fbpx

Nightwish - Valby-Hallen, 03.11.18

Tilgiv mig på forhånd: jeg er kæmpe fan. Så er det sagt. I sommers kom Nightwish forbi Copenhell som følge af deres ”Decades” tour: en tour med fokus på gamle sange, heraf primært fra ”Oceanborn”, ”Wishmaster” og ”Once” – dét som mere eller mindre har gjort Nightwish til det de er i dag. Det var derfor som gammel fan umuligt ikke at dukke op. Koncerten var dog præget af både lydproblemer, forbud mod ild og et semi-uoplagt band. Men nu er vi inden døre og først lige begyndt på shows post-festivalsæsonen, så betingelserne er i hvert fald bedre. Lad os se om det så er nok!

Nightwish:
Det starter godt. Så langt så godt. Der er i kontrast til Within Temptation for halvanden uges tid siden mere proppet, vi står tættere op af hinanden og det føles deraf mere som en slags indendørs stadionkoncert. Udstyret er også til det og modsat WT bliver hele scenen bragt i spil hos Nightwish, alt lige fra de kontinuerligt rullende baggrundsvideoer af sne, bjerge og lignende til bandets medlemmer der har fin bevægelse til det gennemførte pyrotekniske element: det er ikke så få øjeblikke hvor der er ild, fyrværkeri og/eller tyk røg fra scenen.

Det begynder dog noget mere roligt. Først ved en humoristisk gammelsmands-agtig intro med formaninger om, at nu skal vi tilbage i tiden, de gode gamle dage – og pak så den telefon væk! Vel modtaget, i hvert fald de første fem minutter. En nedtælling følger, fløjtespilleren mm. Troy Donockley starter alene ud med den smukke ”Swanheart”, men så kan der heller ikke teases mere: ”Dark Chest of Wonders” og ”Wish I Had An Angel” bliver skudt afsted, no fucks given – og masser af ild. Bonuspoint for nonchalant at lægge ud med deres bedste sang, det er sgu i orden. Det visuelle virvar fortsætter hele vejen igennem, og det er godt det samme. Stemningen er en enormt vigtig del af Nightwish’ identitet – det er derfor det virker her, og derfor det faldt igennem på Copenhell. Lyden er også en anden klasse end sidst, der er god bund og det er kun i de heftige stykker (som der så til gengæld er en del af i aften) hvor de finere detaljer ryger. Desværre, men som oftest jo en kondition ved en koncert.

Omdrejningspunktet for i aften er som tidligere nævnt de gamle dage. Og Nightwish er mestendels tro mod sit ord: kun fire ud af 20 sange er udgivet efter 2005. Så vi får både de semi-skrøbelige semi-ballader i form af ”10th Man Down” og ”Come Cover Me”, keyboardmani og sololir i bl.a. ”Gethsemane” og ”Sacrament of Wilderness”, en afskedshilsen til Tuomas’ barndom over små syv minutter i ”Dead Boy’s Poem” og Columbinemassakren dækket i ”The Kinslayer” (en sang jeg selv har ventet 13 år på at høre). Vi er faktisk helt tilbage ved debutalbummet fra 1997. Jeg mener, vi får ”Elvenpath”, sangen hvorfra det hele tog sin begyndelse. Vi får, må gud forbyde det, ”The Carpenter”, her ved Donockley i stedet for Tuomas’ stemme (dét var nok også et urealistisk ”ønske”, såfremt nogen havde det) – og det er ikke engang en god sang. Som fan er det en oplevelse ulig nogen anden at få lov til at høre disse perler fremført live, og minder om unge dage og efterhånden tågede oplevelser skyller ind og dernæst ud af mig så hurtigt som den næste gamle skæring overtager. Det er storslået, men også kun for mig.

Det er kun for mig. Når jeg kigger ud over salen går tingene i hvert fald ikke op: folk er som forstenede. Som halvt passive, næsten statiske stenstøtter uden livsgnist. Jeg forstår det ikke. Der sker et vidunder foran dem, men det rører dem kun overfladisk – klap efter sangene, det er hvad størstedelen kan svinge sig op til... undtagen ved de nye sange. Undtagen ved de nye sange. Hvad foregår der? I min rus når jeg at tænke, at jeg måske har overlevet en generation af Nightwish-fans som jeg står her og har en noget nær guddommelig oplevelse med mine to venner. Måske det er hvad der er sket. Når ”Amaranth” og ”I Want My Tears Back” får et højere bifald end ”Sacrament of Wilderness” eller ”Dark Chest of Wonders”, ja så er det svært at forstå hvorfor (og det er uden at have noget imod de sange). Men selv hvis dét er tilfældet er det uforståeligt. Hvis jeg ser væk fra mine fanboybriller et øjeblik kan jeg sagtens forholde mig til, at Nightwish i aften kører på noget nær ren rutine. Det kan jeg da godt se. Men det er ikke kedeligt. Det er ikke uvedkommende. Floor smiler og inviterer os lokkende med til dans og gode stunder, Marco er den hyggelige onkel som sædvanligt og både Tuomas, Emppu, Troy og Kai bag trommerne ser klart og utvetydigt ud til at hygge sig. Som minimum er det da festligt! Det er lørdag. Det er i starten af måneden. Jeg kunne komme med flere grunde til, at det bør tage fart, men det gør det kun sporadisk som f.eks. i den mægtige ”Slaying The Dreamer” og ”Nemo”, som folk da i det mindste ser ud til at kunne huske.

Ikke at jeg rigtig sanser noget af dette før dagen efter eller nu hvor jeg skriver dette. Jeg tror dog alle i rummet kan være enige om at afslutningen holder helt og holdent: med førnævnte ”Slaying The Dreamer” (der bliver eneste skud fra ”Century Child”) efterfulgt af tyve-femogtyve nærmest kriminelt episke minutter ved de tre første dele af ”The Greatest Show On Earth” og herefter ”Ghost Love Score” – så går man ikke galt i byen, det er helt sikkert. Men mere end ”ret godt” virker det ikke som om er tilfældet for de fleste, der er intet at klage over og det hele spiller, men et mesterværk? Nok ikke. Det er det imidlertid for mig, så vi mødes tættest på midten.

Sætliste:
0) – Swanheart (acoustic)
1) – Dark Chest Of Wonders
2) – Wish I Had An Angel
3) – 10th Man Down
4) – Come Cover Me
5) – Gethsemane
6) – Élan
7) – Sacrament Of Wilderness
8) – Dead Boy’s Poem
9) – Elvenjig (traditionel cover)
10) – Elvenpath
11) – I Want My Tears Back
12) – Amaranth
13) – The Carpenter
14) – The Kinslayer
15) – Devil & The Deep Dark Ocean
16) – Nemo
17) – Slaying The Dreamer
18) – The Greatest Show On Earth (Chapter 1, 2 & 3)
19) – Ghost Love Score
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Nightwish - Endless Forms Most Beautiful

I mine unge goth-dage – der efterhånden ligger små 14år tilbage i tiden – var jeg stor fan af Nightwish. Det var dengang med ”Wishmaster”, dengang vi skrålede i kor til ”Bless The Child” og dengang hvor Tarja Turunen forførte os alle med sin smukke stemme. Siden Turunens exit har jeg vidst ikke hørt et helt Nightwish album, så denne anmeldelse er ganske interessant for mig.

Jeg kan erfare at der er sket en del siden jeg sidst fulgte med. Anette Olzon, der erstattede Turunen som forsanger, er blevet skiftet ud. Og ”Endless Forms Most Beautiful” markerer således endnu en ny begyndelse for bandet, der dog stadig har Tuomas Holopainen med som den musikalske hovednerve og primære sangskriver. Men i front står nu Floor Jansen, der tidligere var sangerinde i After Forever. Og hun har bestemt også en glimrende vokal, om end det nye Nightwish har en væsentlig anderledes og mere rocket lyd, end de havde før i tiden. Og hvad man synes om det må man selv vurdere, jeg kan egentlig meget godt lide det. Om end denne symfoniske metal ikke er min favoritgenre, så kan man ikke tage Holopainens talent for at skrive sange fra ham. Både numre som ”Weak Fantasy” og ”Élan” overrasker mig enormt positivt, og har virkelig hitpotentiale. Jo mere jeg lytter til Jansens vokal, jo mere kan jeg lide hende. Hun har noget råt og stadig meget fint over sin klang, der passer ret godt til musikken. Både når hun er i det følsomme hjørne, som på ”Our Decades In the Sun” og det lidt mere hårdtslående som på titelnummeret. Det er også de velkendte musikere der er bag både bas, guitar og trommer (Marco Hietala, Emppu Vuorinen og Jukka Nevalainen), så på den måde er det sikre fundament også sikret. Det er meget velspillet og velproduceret. Men de store musikalske udfoldelser bliver det ikke til. Der er ikke noget nyskabende eller overraskende ved albummet, rent musikalsk. Der bliver ikke eksperimenteret eller leget alt for meget. Det er 100% genkendelig og klassisk Holopainen-lyd og opbygning på numrene. Det sidder lige i skabet, ja, men det er også næsten for pænt fra tid til anden. Lidt flere musikalske krøller og lir kunne jeg godt have brugt. Dog kan jeg stadig godt lide numre som ”My Walden” der har noget rigtig fint – og igen meget klassisk – kor og klaverspil i omkvædet, og albummets sidste skæring ”The Greatest Show On Earth”, der varer imponerende 23 minutter. Uden at blive kedeligt, vel at mærke og det tager jeg sgu hatten af for.

Jeg ved ikke om man længere kan kalde det for ”det nye Nightwish”, det er tydeligvis mest bare mig der er bagud. Men uanset hvad man kan kalde det, så er mit første møde med dem i flere år ganske positivt. Det bliver nok aldrig noget jeg kommer til at dyrke igen, men jeg synes faktisk det er helt udmærket. ”Endless Form Most Beautiful” er en fin skive, der også har noget at byde på til dem, der bare godt kan lide god melodisk metalmusik.

Track list:
1. Shudder Before the Beautiful
2. Weak Fantasy
3. Élan
4. Yours Is An Empty Hope
5. Our Decades In the Sun
6. My Walden
7. Endless Forms Most Beautiful
8. Edema Ruh
9. Alpenglow
10. The Eyes Of Sharbat Gula
11. The Greatest Show On Earth
Samlet spilletid: 01:18:00

Læs mere...

Nightwish, Arch Enemy og Amorphis gæster Falconer Salen

De symfoniske metalgiganter Nightwish, lægger vejen forbi Falconer Salen i København 16. november med prominente special guests.

Sidste gang bandet optrådte i Danmark var tilbage i 2012, siden denne koncert er forsangeren Anette Olzon skiftet ud med den karismatiske og klassisk-trænede sopran Floor Jansen, der vikarierede for Olzon på den sidste del af ’Imaginaerum’ verdensturnéen i 2012.

Med på denne turne har de mægtige Arch Enemy og finske Amorphis, så der er lagt op til en fantastisk koncert.

 

ICO skriver følgende om Nightwish:
”Siden dannelsen i 1996 er bandet vokset sig til at blive det største symfoniske metalband og det måske mest succesfulde band fra Finland. Deres tredje album ”Wishmaster” fra 2000 strøg direkte ind på en 1. plads i Finland og metalbandet drog ud på deres første verdensturné.

Gennembruddet i USA kom i forbindelse med det femte album ”Once” i 2004, hvor singlen ”Wish I Had an Angel” blev brugt på intet mindre end tre amerikanske filmsoundtracks.

Nightwish har i dag solgt over end otte millioner albums og singler, samt modtaget mere end 60 guld- og platinplader for deres albumsalg, hvilket bevidner den store succes.

Deres ottende album ”Endless Forms Most Beautiful” udkommer i Europa ultimo marts 2015 og dette fører bandet ud på endnu en verdensturné, som altså rammer Falconer Salen 16. november.”

 

Billetsalget starter fredag den 6. marts kl. 10 via Billetlugen.dk og prisen vil ligge fra 369 kr + gebyr.

Læs mere...

Nightwish - Showtime, Storytime

Højdepunktet på Nightwish’ ”Imaginaerum Tour” var bandets optræden på Wacken festivalen, og med et publikum på 85000 mennesker  lå det lige til højrebenet forevige koncerten for udgivelse på CD, DVD og Bluray. Og med hele 17 kameraer i sving må man sige, at der er gjort noget ud af produktionen. Til anmeldelsen her må jeg nøjes med lydsiden, men det gør ikke noget, for resultatet er noget af det absolut bedste, jeg har hørt fra finnerne so far!

Jeg har flere gange oplevet at melodisk Metal fungerer bedre i live-sammenhæng, og det samme gør sig gældende her: Også i Nightwish’ pompøst anlagte symfoniske Metal får guitarerne mere power på scenen, og det hæver niveauet betragteligt. Det hele balancerer meget bedre med musikkens melodiske elementer, og flere steder går det op i en højere enhed - i ”Ever Dream” får jeg ligefrem gåsehud! Det skyldes ikke mindst bandets nye sangerinde, Floor Jansen; hvis denne udgivelse skal betragtes som en eksamen for hende, er den bestået til ug med kryds og slange. Hun synger virkelig flot og varieret, og selv om hun ikke har samme operastemme som Tarja Turunen, er spændvidden stor nok til, at jeg ikke savner bandets oprindelige frontkvinde.

I de første numre bygges op til noget rigtig stort, men midt på albummet dukker en række numre op, hvor der er mange fløjter i bedste Irish Mood stil, og det køler øjeblikkeligt begivenhederne ned. På den måde lykkes det nemlig for Nightwish også at ramme skalaens nedre grænse, for jeg får bare meterlange løg af at høre de der tin whistle fløjter og sækkepiber!!!

Heldigvis kommer de godt igen og udnytter den lange spilletid til at bygge op til en flot finale, hvor publikum lyder til at være rigtig godt underholdt. Det er jeg også, og kvitterer med en karakter på 4½ ud af 6 stjerner.

Tracklist: 
1.Dark Chest of Wonders
2.Wish I Had an Angel
3.She Is My Sin  
4.Ghost River
5.Ever Dream  
6.Storytime
7.I Want My Tears Back
8.Nemo      
9.Last of the Wilds
10.Bless the Child  
11.Romanticide
12.Amaranth
13.Ghost Love Score
14.Song of Myself
15.Last Ride of the Day
16.Imaginaerum

Samlet spilletid: 95:40

Læs mere...

Nightwish, Battle Beast

28. november 2007 – KB Hallen; sidste gang Nightwish gav koncert i København. De spillede også på Skanderborg Festival i 2008, men har ellers ikke besøgt vores breddegrader siden da. Enhver fan af Nightwish fulgte med garanti med i spænding tilbage i 2005, da den tidligere forsanger – Tarja Turunen – blev fyret fra bandet. Spørgsmålene stod på række: Ville Nightwish fortsætte? Hvem skulle overtage pladsen som forsanger? Ville de skifte stil? Der gik godt og vel 1 år før man offentliggjorde den nye sanger – svenske Anette Olzon. Kort tid efter fulgte den første single – ”Eva” fra det kommende album ”Dark Passion Play”, som blev udgivet i 2007. Nightwish var tilbage, men mange udtrykte bekymring over den nye sanger – med rette fordi Tarja Turunen var en sindssygt dygtig musiker. Kunne Anette levere varen og forny troen på at projektet Nightwish ikke faldt til jorden med Tarja Turunens afsked?

Da jeg så Nightwish i KB Hallen, levede Anette ikke op til mine forventninger. Det var stadig en god koncert, men det var også samtidigt tydeligt at den nye forsanger på ingen måde kunne det samme – og slet ikke havde den samme mængde erfaring. Var koncerten denne aften, i Falconer Salen, bedre? På alle måder skal der lyde et klart: ja!

Battle Beast

Dog, før vi når til hovednavnet skulle vi have glæden af et andet finsk metalband – Battle Beast. De vandt sidste års famøse Wacken Battle (en konkurrence hvor over 30 lande udvælger ét upcoming metalband som skal repræsentere dem på Wacken Festival). Rent genremæssigt er de nogle år bagud, for det lyder som en blanding mellem Iron Maiden og Judas Priest + noget powermetal oveni hatten. Hvorfor Nightwish lige præcist havde valgt Battle Beast som opvarmning, står hen i det uvisse. Udover at begge bands har en kvindelig forsanger + powermetal-delen, som primært er repræsenteret på Nightwish’ tidligere albums, har de to bands intet tilfælles.

Ca. kl. 20:20 blev lyset slukket i den store sal, og der lød et brøl fra forsamlingen. Var det Nightwish? Nej, men det var der nok nogle der troede. De seks 80’er klædte personer skyndte sig ind på scenen og åbnede op med en gedigen gang power. 1, 2, 3, 4 og så bare derudad. Trommerne fastholdte en stædig rytme som man kun kunne nikke med på. Lyden var på dette tidspunkt absolut sublim, og den fortsatte heldigvis sådan resten af koncerten. Der er ingen tvivl om at Falconer Salen leverer den bedste lyd i København, og tilsyneladende er det sådan hver gang. De fræsende guitarer, og de mange fede soloer kunne høres klart og tydeligt, og især keyboardet stod frem – noget der passede perfekt til resten af musikken.

At være opvarmningsband kan være en svær og krævende opgave til tider. Især hvis man er et forholdsvist nyt band, som de fleste ikke kender, og samtidigt befinder sig i en anden genre end hovednavnet. Alligevel må jeg allerede her indrømme, at det på ingen måde var tilfældet med Battle Beast. Forsangeren, en noget kraftig kvinde med en vild vokalteknik, fik hurtigt gejlet publikum op til at fyre den af med djævlehorn og fællessang. Alle bandmedlemmerne lod til at hygge sig gevaldigt og jeg kunne med sikkerhed forveksle dem for at være et gammelt band. Det var topprofessionelt – noget jeg sjældent ser hos nye bands. Det var stramt og veludført. Og publikum? De hyggede sig. Efter hvert nummer var der store bifald. Og jeg må tage hatten af for finnerne, for det er sandsynligvis det bedste opvarmningsband – som jeg ikke kendte til i forvejen – jeg nogensinde har hørt live. Det var sjovt og der var en fantastisk stemning.

Det som forhindrede mig i at nyde det fuldt ud, var de fuldstændigt meningsløse tekster. Dengang, i 80’erne og 90’erne, betød det ikke så meget om teksterne var gennemførte – hvis det blev spillet fedt var det uden betydning. Problemet i at forsøge og rive samme projekt op fra graven, er at man føler man har set og hørt det hele før. Underholdende som det er, så er det svært at tage seriøst, når man lytter til 40 minutters lovprisning af metalgenren og sangtitler som ”Cyperspace” og ”Steel” – hvilket i øvrigt også er titlen på Battle Beast debutalbum. Omkvædet på ”Steel” går således: ”Shake the world with metal. Shake the world with steel. Shake the world with heavy – metal”. Og selvom man putter en sjov elektronisk gentagelse af ordene ”metal” og ”steel” ind, er det stadig lige så fjollet som før. At afslutte med en sang kaldet ”Show Me How To Die”, tager muligvis prisen for den dummeste sangtitel i verdenshistorien.

Men det var et fedt show. Battle Beast fik overbevist publikum om at de var værd at bruge 40 minutter på. Hvis projektet skal have nogen seriøs udvikling, vil jeg mene at bandet skal finde ud af hvordan de får puttet en reel mening ind i sangene. Selvom det er tilbageskuende, holder musikken vand – også live. Battle Beast var en interessant oplevelse, men jeg vælger stadig at trække min karakter ned pga. sangteksterne. Hvis de kan byde på noget bedre i den afdeling engang i fremtiden, vil jeg klassificere mig selv som fan. Jeg giver 4½ stjerne.

Nightwish

Lad mig gøre det klart med det samme – jeg er kæmpe fan. Nightwish var noget af det første metal jeg hørte, og det er et af de bands jeg kan blive ved med at finde ny mening i. ”Imaginaerum”, Nightwish´ nye album – som desuden også er titlen på den film Nightwish laver over albummet – udkom i slutningen i 2011, og her forlod Nightwish det efterhånden dækkede territorium. Det er stadig metal, og det er stadig symfonisk. Men ”Imaginaerum” er mere end noget andet et cirkus; der foregår så mange ting på én gang, at det kan let fremstå kaotisk. Èn sang er jazzet, en anden får mig til at tænke på gypsy folkemusik og en tredje er et episk stykke kunst på kun 14 minutter. Denne aften var ”Imaginaerum”, ikke overraskende, i centrum og repræsenteret med hele 9 ud af 13 sange.

Lyset blev slukket for anden gang denne aften, og nu var der absolut ingen tvivl om hvem der gemte sig bag det hvide stof forhæng. ”Taikatalvi”, introen til det nye album, begyndte at sive ud fra højtalerne. Folk ventede i spænding, og derefter gik den første single ”Storytime” på. Det første vers var der stadig forhæng foran scenen, og man følte sig med rette distanceret fra musikken. Det var ved at blive bekymrende, men under 2. vers røg forhænget pludseligt fra og Nightwish kom til syne – et trick som havde sin virkning; publikum eksploderede i ekstase.

Herefter fik vi en klassiker i form af ”Wish I Had An Angel” fra det sidste album med Tarja – nemlig ”Once”. En sang som blev spillet præcist som det skal gøres, i hvert fald instrumentalt. Selvom Anette med tydelighed er blevet en mere selvsikker sanger, er det stadig et nummer fra før hendes tid, og i stedet for at fremføre nummeret som det var, blev det i stedet en smule halvhjertet med alt for tydelige tryk på visse ord, såsom ”lust” og ”dust” – hvilket ikke lød godt. Bedre gik det på ”Amaranth”, som må siges at være en af de mere kendte numre fra ”Dark Passion Play”. Glimrende leveret.

Så kom præsentationen. Anette er fra Sverige, så hun insisterede på at snakke svensk. Herefter blev det bizarre og episke nummer ”Scaretale” fremført. Nightwish bryder, i den anden halvdel af nummeret, med genrer og den klassiske metalstil de plejer at lægge for dagen, ved at fremstå som cirkusartister. Jeg ser for mig at en masse folk der løber rundt, fuldstændig kaotiske og uden et holdepunkt. Men alligevel bliver det hele holdt fast af musikken, som på trods af sine krumspring, alligevel peger i en retning. Galskab uden lige, men en sand fornøjelse at være vidne til. Det spektakulære lysshow, som inkluderede en kæmpe skærm bag Nightwish med billeder og videoer, massiv røg, ild og flammer, såvel som papirstykker i forskellige farver kastet ud over publikum, bidrog også til at højne oplevelsen.

Lyden var perfekt. Intet mindre. Alt lød som det skulle. Der var ingen instrumenter der overdøvede andre, vokalen gik rent igennem og især keyboardet kunne høres. Efter en rørende udgave af ”The Siren”, en af mine personlige favoritter og en publikumsyndling, blev tempoet skruet helt ned. Som titlen antyder, er sangen ”Slow, Love, Slow” utrolig langsom. Som bassisten Marco humoristisk kommenterede er der en lighed mellem sex og mad – det skal foregå langsomt. Så kan man være enig eller uenig.

Jeg ved ikke om der har været en dybere mening med sætlisten, men efter den stille ”Slow, Love, Slow” blev endnu et nyt nummer fremført. ”I Want My Tears Back”, som er knap så hårdt – men bestemt ikke et af de stille numre. I stedet finder det tilbage til rødderne af Nightwish første album – ”Angels Fall First” – der inkluderede mange numre med tydelige elementer fra folkemusik. ”I Want My Tears Back” blev gæstet af en hvis herre kaldet Troy Donockley, der både excellerede i sækkepibe og fløjte. Det skærpede endnu engang oplevelsen til nye uanede højder. Men det passede ikke ind i sætlisten, for herefter gik Nightwish endnu engang ned i tempo og fremførte deres anden single – ”The Crow, The Owl And The Dove”. Et stille nummer, primært sunget af bassisten Marco og igen med Troy Donockley som gæstemusiker. Det samme gjaldt næste sang i rækken – ”The Islander”. Med tilhørende musikvideo i baggrunden, var fællessangen her på sit højeste. Bassisten har en rørende stemme som går lige i hjertet. Det er ikke den flotteste eller pæneste, men den vil noget. Det er tydeligt at ”The Islander” er hans sang – og ikke Tuomas Holopainen, som ellers har skrevet næsten alt fra Nightwish’ ellers betydelige bagkatalog.

”Nemo”, som sandsynligvis er Nightwish’ mest kendte nummer, blev fremført i en hel akustisk udgave. Det fungerede, og det er altid interessant at lytte til noget nyt. Det var et overraskende træk, men det gik, omend også kun lige. Efter de 4 stille numre, hvoraf 3 af dem var lige efter hinanden, var energien falmet i publikum. Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men jeg tror at det havde givet mere mening at sætte knap så mange stille sange op ad hinanden. Men når man gør det, skal det også være en session med stille numre – ikke afbrudt af noget som kan sætte gearet op. Man kunne have lavet to sessioner med stille numre, f.eks. med 2 sange i hver session. Derved havde opmærksomheden og tempoet ikke faldet betragteligt, men lad nu det ligge. Det instrumentale nummer ”Last Of The Wilds” fra ”Dark Passion Play” var nok et af aftenens bedste indslag. Tilføjet sækkepibe og fløjte fra Troy Donockley, og du har skabt noget unikt. Igen et nik til folkemusikken.

Aftenens suveræne ”vinder” går til publikumsyndlingen ”Planet Hell”. Er du vild, et ildshow at fyre af. Genremæssigt ligger Nightwish og Rammstein langt fra hinanden – men ild kan tilskrives begge bands. Her hvilede Anette i sig selv, og det lød faktisk bedre end da Tarja sang den. Det var stort, episk og pompøst. Som min ven ved siden af mig så rettelig kommenterede, er det jo bare ”et super velskrevet nummer”. Ja tak, det skal jeg love for. Og det var da også et veludført trick at smide stykker af ”Stargazers” og ”Gethsemane” ind i keyboardsoloen, når vi nu ikke kunne opleve nogle numre fra ”Oceanborn” pladen i denne omgang.

”Ghost River”, den næste sang i rækken, er et af de numre jeg godt kunne have undværet. Det er nok ”Imaginaerum”s svageste nummer. Publikum lod også til at miste interessen i lige præcis det éne nummer, men den vendte stærk tilbage i ”Dead To The World” – det eneste nummer vi fik fra ”Century Child”. Nightwish takkede os alle sammen for at komme, og proklamerede at det at tage ind og se dem live og nyde musikken, jo i virkeligheden er det som det hele handler om. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal sige til den kommentar, men det er også ligegyldigt, for afslutningen kom i form af Gary Moore coveret ”Over The Hills And Far Away” – og det er da om noget en perfekt afslutning.

Selvfølgelig var det ikke slut, og musikken vendte også tilbage med ”Finlandia”, endnu et cover – denne gang komponeret af Jean Sibelius. ”Song Of Myself”, det længste nummer på den nye CD, blev skåret ned til omkring 7 minutter – men var stadig et ”all things Nightwish”-track. Lang opbygning, pompøs fremføring og episk afslutning. Aftenens sidste nummer var ”Last Ride Of The Day”, også fra den nye CD. Titlen passer perfekt til seancen, for det var bestemt en vild tur – også selvom det var den sidste. Her kan man forestille sig at køre i en rutsjebane i et tivoli. Afslutningen blev også krydret med både flammer, papirkonfetti, røg og fyrværkeri til slut.

Det kom hverken brat eller forceret, men alligevel var det trist. Vi kunne sagtens have hørt noget mere, men 19 numre er også en helt rimelig portion. De få ting der ikke fungerede er nok til at det ikke var en fuldstændig gennemført koncert, men det var stadig helt suverænt godt. Hvis du tager lysshowet og effekterne væk, har du så stadig 1½ times underholdning? Ja, men uden det ville det heller ikke være ligeså godt. Jeg giver Nightwish 5 stjerner, og jeg er utrolig tæt på at give 5½ - men den til tider underlige sætliste og det malplacerede nummer ”Ghost River” er faktorerne for at trække karakteren ned. Jeg savnede også både ”Dark Chest Of Wonders” fra ”Once”, og især nogle numre fra ”Wishmaster”, som vi slet ikke hørte noget fra. Jeg glæder mig til næste gang!


Setlist:
1) Taikatalvi
2) Storytime
3) Wish I Had An Angel
4) Amaranth
5) Scaretale
6) The Siren
7) Slow, Love, Slow
8) I Want My Tears Back
9) The Crow, The Owl And The Dove
10) The Islander
11) Nemo (akustisk)
12) Last Of The Wilds
13) Planet Hell
14) Ghost River
15) Dead To The World
16) Over The Hills And Far Away (Gary Moore cover)
17) Finlandia (Jean Sibelius cover)
18) Song Of Myself
19) Last Ride Of The Day

Se billeder fra Nightwish her.

 

Læs mere...

Nightwish, Indica

Nightwish leverede hvad der skulle leveres, men nåede med deres optræden i en udsolgt KB-Hal en sen novemberdag aldrig rigtig ud til alle rækkerne. Bandet var ellers ganske veloplagte og musikken sad som den skulle. Anette, den nye forsanger, gav os hvad vi kunne forvente, og lavede ingen væsentlige fejl. På scenen var hun overraskende livlig og til tider hoppede hun fra ende til anden rundt som en beruset svensk trold – en lille en af slagsen, men med rottehaler, glimt i øjet og masser af energi. På hendes talestrøm mærkedes det tydeligt at hun følte sig nogenlunde hjemme i Danmark hvor hun tidligere har studeret, og de oprindelige bandmedlemmer virkede ligeså til at nyde at stå på scenen. Men for mig at se var deres optræden grænsende til at blive lidt for meget dagligstue; bandets spillen op til publikum, deres interne jokes og lange, lange monologer bevirkede blot at publikum på forreste række fik sig mere et grin end en musisk oplevelse, og folk på de bagerste rækker forstod ikke ret meget af det skete.
Nightwish formåede som altid at spille på storladenhed og musisk så vel som teknisk var showet ganske imponerende, fint opstillet og lød bedre end jeg selv havde forventet. Især ”Sahara” som ingen tidligere syntes at have bidt mærke i, virkede live til at komme til sin rigtige ret: tungt, tungt, tungt og masser af guitar!
Det sidste touch manglede dog i sceneshowet. Måske var det fordi at opvarmningsbandet viste sig frem med en storladenhed og energi der langt overgik Nightwish til tider, måske fordi opvarmningen, Indica, gjorde brug af mange visuelle elementer – de 5 bandmedlemmer alle kvinder i store kjoler og med træer, gynge og en mindre skov på scenen. Nightwish nåede med et fornyet sceneshow indebærende fyrværkeri og ild ikke op på samme niveau. Desuden var Indicas forsanger ganske, ganske fortryllende og hendes stemme var slet ikke at sammenligne med Anettes som næsten i forhold til virkede underligt flad. Den mest nærliggende grund til at koncerten aldrig blev episk var dog nok nærmere, skønt en overordentlig fantastisk opvarmning til 6 stjerner alene!, at langt de fleste fans virkede til at savne Tarja uendeligt. Der blev grædt mangen en tåre under gamle Tarja-numre som ”Wishmaster”, og efter koncerten sås yngre piger da også stående i hobetal, grædende i gangene.
Koncerten får 4,5 stjerner. Indica alene burde have maksimum hvis vi ser bort fra mindre charmerende uprofessionelle brølere, men Nightwish lykkedes bare ikke at nå hele vejen ud, ligesom at ånden manglede. Jeg håber at tiden læger alle sår – i al fald Tuomas’, sådan at næste koncert bliver uden sange som ”Bye bye Beautiful” der små-tvinger en fuld KB-Hal til at skrige had ud mod Tarja, og at Nightwish, når de gæster Danmark næste gang, er blevet tilgivet af deres loyale Tarja-fangruppe, sådan at de kan opnå tidligere tiders uovertruffenhed og stemningen kan blive lidt bedre blandt publikum – potentialet er der, denne gang var der bare for mange mangler og uheldige sammentræf.

Læs mere...

Nightwish - End Of An Era

Det sker ikke tit, at jeg ser en koncert-DVD af så høj en kvalitet, men sjældent er jeg alligevel blevet så skuffet over en udgivelse, som jeg er blevet over netop denne. For selve musikken fejler intet, og lyden på såvel DVD’en såvel som de to Cd’er kunne umuligt være bedre – harmonien mellem musikken og stemmerne er rigtig god – men det hele ville dog være skønnere, hvis man forstod de korte samtaler, som immervæk foregår på finsk. Desuden gør visheden om, at forsanger Tarja Turunen efter showet blev sparket ud af bandet, at for en fan vil DVD’en ikke kunne nydes så fuldt ud, som den ellers fortjener.
Det virker som om en del af den magi, som vi har set på tidligere DVD’er fra Nightwish, mangler. Den næsten en time lange dokumentar, der denne gang er med DVD’en, rummer da heller ikke finnernes drukture, som de ellers ofte har ladet os få indblik i. I stedet ser vi denne gang en mere seriøs side, som hverken er specielt sigende, beskrivende eller interessant.
Men musikken er dog lige så bombastisk og gribende på en scene, som på cd hjemme i stuen. Tarja’s stemme har aldrig været smukkere, og intet andet band formår med så stor respekt for deres musik at fremføre denne, og alligevel at tryllebinde publikum. Et track som ”Ghost Love Score” på hele 10 minutter formår ikke at blive kedeligt, og skønt det er alle de gamle, klassiske numre de endnu engang fremfører, mister de ikke den magi, de altid har haft.
DVD’en vil klart pynte på enhver metal-samling, hvis man har smag for det mere melodiske. Den er pengene værd på trods af få mangler, som virker meget iøjnefaldende på grund af den perfektionisme, som finnernes sædvanlige skiver altid har haft.

Full-length concert:
1. Dark Chest Of Wonders
2. Planet Hell
3. Ever Dream
4. Kinslayer
5. Phantom Of The Opera
6. The Siren
7. Sleeping Sun
8. High Hopes
9. Bless The Child
10. Wishmaster
11. Slaying The Dreamer
12. Kuolema Tekee Taiteilijan
13. Nemo
14. Ghost Love Score
15. Stone People
16. Creek Mary´s Blood
17. Over The Hills and Far Away
18. Wish I Had an Angel

"The Day Before Tomorrow" documentary (55 minutes)

Læs mere...

Nightwish - Imaginaerum

Nightwish har altid markeret sig med symfonisk og filmagtig musik, men nu går de et skridt videre: Bandets syvende studiealbum er ikke blot et konceptalbum om en gammel dement sangskriver, som glider ind i en drrømmeverden; det er også soundtrack til en film med samme titel og tema.
Derfor er det ikke overraskende, at musikken byder på store symfoniske passager med både kor og orkester samt fine melodier, som man kender det fra komponister som Hans Zimmer og Danny Elfman. Samtidig er der de sædvanlige elementer fra den egentlige Metal; her bliver de bare ikke så markante.
Albummets tema åbner for mange forskellige stemninger, og det udnytter Nightwish til at blande forskellige stilarter ind i numrene. Derfor spænder disse over så for skellige ting som Pop med Abba-agtige omkvæd, følelsesladet Jazz, keltiske toner med fløjter samt gøglerstemning. De mange elementer følges til dørs af Anette Olzon, som viser, at hendes vokale spændvidde fuldt ud matcher musikkens ditto.
Omfanget af den samlede opgave indikeres af en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og jeg tager hatten af for den måde Nightwish klarer den på; mindre kyndige musikere ville knække halsen på en mammut-opgave som denne. Alligevel lykkes det ikke for musikken virkelig at gribe fat i mig, den bliver aldrig rigtigt vedkommende. I stedet kommer den til at virke som en film; ikke noget, man bliver suget ind i, men noget man betragter på afstand. Derfor står oplevelsen desværre ikke mål med det store arbejde, der er lagt i albummet.

Tracklist:
1. Taikatalvi
2. Storytime
3. Ghost River
4. Slow, Love, Slow
5. I Want My Tears Back
6. Scaretale
7. Arabesque
8. Turn Loose The Mermaids
9. Rest Calm
10. The Crow, The Owl And The Dove
11. Last Ride Of The Day
12. Song Of Myself
13. Imaginaerum

Samlet spilletid: 74:50

 

Læs mere...

Nightwish og sangeren Anette Olzon gå hver til sit

Nightwish og sangeren Anette Olzon har valgt at gå hver til sit. Bandet har udsendt følgende pressemeddelese om dette:

„Another chapter of the NIGHTWISH story has ended today. NIGHTWISH and Anette Olzon have decided to part company, in mutual understanding, for the good of all parties involved.

In recent times it has become increasingly obvious that the direction and the needs of the band were in conflict, and this has led to a division from which we cannot recover.

NIGHTWISH has no intention of cancelling any upcoming shows, and as a result we have decided to bring in a substitute vocalist starting in Seattle 1.10.2012. Her name is Floor Jansen from the Netherlands (ex-AFTER FOREVER, REVAMP), and she has graciously stepped in to help us complete the ”Imaginaerum” world tour.

We are all strongly committed to this journey, this vehicle of spirit, and we are sure that this will lead to a brighter future for everyone.
We forever remain excited about the adventures to come, and we are extremely proud of the two beautiful albums and the wonderful shows we shared together.

NIGHTWISH & Anette Olzon”

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed