fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Sabaton, Apocalyptica, Amaranthe - Forum, 12.02.2020

Sikke en pakke! Det er ikke hver dag man kan opleve at begge supportbands falder i ens smag, slet ikke når de musikalsk ikke ligefrem minder om hinanden, men det er altså tilfældet her. Jeg har efterhånden skrevet mit om Sabaton, men jeg står her igen – for bandet har endnu ikke skuffet, heller ikke selvom det nu er tredje gang de havner på en hverdag. Publikum har ligeledes ikke ladet sig afskrække tidligere, så mon ikke det bliver endnu en god oplevelse. Men først, lidt ord om de to andre bands.

Amaranthe:
”Hvad er det her, Eurovision-metal?” spørger en bekendt mig ikke lang tid efter Amaranthe er gået på – og han er ikke meget ved siden af! Fra de koreograferede bevægelser der af og til nærmer sig decideret dans, til de tre sangere og ikke mindst lyden af eurodance blandet godt op med rock/metal (alt efter den enkelte sang) og så selvfølgelig ikke mindst hvor voldsomt ørehængende det er. Altså, flere af deres sange kunne snildt have en plads i den årlige begivenhed. Inden det eventuelt sker står de dog her i Forum.

Jeg havde godt nok hørt fra ellers pålidelige kilder at det var med start kl. 18:30, men klokken bliver altså 19:00 før det store Sabaton-tæppe hives ned og Amaranthe kort efter dukker op – men alle kvaler glemmes hurtigt da ”Maximize” og herefter ”Digital World” blæser ud af højtalerne. Der er knald på fra start og selvom Amaranthe som sådan er på udebane, lykkes det fint at få folk med flere gange, f.eks. allerede under ”Hunger” hvor gulvet knager omkring mig i og op til omkvædet som følge af hvor mange der hopper med. Black Box-konceptet gør det igen godt, for allerede nu er det ganske velbesøgt, ja jeg fristes næsten til at sige, at der er godt proppet det meste af vejen rundt.

”København! I kan jo feste!” udbrydes der kort efter, som om det skulle være en overraskelse. Det er det hverken ved hvor indøvet sætningen er, eller hvor rigtigt det faktisk er: onsdag eller ej, de fleste er her for at have en fest, Amaranthe selv inkluderet. De har rykket sig markant ift. deres optrædener tilbage i 2011/2012 hvor det var usikkert og også ret usammenhængende. Ikke i dag. Der er tillid til materialet og til dem selv og så gør det i dén grad også noget, at de selv tydeligt er glade for at være her. Og bevares, publikum er her ikke for at se dem, men de fleste kan sagtens lokkes til at deltage i festlighederne, sågar i balladen ”Amaranthine”, der ser en skov af telefoner i luften, eller ved de mange fællesklap under ”That Song”.

Desværre lyder det hele bare ikke særlig godt. De tre vokaler har meget svært ved at finde rum, især når mere end et andet element kører samtidigt – og det er altså langt det meste af tiden. Derudover er trommerne enormt rodede, hvilket er synd nu trommeslageren er en af de dygtigere (hans tid i The Arcane Order er især ikke glemt). Lyset er derimod flot og glimrende timet med breaks, der er røg på de rigtige tidspunkter, rødt lyst til de hårdere stykker, osv. – det er ikke ofte supportbands får den samme behandling som hovednavnet, så det er lækkert at se (på). Nej, den største hindring Amaranthe støder ind i er simpelthen hvor rodet et udtryk de efterlader. Det lander ikke som det skal, slet og ret, om det så er trommerne der er off, guitarer der falder ud eller vokaler man ikke kan høre. Er man fan er det stadig udmærket og til at finde rundt i, sådan da, men er det ikke tilfældet er det nok kun de stadion-prægede omkvæd der lyder tilnærmelsesvis godt. Overordnet er det dog solid underholdning og opvarmning i 45 minutter, på trods af de knap så gode betingelser.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Maximize
2) – Digital World
3) – Hunger
4) – Amaranthine
5) – GG6
6) – Helix
7) – That Song
8) – Call Out My Name
9) – The Nexus
10) – Drop Dead Cynical

Apocalyptica:
1 trommeslager, 3 cellister – metal/rocksange, for det meste instrumentalt, af og til covers. Personligt har jeg været fan af Apocalyptica lige siden deres selvbetitlede fra 2005. Deres sjælfulde, sørgmodige og helt eminente cello-rock er noget helt for sig og det er uden at forholde sig til deres arv som et, hvis ikke dét, mest unikke Metallica-coverband. Det er blevet mere ligetil for hvert album siden da, og der er gradvist kommet mere vokal på, men det har så kunnet noget andet. Kort sagt, jeg er fan, men passer Apocalyptica overhovedet ind den her aften? Et par sange inde i sættet er svaret umiddelbart nej.

”Path” er ellers en gammel klassiker, og de to sange der luftes fra det nye ”Cell-0” lyder også umiddelbart som man kender dem. Men på trods af et levende backdrop samt flere lysinstallationer siden Amaranthe, ja så er folk meget stillestående og ubegejstrede. Pænt er det at se, og til dels høre på, men de store ringe i vandet skaber det ikke. Det kunne nok have været anderledes med en bedre lyd. Modsat sidste band står lydbilledet samlet klarere, men der er alt for meget rumklang fra trommerne der oftest drukner de finere detaljer fra celloerne.

Så ved deres egne sange er det ikke vildt imponerende, set ud fra publikums humør (at de rent teknisk er velspillede er en anden sag). Den højlydte ”småsnak” taler sit eget sprog. Anderledes bliver det dog senere ved den mere hårdtslående del af sættet, nemlig ”Seek & Destroy”-coveret. Forinden har et Rammstein-cover og en original sang ikke gjort det store, men ”Grace” varmer stødt tingene op inden folk får deres stemmer brugt ved at skråle ”SEEK AND DESTROY!!” om og om igen. Ligeledes fungerer Apocalypticas gamle klassiker af en klassiker ”Hall of the Mountain King” lige som den skal, den hektiske outro især og næsten et vanvid man rent fysisk kan smage. At de så lige teaser en anelse for meget inden udløsningen er en mindre detalje.

Herfra skal der ikke meget til for at køre den sikkert hjem og således trækkes tempoet ned i ”Nothing Else Matters”, fællessang indfinder sig og det hele lukker på en god node. Apocalyptica formår altså at redde sig fra en mindre katastrofe, men tilbage står stadig, at de helt grundlæggende er malplaceret i aftenens tema. Når det er coversange der redder ens røv tæt på målstregen er det ikke et positivt tegn. Kort sagt: godt band, dårlige rammer. 3/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ashes of the Modern World
2) – Path
3) – En Route To Mayhem
4) – Seemann (Rammstein cover) m. Elize Ryd
5) – I Don’t Care m. Elize Ryd
6) – Grace
7) – Seek & Destroy (Metallica cover)
8) – Hall of the Mountain King (Edvard Grieg cover)
9) – Nothing Else Matters (Metallica cover)
Kilde: www.setlist.fm

Sabaton:
Det starter som ventet med et brag, i bogstaveligste forstand: efter en passende episk intro er kørt færdig åbnes der som vant med ”Ghost Division”, ild og ja, et højt brag. Sabaton har altid haft det visuelle flair i højsædet, så ganske passende med den nye plade omhandlede Den Store Krig er hele scenen indrettet som en skyttegrav komplet med trommesæt-i-kampvogn, sandsække, pigtråd, diverse våben hængende på stativer, et kæmpe ”THE GREAT WAR” skilt i baggrunden og selvfølgelig storskærm kørende med tematiske videoer, når der ellers ikke filmes på bandet. Og så ild, til tider lidt for rigeligt af det.

Og nu skal jeg love for der er blevet proppet, fra ende til anden. Derfor kan man også allerede nu undre sig over Sabatons valg af sange: de næste otte er alle fra de to seneste plader. Det vil altid være at strække den med mange nye numre i streg, men det her er bare åndssvagt – Sabatons sidste gode album var trods alt ”Heroes” fra 2014, og der skal vi altså helt hen til ”Night Witches”, aftenens 10. sang, før vi får noget derfra. ”82 All The Way” rocker en anelse tungere end de andre, ”The Red Baron” får også de fleste med og lidt inden har ”The Attack of the Dead Men” givet både en mindre historielektion samt indhyllet scenen i grøn giftgas-lignende lys – og ja, sådanne visuelle effekter kan stjæle ens opmærksomhed i et vist tidsrum, men så heller ikke for evigt. Det er helt tydeligt der kunne være markant mere engagement fra publikums side såfremt man spicede det op med lidt ældre materiale. I det mindste både lyder og ser det godt ud, på den måde er rammerne som de skal være.

Halvvejs inde kan man dog helt nøgternt konstatere det indlysende: Sabaton er set bedre. Det handler ikke kun om valget af sange, men i høj grad om bandets egen indsats. Frontmanden har aldrig haft den store stemme, men til gengæld rigeligt med karisma og tydelig interesse i at give tilskuerne noget for pengene – det er ikke for sjov jeg har kaldt dem verdens gladeste metalband i fortiden. Det skal retfærdigvis nævnes at det tekniske sidder som det skal og der er stadig både små fortællinger, store smil og i det hele taget publikumskontakt over flere omgange. Bundniveauet er på den måde tilstrækkeligt, men så er hans stemme så til gengæld også både svag hvis ikke decideret forpustet til tider, og ligeledes gør resten af gruppen hvad de skal, men de er også set i mere hopla tidligere. Publikum er ellers klar, men så er vi tilbage ved valget af skæringer som den afgørende stopklods.

”Night Witches” markerer imidlertid lidt af et vendepunkt. Herefter kommer Apocalyptica nemlig på scenen og agerer støtte i de næste fem sange – og det starter faktisk rigtig, rigtig godt. ”Angels Calling” er blevet fundet frem fra gemmerne, hvor det altså er 11 år siden den sidst er hørt live. Her bliver det symfoniske og bombastiske forenet helt perfekt, så man nok aldrig herfra kan høre den originale uden at føle man savner noget. Et klart højdepunkt. ”Fields of Verdun” gør derimod ikke det store og i ”The Price of a Mile” er det søvndyssende at være vidne til. Det er hermed første gang jeg står og keder mig til en Sabaton-koncert. De sidste to skæringer inden ekstranumrene løfter dog igen midlertidigt engagementet, så da de svenske udgaver af ”The Lion From the North” og ”Carolus Rex” brager igennem er det svært at stå stille. Det er bare gode sange.

”Primo Victoria” ankommer til den første rigtige hoppefest og for første (og eneste) gang er alle i sync. Det er til gengæld ikke her vi siger tak for nu, nej, i stedet får vi en triade af hits. Først endnu en svensk udgave af ”A Lifetime of War”, der ellers er en af Sabatons lavtempo sange, men det virker stik imod forventet enormt godt. Og da ”Swedish Pagans” ankommer efter bandet kortvarigt lever op til sjov og løjer, hvor forsangeren bl.a. når at spille lidt ubehjælpsom guitar på ”Breaking The Law”, ja så er vi på endnu et højdepunkt. Et af de få. Men det bliver heldigvis til ét mere i form af ”To Hell and Back” der får de fleste til at både hoppe og skråle med. Så er vi også i mål.

Overordnet har Sabaton prøvet at indrette hele touren, alle de enkelte aftener, efter ét koncept: 1. verdenskrig. Det er tydeligt med overvægten af nye sange, men også at flere af de ældre rent tematisk omhandler det samme. Jeg ser hvad de har gået efter, og forsøget skal roses – det helt afgørende problem er bare... at de nye sange er hamrende uinteressante. Det er den samme skabelon genbrugt i en uendelighed og det lyder umiskendeligt som noget der er hørt bedre før (og det er det også). Hvis man på den måde skal udfordre sit publikum, så er det afgørende at ens materiale kan bære det. Sabatons nye album lyder præcist som forventet, ergo er det svært at holde omtrent halvdelen af en koncert op på det – både fordi flere ikke kender det, men vigtigere fordi det ikke gør noget nyt. Og hvorfor så det frem for det man kender? De gamle sange fungerer derimod overordnet godt, så med det + enkelte højdepunkter – omtrent halvdelen af numrene, ja så ender vi på lidt over middel. Det næste album bedes tage flere chancer, ellers stagnerer Sabaton indenfor de næste fem år. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Ghost Division
2) – Great War
3) – The Attack of the Dead Men
4) – Seven Pillars of Wisdom
5) – The Lost Battalion
6) – The Red Baron
7) – The Last Stand
8) – 82nd All The Way
9) – Bismarck
10) – Night Witches
11) – Angels Calling m. Apocalyptica
12) – Fields of Verdun m. Apocalyptica
13) – The Price of a Mile m. Apocalyptica
14) – Dominium Maris Baltici / The Lion From the North (svensk udgave) m. Apocalyptica
15) – Carolus Rex (svensk udgave) m. Apocalyptica
Encore:
16) – Primo Victoria
17) – A Lifetime of War (svensk udgave)
18) – Swedish Pagans
19) – To Hell and Back
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Mastercastle - Enfer (De La Bibliothèque Nationale)

Italienske Mastercastle blev grundlagt tilbage i 2008 af guitarist Pier Gonella - der også er medlem af black metal bandet Necrodeath – og sangerinden Giorgia Gueglio. De har fire studiealbums i bagagen og har altså været yderst produktive i deres forholdsvis korte levetid. ”Enfer (De La Bibliothèque Nationale)” er således deres femte album.

Og de har en trofast fanskare bag sig, der sikkert har ventet utålmodigt på dette udspil. Mastercastle er ikke noget vanvittigt stort navn, kan jeg dog fornemme. Lige over 3000 fans har bandet på Facebook, og det undrer mig faktisk lidt. For de spiller enormt godt og deres lyd er både tung og samtidig ret let tilgængelig. Og smukke Giorgia har en ganske fremragende vokal, der hverken er for pæn eller prøver at være mere rå end den egentlig er. Mastercastle spiller neoklassisk heavy metal – altså heavy metal inspireret af klassisk musik. Men der er ikke meget opera eller symfoniorkester over det og det synes jeg er enormt forfriskende! Det her er skam heavy metal, også for de tunge drenge der sætter pris på den gode melodi – og en god spade, for det er der masser af her! Pier Gonella spiller aldeles fremragende og der er virkelig meget lækkert guitarguf på den her skive. Allerede fra første skæring er der også masser af tempo på musikken og albummet holder en fin energi hele vejen, på trods af en udfordrende spillelængde på næsten en time. På første del af skiven er det klart numre som den virkelig stærke ”The Castle”, den lettere dystre ”Let Me Out” og titelnummeret ”Enfer”, der dominerer. Bandet udviser enorm musikalitet og god forståelse for den gode melodi og formår samtidig at holde en fin variation i deres numre. På ”Straight To The Bone” og ”Behind The Veil” folder Gonella sig for alvor ud på guitaren og det er på alle måder fedt at lægge ører til. ”Throne Of Time” og ”Venice” smager af oldschool heavy og det klæder Giorgias stemme fantastisk godt!

Mastercastle er til alle dem, der for det første godt kan lide god heavy metal, men måske også til dem der er stået af på Nightwish, Within Temptation og diverse andre wannabe-symfoniske bands, og savner et mere ægte udtryk og en forsangerinde med lidt mere nosser. ”Enfer (De La Bibliothèque Nationale)” er et ganske fint bekendtskab, selvom det på ingen måde er skelsættende eller helt igennem fantastisk.

Track list:
1. The Castle
2. Let Me Out
3. Naked
4. Pirates
5. Enfer
6. Straight To The Bone
7. Throne Of Time
8. Behind The Veil
9. Venice
10. Coming Bach (Instrumental)

Samlet spilletid: 58:00

Læs mere...

Iron Mask - Fifth Son Of Winterdoom

Iron Mask fra Belgien, som skulle spille en blanding af power metal og hard rock, og som er et totalt ubeskrevet blad for undertegnede, har netop smidt deres femte studiealbum ”Fifth Son Of Winterdoom” på gaden. Bandet er skruet sammen omkring guitarvirtuosen Duscan Petrossi, og et nummer som det udmærkede ”Like A Lion In A Cage” smager mere af neo-klassisk power metal end typisk power metal med masser af lead shredding fra Petrossi. Mark Boals, som mange vel husker fra bl.a Yngwie Malmsteen samt Royal Hunt, passer fint til musikken. “Only One Commandment” er sådan set også udmærket med et mere tungt udtryk, dog uden at man falder helt pladask for helheden. Og netop dette synes jeg generelt bliver et problem på hele skiven; man kan selvfølgelig sige at man får noget for pengene, men med en spilletid på lidt over en time skal der altså ske noget mere for at få mit pis i kog. Et eksempel på dette kunne være det 10 min lange “Fifth Son Of Winterdoom”, som egentlig har et ganske fængende omkvæd, men det bliver simpelthen for langtrukkent. 
Så alt i alt en godkendt plade som viser, at de bestemt er et kompetent band med gode musikere, men på den lange bane bliver det simpelthen for kedeligt; der satses for meget på det pæne og melodiøse uden overraskelser, hvorfor det hele er hurtigt glemt igen.
 
Tracklist:
1. Back Into Mystery 
2. Like A Lion In A Cage 
3. Only One Commandment 
4. Seven Samurai 
5. Fifth Son Of Winterdoom 
6. Angel Eyes, Demon Soul 
7. Rock Religion 
8. Father Farewell 
9. Eagle Of Fire 
0. Reconquista 1492 
11. Run To Me 
12. The Picture Of Dorian Grey 
 
Samlet spilletid: 66:09
 
Læs mere...

Jeff Loomis - Plains of Oblivion

Jeff Loomis (JL) er et navn, de fleste indenfor genren kender. Er man guitarentusiast, kender man ham helt sikkert. Han gik i en alder af 16 år til audition ved "Megadeth" som guitarist. Dave Mustaine bemærkede talentet, men mente, at han var for ung. Han henviste dog JL til bandet "Sanctuary", hvor han var med i knap to år til bandet gik i opløsning. Siden da er JL kun blevet skarpere på sit instrument, og han har siden tidlig/midt 90´erne været mest kendt for sit præg på bandet "Nevermore" og deres karismatiske musikstil.
Nu er JL så ude med sit længe ventede nye soloalbum "Plains of Oblivion". Sit første soloudspil siden "Zero Order Phase" fra 2008. Et album som kritikernes kaldte for et godt instrumentalt guitaralbum, som gjorde JL´s inspirationer som teenager ære.

Lad det stå fast med det samme: "Plains of Oblivion" er et mesterværk. JL´s tydelige inspirationer fra Yngvie Malmsteen og Jason Becker skinner igennem på albummet og hans evner på guitaren. Det neoklassiske fra "Nevermore" er intakt, mens elementer fra prog/trash metallen også findes. Det er et versatilt album med elementer for alle.
JL har hentet det tunge skyts ind som gæsteoptrædener. Disse navne vidner om det ambitiøse projekt, albummet har været. Et projekt der er lykkedes hele vejen! Disse navne tæller bl.a. Marty Friedmann (Megadeth, Cacophony), Tony MacAlpine (Steve Vai, Planet X) og Dirk Verbeuren (Soilwork, Scarve).
Projektet er som sagt en succes. Albummet er et mesterværk. Der er ikke to numre, der er ens og JL affinder sig aldrig bare med "same old, same old" stilen. Det er et album, som alle metalentusiaster bør høre og måske endda have i samlingen - især guitarentusiasterne. Undertegnede har været fanget siden første lyt, og det samme kunne let ske for jer.

Tracklist:
1. Mercurial (feat. Marty Friedman) (05:34)
2. The Ultimatum (feat. Tony MacAlpine) (04:40)
3. Escape Velocity (04:31)
4. Tragedy And Harmony (feat. Christine Rhoades) (05:01)
5. Requiem For The Living (feat. Attila Vörös) (04:52)
6. Continuum Drift (feat. Chris Poland) (05:39)
7. Surrender (feat. Ihsahn) (05:30)
8. Chosen Time (feat. Christine Rhoades) (04:33)
8. Rapture (02:44)
9. Sibylline Origin (04:35)

Samlet spilletid: 47:41.

Læs mere...

Voodoo Circle - Voodoo Circle

Guitarvirtuosen Alex Beyrodt, som også slår sine folder i Silent Force, har fået stablet et nyt band på benene, nemlig Voodoo Circle, og det er godt nok noget af et ensemble, han har fået skrabet sammen her. Udover Beyrodt består bandet af David Readman på vokal, som er kendt fra Pink Cream 69, Mat Sinner fra bandet Sinner på bas, Mel Gaynor fra The Simple Minds på trommer, samt en af Tysklands mest brugte studio-keybordplayere, Jimmy Kresic. Ydermere optræder gæste musikere i flæng som f.eks Doggie White (Rainbow, Yngwie Malmsteen) og Rudi Sarzo (Ozzy Osbourne, Dio, Whitesnake) bare for at nævne nogle få.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at dette album i høj grad drejer sig om guitarlir, men samtidig formår musikken at være særdeles iørefaldene med nogle rigtigt fede melodier, og Beyrodt beviser endnu engang, hvilken fantastisk sangskriver han er. Stilen er en blanding af hardrock og den neo-klassiske metal, som eksempelvis Yngwie Malmsteen ynder at producere. Voodoo Circle imponerer undertegnede i dén grad og giver førnævnte svensker baghjul med mange længder. Guitarspillet fra Beyrodt er intet mindre end blændende, vokalen fra Readman upåklagelig, og sådan kan man vel sige om helheden på dette album.

Slutteligt vil jeg lige sige i bedste AFM stil, at det der måske lige afholder mig fra en højere karakter er…….(you’re listening to a promotional cd from AFM Records, mind the copyright. It’s for listening and promotional purposes ONLY, please visit our website for further information)…… men bortset fra det bør alle fans af genren tjekke denne skive……( you’re listening to a promotional cd from AFM Records, mind the copyright. It’s for listening and promotional purposes ONLY, please visit our website for further information)……irriterende læsning, ikke sandt? Nå, men voice-over eller ej så skal jeg ihvertfald ud og erhverve mig denne fede debut skive. Så tak til AFM, I forpul……!!

Tracklist:
01. Spewing Lies
02. Desperate Heart
03. Kingdom Of The Blind
04. Man And Machine
05. Master Of Illusion
06. We’ll Never Learn
07. Dream Of Eden
08. Heaven Can Wait
09. Angels Will Cry
10. Enter My World Of Darkness
11. White Lady Requiem

Samlet spilletid: 58:44


Læs mere...

Vitalij Kuprij - Revenge

Allerede ved navnet har de fleste nok regnet ud, at Vitlij Kuprij ikke er her fra egnen. Han stammer fra Ukraine. Han er uddannet klassisk pianist, men nyder engang imellem at bytte sit piano ud med et keyboard og spille Rock/Metal. Men stadig med kæmpe inspiration fra det klassiske. Vi må endda lægge øre til en gang Pianoblær her på skiven, hvor han har valgt at spille et stykke af Haydn. Så er man ikke længere i tvivl om hvorfor Vitalij er en meget populær pianist rundt om i hele verden. Ud over plader i eget navn har han også udgivet med Artension, og Ring Of Fire.

Dette udspil er dog ikke helt nyt, da det allerede i 2005 blev udgivet i Asien, og nu 2 år efter er kommet til Europa. Selvom Vitalij har samlet et band med yderst kompetente musikere bestående af eks. Randy Coven og John Macaluso, som begge har spillet med Yngwie malmsten og Ark. Og selvom han har så gode sangere som Joe Lynn Turner og Dougie White, begge ex Rainbow sangere, med. Så må jeg sige, at det her ikke er et udspil som rammer mig direkte i hjertet. Det bliver nogen gange lidt for klassisk. Ikke fordi at jeg normalt ikke kan li´ det, men fordi det er alt for meget baseret på keyboard og piano. Jeg kan meget bedre li´ når det bliver spillet som Uli Jon Roth gør det, for der er det jo guitaren der får lov at ud trykke den klassiske musik.
Der er dog et par rigtigt gode numre, som det meget tunge ”Emperor´s Will” og det flotte ”Follow Your Heart” hvor der er en masse skønt guitar lir. Ellers synes jeg, at musikken er lagt alt for meget over på det her hysteriske keyboard, hvilket irriterer mig grænseløst. Lydmæssigt har jeg hørt en hel del demoindspilninger, som har federe og meget bedre lyd end der er på dette udspil. Specielt trommelyden på pladen er fuldstændig elendig, men kan man li´en god flad ”live” lyd, vil man elske den. Når det er sagt, og så uden alle de irriterende og hysteriske keyboard soloer, havde pladen her fået 2 stjerner mere, fordi selve musikken fejler såvidt ikke noget, hvis man godt kan li´ en gang Neo-klassik metal.

Trackliste. 01. Burning My Soul
02. I Don't Believe In Love
03. Into The Void
04. Revenge
05. Just Another Day
06. J. Haydn-Excerpt From Sonata In E Minor
07. Classic War
08. Emperor's Will
09. Follow Your Heart
10. Stand Up And Fight
11. Let The Future Unfold


Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed