fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Meshuggah, Kongh

Sidste gang Meshuggah stod på dansk jord var som co-headliner til sidste års Copenhell. Sidste gang de befandt sig på en indendørs scene, var i Amager Bio for godt og vel 2 år siden. Jeg har selv oplevet Meshuggah 3 gange tidligere. Jeg havde personligt glædet mig til at se Meshuggah i så intime rammer som Lille Vega kan tilbyde, så på trods af træthedens kvaler fra gårsdagens Copenhell Metal Cruise, fik jeg slæbt mit korpus mod Vesterbro. Jeg fortryder på ingen måde at min energi om mandagen var ikke-eksisterende – koncerten var det hele værd.

Kongh:
Aftenens support bestod af landsfællerne i Kongh. Et mærkeligt og malplaceret supportnavn; Kongh bevæger sig i doom/sludge genren og er altså meget langt fra Meshuggahs lyd. Dog er Kongh også et anerkendt navn indenfor netop de(n) genre(r), så måske var det derfor de var blevet hyret. Under alle omstændigheder overviste Kongh mig ikke om deres musikalske kvaliteter denne aften.


Præcis kl. 20:00 stod Kongh klar på scenen til et pænt besøgt Lille Vega – dog langt fra proppet på trods af ”udsolgt” skiltet ved entréen. Kongh indhyller os hurtigt i deres langsomme og doomede univers, og formåede på de ca. 45 minutters spilletid faktisk kun at præsentere 4 – 5 numre. Dvs. at flere numre nærmede sig, eller overskred, 10 minutters længde. Da det jo er doommetal, er både band og publikum som forventet ganske stillestående.

Kongh spiller i sig selv ganske ok, men formår ikke at opvarme eller imponere mig på nogen måde. Koncerten føles løs og en anelse improviseret; de lange mellemstykker fører ikke nogle steder hen. Faktisk føler jeg mere en trang til at smutte udenfor og vente på Meshuggah. Kongh er bare malplaceret og passer slet ikke ind. Dog ser det ud til at enkelte i salen kender musikken i forvejen, og det giver en smule kontakt imellem dem og musikerne, men det er ikke noget som resten af salen inkluderes i. På den lydmæssige side er der som sædvanligt intet at brokke sig over; det hele går fint igennem.

Da koncerten slutter efter ca. 45 minutter føler jeg trætheden komme snigende, nu endnu hurtigere end tidligere. Fejlen ligger ikke hos Kongh, på trods af en lidt slap performance, men i stedet primært hos arrangørerne; hvad er idéen i at sætte de to bands sammen? Publikum fortjener bedre opvarmning, eller bare slet ingen – det ville ikke have gjort nogen forskel. Faktisk ville publikum nok have været bedre tjent bare med Meshuggah. Kongh fortjener også at blive set og hørt i de rigtige rammer, som f.eks. på Heavy Days In Doom Town som bekendt foregår denne weekend.

Det bliver til 2½ stjerne; koncerten var ikke decideret skidt, men på ingen måde interessant. Også var den fuldstændig unødvendig. 

Meshuggah:
Det svenske metalband Meshuggah er med rette anerkendt som et unikt band i det meste af verden og kendt for opfindelsen af udtrykket/genren ”Djent”. Med deres imponerende blanding af ekstremt metal, såvel som eksperimentale og progressive lyde – og selvfølgelig deres kendetegn i form af polyrytmiske melodier og rytmer. Tidligere har Meshuggah også inkluderet både dødsmetal, thrashmetal og fusionsjazz i deres musik.

Meshuggah opnåede deres første internationale ”gennembrud” med ”Destroy Erase Improve” fra 1995. Med ”gennembrud” skal det forstås således, at Meshuggah aldrig for alvor har slået kommercielt igennem, men i stedet hersker i undergrunden og er af mange påpeget som et af de vigtigste metalbands i verden. Siden ”Destroy Erase Improve” har Meshuggah udgivet ”Chaosphere” fra 2002, ”Nothing” fra 2002, ”Catch Thirtythree” fra 2005, ”obZen” fra 2008 og senest ”Koloss” fra 2012.

Lille Vega er nu fuldstændig proppet. Således bliver Meshuggah budt hjerteligt velkommen af alle i salen. Scenen er, foruden trommeslagerens imponerende sæt, fyldt med alskens lysinstallationer – og de blev brugt til fulde. Da Meshuggah betræder scenen er det nemlig igennem det blændende lysshow at vi ser 5 mænd, som mest af alt opfattes som skygger eller mørkemænd i deres performance.


Lyden er... Fuck den er god. Tak, lydmand. Det er satme i orden. De 8-strengede guitarer er lækre. Trommerne er lækre og fyldige, og vokalen er ikke til at overhøre. Den altoverskyggende, mystiske og hvide-ud-af-øjnene-imiterende forsanger har publikum i sin hule hånd. Efter den dystre ”Swarm” går det meste af publikum amok til tonerne af ”Combustion”. Sådan forløber det meste af koncerten; nogle få hurtige og aggressive numre, og ellers en del ”langsomme” af slagsen.

Hvad jeg måske altid har savnet til Meshuggahs shows, har netop været en stærkere social identitet fra i hvert fald bare forsangeren; al respekt og forståelse for at guitaristerne ikke kan løbe rundt og headbange med de rytmer de har gang i. Men forsangeren kunne sagtens tale lidt mere og komme endnu mere udover scenen. Når det så er sagt, så var Meshuggah betydeligt mere oplagte i aften, end jeg husker dem fra både Roskilde Festival i 2010 og på Copenhell i 2012.

Men her kommer så min pointe; Meshuggahs musik er ikke dødeligt. Det bør være helt umuligt at komponere den musik, og endvidere umuligt at spille den musik live, men det kan Meshuggah. I den forstand gør det på en måde Meshuggah til det nærmeste vi kommer på guder (på scenen), og jeg vil ærligt indrømme at jeg ikke reelt kan realisere hvad jeg ser; det er udover imponerende. Det er ikke engang en magtdemonstration. Det er bare… Mere. Der er ikke nogen som kan det som Meshuggah kan.

Og publikum er naturligvis ellevilde. Klapsalver både før og efter hvert nummer, moshpits til flere af sangene, en masse arme i vejret konstant og hengivende råb fra den totalt proppede sal. Musikalsk er det primært de to seneste udgivelser ”obZen” og ”Koloss” som er bedst repræsenteret i aften med bl.a. numre som ”Swarm”, ”Combustion” ”obZen”, ”I Am Colossus”, ”Dancers To A Discordant System” og selvfølgelig ”Bleed”, men også ældre numre som f.eks. ”Rational Gaze” og ”New Millenium Cyanide Christ” fandt vej til sætlisten.

Efter 12 numre forsvinder Meshuggah fra scenen, men publikum VIL have mere – og det får vi i form af først ”In Death – Is Life” og den fuldstændigt overrumplende og ca. 13 minutter lange ”In Death – Is Death”, begge fra ”Catch Thirtythree”. Vanvittig afslutning. Guddommelig.

Meshuggah kom, men de så ikke – de sejrede bare. Hvis nogle som læser denne anmeldelse endnu ikke har set de svenske teknikere live, så er det med at få det gjort. NU! Den absolut eneste grund til at jeg ikke giver fuldt hus, er fordi jeg godt kunne ønske mig at se en forsanger som bare var lidt mere social – og så beklageligvis fordi jeg selv var så træt, at jeg ved min egen oplevelse kunne have været perfekt, men ikke blev det. Det er selvfølgelig ene og alene min egen skyld, og derfor vil den reelle karakter for alle andre nok nærmere være 6, men altså stadig 5½ for mit eget vedkommende. Tak, Meshuggah, for at blæse mit hoved af.

Sætliste:
1) – Swarm
2) – Combustion
3) – Rational Gaze
4) – obZen
5) – Lethargica
6) – Do Not Look Down
7) – The Hurt That Finds You First
8) – I Am Colossus
9) – Bleed
10) – Demiurge
11) – New Millenium Cyanide Christ
12) – Dancers To A Discordant System
Encore:
Mind’s Mirrors
13) – In Death – Is Life
14) – In Death – Is Death
The Last Vigil

Læs mere...

Cult Of Luna, Lo!

Det er godt og vel 5 år siden jeg hørte om Cult Of Luna. Et band jeg aldrig har fået dyrket, men som altid har ligget i baghovedet og gemt sig; et band jeg desværre kun kender af navn. Det har også været et antal tilsvarende år, muligvis flere, siden svenskerne sidst stod på dansk jord – og det er på trods af at vi kun er adskilt af en bro. Der var derfor forståeligt mødt rigtig mange op i Lille Vega denne aften.

Lo!
Opvarmningsbandet Lo! er et australsk doom/stonermetal band og præcist kl. 21 går de på scenen. En dyster og mørk stemning breder sig igennem Lille Vegas knap halvt fyldte sal. Så kommer de til syne og skyder koncerten i gang med en monstertung sag af et nummer. Det overrasker dog sandsynligvis både mig og resten af publikum da Lo! allerede i næste sang viser deres forskellige facetter; her er det en aggressiv punkrytme der dominerer.


Lyden er som man efterhånden kan forvente i Vegas lokaler; god og af passende volume – i aften er den også tung og dyb, hvilket ligger helt i stil med bandets stil. Hele det lydmæssige lydudtryk leveres med en tung bass (der bare bliver mishandlet) + en aggressiv og energisk forsanger.

Publikum finder også hurtigt ud af at Lo! meget gerne vil varme os op. Derfor er det kun naturligt at mange søger tættere på scenekanten, for således at kunne blive blæst omkuld. Resten står opmærksomt og lytter – det er meget få der åbenlyst snakker højlydt.
Lille Vegas antal er også steget – salen er ca. ¾ fyldt. Rigtig flot for et opvarmningsband.

På den lysmæssige side bruger Lo! kun et meget sparsomt arsenal; det er næsten udelukkende kun det røde og hvide lys der er i spil. Det handler ikke om de visuelle effekter, men i stedet om at dyrke det mørke og beskidte udtryk. De 4 musikere er supertight. Det eneste som forhindrer mig reelt i at nyde det fuldt ud er forsangerens begrænsede vokale evner. Det bliver simpelthen for ens. Han vender også ryggen til publikum i flere forskellige passager – lad lige være med det! Det er underligt, da han ellers flyver rundt på scenen. Altså, det er hvis han så ikke hele tiden er nede ved de forreste tilskuere.

Lo! gav os en god halv times doom/punk/stoner metal inden de takkede af med at spille et cover fra det tyske band The Ocean; et band som ellers har været med på hele touren, men af uforklarlige årsager ikke skulle spille i Danmark. Det er en fed og ydmyg måde at afslutte koncerten på. Så gør det heller ikke noget at forsangerens mikrofon sætter ud midt i sangen – han hopper da bare ned på gulvet og råber derfra!

Lo! kom, så og sejrede. De lagde en kanon solid bund for hovednavnets snarlige optræden.
Hvad jeg savner, er originalitet; Lo! fungerer godt som et opvarmningsband, men jeg kan ærligt sige at jeg ikke i fremtiden ville kunne genkende blot ét af deres numre. Men på den livemæssige side stod Lo! ganske stærkt og leverede varen med både energi og gå-på-mod. 4½ stjerne.

Cult Of Luna
Det svenske band Cult Of Luna bevæger sig på linie med Neurosis, og det nu opløste band ISIS, indenfor genren kaldet ”post-metal”. De er et af de store navne indenfor genren. Cult Of Luna fandt sammen i 1998 i den svenske by Umeå. De har udgivet 6 albums, hvoraf det selvbetitlede debutalbum udkom i 2001. Deres reelle gennembrud skete igennem ”Salvation” fra 2004. Deres seneste album ”Vertikal” udkom tidligere i år. 


Der går en halv time og så bliver lyset slukket endnu engang. Bassen buldrer og ryster godt og grundigt igennem gulvet. Cult Of Luna er i huset. 7 mand træder skiftevist ind på scenen – der er endda 2 trommeslagere. Lille Vega er nu fyldt så godt ud at der optræder pladsproblemer når man vil ud af salen.

Lyden er fantastisk! Høj, bombastisk, dyb og åndssvagt tung. Den ene sanger (den primære forsanger) taler stort set ikke – han råber. Ind i mikrofonen. De forreste rækker af publikum headbanger og jeg henfalder også selv til det – det er svært med så pulserende og taktfaste rytmer. Resten af publikum bevæger sig knap nok, men er meget lydhøre med tilråb og klappen imellem sangene.

Cult Of Luna agerer som mørkets dystre og excentriske budbringere. Energien er ekstatisk. Lysshowet tilføjer dybde og personlighed til det hele. Når det skifter fra at være helt sort og mørkt, til at blive lysende hvidt… Genialt.

Der er så ikke meget mere at sige om koncerten; for mig var det hele en lang trance. En slags guddommelig oplysning. Vi bliver fuldstændig trukket ud af tid og sted og ind i en anden dimension. Jeg opdager at jeg muligvis faldt i søvn, stående, på et tidspunkt. Ikke af kedsomhed, men fordi musikken er så gennemtrængende og tung; den vil ind under huden på dig.

Det er kun de, til tider, mellemlange pauser imellem numrene som river os ud af illusionen – som et kald tilbage til virkeligheden… Men vi vil ikke tilbage – vi vil blive lige her! Vi vil blive her med den tonsertunge bass, de larmende dobbelttrommer og de hysteriske vokale udbrud og skrig.

Hvor lang tid varer koncerten? Jeg ved det ærligt talt ikke, for da det hele er slut kan jeg kun tænke på at det ikke varede længe nok. Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv…
ROSKILDE FESTIVAL – BOOK DEM! Det har suverænt været en af de vildeste koncertoplevelser nogensinde.
Jeg tænker med glæde tilbage på den magiske aften med Porcupine Tree i Store Vega for knap 4 år siden år – det her var så tæt på at være ligeså godt.

Det eneste Cult Of Luna kunne, og burde, have gjort anderledes, var at fjerne ventetiden imellem sangene. Bare spille det hele uden pauser. Så undgår man nemlig at blive trukket ud af trancen. Om end pauserne var meget korte, var de stadig tilstede. Men om det overhovedet er muligt for Cult Of Luna, eller om de måske netop gerne vil have de planlagte pauser, skal jeg ikke kunne sige. Det gjorde kun lidt. Faktum er at det hele var så velspillet, så medrivende, så fyldt med vrede, had, glæde og sorg. Så ypperligt fantastisk. 5½ stjerne. 

 

  • Cult Of Luna
  • Forfatter: Rasmus Ejlersen
  • Cult Of Luna
  • Forfatter: Rasmus Ejlersen
  • Cult Of Luna
  • Forfatter: Rasmus Ejlersen

Se hele galleriet

Læs mere...

Yellowcard, The Blackout, Like Torches

Yellowcard har efterhånden gæstet Danmark en del gange. Med aftenens show var det tredje gang på tre år - man skulle altså tro at fans var mætte, men nej. Mandag aften var det endnu en gang tur til lidt letfordøjelig punkrock. Sted: Lille Vega, support: Like Torches og Blackout. Let´s go!

Like Torches

20:15, mens publikum stadig stod i garderoben, gik det svenske band på scenen, naturligt medfølgende, at Vega ikke var meget mere end kvartal fyldt - ærgerligt for folk der stadig stod i kø udenfor. Anyway, Like Torches spillede energisk op til fest og dans. Velegnet som opvarmning genremæssigt, blev der spillet på alle tangenter for at få løsnet op om det vinterkolde publikum, med ganske fin succes.

Efter lidt startproblemer med vokalen viste Lille Vega sig også fra sin bedre side og de kønne svenskere kunne levere deres småromantiske punkrock numre uden de store problemer. Lead guitar kunne have været tydeligere og trommer og bas mindre dominerende, så havde det hele du fungeret.

Som en lille treat fik vi endda forsangeren fra Yellowcard, Ryan Key, med på scenen - ikke overraskende på vokal. Til stor glæde for publikum, især den kvindelige del. Hertil blev det til et bredt udvalg af bandets numre, med fokus på deres nye/kommende skive Keep Your Head High.

Samlet set leverede Like Torches en ganske fin første opvarmning. Ikke så meget pis, men masser af musik til publikums og undertegnedes glæde. Det lykkedes ikke at ramme det bagerste af salen og kombineret med lidt småfejl og en alt for stereotyp og intetsigende kontakt til publikum (yes, guitarist der går amok blandt publikum vejer op, but still) giver det rolige 4 ud af 6.

The Blackout

The Blackout har som Yellowcard gæstet Danmark et par gange. En færre end beregnet, da de blev aflyst som support til Funeral For A Friend sidste år. Med den nye skive, Start The Party, i tasken røg waleserne på scenen kl. 21:00 og det til samme parole som titlen på deres nye skive. Der var absolut ingen tvivl om at festen skulle startes. Med en gevaldig effektiv start bestående af titelnummeret fra Start The Party, fik vi sanger, Sean Smith, ned på gulvet, mens resten af bandet leverede en energiudladning fra scenen. Den kære Sean, med den pink hårpragt, blev på gulvet fremadrettet, både stående og liggende, til stor glæde for publikum. Først efter ”We Live On” blev drengene igen samlet på scenerne og så var omtalte fest ellers startet (spoiler: det var ikke sidste gang Sean ramte gulvet), i hvert fald for den forreste del. Det virkede som om den bagerste stadig havde lidt problemer med at komme op i gear.

Til forskel for Like Torches, har og havde Blackout denne aften publikumskontakt om noget. Med humor, energi og et blink i øjet tog bandets to frontmænd på bedste vis fat i publikum og leverede der ekstra det forventes. Ren lydmæssigt var der også langt bedre styr på det. Vokalerne gik klart igennem, mens man stadig godt kunne ønske den lidt højere leadguitar. Herudover: intet negativt at sige. Ud over førnævnte tracks blev vi underholdt med ”Higher & Higher”, ”ShutTheFuckUppercut” og ”Radio”, inden bandet takkede af.

The Blackout tog skridtet videre fra Like Torches og bragende varmen i vejret, vel leveret og vel eksekveret. Koncerten faldt lidt i tempo enkelte steder men ellers spillede det. 4,5 ud af 6.

Yellowcard

22:15 indfandt aftenens hovednavn sig på scenen. En langt større andel af publikum, end tidligere på aftenen, havde ligeledes fundet vej foran. Med 3/4 fyldt lille Vega, var der ingen tvivl om hvem der var hovednavnet - skulle man uheldigvis være misinformeret. Publikum var tændte, bandet virkede tændte og selvom lyset var slukket var der en generel tændt stemning. Med en hurtig starter og dertilhørende fælles sang fra publikum, lagde Yellowcard sikkert fra land og sejlede ud over punkrock bølgerne.

Godt opvarmet af aftenens to foregående bands, var størstedelen af publikum sat til fest, sang og danse og nød i det hele taget det amerikanske band. Men en god varieret setliste, var der en naturlig større andel af numre fra bandets nyeste udgivelse, Soythern Air fra 2012, hvorfra vi fik ”Awakening”, ”Surface Of The Sun”, ”Rivertown Blues” og ”Always Summer”. Herudover blev det til bl.a til ”For You, And Your Denial”, ”Believe” og naturligvis ”Ocean Avenue”.

Som ved Blackout gik Yellowcard klart igennem. Violin og vokal stod klart hele koncerten igennem. Energien på scenen faldt ikke, men set i relation til foregående band var det naturligt lidt mere stillestående. Til gengæld var der så meget energi og nerve i numrene leveret, at det kompenserede. Som nævnt tidligere var der ikke tvivl om hvem hovednavnet var og Yellowcard leverede derefter, under hele koncerten. Godt balanceret, vellykket og til publikums konstante glæde, i hvert fald størstedelen. Lidt overraskende begyndte det allerede at tynde ud bagerst efter 20 min!? Anyway, deres tab, Yellowcard fyrede den af til 5 ud af 6.

Samlet set en vellykket mandag aften. Koldt udenfor men særdeles varmt indenfor. Yellowcard var overlegne, Blackout underholdende og Like Torches var svenske. Gennemsnittet siger 4,5 samlet.

Se billeder fra The Blackout her.

Se billeder fra Yellowcard her.

 

Læs mere...

Mustasch

Mustasch – svensk heavy metal af bedste klasse. Herligt, energisk og velspillende. Med ny udgivelse i tasken, Sounds Like Hell, Looks Like Heaven, og en ny trommeslager, Dan McKenzie, intog svenskerne torsdag d. 15. marts Lille vega. Annonceret til at gå på kl. 21.00, uden opvarmning, virkede den ellers lille sal ikke specielt fyldt. Det overraskede undertegnede, at der ikke var nogen opvarmning, og det har sandsynligt også overrasket en del af publikum. Startende med kun ca. Halvfyldt sal, blev der dog gennem de følgende ca. 80 minutter, fyldt ganske godt op, så ingen tvivl om at interessen for bandet er til stede i Danmark.

Hvad gør man så når man har en ny skive med i tasken, der skal præsenteres? Man spiller hele albummet live! Derfor startede Mustasch ud med ”Speed Metal”, første skæring og stoppede ikke igen før sidste skæring på skiven ”Northern Link” forstummede. Modigt, men desværre ikke helt hvar publikum var parat til, til trods for at Sounds like hell, Looks Like Heaven, faktisk gjorde sig rigtig godt live. Især trekløveret ”Could Heart Mother Son”, ”Morning Star” og ”Dead Againg”, fik publikum til at rykke med nakken. Undervejs i dette ”første set”, blev publikum dog forsikret om at der nok skulle komme nogle gamle hits også, og da først ”Heresy Blasphemy” kom publikum for alvor op i gear.

For lige at dvæle ved publikum. Jeg har været til flere koncerter med Mustasch og aftenens publikum er noget af det mest dovne uengagerede jeg har oplevet. Sjældent har jeg hørt så meget irrelevant snakken i salen - der var interesse for gruppens gamle hits og ikke meget mere. Ralf Hyllenhammars forsøg på at få publikum til at klappe, resulterede i at kun 15 blandt publikum klappede, og da bandet efterfølgende havde spillet hele deres nye skive igennem og gik af scenen, måtte Dan McKenzie ud og opildne, den del af publikum der ikke benyttede den lille pause på at drikke øl i den tilstødende bar, til at klappe bandet ind igen. Jeg har aldrig set et mere uinteresseret publikum! Da først Mutasch, leverede de velkendte skud, var der imidlertid ikke nogen der ikke kunne synge med – mens der dog stadig ikke kunne klappes specielt meget.

Det være sagt spillede bandet en udemærket koncert, der dog bar præg af at den gennemsnitlige alder blandt bandmedlemmerne efterhånden er kommet lidt op i årene. Derved sagt at der ikke var specielt meget rock`n`roll energi på scenen, men tilgengæld var der masser af velspillet lyd i forstærkerne. En lyd der dog krævede lidt småjusteringer til start, hvor specielt Mats Johansson på bas, bragede igennem og overdævede begge de to gæve svenskere på guitar. Som forventet blev det dog ændret hurtigt.

Aftenes helt store fejl, var udentvivl valget om at spille hele nyeste udgivelse ud i et træk. Materialet fungerede live, men publikum var ikke kommet for at høre det. Ærgeligt, men det satte tydeligvis en enorm bremse for publikums entusiasme. En bremse der først blev slækket da ”Down In Black” rullede over scenen, og endelig sluppet gennem numrene ”Black City”, ”I Hunt Alone” og ”Double Nature”. Ærgeligt for Mustasch har fortjent ros for deres nye udgivelse, der absolut rocker.

Det blev en mærkelig koncert. Materialet på scenen fungerede og bandet var velspillende, men publikum var kun på og engagerede i 1/3 af koncerten. Derfor bliver det heller ikke til mere end 4,5 ud af 6 til svenskerne den aften

Se billeder fra Mustasch her.

Læs mere...

Four Year Strong, A Loss For Words

Jeg må ærligt indrømme at jeg var en smule skeptisk da min ven ringede mig op og spurgte om jeg ville med ind og se noget pop punk. Mit kendskab til genren strækker sig ikke længere end Blink 182, Sum 41 og Green Day så det var med en vis bæven at jeg tog imod tilbuddet og tog med, jeg kunne jo altid bare sable det ned. MEN jeg blev overrasket.

A Loss For Words

Første levende billede var A Loss For Words fra et eller andet sted i staterne jeg ikke helt kan huske. De spiller rimelig lige ud af banen pop punk med klare hints til Blink 182 og alt det andet jeg ikke har været så heldig med.

I starten, hvor de fleste bands er en lille smule langsomme, tonsede bandet på scenen og gav den med den ene to akkord sang efter den anden, og trods det utroligt simple lydbillede så var deres perfomance en man blev suget ind i. Om ikke andet var de utroligt humoristiske at se på når de hoppede op og ned og da den ene af de to guitarister så ud som om han nød at spille en smule for meget. Der var rigelig med mimik, der fulgte med sangen og et ansigtsudtryk jeg svagt kan huske at se på Frodo når han dør. Det der.. Jeg skider og får et blowjob samtidig ansigtsudtryk, man ved ikke helt om det er godt eller rart så resultatet bliver en smule underligt at se på. Omkring halvvejs inde i deres set bad de om en cirkelpit og det fik de da også, ganske vist en meget lille en, men den var der stadig. Forsanger Matt Arsenault, der mest af alt mindede lidt om en Fred Durst Jr., sprang ned på gulvet og sang resten af sangen der, samtidig med at han opfordrede folk til at gå til den.
Alt i alt var jeg positivt overrasket over at der stadig findes publikum i Danmark, der er villig til at gå til den og at der findes bands der kan få dem til det, ja folk iaftes var meget unge, men de gik sku til den uanset hvad. En klar 5´er for der manglede sku alligvel lidt mere crowd pleasing, men meget tæt på at være en af de bedste koncerter i år.

5/6

Four Year Strong

Herefter var det blevt tid til Four Year Strong. Ind kommer et par ældre herrer klædt i flannel og går til den med pop punk i den lidt mere heavy ende. Uden det store kendskab til bandet, var jeg en smule overrasket over udseened, men det skal nu ikke ødelægge noget.

Four Year Strong har rødderne solidt plantet i Hardcore og er så siden gået over til at spille pop punk der lugter lidt af hardcore. Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med bandet så det var en glædelig overraskelse, at se at de ikke bare er gode på pladen. Godt nok var det lidt sløvt i starten men efter den tredje sang var der knald på og publikum var helt med.

Der blev spillet sange som ”Tonight We Feel Alive” og ”Sweet Kerosene” før man til sidst gik amok med ”It Must Really Suck To Be Four Year Strong Now” og ”Heroes Get Remembered, Legends Never Die”. Salen var fyldt til bristepunktet og da der blev bedt om circlepit åbnede gulvet sig og en masse mennesker fik afløb for deres energi. Der blev moshet til den helt store guldmedalje. Under de sidste numre kravlede publikum sågar op på scenen og den ene guitarist hoppede ned i salen og endte den sidste sang dernede, hvorved der blev sat punktum for en udmærket performance af en af de større kapaciteter inden for denne genre!

6/6

Alt i alt satte denne aften punktum ved en af mine store fordomme. At pop punk er en masse teenagere der synger om hvor fedt det er at få fri fra skole og stå på skateboard. En genre der for mig har været forbundet med meget lidt indhold, på samme niveau som meget death metal er rimeligt lavt på indhold. Men den fordom er nu væk og jeg er konverteret til en ivrig pop punk lytter. Der blev sparket røv og Danmarks bedste publikum var åbenbart til stede og trods deres unge alder og forsøg på at få os, de lidt ældre, til at købe dem alkohol, så må jeg sige at de overraskede positivt og jeg vil se frem til næste gang jeg bliver lokket i byen til et lignende arrangement! POP PUNK WILL NEVER DIE!

Se billeder fra Four Year Strong her.

Læs mere...

Kvelertak, Toxic Holocaust, The Secret, Wolves Like Us

Man kan ikke beskylde de seks medlemmer i Kvelertak for at være sløve. Ikke mindre end 4 koncerter på danske grund er det blevet til de seneste to år – og med god grund, for det lader til at danskerne ikke kan få nok af det nordske. I mandags blev det til endnu en udsolgt koncert i Lille Vega, hvor Kvelertak havde medbragt hele 3 opvarmningsbands. Wolves Like Us, The Secret og Toxic Holocaust.

The Secret

Med start kl. 19, var det desværre lige tidligt nok til hvad undertegnede kunne nå. Det blev derfor ikke til mere end 3 numre med Wolves Like Us og på den baggrund er det valgt ikke at anmelde deres del af aftenens arrangement. I stedet blev aftenens første anmeldelse for mit vedkommende af The Secret.

Med en lang monoton passage startede The Secret op, fire mand høj badet i rødt lys. Atmosfærisk, spændende og interessant. Vega var på daværende tidspunkt 3/4 fyldt af mennesker, hvor størstedelen havde vendt fokus vendt mod scenen. Efter 5 minutters dreven guitarstøj fik publikum lov til at opleve aftenens sløjeste vokal. Kedelig og slidt er de to tillægsord der kendetegner bedst. Da jeg ikke har videre kendskab til The Secret i forvejen, er det uvist hvorvidt vokalen altid er sådan, eller den simpelthen bare var slidt. Faktum er dog desværre, at det ødelagde meget af helhedsoplevelsen. Resten af bandet spillede ganske fint og selvom de samlede kompositioner ikke var vandvittigt spændende, fungerede nogle af delelementerne ganske godt.

Samlet set ikke nogen videre ophidsende opvarmning og sandsynligvis ikke noget der vil blive husket særlig længe. 3 ud af 6 for 30 minutters noget uinteressant opvarmning.

Toxic Holocaust

Fuldstændig anderledes skulle den efterfølgende opvarmning fra Toxic Holocaust vise sig at være. Med entre på scenen lidt i ni, blev der inviteret til 30 minutters thrashmetal - af den gamle skole. Lille Vega var på det tidspunkt stort set fyldt og der skulle ikke meget mere end ”Metal Attack”, ”Death Brings Death” og ”I Am Disease” til før der var godt gang i pitten.

Toxic Holocaust spillede potent thrash, med præcist den andel nosser der forventes. Bandets kompositioner fungerede godt live og selvom Toxic Holocaust kan kritiseres for at holde sig til de sikre kort, var det en fornøjelse at se dem rive publikum rundt. Ud over førnævnte blev det bl.a. til ”Agony Of The Damned” og ”Nuke The Cross” inden der blev lukket ned med ”Bitch”.

30 minutters velspillet opvarmning der lydmæssigt fungerede som det skulle, men hvor længden også var tilstrækkelig. Flere numre ville sandsynligvis have gjort koncerten endnu mere ensformig end det allerede var begyndt at blive mod afslutningen. Interaktionen med publikum var ikke videre eksisterende og umiddelbart gik der også en smule autopilot over showet, der nærmest blev leveret med mekanisk præcision. Derved spiller Toxic Holocaust sig ind til 4,5 ud af 6 for en god gammeldags gang thrash.

Kvelertak

Herefter var det endelig blevet aftenens hovednavn til at ramme scenen. Med ”Sjøhyenar”, ”Fossgrim” og ”Blodtørst” smadrede Kvelertak publikum fra start og efterlod hverken tid eller overskud til at få vejret i løbet af de 13 numre koncerten bestod af.

Som det kunne forventes væltede bandet nærmest scenen, hvor specielt forsanger Erlend Hjelvik og bassist Marvin Nygaard gjorde sit for at opildne publikum. Erlend formåede flere gange at smide sin svedige krop ud i hovedet på publikum, der gladelig tog imod, mens Marvin fik besøgt deltagerne på balkonen ammen med sin bas. Energien var i top såvel hos bandet som hos publikum, der gav den alt hvad kunne gives. Sjældent er det set en flok sceneteknikker have så travlt under koncerten. Såvel Erland og det stagedivende publikum formåede at skabe voldsomt rod og kaos, der løbende måtte ordnes. Mikrofoner blev væltet, lyden gik og såvel band som publikum væltede rundt på scenen. Specielt under fremførelsen af ”Sultans Of Satan” gik det helt galt, da leadvokalen stort set ikke eksisterede under halvdelen af nummeret.

Lydmæssigt var koncerten fuld af fejl. Leadvokal druknede i perioder. Andenvokal startede alt for lav og endte koncerten med at overdøve lead. Leadguitar startede ligeledes koncerten med at være for lav, men ente i det mindste med at ramme det rigtige niveau. Alt i alt en kaotisk tilstand af lydelementer der fint afspejlede det kaos bandet skabte på scenen og blandt publikum. At leadvokal var noget rod var forventet. Der er umuligt at opretholde det sceneshow og den nerve Kvelertak gør, uden det vil påvirke vokalen. Til gengæld er det ikke i orden at andenvokal ikke fungere. Det skal være på plads når det forventes at førstevokalen vil svigte!

Udover hele gruppens debutalbum, blev det ligeledes til to nye numre, der begge varslede godt i forhold til en fremtidig udgivelse. Der var ikke den store overraskelse i udformningen af materiale, men førstehåndsindtrykket var, at det var nogle velfungerende kompositioner, der passede godt ind blandt Kvelertaks resterende numre – så kom endelig i gang med at indspil den opfølger!

Afslutningsvist blev det til ”Mjød”, inden bandet blev klappet ind til et enkelt ekstranummer, bestående af ”Utrydd dei Svake” og herefter lukkede og slukkede. En effektiv koncert, hvor der blev skudt med alt der kunne og givet al den energi det var muligt, både fra bandet og publikum. Lydmæssigt var det desværre ikke så vellykket, og det trækker derfor den samlede oplevelse en smule ned. 5 ud af 6 til Kvelertak.

Overordnet set en noget blandet aften. Der var ingen tvivl om hvem der var hovednavnet, ej heller hvem folk kom for at se. Generelt for aftenen kan det diskutere som de udvalgte opvarmningsbands var specielt interessant i forhold til det altoverskyggende hovednavn. Eneste navn der viste en god profil som opvarmning var Toxic Holocaust, som dog var noget af et mismatch ift. hovednavnet. Samlet 4,5 ud af 6.



Se billeder fra Kvelertak her.

Læs mere...

Monster Magnet, Black Spiders

I anledning af 16 års jubilæum for udgivelsen af Dopes to Infinity, har Monster Magnet den seneste tid tournéret rundt i verden. Faktisk er jeg ikke sikker på at det er i anledning af jubilæum, for 16 år er alligevel et lidt spøjst jubilæum at fejre og det lader til at der er en trend med at spille hele album for tiden, som btw. efter min mening er ved at tage overhånd. Anyway, Dopes to Infinity er absolut et godt album og et der sagtens kan tåle at blive luftet i fuld længde. Men før det var blevet de fem armerikanske stonerrockers tur til at forkæle det fremmødte publikum, stod det engelse hard rock band Black Spiders for opvarmning.

Black Spiders

Med entre på scenen kl. 21, gik bandet på og leverede en ganske effektiv opvarmning. 30 minutters velgennemført musik der fik sat gang i den på daværende tidspunkt halvfulde sal. Til trods for at bandet først er dannet tilbage i 2008, har de allerede fået ganske positiv omtale og at dømme efter aftenens performance, er der absolut også noget om snakken. Jovist, der var desværre de klassiske småproblemer med lyden, hvor især leadguitar havde problemer i store dele af koncerten, men ses der bort fra det, formåede bandet og især den små excentriske og gale trommeslager Si ”Tiger” Atkinson, at få rocket publikum op i gear.

Med numre som ”KISS Tried To Kill Me”, St. Peter” og “Just Like A Woman” fik bandet vist et godt udsnit af materialet fra deres debut album Sons Of The North - og fik i det hele taget vist en ganske god profil. I relation til hovednavnet passede Black Spiders perfekt ind og lagde med deres drevne hard rock sound god bund for de efterfølgende musikalske oplevelser. Med en solid performance præget af lidt småirriterende lydproblemer spiller Black Spiders sig hjem til 4 ud af 6.

Monster Magnet

En halv times tid efter Black Spiders havde forladt scenen, kl. 22:00, gik aftenens hovednavn herefter på. Ikke overraskender var det med Dopes To Infinity i fokus og ikke mindst Dave Wyndorf i front. Undertegnede har ikke set Monster Magnet live siden Roskilde Festival 1999 og må da indrømme at Dave efterhånden er blevet meget ældre og en del mere kvabset at se på – men hvad gør det, når man stadig kan mønstre vokalen.

Dave Wyndorfs vokal gik klart i gennem og det samme gjorde sig gældende for resten af bandet og elementerne i Monster Magnets kompositioner. Naturligvis var der de klassiske indledningsvise justeringer, men derefter gik det fremad på fornem vis i næsten to timer. Publikum virkede engagerede, men det var alligevel først mod slutningen at bølgerne for alvor begyndt at gå højt. Ingen tvivl om at folk var begejstrede for det de hørte, men alligevel skulle der numre som ”Dead Christmas”, ”Hallucination Bomb”, ”Powertrip” og ikke mindst ”Space Lord” til før det rigtig gyngede. Derfor kan det diskuteres om det reelt var nødvendigt med så meget gengivelse fra Dopes To Infinity?

Bandet virkede ligeledes lidt tunge i optrækket. Om det var en tung dag at komme i gang, eller det var grundet udvalgte materiale skal være uvist, men som publikums begejstring voksede med minutterne, virkede det ligeledes som om bandets udfoldelser på scenen blev intensiveret som koncerten skred fremad.

Overordnet set leverede Monster Magnet en udmærket koncert, det ente med at blive en sand fest. Det kan naturligt diskuteres om det er nødvendigt med en sådan ”Dopes To Infinity” tour, men under premissen fungerede det hele ganske udmærket. Monster Magnet spillede sig sikkert og tight igennem de ca. to timers koncert, men det virkede nu som om der blev stonet lige en kende for meget gennem første del af koncerten. 4,5 ud af 6 til Monster Magnet.

Hele aftenen var ganske vellykket. Black Spiders fik vist fed profil og Monster Magnet gav publikum hvad de var kommet efter – og for undertegnede var aftenens koncert absolut bedre end den bandet fremførte tilbage i 1999.

Se billeder fra Monster Magnet og Black Spiders ved at klikke under galleri her.

Læs mere...

Enter Shikari, Your Demise, Letlive

For halvlandet år siden gæstede Enter Shikari sidst Danmark – Siden har bandet tourneret og arbejdet med deres nye udgivelse, der skulle udkomme i løbet af 2011. Lørdag d. 17. stod englænderne igen på scenen i Lille Vega og med sig havde de denne gang taget de to bands Your Demise og Letlive.

Letlive

Jf. Livenation og information på de udstedte billetter, skulle første band gå på scenen kl. 21:00. Noget kunne dog tyde på at det var en fejl. Allerede kl. 20:30 gik det amerikanske post-hardcore band Letlive på scenen, og set i relation til hvor minimale pauserne imellem aftenens tre bands var, havde det nok hele tiden været hensigten at koncerten skulle starte den halve time før det reelt var annonceret. Anyway, som naturligt følge var Lille Vega ikke engang halv fyldt da de første toner blev slået an – det var dog ikke noget der synligt rørte bandet, der piskede fremad under hele koncerten.

Specielt forsanger Jason Aalon Butler, havde taget en ekstra dosis vitaminer til morgen, og væltede rundt i hele salen, lige fra gulvet til første sal – ikke overraskende fuldstændigt gennemsvedt. I stor kontrast til deres forsanger fremstod såvel guitarist Jean Nascimento og Jeff Sahyiun utroligt stillestående på den lille scene, der faktisk virkede for lille til det femmands store band. Lidt mere energi fra guitaristerne og lidt mindre fra Jason kunne have været ønsket. Nok var det seværdigt at se Jason kravle rundt over det hele, men rent lyrisk, havde energibomben meget svært ved at holde mikrofonen til munden, hvilket medførte en alt for ofte uklar vokal.

I det hele taget var Letlive ikke specielt heldige med lyden den aften. Rumklang og alt for støjende trommer dominerede lydbillede og specielt de stille passager af bandets numre, fungerede langt fra optimalt. Efter en halv times tid, gik amerikanerne af, efter at have givet et overdådigt livligt og energisk show, men musikalsk et show der ikke rejste sig langt over middel. 3,5 ud af 6 til aftenens første band.

Your Demise

Næste levende billede på scenen var det “fem” mands store hardcore band “Your Demise” fra UK. Det med fem medlemmer skal forstås lettere ironisk, da bandet reelt godt nok kun er fem personer, men dertil skal medregnes bandets hardcore ”crew” der absolut skulle hænge ud ved siden af scenen, fjollet? Ja, nødvendigt? Nej! – men hey, alle på scenen havde cap på, så det er nok meget sejt og jeg er gammel.

Med entre på scenen kl. 21:20 leverede Your Demise dog en anstændig koncert, der nok næppe vil blive husket som noget fantastisk, men som løste den opgave alle opvarmningsbands har. Publikum var strømmet til og med en stort set fuld sal, fik bandet sat temperaturen i vejret hos de fremmødte, der tydeligvis fandt det ellers småkedelige og kønsløse hardcore bande yderst interessant. Nu skal det ikke lyde som om jeg bare ikke er til hardcore, for jeg kan bestemt godt lide hardcore – men Your Demise spiller ganske enkelt andenrangs hardcore, guitarist Stuart Paice´s guitar lød decideret kønsløs og ufarlig, mens Ed McRae tydeligvis forsøgte at kopiere Fred Durst´s vokal – hvem der så end har lyst til det!?

Det være sagt, havde bandet langt mere held med lyden end Letlive, selvom det heller ikke lykkedes fuldt ud, at få skabt de hensigtsmæssige forhold. Man stod desværre med en grum mistanke om, at lyden på forhånd var indstillet til hovednavnets favør, som det så ofte sker.

Samlet set var Your Demises omgang hardcore anno 2011 ikke videre fantastisk. Mange ting haltede men på et område vandt bandet stort. Publikum var med dem og tydeligt interesseret i bandet og i at vise det på gulvet. Circle pits og moshing en mass, lige fra bandet gik på til de forlod scenen – og det er også hvad der samlet gør at Your Demise performede bedre end Letlive. 4 ud af 6 til Englænderne.

Enter Shikari

Der skal ikke herske tvivl om hvem der var aftenens hovednavn. Fuldt proppet og langt over kogepunktet, var publikum spændte og parate, da Enter Shikari gik på scenen Med ”Destabelise”, ”Mothership” og ”Zzzonked” bliv koncerten skudt i gang med et brag og en energiudladning på højde med den der tidligere på aftenen kendetegnede Letlive. Til forskel fra førnævnte opvarmningsband, havde hovednavnet dog kun få ubetydelige problemer med lyden. Mixet af elektronics og metal der kendetegner Enter Shikari, gik klart igennem og var på få minutter med til at skabe et mindre raveparty.

Med en mix af numre fra bandets to studieudgivelser samt enkelte nye lovende numre, festede bandet igennem med Lille Vega. Publikum var på under stort set hele koncerten og bandet gjorde sit for at holde tempoet og temperaturen højt. Desværre lykkedes det ikke bandet fuldt ud og i flere perioder faldt tempoet og energien i koncerten, til et niveau hvor end ikke ”No Sleep Tonight” eller ”Sorry, You’re Not A Winner” kunne løfte koncerten tilbage på det niveau den var startet på – og det hjalp absolut ikke på tempoet at forsanger Roughton Reynolds skulle på scenen, til et solo guitar plingplang intermezzo! Det havde været passende med et pausenummer, hvis koncerten op til det punkt, havde været hæsblæsende energisk og uovertruffen – det var ikke tillældet. Ærgerligt, især i relation til at bandet til start havde skabt momentum, energi og ren musisk leverede en gennemspillet koncert. Afslutningsvist blev ”Juggernauts” skudt af sted, inden der blev lukket og slukket og Enter Shikari forlod scenen ligeså hurtigt som det var gået på. Mange af aftenens elementer var vellykkede, men overordnet piller det ikke ved at bandet kunne have sammensat en bedre setlist, der havde holdt momentum igennem hele koncerten. 4,5 ud af 6 til Enter Shikari.

Samlet set blev det til en noget blandet aften, med et hav af forskellige indtryk. Hovednavnet leverede, mens de to opvarmningsband, på hver sin måde skuffede, men trods alt leverede over middel. 4 ud af 6 for en energi fyldt aften, der dog havde mange mangler.

Se billeder fra Enter Shikari her.

Læs mere...

All Time Low, Up Up Down

Onsdag d. 15. juni lagde Lille Vega i København lokaler til noget, der trækker minderne tilbage til sort/hvid filmklip af skrigende og hylende kvinder, der modtager Beatles i Kastrup lufthavn. De to bands, Alle Time Low og Beatles, skal på ingen måde sidestilles, men i small scale formåede det unge amerikanske band at skabe en større forsamling af forventningsfulde, skrigende, bh kastende, unge mennesker (kønsfordeling på 90 % kvinder/10 % mænd), i den lille varme sal. Som opvarmning havde det unge danske pop/rock band Up Up Down, fået muligheden for at opvarme de skrigende horder.

Up Up Down

Med entre på scenen kl. 20:00, til en halv fuld sal, leverede Up Up Down en halv times velspillet opvarmning der gik fin i tråd med hovednavnet. Om end bandet ikke kan klandres for at have opfundet en ny lyd, fungerede deres pop/rock kompositioner ganske udmærket og bandet blev da også ganske pænt modtaget af det lille hav af unge piger, der havde kæmpet sig vej forrest i salen. Det blev til en række kiksere undervejs, numre der blev startet forfra, forhastede afbrydelser og andre overskuelige fejl, typisk for unge bands der mangler erfaringen. Dertil må påpeges bandets sceneshow, der var stort set ikke eksisterende og overhovedet ikke matchede den dansable musik.

Samlet set leverede Up Up Down en ganske fin opvarmning, der var præget af manglende rutine og erfaring – det akustiske nummer der blev leveret ¾ inde i koncerten, fungerede desværre mest af alt som en partybreaker og set i relation til forsanger Günes udemærkede men absolut ikke fantastiske vokal, faldt det lille intermezzo fuldstændigt til jorden. 3,5 ud af 6 til Up Up Down, der spillede en fin koncert med plads til forbedringer.

All Time Low

Kl. 22:00 gik det amerikanske band endelig på, til publikums store glæde. Stadig med en halvfyldt sal i Lille Vega, havde de unge piger og drenge forskanset sig forrest, mens forældre og lignende havde fundet plads tilbage ved baren. I en time og 15 minutter herefter, væltede de unge amerikanere salen, men velspillet musik, energi og livlig interaktion med publikum. Lyden stod ganske fint i den lille sal, forsanger Alexander Gaskarths vokal stod skarpt og gennemtrængende, mens det resterende band matchede. Energien og sceneshowet var i top, mens bandets interaktion med publikum og mellem hinanden fremstod som reel og ikke bare som en del af showet.

Publikum var ligeså engageret som bandet, og at dømme efter antallet af bh’er der blev smidt op på scenen, er minimum 15-20 piger taget hjem med en beklædningsgenstand mindre på. Selv forældrene der stod bagerst i lokalet, overladt til dem selv, lod til at nyde de velspillede kompositioner bandet leverede. Bland disse blev det til et godt mix af bandets materiale, hvor der overraskende kun blev leveret 3 numre fra bandets 2011 udgivelse ”Dirty Work”. ”Time Bomb og ”I Feel Like Dancing” var naturligt bland disse, mens numre som ”Stella”, ”Lost In Stereo”, ”Poppin´ Champagne” og ”Remembering Sunday” afspejler aftenens valgte numre til selisten. En setliste der i højgrad havde fokus på dans og fest, mens de følsomme pladerballader blev holdt på et minimum.

Samlet set leverede All Time Low absolut varen. Det fremmødte publikum fik hvad de forventede og mon ikke også forældregruppen, der var til koncerten blev underholdt. For et energisk show, god kontakt til publikum og en gennemført setlist, spiller All Time Low sig ind til 5 ud af 6, hvor kun enkelte frekvente fejl trækker ned i den samlede oplevelse.

Overordnet leverede de to band en noget forskellig koncert, hvor Up Up Downs mangler virkelig blev udstillet, da først All Time Low væltede scenen. 4,5 ud af 6 for den samlede oplevelse, hvor der ikke er tvivl om at hovednavnet gav fremmødte fans en oplevelse for livet.

Læs mere...

Tarja Turunen

Som sidste lille bump på Europa turneen, havde Lille Vega i København fornøjelsen af at gæste den finske sangerinde Tarja Solie Susanna Turunen Cabuli – Kært barn har så absolut mange navne. Med sig havde Tarja bragt et forholdsvist kompetent backingband, der søndag aften var tørnet op på den lille scene i Lille Vega, efter koncerten var blevet rykket fra Store Vega. Den mindre justering i spillested havde medført at salen i Lille Vega, ved koncertstart 20:15, var godt fyldt med publikum der tydeligvis havde glædet sig til at se Tarja performe, med eget samt Nightwish materiale.

Forskanset bag, hvad der mest af alt lignede et stort fluenet, fik Tarja og bandet en noget sløv start på aftenen, da tekniske problemer tvang bandet til at blive stående bag fluenettet, længe nok til at det forekom mere kikset end velfungerende. Heldigvis kom bandet forholdsvist hurtigt i gang og midt inde i første nummer, fik fluenettet lov til at falde ned og skabe den effekt det havde til hensigt.

Generelt for koncerten, havde bandet og medbragte lydmand en smule problemer med at tøjle trommerne, der rungede og støjede rundt i salen. I første nummer ligefrem i sådan grad, at Tarja´s ellers stærke vokal, frekvent blev overdøvet. Professionelt blev det mindre problem dog løst hurtigt og Tarja´s vokal fremstod under den resterende koncert, skarp og tydelig, men det lykkedes desværre aldrig at få tilpasset lyd/støj niveauet fra trommerne godt nok. Performancemæssigt fremstod bandet og specielt Tarja engagerede i koncerten og med et konstant smil på sangerindens læber, var det svært at forestille sig, at der var noget andet hun hellere ville, end stå en kedelig søndag aften og spille sin musik for det danske publikum. Et publikum der i høj grad reflekterede sangerindens glæde og under hele koncerten udvist denne glæde og interesse for bandet på scenen.

Materialet den aften bestod fortrinsvist at Tarja´s eget solomateriale, hvilke også var forventet, kombineret med enkelte klassiske Nightwish tracks. Efter en eksplosiv start bestående af egne numre, afsluttet af ”I Walk Alone”, forlod alle undtagen trommeslageren scenen, hvorefter publikum blev overladt til 10-12 minutters uimponerende trommesolo. Det mindst uinteressante i der indslag var, at der blevet spillet trommer til H. C. Lumbye´s ”Champagnegaloppen”. Interessant forstået på den måde, at det gav indtryk af, at der var lagt energi i at tilføje noget nationalt i forhold til værtslandet. Hele trommesessionen virkede formålsløst og ikke mindst lidt amatøragtigt, da medbragte trommeslager, flere gange formåede at spille ude af takt i hans solo. Det lille intermezzo var dog hurtigt glemt, da Tarja og resten af bandet igen gik på scenen og leverede hvad det var forventet. Hertil blev aftenens første Nightwish nummer leveret, ”The Siren”, inden bandet om rokerede og spillede aftenens efterfølgende fire numre i akustisk mode. Undervejs indfandt Tarja sig selv bag tangenterne, mens medbragte keyboardspiller indfandt sig bag scenens anden cello. I forhold til aftenens første ”pause”-trommeindslag, fungerede denne stille akustiske session langt bedre. Tarja´s vokal fremstod skarp og storladen og akkompagneret af klaver og cello, kunne det næsten ikke blive bedre.

Afslutningsvist, vendte bandet tilbage til originalopstillingen og gav et par numre, inden det blev tid til ekstranumre. Her blev igen serveret et enkelt Nightwish track, ”End Of All Hope” inden der blev afsluttet med to af sangerindens egne numre.

Samlet set leverede Tarje og band godt og vel halvanden times velgennemspillet koncert, med en udmærket setlist, bestående at materiale fra Tarjas soloalbum ”My Winter Storm”, ”What Lies Beneath” samt enkelte Nightwish tracks. Det lykkedes aldrig at få fuld kontrol over trommernes skramlen i den lille sal, og den malplacerede trommesession, var i høj grad med til at trække liv og energi ud af koncerten. Det var trods alt Tarja Turunen og ikke Tarja Turunen & dårligt trommeshow publikum var kommet for at se. 4,5 ud af 6 til Tarja Turunen.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed