fbpx

Septicflesh + Krisiun, Pumpehuset 19/04/2019

Normalt er jeg for fin til at se opvarmningsbands. Og selvom jeg får dem set, er jeg somme tider for fin til at skrive om dem. Men i denne ombæring har jeg lige lyst til at kippe lidt med fanen for de amerikanske groovemetallere Incite, der åbenbart har eksisteret i 15 år og udgivet en hel håndfuld studiealbums.

At Incite er et rutineret foretagende kan mærkes. Sammenspillet er eminent; især trommeslager Lennon Lopez imponerer med et lige dele frenetisk og ekvilibristisk bombardement af tørre tæsk til både messing og dyreskind. Men det er den sprælske, hulemandslignende frontmand Richie C, som åbenbart er tidligere livevokalist for Nailbomb, der gør denne gruppe bemærkelsesværdig.

Manden drøner rundt på scenen; headbanger og tæsker huller i luften som en spastiker på speed. Brøler og råber med en Phil Anselmos dybe, drævende sydstatsbariton. Får øjenkontakt med så mange publikummere som muligt fra så mange steder som muligt. Op at stå på så mange kabinetter, højttalere og monitors som muligt. Opildner os til at “MAKE SOME FUCKING NOOOOISE!” så ofte, at det næsten ville være grinagtigt, hvis ikke både hans og bandets samlede selvtillid og stage presence havde holdt vand.

Og det endda til trods for, at jeg stort set ikke husker noget af musikken. Incite lyder lidt som Lamb of God; lidt som alle Max Cavaleras bands de sidste 25 år. Ingen af delene er de mest revolutionerende eller spændende indenfor all things metal. Men det er utroligt livevenligt, og med så meget mere energi i hele rummet, end der kan være på scenen, går der ikke mange minutter, inden den første moshpit bryder ud. Og en større, cirkulær af slagsen bliver det såmænd også til senere.

Incite kommer aldrig på A-holdet indenfor alle tiders største metalnavne, hverken hvad relevans eller kreativitet angår. Men jeg kunne snildt finde på at nappe dem igen, når chancen byder sig, hvad end det måtte være på en festival eller på deres egen headlinertour, — hvilket jeg i øvrigt lige så snildt kunne unde dem. For det er umuligt ikke at se aftenens hovednavne som værende mere eller mindre udfordrede udi at skulle følge i deres kølvand.

(4,5 ud af 6)


F.eks. virker brasilianske Krisiun, — der ellers er det band, som har trukket hårdest i mig i aften, — næsten stillestående og indadvendte til sammenligning. Men det har andre forklaringer.

Selvom Krisiun spiller Dødsmetal med stort D, fornemmer man tydeligt den helt gamle skole, hvori deres fødder er lige så urokkeligt plantet, som de står fast på scenegulvet. Udover allehånde førstegenerations-dødsbands var der de tidlige udgivelser fra Sodom samt naturligvis landsmændene Sepultura. Jovist. Men når jeg normalt beskriver Krisiun, omtaler jeg dem gerne som “Motörhead oversat til dødsmetal”.

Det er ikke bare den konstante, intense energi og det ufravigelige fokus på de dybe basfrekvenser, der gør det. Det er ikke bare det, at de smed en coverversion af “Sweet Revenge” på “AssassiNation”-skiven (2006). Det er næsten lige så meget deres fremtræden som stoisk powertrio, der næsten udelukkende lader musikken tale, samt at de desuden alle er klædt i sort læder fra top til tå som på omslaget til en bette plade ved navn “Ace of Spades” (1980). Og hvis man ikke lige spotter Snaggletooth på ryggen af guitarist Moyses Kolesne, burde bindeleddet gå 0% af de fremmødte forbi, når Krisiun med cadeau til “en af vores største tænkere” kaster sig ud i et cover af det udødelige titelnummer fra samme førnævnte klassikeralbum.

Inden da går der dog noget tid, inden Krisiun får både mig og resten af publikum overbevist. Men de gør det, fordi de er så forpulet dygtige til den lille ekstraordinære, indædt rå og brutale niche i dødsmetallen, som de har brugt lige knapt 30 år på at udstykke så omhyggeligt. Jeg ejer under halvdelen af deres udgivelser, og deres musik ER meget ensartet. Men det er lige så umuligt at stå stille til, som Motörhead var det. Vi headbanger, mosher, drikker og råver. Det er fredag; vi er glade; bandet er taknemmelige. Og selvom jeg har tænkt, at de da burde spille sidst, er det nok lige så godt, at pladsen går til Septicflesh, som at Krisiun ikke afveksler deres musik alt for meget. Det ville sikkert bare ødelægge et eller andet.

(4,5 ud af 6)


Det er dog ikke kun andenheadlinerens relative indadvendthed, der får græske Septicflesh til at trække de største stik hjem i aften. Mit kendskab til dem begrænser sig til “Revolution DNA”-skiven (’99): Et fint lille datidigt bud på så’n noget lidt højtragende keyboard-død i spiseligt tempo og med et par mærkbare hitpotentialer. Det var dengang, de stadig hed Septic Flesh i to ord.

I dag er der lige nøjagtig et ekko tilbage. Alt potentialet er indløst i en imponerende nyinkarnation af gruppen, der synes at have fået langt større vitalitet og fokus efter gendannelsen i 2007. Samtlige numre er fra bandets seneste fire skiver. Det kommer helt bag på mig, hvor vilde folk er med dem helt fra begyndelsen; jeg har det lidt, som om jeg er gået glip af en hel masse.

Septicflesh anno 2019 — og altså også tilbage til anno 2008 — lyder som en udgave af Fleshgod Apocalypse, hvori de barokke og progressive elementer er nedtonet, men hvor der er lige så højt til loftet, og rytmefigurerne er mere strømlinede. Tekstuniverset synes at dreje sig om hedenske panteoner, blasfemiske tolkninger af Kristus og nadverritualet, samt anden okkult esoterisme. Spiros Antonious growl er blevet dybere med årene.

Dramatik og tyngde er nøgleordene. Harmonierne er gerne dissonante; guitarerne gerne huggende som trykluftsbor. Det stort anlagte strygerbackdrop indeholder et lige så konstant udtryk af epik som af horrorfilm. Ja, det er egentlig utroligt, hvor langt man kan strække rammerne for det hersens metalmusik. Og det er som før antydet lige så utroligt, hvor populære Septicflesh åbenbart er blevet, selv heroppe i andedammen.

Hvor sceneshowet var det bærende element hos Incite, og hvor musikken var det hos Krisiun, går de to elementer op i en højere enhed hos førsteheadlineren. Antoniou påberåber os i hvert eneste nummer. “Denmark! I count to three, and then… we destroy!” Og det er ikke kun sit band og deres musik, han maner til vildskab. Crowd’en er et bølgende hav af pumpende knytnæver, lange, piskende manker, og bare, svedende overkroppe i ekstatisk krigsdans. Det er sådan hér, en metalkoncert skal se ud, og det er sådan hér, den skal føles. Både i øjeblikkets indlevelse, men også hér dagen derpå, hvor jeg ikke mindes det antal år, der må være gået, siden jeg sidst har headbanget så meget.

Min nakke er øm grænsende til det ubevægelige, og jeg har tømmermænd, der kunne tage livet af svagere individer. Men fandme om ikke jeg har lyst til at gennemleve årsagerne hertil igen. Verdensklasse er mangt og meget værd.

(5 ud af 6)

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • RIVAL SONS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HELHORSE_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RIVAL SONS_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Lemmy er død!!

  • Udgivet i Nyheder

Et af de største heavy metal ikoner er igår afgået ved døden efter en kort kamp med ekstrem aggressiv kræft.

Den legendariske Motörhead frontmand Ian ‘Lemmy’ Kilmister fik blot diagnosen få dage siden, den 26. december. Lemmy runnede netop de 70 år, da han fyldte år den 24. december.

På Motörhead’s officielle facebook side, har man i nat givet følgende opdatering:
”There is no easy way to say this…our mighty, noble friend Lemmy passed away today after a short battle with an extremely aggressive cancer. He had learnt of the disease on December 26th, and was at home, sitting in front of his favorite video game from The Rainbow which had recently made it’s way down the street, with his family.
We cannot begin to express our shock and sadness, there aren’t words.

We will say more in the coming days, but for now, please…play Motörhead loud, play Hawkwind loud, play Lemmy’s music LOUD.
Have a drink or few.
Share stories.
Celebrate the LIFE this lovely, wonderful man celebrated so vibrantly himself.

HE WOULD WANT EXACTLY THAT.

Ian ‘Lemmy’ Kilmister
1945 -2015
Born to lose, lived to win.”

Læs mere...

Motorhead - Bad Magic

I de mere end 40 år, Motorhead har været på banen, har de ikke bare placeret sig solidt i det musikalske univers med en meget personlig stil, de har også udlevet begrebet Rock’n’Roll fuldt ud. Ikke mindst frontmanden Lemmy har levet i overhalingsbanen, hvilket har givet ham alvorlige helbredsproblemer, der i perioder har tvunget bandet til at holde pause. Men der har været kræfter til at indspille et nyt album, ”Bad Magic”, som er det 22. i rækken.

Her er stilen umiskendeligt Motorhead; når man hører Lemmys vokal, den massive lyd og musikkens indhold af toptunet Rock’n’Roll, er man ikke i tvivl. Billedet er så tydeligt, at jeg var lige ved at skrive Motorhead som genrebetegnelse.

At vi har med tre herrer i fremskreden alder at gøre, hører man ikke meget til, når de giver den gas. I ”Victory or Die” og ”Thunder & Lightning” sker det med en stor del af den power og charme, der har gjort bandet til det, de er idag. Omvendt er der også et par eksempler i den anden ende af skalaen, for både den balladeagtige ”Till the End” og den monotone ”Choking on Your Screams” er mere fyld end spænding, og kunne sagtens undværes.

Imellem disse yderpunkter ligger resten som en lidt uhåndterbar mellemvare; ikke gode nok til at trække albummet op, men heller ikke så dårlige, at de gør det modsatte. Derfor ligger ”Bad Magic” et pænt stykke fra bandets bedste udgivelser, og er kun et must for de folk, der har alle de andre skiver i forvejen.

Tracklist
1. Victory or Die
2. Thunder & Lightning
3. Fire Storm Hotel
4. Shoot Out All of Your Lights
5. The Devil
6. Electricity
7. Evil Eye
8. Teach Them How to Bleed
9. Till the End
10. Tell Me Who to Kill
11. Choking on Your Screams
12. When the Sky Comes Looking for You
13. Sympathy for the Devil" (The Rolling Stones cover)
Samlet spilletid: 42:58

 

Læs mere...

Impalers udgiver ny musik video og sætter udgivelsesdato for EP

  • Udgivet i Nyheder

De danske thrashere i Impalers har udgivet en ny musik video fra deres kommende udgivelse, EP’en “Prepare For War”.

Videoen er til sangen “The Hammer” – Impalers’ cover version af Motörhead sangen fra mesterværket ”Ace of Spades” fra 1980. ”The Hammer” er en af to cover sange fra den kommende EP, som også vil indeholde 2 helt nye sange.

“Prepare For War” udkommer den 28. november og er indspillet samtidig med deres kommende album, opfølgeren til sidste års debutalbum ”Power Behind The Throne”, i Death Island Studios med produceren Marco Angioni og efterfølgende mikset og masteret af Søren Jensen.

Frontmanden Søren Crawack (Rhythm Guitar & Vocals) har givet en kommentar om EP’en og cover sangen af “The Hammer”:
“The EP was something different, something fun to do. A side-project in the studio, if you will. At first, we wanted to make a digital single for one of the songs, but soon we started adding the extra stuff, and we decided to make it an EP with a physical release and everything. The Hammer was chosen as a cover because we’re all immense Motörhead fans, and wanted to do one of theirs. We thought about doing Bomber, Iron Fist and we had previously covered Orgasmatron live, but for this we wanted something equally awesome, yet less covered by other bands. The Hammer was an obvious choice.”

 

Cover artwork til "Prepare For War" EP’en er lavet af Mario Lopez (Ancient Dome, Game Over, Bloodrocuted) og kan ses nedenfor.


Music video for ”The Hammer”:

“Prepare For War” artwork:
artwork

Læs mere...

Motörhead aflyser deres forårs tour og koncert i Horsens

Motörhead’s frontmand Lemmy’s helbred er stadig ikke 100 % og har derfor aflyst deres forårets tourné og dermed også deres koncert mandag den 10. marts i Forum Horsens.

 

Se officiel udtalelse fra bandet nedenfor:

“January 24, 2014 - It is with great regret that Motörhead has to announce the cancellation of their European tour, scheduled to start February, 2014.

Many concerted, diligent and focused efforts were made by founding member, and international icon, Lemmy Kilmister to deal with a range of health issues relating to diabetes. While there has been undoubted progress, Lemmy and the band were advised by doctors that it was still too soon to resume full touring activities, and so for the good of the future, the band and Lemmy reluctantly agreed to cancel.

No-one is hurting more over this than Lemmy, and he feels the aggravation and inconvenience of every ticket, and every method of transportation, already paid for by loyal fans in anticipation of the tour. Being a road warrior of over 50 dedicated, non-stop years, it is equally distressing for him to be unable to occupy the top lounge of the trusty tour bus (his spiritual home) but Lemmy recognizes that his long-term health must win. It goes without saying that Lemmy profusely apologizes for inconveniences caused, but he does want everyone to know that he is continuing on the road to a full recovery, and that the prognosis long-term is very good.

Fans have shown tremendous support for Lemmy, and it has meant so much to him. As he told Rolling Stone, "Oh, man, the fans were unbelievable when I got sick," he says. "No bitching. It was all 'Take your time, get better. Don't worry, we'll wait for you. Get well.'"

Rome was not built in a day...like Lemmy's health. But there is some strong light at the end of the tunnel here...we thank you so very much for your continued love, support and understanding.“

Læs mere...

Motörhead - Aftershock

Der er visse ting, man ikke skal forsøge at ændre på. Man skal for eksempel ikke begynde at ændre på Disney’s Juleshow (bortset fra årets overraskelse, selvsagt). Man skal heller ikke begynde at ændre på Motörhead.

Gudskelov er der ikke nogen, der forsøger at ændre på hverken det ene eller det andet, men hvor Juleshowet får lov til at være det samme, er der alligevel enkelte farisæere, der begynder at brokke sig, ligeså snart Motörhead, eller AC/DC for den sags skyld, sender et nyt album på gaden. For der er jo ikke sket noget nyt! Det er for så vidt også rigtigt, og med det in mente burde denne anmeldelse skrive sig selv – for jeg skal vel bare se, hvad jeg skrev, sidste gang, der kom nyt fra Lemmy & Co.

Men hvorfor lave om på noget, der fungerer? Når man er så massivt et ikon i rockverdenen som Lemmy, behøver man jo ikke at udvikle sig? Hvis vi nu skal være helt ærlige, hvad forventer vi så af et Motörhead-album? Forventes der ikke tordnende-lige-ud-ad-landevejen-jeg-losser-dig-i-løgene-rockmusik? Forventes der ikke en enkelt afdæmpet bluessang? Forventes der ikke fræsende guitarlir fra Phil Campbell? Forventes der ikke buldrende dobbeltpedal fra Mikkey Dee? Og forventes der ikke en omgang smadret baslyd fra Lemmy?

Det korte svar er: Jo, for fanden! Ellers er det jo ikke en Motörhead-plade!

Er Aftershock så en Motörhead-plade?

Det korte svar på det spørgsmål er ligeledes: Ja, for fanden!

Trods et skrantende helbred skælver Lemmy på ingen måde; der lægges hårdt ud med ”Heartbreaker”, der lyder som en Motörhead-sang nu skal lyde, og sådan fortsættes der på ”Coup de Grace”. Først på tredje skæring, ”Lost woman blues”, får vi en fornemmelse af noget nyt – det er ganske vist ikke specielt nyskabende, at Motörhead spiller blues, men i modsætning til den gamle traver ”Whorehouse Blues”, er der (afdæmpet”) elektrisk guitar på, og nummeret svinger faktisk helt vildt godt. Det nærmer sig deres bedste bluesnummer!

Alt i alt lever Aftershock fuldt ud op til både ”The Wörld is Yours” og ”Motörizer”, der alle markerer, at Motörhead for alvor fik et comeback med Inferno i 2004. Ganske vist er det ikke en ny Ace of Spades eller Bastards, vi har med at gøre, men alligevel skriver denne plade sig helt klart ind blandt bandets ti bedste plader.

Trackliste:

1.    Heartbreaker
2.    Coup de Grace
3.    Lost woman blues
4.    End of time
5.    Do you believe
6.    Death Machine
7.    Dust and Glass
8.    Going to Mexico
9.    Silence when you speak to me
10.    Crying shame
11.    Queen of the damned
12.    Knife
13.    Keep your powder dry
14.    Paralyzed

Samlet spilletid: 46:57

Læs mere...

Motörhead, Jorn

Efter en veloverstået koncert på Skråen i Aalborg, kunne Motörhead tage turen over sundet med hele 6 ud af 6 stjerner i bagagen fra min medanmelder i det høje Jylland. I København ventede et fuldstændigt udsolgt venue, proppet til randen med Motörhead t-shirts, velgroet skægvækst og angiveligvist også en lædervest eller to. Som i Aalborg havde Motörhead medbragte nordske Jorn til at varme publikum på inden de selv gik på.

Jorn

Kl. 19:55 gik Jorn himself og hans band på scenen til et drømmescenarie for ethvert opvarmningsband. Allerede på det tidspunkt var Store Vega fyldt godt op af folk der var indstillet på at have en god aften. 40 minutters spilletid blev det fra Jorn & co. som desværre ikke blev helt så fantastisk som rammerne ellers var sat til. Lydmæssigt gik bandet fint igennem og til trods for enkelte fodfejl, stod bandet ganske fint på scenen. Her skal ”stod” så specifikt understreget for alle med undtagelse af bassisten stod eller bevægede sig minimalt under samtlige 40 minutter – ikke engang Jorn. Bandet virkede slidt og træt og det virkede i højere grad som om det var det energiske publikum der opvarmede bandet end omvendt – ikke imponerende.

Det være sagt lykkedes det bandet at komme lidt i gang hen mod halvvejs i koncerten. Numre som ”Below”, ”Lonely Are The Brave” og Dio coveret ”Rainbow In The Dark” blev leveret ganske overbevisende og fremviste momentvist et band der ikke virkede som om de var stukket af fra et plejehjem. Publikum var derimod på under stort set hele koncerten, antageligvis grundet forventningens glæde for Jorn spillede sig absolut ikke ind til den publikumsrespons han og bandet fik. 3 ud af 6 til en lidt forkølet og meget stillestående opvarmning.

Motörhead

Herefter skulle der går en halv times tid, inden klokken blev 21.05 og luftsirenerne gik i gang og varslede den kommende lydmur. Ud af det blå stod bandet på scenen. Standardopsætning med Mikkey Dee central på scenen og Lemmy og Phil Campbell flankerende i hver deres side. Som luftsirenerne havde varslet smed Motörhead en bombe af en lydmur af sted fra start med ”Bombe” og forsatte i godt og vel en time og ti minutter inden det var på tide at spille ekstranumre. I det ordinære set blev det yderligere til ”Metropolis”, ”One Night Stand” og ”The Chase Is Better Then The Catch” inden ekstranumrene bød på tre klassiker i ”Whorehouse Blues”, ”Ace Of Spades” og Overkill”.

Motörhead leverede ikke nogen overraskelse, men derimod præcist det der var forventet. En velspillet og helvedes støjende koncert hvor det blev til hele 19 numre inden der blev takket af og lukket for aftenen. Hele bandet var på og samspillet velfungerende. Lemmys vokal er et kapitel for sig selv og det kan diskuteres om det er nødvendigt at pointere, at det var fuldstændigt uforståeligt hvad manden mumlede i mikrofonen når først musikken spillede. Det er en del af Motörheads charme og lyd og en faktor der næppe kommer til at ændre sig.

Selvom man skulle tro at bandet havde rigeligt at se til med at spille deres numre, blev det også til interaktion med publikum, en gang guitar og tromme solo og selvfølgelig en gang ”Kan København støje mere end Aalborg” – hvilket København naturligvis kunne, til trods for at ingen af de tre medlemmer faktisk sagde det. Publikum tog godt imod alt hvad der kom imod dem og en småkedelig søndag aften blev hurtigt vendt til noget af en fest hvor der blev sunget, skrålet og gestikuleret i overbevisende stil. Faktisk er der ikke meget at sætte en finger på. Det eneste der kan påpeges er den maskine som Motörhead reelt er. Efter at have læst anmeldelse af koncerten i Skråen før koncerten i København, var der igen tvivl om, at motoren blev startet da bandet gik på scenen i Vega og de tre medlemmer derefter leverede præcist det samme show, ned til mindste detalje. Jeg vil vove og påstå at eneste forskel var at Lemmy involverede koncerten i Aalborg, da publikum blev bedt om at råbe igennem.

En flot og gennemført koncert der gav publikum en på opleveren til trods for den noget maskinelle performance, der desværre tog lidt af magien fra oplevelsen. 5 ud af 6 til Motörhead.

Samlet set blev det til en vellykket aften. Der var ingen tvivl om hvem publikum var kommet for at høre og jeg vel næsten påstå at ethvert andet opvarmningsband havde fået samme modtagelse som Jorn fik det - Det var Motörhead der var aftenens stjerner og heldigvis levede de op til den status. For en enkelt gang vil jeg derfor undlade at give aftenens koncert karakter ud fra såvel opvarmning som hovednavn og holde mig til hovednavnet. 5 ud af 6.

Se billeder fra Motörhead her.

Læs mere...

Motörhead

Efter 36 år på landevejen lagde mægtige Motörhead endelig vejen forbi Nordjylland i lille Danmark, nærmere betegnet; ”det nye” Skråen i Aalborg. Koncerten var totalt udsolgt, men ifølge head honcho Lemmy Kilmister, var stedet også det mindste, de havde besøgt på deres igangværende tour. Det mindste, ja, men ikke det mest stille... tværtimod!

Norske Jorn havde varmet scenen og en del af publikum op, men undertegnede kom kun lige i tids nok til at høre luftsirenerne efterfulgt af Motörheads eksplosive start med ”Bomber” fra 1979-albummet af samme navn. Uden tøven bragede den øredøvende trio igennem lydmuren med klassikeren ”Damage Case” og det nye nummer ”I Know How To Die” fra sidste års ”The Wörld Is Yours”.

Lyden var massiv i den 1.300 kapacitets store koncertsal, og Mikey Dees tordnende trommespil lød fantastisk. Lige så gjorde über cool guitarist Phil Campbell, der på både elegant og elektrificerende vis trængte igennem Lemmys bundsolide, buldrende og benknusende basgang! Både Mikey og Phil brillerede også med hver deres solo.

Det var et særdeles tilfredsstillende set, Motörhead havde sammensat, og d’herrer leverede det med en utvetydig overbevisning, fortjent autoritet og arrogance. Musikkens virkning komplementeredes af Lemmys urokkelige og nærmest udødelige format. Settets absolutte højdepunkter var ”The Chase Is Better Than The Catch” fra det fænomenale 1980-album ”Ace Of Spades”, samt den tunge, direkte og altødelæggende ”Orgasmatron” fra 1986-albummet af samme navn. Højdepunkterne talte dog atten, for det var så mange numre bandet bragede ud over scenekanten med, før de definitivt takkede af og bukkede.

”Don’t forget us... we are Motörhead… and we play rock n’ roll!” lød det fra Lemmy sidst i settet, og at bedømme fra publikums applaus og respons, var der ingen fare for, at Motörhead ville blive glemt. Og rock n’ roll var lige præcis hvad bandet leverede. Et sandt triumftog fra start til slut med en imponerende og vedvarende energi og nerve, samt atten solide numre, der i al deres simpelthed lød præcis som de skulle.

Når det kommer til rock n’ roll af den mest kraftfulde, larmende og tunge slags er Motörhead i en klasse for sig. Ingen over – alle under! Og så er Lemmy jo bare rock n’ rolls mest ikoniske, majestætiske og mastodonte frontfigur. 49 % motherfucker og 51 % son of a bitch, enough said!

Motörheads set list:
1. Bomber
2. Damage Case
3. I Know How To Die
4. Stay Clean
5. Metropolis
6. Over The Top
7. One Night Stand
8. The Chase Is Better Than The Catch
9. Get Back In Line
10. I’ll Be Your Sister
11. The One To Sing The Blues
12. Orgasmatron
13. Going To Brazil
14. Killed By Death
15. Iron Fist
16. Whorehouse Blues
17. Ace Of Spades
18. Overkill

Billeder fra koncerten kan ses her.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed