fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Förtress - Legends

Med kun halvandet år på bagen må Förtress betegnes som et nyt navn på musikscenen, og de 4 gutter fra hovedstaden udgav den første EP, ”Of Bones”, Sankt Hans aften i år. Nu følger så ”Legends”, hvis udgivelse er valgt til fredag den 13 december. Med valget af dage som i overtroen anses for skæbnesvangre, kunne man forvente en udgivelse i Black Metal genren – ikke mindst når man kigger på tekstuniversets indhold af hekse, ondskab og uhellige formationer. Men nej, det hele leveres med både selvironi og glimt i øjet og pakkes ind i et hylster af Rock. Mere specifikt er der tale om Heavy Rock med et old school præg, så der er udmærkede hooks og godt med wah-wah pedal på guitarerne.

Det hele har fin attitude, men rykker alligevel ikke rigtigt igennem for alvor; selv om der er okay guitarindsats i det instrumentale ”Moon Sorrow”, sidder jeg igennem de 4 første numre og savner det sidste Wow. Men lige som der er ved at samles en sort sky af skuffelse over mig, kommer slutnummeret ”Stampede” og blæser den væk. Hér er der nogle af de medrivende ideer, jeg har savnet, og da også vokalerne, som i parentes bemærket generelt er virkelig flotte, også får en tand opad, er det fedt at synge med på det mundrette omkvæd. Som en redning på målstregen hæver det helheden op på Godkendt, og tænder et håb om at Förtress godt kan gå hen og skabe noget større…

Tracklist:    
01 Year of The Witch
02 Electric Mountain
03 Moon Sorrow
04 Forest of The Wicked
05 Stampede  

Samlet spilletid: 17:19

Læs mere...

Meridian - Metallurgy

Med 8 år på bagen, to EP’er og et album der måtte indspilles over to omgange, er det esbjerggensiske metal band Meridian endelig klar til at præsentere den melodiske perle ”Metallurgy” – sådan lyder de lovprisende ord i pressematerialet om Meridian, som spiller god gammeldags ”no bullshit” heavy metal, og det kan der være noget om.
Det er højt og hurtigt. Tungt og energisk.  Pladen lægger ud med ”Introminator”, som er en fed intro til det meget melodiøse ”Between Love and Hate” med fokus på den gode melodi og harmoniske guitartemaer. Samtidig kan jeg rigtig godt lide Lars Märkers vekslen mellem den pæne og den lidt mere aggressive vokal på dette nummer, hvilket han gør rigtigt godt. Så langt så godt; det lader jo til, at Meridian virkelig har fået bikset noget rigtig fedt sammen. Her knækker filmen så, og desværre er det en plade som ikke rigtigt fanger undertegnedes interesse længere tid ad gangen, fordi Meridian ikke formår at holde det rigtig gode niveau fra de to første numre hele pladen igennem. Rent sangskrivningsmæssigt mangler numrene simpelthen noget ”catchiness” og minder langt hen ad vejen lidt for meget om hinanden, hvorfor det hele ender med at blive en kende for ordinært. 
Med det sagt er ”Metallurgy” på ingen måde en dårlig plade; der er som sagt masser af fede soli samt gode melodier her og der, og bandet har i dén grad klasse til at begå sig på den internationale scene, det er der ingen tvivl om. En melodisk perle er der ikke helt tale om, men med nogle mere fængende numre havde der været mere i posen.
 
Tracklist:
1. Introminator
2. Between Love and Hate
3. Narrowmind
4. Human price
5. Frozen In Time
6. The Machine
7. Red Horizon
8. Seeking Immortal Life
9. Only the Strong
10. My Enemy
 
Samlet spilletid: 54:29
 
Læs mere...

Ghost Avenue - Ghost Avenue

Jeg var i første omgang helt sikker på, at Ghost Avenue var et tysk band; ikke kun fordi vokalen minder om en blanding af 75% Klaus Meine og 25% Udo Dirkschneider, men også fordi bandets stil minder meget om de bands, som vort sydlige naboland producerede rigtig mange af sidst i 1980´erne. Men sådan kan man gå galt i byen, for bandet stammer fra Norge, hvor det blev startet i 2002 under navnet Ghost. Siden er der jo kommet et andet band på banen med samme navn, så nordmændene tilføjede et ”Avenue” til navnet.

Navneskiftet har ikke haft indflydelse på bandets klassiske stil, som i første omgang fungerer fint, og i de første 2 numre har så mange kvaliteter, at de uundgåelige klichéer overskygges – tingene skrider fremad. Men ret hurtigt begynder der at komme slinger i valsen; numrene mister mere og mere originalitet, og teksterne virker alt andet end gennemarbejdede. Eller med andre ord: Ghost Avenue har styr på stilen, men sangskrivningen halter en del.

Når der kommer en musikalsk bølge, trækker den også en masse kunstnere med sig, som forbliver i skyggen af de bedste og aldrig slår igennem. Det skete også for mange af de ovenfor nævnte tyske bands – og det er i den kategori, Ghost Avenue placerer sig med dette udspil.

Tracklist:  

1. Ghost Avenue
2. Rock ‘n Roll Tree
3. The Hunt
4. The Right Direction
5. Crazy Eyes
6. Treasure Chest
7. All I Can Say
8. Out on the Street
9. When the Going Gets Tough
10. Legacy
11. Two Drinks

Samlet spilletid: 49:04

Læs mere...

Uriah Heep - Official Bootleg Volume Six

Når man tænker på at Uriah Heep startede helt tilbage i 1969 og dermed kan fejre 45 års jubilæum næste år, er det imponerende at bandets line up stadig tæller et originalt medlem, guitaristen Mick Box. Han er således også med på denne optagelse af bandets koncert som hovednavn på Rock of Ages festivalen 2008, der er udsendt som en del af bandets egen ”Official Bootleg” serie. Hverken CD coveret eller produktionen leder tanken hen på venstrehåndsarbejde, de er begge af udmærket kvalitet.

Konceptet har den indbyggede fordel, at nyt og gammelt materiale kan supplere hinanden uden at det virker forkert; i sådanne sammenhænge er det ofte gamle travere, der skal bane vej for nye numre. Det er nu ikke tilfældet her, for friske skud som ”Tears Of The World” og ”Overload” virker både fængende og interessante, og behøver ikke at gemme sig for deres ældre søskende. Det gælder især når man måler dem op mod ”Free Me”, som med sin Popglade stil markerer albummets kvalitetsmæssige lavpunkt.

Ellers må jeg sige, at Uriah Heep klarer sig godt; sangeren Bernie Shaw synger kraftfuldt og holder go’ kontakt til publikum, og han fører an i en omgang rigtig old school omgang Heavy Rock. Det vil sige af den slags hvor guitar og orgel fylder næsten lige meget, men desværre også bærer en reminder om, at ikke alle numre klarer sig så godt i nutidens lys som klassikerne ”July Morning” og ”Easy Livin’”. Derfor skal man have en nostalgisk tilgang til albummet for at det bliver værd at købe.

Tracklist:

01: Overload

02: Cry Freedom

03: Falling In Love

04: Words In The Distance

05: Tears Of The World

06: Between Two Worlds

07: The Wizard

08: Free Me

09: Shadow

10: Sunrise

11: Gypsy

12: July Morning

13: Easy Livin’

14: Lady In Black

Samlet spilletid: 76:11

Læs mere...

Fortress - Of Bones

Guitarist Simon Sonne Andersen fra det københavnske og anmelderroste dødsmetal band By The Patient spiller ved siden af By The Patient også old school heavy rock. Det gør han i bandet "Fortress", som netop har udgivet EP'en "Of Bones". EP'en er en digital udgivelse af en tidligere demo, hvor numrene, såvidt vides, er de samme.

Parolen på den 4 numre lange "Of Bones" EP er old school heavy rock med stærke rødder til 70'erne. Denne leveret med en stærk energi og en rigtig fin distortet produktion. Bandet spiller deres instrumenter tight i et højt og energifyld tempo. De 4 numre rummer et fint mix af rammende riffs, old school heavy, distortion og en rigtig stærk vokal.

Hvad bandet ikke mangler i tekniske og musikalske evner mangler de måske lidt i sangskrivningen endnu. De 4 numre er nemlig ikke vanvittigt differentierede i deres lyd. Det er under den samme hymne. Men tager man i betragtning, at der her er tale om en EP udgivelse og ikke et fuldlængdealbum, vil jeg vente til den endelige fuldlængde debut med at vurdere, hvorvidt dette reelt set er tilfældet.

En fin EP med et friskt pust til old school heavy rock fra den danske undergrund. Jeg ser personligt meget frem til en fuldlængdeudgivelse. 

Trackliste:
1. Fullmoon
2. Howl
3. Suneater
4. Thunderbeast

Læs mere...

Mold - Cremated Alive

Mold er et nyt dansk band, og de er en del af den undergrund, der gør, hvad de kan for at spille så nedstemt og tungt som overhovedet muligt. Udtrykket bliver nok forstærket af, at det er et kassettebånd, jeg lytter til. Hvorom alting er, så er Extremely Rotten Records på banen igen med et band, der spiller rådden (på den fede måde) death metal fra graven.

Fire numre er der på denne demo. Numrene er utroligt mudrede i produktionen, og det tager en rum tid at få tunet sig ind på, hvad der rent faktisk foregår. Når det så endelig sker, så er det lutter glade dage, for Mold er sgu fede! Stilen de praktiserer er omtrent så original som et coverband, men det virker, og garage-feelet arbejder for dem, for det giver et autentisk indtryk - et band der står i kælderen og spiller skramlet death metal, der handler om død og ødelæggelse med læderjakker og langt hår ned i øjnene. Klassisk!

Numrene er forholdsvis fede, og de vinder bestemt ved gentagne afspilninger. De er godt varierede i tempi, og der krydres med lidt guitarsoli. Min umiddelbare favorit er ”Terryfying Visions”, der med sit doomede islæt og sin hvinende guitarsolo skiller sig lidt ud fra resten af numrene. Jeg får lidt en Asphyx, Autopsy og halv Obituary-vibe, når jeg hører Mold. Faktisk ret fedt for jeg får lyst til at støve de gamle skiver af og lytte til dem igen.

Mold er virkelig old school death metal, og hvis du har mod på at støve dit gamle tape deck af, så kan du passende investere i ”Cremated Alive Demo”, da det er en hæderlig omgang metal, der ikke er ude på at sætte verdensrekord i at spille flest riffs pr. sang eller se, om trommeslageren kan slå på otte trommer samtidigt.

Tracklist:

01: Corporal Mortification

02: Heinous Deformities

03: Cremated Alive

04: Terrifying Visions

Læs mere...

Cerekloth - In the Midst of Life We are in Death

Cerekloth er et dansk band, som endnu ikke har gjort sig særligt meget fortjent til min opmærksomhed. Det lyder sgu lidt snobbet, men jeg købte ”Halo of Syringes” og var ikke videre imponeret. Bandet har ellers et par Ep’er på kappen og har da også spillet en flok koncerter hist og her, så mulighederne for at udforske dybere har bestemt været der.

”In the Midst of Life We are in Death ” er Cerekloths debutfuldlængde, og allerede 10 sekunder inde i første nummer er mit indtryk langt bedre end forventet. ”Praeludium”-delen af første nummer er en super, skæv men dog melodisk intro til en god dansk death metal-skive. Overraskende (for mig) holdes interessen faktisk godt ved lige stort set hele skiven igennem. Selv nummeret ”Halo of Syringes”, som er eneste genganger fra EP’en af samme navn, lyder fed. Produktionen er lidt ulden og dyster, men passer fint til Cerekloth’s lettere dissonante og lidt blackede death metal. Nogle af medlemmernes fortid i diverse andre danske bands fornægter sig i hvert fald ikke.

Tempoet er for det meste langsomt, og bevæger sig nødigt op i midtempo, men musikken bliver faktisk ikke spor kedelig af den grund. Den forholdsvis korte spilletid er selvfølgelig også en vigtig faktor i, at skiven ikke helt når at blive kedelig. Dette til trods for et par knapt så spændende numre ca. midt på pladen.

Jeg kan høre mange forskellige strittende inspirationskilder i musikken, og i mine ører kører det bedst for Cerekloth, når de smider al unødvendig ballast overbord og spiller helt simpelt. Jeg føler mig fristet til at nævne Autopsy, men det er nok nærmere primal-indtrykket fremfor, at Cerekloth minder om dem…

I øvrigt har frontmanden JBP en af DK’s grummeste vokaler. I ”Halo of Syringes” lyder han nærmest, som om han er ved at kradse af… Rigtig fedt!

Der er ingen tvivl om, at jeg skal lytte til EP’en igen, for ”In the Midst of Life We are in Death” er bestemt en fin plade. Jeg er ret sikker på, at numre som ”Within the Hollow Crown” og ”The Reapers Instant is Our Eternity” vil være fede livenumre. De er også fede på skive, og selvom jeg ikke er helt overbevist om Cerekloth’s potentiale, er jeg meget positivt overrasket over dette album, som bød på noget andet end det, jeg havde sat næsen op efter.

Tracklist:

01: Praeludium + Born of the Void

02: Within the Hollow Crown

03: Halo of Syringes

04: Nest of Disease

05: Mesmerizing Holy Death

06: When Outcast Became Kings

07: The Reapers Instant is Our Eternity

Total Spilletid: 38:01

Læs mere...

Anger as Art - Hubris Inc.

Når en plade bliver udgivet af et selskab, der kalder sig selv for Old School Metal Records, kan der vel ret beset ikke være megen tvivl om outputtet? Altså, jo, det kunne være heavy, thrash, death eller black metal. Udtrykket må dog findes i den klassiske formular – Altså ingen moderne trendy tiltag i form af breakdowns, sweeps eller lignende.

Ganske rigtigt set af mig – Musikken er virkelig old school. Thrash. Faktisk så old school, at det burde hedde ”really old school.” Musikerne i bandet er alle i nærheden af de 50. Det lader de sig dog ikke mærke af, og der bliver virkeligt spillet til. God gedigen duga og godt med thrashede riffs og hvinende guitarsoli. Noget af det fungerer – Meget af det fungerer ikke og desværre er der to ting, der modarbejder Anger as Arts gode og noble intentioner. Det ene er den massive spilletid på godt 55 minutter. Det er alt for langt for en skive af denne støbning. Numrene minder frygteligt meget om hinanden, og det bringer mig videre til mit næste ankepunkt: Anger as Art er ikke gode sangskrivere eller musikere. Ideerne virker blodfattige, klichefyldte og uden fantasi. De riffs der bliver spillet virker under par eller andenrangs, og til tider bliver de riffs nok også dårligere af, at de bliver spillet af musikere, der har sat barren for højt. Det virker nogle gange til, at de ikke kan følge med i deres eget materiale. Resultatet bliver, at det til tider bliver hakket, ude af takt og frem for alt sloppy. Ikke godt… Og slet ikke, når man tænker på musikernes mangeårige erfaring sammenlagt.

Kort sagt, er ”Hubris Inc.” en tør omgang at komme igennem, og det er i min optik, ikke en plade der har særlig megen berettigelse.

 

Tracklist:

01: Hubris Inc.

02: Time Devours Life

03: Gods of Hate

04: Anger is the Reason

05: Speed Kills

06: This is Why I Hate

07: As the Exalted Seethe

08: Pearls Before the Swine

09: Divided We Fall

10: Head of the Snake

11: Evil You Create

12: Pieces of Red

13: Rage and Retribution

14: Never Forgive, Never Forget

 

Total Spilletid: 54:37 Minutter

 

Læs mere...

Chapel of Disease - Summoning Black Gods

Chapel of Disease er et tysk band, der første gang så dagens lys i 2008. Dog skulle vi helt frem til 2012 før der kom noget materiale fra dem. Så kom der til gengæld også tre ting på ét år: En demo, en split og en fuldlængde. Alt sammen udgivet på mit nye favoritlabel: FDA Rekotz.

Lidt misvisende hedder albummet ”Summoning Black Gods”. Man kunne ud fra titlen foranlediges til at tro, at Chapel of Disease var et black metal-band. Dette er ingenlunde sandheden!

Chapel of Disease er rendyrket old school death metal. Faktisk så rendyrket, at jeg med det vuns føler mig hensat til mit lille lumre teenageværelse med min walkman i ørerne. Dengang hvor man lånte cder af venner eller på biblioteket og overspillede dem til bånd, og spolede båndene tilbage med en blyant osv. Dengang hvor death metal var noget, der på én gang var farligt men også dragende. Den stemning genskaber Chapel of Disease på fornemste vis!

Selvom mange bands nu til dags stræber efter at spille så hurtigt som muligt og flette så mange riffs ind i skæringerne som muligt, så hopper Chapel of Disease ikke med på den galej – Det her musik er hævet over enhver trend, og udmærker sig ved at være nærmest for klassisk. Produktionen og numrene er total 1989. Bandets image og artworket er heller ikke helt ved siden af.

Sangene er til tider en anelse for lange, men Chapel of Disease disker op med så mange fede riffs, at det er ligegyldigt. Deres riffs tåler nemt at blive gentaget. Musikerne i bandet er på ingen måde blændende musikere, og man aner da også lidt utightheder og småfejl hist og her, men igen så betyder det ikke noget, for det er satans charmerende, og ved gud (no pun intended) velskrevet death metal. Numrene ”Evocation of the Father” og især ”Descend to the Tomb” burde være skoleeksempler på, hvordan gammeldaws death metal burde skrives.

Det som Chapel of Disease leverer over de tre kvarter som ”Summoning Black Gods” varer, er intet andet end energisk, højpotent, stemningsfyldt klassisk death metal, og de har med stor sandsynlighed skrevet dem selv ind på årets top ti!

Og ja: Skiven burde hedde ”Summoning Death Metal Gods”!!

Tracklist:

01: Summoning Black Gods

02: Descend to the Tomb

03: Dead Spheres

04: Evocation of the Father

05: The Nameless City

06: Hymns to the New Land

07: Exili’s Heritage

08: The Loved Dead

Total Spilletid:  44:44 Minutter

Læs mere...

Year of the Goat - Angels´ Necropolis

Et svensk band ved navn Year of the Goat kan kun betyde Sort Metal med alt hvad dertil hører. Et hurtigt besøg på bandets hjemmeside forstærker denne formodning – her er budskabet klart: Vi befinder os på The Dark Side.
Stor var derfor min forundring, da jeg første gang lyttede til albummet, for hvad var det? Her var ingen fræsende guitarer og trommemæssige lynangreb; i stedet lavt tempo og nedtonede guitarer med tynd old school lyd. Nå, i det mindste må vokalen da lyde som noget fra gravens dyb? Nix, det finder man heller ikke her. I stedet mødes man af en REN vokal, som ligger et sted mellem Europes Joey Tempest og U2s Bono. Den er meget let at forstå, så teksterne træder tydeligt frem. Og her finder man endelig noget fra The Dark Side, for igennem samtlige numre er der nærmest tale om religiøs lovprisning af Lucifer – hverken mere eller mindre.
Den ledsagende musik er stilmæssigt et hop tilbage til den tidligste Hard Rock fra USA, og lyder derfor ikke særlig ”hard” i forhold til nutidens opfattelse af ordet. Et godt eksempel er ”Spirits Of Fire“, som minder rigtig meget som Blue Oyster Cult. I det hele taget er musikken nærmest underspillet, så der kommer endnu mere fokus på teksterne, især fordi melodierne er stærke. Det 10 minutter lange titelnummer er et virkelig smukt og usædvanligt indtrængende eksempel, men også flere andre tracks markerer sig stærkt med omkvæd og melodilinier, som bliver hængende hos lytteren.
Uanset hvad man synes om det tekstmæssige indhold, er dette en bemærkelsesværdig debut – jeg har aldrig før hørt så sorte tekster pakket ind på en så uskyldig måde, som det sker på ”Angels´ Necropolis”.

Tracklist:
1. For The King
2. Angels´ Necropolis
3. Spirits Of Fire
4. A Circle Of Serpents
5. Voice Of A Dragon
6. This Will Be Mine
7. I´ll Die For You
8. Thin Lines Of Broken Hopes

Samlet spilletid: 50:35

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed