fbpx

Killswitch Engage - Amager Bio, 02.11.19

Hvad er nu det, et headlinershow med Killswitch Engage? Ja minsandten – udover et enkelt supportgig for Iron Maiden sidste sommer har bandet ikke været forbi siden 2013, der i øvrigt var samme sted. I mellemtiden har de amerikanske core-sværvægtere udgivet to albums; ”Incarnate” fra 2016 og så ”Atonement” fra i år. Begge ganske tilforladelige plader der dog ikke for alvor rykker bandet i nogen nævneværdig ny eller interessant retning – men på den anden side ved vi godt at langt de fleste kommer for de gamle hits alligevel, så det kan være så meget. Killswitch Engage har for mit vedkommende aldrig skuffet og jeg er ganske spændt efter næsten 6½ år siden sidst.

Killswitch Engage:
Man får dog også lov til at vente på hovedretten. Værende en weekend skubbes hovednavnet helt til klokken 23, så med et næsten udsolgt bio fyldt med mange midaldrende og.. skal vi sige velpolstrerede mænd, ja så bliver det på ganske lidt fri plads hurtigt varmt og ikke mindst bedugget (senere hen vil det ikke være ved siden af at sige, at gulvet flyder i øl). Det er lørdag, og det kan mærkes. Så efter de to opvarmningsbands har gearet de mange glade gæster godt op er der ikke meget der kan gå galt da Killswitch Engage træder på scenen.

Og at åbne med tre nyere sange er, om end typisk, noget der godt kan lægge låg på en hurtigstarterfest – men ikke denne gang. Publikum er i et sublimt humør og det kan både ses, høres og ikke mindst mærkes, især såfremt man befinder sig i pitten der fra vel allerede sang nummer to er åbnet og derfra ikke lukker før koncerten slutter. At der ellers er et forbud mod crowdsurfing gør sjovt nok ikke at folk afholder sig fra det – hvornår det nogensinde har gjort det har jeg stadig til gode at se. Og da først de ældre skæringer dukker op hist og pist, ja så stiger energien tilsvarende.

Jesse Leach har efterhånden bragt de fleste onde tunger til ophør. Det er selvfølgelig en smagssag om man er på team Leach eller team Howard, men manden har i dén grad udviklet sig siden de spæde dage. Intet sted gør det sig mere tydeligt end i ”My Last Serenade”, aftenens eneste indslag fra den nu 17 år gamle skive ”Alive Or Just Breathing”. Hvor den originale version ganske vist er udmærket er det bare så tydeligt hvor markant mere selvsikker Leach er nu, hvor meget mere kraft han kan mønstre. Og det er både i den rene vokal og i hans growls, skrig og råb – samt i ”Howards” sange, der tæller 7 ud af 17 skæringer – det betyder derfor selvsagt noget om han kan bære dem.

Men det kan han. Og dertil er manden også en fin showman. Det er dog mest i samspillet med guitaristen Adam Dutkiewicz, i dag iklædt shorts og knæbind, hvor det virkelig spiller. Med nu syv år til at finpudse jokes, punchlines og anekdoter udgør de en sjov duo, der af og til nærmer sig det platte – også i aften, med alt fra ”det er en god dag at blive fuld” (siger du det???) og ”kan Jesse mon huske teksten til [indsæt selv sang]???”. Her er de andre tre i bandet mere anonyme. Velspillende, men det er altså kun Leach og Dutkiewicz der gør noget ud af deres optræden. Sådan har det dog været i mindst 10 år, så på den måde er tingene ved det gamle og det velkendte. Men i den mere kritiske ende køres der for alles vedkommende helt tydeligt på rutinen. Igen er det teknisk i skabet, og slet ikke kedeligt, men rutine er det nu engang.

Heldigvis medfølger så en ret god lyd: især bassen kan mærkes, men hvorfor den voldsomme volumen? Hvorfor det lige skal være så højt kan jeg ikke helt greje, for det gør ikke noget godt, snarere tværtimod. De indvendinger bliver dog af mindre betydning når hits som f.eks. ”This Fire” og ”Rose of Sharyn” dukker op. Og i balladen ”Always” virker det til gengæld positivt, for her kan man virkelig mærke nogle følelser, både fra band og publikum. Faktisk virker hele balladen enormt godt, både som afbræk og ”optakt” til sidste del af koncerten – her hvor tingene virkelig peaker.
Og her vil jeg gerne lige indskyde en ting: man kan altid diskutere sætlisten. Jeg ville personligt gerne have hørt mere fra 2013’s ”Disarm The Descent”, der for mig klart står som bandets bedste album de sidste tretten år – og hvor var ”The Arms Of Sorrow”?! – og sådan kan man blive ved. Men når de sidste 20-25 minutter både inkluderer ”My Curse”, ”This Is Absolution”, ”The End of Heartache” OG muligvis det bedste metal-til-metal cover ”Holy Diver”, jamen så kan man jo ikke tillade sig at klage. Det kan man bare ikke.

Og selvom man kan indvende at 1 time og 10 minutter ikke er længe (og det er det sådan set ikke), så taler de hårde facts for sig selv: 17 sange bliver det til, og det er med både fjol og gøgl fra Leach og Dutkiewicz – og som førnævnt er syv af numrene tilmed fra Howards tid. Så i hverken antal eller perioder kan man påstå der mangler noget. Og det gør der heller ikke helt overordnet. Udover lidt volumen-problemer og lidt for meget rutine har jeg ikke været inde på andre negative indvendinger, og helt ærligt er der heller ikke rigtigt nogen. Og selvom Killswitch Engage kørte på rutinen var publikum i total hopla hele vejen, så det udligner mere eller mindre hinanden. Nej, den manglende ekstase bunder i noget mere grundlæggende som basalt set kan koges ned til, at Killswitch Engage er et glimrende band, men ikke et fantastisk et. Dertil er musikken for ensformig, for lige-ud-af-landevejen præget. En god+ koncert var det dog, og jeg klager ikke: det er godt vi har bands der kan leve op til forventningerne hver gang. For det kan de.

Sætliste:
1) – Unleashed
2) – Hate By Design
3) – The Crownless King
4) – My Last Serenade
5) – This Fire
6) – Reckoning
7) – I Am Broken Too
8) – Rose Of Sharyn
9) – Ravenous
10) – In Due Time
11) – The Signal Fire
12) – Always
13) – My Curse
14) – This Is Absolution
15) – The End Of Heartache
16) – Strenght Of The Mind
17) – Holy Diver (Dio cover)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

As I Lay Dying + support - Amager Bio

Det stod til at blive en aften i den hårde kernes (get it? Hard-core?) tegn, med udsigt til blast-beats, breakdowns, guitarlir, og skrig og skrål. Det amerikanske metalcore band fra Californien, As I Lay Dying, er nemlig lige nu ved at afvikle en europatourné med deres seneste udspil, Shaped By Fire (2018), i fokus. Bandet har som et ekstra trækplaster hele tre(!) topprofessionelle bands med som opvarmning, nemlig deres landsfæller, henholdsvis de ”nyere” Chelsea Grin og Fit For A King, samt de mere garvede ”drenge” fra Unearth. Umiddelbart enhver -core fans våde drøm, med sådan et stærkt line-up! Hvad skulle der kunne gå galt?

Spoiler: Intet gik galt.

Jeg skynder mig ind gennem hvad der virker til at være et talstærkt publikum, og indtager min plads på Amager Bios balkon. Fra min position observerede jeg dog at folkemængden primært var koncentreret i salens højre side, tæt ved indgangen (og måske baren?). Intet desto mindre et imponerende fremmøde, til aftenens første band en tidlig onsdag aften.

Fit For A King – Snurretoppen fra helvede

Aftenens første band indtog scenen et par minutter inden 18:40, hvor det ellers var annonceret at musikken startede. Et klogt valg, taget i betragtning af de mange musikalske indtryk aftenen bød på. Fit For A King fik varmet publikum godt og grundigt op, og formåede at holde en høj energi gennem hele koncerten, som endda kulminerede i aftenens første circle pit. Særligt bassisten Ryan O’Leary så ud til at have en fest, mens han snurrede rundt på scenen, og ”slammede” med på de tunge breakdowns. Til gengæld mistænker jeg hans massive energiudladninger for at påvirke hans clean vokal, da han desværre ikke formåede at slå så kraftfuldt igennem som på bandets albums. Når det så er sagt, fik bandet startet festen, og især med den soundtrack-agtige sang ”Deathgrip”, fra albummet af samme navn, leverede Fit For A King en mindeværdig koncert.

Unearth – Når guitaren synger

Efter en kort pause og en hurtig lydprøve, var aftenens næste band klar til at indtage scenen. Unearth var personligt dem jeg havde set mest frem til, da min indre teenager og guitarnørd nu endelig fik chancen, for at høre det ikoniske sweep picking i sangen ”My Will Be Done”, fra albummet The March (2008). Dette ønske blev indfriet tidligt i sættet, og bandet bragede derudaf med masser af guitarlir, spilleglæde og et koordineret sceneshow, hvor bandet på bedste vis inviterede publikum indenfor i deres univers. Lead guitarist Buz McGrath sprang især rundt, og jeg var flere gange forbløffet over hvordan han modigt hoppede ned fra højtalerne på scenen, og samtidig formåede at levere musikalsk. Lydbilledet var desværre ikke helt så skarpt nuanceret, men guitarsoloerne gik heldigvis klart igennem. Unearth leverede alt i alt en underholdende koncert, og skilte sig klart mest ud fra turneens andre bands, med deres mere ”old school” metalcore/melo-death tilgang til genren.

Chelsea Grin – Fra det dybeste dybe

Efter endnu en kort pause, var det nu tid til aftenens næstsidste optræden. Under deres korte lydprøve stod det klart, at vi skulle til at blive blæst omkuld af voldsomme growls og bass drops. Chelsea Grin skuffede bestemt ikke på denne front! Salen blev med ét forvandlet til et inferno af dimensioner, og mens bandet stilsikkert leverede en brutal koncert i bedste deathcore stil, var det umuligt for publikum ikke at være med, hvilket kom til udtryk ved de mange circle pits og walls of death. Samspillet mellem forsanger Tom Barber og trommeslager Pablo Viveros vokaler fungerede eminent, og de var begge engagerede i at få inddraget publikum, om det så enten var til førnævnte circle pits, eller call and response i sangen ”Playing With Fire”, fra albummet Ashes To Ashes (2014), hvor salen rungede af ordene ”burn, burn, burn!”. Chelsea Grin var for mig helt klart aftenens overraskelse, og jeg fangede mig selv i flere gange at forestille mig, hvor vild en fest de vil kunne levere i de sene timer på eksempelvis Copenhell (hint, hint).

As I Lay Dying – En chance til

Allerede fra første sekund af bandets optræden, var der ingen tvivl om at As I Lay Dying var aftenens hovednavn. Salen var godt fyldt op, og produktionsværdien var skudt i vejret. Med et episk lysshow, gik bandet på scenen til introen ”Burn To Emerge”, der ligesom på albummet Shaped By Fire (2018), ledte videre til den melodiske banger ”Blinded”. Stilen var dermed lagt for aftenens sæt, som både bød på poppede omkvæd, såvel som tunge breakdowns. Clean vokalen fra bassist Josh Gilbert vakte især min interesse, da han formåede at levere fuldstændigt spot on i de mange poppede omkvæd. Det var virkelig tydeligt at bandet var glade for at være tilbage på scenen, efter forsanger Tim Lambesis’ kontrovers tilbage i 2014, hvilket han også undskyldte for flere gange, med ordene ”tak for at I giver os en chance til”. Glæden for at As I Lay Dying på scenen igen var da også tydelig hos publikum, som fra start til slut sang med på sangene, og hengav sig trofast til at give den fuld gas til bandets optræden. På trods af at sætlisten primært bestod af sange fra deres seneste udspil, var der også en blandet hits fra tidligere albums ind, og gennem den godt og vel halvanden time lange koncert, var energiniveauet i top både hos bandet og publikum.

Et gennemgående problem for aftenen var lyden, som synes at variere meget mellem de fire bands, og endda også mellem deres respektive sange. Jeg mistænker, på trods af at dette er en upopulær holdning i dette miljø, at lyden simpelthen var for høj. Ikke desto mindre formåede As I Lay Dying og co. at efterlade Amager Bio med en høj stemning, hvor publikum for alvor fik smæk for skillingen.

Aftenens sætliste - As I Lay Dying:

  1. Intro - "Burn To Emerge"
  2. "Blinded"
  3. "Within Destruction"
  4. "Redefined"
  5. "The Second of Truth"
  6. "Forsaken"
  7. "Shaped by Fire"
  8. "The Darkest Nights"
  9. "An Ocean Between Us"
  10. "Gatekeeper"
  11. "A Greater Foundation"
  12. "Parallels"
  13. "My Own Grave"
  14. "94 Hours"

Ekstranumre:
"Nothing Left"
"Confined"

Kilde: setlist.fm

 

  • As I Lay Dying_10
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_12
  • Forfatter: Jill Decome
  • As I Lay Dying_9
  • Forfatter: Jill Decome

Se galleriet her

Læs mere...

Ivy Crown - Echo

Ivy Crown er et nyt navn, og så alligevel ikke; bandet har eksisteret som Taras, men da musikken bevægede væk fra den oprindelige stil, valgte man at skifte navn. Hvordan den nye stil lyder, afsløres på bandets debutalbum ”Echo”, som er indspillet i Badcat Studio og produceret af Chris Kreutzfeldt.

Bandets gamle stil kender jeg ikke, men under det nye navn er det melodisk Metal med markerede anslag på strengene og keyboards, der er på programmet. Generelt er musikken lidt nedtonet og ikke-aggressiv, men har alligevel okay energi. Frontvokalen er gennemgående pæn og ren, men viser også evnen til at brøle. Det sidste sker dog for sjældent, så her kunne jeg tænke mig lidt mere vildskab. Den kommer kun rigtigt når Ivy Crown får hjælp udefra: Det sker i ”Lonesome And Cold”, ”That´s what you do” og ”Bad Dream”, hvor hhv. Kim Song Sternkopf (MØL), Jesper Gün (Ghost Iris) og Kadeem France (Loathe) supplerer vokalen. Det skaber ikke bare fine stemmemæssige kontraster, men trækker også musikken op, så de nævnte tracks er albummets hårdeste. Alligevel skal albummets bedste nummer findes blandt de melodiske, for ”Not who we are” er med sine meget stærke melodier min personlige favorit på et album, som savner lidt kant, men alligevel viser et udmærket potentiale.

Tracklist:
1. Lonesome And Cold ft. Kim Song Sternkopf
2. Run
3. It’s a Hell
4. That_s what you do ft. Jesper Gün
5. Our Worst Days
6. Bad Dream ft. Kadeem France
7. Not who we are
8. Forgotten me
9. Rising
Samlet spilletid: 32:48

Læs mere...

Deadthrone - Premonitions

Mange pladeselskaber opretter nye underselskaber når de begynder at signe kunstnere, som stilmæssigt afviger fra selskabets kerneforretning. Et sådant selskab er Arising Empire, hvor Nuclear Blast Records placerer deres kunstnere indenfor genrer som Hardcore og Metalcore. Et af de nyeste skud på stammen er Deadthrone fra Manchester i England, som med ”Premonitions” udsender deres første fuldlængde.

Her kaster de fire englændere sig ud i en omgang moderne Metalcore, som er copy/pastet direkte fra genrens grundbog: Ren og klar vokal, der battler med et brølende modstykke og en musikalsk side, hvor kampen står mellem ret skarp Metal og melodiske elementer. På papiret en udmærket basis for et varieret og spændende album, som i praksis slet ikke bliver omsat.

Problemet er, at numrene præges af klichéer, som ikke suppleres med ret mange selvstændige ideer. Samtidig optræder den monotont brølende udgave af vokalen ofte sammen med poppede melodistumper, som udvander hårdheden. Resultatet er, at de hårde elementer kommer til at fremstå som et alt for lille figenblad, der slet ikke kan dække musikkens polerede sider. Derved kommer den rene vokal til at dominere og give numrene et langt mere poppet udtryk end tilsigtet.

Ud over den udmærkede produktion er der derfor ikke så mange elementer, der havner på plussiden; ”Premonitions” er et helt igennem uinteressant udspil, som ikke flytter noget som helst i Metalcore genren.

Tracklist:
1. Feel
2. Runaway
3. Revival
4. Time Won't Wait
5. Wide Awake
6. Believe
7. Hearts In Our Hands
8. Stand Your Ground
9. Respite
10. Soothsayer
11. Beacons
12. Seven Years
Samlet spilletid: 44:03

Læs mere...

Copenhell 2019: While She Sleeps

Endelig! Det her har jeg ventet længe på. Efter stort set alle andre metalcore bands har været forbi festivalen har While She Sleeps været den ene undtagelse, hvor man så kan stå år efter år og tænke for sig selv, at hvis det bare havde været While She Sleeps på scenen. Det her band kan et eller andet og bliver kun bedre som tiden går. Nu man desværre ikke fik hapset dem hverken i 2017 eller 2018 i forbindelse med deres hidtil bedste plade ”You Are We”, måtte det så ske i år – i mellemtiden har bandet så udgivet ”SO WHAT?”, der ikke når de samme højder som tidligere, men er et glimrende album uagtet. Det er et anelse tidligt tidspunkt, især her på 4. og sidstedagen, men potentielt få mennesker og sollys plejer ikke at afholde While She Sleeps fra at give den fuld gas.

Og fuld gas, det blev der givet! I alle 45 minutter der var til rådighed var det et lyst levende, ja endog sprælsk band der modtog det noget sparsomme publikum. Men selvom alle virker trætte og der er få, bliver der hurtigt skabt en fælles forståelse for, at det ikke skal hedde sig, at det ikke kan være godt alligevel. While She Sleeps har efterhånden været på tour i et godt stykke tid – og det kan høres i både stemmer og instrumenter, hvor trætheden af og til banker på. Kroppene derimod, de er ikke et problem. Bassisten besøger den dansende pit hen mod slutningen af sættet og forinden har forsangeren besluttet sig for at kravle op ved R.I.P.-baren, der har udsyn over Pandæmonium-området, dvs. flere meter over jorden. Og hvad vil han så der? Jo han vil gribes af publikum naturligvis, og så fragtes tilbage til scenen. Som du ønsker skal du få. Det lader heller ikke til at være planlagt da resten af bandet ikke kan undgå både at grine og give udtryk for at deres forsanger er lidt af en blærerøv.

Derfor er det også ærgerligt at lyden simpelthen er noget så tynd, når nu både band og publikum gerne vil give den hele armen. At man kan stå midt foran scenen og ikke blive rusket igennem er sgu ikke godt nok. Taget både tidspunkt og dag i betragtning er det ellers imponerende hvor mange der orker at både hoppe, synge, danse og moshe – endnu vildere når der kun præsenteres ét semi-ældre nummer i form af ”Four Walls”. Resten er fra de sidste to plader, begge under to år gamle.

Tiden flyver forbi og inden man får set sig om er det forbi. I nogle tilfælde er en kort spilletid en fordel, og dette er én af de gange. Det er en kontinuerlig god oplevelse hvor man hverken når at blive træt eller føler man har fået for lidt. Det eneste der kan savnes er et par gamle skæringer, men ligegyldigt hvad bør – skal – While She Sleeps komme forbi som headliner inden længe – det mangler vi, og efter forsmagen i dag glæder jeg mig allerede.

Sætliste:
1) – You Are We
2) – Anti-Social
3) – Civil Isolation
4) – The Guilty Party
5) – Haunt Me
6) – Four Walls
7) – Silence Speaks
8) – Hurricane
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Aphyxion – Void

Det vakte en del opsigt da Aphyxion for mere end ti år siden trådte ind på den danske Metalscene; de meget unge knægte fra Ribe overraskede med usædvanlig musikalsk modenhed og kunnen. Siden er det blevet til flere albums og koncerter i både ind- og udland, og man må sige, at bandet er kommet langt. Hvor lang viser de på deres tredje fuldlængde, som kort og godt hedder ”Void”.

Her står det hurtigt klart, at Aphyxion også har udviklet sig stilmæssigt, for den Death Metal, der tidligere stod på programmet, er nu afløst af en mere kompleks stil, som bedst kan beskrives som Metalcore. For mange bands betyder blot det en kombination af brølende og rene vokaler tilsat ensformig Metal, men Aphyxion nøjes heldigvis ikke med standard opskriften. Vokalerne er som foreskrevet, men de ledsages af Metal, som varieres temmelig meget. Især rytmerne skifter, så det ligefremme kombineres med hakkende og ind imellem ret komplekse strukturer. Det illustreres godt i både “A Gap of Sky” og “Sedate Myself”, som begge har godt med energi og brøl, men også lige mangler det sidste for at imponere. Det kommer så i ”Happily Apathetic” og “Pain”, hvor usædvanligt flotte og fængende omkvæd lige sætter prikken over i´et. Dermed markerer de toppen på et album, hvor Aphyxion ikke kun viser mange facetter, men også modet til at udvikle sig.

Tracklist:
1. Fork Tongued
2. Sleepwalkers
3. Restless Nights
4. Crown of Thorns
5. Happily Apathetic
6. A Gap of Sky
7. Sedate Myself
8. Pain
9. No Man is an Island
10. Stronger in the End
11. Void
Samlet spilletid: 43:57

Læs mere...

Polar - Nova

Man må sige, at folkene hos Arising Empire tror på deres musikere; pressematerialet inledes med konstateringen ”The future belongs to Polar. You’re either in or you’re out.” Selv om jeg ikke kendte noget til Polar på forhånd, vakte det alligevel min nysgerrighed, og jeg måtte undersøge om der var noget om snakken for bandet fra London.

Efter en kort og dyster keyboardintro brager bandet igennem med Metal, der er kendetegnet ved tunge og lidt skæve rytmer, skarpe guitarriffs og keyboards. Oveni ligger en vokal, som er aggressivt råbende, men alt andet end varieret. Den får hjælp i omkvædene af flerstemmige kor, som er flot fremført. Det hele har fint med energi og vekslende rytmer, men vokalen bliver hurtigt enerverende med sin monotone facon. Og selvom korene er flotte, er de helt ens i alle numre, både i opbygning og rent lydmæssigt. Derfor er det sigende, at det helt stille ”Sonder” er blandt de absolut bedste numre, ikke mindst fordi det er så anderledes end resten.

Blandingen af den aggressivt råbende, men monotone vokal og de nydelige kor er som sådan en fin kombination, men det ender alligevel mellem to stole; musikken er ikke helt hård nok til at rykke for alvor – men heller ikke helt melodisk nok til rigtigt at score point. Samlet set varierer Polar deres udtryk for lidt til at kunne markere sig – jeg håber de ryster posen til næste gang, for i den foreliggende udgave tilhører fremtiden bestemt ikke Polar – jeg er i hvert fald mere out end in.

Tracklist:
1. Mære
2. Devil
3. Cradle
4. Drive
5. Adore
6. Sonder
7. Amber
9. Prey
10. Dusk
11. Midnight
12. Brother
Samlet spilletid: 38:00

Læs mere...

Bring Me The Horizon - Amo

Kigger man på hvad der er blevet sagt og skrevet om Bring Me The Horizon (BMTH), har medlemmernes gøren og laden næsten været mere til debat end bandets musik, specielt i hjemlandet England. Faktum er, at bandets stilskifte mod det mere poppede har delt vandene. Hvor BMTH stilmæssigt befinder sig anno 2019, giver bandets sjette album, ”Amo”, svar på.

På flere områder kan jeg konstatere, at de holder kursen, for albummet byder på både Metal, Electro og Pop. De første to optræder sammen, og giver med tunge rytmer en masse power til ”Mantra”, ”Sugar Honey Ice & Tea” og ”Wonderful Life”. Sidstnævnte har Dani Filth som gæst, men skæmmes en smule af en uinteressant melodi.

Netop styrken i melodierne (eller rettere mangel på samme) er et minus ved ”Amo”. Det betyder mindre, at der er mange numre med meget elektronik og mere rolig tilgang; stilen er gennemført, og det hele er virkelig godt produceret. Når man skruer ned for hårdheden, skal man kompensere med noget andet, men her kniber det for BMTH. Det super-poppede ”Mother Tongue” udgør her et yderpunkt, men også andre tracks står svagt på det punkt.

Hvis man har Sheffield-bandets tidlige dage med Deathcore som reference, vil man ikke begejstres over ”Amo” – her er der for meget melodi, skønsang og elektroniske elementer til at matche det brutale udgangspunkt. Men hvis man er stået på BMTH-toget senere i karrieren, vil man påskønne bredden i et album, som måske er bandets mest poppede, men samtidig et gennemført og på mange måder meget modent udspil.

Tracklist:
1. I Apologise If You Feel Something
2. Mantra
3. Nihilist Blues" (featuring Grimes)
4. In the Dark
5. Wonderful Life" (featuring Dani Filth)
6. Ouch
7. Medicine
8. Sugar Honey Ice & Tea
9. Why You Gotta Kick Me When I'm Down?
10. Fresh Bruises
11. Mother Tongue
12. Heavy Metal (featuring Rahzel)
13. I Don't Know What to Say
Samlet spilletid: 51:54

Læs mere...

Unearth - Extinction(s)

Unearth kan konstatere, at det i år er 20 år siden, at bandet startede i Boston, Massachusetts. Det er pænt lang tid for et band, hvilket ofte resulterer i udskiftninger. Det gælder også her, men pudsigt nok er det kun gået ud over positionerne bas og trommer – de to guitarister Ken Susi og Buz McGrath samt sangeren Trevor Phipps har været med hele vejen.
Med en voldsomt og vredt brølende vokal fører Phipps an i et sandt bombardement af Metalcore, som fra starten virkelig har gang i den: ”Incinerate” sparker døren ind med et fedt drive og skarpe guitarer, ”Dust” følger op med skæve og tunge guitarer, ”Survivalist” har hakkende rytmer, mens ”Cultivation Of Infection” vender tilbage til udgangspunktets voldsomme energi. Et gennemgående træk er virkelig flotte guitarer, som med melodiske soli og hooks bringer balance i begivenhederne.

Efter denne meget effektive start er det desværre som om, at Unearth har tømt sækken med gode ideer. De efterfølgende numre mangler hverken power eller melodier, men de følger bare genrens grundopbygning uden ret meget personlighed. Kun i ”No Reprisal” lykkes det at skabe lidt afveksling, men det er ikke nok til at redde albummets anden halvdel fra at ende som en skuffelse. Derfor ender ”Extinction(s)” kun lidt over “OK”, selv om starten signalerede noget meget større.

Tracklist:
1. Incinerate
2. Dust
3. Survivalist
4. Cultivation Of Infection
5. The Hunt Begins
6. Hard Lined Downfall
7. King Of The Arctic
8. Sidewinder
9. No Reprisal
10. One With The Sun
Samlet spilletid: 37:56

Læs mere...

Cold Night For Alligators - Fervor

Jeg fik mig en positiv overraskelse, da jeg for tre år siden anmeldte albummet ”Course Of Events” fra Cold Night For Alligators (CNFA); her viste bandet langt mere kant og spænding, end jeg tidligere havde hørt. Sådan en oplevelse skaber forventninger, som bandets nye album, ”Fervor”, skal søge at indfri.

Vanen tro indeholder CNFAs numre mange elementer, men hvis man skal være firkantet, kan de deles i to kategorier: én hvor sangeren brøler og skriger teksterne ud, og én, hvor han synger rent og nuanceret. I den første får han følgeskab af tunge og voldsomme instrumenter, mens den anden er kendetegnet ved flotte og stærke melodier. De fleste af albummets tolv numre indeholder noget fra begge lejre; udtrykket bestemmes derfor af blandingsforholdet.

På albummets første halvdel er det de voldsomme elementer, der er i overtal; de rene passager bliver skubbet til side. Det gør numrene meget ensartede, og der er ikke meget variation at spore; det er de tekniske detaljer i musikken, der forhindrer den del i at være direkte kedelig.

Heldigvis ændrer tingene sig på anden halvdel, for hvor “Black Swan” er ene om at have melodisk overtag på første halvdel, så er der flere blandt de sidste seks tracks. Her markerer især ”Get Rid Of The Walls” og “Wilderness” sig med stærke og intense melodier. Trods denne slutspurt lykkes det ikke helt for alligator-drengene at ramme niveauet fra forgængeren; dertil er der for få numre som de nævnte.

Tracklist:
1. Violent Design
2. Drowning Light
3. Canaille
4. Black Swan
5. Nocturnal
6. Entangled
7. Get Rid Of The Walls
8. Wilderness
9. The Proposition
10. Soulless City
11. Coloured Bones
12. Infatuated
Samlet spilletid: 47:21

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed