fbpx

Motörhead, Crucified Barbara

Fotografens anmeldelse fra foto pitten!
Jeg har altid været fan af metal genren, og Motörhead er en af de bands, sammen med Slayer, jeg bare må møde op til, når chancen byder sig. Motörhead havde netop dagen før afviklet et set på Sweden Rock festivalen, så det var fantastik bandet lige tog en smuttur fordi Christiania for at fyre den af igen, inden de holdt en kortere pause. Derfor pudsede jeg optikken, tog War-pig t-shirten på og bragede til Den Grå Hal ved Christiania på en lørdag aften, hvor største delen af Danmark skulle opleve en fodbold sejr på 1-0 over Sverige.
Crucified Barbara, også fra Sverige, sørgede for effektiv opvarmning til Lemmy & Co. Crucified Barbara er et all girl power band bestående af fire piger støbt den dag vor herre var i godt humør. Stramt siddende 80er outfit og en musik stil, som vel mest kan beskrives som traditionel heavy metal og specielt en bassist, som trods sin spinkle skikkelse formåede at fyre sin bas max af. Jeg tog nogle få billeder af dem. Desværre kan man nogle gange mærke, når den enkelte kunstner ikke bryder sig om at blive fotograferet ”lige i aften”, og sådan syntes jeg det føltes lidt med pigerne. Der var i hvert fald ikke decideret lagt op til posing fra deres side.
Det var første gang jeg var i Den Grå Hal, underligt nok. Hallen er opført i 1891 og benyttes til alt fra julefest for hjemløse til rock’n’roll koncerter af fineste kaliber. Brugt ser den ud med graffiti over alt og pudsede vægge, som har set bedre dage. Hallen er understøttet af enorme træspær, og langs siderne forskudte afsatser, som publikum kravler op på for bedre at kunne se. Gulvet er lavet af sten, grus og jord, og her er plads til alt fra bar, toiletter, garderobe og merchandise salg. Alt dette danner en fed kulisse til specielt rock’n’roll genren og lyden er langt bedre end de fleste andre haller rundt omkring og oven i alt dette koster en Hancock pils kun 25 kr.- fedt sted.

Da scenen var klar til Motörhead, gik jeg ind i foto pitten for at fyre billeder af de første tre numre, så skal man pænt forlade pitten igen, og må ikke længere benytte kameraet under resten af koncerten. Det er et totalt anedralin kick at få smidt en af sine ynglings bands lige i hovedet så tæt på. Lyset slukkes, og med bankende hjerte retter jeg min søger mod trommesættet. Jeg ved, at Mickey Dee et kort øjeblik inden han sætter sig formentlig vil række armen i vejret og hilse publikum. Jeg plaffer løs da øjeblikket kommer, og resten af koncerten er han nærmest usynlig bag trommer og bækkener. Som altid byder Lemmy velkommen med ”We are Motörhead and we play rock’n’roll”. Lemmy opstarter bas riffet til Iron Fist, og helvedet bryder løs. Mickey Dees stortrommer får subwooferen under scenen på overarbejde, og de dybe lydbølger giver mig nærmest åndenød. Jeg har tre numre til at tage mindst 5 fede billeder, og jeg ved fra tidligere, at specielt guitaristen Phil Champbell er svær at fange på det rigtige tidspunkt. Jeg tror han leger en leg, der hedder ”fang mig hvis du kan”. På et tidspunkt har jeg Mickey i søgeren og opdager, at Phil står lige ved siden af mig. Jeg drejer mit kamera for at få et fedt nærbillede af ham, og vupti væk er han. Iron Fist bliver til Stay Clean, og jeg koncentrer mig om Mister rock’n’roll himself. Lemmy er mere rolig, mellem sine vers og omkvæd træder han pænt frem, bort fra mikrofon stativets skygge og flasher sin Rickenbacker bas. Jeg er så optaget af at fotografere, at jeg ikke registrer titlen på tredje nummer; jeg ved bare, at dette er sidste nummer før jeg må forlade pitten og pakke Canon kanonen væk. Jeg når ikke at få Phil ordentlig i kassen, før jeg skal forlade security folkenes rare selskab. Den Grå Hals Crew var meget hjælpsom og informative, det skal de have en stor tak for. På toilettet hører jeg starten til Metropolis, som efterfølges af titelnummeret til Another Perfect Day skiven. Drengene fyrer den virkelig af og spiller tordnende højt. Sørme om ikke også I Got Mine spilles fra samme album senere på aftenen. Der har bredt sig en fantastisk fest i Den Grå Hal, og vi taler totalt rock’n’roll bal, alle er på, smiler, flipper ud og headbanger derud af til Going To Brazil. Mickey Dee knalder en trommesolo af. Hallens meget høje loft er fyldt til randen med lysopsætning, der synkront danser til Mickeys trommetakter. Killed By Death og Bomber afslutter hovedsættet før bandet samles midt på scenen, og opfører Whorehouse Blues som første ekstra nummer. Et festligt indslag med akustisk blues guitar og Lemmys mundharmonika solo. En meget hurtig udgave af Ace Of Spades afløses af den ustoppelige Overkill. Bandet er tilfredse med aftenens indsats, takker og bukker. Kun feedback hylene fra Marshallmuren fylder i et par minutter hallen, så er alt stille. Motörhead er altid fede. Nogen gange bedre end andre, men denne aften var det rigtigt godt. De spillede fedt, numrene på sætlisten var godt udvalgt, og publikum var virkelig på.
Næste gang jeg skal høre bandet bliver på Wacken festivalen i Tyskland, og jeg har netop fået billetter til deres koncert i New York senere på året. Det er ikke fordi jeg render dem i røven, deres tur kommer tilfældigvist forbi det store æble på samme tidspunkt som min sommerferie er planlagt i samme by, heldigt. Håber jeg kan tage billeder af dem i New York, det ville være stort, så må vi se om Live Nation er samarbejdsvillige over there.

Anmeldelsen er uden karakter.

Læs mere...

Motörhead

I min tid som fan af rock ’n’ roll, har et af mine største ønsker været, at opleve legendariske Motörhead live. Denne drøm skulle vise sig at blive realiseret den ottende december sidste år. Desværre var der udsolgt til Motörheads koncert i København fire dage før, men heldigvis var der stadig billetter til koncerten i Sverige.
Og jeg fortryder bestemt ikke at være taget hele vejen til Göteborg. Turen i sig selv var jo en fornøjelse; havblik og solskin på sejlturen fra Frederikshavn, kolde øl på færgen og en lækker durum i Göteborg. Det eneste der gik galt, var min reservation af overnatning – den var åbenbart glippet, men så ordnede receptionen på vandrerhjemmet en lejlighed, der var ganske vel-egnet til overnatning.
Efter at have været undervejs fra klokken halv ti lørdag morgen, var klokken omsider blevet halv otte, og jeg stod nu foran Liseberghallen – i kø for at hente de billetter der var bestilt. Selv på dette tidspunkt tvivlede jeg stadig på, at jeg rent faktisk skulle til koncert med ikonet Lem-my Kilmister! Jeg fik billetterne, kom indenfor, fik afleveret jakken i garderoben, kæmpede mig igennem horden af øltørstende svenskere (det var faktisk ikke helt nemt), men til sidst lykkedes det mig at komme helt op til det forreste hegn – oven i købet med det meste af min fadøl i behold! Der stod jeg så, ”up front”, og mere end klar til at se en ordentlig omgang rock. Det varede heller ikke længe førend opvarmingsbandet, D-A-D, stod på scenen og trykkede den max af i godt en halv time. Det var i sig selv en surrealistisk oplevelse, idet jeg altid har været en stor fan af de danske ko-punk-rockere og har kun været vant til at de har været hovednavn – så det var natur-ligvis underligt at opleve at koncerten først skulle til at gå i gang, da D-A-D gik af scenen!
Endnu var det ikke rigtigt gået op for mig, at jeg stod for at skulle opleve selveste Mo-törhead. Men efter at have kæmpet mig igennem endnu en klynge tørstige svenske rockere efter en ny omgang fadøl, og efter i øvrigt, at have modtaget adskillige rosende kommentarer, vedrørende min tilsyneladende slående lighed med Lemmy, fra de føromtalte rockere, var jeg atter parat oppe foran. Parat til at nyde et show som jeg havde store forventninger til – der var jo trods alt tale om nogle af rockens absolutte mastodonter.
Ikke desto mindre varede det ikke længe, før scenen blev indtaget af Lemmy Kil-mister, Mikkey Dee og Phil Campbell! Min første tanke var ”Hold da kæft en lille lort!”, for selve-ste Mr. Rock ’n’ Roll var sgu ikke særligt stor! Måske var det derfor Motörhead spillede så afsin-digt højt; for at kompensere for Lemmys manglende højde? Ikke at det gjorde noget, det var jo dét jeg var kommet for; for at opleve verdens mest larmende band (sådan var det i hvert fald en gang, og Motörhead fulgte stadig godt med, rent decibelmæssigt!).
Der var i hvert fald ingen tvivl om, at koncerten med aftenens hovednavn nu var gået i gang! I et inferno af ild, røg og larm leverede Motörhead støjende rockmusik for fuld hammer! Om det var fordi jeg stod så langt foran, eller om det skule være sådan, er svært at sige, men jeg må ind-rømme at jeg i starten var noget skuffet over lyden: Det var meget mudret, det var svært at høre Kilmisters sang og Campbells soli mudrede temmelig meget. Men så kom jeg til at tænke på, at sådan er deres lyd vel egentlig bare! En anelse mudret – det er jo vanskeligt andet, med den brutale vokal og den psykopatbas. Efter at have konstateret det, kunne jeg læne mig tilbage og nyde koncer-ten. Dvs. det var ikke så let at læne sig tilbage, men jeg kunne da smide nogle djævlehorn og brøle med på et par af de genkendelige numre.
Dem var der bare ikke så mange af, for jeg har ikke det store kendskab til Kiss of Death, og det var derfra de fleste af sangene kom. Jeg kunne dog genkende en ældre klassiker som ”Overkill”. Men selvom der ikke var mange numre jeg kunne headbange genkendende til, så var der en vildt fed energisk stemning, både på scenen og blandt publikum. Dog var der et par enkelte døde perioder, hvor koncerten gik lidt i tomgang. Eksempelvis da Mikkey forlod trommesættet for at gribe taburet og akkompagnere Campbell på akustisk guitar alt imens Lemmy sang ”Whorehouse Blues”. Sangen er såmænd god nok, det var bare plat, at der skulle bruges trommemaskine! Endnu en tomgangsperiode opstod, da Lemmy pludselig skulle til at synge duet med et kvindemenneske. Det var ikke Doro – havde det da bare været det, så havde der da også været noget at se på (ja, jeg ved godt at hun ikke er helt ung mere, men alligevel). Nej det her fruentimmer entrerede scenen i fuld overbevisning om, at det var hende der var aftenens stjerne. Hun havde en lille åndssvag hat på, så det var ikke til at se hendes ansigt – til gengæld afslørede hun med sin top, at hun ikke fandt det nødvendigt at barbere sig under armene! Yderst charmerende! Jeg havde i øvrigt svært ved at se, hvad hun skulle på scenen, for det var ikke til at høre, hvad hun sang alligevel!
Da det forfærdelige kvindemenneske havde forladt scenen igen, var det atter tid til at sparke gang i festen. Det blev det så sandelig også; Mikkey Dee leverede en ti minutter lang trom-mesolo, der fik det til at føles som om der foregik en afprøvning af noget nyt antiluftskyts lige ved siden af! Phil Campbell leverede flere lynhurtige soli, der fik det til at ryge fra hans hænder og Lemmy præsenterede et af aftenens højdepunkter således: ”This one goes out to Phil Lynott of Thin Lizzy! May his black heart forever rest in peace!” Så vidste jeg jo godt hvad klokken var slået – det gjorde en hel del af de andre tilskuere tilsyneladende også, i hvert fald var der mange der brød ud i jubel, da Thin Lizzys ”Rosalie” blev skudt i gang!
Som toppen af denne rockkransekage spillede Motörhead naturligvis deres udødelige og uundgåelige ”Ace of Spades” der i allerhøjeste grad fik Liseberghallen til at koge! Og i et infer-no af ild, røg og larm sluttede aftenens koncert! Jeg og mine følgesvende traskede hjemad – med en antydning af tinnitus (til trods for ørepropperne). Efter en god burger og endnu et par øl, var det tid til et par timers søvn, inden vi skulle med færgen mod Frederikshavn igen. Turen hjem var fulgt af en smule tømmermænd, men der var intet der afskrækkede mig fra at tage turen til Göteborg for en god koncert igen en gang! Der var heller ikke noget, der ville hindre mig i at tage til koncert med Motörhead igen, og jeg vil i allerhøjeste grad anbefale det – inden det er for sent!

Læs mere...

Motörhead - Stage Fright

”Good Evening… Guten Abend… We Are Motorhead… We Play Rock n’ Roll”.

Så kort kunne min anmeldelse af denne DVD være, men jeg må jo nok hellere fylde lidt superlativer på for god ordens skyld.

Denne DVD er et stående dokument på en af Rock musikkens bedst bevarede hemmeligheder: Hvad holder Lemmy i live?!
Svaret er: Musikken!!
Når man ser manden, der vel efterhånden er blevet 60 år, stå og opfordre pigerne til at vise lidt pat til DVD’en, og tilmed selv lige flasher et stykke hud, må jeg simpelthen overgive mig.

Jeg elsker Motorhead, og alt hvad de står for: Bajere. Fisse og Rockmusik.

Så vidt jeg lige kan tælle, når de vist omkring alt hvad de igennem tiderne har lavet, og det at Mickey Dee har overskud til en 5 minutters trommesolo midt i ”Sacrifice”, vidner bare om, at disse gutter lever og ånder for det her.
Og lige en side kommentar: Mickey Dee har sgu ikke brug for et flyvende trommesæt, der pludselig står på hovedet for at det svinger… Det er sgu råt og ærligt dette her!

Koncerten er optaget i Phillipshalle i Düsseldorf, og det på en særlig opstillet scene, der dog er lidt for stor til de 3. Der er jo ikke meget bevægelse over dem mere.

Men fed lyd, og god kameraføring, og et lysshow, der sgu heller ikke er til at klage over, skal du jo bare investere i denne lille perle. Med bonus ting når spilletiden op på over 4 timer, så det må være et ekstra plus i bogen.

Tracklist Disc 1:
01: Dr. Rock
02: Stay Clean
03: Shoot You in the Back
04: Love Me Like a Reptile
05: Killers
06: Metropolis
07: Over the Top
08: No Class
09: I Got Mine
10: Tragedy
11: Dancing on Your Grave
12: Ramones
13: Sacrifice
14: Power
15: Brazil
16: Killed by Death
17: Iron Fist
18: Whore House Blues
19: Ace of Spades
20: Overkill

Extra: Commentary.

Tracklist Disc 2:
L. A. Special
Fans
Making of…
Testimonials
We Are the Road Crew
Slide Show
The Backstage Rider


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette DVD.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed