fbpx

Amulet - The First

Amulet er et ungt engelsk band, der har fået chancen på et af de store etablerede selskaber – nemlig Century Media. Jeg vidste faktisk intet om Amulet, og jeg må blankt erkende, at da de første strofer fyldte æteren, gav det hele mening: cover, bandnavn og sangtitler – Amulet spiller gammeldaws heavy metal, som det lød tilbage i start 80’erne. Og jeg blev samtidig 

skuffet, for det er på ingen måde imponerende, prangende eller fængende for den sags skyld. En stor del af ovenstående negative udsagn skal hældes på sangeren, der absolut ikke har for fem flade ører charme. Han er ikke tonedøv, men han er forladt for alt hvad der hedder vildskab, memorabilitet og coolness. Musikken er  nogenlunde ok, men forfalder desværre rigtig tit til kedelige palm-mutede riffs, og det er altså kun fedt lidt af tiden. Musikerne kan godt spille, og her er ikke tale om et decideret ringe band uden evner. Det er blot kedelig musik de laver. 

Kigger man så på udtrykket, er jeg faktisk meget imponeret over Amulet. De lyder virkelig som om de er fanget i en tidslomme der er 30 år gammel. Produktionen er tør og ulden, og musikken er, som før skrevet, meget NWOBHM-agtig og giver mentalbilleder af bands som Saxon, Iron Maiden og den slags. Blot flere niveauer under, forstås.

Dette betyder dog ikke, at jeg synes Amulet har lavet en god plade – det er faktisk yderst sjældent, at jeg vipper med foden/hovedet, når jeg hører ”The First”. Det er simpelthen alt for tandløst og kedeligt til, at jeg kan hives ud af min nær-påbegyndte-søvn.

Men mon ikke, der er en mening med galskaben – når nu Century Media har gaflet dem?

Tracklist:
01: Evil Cathedral
02: Glint of the Knife
03: The Gauntlet
04: Bloody Knife
05: Heathen Castle
06: The Flight
07: Talisman
08: The Sacrifice
09: Mark of Evil
10: Wicked ’n Cruel
11: Black Candle
12: Trip Forever
13: Nightmare

Total Spilletid: 41:10

Læs mere...

Burning Nitrum - Molotov

Burning Nitrum fra Italien startede som vokalisten David Cillo’s hjertebarn tilbage i 2010, og efter at have rekruteret de rette personer, udgav bandet i 2012 deres første EP som fik titlen ”Pyromania”. Skiven fik flere positive anmeldelser, og det er blevet tid til at tage fat på debut albummet ”Molotov”, som netop er udkommet.

Jeg kan i og for sig godt forstå de pæne anmeldelser hvis EP’en ligner dette album, for der bliver leveret en god omgang old school thrash, hvor både stilen og vokalen minder lidt om gode gamle Vio-lence med de sædvanlige 80'er kor og høj-energiske riffs. Så umiddelbart er der godt gang i den, dog er der et godt stykke vej op til førnævnte Vio-lence’s niveau, men de var også i en klasse helt for sig, og et band jeg stadig savner at høre mere til. Nuvel, i instrumental nummeret ”Nemesis, The Death Star” beviser de Italienske unge rødder at de faktisk er nogle glimrende musikere, hvilket i høj grad præger hele pladen.

Desværre mangler der lidt originalitet samt nytænkning, hvorfor jeg i virkeligheden savner et mere varieret udtryk, og den retro-thrash-bølge som florerer er måske så småt ved at tage overhånd. Alligevel vil jeg lade vægtskålen tippe til den gode side, da der er masser af fed energi og nerve i musikken. De her gutter har ihvertfald masser af potentiale og fortjener trods alt at blive hørt.

Tracklist:
1. Subversive Nausea (Intro)
2. Remote Of Death
3. Apocalypse Of Pain
4. High Speed Bangers
5. Lying Until The End
6. Falling Into Slavery
7. Slave Of Lust
8. Sparkling Splatter
9. Nemesis, The Death Star (Inst.)
10. Turned To Ashes (Nothing Stands Still)
Samlet spilletid: 50:13

Læs mere...

Powerstroke - In For A Penny, In For A Pound

Powerstroke fra Belgien spiller en ganske groovy cocktail af old-school hardcore og thrash, og her snakker vi thrash i den tunge ende af skalaen, hvor jeg ville ønske at man havde nedtonet hardcore elementerne til et minimum, da hardcore ikke er min stærke side. Dog er nummeret ”Until The Fat Lady Sings” som også indeholder fortrinsvis hardcore elementer en af de helt store undtagelser, da det nok er pladens højdepunkt med et absolut glimrende omkvæd, som man kun kan blive glad i låget af.

Generelt er musikken spillet overbevisende og med masser af attitude, hvor den tykke og fyldige produktion giver et fedt og overbevisende lydbillede. Jonathan Matthijs’ har en fed dyb vokal, som læner sig op ad growl uden at være det og minder til tider om Chuck Billy (Testament) når han går dybt. Han kan også variere den over i det mere melodiøse, hvor han så minder lidt om Phil Rind (Sacred Reich), og det giver musikken et godt og varieret udtryk.

Numre som ”Uncovered” og ”Going Down In Style” kunne jeg sagtens have undværet, da de er præget lidt for meget af hardcore delene og i min optik er lidt intetsigende.
Alt i alt er det et ganske udmærket album bandet her har smidt på gaden, og det svinger ganske godt hele vejen igennem. Hardcore delene er dog ikke lige min kop øl, og det trækker desværre helhedsindtrykket en anelse ned, men fans af genren vil nok sætte en del mere pris på det end undertegnede, og kan derfor lægge en halv eller måske en hel stjerne til.

Tracklist.
1. Love To Hate
2. Face 2 Face
3. Until The Fat Lady Sings
4. Uncovered
5. Kickback
6. Just Sain’
7. Tough Love
8. Where My Head Lies
9. Queen Of Mean
10. Going Down In Style
Samlet spilletid: 41:21

Læs mere...

Chronosphere - Embracing Oblivion

Historien om Chronosphere fra Grækenland startede i 2009, da bandet blev dannet af Spyros Lafias på henholdsvis vokal og guitar. I starten spillede man old-school thrash metal, men har siden udviklet sig konstant, og kan med sikkerhed betegnes som en del af den nye bølge af thrash-death metal fra Athen. Dette er de lovprisende ord fra presse-infoen - om der ligefrem er en bølge af disse bands, skal jeg lade være usagt, men at Chronosphere er på vej frem gør bestemt ikke noget.

”Embracing Oblivion” er bandets andet album, som er fyldt med hard hitting thrash metal fra start til slut, lidt i stil med tidlig Testament, Exodus og den dur – altså Bay-Area thrashen, og det slipper de ganske glimrende fra. Numre som ”Porce Fed Truth”, ”Brutal Decay” og ”City Of The Living Dead” bed jeg mærke i som de umiddelbart bedste skræringer, men generelt set er det et helstøbt album, som sagtens kan og burde blande sig på den internationale scene. De opfinder ikke den dybe tallerken, men for pokker hvor er dette album dog en fuldt opladet energibombe! Musikken fanger ens opmærksomhed prompte med de energisk, fede og tighte riffs krydret med Lafia’s møg- hamrende charmerende vokal, som minder om en ”drenget” udgave af Machine Head’s Robb Flynn om man vil.

Når det så er sagt, mangler der lige det sidste før man falder helt i svime som f.eks en lidt bedre produktion, samt det lidt ligegyldige instrumentalnummer ”The Redemption”, som runder skiven af. Men det skal ikke tage noget af glæden, og det smager af mere synes jeg.

Tracklist:
1. Killing My Sins
2. One Hand Red Per Saint
3. Porce Fed Truth
4. Brutal decay
5. Frenzied from Inside
6. Herald The Uprising
7. City Of The Living Dead
8. Seize Your Last Chance
9. Beyond Nemesis
10. The Redemption
Samlet spilletid: 43:34

 

Læs mere...

Grave Digger - Return Of The Reaper

Grave Digger, som har været på scenen i mere end 30 år, er tilbage med endnu et album som de har valgt at kalde ”Return Of The Reaper”. Jeg har aldrig værer specielt begejstret for deres tidlige albums i 80’erne, hvor jeg syntes de manglede lidt identitet og aldrig rigtig fandt deres lyd. Det gjorde de derimod op igennem 90’erne og frem til det enogtyvende århundrede, og ”The Grave Digger” fra 2001 (mit personlige favoritalbum) er i mine øjne et rent mesterværk. Det nye skud på stammen skulle være dedikeret til gamle klassikere som ”Heavy Metal Breakdown” (1984), ”Witch Hunter” (1985) samt ”The Reaper” fra 1993.

Nuvel - Pladen lægger ud med piano introen og titelnummeret, som går direkte over i “Hell Funeral”. En typisk “Digger” skæring med kodylfede heavy metal riffs, masser af power og et fedt chorus. Dernæst  er numrene lidt på det jævne, men niveauet bliver løftet en hel del  af de sædvanlige melodiske og fængende chorus af Chris Boltendahl og co. “Tattoed Rider”, “Ressurrection Day”, “Season Of The Witch” samt afslutteren og ballade-tingen “Nothing To Believe” som har et – for at sige det mildt – pisse fedt chorus,  bør fremhæves som de bærende kræfter. Det hele bliver leveret meget stilsikkert som vi kender det fra tidligere skiver, og det er måske netop min anke. Der mangler til dels noget gnist og nerve, og med “The Grave Digger” in mente er der noget tilbage at ønske i min bog.

Hvis man i forvejen er fan af Grave Digger, er der intet i vejen for at få fingrene i dette album, det bliver eksekveret med klasse og bandet viser, at de stadig er et af de fedeste old-school heavy metal bands på kloden, men det er ikke langtfra deres bedste.

Tracklist:
1. Return Of The Reaper
2. Hell Funeral
3. Wargod
4. Tattoed Rider
5. Ressurrection Day
6. Season Of The Witch
7. Road Rage Killer
8. Grave Desecrator
9. Satan’s Host
10. Dia De Los Muertos
11. Death Smiles At All Of Us
12. Nothing To Believe
Samlet spilletid: 43:32

Læs mere...

Fokus på: Impalers

Hvad gør man som nystartet band? Hvordan når man sit publikum og hvordan får man den gode kontrakt, der giver et band en hånd med det hårde arbejde? Denne artikel er en blandt flere og har til formål at fastlægge, hvad man som band skal være opmærksom på. Faldgruber såvel som muligheder. Læs de første artikler om A Road To Damascus, Dreadlord og Blended Brew

 

Impalers - Old school thrash fra den jyske muld

Impalers er et nyere navn på den danske metalscene, men trods det er det et band, der hurtigt har fået en god del opmærksomhed. Bandets kompromisløse riffs og old-school thrash har allerede bragt de fire kyndige jyder på manges læber. Med base i Haderslev startede vokalist og rytme guitarist Søren bandet tilbage i 2007. På det tidspunkt havde dedog ikke rigtig fundet deres lyd, og der var primært tale om øvelokalejam uden nogen specifik retning. En tur på Wacken åbnede Sørens øjne og lagde grunden for bandets fremtidige lyd.

“Jeg tog på Wacken for første gang i mit liv, og der så jeg Sodom. Da jeg kom hjem derfra, sagde jeg: “Godt, nu ved jeg, hvad vi skal lave. Vi skal spille thrash fra nu af - rigtig tysker thrash. Det har naturligvis været en gradvis udvikling herefter; man starter jo ikke med at smide riffs af sted, men det kom stille og roligt” 

Med tiden kom erfaringen og de nødvendige færdigheder krævet for at spille den hurtige tråd. Som mange andre før Søren oplevede han samtidig en udskiftning af bandmedlemmer, der kom og gik.

“Det handlede meget om, hvad der fungerede og hvad ikke fungerede. Situationer opstår, der gør, at det ikke længere fungerer med medlemmerne. De mister interessen, flytter fysisk eller flytter fokus mod f.eks. uddannelse. Vi ser helst, at bandet har høj prioritet. Naturligvis skal der være plads til uddannelse, men hvis man vil noget med sit band, må man også erkende, at man skal tilsidesætte tid til det. Intet kommer af sig selv.”

“Det er vigtigt at folk prioriterer ens. Det fungerer ikke, at tre ud af fire medlemmer prioriterer bandet som det vigtigste, og sidste medlem ikke gør. Så falder det samme. Der skal være en enighed om, hvad man vil, og hvor man vil hen”

 

I 2008 kom Rasmus med på trommer. Til start hjalp Rasmus kun bandet i situationer hvor de manglede trommeslager, men da hans andet band fasede ud, overtog han pladsen bag tønderne hos Impalers. Herefter fungerede bandet i et halvt års tid som en trio, inden de faldt over leadguitaristen Thomas via 4sound.

“Jeg tænkte ellers, at jeg ikke ville finde en skid derinde (4sound). Det er altid sådan nogle, der vil ud og spille noget røvballerock. Men så var der den her ene fyr, der havde skrevet, at han kunne spille ”Kill’em All”, ”Ride The Lightning” osv. i den stil. Så jeg prøvede at skrive til ham (Thomas) og han mødte op med en Gibson Flying V og true thrash attitude, og så var vi sgu parat.”

Leadguitaristen kom på plads i sidste øjeblik. Måneden efter (2011) tog bandet i studiet og indspillede deres debut album Power Behind The Throne.

“Det første album var for vores vedkommende de første sange, vi skrev. Sådan tror jeg ofte, det er. Det er med at vælge de bedste numre, fra vi startede med at skrive og frem. Sådan kom vi frem til de 9 skæringer, der er på Power Behind The Throne”.

De 9 skæringer var ikke det første indspillede Impalers materiale, der havde set den danske sol. I 2009 indspillede den daværende version af Impalers deres første demo, Army Of Darkness, og i 2011 udkom anden demo under titlen A Necessary Evil.

“Vi sendte demoerne til alt der kunne kravle og gå. Vi havde fået en liste over kontakter fra Lasse fra Essence - både udenlandske og danske. Vi skulle bare have så mange anmeldelser og omtale, vi kunne få. Jo flere steder ens navn står, desto større chance er der, for at nogen noterer det og husker én.”

“Vi sendte også ud til alle spillesteder i Danmark, men altså man hører ikke rigtig så meget. Man sender ud, og så sender man måske en opfølgnings-email eller ringer og får et lidt halvlunkent svar, hvis man overhovedet hører fra dem. Men det var primært anmeldere og medier. Vi fik en masse gode anmeldelser og positiv omtale, hvilket var fedt, vi var jo godt klar over, at vi ikke havde skrevet den nye Beat The Meat.”

 

Impalers 1

 

I 2013 udkom debuten - halvlandet år efter bandet var gået i gang. Af økonomiske årsager havde processen trukket ud, men grundet stor hjælp og forståelse fra Søren Jensen fra Six Strings Studios, havde bandet formået at få færdiggjort debuten.

“Vi løb tør for penge mens vi indspillede. Vi var enige om en sum penge vi hver skulle smide, men desværre lykkedes det ikke for vores daværende bassist at rejse pengene. Heldigvis hjalp Søren Jensen fra Six String Studios os i den sammenhæng. Vi indspillede og aftalte, at vi betalte når der var penge.”

Under indspilningen af debuten, snakkede bandet med medlemmerne af Essence i forhold til at få en manager. I forlængelse af det kom Impalers i kontakt med Carsten Brogaard, som bandet valgte som manager. 

“Det har lettet meget for os at have en manager. Vi behøver ikke tage stilling til så meget mere, da han nærmest fungerer som en tragt for os. Han videresender en masse muligheder til os, og så kan vi sige ja eller nej. Han tager sig af det meste kontakt til presse osv. Han letter også arbejdet for os, så vi kan fokusere mere på musikken. Det er en balancegang, om man vil have andre til at hjælpe eller selv vil stå for det hele, men for os har det været en stor hjælp.”

Mens Impalers brugte tid på at færdiggøre materiale, brugte bandet og manager sideløbende tiden på at forsøge at finde et pladeselskab. Da debuten var på plads, blev den sendt til alt, der kunne være interesseret, og bandet fik da også en del positivt tilbagemeldinger og tilbud.

“Vi fik en del tilbud, men de var stort set alle sammen fuldstændigt tåbelige. Der var blandt andet tilbud, hvor vi skulle betale nogle ufattelige summer til dem (selskabet), for at de skulle udgive vores materiale. Pengene skulle bruges til promotion, og samtidig skulle de så have et cut af pladesalget. Det var tåbeligt - hvis vi skulle betale så meget, som der blev lagt op til, kunne vi ligeså godt udgive det selv. Der var flere af den slags. Vi skulle betale og så promoverede de os for de penge.”

“Vi endte med at finde et amerikansk pladeselskab, der hedder Horror Pain Gore Death Productions. Det vi fik, var nok mest en distributionsaftale, men ham fyren derfra har base i USA og kunne derfor lave en masse promotion derovre. Der lavede vi en 50/50 deal, hvor vi trykker en masse plader. Han får den ene halvdel, og vi får den anden, og så får han profitten, for det han sælger, og vi får for det, vi sælger. En ret simpel deal, men det giver os mulighed for at få spredt vores musik i USA, og incitamentet for ham er jo at sælge så meget som muligt.”

Bandet havde før valget undersøgt hvilke andre bands, der var tilknyttet, og hvor meget man hørte til dem. En fremgangsmåde der blev benyttet for alle tilbud, de havde fået, simpelthen for at sikre, at man valgte et pladeselskab, der gør noget for de bands, der er tilknyttet.

 

Efter debuten blev udsendt forsøgte Impalers at få så meget spilletid som muligt.

“Man vil jo gerne bare af sted på tour og ud og spille. Men sådan fungerer det bare ikke længere, for der er jo ikke nogen penge i musik, især ikke metalmusik. Skal du på tour, skal du spille 50.000 kr. ind. Hvis man kan det, kan man komme på tour i en 14-21 dage. Det er fuldstændig absurd. Ellers skal du selv booke det, og så bliver det kun mindre steder. Vi var da i Tyskland og Belgien og spille på nogle festivaler, men generelt er det bare dyrt.”

Heldigvis medførte det hårde arbejde også en masse positive oplevelser

“I Belgien headlinede vi foran 5 andre bands. Det var i sig selv ret overraskende, da vi aldrig havde været der før. Som om det ikke var nok, kunne folk fandme også vores tekster og sang med undervejs. Det var helt vildt fedt. Det var helt klart en fed oplevelse.”

I slutningen af 2013 beslutter bandet, at det er på tide at planlæge indspilning af nyt materiale. Studie bliver booket, og det hele var planlagt og parat, da bandet løber ind i problemer med deres daværende bassist. Problemerne udvikler sig til, at bandet er tvunget til at gå ud og lede efter en ny bassist. Heldigvis lykkes det forholdsvist hurtigt at finde en erstatning i Kenneth. 

“Før jeg kom med i Impalers, havde jeg spillede i Illnath i 7 år, men vores guitarist ville hellere noget andet, så han valgte at stoppe bandet. Han havde set, at Impalers søgte efter bassist og sendte det opslag videre til mig Jeg havde egentlig først tænkt, at jeg skulle holde en pause, efter de syv år. Men det virkede som et seriøst band, og så må man hoppe på. Det er jo ikke sikkert, at jeg ville kunne finde noget, når jeg så fik lyst til at spille musik.”   

Kenneth blev indlemmet i Impalers og har på kort tid måtte lære bandets materiale. Bandet er nemlig i skrivende stund i studiet for at indspille numrene til det andet album. Hele marts er sat af til at indspille - denne gang i Death Island Studios. 

 

Impalers anno 2014

Hvad kan man så forvente af den nye udgivelse og i det hele tiden af Impalers anno 2014?

“Der er mere vidde på den nye plade. Den første plade var der fra start til slut tæsk på hele vejen igennem. Det var thrash fra start til slut. Det er der også på den nye, men der er f.eks. kommet en ballade med. Ikke en Skid Row “Remember Me” ballade, men mere noget ala. “Fade to Black” og i den stil. Men på den anden side er der også nogle sange, der går fuldstændigt latterligt hurtigt, som er super aggressive og super brutale, så der er sådan lidt mere tekstur og variation over den nye plade. Lidt flere harmonier mellem guitarerne - men altså, man kan jo heller ikke variere så meget i thrash, før det bliver noget helt andet, og det vil vi helst ikke.”

Impalers forventer at deres nye materiale udkommer til efteråret, og herefter har bandet kun planlagt indspilning af musikvideoer og lignende. 

“Det kan være svært at planlægge, man ved jo aldrig hvordan den økonomiske situation er til den tid, men vi håber da lidt på, at der er nogen der får øjnene op for os, når vores nye materiale kommer og kontakter os, men der bliver nok ikke nogen videre tour, før pladen er kommet ud. Vi må se, hvad der kommer af tilbud. Det nye materiale bliver sendt ud til alle, der kunne være interessante og har interesse i vores lyd.”

 

Impalers 2014

 

Impalers’ anbefalinger

Efter at have gjort sig mange af de opstarts erfaringer som mange nye bands kan forvente at møde, står bandet tilbage med rig erfaring. Blandt de mange erfaringer, fremhæver Impalers følgende:

”Man skal fokusere på det, man vil. Lad bandet være fokus og sats alt det I kan. Naturligvis ikke så man ender som hjemløs eller i den dur, men så bandet har første prioritet. Hvis du vil fremad med din musik, er du nød til at give alt du har tilovers, økonomisk som psykisk, til bandet. Man tjener ikke en skid på det, og det koster mange penge, men hvis det er det, man vil og tror på det, er det det hele værd - bare man er bevidst om, at man må ofre”.

”Man skal også være beredt på, at der kommer meget modgang. Det kræver meget af én, og man må bare ikke give op. Man skal blive ved og blive ved og blive ved, lige meget hvor ærgerlige situationer man havner i, eller hvor dårlige ting andre siger om ens musik. Hvis man vil det, skal man holde fast i det. Pludselig står man med en pladekontrakt, hvor det så viser sig, at der ikke er nogen penge alligevel, og man ender med en studieregning, som man selv skal betale. Man får planlagt tours, sætter sig op til det, som ud af ingenting bliver aflyst. Det er pisse surt, men det sker hele tiden, man skal være beredt på, at sådan nogle ting bare sker. Det koster på det personlige plan, men man skal holde ved”.

 

Der skal lyde en stor tak til Impalers for at ville deltage.

 

Læs mere...

Prematory - Corrupting influence

Prematory er et ungt nyt navn fra Belgien, som blev dannet i 2007. De udgav deres første studio release ”Suiciety” i slutningen af 2010, som gav dem god omtale samt support jobs for bands som Warbringer, F.K.U. og Dr. Living Dead. Bandet er nu klar med deres første fuldlængde, ”Corrupting influence”, som udkommer på det italienske selskab Punishment 18 Records, der også huser blandt andre danske Hell’s Domain; dem kunne jeg sagtens se på samme koncertbillet som Prematory.
Bandet spiller old-school thrash, hvilket de gør rigtig godt, idet der ikke bliver lagt fingre imellem med aggressive, melodiske og høj-energiske riffs, fede leads samt tight trommespil og deslige. Der er ikke tale om en genopfindelse af genren her, men energien fra bandet og den selstændige lyd, de trods alt har fundet, tæller højt i min bog. Ret beset synes jeg ikke rigtigt, at jeg kan pege på nogen, de lyder som, så de er faktisk temmelig originale hvilket er en bedrift i sig selv i disse dage. Det er ikke alle numre der er lige vellykkede, men numre som ”Toxic experiment” med det (fede kor) og det semi eksperimenterende ”Sentenced For Life” er glimrende eksempler på et band, som har masser af gode idéer og mod til at skille sig ud. Så alt i alt en skive der holder stort næsten hele vejen, og med kun et par enkelte svipsere må det siges at være mere end godkendt.
 
Tracklist:
1.Sledgehammer
2.Insignificance
3.Down The Drain
4.Hold My Breath
5.Toxic Experiment
6.Lies Upon Lies
7.Grave Raiser
8.Sentenced For Life
9.Peace?!
10.Bad Blood
11.Corrupting Influence
 
Samlet spilletid: 46:38
 
Læs mere...

Battery - Armed With Rage

Danske Battery blev dannet i 2008 og har 3 kassette-demoer på bagen samt EP’en ”Mental pollution”. Jeg har hørt lidt rundt omkring, at der skulle være noget på vej med disse gæve danske drenge, men indtil nu har de været et ubeskrevet blad for undertegnede, og det er jo altid lidt ekstra spændende når der er nyt på vej på den danske scene, så det skulle blive interessant at høre om bandet’s første fuldlængde ”Armed with Rage” havde noget godt at byde på.
Når man lytter til Battery kommer man hurtigt til at lede tankerne hen på old-school thrash fra 80’erne, og inspirationer fra blandt andre Dark Angel (anno ”Darkness Descends”) er det svært at komme uden om. Der er godt gang i den fra start til slut, og energien fra bandet er et dejligt frisk pust væk fra tidens trend – så langt så godt. Når det så er sagt, så er der desværre ikke meget nyt og inspirerende at komme efter; det hele er hørt til hudløshed, bare bedre – især de forskellige leads fra guitaristerne Campradt/Johanneson er bestemt ikke prangende, hvor disse til tider er decideret falske. Her burde man have undladt førnævnte eller øvet sig noget mere, hvilket havde virket mere professionelt. Produktionen er heller ikke meget at skrive hjem om, bevares jeg ved da godt at man ikke skal klandre drengene for ikke at have penge til en god produktion, men den lader i hvert fald meget tilbage at ønske. Så alt i alt en skive på det jævne, hvor jeg måske i virkeligheden er rundhåndet med karakteren.
 
Tracklist:
1. Narcotic Mirage
2. Armed With Rgae
3. Indirect Oppression
4. Halo Of Hypocrisy
5. Hostile By Content
6. Vermin Of Fukushima
7. Pyramids Of Decept
8. Sense Eclipsed
9. Zombestial Incantation
10. Genocidal Gatlin Gunners
Samlet spilletid: 38:28
 
Læs mere...

Hatriot - Dawn Of The New Centurion

Originale Legacy og Testament vokalist Steve ”Zetro” Zousa’s nye band Hatriot har netop smidt deres andet album ”Dawn Of The New Centurion” på gaden. Opfølgeren til bandets debut album ”Hereoes Of Origin” fortsætter i samme spor, nemlig old-school Bay Area thrash metal i stil med Testament, Exodus og Forbidden.  Jeg kender ikke til debutten, men det her  album er i hvert fald helt i orden.
Jeg ved ikke hvordan I har det, men jeg synes i dén grad det var en fejl at Exodus fyrede ”Zousa” i tidernes morgen til fordel for Rob Dukes, som i min optik slet ikke er Exodus værdig, men lad nu det ligge. Som sagt så eksekverer Hatriot old-school Bay Area thrash metal, og det gør de med sikre hænder – aggressive riffs, twin guitar attack med nogle aldeles fede soli og ikke mindst ”Zousa’s” altid fremragende vokal, som er både bidsk, melodiøs og enormt fængende på en og samme tid. Han har sin helt egen stil hvilket betyder meget i disse dage for at undgå at drukne i mængden af bands. Højdepunkterne på pladen må være numrene ”Your Worst Enemy”, ”Silence In The House Of The Lord” samt titelnummeret ”Dawn Of The New Centurion”, hvor alt går op i en højere enhed, og hvis bare alle numrene havde været på det plan, så havde der været mere i posen.
Nu må bandet "nøjes" med 4½ stjerne på grund af en lille formnedgang i nogle af numrene samt mangel på originalitet, for det er der ikke meget af her; det hele er mere eller mindre hørt før, men det gode ved hele er, at man slet ikke savner Exodus’ form som de havde i gamle dage, den finder man i Hatriot!
 
Tracklist:
1. My Cold Dead Hands
2. Your Worst Enemy
3. The Fear Within
4. Honor In The Rise And Fall
5. SUPERKILLAFRAGSADISTICACTSARESOATROCIOUS
6. Silence In The House Of The Lord
7. World Funeral
8. Dawn Of The New Centurion
9. Consolation For The Insane
Samlet spilletid: 50:21
Læs mere...

Outrage - Brutal Human Bastard

Outrage fra Østrig, som blev dannet i år 2000, har siden dag 1 været inspireret af old-school death metal. Samtidig har de addet rocking old-school metal elementer til stilen med inspirationskilder som Sepultura, Six Feet Under samt AC/DC, hvorfor musikken beskrives som ”Neckbreaking Death Metal”. På bagen har de demo’en ”…And Deeper…” fra 2002, Ep’en ”Switch Off The Pain” fra 2006, samt debut albummet ”Contaminated” fra 2009. Bandet er lige nu album-aktuelle med deres seneste opus ”Brutal Human Bastard”, som skulle vise sig at være lidt af en fuser…
Altså de spiller jo for så vidt fedt nok med masser af knald på og en del udmærkede idéer, hvor numre som ”Pissing Roadside”, "Won't You Be My Flesh” og ”Negative Creep” må betegnes om højdepunkterne på pladen, som med deres lidt ”rockede” attitude fungerer udmærket. Når det så er sagt, så mangler der altså den dér wauw-faktor som mange gange bliver et problem med alle disse udgivelser, og i det store hele bliver det en noget middelmådig indsats, der ydes på ”Brutal Human Bastard”. Vokalen er der heller ikke meget at skrive hjem om; det er den sædvanlige growlen uden de helt store dikkedarer og bliver møgkedeligt at lytte til på den lange bane. Så alt i alt en halvskidt udgivelse lidt under middel som er glemt igen i morgen, men fedt cover ellers – det skal de dog have.
 
Tracklist:
1. Disorder
2. Cryptic Time
3. Addiction
4. Days Of Disorder
5. Mexican Standoff
6. At The Abyss
7. Pissing Roadside
8. Down From The Silence
9. Won’t You Be My Flesh
10. Deprivation
11. Negative Creep
 
Samlet spilletid: 38:44
Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed