fbpx

Misery Index, The Petulant

Midt i den danske sommerhede kom et af tidens varmeste (no pun intended) death/grind bands forbi. Desværre ikke i lige i mit pastorat så derfor måtte der en længere køretur end normalt til. 

 

The Petulant

Som opvarmning havde man indkaldt et helt nyt dansk band ved navn The Petulant. Personligt havde jeg aldrig før hørt om bandet, men folkene bag derimod er en helt anden sag. Meier-brødrene fra Sacrificial og Asbjørn fra Mordax/Crocell som de mest prominente navne. Disse tre flankeres af Mads Bertram på guitar og Lars Ottesen på bas. Jeg vovede pelsen, og fortalte min koncertmakker, at med denne line-up havde vi nok en rigtig thrashet oplevelse i vente.

Det viste sig kun at være delvist sandt. The Petulant startede nemlig ud med en sang, der var meget rocket og ikke rigtig havde noget fart. Publikum var dog godt med, og jeg tror, at The Petulant havde medbragt mange venner til denne aften, der faktisk var bandets koncertdebut.

Andet nummer på aftenen var dog mere lig mine forudanelser: godt med fart, aggressiv vokal fra Asbjørn, som i øvrigt havde rigtig godt styr på løjerne og virker som en fremragende frontmand. Herefter gik det slag i slag, og jeg må ærligt indrømme, at The Petulant ikke vandt indpas hos mig. Det virker som om, bandet ikke helt har besluttet sig for, om de vil spille thrash eller død, og jeg selv og min makker stod tilbage med en følelse af at være stilforvirrede. Der er ingen tvivl om, at det er solidt håndværk, men desværre druknede lyden, især på guitarerne, og gjorde det svært at tyde detaljerne fra hinanden. Jeg er dog ret sikker på, at så rutinerede kræfter, som dominerer The Petulant, må have noget mere at byde på. Vi blev præsenteret for alle de tracks, plus lidt ekstra, som er tilgængelige på deres hjemmeside, og jeg vil da kun opfordre folk til at gå ind og høre dem. Aftenen sluttede med et covernummer af Artillery, og det nummer fik virkelig folk med. 

The Petulant får en godkendt karakter fra mig, og jeg ser frem til et møde mere med disse thrashere, der nok skal give mere lyd fra sig.

3/6

 

Misery Index

Der herskede ingen tvivl om, hvem folk var kommet for at høre denne aften. Misery Index fra Baltimore har gennem årene skabt sig et solidt navn som leverandører af hurtig death/grind med kompromisløst samfundskritiske tekster – pisket frem af den levende trommemaskine Adam Jarvis ,der flankeres af det dobbelte vokale angreb fra Jason Netherton og Mark Kloeppel og en bunke stramme knivskarpe riffs og soli leveret af den nye mand i Misery-trøjen Darin Morris. 

Denne aften havde omdannet Pumpehuset til en semi-sauna. Jeg så ikke et termometer, men jeg er ret sikker på, at temperaturen sneg sig op på omkring de 40 grader – Shit, det var varmt!! Det gik dog ikke ud over Misery Index’ optræden – Selvom det kun var deres fjerde koncert på den nuværende tour, virkede bandet velspillende og skarpe. Lyden mudrede desværre lidt til tider, så Jarvis’ eminente bækkenkontrol gik nogle gange tabt i lydmuren, men heldigvis var lyden god i en stor del af koncerten. 

Jeg har efterhånden set Misery Index en lille håndfuld gange, og jeg må blankt erkende, at denne gang var klart den bedste. Publikum gav den gas, og bandet gav igen, selvom Jason Netherton til tider mest af alt lignede en, der ikke havde lyst til at stå på scenen – måske lidt generthed? -, så var det en magtdemonstration af et band, der virker til at være på toppen af deres game. 

Koncerten bød på en god del sange fra den nye dræber-skive, men også et par af de gamle slagere, hvor især min personlige favorit ”Unmarked Graves” stak ud, som leveret med kirurgisk præcision. Derudover blev blandt andet ”You Lose”, ”Embracing Extiction, ”The Carrion Call” og den naturlige lukker ”Traitors” smidt i hovedet på de overophedede fans, der slubrede det hele i sig.

Misery Index trak sig tilbage efter godt 70 minutters stramt eksekveret dødsgrind – gennemblødte af sved (deres egen og fansnes, måske?), men til en flok glade ansigter blandt publikum. Dette var en kongepræstation, og man tænker blot: Kan de overgå denne koncert? Jeg laver rum til forbedring…. Men kun en lille my!

5,5/6

Læs mere...

Misery Index - The Killing Gods

Vi skal efterhånden 4 år tilbage for at finde det seneste studiealbum fra Misery Index; en tid som amerikanerne har brugt på et intensivt turnéprogram, hvilket kastede albummet ”Live In Munich” af sig sidste år. Nu er de tilbage med nyt materiale i form af ”The Killing Gods”, som er bandets 5. studieskive.

På mange måder et dette et typisk Misery Index udspil: Der er superhurtige passager hvor Adam Jarvis’ trommer tvinger musikken fremad, der er Jason Nethertons mandfolkevokal, og der er endda melodiske passager, f.eks. i ”Conjuring the Cull”. Det hele serveres yderst kompetent, og numrenes kanter er slebet skarpt, så de skærer sig igennem lytterens forsvar. Hvis det stoppede her, ville albummet være endnu et rigtig stærkt udspil inden for Dødsmetallen, men der er to ting der i mine ører gør, at det formår at hæve sig yderligere:
For det første bliver der varieret rigtig meget; hele tiden sker der noget nyt uden at den røde tråd forsvinder, men små detaljer gør, at musikken lever. Og for det andet er det imponerende så meget drive, de enkelte numre bliver skudt afsted med. Især på albummet anden halvdel er dette markant; numre som ” Gallows Humor”, ”The Killing Gods” og den tempofyldte ”Sentinels” bevæger sig ustoppeligt fremad. Fedt!

Det er den slags der viser, at det har været ventetiden værd, for Misery Index sætter en tyk streg under sig selv som et top-act inden for den moderne Death Metal.

Tracklist:
1. Urfaust
2. The Calling
3. The Oath
4. Conjuring the Cull
5. The Harrowing
6. The Killing Gods
7. Cross to Bear
8. Gallows Humor
9. The Weakener
10. Sentinels
11. Colony Collapse
12. Heretics
13. Thieves of the New World Order

Samlet spilletid: 45:43

Læs mere...

Misery Index udgiver albummet ”The Killing Gods” til maj

Deathgrind bandet Misery Index har sat titlen “The Killing Gods” til deres kommende og femte fuldlængde album.

Albummet, som udkommer den 23. maj via Season of Mist, er indspillet i Wright Way Studios og er lavet i samarbejde med Steve Carr (Dying Fetus, Slipknot, Soilwork). Trommerne er indspillet med Scott Hull, kendt fra bl.a. Pig Destroyer og Agoraphobic Nosebleed, i Visceral Sound.

Guitarist og sanger Jason Netherton har givet følgende kommentar:

"After an extended writing and recording process we have finally completed 'The Killing Gods'. It is the longest, most diverse and most complete album we have ever created, and it represents the blood, sweat and beers of four dudes trying to make the best songs they can. We think we have succeeded and we hope you do as well. Look for this metal beast to drop in May!"

 

“The Carrion Call” fra ”Heirs To Thievery” (2010)

Læs mere...

Misery Index i studiet og forventer at udgive til foråret

  • Udgivet i Nyheder

Det amerikanske deathgrind band Misery Index har netop været i studiet, hvor de har startet indspilningerne af gruppens Season Of Mist debut album og opfølgeren til albummet ”Heirs to Thievery” fra 2010. Bandet vil forsætte indspilningerne næste måned i Wrightway Studios og forventer at være færdig med det nye album i starten af januar og satser her efter på at kunne udgive albummet til foråret.

Misery Index har givet følgende opdatering:

”We have started the recording sessions for our Season of Mist debut. Adam started tracking drums last weekend with Scott Hull at Visceral Sound, outside Washington DC. The rest of the album will be recorded next month at Wrightway Studios in Baltimore. We expect things to wrap up in early January and we are aiming for a spring 2014 release. It is shaping up to be our longest and most diverse effort to date. In the meantime, we will be posting studio updates and videos, as things unfold...”

 

MISERY INDEX - "The Carrion Call" (fra Heirs to Thievery)

Læs mere...

Misery Index - Live In Munich

Jeg har altid syntes, at Misery Index hører til blandt de bedste og mest spændende Death Metal bands: ikke kun på albums, men også de gange, jeg har oplevet dem live. Senest det skete var i forbindelse med Full of Hate turneen med bl.a. Cannibal Corpse og Behemoth.

Og denne anmeldelse har netop turneen i fokus, for da den slog vejen forbi München, lod Misery Index optageudstyret køre, og kan derfor nu præsentere sit første live udspil.

Udspillet viser bandet i vanlig stil med Death Metal i højt tempo, som indeholder mange detaljer og fyres af med fuld power. Især Jason Netherton arbejder ihærdigt, ikke blot med sin brølende vokal, men også med at fyre op under publikum. Og de har ikke kunnet andet end føle sig godt underholdt, for der er virkelig gang i sagerne, lige fra åbningsnummeret og frem til den altid fede ”Traitors”, der afrunder settet.

Underholdningen er glimrende, men spilletiden på en halv time afspejler, at Misery Index ikke stod øverst på plakaten. Og det trækker oplevelsen en smule ned, for selv om indholdet er udmærket sat sammen, havde det været mere passende med den dobbelte spilletid, når endelig man udgiver live materiale. I den sammenhæng er det både noget og ingenting, at koncertoptagelserne suppleres med et remix af ”Siberian” – det virker påklistret, og kunne godt have været undværet. Skulle jeg vurdere musikken alene, var bedømmelsen blevet højere, men som album betragtet kan ”Live In Munich” ikke hente mere end 4 stjerner.

 

Trackliste

1. Sleeping Giants

2. The Carrion Call

3. You Lose

4. The 7th Cavalry

5. The Spectator

6. The Great Depression

7. The Illuminaught

8. Traitors

9. Siberian (2012 remix)

 

Samlet spilletid: 34:12

Læs mere...

Full of Hate Tour: Cannibal Corpse, Behemoth, Legion of the Damned, Misery Index, Suicidal Angels

En koncert, som er programsat til start allerede klokken 18.45 på en hverdag, er ikke helt almindeligt, men det var, hvad Voxhall slog dørene op til på denne onsdag aften. Anledningen var heller ikke helt almindelig, for med hele 6 bands på plakaten lignede arrangementet mere en endagsfestival end en vanlig koncert. Med både Death-, Black- , Grind-, og Thrash Metal på programmet var der ikke blot lagt op til noget for enhver smag, og med det valgte line-up var der tændt store forventninger – ikke kun hos undertegnede, men også hos mange andre Metalfans, som var mødt talstærkt op.

Jeg startede med at misse det første band, for netop som Nexus Inferis gik på scenen, var det tid til interview med Cannibal Corpse. Et ærgerligt sammenfald, for jeg ville gerne have hørt, hvad de maskeklædte briter kan præstere, men det må blive en anden gang.

Suicidal Angels
(3/6)
Derfor blev aftenens første band for mit vedkommende Suicidal Angels, der som vanligt leverede Thrash Metal efter klassisk opskrift. De 4 selvmordstruede engle arbejdede som skulle de alene rette op på hjemlandet Grækenlands trængte situation. Der var fra starten højt tempo, og det faldt i god jord hos publikum, som var mødt rimelig talstærkt frem trods det tidlige starttidspunkt.
Det positive indtryk kunne desværre ikke vare ved, for allerede efter 3 numre begyndte jeg at kede mig; tingene begyndte at ligne hinanden så meget, at numrene var svære at skelne fra hinanden. Her havde en lidt mere personlig fortolkning af den klassiske Thrash pyntet, det nytter ikke meget at give den gas, når materialet ikke følger med.

Misery Index
(5½/6)
Tredje band på scenen havde jeg set frem til at opleve igen; mine to tidligere koncerter med Misery Index var nemlig rigtig gode. Og der skulle ikke mange takters musik til at fastslå, at også dette møde med Baltimore-bandet ville blive en speciel oplevelse.
I denne sammenhæng betyder få takters musik ultra kort tid, for her går det stærkt!! Om man så skal kalde det Grindcore eller Death Metal kan diskuteres – det kan kvaliteten ikke! Anført af Adam Jarvis, som helt afslappet og aldeles uanstrengt bare affyrede trommespil i absolut verdensklasse, leverede bandet en opvisning i superstramt spillet Metal. At alle anslag sad ultrapræcist, var i sig selv imponerende, men jeg var mere duperet af fremførelsen: Tingene blev aldrig sterile, og uanset om det høje tempo blev fastholdt, eller der i passager blev spillet tungere, var resultatet medrivende.
Helt frem til slutnummeret ”Traitors” var det superfedt, og bandet havde fortjent mere spilletid end de 35 minutter, det blev til. Lidt flere numre og lidt bedre kontakt til publikum havde nok udløst 6 stjerner, men trods det lille fradrag var Misery Index aftenens største oplevelse.

Legion of the Damned
(3½/6)
Aftenens andet Thrash band var Legion of the Damned, og på mange måder mindede deres performance den, Suicidal Angels leverede: Igen var der tonsvis af energi, og tempoet fejlede heller ikke noget. Stilen var meget inspireret af Slayer, så musikken fik mere kant end den traditionelle Thrash. Det kørte rigtig godt, men som med de græske kolleger havde magien begrænset levetid. Igen var det manglende variation og selvstændighed, der stak en kæp i hjulet på oplevelsen, og igen begyndte tingene at blive uinteressante efter mindre end en håndfuld numre. At jeg alligevel giver en halv stjerne mere skyldes lidt mere power og en bedre lyd.
Jeg undrer mig over, at man havde placeret Legion of the Damned som det tredje sidste band, efter min mening burde de have byttet plads med Misery Index.

Behemoth
(5/6)
Pausen efter Legion of the Damned blev der virkelig brug for, for der skulle en del omrokeringer til, før Behemoth kunne gå på scenen: Ekstra lys samt voldsomt udsmykkede mikrofonstativer og diverse symboler omdannede scenen til en dyster hjemmebane for bandet.
Og hjemmebane var der tale om i mere end én forstand, for den modtagelse bandet fik kan dårligt beskrives anderledes. Den tæt pakkede sal (jeg har sjældent set så mange mennesker på Voxhall ) sitrede af forventning, og der rejste sig et brøl af format, da Behemoth trådte ind. Fra første sekund havde frontmanden Nergal salen i sin hule hånd, og han styrede med hård hånd begivenhederne gennem den time, settet varede.
Behemoth demonstrerede, hvordan Death- og Black Metal skal blandes, og det foregik i højt tempo. Igen var det trommeslageren, som med overblik og præcision udgjorde bandets rygrad, og da samspillet var superstramt, blev resultatet virkelig godt. Samtidig udstrålede Nergal en enorm karisma, som løftede den samlede oplevelse.
Midt i settet var der et lille dyk i kvaliteten, numrene her var ikke så fængende. Bandet kom dog stærkt igen, og da de forlod scenen, havde salen fået indfriet forventningerne. På min skala over aftenens indsats ligger Behemoth lige efter Misery Index.

Cannibal Corpse
(3½/6)
Inden vi kommer til sidste band, skal der lige være plads til en lille anekdote: Da jeg og mine kumpaner i en pause skulle spise på den lokale burgerbar, stødte vi på Alex Webster og Paul Mazurkiewicz fra Cannibal Corpse. Det var lidt overraskende, men fedt at se musikere med næsten 25 år i toppen af Death Metal scenen stille og roligt stå i kø og vente sammen med alle vi andre dødelige – ingen primadonnanykker der.

På samme rolige måde kom aftenens hovednavn på scenen; ingen store armbevægelser eller “Her kommer vi” – attituder; de 5 medlemmer kom bare ind og startede deres set. Salen var ikke så fyldt som til Behemoth, men forventningerne stadig høje, da George ”Corpsegrinder” Fisher growlede de første prøver på de groteske tekster, bandet er kendt for.
Senere opfordrede han de forrreste til at følge ham i en konkurrencer om mest headbanging og flest headspins, men begge konkurrencer vandt han stort – no wonder, manden har jo en nakke, som bedst kan sammenlignes med pylonerne på Storebæltsbroen.
For tredje gang denne aften markerede manden bag trommerne sig, men denne gang var det ikke på en positiv måde. Mazurkiewicz havde en virkelig dårlig aften, hvor han konstant virkede overbebyrdet af de ting, han skulle spille. Det var specielt galt i Grind-sekvenserne, som kørte op og ned i tempo som en seksdagesrytter. Denne usikerhed satte sit præg på numrene, som fremstod meget lidt overbevisende.
Jeg får sikkert bandets venner på nakken, men jeg er alt andet end imponeret af præstationen denne onsdag. For inkarnerede fans var det sikkert fedt at høre de kendte numre som ”Fucked with a Knife” og ”Hammer Smashed Face”, men ud over nostalgien var der ikke meget at komme efter.

Derfor blev det en lidt fesen afslutning på en koncert, som forløb temmelig ujævnt. Heldigvis kunne toppræstationer fra Misery Index og Behemoth mere end udligne aftenens mindre imponerende performances, og sørgede for, at mødet med ”Full of Hate” turneen som helhed var en succes.

Læs mere...

Royal Metal Fest 2009

Sidste års meget vellykkede debut for denne festival efterlod mange i håbet om, at successen ville blive gentaget i 2009. Det blev den, endda med et line-up, der for alvor sætter Århus på det danske Metal landkort. Som en ekstra godbid til Metalfolket havde Metal Royale arrangeret en specialfremvisning af den amerikanske dokumentarfilm “Get Thrashed“ dagen inden selve festivalen, så man må sige, at forberedelserne var i top.
Som konferencier havde man igen i år hyret Obersten; et valg der ikke umiddelbart vakte jubel i RM-lejren, men han gjorde en noget mere afdæmpet figur end sidst – en meget positiv udvikling.

DestroyerBoy
Kev - Karakter: 4 / 6
Dette meget unge ensemble havde via en konkurrence vundet en halv times spilletid på Royal Metal Festival. Bandet har Jason Campbell i front, og hans ansigt var det eneste ansigt ud af de fem, jeg kunne genkende. Resten af bandet er nemlig nogle unge gutter, der hidtil ikke har gjort sig særligt bemærket på den danske scene. Det tror jeg personligt dog, at Destroyerboy vil lave om på, for optrædenen de diskede op med bar bestemt IKKE præg af, at de var bandets første koncert, eller at de kun havde spillet sammen i godt et halvt år. De virkede faktisk meget scenevante og særdeles uimponerede over det hele.
Stilen, som Destroyerboy udøver, er meget i stil med As I Lay Dying og deres lignende; altså meget melodisk og teknisk velfunderet metal, dog uden den rene vokal, hvilket vel altid er et plus. Numrene, de spillede, er vist alle på deres 5-numres EP, og så blev der vist plads til et nyt. Personligt havde jeg ikke regnet med det helt store show fra denne kant, og min karakter bærer måske nok lidt præg af overraskelsesmomentet. Jeg blev meget positivt overrasket, og det bliver meget spændende at høre, når bandet får udgivet noget håndgribeligt. Indtil videre er min nysgerrighed vakt!

Manticora
Kev - Karakter: 3½ / 6
Københavnske Manticora er et band, jeg aldrig havde hørt noget med før denne koncert. Deres image med lædertøj osv. har aldrig rigtig fanget mig, men nu kunne jeg altså ikke undslippe; koncerten skulle anmeldes af mig, da Metalmorfar var optaget andetsteds, og i bund og grund er jeg glad for det, for Manticora fik, til trods for lidt problemer med lyden i starten, spillet en ret fed koncert. Det er jo svært at stå og snakke om numrene blev leveret ordentligt osv. når jeg ikke kender en hujende fis til deres musik. I stedet vil jeg sige, at showet blev overbevisende leveret, og at Lars på vokal var en frontmand med krudt i røven; han fes rundt og gjorde sit bedste for at få publikum med. Responsen fra publikum blev da også bedre hen mod showets slutning, og alt i alt gjorde Manticora et fint indtryk på mig, i forhold til hvad jeg havde forventet.

Pretty Maids
Dan the Man - Karakter: 5 / 6
Hard rock! Er nok det tætteste drengene fra Horsens kommer på betegnelsen Metal, men i guder hvor kunne de gamle gubber servere varen! 1981 og still going strong, fyrede Ronnie, Ken og resten af slænget (resten er jo tilkommer i løbet af de sidste ti år) highlights fra en karriere der har rummet både op- og nedture af. Energien fejlede ikke en skid og Ronnie Atkins har bestemt ikke glemt hvordan man hæver publikum til en tilstand af ekstase i metalgudernes tegn. Med et hurtigt kig rundt på gulvet, kunne jeg spotte at der foruden mig selv kun talte få andre, der som jeg havde rundet de 30 år og havde de glorværdige dage af Horsens-drengene i hukommelsen. Det var også tydeligt, at der var en udbredt skepsis blandt publikum over et Hard Rock band til en Metal koncert. Skepsis blev dog hurtigt gjort til skamme, da de catchy sing-a-long songs fra Gubberne fløj ned fra scenen og smaskede lige i fjæset på samtlige gæster i Voxhall for fuld knald. I løbet af ingen tid, var gulvet forvandlet til en frådende pøbel, der bare ville have mere. Intet blev glemt og jeg er sikker på, at da sætlisten blev skrevet, var det med vilje at radio-hittet og svigermorsknækkeren ”Please don´t leave me” blev hjemme i Horsens og ekstra-numrene manifesterede en superfed koncert med ”Futureworld” og ikke mindst klassikeren ”Red, Hot and Heavy” der totalt rev publikum op i det røde felt, ikke mindst da Ronnie fik publikum med på fællessang a´la 1980´erne. Uh-Å-Åhh-Åh!!!

Shining
MetalMorfar- Karakter: 5 / 6
Shining er et band, der er kendt for noget specielle optrædender, hvor frontmanden Niklas Kvarforths selvdestruktive performance ofte helt har fjernet fokus fra musikken. Det var også klart, at der blandt publikum var folk, der i højere grad var kommet med forventninger om skandale end god Metal.

Denne gruppe af nøddehorn blev dog snydt, for det var en meget fokuseret Kvarforth, der sammen med resten af bandet stillede op til deres første koncert på dansk jord. Alle var klædt helt i sort, og sammen med en sparsom scenebelysning var det med til at iscenesætte en mørk stemning. En stemning, som fik mig til at tænke på Mayhems optræden sidste år – ikke helt så dyster, men alligevel meget indadvendt.
Musikalsk var Shining dog meget mere varierede, og selvom enkelte instrumentalpassager virkede stillestående, var det en helstøbt indsats, der støttede Niklas. Han fremførte numrene med al den smerte og vanvid, der er indbygget i dem, men lod de blive ved det. Således prellede tåbelige tilråb som ”vi vil se blod” af på ham, og det tætteste vi kom på det var rødvin, som han hældte på et par gutter foran scenen.

Det lykkes for Shining at trække publikum med ind i den mørke side af Niklas´ univers, men selv om det var fascinerende, var det ikke helt så betagende som på bandets albums, dertil udnyttede de ikke deres musikalske bredde fuldt ud. Alligevel var koncerten, med sin gennemførte opbygning af stemning og flot varierede Metal, mit absolutte højdepunkt på festivalen. Det var især positivt at den ikke blev domineret af performance, men at det vigtigste, musikken, var i centrum.

Born From Pain
MetalMorfar - Karakter: 3 / 6
Hollandske Born From Pain stod for en pause i strømmen af Metal, da de leverede vaskeægte Hardcore fra scenen i århus. Det gjorde de med masser af energi, som var mest markant på scenens for- og bagkant: bagest var det trommeslageren, der nærmest forsøgte at banke sine trommer ihjel, som var de angribende aliens; forrest var det sangeren Rob Franssen, der var så tændt, at han allerede efter 30 sekunder forsøgte at fremtrylle en circlepit. Den kom dog først efter et stykke tid, under nummeret “Enemy lines”.
Den positive start gik dog hurtigt over i ensformighed, og jeg havde svært ved at holde interessen fanget.
Et ufrivilligt lyspunkt indtraf dog, da et par heilende idioter nede foran blev sat grundigt på plads af Rob Franssen – et passende svar på en helt upassende opførsel. Alligevel kunne hverken denne episode, den gode lyd eller bandets engagement skjule, at musikken mangler variation og derfor ikke overbeviser.

Napalm Death
Kev - Karakter: 4½ / 6
Det var 3. gang indenfor 1½ år, at jeg skulle se Napalm Death. De har ikke skuffet endnu, og de gjorde det heller ikke denne aften. Det overrasker mig hver gang, hvor meget de giver den gas på scenen. Barney fiser omkring som han plejer og Shane, Danny og Mitch leverede som vanligt et tight og solidt baggrundsinferno.
Napalm Death’s show har ikke været underlagt de store forandringer det sidste stykke tid, men med en ny plade på vej kunne man håbe på smagsprøver, og sandelig så, om ikke man fik det! 2 nye sange i form af ”Brink of Extiction” og en jeg ikke lige fik fat i titlen på…. Dog lød det MEGET lovende, og det viste også, at Napalm Death bestemt ikke hviler på laurbærrene. Numre som vi blev begavet med talte blandt andre: ”Suffer the Children”, Sink Fast, Let Go”, ”Scum”, ”It’s a M.A.N.S. World” og selvfølgelig ”Nazi Punks Fuck Off”. Alt i alt blev der, nummermæssigt, leveret hvad man kunne forvente af gutterne. Jeg synes dog, at Napalm var federe de to første gange jeg så dem, men de leverede alligevel det fedeste show for mig på førstedagen af festivallen.

Horned Almighty
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Der skal nok have været en og anden deltager, hvis tømmermænd fik et chok ved starten på festivalens anden dag. Den blev nemlig slået igang af Horned Almighty, som troppede op i klassisk Black Metal look: corpsepaint, pighalsbånd og nitter så langt øjet rakte. Heldigvis tager bandet ikke sit image så alvorligt, hvilket en udtalelse som ”Satan er en ven du ikke har mødt endnu” viser.
Når det drejer sig om musikken, er det anderledes alvorligt, for selvom stilen er nærmere Death Metal end egentlig Black, er der masser af knald på. Den langsommere del af numrene var knap så interessante, men med voksende tempo, steg kvalitetsniveauet tilsvarende. Og da tempoet overvejende var højt, blev starten på lørdagsprogrammet satans god.

Crocell
Kev - Karakter: 4 / 6
De 4 bands See You Next Tuesday, Aeon, Misery Index og Hate Eternal turnerer sammen, og skulle til Århus fra et job i Tyskland dagen før. Uheldigvis brød tourbussen sammen, hvilket forsinkede bands’ne og nødvendiggjorde ændringer I programmet. Et af disse var, at See You Next Tuesday blev erstattet med Crocell, som tog jobbet med ultra kort varsel, til trods for tømmermænd og en småsyg trommeslager.
Det gik egentlig fint for de 5 århusianere, der fik fin respons fra publikum. Mange var nok taknemmelige for at See You Next Tuesday afyste… Jeg var i hvert fald, og den lille halve time de brugte på scenen, blev ædt råt af det tilstedeværende publikum.
Ud af numrene de spillede, var det (især!) ”Winter is Coming” der skinnede igennem, men også ”Behind the Veil” og så en helt ny sag, der var rigtig dejlig up-tempo, behagede undertegnede. Alt i alt, var det et rigtig godt bytte, vi fik der…

Goat Udenfor bedømmelse
MetalMorfar - Karakter: X / 6
Metalfolket fik også en gedigen overraskelse, for netop som Crocell forlod scenen, blev den overtaget af Lasse Baks projekt Goat. Med både udklædning og optræden som taget ud af Casper og Mandrilaftalen, tumlede de 4 musikere rundt på scenen, mens de spillede en blanding af Punk og Metal. Det hele foregik i et hysterisk opskruet tempo, og var så kikset og utight, at det har kultpotentiale – derfor unddrager det sig normal bedømmelse.
Hele seancen var tilpas kort til, at det ikke nåede at blive kedeligt; i stedet blev denne omgang Mandril Metal modtaget som det var tiltænkt: med godt humør.

Corpus Mortale
MetalMorfar - Karakter: 4 / 6
Igen blev jeg mindet om, at den danske Death Metal scene indeholder mange bands, som helt og holdent har undgået min opmærksomhed. Denne gang skete det i form af hovedstadsbandet Corpus Mortale, som jeg først hørte denne lørdag – 15 år efter deres start.
Starten var nu ikke noget at råbe hurra for, for numrene virkede træge og uinteressante; bandets noget stillestående sceneshow hjalp ikke meget på situationen. Men efterhånden kom der mere liv i den ”døde krop” – musikerne tøede op, og der kom mere tempo på musikken.
Og det smittede af på publikum, som efterhånden blev trukket op i omdrejninger. På den måde fik Corpus Mortale til sidst hevet en god koncert i land via en god slutspurt.

Aeon
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Det næste band var heller ikke et, jeg kendte på forhånd – her havde jeg blot fået fortal, at deres tekster er stærkt anti-religiøse. Og det skal jeg da lige love for! Titler som ”Forever Nailed” og ”Caressed By The Holy Man” er ikke ment som hyldestkvad til kirken, specielt ikke når de formidles af Tommy Dahlström. Han har en vokal, som skifter ret fedt mellem growl og hvæsen og konstant er truende.
Musikalsk fik vi en gang traditionel Death Metal, som blev fremført af meget kompetente musikere. Mest iøjnefaldende var trommeslageren Nils Fjellström, der som en vanvittig bearbejdede sine tønder. Hænder og fødder kørte uophørligt, og han lagde en fantastisk bund, som virkelig gav numrene drive.
Sættet var desværre kortet lidt ned pga. programændringerne, men Aeon nåede at vise, at de virkelig kan deres kram; jeg ville meget gerne have hørt mere til dem.

Konkhra
Kev - Karakter: 4 / 6
Konkhra kan vel bedst betegnes som dansk dødsmetals grand old men. Efter den spæde start i slut 80’erne har bandet (Anders Lundemark) udgivet plader med jævne mellemrum, og efter nogle års stilhed er bandet tilbage på de skrå brædder. Bandet har en ny skive på vej, og naturligvis fik vi nogle smagsprøver fra den front, men det var meget tydeligt, at folk var kommet for at høre numrene fra ”Spit or Swallow”, og der blev da også disket op med et par stykker fra den skive. Ellers var ”Weed Out the Weak”-skiven også godt repræsenteret. Det stod hurtigt meget klart, at Konkhra virker som fornyet med tilgangen af to nye bandmedlemmer. De virker bare mere på, og musikken kommer langt ud over scenekanten. Dog skal det siges, at bandets krydsning mellem Hulk Hogan og julemaden, Lars Schmidt, bliver en anelse for meget at se på i længden. Ligeledes er Anders Lundemark ikke den mest aktive på scenen. De to er selvfølgelig heller ikke 20 år længere, men lidt mere aktivitet ville sgu være at foretrække. Når det er sagt, så blev ”Life Eraser”, ”Heavensent”, ”Facelift” og den nye tonser ”Hail to the King” leveret med overbevisende pondus, så mine forventninger til den nye Konkhra skive, ”Nothing is Sacred” er løftet betydeligt!

Misery Index
Kev - Karakter: 5 / 6
Jeg var meget tæt på at blive meget bekymret, da de første bulletiner om tourbussens fald løb ind. Misery Index var det band jeg havde glædet mig mest til at se, og derfor ville en aflysning fra dem være mere, end hvad der var godt for min sjæl.
Misery Index lagde, meget naturligt, ud med ”We Never Come in Peace”, og herefter blev deres grind/death metal leveret med en kirurgisk præcision, der får et nykøbt barberblad til at virke som en sløv satan. Deres halsbrækkende breaks sad lige i skabet og jeg tog mig selv i at stå og holde vejret flere gange, når et af de føromtalte breaks dukkede op. Det var virkelig en opvisning i musikalsk splendour, og især Sparkey Voyles virkede tændt.
”Pull out the Nails”, ”The Great Depression”, ”Conquistadores” og titelnummeret fra den nye skive var virkelig overdrevent fedt leveret. Jeg stod og havde lyst til mere, men måtte nøjes med at konstatere, at Misery Index leverede den fedeste koncert til dette års Metal Royale Festival, i mine ører.

Hate Eternal
Kev - Karakter: 4 / 6
Hate Eternal spillede på Voxhall for nogle år siden i forbindelse med deres forrige album. Dengang leverede de et superkedeligt show, og en performance der var direkte skuffende, så jeg var naturligvis lidt spændt på at se, hvad de nu fire mand kunne finde på at begave os med fra scenekanten.
Der gik ikke længe inden koncerten fra år tilbage var slået, i både bedre lyd, men også i performance. Erik Rutan var virkelig på, og lur mig, om ikke oplevelsen med tourbussen animerede ham,og hans gæve kumpaner til at levere et show fyldt med fart og masser af aggression. Numrene løber jeg sgu lidt rundt i, da han ikke var særlig god til at præsentere, men ”King of All Kings”, ”Bringer of Storms” og ”Behold Judas” var da vist med på setlisten. Jeg må indrømme, at jeg under koncerten med Hate Eternal kedede mig bravt, og allerede havde skrevet en sviner af en anmeldelse inde i hovedet. Dog her, et par dage efter, står koncerten klart inde i mit hoved og karakteren har ændret sig…. Der kan absolut ikke sættes spørgsmålstegn ved deres kunnen. Musikken har bare en tendens til at mudre sammen, og den opfattelse var jeg jo også af under showet….
Hate Eternal var klart det ”sværeste” musik denne aften, men et eller andet sted fik de sgu taget fusen på mig…

Destruction
MetalMorfar - Karakter: 4½ / 6
Da aftenens hovednavn gik på scenen, skete det med et kvarters forsinkelse, hvilket må siges at være meget imponerende, når man tænker på de problemer, der tidlige var med at få programmet afviklet.
Destruction bød på det, de har spillet gennem de sidste 25 år: hamrende Thrash Metal af den enkleste slags, med masser af knald på. Efter Hate Eternals flotte, men kedelige opvisning, var det nærmest befriende at komme back-to-basics.
Bevægelsen på scenen stod bassisten Schmier for; med 3 mikrofoner tværs over scenen fik han lavet et udmærket show. Alligevel var det svært at få tag i salen, for 2 dages Metalbombardement havde sat sit præg på det århusianske publikum; folk virkede udbrændte, og selvom Schmier flere gange forsøgte at sætte gang i en moshpit, blev det kun til en lille én af slagsen. Oveni dette brændte basforstærkeren af, og selv om en ny blev fremskaffet efter næsten 10 minutters ventetid, var det som om energien på scenen havde fået et knæk. Settet blev kortet ned, og de resterende numre blev afleveret mindre overbevisende.
En lidt træls afslutning for hovednavnet, som ellers leverede varen – men mod tekniske fejl og metaltræthed kæmper selv hovednavne forgæves.

2009 udgaven af Royal Metal Fest levede op til de høje forventninger, line-up’et på forhånd havde skabt. Desuden viste arrangørerne, at de var i stand til at håndtere uventede situationer virkelig flot – udsigten til måske at skulle undvære 4 bands kan kun have været en ren gyser.
Samtidig ser det ud til, at festivalen er stedet, hvor gamle danske Metalkonger rejser sig til fordums styrke. Sidste år var det Artillery, og i år Pretty Maids, der sparkede røv på Århus-publikummet. Hvem det bliver i 2010 må vi desværre vente et helt år med at finde ud af.


Artiklen er skrevet af: Kev / MetalMorfar / Dan the Man

Læs mere...

Misery Index, Coldworker, Dew Scented

Det er stort når SÅ store navne rammer den ens gamle koncert og vandhul. Misery Index har i flere år været for vilde, og debuten ”The Contaminated Void” fra svenske Coldworker er helt fantastisk! Desværre var det sidste aften på touren, og bandsene skulle i hver sin retning. Coldworker skulle med en færge hjem til Sverige, så de startede på slaget 20.30 og fræsede på forrygende manér igennem deres set, for derefter at pakke sammen i en fart og så adjö! Men de var storfede. Ikke mange mennesker var mødt op på det tidspunkt, og man havde vel ikke mere end lige fået slugt aftensmaden, så stemningen var mildest talt lunken. Men med materiale som det på deres album spillet til top karakter, så kan det ikke gå helt galt. Jeg glæder mig til at se dem igen på et bedre tidspunkt, for de sparker sgu røv.

Dew Scent fra Tyskland spiller old-scool deathmetal, og de har sikkert en del tidlig Morbid Angel og en hel del Slayer plader i samlingen derhjemme…ligesom de fleste andre dødmetallere. De var også hæderlige, og de mødte op med masser af god stemning, men de blev hurtigt kedelige, men det var fint som opvarmning til hovednavnet Misery Index.

De fire gutter fra Maryland og Washington leverede noget af det hurtigste, mest stramme og mest intense grindmetalcore jeg nogensinde har set live. På næsten overmenneskelig manér lykkedes det dem til tider at spille endnu hurtigere end på pladerne, og de langsomme stykker var dejligt smadrede, seje og tunge. En times skånselsløs tromme og guitar angreb, med forsanger/bassist Jason Netherton og guitarist Mark Kloeppel skrigende sig gennem lydinfernoet, leveret med en vilje og intensitet. Fantastisk! Med deres superpolitiske tekster kunne man godt have frygtet en del prædiken fra scenen, men det forblev heldigvis ved diverse korte politiske samples mellem numrene. Det hele sluttede på behørig vis, da Dew Scents forsanger kom på scenen til ekstranummer, der viste sig at være et gammelt Terrorizer nummer fra pladen ”World Downfall”. Jeg kan ikke huske titlen på nummeret, men det er fandme fedt, og i aften var det perfekt. Der kunne sagtens have været flere tilskuere, og til dem der blev hjemme for at spare penge og hvile sig, kan jeg med sikkerhed sige, at de 4 timers søvn jeg fik, inden jeg skulle op og på arbejde dagen efter var ringe betaling for aftenens show. Det var det hele værd. Wow!!

Læs mere...

Misery Index, Origin, Burning Skies

Først og fremmest vil jeg lykønske de sjæle der har formået at få en så fed koncertpakke til lille Danmark. Det er fandme godt gjort!
Derudover vil jeg sige, at fremmødet vel også var okay. En mandag aften taget i betragtning, godt nok i en vinterferie, meeen… De 150-180 stykker der var blev sgu godt underholdt.

Burning Skies var første band på plakaten, og de 5 unge englændere fra Bristol efterlod et særdeles godt indtryk. Til aftenens gig havde de fået 4 kvadratmeter scene at stå på, og det irriterede synligt forsangeren, men det brugte han vist bare som benzin på bålet, for hold da helt op hvor leverede han bare varen! Mega grumt growl der til tider henviste tankerne til vores egen Scott Jensen eller for den sags skyld Scott’s store idol, Frank Mullen. Andre gange leverede han et sindssygt skingert grindcore skrig, som for mit vedkommende intet lod tilbage at ønske. Musikken kan vel nærmest beskrives som en slagkraftig omgang deathcore. Ikke sådan super teknisk, men meget velspillet og særdeles underholdende. Stor cadeau til den førnævnte sanger og til deres trommeslager, som virkelig havde et fedt groove. Han hustlede ikke, og der var ingen smalle steder der.
Burning Skies spillede mest skæringer fra deres nyeste skive, ”Desolation”, men der blev vist også plads til et par gamle slagere.
Lyden var god; BS spillede stramt og fedt, og disse gutter fortjener al mulig held og lykke. Hvis du ikke har tjekket dem ud, så gør dig selv den store tjeneste. På den anden side: Hvis de spiller sådan her hver aften, så skal de sgu nok hurtigt få skabt et godt navn. Deres show denne aften udløser i hvert fald 5 fede svin fra min hånd. Måske var det fordi man ikke havde regnet med noget særligt, at man blev taget på røven… Hvorom end alting er, så var det nok det fedeste opvarmningsband, jeg længe har set. Det kan lige til sidst nævnes, at den eneste langhårede i bandet, bassisten, nok var den eneste der IKKE bangede…
5/6

Origin var nok det band på billetten (Udover Necrophagist, som jo desværre aflyste) som undertegnede havde set mest frem til. For dem der ikke kender Origin kan det siges, at mere teknisk velfunderet og udført death metal skal man lede længe efter… I hvert fald på cd, og det var derfor jeg så frem til at høre dem; Kunne de spille deres musik lige så godt live, som på cd?

Til dette spørgsmål er svaret et rungende JA!!!

Jeg har aldrig i mit liv set noget lignende:
Bassisten, Mike Flores, har en spillestil som får Les Claypool til at blegne… Ikke at jeg vil sammenligne de 2, men manden spiller med fingrene, og hans tekniske niveau har jeg aldrig set mage til. Han var simpelthen overalt på den bas. Indimellem growlede han med, og imellem sangene lignede egentlig bare en stor undskyldning: Meget ydmyg og genert.
Han er ca. 30 cm. højere end den bas han spiller på, men hvad han så mangler i højden, kompenserer han for i teknik og kunnen. Uden at støde nogen, kan man roligt sige, at Alex Webster fra Cannibal Corpse også ville blegne ved siden af Mike Flores. Trommeslageren John Longstreth er også en institution i sig selv. De små detaljer på bækkenerne er helt i særklasse, og hans skiften mellem højre og venstre hånd på lilletrommen kører bare uden det mindste slinger. Godt nok tabte han trommestikkerne et par gange, men hvad…
Ligesom trommeslageren fra Def Leppard, har Longstreth et par pedaler til hver fod… Her er der bare ikke plads til nogle mawre syntetiske skodtrommer… Men derimod kærlig behandling af 2 hi-hats og 2 stortrommer. Ligesom Mike Flores, kan jeg ikke erindre at have set en SÅ teknisk betonet trommeslager…nogensinde! Bevares, der er nok nogen der er hurtigere, men for satan ham Longstreth han kæler for de tønder! Paul Ryans indsats på guitaren vil jeg, ligesom de 2 andre instrumentalister, klassificere som verdensklasse. Intet mindre! Nu stod jeg dårligt placeret i forhold til at lure Paul Ryans spil af, men de få gange jeg kunne se ham, spillede han nærmest overjordisk og umenneskeligt.
James Lee på vokalen klarede jobbet fint…. Det er vel lidt svært at blære sig med skalaer og ekvilibristisk stemmeføring, når man egentlig bare råber… Han gjorde det godt, og var vel egentlig toppen af kransekagen.

Nu har jeg det sådan med Origin, at jeg inderst inde er glad for at deres seneste cd, ”Echoes of Decimation”, kun varer 27 minutter. Deres musik bliver simpelthen for kedelig og ensformig i længden, men når jeg som ”semi-udøvende” musiker står og ser, hvad der egentlig bliver spillet, kan jeg kun tabe kæben i bar’ ærefrygt. Hvis jeg ikke har skrevet det endnu, så skriver jeg det lige igen: Jeg tror ikke, at der findes et band der spille ligesom Origin. (Det kunne have været skægt, hvis Necrophagist ikke havde aflyst, for de er da vist nogle af de nærmeste). For mig personligt den mest tighte og velspillede koncert…EVER!!!
Origin blandede numrene fra hele deres bagkatalog fint, og tracks som ”Reciprocal” og ”The Burner” var top dollar!
Efter koncerten fik jeg mig en lille hyggesnak med Paul, som fortalte at deres næste skive bliver en tand mere teknisk…. Plus at når de når længere hen i turneen, spiller de endnu hurtigere…Så de får ofte plads til 2 sange mere i sættet… Den lader vi lige stå lidt…
Nå… Origin får sgu en 6’er… Anderledes kan det ikke være.
6/6

Misery Index fra Baltimore var på besøg i Århus sidste år i forbindelse med deres opvarmningstjans for Fear Factory. Dengang var deres seneste album, ”Dischordia” endnu ikke udkommet, men vi fik da nogle smagsprøver dengang. Nu har man så haft tid til at fordøje albummet, og personligt så jeg frem til at høre sangene live. Efter min mening er Misery Index et meget bedre live band, end de er på cd. Deres halv-punkede grindcore stil er bare så fedt live, og Jasons vokal var denne aften gennemført. Bandet udviste spilleglæde, og taknemmelighed for chancen, hvor publikum så gengældte med en masse moshing.
Misery Index er efterhånden ikke et nyt band, og det ses tydeligt på deres sceneoptræden: De er sgu nogle garvede herrer (Måske lige på nær trommeslageren Adam Jarvis) og det nød vi så fuldt udbytte af. Misery Index blandede posen godt og grundigt, og vi fik sågar en smag på et nyt nummer, der indtil videre kun er at finde på en 7” tour-edition single. Nummeret hed ”Hang ’em High” og havde meget tydelige referencer til Napalm Death, anno ”Scum” æraen. Ganske enkelt fedt!

Man kan måske sige, at det at have en tjans efter Origin ville være lig med et nederlag… Men nej…
Misery Index leverede sgu varen, og denne koncert var længder bedre end den de spillede i Århus for ca. 1 år siden. De har vistnok også spillet 200 shows indenfor det sidste års tid, så de er sammenspillede. Misery Index fik det til at se let ud, og det var vel egentlig den bedste måde at slutte en rigtig fed metal aften på. Flere af den slags, tak! Misery Index får næsten topkarakter:
5½/6.

Samlet set var jeg egentlig lettet over, at Necrophagist ikke spillede… Jeg er ikke helt sikker på, at mit system ville kunne klare en lille times super teknisk hegn mere… Spøg til side: Selvfølgelig ville jeg gerne have set dem. Det kunne have været fedt hvis de havde mejslet de sidste par bogstaver i Århus’ gravsten.

Læs mere...

Fear Factory, Misery Index, M.A.N

Jeg ankommer til spillestedet kl. 17.45, mere end en time før dørene åbnes for pøblen. Jeg skal nemlig interviewe Jason fra Misery Index. Mit første audio interview for Revolution Music. Det gik dog ganske fint og interviewet er at finde andetsteds her på siden.

Kl. er nu 20.00 og svenske M.A.N. er på vej ind på scenen. Et par hundrede er dukket op på dette tidspunkt, og showet går ligeså stille igang.

M.A.N. er nu i fuld gang, og folk er rimelig godt med. Lyden var meget ringe i de første par numre, men det blev dog forbedret i løbet af sættet. Bandets stil er meget nymoderne, desværre ikke lige min kop te. Det virker på mig som om at de gør mindst ligeså meget ud af deres påklædning og frisurer, som de gør på deres musik. De ligner simpelthen noget der er løgn. Kjole, dreadlocks, læder og make-up. De har dog deres momenter. Numre som "Fold & Disgusted" og "Handcuffed" fungerede godt live. Et par gode rykke-stykker og et par ganske catchy omkvæd fik da undertegnet til at gynge lidt med hovedet. Bandet mangler en guitarist. Det virkede lidt tyndt live bare med en. Jeg ved godt at det virker på et album, men i en live-situation er det meget få bands der kan få det til at fungere (Dimebag...R.I.P). M.A.N's forsanger Tony JJ har fornyeligt fået tjansen som vokalist i Mnemic, og jeg sagtens forstå valget, da manden var det absolutte højdepunkt i M.A.N (hihi... dobbeltkonfekt). Han synger fandeme godt, og virker gennemført proffesionel.
Alt i alt var bandets koncert en bestået præstation, og dette skyldtes mest Tony JJ, som virkelig er en ganske god frontfigur.

Efter M.A.N's halvtime lange sæt var det nu tid til at høre Misery Index. Jeg havde glædet mig meget til at tjekke dem ud, da jeg har fulgt to af medlemmernes karrierer i flere år, da de spillede i Dying Fetus. Jeg er bekendt med to af deres skiver, og glædte mig nu til at høre hvordan det fungerede live.

Misery Index gjorde deres entre, og nu var der omtrent 400+ i salen. De stod ligesom mig og glædte sig til at høre de brutale toner fra Baltimore, Maryland. Åbningsnummeret var "The Imperial Ambition", og det tydeligt at høre at lyden nu var blevet væsentligt bedre, dog langt fra perfekt. Trommelyden var ikke optimal. Man siger at det første indtryk er det væsentligste, og man må sige at de gjorde et allerhelvedes godt indtryk på mig! Der var skrald lige fra starten af. Grind, blastbeats hurtige stortrommer og tunge breakdowns, helt perfekt! Deres blanding af N.Y dødsmetal, grind og hardcore fungerede perfekt live. Frontmanden Jason Netherton's bas-spil og vokal var gennemført og fuldstændig upåklageligt. De to guitarister Sparky Voyles (ex-Dying Fetus, samme som Jason) og Mark Kloeppel spillede godt sammen og havde en god energi på scenen. Mark Kloeppel havde også en rolle som, ikke bare backing-vokalist, men nærmere en slags anden vokalist. Det må man sige at han klarede godt. Bandet har fået en ny trommeslager (for tredie gang). Den 22 årige Adam Jarvis, der før i tiden var grydebanker i All Will Fall, imponerede mig meget. Hvis man er til hurtige dødsmetal trommer, og jeg tænker på grind, blastbeats, stortrommer og bopti (du-ga), så er den unge Jarvis virkelig noget for en. Det eneste der haltede for ham var små fills, rundgange og lign, det andet spillede han til punkt og prikke, han var simpelthen en fryd at høre og kigge på. Han levede sig så meget ind i musikken at man skulle tro at det var løgn. Vrede og krampagtige ansigtsudtryk under grinds og blasts (det skulle jo gå så hurtigt som muligt, sejt!), fremtræden underlæbe i de tunge stykker og en ukontrolleret heeadbangen i rykke-stykkerne. En korthåret ung fyr der ligner en prettyboy fra en eller anden amerikansk ungdomsserie, men med så meget hammer på! Hold kæft, hvor var han cool! Bandets sæt bestod af 10 numre af gennemført brutalitet. Af højdepunkter kan jeg nævne: "The Imperial Ambition", "Pulling Out The Nails", Meet Reality", Servants Of Progress", "Conquisadores", "Unmarked Graves", "Retaliate", "Manufacturing Greed", "Digging In" og "The Great Depression". Hvis du sidder og tænker at det var hele sættet, så har du fuldstændig ret. Det hele var så gennemført og fedt! Jason's bas gik i kludder i det sidste nummer, men hva' fanden? han lagde den bare fra sig, og gik ind og sang videre, sejt! Misery Index sparkede røv, og jeg vidste allerede nu at Fear Factory på ingen måde kunne toppe den præstation. Til jer derude der kan lide Misery Index eller bare dødsmetal generelt, der gik glip af denne koncert, vil jeg bare lige sige " der gik i fandeme glip af en monsterfee oplevelse... den bedste dødsmetal koncert jeg har været vidne til i flere år"

Der skulle nu gå en lille halv time inden aftenens hovednavn Fear Factory skulle på. Jeg har set bandet live tre gange før, og er aldrig blevet skuffet. Første gang var i Esbjerg 93' hvor de varmede op for Cannibal Corpse (ha ha... sejt!), Nu skulle bandet på, og det var med en lille spænding i min tykke krop at jeg sad og ventede på noget fee hegn.

Introen fra "Number Of The Beast" kørte over anlægget, og jeg tænkte: "Hva' fanden? kunne de ikke have fundet på noget selv?". nå men, videre. De to åbningnumre var "540.000 Fahrenheit" og "Transgression", begge fra deres sidste udspil, som undertegnet synes er en rimelig mawer skive. Det blev dog hurtigt bedre da jeg indså at tredie nummer var "Slavelabour", meget bedre. Fear Factory havde ganske god lyd, og nok også aftenens bedste (guitaren måtte gerne have været lidt højere). Jeg glædte mig til at se hvordan Christian Olde-Wolbers klarede rollen som guitarist, og man sige at han gjorde det godt, ikke på noget tidspunkt savnede jeg Dino. Generelt vil jeg sige at jeg kedede mig under FF's sæt, men de havde dog deres gyldne øjeblikke. Det var blandt andet da de spillede nogle af deres gamle hits. Numre som: "Self Bias Resistor", "Replica", "Edgecrusher", "Shock" og "Martyr" rykkede fedt live, og det var under disse numre at bandet viste deres klasse. Jeg tror at der var ca. 600 publikummer da Fear Factory spillede, og jeg er ganske sikker på at langt de fleste synes at det var godt, men nu har jeg set dem 4 gange, og denne gang var den ringeste. De virkede lidt uoplagte, og stod nærmest helt stille under hele sættet. Kun Burton C. Bell virkede klar. Og nu når vi snakker om ham, så vil jeg lige sige. Hans rene vokal er simpelthen ikke god nok live, det har den nu aldrig været. Selvom de sovser den ind i chorus og rumklang, så duer den bare ikke live. Så videre til afslutningen. Når folk beder om et ekstra nummer, så byder man sgu da ikke folk et a capella nummer! Efter folk havde stået og råbt og skreget i 5 minutter på et ekstra nummer, kom Burton C. Bell simpelthen ud og sang "Timelessness".... GAB!!!!!!!!! De kunne da for fanden have sluttet af med stil. Hvad med "Scapegoat"? Det ville jeg selv have syntes var det rette valg.

Det lyder måske som at jeg sviner dem til, men det er dog ikke tilfældet. Det var ganske ok. Den håndfuld hits de spillede, var fede, og så sidst men ikke mindst. Det er altid en fryd for øret at lytte til Raymond Herrera's trommespil. Han har sateme styr på de stortrommer!

Alt i alt en ganske cool aften på Train. M.A.N. får 3 meget små stjerner for deres koncert. Fear Factory får, lad os sige 4 stjerner, men aftenens vinder, og det er stensikkert, er Misery Index. De får 5½ stjerner. Hvis bare lyden havde været lidt bedre, så havde de fået alle 6. To middelmådige koncerter, og en Misery Index koncert der bare sparkede røv!


Revolution Music vil gerne takke Target Distribution

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed