fbpx

Moonspell - Extinct

Fra de portugisiske veteraner i Moonspell har vi gennem årene hørt lidt af hvert. Der har været lidt folkinspireret metal, noget langsomt og doomet, og noget hurtigt og blacket; Prædikatet "gothic" er vel det eneste som tilnærmelsesvist kan bruges om deres samlede karriere. Og ærligt talt har Moonspell aldrig været blandt mine favoritbands, ikke mindst fordi jeg altid har syntes deres musik var temmelig rodet. Jeg har såmænd ikke noget at udsætte på deres individuelle kvaliteter, med mulig undtagelse af visse af frontmand Fernando Ribeiros forsøg på sang, som ikke altid har været udpræget succesfulde. Jeg har bare altid syntes de var for ufokuserede i deres kompositioner , og ærligt talt for svingende når det kommer til selve sangskrivningen. Derfor har dette, deres ellevte studiealbum med titlen Extinct, også været en fornøjelig overraskelse at lytte til.

Og det er ikke fordi Moonspell nødvendigvis overrasker stilmæssigt. Hovedingrediensen er dyster, guitardrevet metal med udbredt brug af synth og strygere, som gerne bevæger sig i de lidt arabisk klingende bølger vi kender fra bandets tidligere udgivelser. Det, som gør forskellen for mig er, at der er tale om en meget helstøbt plade, hvor numrene fungerer lige så godt hver for sig som i sammenhæng. Der er ikke helt de samme umotiverede genreskift midt i en sang, som jeg synes har plaget nogle af Moonspells tidligere plader, og hvor sangen før lejlighedsvist har været decideret ødelæggende for min oplevelse af musikken, består den på Extinct af præcis den rette blanding af growl og (forbavsende ren) sang. Faktisk minder Extinct mig i nogen grad om Paradise Losts One Second fra 1997, omend med de førnævnte arabiske klange og måske lidt flere uptempo-numre. De første tre sange på pladen giver et godt billede af den som helhed, og for mig er titelnummeret et af de klart stærkeste med sit fede drive og vanvittigt catchy omkvæd, men også det næstsidste nummer, The Future Is Dark, er flot: Et tungt og melankosk men samtidig energisk stykke landevejsdoom, som udnytter nærmest enhver tænkelig kliche, og gør det godt. Pladens sidste sang, den fransk sprogede vals La Baphomette, er vel det nummer der skiller sig mest ud, men det fungerer trods alt alligevel ganske godt som en outro, der ligesom danser ud af balsalen og efterlader mig med en helt uventet trang til at starte pladen forfra.

Der er, for at slå det endegyldigt fast, ingen grund til at forvente et festfyrværkeri af nyskabelser. Måske vil man endda kunne anklage Moonspell for at være lidt vel uambitiøse, og have udgivet en plade, som havde gjort sig bedre for tyve år siden end i dag. Men jeg må også indrømme, at jeg simpelthen virkelig godt kan lide Extinct. Den rykker ikke ved nogle musikalske konventioner, og den er ikke moderne på nogen måde, men det er en smuk, intens og frem for alt harmonisk udgivelse, som helt sikkert vil være blandt dem, der bliver sat på igen og igen hjemme hos mig. Opfindsomheden er der ingen points for, men for et højtbelagt stykke med melankoli scorer Moonspell alligevel over middel med Extinct.

Track list:
Breathe (Until We Are No More) (5:32)
Extinct (4:42)
Medusalem (5:06)
Domina (5:08)
The Last of Us (3:25)
Malignia (5:06)
Funeral Bloom (4:10)
A Dying Breed (4:29)
The Future Is Dark (5:08)
La Baphomette (2:48)

Samlet spilletid: (45:38)

 

Læs mere...

Cradle of Filth, Gorgoroth, Moonspell, Septicflesh

Septicflesh
Revolution Music
Først og fremmest var det noget helt nyt for mig at gå til koncert i Store Vega, som jo er et spillested, der er berømt for dets gode, måske ligefrem fremragende lyd. Der var kø, men den forsvandt hurtigt. Jeg skyndte mig småløbende indenfor og blev mødt af lyden af Septicflesh.
Atmosfæren var fastlagt fra starten, og sammen med bandet var publikum badet i et sagligt grønt lys. Man legede næsten med, og foregav at være faret vild i en mørk granskov badet i Septicfleshs sorte Death metal mystik.
Jeg kendte ikke særlig meget til bandet i forvejen, da jeg ankom, men de formåede alligevel at tryllebinde mig. De vakte simpelthen min interesse; ikke mindst med nummeret med den egyptiske titel ”Anubis”. På trods af dét nummer har bandet altså overhovedet ikke noget til fælles med bandet ”Nile”, der også henter inspiration fra Egypten. Det gælder også selvom genrerne ligger så ufatteligt tæt op ad hinanden.
Egentlig havde jeg gættet på, at bandet var meget yngre, men med et lille smil på læberne har jeg erfaret, at de faktisk er fra mit fødselsår, 1990. Det, der nok har snydt mig halvt om halvt, er at selve lyden lyder virkelig ny, både vokal- og instrumentmæssigt.
Selve sceneshowet virkede også lidt uerfarent i fremførelsen, selvom bandet gjorde alt tænkeligt for, at det ikke skulle være alt for i øjenfaldende. Det var nok mest forsangerens skyld. Konstant lavede han små ubevidste Britney Spears-finter, der bare ikke hørte hjemme på scenen; fx det med at rette på håret og med en glidende feminin bevægelse stryge det om bag øret. Dog blev det værre, da han valgte at lave nogle mærkværdige snoede armbevægelser med sine nittebesatte hænder. Det ville en hvilken som helst slange have misundt.

Moonspell
Revolution Music
Moonspell var heller ikke et af de bands på setlisten, jeg kendte allermest til. Ikke desto mindre var der gjort vanvittigt meget ud af deres sceneshow; bag dem stod et kæmpemæssigt lærred, hvorpå der kørte en ”film” med relevante klip, der passede til sangene. Det er nok også det, der har fået mig presset op på karakteren 3. Måske stjal den skærm egentlig lidt af opmærksomheden fra stakkels Moonspell, selvom den af og til havde det med at gå i hak. Det var lidt synd.
Der blev spillet mest fra det nye album, og da jeg hælder mest til Moonspells gamle udgivelser, stod jeg længe og kedede mig lidt. Først til sidst vågnede jeg lidt op, da noget af det gamle blev spillet.
Af og til virkede det hele lidt tilfældigt. Det var næsten som om, at bassisten synes det var utroligt hårdt at flytte den ene finger fra det ene bånd til det andet. Hold da op, hvor så han dog lidende ud af og til.
Jeg synes faktisk ikke, at der er så meget mere at tilføje til bandets præstation. De virkede som en gruppe mennesker, der havde måttet undvære søvn i meget lang tid. Det sidste vampyrnummer skulle vist have fået publikum til at vågne, men da forsangeren syntes at overspille sin rolle som vampyr, var det ikke noget jeg blev grebet af.
Gorgoroth
Revolution Music
Jeg så dem også på Wacken Open Air 2008. Men på daværende tidspunkt husker jeg at have haft virkelig dårlig mave, så jeg skyndte mig væk. Ja, undskyldningen var da ikke helt dum, vel? Det hele blev gjort på ægte True Black Metal maner. Dog uden grise- eller for den sags skyld fårehoveder på stave. Det gjorde ikke så meget, jeg kunne godt undvære dem. Der var som bekendt også stillet fire kors op til fire nøgne mennesker fra den inderste gruppe af bandets store fanskare. Hænder blev bundet, en pose blev trukket over hovedet på dem hver især. En af dem skulle endda stå i ti minutter, mens lyset endnu ikke var tændt, og rette på en ørering. Haha. Men så kom lyset. Det omtalte og omdiskuterede band gjorde deres entre, de lignede sig selv. Personligt kan jeg ikke se, hvor musikken i det de laver ligger. Skrig, hoste, noget, der skal lyde som en guitar og folk der er døden nær - nej tak.
Jeg er ikke specielt glad for Gorgoroth. Det er ikke musikken, der skræmmer mig på et eller andet punkt. Det er de ”mennesker”, der laver den.
Flere af bandmedlemmerne har en plettet straffeattest, der siger spar to. Voldtægt, voldsom tortur mm. Som ”kvinde” kan det ske, at man vælger at tage mere end ti skridt bagud, når man får øje på den corpsepaintede Gaahl, der står med vidt opspilede øjne og peger på én oppe fra scenen. Man synker en klump i halsen: ”Har han udvalgt mig!?” Ikke desto mindre må man sige, at bandet gør noget ud af deres optræden, om det så gælder nøgne mennesker på kors, corpsepaint, bandmedlemmernes lange søm på kroppen eller alt det ild og den ondskab, der bliver lukket ud under sådan en aften. Men nej, fan gik jeg ikke hen og blev i Store Vega den aften!..

Cradle Of Filth
Revolution Music
Så kom hovednavnet endelig - med intro og hvad der nu ellers hører til.
Jeg bliver lige forundret, hver gang jeg ser Danni Filth, den lille bitte mand. Fuld af energi springer han rundt på scenen med sine små lysende øjne og latexklædte krop.
Gamle kendinge skulle man vente længe på, for bandet spillede næsten udelukkende sange fra det nye album, ”Godspeed on the Devil’s Thunder”. Danni Filth klarede sit arbejde fint med de lange skrig, og den karakteristiske growl. Dog synes jeg ikke at kunne spotte Sarah Jezebel Deva nogen steder. Personligt havde jeg intet hørt om hverken bortvisning eller blindtarmsbetændelse. Ellers sang Filth hendes passager igennem uden problemer.
Så blev jeg forundret igen. Et 3,5 meter højt monster kom til syne på scenen i vaskeægte Eddy-stil. Dog havde denne ”Eddy” gemt sig i en lang kutte, og slog konstant hånden frem og tilbage samt headbangede lystigt i takt med publikum. Flere gange måtte Danni Filth slå krumspring for ikke at blive ramt af kæmpen. Så forsvandt den igen.
På trods af den fantastiske lyd Vega nu engang har, mangler der altid et eller andet, når CoF giver koncert. Det er som om alle indtrykkene kommer meget bedre til udtryk som indspillede numre fra et studie. Rosie Smiths keyboard kæmpede og kæmpede i bøn om at blive hørt, mens et kaos af guitarriffs dominerede lydbilledet. Da det var hende og det keyboard, der bar det meste af den melodiske del til koncerten, var det næsten faretruende tæt på at gå galt op til flere gange. Tit har man hørt en bestemt sang, de har spillet live, og så kommer man hjem, finder den på nettet og tror ikke på at det er den rigtige sang, man har fundet. Sådan er det tit med Cradle. Lyden er ofte grumset og halvdårlig live.

Læs mere...

Moonspell - Lusitanian Metal

Moonspell har valgt, at når de skulle lave en live DVD, så skulle det gøres rigtigt. Derfor besluttede de ikke blot at vise optagelser fra en enkelt koncert, men i stedet dokumentere deres udvikling via levende billeder fra hele deres karriere. Det betyder, at ”Lusitanian Metal” indeholder materiale fra tidsrummet 1992 til 2005.
Hovedattraktionen på DVD 1 er en koncertoptagelse fra Katowice i Polen. Optagelsen er fra 2004 og viser via 13 numre det portugisiske band i et stort opsat show. Især lyssætningen af den store scene er imponerende.
Det samme kan ikke siges om musikken; numrene slæber sig afsted, og selvom Moonspell opbygger en mørk stemning, har jeg svært ved at blive revet med. En væsentlig årsag er forsangeren Fernando Ribeiros monotone vokal, som man hurtigt bliver træt af. Han har ikke meget variation at byde på, og da det samme kan siges om bandet som helhed, keder jeg mig bravt.

Så er der mere variation i de efterfølgende 7 musikvideoer; der er selvfølgelig tale om gengangere blandt numrene, men de mere variede produktioner gør det hele mere spændende.
At de mange forskellige optagelser på DVD 2 viser bandets udvikling, kan ikke kun høres på musikken, men også ses på optagelsernes kvalitet. Denne varierer fra amatør- til professionelt niveau. Desværre har musikken ikke udviklet sig i samme omfang.....

Alt i alt er denne udgivelse noget af en skuffelse, for selvom den produktionsmæssige kvalitet er høj, er musikken hverken spændende eller inspirerende. Hvis man ikke i forvejen er en del af bandets fanskare, er der ingen grund til at investere i ”Lusitanian Metal”.

Tracklist:
DVD 1:
Part 1: Moonspell Live in Katowice 2004
01. Intro
02. In and Above Men
03. From Lowering Skies
04. Alma Mater
05. Vampiria
06. The Southern Deathstyle
07. Invaded Intro
08. Opium
09. Devilred
10. Abysmo
11. Ruin & Misery
12. Mephisto
13. Full Moon Madness


Part 2: Touch Me In the Eyes (Video Clips)
14. Opium
15. 2econd Skin
16. Magdalene
17. The Butterfly FX
18. Nocturna
19. Everything Invaded
20. The Making of "Everything Invaded"


Part 3: Knowledge
21. Discography
22. Graveyard Impressions (interview)

Samlet spilletid: 120 min

DVD 2:
Part 4: Small Hours-The Early Days (1992-1994)
01. Intro (Live Rehearsals)
02. Serpent Angel (Live Rehearsals)
03. Wolves from the Fog (Live Rehearsals)
04. Ancient Winter Goddess (Live Rehearsals)
05. Intro (Moonspell's First Show)
06. Goat on Fire (Moonspell's First Show)
07. Wolves from the Fog (Moonspell's First Show)
08. Hymn to Lucifer (Moonspell's First Show)
09. Intro (Supporting Cradle of Filth)
10. Tenebrarum Oratorium Part 1 (Supporting Cradle of Filth)
11. Goat on Fire (Supporting Cradle of Filth)
12. Vampiria (Supporting Cradle of Filth)


Part 5: Strange Are the Ways of the Wolfhearted Tour (1995-1996)
13. Erotic Alchemy (Supporting Napalm Death)
14. Tenebraruna (Supporting Napalm Death)
15. Ataegina (Supporting Napalm Death)


Part 6: Perverse Almost Religious Tour (1996-1997)
17. A Poisoned Gift (Krakow 1996)
18. Of Dream and Drama (Krakow 1996)
19. An Erotic Alchemy (Krakow 1996)
20. Love Crimes (Krakow 1996)
21. Intro (Dortmund 1996)
22. Wolfshade (A Werewolf Masquerade) (Dortmund 1996)
23. Love Crimes (Dortmund 1996)
24. Vampiria (Dortmund 1996)
25. ...Of Dream and Drama (Midnight Ride) (Dortmund 1996)
26. An Erotic Alchemy (Dortmund 1996)
27. For A Taste of Eternity (Dortmund 1996)
28. Alma Mater (Dortmund 1996)

Part 7: It's A Sin Tour (1997-1999)
29. Of Dream and Drama (Release party for "Sin/Pecado")
30. Herr Spiegelmann (Release party for "Sin/Pecado")
31. Second Skin (Release party for "Sin/Pecado")
32. Let the Children Cum to Me (Ermal 1999)
33. Decadence (Ermal 1999)
34. Eurotica (Ermal 1999)

Part 8: The Butterfly Effect Tour (2000- 2001)
35. Soulsick (Hardclub 2000)
36. Butterfly FX (Hardclub 2000)
37. I Am the Eternal Spectator (Coliseu 2000)
38. Can't Bee (Coliseu 2000)
39. Lustmord (Coliseu 2000)

Part 9: Darkness and Hope Tour (2001-2003)
40. How We Became Fire (Release party for "Darkness And Hope")
41. Ghostsong (Release party for "Darkness And Hope")
42. Angelizer (Ermal 2002)
43. Mephisto (Ermal 2002)
44. Firewalking (Ermal 2002)

Part 10: Spreading the Eclipse Tour (2003-2005)
45. In and Above Man (With Full Force 10th Anniversary)
46. From Lowering Skies (With Full Force 10th Anniversary)
47. Opium (With Full Force 10th Anniversary)
48. A Walk On the Darkside (With Full Force 10th Anniversary)
49. Nocturna (With Full Force 10th Anniversary)
50. Southern Deathstyle (With Full Force 10th Anniversary)
51. Alma Mater/Vampiria (Istanbul 2004)
52. The Antidote (Athens 2004)
53. I Will See You in My Dreams (Hard Club 2004)
54. Tenebrarum Oratorium Part 1 (Hard Club 2004)
55. Awake! (Tejo 2005)
56. For A Taste of Eternity (Tejo 2005)

Samlet spilletid: 255 min


Revolution Music vil gerne takke Metal Mind for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed