fbpx

LLNN, Kollapse, Hiraki, Puke Wolf - Radar

Radar har i mine øjne etableret sig som et af de spillesteder i Århus som virkelig tager undergrunden til sig, både danske og udenlandske bands. I aften var ingen undtagelse, da vi stod i Post-Metal/Noise/Hardcore'ens tegn med bands som LLNN, Kollapse, Hiraki og Puke Wolf, selvom jeg forventede det normale smadder, så var det lidt af en afveksling, da jeg både fik hørt et velkendt band og alligevel en finale som gik over alle forventninger, men det hører vi om senere.

 

Puke Wolf

Suverænt navn til aftenens første band, som jeg ikke har stiftet bekendtskab med. Det lokale stod for at åbne braget i aften, og de virkede en anelse introverte på scenen og utroligt nervøse. Taget i betragtning at deres musik ikke var introvert, faktisk det stik modsatte at de faktisk spillede ret fed Hardcore, men det virkede til at de lod de deres nervøsitet tage over. Musikalsk fejlede det ingenting, da deres melodiske form for Hardcore Punk faktisk var fedt og lyden inde i salen var også ganske fed. Salen var ikke fyldt til renden, men alligevel var det en god håndfuld mennesker mødt op for at støtte op omkring bandet. Puke Wolf leverede en fin koncert, men alligevel var deres optræden bare lidt halv akavet og mærkelig, men rent musikalsk var der en del gode øjeblikke.

Karakter: 3 ud af 6

 

Hiraki

Efter en pause var det blevet tid til lokale Noise rockere i Hiraki til at sprænge trommehinderne hos aftenens publikum. Jeg har set Hiraki to gange før, men alligevel har de ikke lige sagt mig særligt meget, men alligevel gik jeg ind i salen med et åbent sind. De første par numre var ret smadrede og larmende er en meget god beskrivelse, lyden var god og det var lidt flere mennesker, som var rykket op mod scenen. Lyden fortsatte sin gode streak og det hele kørte bare. Udover at der selvfølgelig var nogle gode øjeblikke i musikken, så fangede det mig bare aldrig helt. Jeg følte ikke at jeg "forstod" deres musik, det var lidt som om at det var Godflesh blandet sammen med Converge til en hvis grad. Det hele blev lidt kedeligt for mig og lidt ensformigt og langtrukkent i løbet af showet. Hiraki er nok bare ikke noget for mig.

Karakter: 2 ud af 6

 

Kollapse

Jeg havde længe set frem til at endelig få lov til at se Kollapse fra Aalborg. Deres seneste udspil Angst er et album, som jeg har hørt meget igennem sommeren, og det er blevet federe for hver gang jeg har sat den på. Det slog mig dog alligevel at bandet annoncerede 2 dage før koncerten, at det ville være deres sidste koncert nogensinde, så det har var allerede noget jeg ikke kunne misse. Bandet gik på scenen, og det var tungt som ind i helvede og nu var standarden sat højt. Man røg næsten ind i trance så snart bandet gik i gang med at spille, og de er gået fra at blive meget mere Post-Metal ala Cult Of Luna og Neurosis end bare kliché Hardcore Punk. Jeg blev fuldstændig opslugt af stemningen, og det var så fedt at det næsten var overstået alt for hurtigt. Kollapse afsluttede deres tid som band på den fedeste måde, men alligevel er det sgu lidt ærgerligt at dette var eneste gang jeg kommer til at se dem. Tak for musikken, drenge!

Karakter: 5 ud af 6

 

LLNN

Nu var vi endelig nået til aftenens hovednavn. LLNN har ikke formået at skuffe mig endnu de gange jeg har set dem live, og hver gang har det været vildere end gangen før, men denne her gang var nok den bedste. Rapture sætter ballet i gang og som altid er det så pisse højt. Forsanger/guitarist Christian Bonnesen skriger sin hals til blods imens de andre medlemmer lægger lag på lag med endnu mere aggression og had mod verden. Numre som Monolith og The Guardian var også bare i verdensklasse i aften. Jeg følte der var måske lidt knas med lyden til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på meget hurtigt. Hvis der nogensinde vil blive lavet en compilation cd med det bedste soundtrack til vores post-apokalyptiske verden, så er LLNN det eneste som skal fylde den CD. Så dystert og ondskabsfuldt at det er nok til voldtage dine trommehinder og brække alle knogler i kroppen. Vi fik serveret et nyt nummer helt til sidst som var ni minutter langt, og det lød fantastisk, så jeg ser frem til det nye LLNN kommer ud. Efter så takkede bandet af forlod bassist Ramus Furbo og Synthman Kjetil Sejersen scenen. Efter de var gået af råbte en fra publikum at de skulle spille noget The Psyke Project og lige pludselig blev Martin Nielskov tidligere sanger i Èglise, Czar og The Psyke Project trukket op på scenen, og før man havde set den kommer begyndte bandet at spille In The Mist, som blev skrevet af The Psyke Project i sin tid, og publikum gik helt amok. Jeg fik en high five af Nielskov imens han skreg, hvor han efterfølgende hev mig op på scenen, og jeg fik smækket mit knæ ind i monitoren, så efter noget headbanging og skrål, så var at stagedive det eneste logiske at gøre. Efter nummeret var slut lå der flasker, ølpletter, en monitor var også ødelagt, så det var ligesom i de gamle Psyke Project dage. Selvom jeg stadig mærker i dag, at mit knæ gør nas, så var det en fænomenal afslutning og jeg fik lov til at vidne tre ud af fem af de tidligere medlemmer af TPP spille In The Mist. Rimelig fed afslutning. LLNN, i kan ikke gøre noget forkert!

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Swans - Voxhall

Nu var det sgu blevet tid til at trommehinderne virkelig skulle tæskes igennem. Det amerikanske orkester Swans har nu haft en utrolig spændende karriere med slåskampe mellem forsanger Michael Gira og publikum, roterende besætninger og opløsning og genforening. Deres første album Filth udkom tilbage i 1983, og skulle efter sigende have banet vejen for Industrial Metal genren, da bands som Godflesh ofte har udtalt sig om hvordan Filth har været en kæmpe inspirationskilde. Deres nye materiale er dog måske blevet lidt for struktureret og lidt ”blødere” end det tidlige materiale, men det er stadig fantastisk. Jeg har dog ikke fået hørt det seneste udspil The Glowing Man så meget, men de to forrige plader er stadig nogle jeg hører meget. Jeg har set bandet to gange før og de spillede ca 6 numre og koncerten strækker sig ud til omkring to timer og 45 minutter hver gang, så jeg vidste alligevel godt hvad jeg kunne forvente af denne koncert, men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Little Annie

Swans har nu altid været kendte for at medbringe obskure og mærkelige opvarmningsbands med sig på tour, og denne gang var det uden tvivl det mærkeligste, jeg har set indtil videre. Little Annie kom på scenen og sang Folsom Prison, som originalt er skrevet af Johnny Cash. Det var måske lige en anelse forvirrende, da jeg ikke lige helt kunne følge med eller fatte hvad det var jeg var vidne til. Det var Jazz, avant-garde, experimental eller hvad end man nu har lyst til at kalde det, men en ting kan vi understrege og det er at det var meget underligt. Little Annie var i selskab med pianist Paul Wallfisch, som også er den nybagte pianist i Swans. Musikken kan sammenlignes med en kvindelig version af Tom Waits, men hendes performance fangede mig sgu ikke. Jeg synes det var alt for mærkeligt og ret kedeligt, for mit vedkommende i hvert fald. Desværre Little Annie, du er sgu ikke lige min kop te.

Karakter: 1 ud af 6

 

Swans

Der gik i hvert fald ikke lang tid før medlemmerne af Swans entrede scenen på Voxhall. Kroppen var mentalt klar og ørepropperne var helt inde i ørerne. Det er lige et fremtidigt råd, hvis du aldrig har set Swans live, så for guds skyld HUSK ørepropper. Bandet startede ud med nummeret The Knot som så vidt jeg kan huske, er ikke udgivet på nogen plade endnu. Kl 21.15 gik bandet i gang med at spille, og det virkede lidt til at bassist Chris Pravdica var særlig tilfreds med lyden i hans monitor og det var en følelse som også blev gentaget af resten af bandet. Nummeret blev dirigeret af forsanger/guitarist Michael Gira, hvor han gjorde det tydeligt til de andre medlemmer hvornår de skulle skifte og hvornår opbygningen skulle finde sted. Det er jo meget nemt, at falde i trance når Swans spille,r da lydbilledet er så kolossalt, voldeligt, unikt og smukt på samme tid. Som sagt tidligere gik bandet i gang med at spille nummeret og kl 22.05 var nummeret færdigt. Kun Swans kan spille et nummer som varer 50 minutter og alligevel formå stadig at være super badass. Efter en kort pause gik bandet i gang med at spille nummeret Screen Shot fra deres forrige udspil To Be Kind, og det fungerede også ganske fint. Vokalen druknede lidt i mixet og det satte lidt af en dæmper på oplevelsen og nummeret sluttede næsten lige så pudsigt som det startede. Nummeret blev efterfulgt af The Cloud Of Unknowing fra deres seneste udspil The Glowing Man, og her begyndte det storslåede og eksperimentelle lydbillede virkelig at komme til live. Men ca 20 minutter inde i nummeret begyndte jeg sgu lidt at miste fokus. Swans spiller jo også så umenneskeligt højt og ens ører kunne ikke holde det ud i længden. Kroppen var smadret og en vejfortjent sidde pause fandt hurtigt sted. Jeg bevægede mig ind i salen igen og Swans fortsatte med at give os en sonisk afstraffelse. Den nyeste tilføjelse til Swans er pianist Paul Wallfisch, som erstattede percussionist Thor Harris. Man kan godt mærke og høre at Harris ikke længere er med i bandet, da jeg begyndte at føle det at der manglede noget af lydbilledet. De sidste to numre vi fik var numrene The Man Who Refused To Be Unhappy og titelnummeret fra den seneste plade.

Jeg synes selv at Swans er et fantastisk band, men alligevel føler er det her ikke den bedste Swans koncert jeg har set, men det ændrer selvfølgelig ikke lige min mening omkring deres musik. Jeg synes stadig at de er fantastiske, men alligevel begyndte jeg sgu at kede mig i løbet af koncerten, men man kan jo heller ikke spille fuldstændig perfekt hver evig eneste gang, så tak for denne gang, Gira og co.

Karakter: 3½ ud af 6

Læs mere...

Dinosaur Jr - Voxhall

Det var igen en af de gange hvor jeg bevæger mig utrolig meget ud af min normale comfortzone. Dinosaur jr er et af de bans som banede vejen for Indie Rock, Noise Rock og var et stort hit på den alternative rockscene tilbage i 90’erne. Jeg har dog ikke stiftet bekendtskab med deres musik, men jeg tænkte at det var en god afveksling fra alle de metal shows som jeg havde anmeldt på det seneste. Men lad os se hvordan aftenen udviklede sig.

 

Wild Style Lion

En måned eller to før koncerten havde Voxhall bedt publikum om hvilket lokalt upcoming band skulle opvarme for Dinosaur Jr. Hele Facebook gik helt amok og kom med en masse gode bud på hvem det skulle være. Det endte så med at blive ingen af dem, da Wild Style Lion blev offentliggjort som direct support for på deres Europa turné. Deres musik kan vel beskrives som abstrakt Noise musik. Det var to mænd som stod på en scene og spillede mærkelig musik. De spillede noget fra deres seneste EP, hvor Kim Gordon fra Sonic Youth har medvirket. Der var utrolig blandede følelser da man så bandet, da jeg virkelig ikke vidste hvad jeg skulle synes om det. På nogle punkter var det meget innovativt og spændende. Og så var der andre gange hvor det hele begyndte blive alt for forvirrende og uudholdeligt. Jeg synes at deres koncert skabte mere forvirring end det gjorde glæde af musikken. Der var selvfølgelig nogle få fede øjeblikke i musikken, men det var ikke noget som blev mindeværdigt på noget tidspunkt. Det blev sgu aldrig mere end en okay koncert.

Karakter: 2½ ud af 6

 

Dinosaur Jr

Som jeg læste i en anden anmeldelse, at det virkede mere som Dinosaur Senior end det var Jr, da bandet entrerede Voxhall denne torsdag aften. Tre mænd som var vel godt på vej til de halvtreds år. Jeg havde på forhånd slet ikke hørt noget af deres musik, så forventningerne var lave. Jeg endte så med at blive positivt overrasket. Der stod ude ved hoveddøren, at koncerten ville være meget høj lydmæssigt. Det var egentlig meget godt beskrevet, da forsanger/guitarist J Macsis stod foran tre kæmpe forstærkere, og foran sig stod der endnu en forstærker. Bandet begyndte at spille, og lyden var intet mere end fantastisk inde i salen. Publikum var begyndt at strømme til inde i salen, og der var ret godt fyldt op da det endelig startede. Sætlisten havde mest fokus på deres seneste par udspil, hvor man godt kunne se at publikum virkede lidt halvt forvirrede, specielt de fans som var kommet for at høre det gamle. Men for mit vedkommende gjorde det ikke så meget. Jeg synes det var fedt, og stemningen var også virkelig god i salen. Eftersom jeg ikke har set bandet før, så ved jeg ikke om det er normalt til alle deres shows, men de virkede utrolig introverte på scenen. Macsis sagde næsten intet i løbet af aftenen. Det virkede lidt off til tider, da der ikke var så super meget kontakt med publikum, men alligevel gav det musikken lov til at udfolde sig til det maksimale. Jeg synes aldrig at koncerten ramte det tidspunkt hvor det hele bare var fantastisk. Det blev vedligeholdt ved omkring hvor det hele bare virkede fedt. Der var også et specielt øjeblik hvor bandet hev to roadies med på scenen, hvor der lige pludselig var 2 guitarister og to trommeslagere. Det satte lidt af en dæmper på oplevelsen, da det andet trommesæt ikke havde mikrofoner på, så det var lidt meningsløst, men sjovt var det at se. Bandet forlod scenen og kom tilbage efter et øjeblik for at spørge publikum, hvilke sange vi ville høre, og Fury Little Things blev spillet, som var efterfulgt af et andet nummer, og så var det tak for i aften. Dinosaur Jr var en fed oplevelse, og det var en god afveksling i stedet for al det metal, som jeg har hørt på det seneste. Alligevel lod bandet den store oplevelse blive derhjemme, men en ganske fed aften var det i den grad, og det er i hvert fald ikke sidste gang jeg tager ind og ser Dinosaur Jr.

Karakter: 4½ ud af 6

Læs mere...

The Body, Full Of Hell, No Fealty, Èglise - KB18

Det var lidt svært ikke at blive ekstatisk, da ens yndlingsband kom til Danmark - nemlig Full of Hell. Bandet har vist at grindcore/hardcore/powerviolence-genren kan rykkes og rykkes til det ypperste af menneskets psyke, og netop Full of Hell er det perfekte eksempel. De udgav for lidt under en måned siden samarbejdspladen One Day You Will Ache Like I Ache sammen med doom/noise-bandet The Body. De valgte at fejre udgivelsen med at tage på en Europatour sammen, som heldigvis ramte Danmark. Jeg tog den lange tur fra Århus til København for at finde ud af, om det var den lange ventetid værd?

 

Èglise

Første band på scenen i aften var lokale Èglise. Mange gange har jeg hørt om navnet, men jeg har aldrig givet mig til at lytte til deres musik. Frontet af tidligere The Psyke Project forsanger Martin Nielskov har Èglise skabt et navn for sig selv både i den danske undergrund og i udlandet. Genren vi er ude i er jo kaotisk hardcore med tydelige inspirationer fra bands som Time to Burn, Celeste og Coverge. Alle førnævnte bands er jeg fan af, så jeg var spændt på at se hvordan bandet gjorde det live. I forhold til at jeg ikke havde hørt en strofe på forhånd af deres musik, så må jeg indrømme at jeg var positivt overasket. Medlemmerne fløj frem og tilbage på den lille scene, hvor hvert bandmedlem stod og svedte op ad hinanden under showet. Lyden var desværre ikke så god under koncerten, da man nogle gange kun hørte bas, trommer og vokal, nogle gange kunne man næsten ikke høre den anden mikrofon, som også var til stede på scenen. Udover rimeligt dårlige lydforhold må jeg indrømme, at jeg var positivt overasket over mit første møde med Èglise, og jeg er mere end sikker på at det heller ikke bliver det sidste.

Karakter 4 ud af 6

 

No Fealty

Den første plade jeg nogensinde anmeldte for Revolution-Inc, var No Fealtys seneste udgivelse, They Love Which Makes Their Graves. Jeg var lidt sent inde i salen, da jeg faldt i snak med nogen udenfor, men gik indenfor i salen efter et par minutter. No Fealtys musik ligger meget op ad bands som Nails og Trap Them, så der var ikke meget pis imellem numrene, og det var bare lige ud ad landevejen. Lyden var nogenlunde blevet ordnet igen, men alligevel var der stadig ret mange lydproblemer under koncerten. På trods af disse problemer holdt det ikke bandet fra at smadre alle på deres vej. Forsanger Morten Kjærgaard stod foran på scenen under det meste af koncerten, og skreg og skrålede som om hans liv afhang af det. Nogle gange tyrede han sig selv ud i publikum og skreg folk i ansigtet. Jeg synes at bandet spillede fedt, men alligevel led de meget under dårlige lydforhold, som stadig ikke var blevet ændret på siden starten af aftenen. Jeg synes at No Fealty gjorde det godt. Energien var der og musikaliteten var i orden, men alligevel formåede lyden at ødelægge et meste af oplevelsen.

Karakter 3 ud af 6

 

Full of Hell

Nu var det endelig blevet tid til at se mit yndlingsband, som jeg har forgudet i snart et års tid nu, nemlig Full of Hell. Folk var begyndt at fylde salen mere og mere ud, og det var næsten tætpakket oppe ved scenen. Efter en massiv lydmur gik sættet endelig i gang med nummeret Halogen Bulb, som bare lige fra start satte gang i pitten. Filip Andersen fra Hexis hoppede op på scenen og løb ind i folk, og det satte jo bare mere gang i galskaben. I interviews virker forsanger Dylan Walker så rolig og flink, men på scenen udståler han den samme psykose og vrede, som den musik han laver med bandet. Trommeslager David Bland gav de trommer så meget tæsk, at det var forbavsende at se på. Højdepunkterne for mig var numre som Vessel Deserted og A Pile of Dead Horses. Det var egentlig ret svært at tro til tider, at jeg havde ventet i så lang tid på at se dem live, og nu havde jeg endelig fået chancen. Bandet lavede utroligt meget støj imellem numrene, hvilket skabte den effekt at alle numrene hang sammen. Men alligevel var pauserne imellem numrene måske lige en anelse for lange. Lyden var der endelig blevet rettet op på før deres koncert, men der var desværre nogle punkter, hvor vokalen druknede lidt for meget i mixet - men heldigvis ikke alt for meget. Full of Hell spillede en virkelig virkelig, virkelig fed koncert, men alligevel på grund af lange pauser imellem numrene og lidt lav vokal til tider, så holder det mig fra at give koncerten en topkarakter. Men jeg var langt fra skuffet - og jeg kan slet ikke vente med at se Full of Hell igen på Aalborg Metal Festival til november.

Karakter 5 ud af 6

 

The Body

Efter en meget velfortjent pause var det nu endelig blevet tid til The Body. Jeg havde kun hørt meget lidt af deres musik før, men alligevel vidste jeg at det ville være noget af en udfordring at lytte til. Hold nu op det larmede inde i salen, da de gik i gang med at spille! Atmosfæren blev meget dyster under The Body, og stemningen spredte sig ud imellem publikum. Jeg blev desværre ikke fanget af stemningen, og jeg synes at det blev lidt kedeligt til sidst. Pga. mit lift hjem, var det desværre ikke meget jeg nåede at se af The Body, men det var virkelig heller ikke noget som fangede mig særligt meget - men højt, det var det sgu.

Karakter 2½ ud af 6

Læs mere...

Boris with Merzbow - Gensho

Drone Metal og Noise musik. Den førstnævnte genre er noget, som jeg er meget stor fan af, med bands som Earth og Sunn O))). Da dette stadig bliver spillet ofte i min fritid, vil jeg kalde mig selv for en Drone Metal fan. Jeg har hørt meget om Boris, da de lavede pladen Altar sammen med Sunn O))), som jeg stadig hører regelmæssigt. Merzbow er nu lidt en af de sværere piller at sluge. Masami Akita, som går under navnet Merzbow, er mere eller mindre en Noise musik legende, men alligevel har jeg aldrig formået at få hørt hans musik. Merzbow har eksisteret siden 80'erne, og har åbenbart udgivet over 400 optagelser af musik. Boris og Merzbow har nu slået sig sammen for tredje gang, for at lave en plade sammen igen, og hvad den nu indeholdt var noget af en overraskelse, men der var masser at vælge imellem, da pladen alligevel varede omkring de 148 minutter.

Den første side af pladen er en masse genindspilninger af klassiske Boris sange, og et cover af Sometimes med My Bloody Valentine. Åbneren på pladen er nummeret Farewell, som sætter lytteren hen i en dejlig og euforisk stemning. Selvom meget af Boris's musik er meget euforisk og atmosfærisk, så formår de at overaske lytteren med lidt mere eksperimenterende numre såsom Rainbow og Akirame Flower, som alligevel formår at holde en røde tråd igennem Boris' materiale på pladen. Boris har alligevel valgt at lave et cover af My Bloody Valentine's Sometimes, som jeg synes er ret modigt. Bandet formår at skabe en ret bittersød, og måske en anelse halvdeprimerende cover af dette nummer, mens halvdeprimerende skal menes på den gode måde. Det som jeg synes gjorde nummeret endnu bedre da jeg hørte det igennem de første par gange var, at lukke øjnene og bare blive fuldstændig opslugt af atmosfæren i nummeret. Det er intet mindre end fantastisk godt klaret, og jeg kan ikke rose dette cover nok.

Alligevel formår pladen at tage noget et så drastisk skift, som overhovedet ikke er forventet. Efter Boris's side af LP'en er færdig, går vi endelig i gang med at høre hvad Merzbow har at levere til os. Vi får fire numre, som alligevel rammer på de 74 minutter af fuldstændig kompromisløst Noise musik, og det er ikke ment som noget positivt. Det hele lyder bare som en Gameboy, der er gået fuldstændig i hak eller en CD, som er ude i samme situation. Det er måske bare mig, som slet slet ikke forstår hvorfor nogen ville synes at det her er godt. Jeg kan huske, at Merzbow lavede en plade sammen med Full Of Hell, som er mit yndlingsband, og det samarbejde synes jeg fungerede rigtigt godt, men det her forstår jeg bare absolut intet af. Jeg kan simpelthen ikke se det fede i at bare lave en masse industriel larm, hvis man kan kalde det det? I tyve minutter. Jeg gik fra en ren eufori af glæde og hallucinationer af Boris' musik, til en evig hovedpine og smadrede trommehinder.

Jeg er lidt skuffet over, at den første del af pladen skulle være så fed og så alligevel at slutningen var noget værre larm. Jeg kan godt forstå, at nogen ville kalde Merzbows musik for kunst og meget innovativt, men det virkede ikke for mig. Jeg synes overall at pladen var noget af en udfordring at lytte til, og den havde sine gode øjeblikke, men alligevel var det måske en lige lovlig barsk afslutning at komme med, der desværre trækker ned i karakteren.

Tracklister:

Boris :
1. Farewell
2. Huge
3. Resonance
4. Rainbow
5. Sometimes (My Bloody Valentine cover)
6. Heavy Rain
7. Akoma No Uta
8. Akirame Flower
9. Vomitself
Samlet spilletid: 74.25


Merzbow :
1. Planet Of The Cows
2. Goloka Pt. 1
3. Goloka Pt. 2
4. Prelude To A Broken Arm
Samlet spilletid: 74.26

 

Læs mere...

Fossils - The Meating

Den danske eksperimenterende duo, som går under navnet Fossils, har nyligt begået en ny EP, som bærer titlen The Meating. Fossils består af trommeslageren Per Silkjær og bassisten Simon Tornby, som på denne plade får besøg af en gæstesolist på hvert af de syv (!) numre. Gæsterne tæller blandt andre Jacob Bredahl (The Kandidate, ex-Hatesphere), Ultimate Combat Noise (a.k.a. "støj-skulptøren" Søren Daugbjerg) og Kim Kix (Powersolo), så der er lagt i ovnen til en ret varieret omgang, når man tager bandets beskedne omfang i betragtning.

Og det er da også primært ved hjælp af gæsternes respektive indsatser variationerne i numrene træder frem. Musikken, som den bliver leveret af Silkjær og Tornby, er benhård og kompromisløs punket heavy. Masser af distortion på bassen forklæder ikke det faktum, at begge instrumentalister er utroligt dygtige, og den knivskarpe produktion tillader mig at følge med i de hårdtpumpende riffs, aggressive trommer og skæve rytmer uden at kløjs i de sine steder totalt overdrevne klangflader. Som nævneværdig undtagelse fremstår skæring nummer to, Taxon - med førnævnte støjskulptør, som, til trods for fede riffs, efter min mening flyder fuldstændigt ud og forsvinder i de insisterende feedback-hyl som udgør størsteparten af soloindsatsen. Men ok, enhver sin smag.
Og det er simpelthen i sjælden grad sandt for pladen her, for jeg er sikker på den vil dele vandene. På den ene side må man beundre de to medlemmers kunnen og overbevisning, for gu' er de dygtige. På den anden side er der alt for mange oplevelser af "hvorfor" på The Meating. Marie Højlunds (Marybell Katastrophy) indsats, for eksempel, tegner lyst og lovende, med hendes stemmes lidt sære klang og den skæve melodi hun lader svæve henover nummeret Ridge and the Rock. Indtil man opdager, at teksten hun synger er taget fra starten af Iron Maidens "Run to the Hills", og det ikke bare delvist men helt. Hvad angår de andre tekster er det ikke helt ligetil at decifrere deres betydning, såfremt der er nogen, men Jacob Bredahl får da fremsagt en helt 90'er-agtig hardcore/hip hop-inspireret "Fossils...2015!" i starten af sit nummer, og Seb Doubinski konstaterer i slutningen af sit, at "pigs are very intelligent animals". Pladens sidste nummer, Ködhabit - med Kim Kix, er også det længste, og samtidig det, som efter min mening fungerer klart bedst. Det er ikke mindre sært end de andre (med Kix' spøjse "Serj Tankian møder Nick Cave og fløjter en mærkelig melodi"-indsats), bare på en eller anden måde bedre sammenhængende i sin struktur.

Som musik- og metalelsker, og bassist endda, er der intet jeg hellere vil end at holde af et projekt, som lader den traditionelle rytmegruppe spille så frit og spændende som Fossils gør det, men jeg synes desværre slutproduktet bliver alt for fortænkt. Jeg sidder med følelsen af at have været vidne til en intellektuel øvelse snarere end en musikudgivelse, som om jeg har været til "fri-mikrofon"-aften i musikerkollektivet "Avantgardisterne". Jeg forestiller mig, at The Meating er guf for dem, som elsker den sprælske, ubundne leg, som Fossils giver sig selv og deres gæster så god plads til, til trods for numrenes korte længde (syv numre, som i alt varer under 17 minutter). Men for mit vedkommende må jeg indrømme, at denne EP desværre ikke tænder mig overhovedet.
Gode karakterer for den tekniske udførelse skal de have, men for den generelle appel og tilgængelighed er der ikke meget at hente.

Track list:

Deadringer - Feat.: Jacob Bredahl (1:54)
Taxon - Feat.: Ultimate Combat Noise (2:42)
Meat Lover - Feat.: Mads Stobberup (2:20)
Ridge and the Rock - Feat.: Marie Højlund (2:13)
Speedbacon - Feat.: Seb Doubinski (1:05)
Ham Reader - Feat.: Mikko Mansikkala Jensen (2:17)
Ködhabit - Feat.: Kim Kix (4:11)

Samlet spilletid: (16:45)

 

Læs mere...

Plebeian Grandstand - Lowgazers

Dette her er hvad mareridt er skabt af. Kaos. Desperation. Klaustrofobisk ensomhed. Følelsen af, at man ikke er alene i sit hoved. Guitarernes skæve harmonier, trommernes maniske, mekaniske march og vokalens desperate, drømmende, flydende megalomani nedsænker en i en tilstand af håbløshed. Med en massiv lydmur afskærer de al kommunikation udefra, og man efterlades alene uden anden chance end at konfrontere sine egne dæmoner.

I samtlige 41 minutter brager de nådesløst derudaf, kun afbrudt af "Relief Of Thoth”- et instrumentalt stemningsnummer, der bestemt ikke bedøver nerverne. Tværtimod. Skiven er som en rutchebane, hvor det meste foregår i hæsblæsende fart, og de få øjeblikkes ro der er, bruges til at understrege spændingen før den næste nedstigning til helvede.
Variation er ikke kodeordet her, men det lægger stilarten heller ikke op til. Denne slags høres bedst som den musikalske tour-de-force det er. Det er stemningen og følelserne der er i højsædet her, ikke omkvæd, breakdowns eller catchphrases. Det er der andre musikere der må tage sig af.

Dette nærmest kvælende sorte tæppe nedsænkes over hovedet på en af franske Plebeian Grandstand, (groft oversat pøblens udsigtspunkt) fra Toulouse. De blev dannet i 2009, dette er deres tredje fuldlængde plade og har derudover to 12” splits på samvittigheden. De har turneret europa og Rusland tyndt i bedste DIY stil, og med sådan en produktivitet er det svært at forestille sig, at de ikke vil blive ved med dette.

For et så ungt band er det en forbavsende stor lyd de har skabt, og et massivt live generalieblad. Det emmer af en kvartet der lever og ånder for deres hverv og kva den stil de spiller, nok ikke gør det for pengenes skyld. Det er ikke teknisk krævende musik, på nær trommerne, der kræver sin fysik for at kunne holde sådan et grind tempo oppe, men det fungerer. Deres produktion er tilpas skramlet, så man ikke føler det er påtaget, men god nok, så man ikke er i tvivl om deres kærlighed til musikken.

Jeg er allerede i gang med at finde mere af dette band, og jeg glæder mig til de på et tidspunkt runder vores bræddegrader så, jeg kan fange et live show med dem. Det har jeg forventninger om vil blive en fed oplevelse.

 

Trackliste

1. Thrvst
2. Endless Craving
3. Flail In The Bliss
4. Lowlifer
5. Relief Of Troth
6. Svn In Your Head
7. Aimless Roaming
8. Murk Diving

Samlet spilletid: 41 minutter

 

Lowgazers by Plebeian Grandstand

Læs mere...

Shining - 8 1/2 Feberdrömmar i Vaket Tillstånd

Shining fra Sverige er vel nok det band, der har det højeste karaktergennemsnit på indeværende side. Om det er fortjent, ved jeg ikke, men mystikken, der kredser omkring forsanger/problembarn Nicklas Kvarforth, er i sig selv nok til at sælge plader.

Personligt har jeg aldrig rigtig fået dykket ordentligt ned i kataloget – SÅ spændende synes jeg heller ikke det lyder, men alligevel var jeg lidt intrigued….

Nu kom chancen i hvert fald, og jeg tror måske, at jeg er startet det forkerte sted? ”8½ Feberdrömmar i Vaket Tillstånd” er en slags opsamling. Det er en skive, hvor Kvarforth har genindspillet og gen-mixet nogle sange fra Shining-sangskatten, og fået nye sangere til at skrive tekster og udføre disse tekster. Numrene, der er valgt, er tilsyneladende nogle lidt mere obskure af slagsen, men de sangere der gæster skiven, er alt andet end obskure: Gaahl, Famine, Attila Csihar og Maniac er blandt bidragyderne, og det må siges ikke at være hvem som helst! Deres tilstedeværelse alene kan vel også sælge skidtet…?

Numrene er som skrevet genindspilninger/nye versioner, så om de afviger fra originalerne, aner jeg intet om. Jeg kan blot konstatere, at ud af de seks skæringer er der tre, der får mig op at stå. Udtrykket på de første to-tre skæringer er grænsende til det enerverende og direkte afskyelige. Nogle ville tage det som en god ting, men lige her er det altså skidt. Numrene er utroligt støjende, og jeg har svært ved at holde fokus. Udover det er de også meget lange. Det bliver dog bedre, jo længere man kommer ind på skiven, og de to sidste numre er klart mine favoritter. ”Black Industrial Misery” er en Shining-version af temaet fra de klassiske gyserfilm ”Halloween”. Om end nummeret er lidt langt, så virker det for mig. Det er samtidigt gæstet af Maniac, der her leverer skivens allerbedste vokalpræstation. Det sidste nummer, hvor Kvarforth iøvrig selv medvirker, er lidt mere ”afdæmpet”, hvis man kan kalde det dét? Det er i hvert fald også noget bedre end det andet materiale på skiven. Udtrykket er knapt så nådesløst og ensformigt.

Kigger man på enkeltmandspræstationerne, er vokalydelserne klart det bedste på skiven. Instrumenterne er ikke synderligt godt produceret – trommerne lyder programmerede, og guitarerne er overstyrede. Det er muligvis meningen, men jeg bryder mig ikke om det.

For at vende tilbage til mit udgangspunkt, så er jeg nok startet det forkerte sted med Shining. Jeg skal vist dykke ned i deres reelle albums, fremfor i en skive der består af en skæv samling numre med gæstevokaler. Denne skive  gør i hvert fald ikke det store for mig.

Tracklist:

01: Terres Des Anonymes

02: Szabadulj Meg Önmagadtól

03: Ett Liv Utan Mening
04: Selvdestruktivitetens Emissarie
05: Black Industrial Misery
06: Through Corridors of Oppression

Samlet spilletid: 48:52 

Læs mere...

Indian - From All Purity

Indian er et amerikansk band, der er sidste skud på stammen i den efterhånden endeløse malstrøm af sludge/black/noise/doom-bands, der udgiver plader. Relapse Records står for tiden fadder for en stor del af de bands, og man aner efterhånden en metalcore/nu-metal-agtig tendens, hvor alle bands for tiden skal være lidt sludge’de eller doom’ede. Det devaluerer genren! 

Indian er dog i mine ører et af de bands, der deler vandene. 

For det første er deres lyd utroligt noise-præget. Statisk støj, feedback og andre forstyrrende elementer præger skiven, men især det første nummer, ”Rape”. Det er meget svært at lytte til i starten, men det bliver bedre og nemmere jo flere gange, man får lyttet til det. Derudover er sangeren virkelig, VIRKELIG vred. Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har hørt så sindssygt vred en vokal, som tilfældet er her. Man kan faktisk næsten mærke spyttet fra ham… Også den var utroligt belastende i starten, men vandt dog indpas senere hen, og blev med tiden det allermest imponerende på ”From All Purity”. De andre præstationer på albummet blegner simpelthen, når sangeren giver los, og spyer eder ud. Ikke at de andre præstationer er dårlige som sådan… De kan bare slet ikke måle sig med vokalen.

Numrene er i sagens natur ikke synderligt varierede. Der er ingen melodi eller andre fixpunkter at komme efter, og den eneste ”åndepause” man som lytter får, er det instrumentale nummer, ”Clarify”, der mod skivens slutning fungerer som pitstop for den udmattede lytter. Tempoet er ret meget det samme hele skiven igennem, og kombinerer man det med det støjende og nådesløse udtryk, har man godt 40 minutters intensiv katarsis for sjælen… Ja, selv plakken på tænderne ryger af.  

Kort sagt er Indian på ingen måde for de brede masser af metalfans. Det er skingert, vredt, olmt, ondskabsfuldt og frastødende. Det er, på den rigtige dag, enormt fedt og givtigt at lytte til ”From All Purity”.  På den forkerte dag er det bare irriterende støj, men jeg er efterhånden blevet overvundet, og melder mig i koret af folk, der lovpriser Indian. Check det ud!

Tracklist:

01: Rape
02: The Impetus Bleeds
03: Directional
04: Rhetoric of No
05: Clarify
06: Disambiguation

Total Spilletid: 40:33 Minutter

 

INDIAN - "Rhetoric of No" (Official Track)

Læs mere...

GOG - Ironworks

Et énmandsband som udsendes via Season of Mist – er det ikke ensbetydende med Black Metal? Som hovedregel jo, men GOG er undtagelsen, der bekræfter reglen. Bandets eneste medlem er Michael Bjella, som kommer fra Arizona, og livet under ørkensolen har ikke præget ham i retning af Sort Metal. I stedet har han med ”Ironworks” søgt at gengive livet for de mange arbejdere, som sled og slæbte i metalindustrien under den industrielle revolution. Derfor består albummet primært af maskinelle lyde samt metallisk hamren og banken. Til gengæld er der meget lidt egentlig musik på albummet; ud over lidt guitar og ditto klaver til at binde tingene sammen med, er der ikke noget som trænger igennem lydtapetet.

Derfor er de enkelte numre meget monotone, hvilket sikkert er tilsigtet, men ikke særligt interessant. Kun i ”A Promised Eternity Fulfilled With Cancer” opstår antydning af spænding via kontrasten mellem klaver og maskiner.

Formålet med albummet bliver opfyldt på udmærket vis, for når man lytter til ”Ironworks” er det ikke svært at forestille sig larmende maskiner og hårdt arbejdende mennesker. Til gengæld har værket mere karakter af et lydspor til en undervisningsfilm end et egentligt album, og selv om Bjella formår at få sin lydcollage til at hænge sammen på en ganske overbevisende måde, er underholdningsniveauet meget lavt – hvis ikke jeg havde fået det til anmeldelse, ville jeg ikke bruge tid på ”Ironworks”.

Tracklist:

1. 1870-1906

2. Tasks Which Destroy Body And Soul

3. God Says To Love You In Chains

4. A Promised Eternity Fulfilled With Cancer

5. Into Her, She Carved The Word Empty

6. I Draw My Strength From You

Samlet spilletid: 42:43

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed