” blev leveret tamt og kedeligt.

De mange hits var da også katalysator for den fest, der blev startet blandt publikum, der virkede meget engagerede og tilfredse med hvad de fik. På scenen var der dog ikke tale om den store fest, hvor det i lang tid kun var Jonathan Davids og den nye trommeslager Ray Luzier, der udviste engagement i koncerten – men som denne skred fremad fik bassist Fieldy da også luftet de lange fletninger, mens altid stillestående Monkey, fastholdte sig passivt. Lydmæssigt gik koncerten klart igennem og Korn kunne med sikker rutine, ride sejeren i land, med enkelte overraskelser undervejs, her i blandt det lille ”Metallica – One” intermezzo tidligt i koncerten.

Korn gjorde hvad man kunne have forventet – de leverede varen og i en sådan grad, at publikum var klar til at feste videre bagefter. 4,5 ud af 6 for en velspillet koncert, hvor specielt de sløve fremførelsen af førnævnte ”sikre” hits trækker ned.

Deicide
Lige ind til bandet reelt stod på scenen, var der nok mange der havde frygtet at det amerikanske bande endnu engang ville aflyse. Det skete dog ikke og kl. 23:00, kunne Deicide gå på scenen til et meget tæt pakket og forventningsfuldt publikum. Forventningerne blev indfriet, men ikke på den bedst mulige måde. Bandet virkede engageret på scenen og fik da også udstrålet og signaleret hvad der kunne forventes, men specielt trommeslager Steve Asheim, havde simpelthen alt for mange problemer med trommespillet, til at det ikke ødelagde det samlede indtryk.

Publikum virkede da heller ikke fuldt ud tilfredse. Den forreste del tilkendegav deres respekt for bandet og interesse, men det var tydeligt at antallet af fremmødte løbende igennem koncerten blev mindre, i sær blandt den bagerste del. Om det var utilfredshed med bandet, et ønske om at komme forrest til Judas Priest eller en tredje årsag er uvist, men det lod ikke til at Deicide formåede at fastholde publikum i den grad der kunne være forventet.

Til trods for Steve Asgheims problemer, leverede bandet ellers en lydmæssig god og sikker koncert, der viste et professionelt band, der leverede varen. Det blev til en ond, ond, ond koncert, inden Deicide lukkede, slukkede og brølede af. 4 ud af 6 til Deicide.

Judas Priest
Kl. 00:00, var det blevet tid til denne aftens sidste koncert og aftenens hovednavn. Med Rob Halford i front og Richie Falukner på guitar som erstatning for Downing, gik Judas Priest på scenen og leverede en næsten fejlfri koncert, der i høj grad levede op til de resterende præstationer på første dagen. Judas Priest leverede hvad de skulle og hvad der var forventet – vanen tro var scenen pyntet godt op i den rette Judas Priest ånd, men til trods for at man som publikummer ved hvad man kan forvente, var det alligevel noget trist at se den aldrende Halford i sådan en grad stå stille på scenen, og samtidig have problemer med at levere vokalen. Først et godt stykke inde i koncerten, under ”Blood Red Skies” kommer der endelige lidt liv i Halford, der til gengæld virker som om han havde sparet energi op i den foregående del af koncerten.

På næsten samme tid udvikler koncerten sig til den fest, det var forventet at Judas Priest ville levere. ”Breaking The Law”, ”Painkiller” og ”Electric Eye” satte for alvor gang i festen, der dog burde være startet langt tidligere. Lydmæssigt stod koncerten skarp og til trods for Halfords noget rustne vokal leverede han, som resten af bandet, en velgennemført performance. Gennem ca. 2 timer spillede bandet for de mange opmødte publikummer, der engagerede var med hele vejen, før de pakkede sammen og lukkede for det danske kapitel af bandets sidste turné.

Judas Priest leverede hvad det var forventet, men det tog alt for lang tid før bandet rigtig fik startet festen. Muligvis var det ikke nødvendigt at spille 2 timer og det kan diskuteres om et mindre og mere effektivt set ikke havde gjort det ligeså godt eller måske bedre. 4,5 ud af 6 til Judas Priest.

Efter de sidste gæster havde forladt Refshaleøen og fundet hjem, kunne man se tilbage på en dag, der havde været plaget af uheldige opstartsproblemer – strømsvigt og afbud fra Kyuss Lives!, men også en dag hvor størstedelen af de aktuelle bands havde leveret en performance langt over middel. Af dagens højdepunkter var Baptized In Blood, Korn og ikke mindst Judas Priest. Samlet set scorer førstedagen af Copenhell 2011, 4,5 ud af 6.

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...

Dream Theater, Opeth, Bigelf

Jeg havde fået æren af at anmelde Progressive Nation-Tour på dens stop i Danmark. Desværre kom jeg for sent til det første band, Unexpect, pga. forsinkelser i den offentlige transport.

Jeg havde regnet med at se metallere, som jeg kender dem, over det hele. I stedet var det nok en af de mest blandede flokke, jeg nogensinde har set. Børn med deres fædre, i alle aldre, typiske metallere, rock'n'rollere, hiphoppere, og jeg skal komme efter dig. Om det er Dream Theater eller Opeth der har sådan et mangfoldigt publikum, skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Bigelf

Allerede ca. kvart i 9 gik de amerikanske Bigelf på scenen. Det er ikke et band, jeg har hørt meget til, kun af navn. Til melodien af StarWars, der hvor Imperiets "onde" velkendte stykke bliver afspillet, gik bandet på scenen. Forsangeren var iklædt en stor hat, der tilnærmelsesvis mindede om Ozzy Osbournes, men også kun lige. Han både sang og spillede på keyboard, og han var faktisk lukket inde mellem to stativer på højre og venstre side, og havde en mikrofon forrest.

Musikken vil jeg klassificere som en blanding mellem eksperimental Rock og progressiv Metal. Det første kvarter havde et tamt udtryk over sig, og der blev ikke udvekslet meget andet end høflige fraser og tak til publikum. Lyden skal også tages i betragtning, for den var fandme rådden stort set alle steder! Jeg syntes efterhånden, at det hele begyndte at minde om hinanden, indtil der blev præsenteret en solo på adskillige minutter. Derfra var det, som om både lyden og bandet blev "bedre", og virkede en smule mere sikre på sig selv og deres omgivelser.

Desværre må jeg ende med at give Bigelf 3 stjerner, primært pga. lyden som bare ikke ydede bandet den mindste retfærdighed. Skide ærgerligt.

Opeth

Jeg var personligt kommet for at se Opeth, så jeg placerede mig så tæt på scenen, jeg kunne. Lyset blev slukket og publikum lød allerede begejstrede. Bandet gik på og startede forsigtigt ud med Windowpane. Et uventet move, fordi Opeth bliver betragtet som et Metalband. Windowpane er et meget stille nummer, som meget fint kan klassificere Opeths helt egen fortolkning af den Progressive Metal. Halvdelen af numrerne er stille, den anden halvdel veksler fint mellem brutale growls og nærmest søvnigt guitarspil.

Derefter fulgte The Lotus Eater, som tilfældigt nok er mit eget yndlingsnummer. Publikum stod blot og observerede. Et par stykker headbangede for sig selv, men næsten alle lod til at kunne forstå den specielle forbindelse, der var mellem henholdsvis Opeth, deres instrumenter - og publikum. Vi var tilskuere til en forestilling, som kun ringe inkluderede os, men alligevel var vi, som de tavse dukker, en del af teaterstykket.
Dertil skal Opeths forsanger kommenteres for hans vittige indfald. Først at vælge at snakke på engelsk i stedet for svensk, dernæst at udnævne Sverige som det "bedre" land, for så at kalde deres egen sang - Windowpane - for en "pussy-magnet". Humor, det har manden da. "Cock-magnet", blev The Lotus Eater meget passende benævnt.

Opeth spillede kun yderligere fire numre, og det virkede lettere tilfældigt hvad der blev spillet. Jeg kendte ingen af de andre numre, og jeg opfangede lige, at det ene skulle være fra deres første CD. Det lod dog ikke til at genere publikum, som forblev i deres rolle, og Opeth i deres. Om noget, så imponerede Opeth kun endnu mere herfra, hvor de virkelig viste, hvor tighte og gennemførte de kan være om deres musik. Det var kun dette øjeblik der eksisterede, og at man kan beherske en kundskab så overbevisende, bør i sig selv lede til priser.

Det eneste, jeg manglede, var at lyden havde været bare en smule mere optimal på trods af, at den havde fået et kæmpe ryk opad i den bedre ende, men den manglede stadig den sidste tand. 5½/6 stjerner.

Dream Theater

Sidste band denne aften var de legendariske Dream Theater. At de har influeret den Progressive Rock/Metal i stort omfang, er der ingen tvivl om. At de elsker at spille, ja, det skulle der heller ikke sås tvivl om efter denne aften.

Lyset blev slukket, og et forhæng foran selve scenen blokerede publikums mulighed for at se selve bandet - man kunne kun ane skyggerne. Så blev det skudt ned - så at sige - og bandet kom til syne. Dog uden forsangeren. Han kom kort efter.
Selve koncerten blev ganske udmærket suppleret visuelt af en stor skærm bag ved selve scenen. Trommesættet, som var gigantisk, var heller ikke til at overse. Jeg spekulerede på, om trommeslageren ville komme til at bruge det hele, men det gjorde han!

Dream Theater var i et strålende humør, og gav næsten sig selv 100%. Showet betød dog en del mere end selve musikken, og der blev bestemt ikke sparet på hverken soloer eller attituden. Fedt, men i længden også kvalmende, og jeg håbede på, at de ville ende med knap så meget høj hat og selvfedhed. Forstå mig ret; det ødelagde ikke selve koncerten! Masser af energi, overskud, kontakt til publikum og det visuelle supplerede sangenes emner fint.

Jeg kender kun lidt til Dream Theater, så hvilke numre de helt konkret spillede, skal jeg ikke udtale mig om. Jeg kunne dog genkende noget af det nye, f.eks. sangen Wither. Koncerten blev afsluttet med nogle ekstranumre og en lang slutning med kun klaver. KB Hallen kan desværre stadig ikke siges at være egnet som koncertsted, og den ellers smukke klaverlyd fik en mere metallisk klang, end man havde brug for.

Jeg kan kun anbefale Dream Theater. Jeg er overbevist om, at jeg skal se dem igen, for de kan levere varen 100%. Havde lyden været bedre, og måske hvis jeg havde mere baggrundsviden og mere kendskab til musikken, havde det været til en topkarakter.
4½/6 stjerner.

Læs mere...

Aalborg Metal Festival 2008

Siden starten i 2002 har Aalborg Metal Festival vokset sig større og større, både i udstrækning og størrelsen af navnene på plakaten. I år var ingen undtagelse, for festivalen var udvidet med en ekstra dag. Samtidig var hovednavnet, Opeth, det suverænt største band, der nogensinde har optrådt på AMF. Det har åbenbart resulteret i, at der ikke har været råd til at booke så mange af de udenlandske kunstnere, som man plejer. I diverse internetfora har det givet anledning til en del knurren, men det kunne ikke afholde Revolution Music‘s udsendte fra at dække begivenheden.


Crocell
Karakter: 5 / 6
Efter en lidt sløj dag torsdag, bød fredagen endelig på et mere spændende program. Og her var det århusianske Crocell, som åbnede festen. Bandet har netop fået pladekontrakt, og deres debut cd ”The God We Drowned”, udgives senere på måneden, og denne aften var selvfølgelig en mulighed for gruppen til at præsentere folk for deres nye cd og dens materiale. Og som en lille ekstra ting, fik folk mulighed for at købe albummet før tid på metal markedet - hvilket blev pointeret en del under showet. Med en flaske snaps på hånden var de fem herrer, som består af tidligere og nuværende medlemmer af Compos Mentis, Adversary, Demolition Inc., Slugs, Mare Crisium og Nurse, klar til at fyre den af for et vel mødt publikum. På trods af, at folk først var ved at lade op til weekendens metalfest og endnu ikke havde indtaget nok alkohol til at gå amok foran scenen, gav bandet den fra start til slut alt hvad den kunne trække. Front brøler Magnus Jørgensen var at finde over hele scenen og udover scene kanten, en dejlig energi og så sur han kan se ud (Haha).
Skide god koncert i de omkring 40 minutter de spillede, så var festivalen sat ordentligt i gang!

Lipid
Karakter: 2 / 6
Det første band, jeg oplevede på dette års festival, var Lipid. De trodsede det begrænsede fremmøde i salen, og fyrede op for deres Thrash Metal. De virkede lidt tilbageholdne, og musikken fik aldrig rigtig fat i mig. Den virkede ensformig, og kun et par melodiske guitarsoli pegede i positiv retning.
Med tiden viste bandet større overskud, men de kom aldrig ud over scenekanten. Fremmødet blev ikke meget bedre efterhåden som koncerten skred frem, og det blev anmelderhumøret heller ikke. Jeg var skuffet over, at Lipid ikke kunne leve op til det niveau, de viser på CD, så det blev til en bedømmelse under middel.

Eminence
Karakter: 0 / 6
Festivalens brasilianske indslag faldt desværre sammen med de udsendtes spisepause, så vi nåede kun lige at det allersidste af deres set med. Det er naturligvis for lidt til en fair bedømmelse, så Eminence må undvære en karakter i denne omgang.

Last Mile
Karakter: 4 / 6
Så var det tid til det første af de bands, jeg havde set frem til. Med deres debutalbum har Last mile nemlig formået at skærpe min interesse for en genre, der ellers ikke rangerer højt på den personlige hitliste.
Og de skuffede heller ikke, for fra starten var der maksimalt gang i den på scenen: masser af bevægelse, og et band, der i dén grad virkede tændt. Korte pauser mellem numrene holdt energien oppe, musikken har et fedt drive, og energien fra albummet fik lige en tand ekstra, hvilket var rigtig godt. Desværre skete det samme med Laurits stemmeføring, som var mere råbende, og derved overskred min tærskel for den slags vokal. Det trak dog kun begrænset ned i bedømmelsen af en performance, der var meget ærlig og ligetil. Ægte Hardcore fans ville nok bedømme indsatsen højere, men jeg var mere end tilfreds.

Exmortem
Karakter: 4 / 6
Allerede under lydprøven stod det klart, at det her ville blive HØJT. Og det blev det, i et sæt, der med hovedvægten lagt på det nye album, var meget mørkt og dystert. Stemningen var så mørk og dyster, at jeg kom til at tænke på Mayhems koncert i Århus – uden sammenligning i øvrigt. For første gang denne aften var publikum virkelig oppe på tæerne, og forsangeren Simon havde folk i sin hule hånd fra koncertens start. Exmortem leverede en meget velspillet omgang Dødsmetal, som var klart bedst i de numre, hvor tempoet enten var helt oppe eller helt nede. Den nye stil, som ligger et sted midt imellem, er ikke lige mig – jeg har svært ved at begejstres over den. Det lod ikke til at gælde hovedparten af de fremmødte, for publikumsresponsen var virkelig go’. For det musikalske vil jeg give bandet 3½ stjerne, men Exmortem fortjener en halv ekstra for deres meget flotte kontakt med publikum.

HateSphere
Karakter: 5 / 6
Ingen tvivl om, at Hatesphere som band har været igennem deres sværeste periode siden 4/5 af bandet smuttede, men denne aften var tiden til at overbevise eventuelle non-believers og vise, at de så sandelig stadig mener det ramme alvor! Der blev spillet numre fra alle skiverne, og de fremstod som meget energiske og stramme, og jeg må til stadighed forbavses over Joller’s scene-karisma. Han er gået ret uimponeret til opgaven og han er helt sikkert jobbet som frontmand værdig!
Noget som de fleste nok havde set frem til, var at høre de nye numre som Hatesphere lige har indspillet, og det blev til tre af slagsen, hvoraf ”Oceans of Blood” lige umiddelbart i mine ører var fedest, men alle tre tracks umiskendeligt havde ”pæren’s” aftryk på sig. Derudover var numre som ”Deathtrip”, ”Coming of Chaos” og ”Drinking with the King of the Dead” som altid sikre træffere. Lyden var ret god, og bandets performance var som vanligt energisk, højt og publikumsorienteret, og jeg glæder mig virkeligt til at høre den nye skive.

Illdisposed
Karakter: 4 / 6
Aftenens sidste band, var de ukronede konger af dansk dødsmetal, Illdisposed fra Århus (Ligesom 4 af de andre bands denne aften), og de var nok at regne som dagens hovednavn. Desværre synes jeg ikke helt, at de var dette prædikat værdige. Bo Summer virkede store dele af koncerten, som om han ikke rigtig gad. Jeg ved godt at manden nogle gange har lidt svært ved at holde sine meninger inde, men at det denne aften var det fedeste der skulle komme fra hans mund, havde jeg alligevel ikke regnet med. Gamle bandmedlemmer og andre danske metalbands fik på puklen, og det er ærlig talt en smule fortærsket efterhånden. Hans stemme er stadig fed, men når han virker uoplagt og kun har åndssvage ting at ytre, så falder respekten fra min side.
Illdisposed gav den dog fed gas, især trommerne var fede, og leverede de numre man kunne forvente af dem. Dog er det stadig de gamle numre fra ”Submit” der holder mest i min bog, men sådan er der jo så meget. Illdisposed leverede et fedt show, men jeg var en anelse skuffet.

Dødning
Karakter: 2½ / 6
Åbningsbandet lørdag var Dødning fra hovedstaden, og de sparkede dagen igang med Metal, der har klare rødder i den gamle Rock. Jeg tænkte på bands som Led Zeppelin og Down under sættet.
At musikken ikke var særlig tight spillet kunne man se gennem fingre med, men desværre var bandets performance præget af en del usikkerhed. De to forsangere gjorde deres for at komme ud i salen, men virkede ikke som om, at resten af bandet havde overskud til at støtte dem i den mission. Derfor endte Dødnings indsats som en skuffelse.

Chaoswave
Karakter: 2 / 6
Chaoswave havde taget turen fra det sydlige Europa, og på papiret har de rigtig gode kort på hånden til at præsentere en ordentlig gang Melodisk / Gothmetal; i front har de nemlig en sanger af hvert køn.
Desværre eksisterer denne fordel kun på papiret, for jeg har sjældent hørt nogen få mindre ud af dén konstellation. Stemmerne ligger ret tæt på hinanden, så det var ikke muligt at opnå noget spændingsfelt der. Desuden sang de ofte teksten sammen – hvorfor have 2 sangere, hvis man ikke bruger dem til noget?
Desværre var musikken ikke mere spændende. Alt for ofte manglede jeg en ekstra guitar i et lydbillede, der heller ikke bød på mange highlights. Samlet set var det en meget tynd performance, Chaoswave præsenterede det danske publikum for.

Mugshot
Karakter: 3 / 6
Der var vist ingen, der var i tvivl om, at disse københavnerdrenge var kommet til Jylland for at give den gas. De lagde ud med cool attitude og masser af bevægelse på scenen, hvor især de to guitarister støttede forsangeren Kim rigtig godt. Samtidig var der godt med knald på musikken, så starten var meget positiv.
Desværre begyndte musikken efter et stykke tid at blive ensformig, og jeg begyndte at småkede mig; glæden over den gode start begyndte at aftage.
Selv om musikken indeholder meget Metal, så giver den råbende vokal helheden et skud Hardcore, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Last Miles indsats dagen før. Her kommer Mugshot til kort, for selvom de gjorde rigtig meget for at presse deres musik ud til publikum, lykkedes det slet ikke i samme omfang. Derfor ender det med en bedømmelse til godkendt, men ikke meget mere.

Svartsot
Karakter: 0 / 6
At Svartsots koncert skule falde sammen med interviewforpligtelser er selvfølgelig uheldigt, men ikke desto mindre var det tilfældet, og derfor vil jeg på ingen måde give en karakter, men i stedet bare sige, at under de tre numre jeg så med Randers-krigerne, gjorde de en ganske fin figur, og skuffede ikke. Det var dog alt, det kunne blive til i denne omgang.

Keep of Kalessin
Karakter: 5 / 6
Næst efter Opeth var Keep of Kalessin det band, som jeg knyttede de største forventninger til på årets festival. Deres meget selvstændige Black Metal stil med rigtigt fængende omkvæd, havde jeg set frem til at opleve live.
Umiddelbart virkede det som om, at publikum ikke kendte bandet, men det kom de til! Med numre fra deres 3 seneste udspil leverede Keep of Kalessin et virkelig gennemført sæt. Især var det imponerende så helstøbt et lydbillede, de byggede op med kun 1 guitar på scenen.
En helt speciel indsats leverede trommeslageren Vyl; den var intet mindre end fantastisk! Manden præsterede det kunststykke at sidde fuldkommen afslappet med ubevægelig overkrop, mens han blastede og grindede løs i et fuldkommen vanvittigt tempo. Damn, det var fedt!
Samtidig er det helt sikkert, at der ikke var så meget som ét støvkorn tilbage på scenen efter koncerten, for med de voldsomme møllehjul, nordmændene lavede, kunne det ikke lade sig gøre. Der blev rystet garn til den store guldmedalje ved enhver given lejlighed.
En virkelig overbevisende performance, hvor Keep of Kalessin til fulde indfriede mine forventninger og viste, at de er et meget spændende band på den mørke side af Metal scenen.

Coldworker
Karakter: 3½ / 6
Svenske Coldworker har for et lille halvt år siden udgivet deres andet album, ”Rotting Paradise”. For dem som ikke kender de gæve svenskere, er der tale om rimeligt simpelt deathmetal, dog med en del charme og hurtighed. Svenskerne gjorde således fin figur på de skrå brædder… I hvert fald i mine ører i starten, men jeg tror måske man skal kende numrene før man kan blive rigtigt fanget af Coldworker’s musik, for ærlig talt, så smeltede de en smule sammen og det blev hen mod slutningen en kende kedeligt. Desværre, for de gav dem rimeligt med gas på scenen; især Oscar’s fingre på den 4-strengede var på overarbejde. Nummeret ”Reverse the Order” og covernummeret ”Necromancer” af Sepultura, var dog højdepunkterne i en lidt træg, men absolut godkendt koncert.

Konkhra
Karakter: 0 / 6
Konkhra måtte ligesom Svartsot lide under den fæle interviewforpligtelses-tort, men ifølge vores medbragte kammesjukker, gjorde DK-Deathmetal’s grand old man, Anders Lundemark, og hans kumpaner ganske fin figur, og de nye numre, der figurerede på setlisten, gav gode forhåbninger til det snarligt kommende album fra Konkhra.

Opeth
Karakter: 5½ / 6
Hovednavnet på AMF ’08 var ingen ringere end mægtige Opeth, der siden debutalbummet har rykket sine musikalske grænser flere mil end de fleste bands. Opeth var noget nær det eneste internationale topnavn på årets program, så forventningerne til dem var fra starten store.
Efter en forsinkelse på ca. 40 minutter (Mere om den senere) gik bandet i gang, og første nummer denne aften var, ikke overraskende, ”Heir Apperant” fra den seneste ofring, ”Watershed”. Denne aftens setliste bestod nærmest kun af de sikre hits; altså ingen overraskelser, eller sats fra bandets side, og det var nok fornuftigt nok i og med at aftenens koncert kun måtte vare 75 minutter, frem for de normale 90 minutter, et Opeth show varer. Det kunne dog have været fedt med både et længere set, men også nogle af de lidt mindre spillede numre. Sådan er det bare…
At Opeth er professionelle musikere, er der bestemt ingen tvivl om, og det var superfedt at se dem i aktion. Lyden var dejlig sprød, bandet besad et overskud af en anden verden på scenen og virkede meget glade og i stødet. Mikael Åkerfeldt jokede en hel masse på scenen og generelt var showet med Opeth den koncert, man havde håbet på kunne slutte dette års festival. At karakteren ikke helt rammer toppen, skyldes simpelthen bare, at jeg synes at Martin Axenrot havde lidt problemer til tider, hvilket mest kom til udtryk i ”Deliverance”, hvor stortrommerne ikke helt sad i skabet. Resten var dog helt til UG!

Afrunding: Nedgangen i antallet af udenlandske bands havde en negativ indvirken på årets festival, som tilstedeværelsen af et kæmpenavn som Opeth ikke kunne udligne. I stedet måtte vi ”nøjes” med navne fra toppen af den danske metalverden. Nøjes skal her ikke forståes rent kvalitetsmæssigt – den danske top holder et meget højt niveau. Problemet ligger i, at publikum har rig mulighed for at opleve disse navne på de danske scener ”til daglig”. Dermed udvandes et at de træk, der har gjort AMF til noget særligt, nemlig muligheden for at opleve udenlandske navne.
Til fremtidige udgaver af AMF bør man nok overveje hvilken vej, man ønsker at gå. En anden småting, der kunne ændres eller justeres, var den måde folk stod klemt sammen i forgangen, inden koncerten med Opeth. Det var ikke optimalt!
Det var en stor oplevelse at se Opeth på scenen, men det havde givet en bedre festival helt overordnet set, hvis man havde haft flere af de knapt så store udenlandske kunstnere på plakaten.

 

Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Carsten

Læs mere...

Opeth - Heritage

Der findes næppe en større fan af tidlig folk og prog. i metalverdenen end Opeths Mikael Åkerfeldt. I hvert fald ikke alment kendt. Det skulle da måske lige være Cathedrals frontmand og Rise Above Records’ head honcho Lee Dorian. Men hvor Dorian – især i kraft af sit pladeselskab – i stor grad omfavner den efterhånden vidtfavnende psykedeliske doom-scene, er Åkerfeldts kærlighed til pre-Sabbath-lydende-bands, som eksempelvis Jethro Tull blomstret op de seneste år. Det høres på svenskernes seneste opus, ”Heritage”.

I modsætning til førnævnte Jethro Tulls uendeligt lange diskografi, er ”Heritage” dog ikke sværtet til med fløjtespil, og jeg tvivler også stærkt på, at Åkerfeldt vil hoppe rundt dansende på ét ben under Opeths kommende koncerter! Hans forkærlighed for Tull og deres generation af ligesindede kommer til udtryk i kompositionerne på ”Heritage”. Der er ikke meget metal tilbage, og der er slet intet growl tilbage!

”Heritage” er i bund og grund en progressiv rock-skive med lettere referencer til 70ernes folk-musik. Forrige album, ”Watershed” fra 2008, skitserede Opeths vej længere væk fra metal, og selvom udfaldet af ”Heritage” var forventet, så er det samtidigt overraskende.

Isoleret set er ”Heritage” et solidt album, men personligt synes jeg det mangler en nerve. Det er en anelse tungt at komme igennem, skønt Åkerfeldt synger bedre (rent) end nogensinde. Kompositionerne væver imellem det udfordrende og smukke, og det søvndyssende og blanke. Lytteoplevelsen er således præget af en konstant rutsjebanetur fra højde- til lavpunkter, og selv efter utallige lyt hænger albummet stadigvæk ikke ved. ”Heritage” er et krævende album – især for én, som ikke er decideret fan af Opeth. Når det er sagt, er det også et album, som har potentiale til at vokse med tiden. Tidløst.

Tracklist:
1. Heritage
2. The Devil’s Orchard
3. I Feel The Dark
4. Slither
5. Nepenthe
6. Häxprocess
7. Famine
8. The Lines In My Hand
9. Folklore
10. Marrow Of The Earth

Samlet spilletid: 57:05
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed